Genrer og tematikker

Rudolf Broby-Johansens allertidligste ungdomsdigte afspejler den interesse for symbolismens sjælelige gennembrud, som ”Renæssance”-gruppen dyrkede. Men efter mødet med tysk ekspressionisme i Berlin ændrede hans udtryksform sig radikalt. Selv beskriver Broby-Johansen den modernistiske kunstretning ekspressionismen og dens subjektive sanseindtryk og voldsomme ordudladninger som en romantisk bevægelse i moderne form. Og som en videreførelse af impressionisternes kunstsyn og sanseindtryk – dog i en absurd og forvrænget variant, hvor kunstnerens foragt for virkelighedens usle realiteter skinner stærkt igennem. Han fremhæver i ”Hverdagskunst-Verdenskunst”, at ekspressionismens motiver ofte er f.eks. primitive naturfolk eller gemene, groftskårne bønder.

I digtet ”BORDELPIGE DRÆBER UFØDT” skildrer han en fattig pige, der er blevet gravid og skal have fjernet fosteret med en strikkepind. I sin forsvarstale for ”BLOD” uddyber han, at bordelpigen i digtet ikke er fri fantasi. Hun er en skæbne af kød og blod, han har mødt, og som i ren uvidenhed er blevet med barn. Og selvom abort var ulovligt, var det bedre for hende at sætte livet på spil ved at få fjernet fosteret, end at skulle opfostre et barn i den fattigdom, hun pga. samfundets struktur ikke ville have en reel mulighed for at arbejde sig ud af.

I samme forsvarstale beskriver Broby-Johansen ligeledes sin kreative arbejdsproces: ”kunstværket opstår og får den skikkelse det får ud af en absolut indre nødvendighed. opståelsesprocessen er omtrent denne: i kunstnerens bevidsthed fødes et syn, tåget og ubestemt, ganske uden genstandsmæssighed, måske man rettere betegnede det som en vis rytme, som stadig voxer og til sidst får en sådan styrke, at han må forme den ud i stof, give skikkelse, materie, stille uden for sig.” (Olav Harsløf (red.): Rudolf Broby-Johansen – En central outsider i det 20. århundrede. Museum Tusculanums Forlag, 2000. S. 90).

Emancipation, social indignation, venstreorienteret samfundskritik og kærlighed til kunsten og kulturhistorien er tematiske fællesnævnere i forfatterskabet, som han selv karakteriserer således: ”Det er sådan lidt på tværs af de almindelige kategorier. Altså det er ikke skønlitteratur jeg skriver og det er heller ikke egentlig videnskab.” (Birger Vosgerau: R. Broby-Johansen. 19:00).