Radetzkymarch

Citat
”Dengang, før den store krig, da de begivenheder, hvorom der berettes på disse sider, fandt sted, var det endnu ikke ligegyldigt, om et menneske levede eller døde. Når en blev slettet fra den jordiske skare, trådte ikke straks en anden i hans sted, for at udslette erindringen om den døde, men der blev en tom plads, hvor han savnedes, og vidnerne til hans bortgang blev tavse, når de så den tomme plads.”

”Radetzkymarch”, s. 120.

”Radetzkymarch” fra 1932 (”Radetzkymarch”, 2011) betragtes som Joseph Roths hovedværk og er den længste roman, han skrev, og den, han brugte mest tid på. Romanen fortæller historien om den slovenske Trotta-familie over tre generationer. Familiehistorien kører i parallel med det østrig-ungarske riges velmagtsdage til kejserrigets opløsning i forbindelse med Første Verdenskrig. Trottaerne kommer fra en slægt af bønder, men da Joseph Trotta redder den unge kejser Franz Joseph på slagmarken, bliver slægten adlet og opløftet til officersstanden. Baron Trotta føler sig dog ikke helt tilpas ved den højere sociale stand, og da han opdager, at hans heltedåd er blevet gevaldigt pyntet på i skolebøgerne, trækker han sig fra militærtjenesten. Hans søn Franz, en pompøs embedsmand, tager barontitlen for givet, og er en rigid og fantasiløs patetisk skikkelse, der hver søndag dirigerer et lille militærband i militærmarchen Radetzkymarch. Hans søn Carl Joseph er den egentlige hovedperson. Han er en følsom person, som på sin fars forlangende indlemmer sig i militæret, men bliver desillusioneret af officersstandens dekadence og bruger sin tid på at spille, drikke og indlede en affære med en gift kvinde. Carl Josephs deroute afspejles i kejserrigets forfald, og da Carl Joseph falder på Første Verdenskrigs slagmarker, står kejserriget også over for sine sidste dage.

28942133

”Radetzkymarch” er skrevet af en Joseph Roth, som med gru har set sit hjemland, det Østrig-Ungarske kejserrige gå i opløsning og fragmentere i nationalstater, og som har set nationalismen vinde terræn med især Hitlers bevægelse mod magten. Men selvom Roth længes mod det multietniske og favnende dobbeltmonarki, hvor en fattig slovensk bonde kan blive baron, er portrættet, han giver af kejserriget, ikke entydigt nostalgisk. Han fremviser også, hvor sejt bureaukratiet kunne være, og hvor stive formerne var mellem mennesker. Romanen er derfor et komplekst sociologisk portræt af en æra og en tid, som den kommer til udtryk i en konkret familiehistorie. En elegant komponeret og skrevet bog, som i den grad fortjener sin klassikerstatus.