Beslægtede forfatterskaber

Samanta Schweblins forfatterskab trækker både tråde til hendes latinamerikanske rødder og hendes nuværende hjem i Europa. Syntesen mellem det utrolige og realismen er en hovedåre i latinamerikansk litteratur, ligesom Samanta Schweblins tematisering af vold og konflikter mellem mennesker måske udspringer naturligt fra en kulturel arv, hvor krig, vold og politisk uro historisk har dannet baggrundstæppe for store latinamerikanske forfattere som Mario Vargas Llosa, Gabriel García Márquez og Jorge Luis Borges. Disse forfattere blev kaldt boomgenerationen, fordi de oplevede et internationalt gennembrud i 1960’erne og 1970’erne og satte Latinamerika på det litterære verdenskort.

Især blev den colombianske forfatter Gabriel García Márquez kendt for sin roman ”100 års ensomhed” fra 1967, og det er sidenhen blevet læst uden for Latinamerika som et hovedværk inden for genren magisk realisme. Magisk realisme betegner kort fortalt en fortælling, hvor overnaturlige eller utrolige begivenheder eller fænomener bliver berettet, som om det er en selvfølgelig del af realismens rammer. ”100 års ensomhed” er en slægtskrønike om familien Buendía, der grundlægger byen Macondo, og selvom historien og byens udvikling skrider frem, er det alligevel, som om tiden er gået i stå. Selvom personer dør, er de for eksempel stadig en del af fortællingen. Disse rammer for fortællingen, hvor alt kan ske og tiden går i stå som i en drøm, den udflydende grænse mellem de levende og døde, og udgangspunktet i den lille by som et afsondret minikosmos er blot nogle få eksempler på den litterære arv, som Samanta Schweblin i sit forfatterskab inddrager. En anden latinamerikansk eksponent for den magisk realistiske genre er den chilenske forfatter Isabel Allende, der fik sit gennembrud med slægtsromanen ”Åndernes hus” (1982), hvor en af romanens kvindelige hovedpersoner, Clara, kommunikerer med ånderne og kan flytte ting med tankens kraft.

Samanta Schweblins forfatterskab trækker også tråde til europæiske forfattere som den tyske forfatter Franz Kafka, der blandt andet skrev ”Processen” fra 1925 om bankmanden Josef K., der forgæves prøver at finde ud af, hvad han står anklaget for. I samme mareridtsagtige scenarie befinder Gruner sig i Samanta Schweblins novelle ”Mod en glad civilisation” fra ”Fugle i munden”, hvor han efter at have misset toget bliver den ufrivillige gæst hos stationsforvalteren. I al absurditet kan Gruner ikke få lov at købe en ny billet, fordi der ikke er nogen byttepenge, og han er således strandet i en uendelig bureaukratisk venteposition. Begge scenarier er utrolige, og alligevel holder de sig inden for realismens rammer.