Arthur Rimbaud har været en stor inspiration for utallige kunstnere. Man kan nævne i flæng: Pablo Picasso, Patti Smith, Jim Morrison fra The Doors, Bob Dylan og herhjemme måske mest bemærkelsesværdigt Michael Strunge. Michael Strunge var helt besat af Rimbauds bohemetilværelse og frie syn på livet, og særligt i sine to bøger ”Nigger” 1 og 2 kredser han om den udsatte position som fattig bohemekunstner i bylivet og retter en bred kritik mod den rationelle og teknologiske udvikling.
Rimbaud forholdt sig ikke det store til sin store forgænger Charles Baudelaire, men deres poesi står som to tårne i den tidligt moderne europæiske tradition. Ligesom Rimbaud skrev Baudelaire om syndefaldet og en rationel opløsning og om flaneurtilværelsen i Paris, måske mest berømt i ”Le Spleen de Paris” (1869. ”Parisisk Spleen”, 1918) og ”Les Fleurs du Mal” (1857. ”Syndens Blomster 1921, 1953. ”Helvedesblomsterne”, 1997).
Hvis man vil kigge på mere nutidig poesi, kan man måske se på en digter som Signe Gjessing, der i sin skrift mest af alt minder om det symbolistiske, man finder ansatser til i Rimbauds digte. Særligt i hendes mest kosmiske digte kan man finde hendes symboltunge skrift, her kan nævnes ”Blaffende rum nænnende alt” (2015).
Den danske digter Peter Laugesen har også nævnt Arthur Rimbaud som et af sine største forbilleder. Den frie digter som figur kan spores som tematik i hele Laugesens forfatterskab. Laugesen har endda skrevet en bog med afsæt i Rimbauds skrift, nemlig ”Artur på genfærd” (1991).
Et andet sted at kigge hen er til den evige outsider i dansk modernisme Rudolf Broby Johansen, der med sin bog ”Blod” (1922) begik et opsigtsvækkende og skandaløst værk om byens vitalisme.