De fire noveller i ”Leviathan og andre fortællinger” fra 2010 blev oprindeligt udgivet i forskellige aviser i perioden fra 1933 til 1939. I titelnovellen møder vi en jødisk koralhandler, der selvom han aldrig har set havet er helt besat af det. Den slutter i en flot finale, hvor koralhandleren forenes med havet, i en slags omvendt ”Den lille havfrue”. I ”Kejserens buste” møder vi en greve, der under kejserriget agerede som en slags mægler mellem de lokale og myndighederne, men som efter opløsningen, må se sig selv uden magt eller myndighed. Novellen indeholder nogle af Roths mest konservative passager, hvor han igennem greven harcelerer mod nationalismen og længes tilbage mod den østrig-ungarske overnationalisme, hvor der var plads til mange nationaliteter, og foregriber nationalismens barbari med nazismen. I novellen ”Stationsforstander Fallmerayer” bliver en anonym og pligtopfyldende stationsforstander forelsket i en russisk grevinde, der bliver indkvarteret hos ham efter en togulykke. Han forlader sin hustru og børn, og følger grevinden rundt i Europa, indtil hun bliver genforenet med sin mand, og Fallmerayer må trække sig; hjem- og familieløs, ikke helt ulig Roths egen eksilerede status på det tidspunkt i hans liv.
28570562
Novellerne er skæbnefortællinger om især jødiske eksistenser, der forsøger at realisere deres hemmelige længsler, men bliver ramt af skæbnens lune – som stationsforstanderen, der drømmer om et liv med en russisk grevinde, men i stedet mister alt, eller koralhandleren, som drages mod havet han aldrig har set og ender med at drukne i det. Nemesis kaldes det, når man forsøger at bevæge sig uden for sin skæbne.
Andre bliver ramt af ’verdenshistoriens unaturlige krumspring’ som det hedder i ”Grevens buste”, hvor opløsningen af Østrig-Ungarn gør den før så indflydelsesrige greve magtesløs i et land, han ikke kender, og sender ham i selvvalgt eksil, ligesom Roth selv. Sprogligt er Roths altid så stilsikre prosa tilsat en blanding af ironi og patos.