Huset på havets bund

Citat
”Der er mange rum i farfars kælder, og de er alle sammen fyldt med ting. Han rækker mig en underlig firkantet skærm af en slags, en gammeldags ipad. Der hænger en ledning og dingler fra den.
- Denne her aner jeg ikke hvor kommer fra, siger farfar. – jeg havde selv sådan en som barn.
- Hvad kan den?
- Prøv at se på den, farfar sætter ledningen i kontakten og trykker på en knap. Et blåt lys skvulper ud over os sammen med en knagende lyd. Det er lidt som et fjernsyn. Vi ser på det. Det forestiller et hus på havets bund.”
”Huset på havets bund”, s. 4.

I 2018 udgav Martin Glaz Serup ”Huset på havets bund”. Historien begynder med, at jeg-fortælleren, en unavngivet pige, forklarer, at hun er syg med feber og derfor bliver passet hjemme hos sin farfar. Pigen hjælper sin farfar med at rydde op i kælderen, og de finder et mystisk apparat, en slags gammeldags ipad fra farfarens barndom, der både ligner et fjernsyn og et akvarium. Pigen tænder for den, og på skærmen toner et hus på havets bund frem. I begyndelsen er der en klar grænse mellem den virkelige verden i kælderen og det fiktive, undersøiske univers på skærmen.

Imens farfaren og pigen kigger på maskinen i kælderen, sker der noget udenfor, og naboen kommer ned og siger, at den er helt gal. De har været så optaget af skærmen, at de ikke har opdaget, at haven er blevet oversvømmet. Ingen ved, hvor vandet kommer fra. To skikkelser, en mand og en pige, træder frem på skærmen. ”De ligner mig og dig”, udbryder pigen og som en profeti der går i opfyldelse, begynder vandet fra skærmen at sive ind i kælderen og får den fiktive og virkelige verden til at flyde sammen. Pigen får våde strømper, og pludselig er det som om, at pigen er inde i huset bag skærmen, og en kæmpepige står og kigger ind på hende.

53998615

Lars Vegas Nielsens illustrationer understreger den surrealistiske stemning med udflydende blålige farvenuancer. Læseren får ikke svar på, om pigen har febervildelser og befinder sig i en drømmetilstand, som hun vil vågne fra, hvilket skaber en uhyggelig og klaustrofobisk effekt, fordi vi ikke ved, om pigen er fanget i situationen.  Oversvømmelsen leder tankerne hen på abstrakte klimaforandringer, som kan være svære at forstå, og historien tematiserer den følelse af magtesløshed, man kan føle, når det, man kun kan forestille sig, bliver til virkelighed. Pigen kan ikke slukke for apparatet, ligesom man ikke kan slukke for klimaforandringerne.