I Strauss’ romaner er der flere referencer til nogle af hovedværkerne i den tyske litteraturkanon, såsom Rainer Maria Rilke og Johann Wolfgang von Goethe. Goethes roman ”Den unge Werthers lidelser” (1774) er blevet fremhævet som et af hovedværkerne i den tyske romantik, der havde sin storhedstid fra slutningen af 1700-tallet frem til slutningen af 1800-tallet. Især i ”Syv nætter” udfolder Strauss det romantiske tankesæt omkring sensibilitet og lidenskab, og det følelsesstyrede over rationalisme. Andre centrale figurer i den romantiske epoke er maleren Caspar David Friedrich og digterne Friedrich Hölderlin og Novalis.
Den engelske avis The Guardian skrev i en artikel fra 2017 om en bølge af unge, tyske forfattere og kunstnere, som er begyndt at interessere sig for de romantiske ideer. Den koreanske filosof Byung-Chul Han, der har forelæst om romantikken på universiteter i Berlin, har ligeledes inspireret til den nyromantiske tendens i tysk litteratur. Hans samtidskritik går på, at vores teknologibegejstring er en medårsag til, at vi distancerer os fra naturen.
I ”Romerske dage” rejser romanes hovedperson til Rom, fordi han har behov for at få sat sit liv i perspektiv. Rejsen som ramme for identitetssøgen er et klassisk motiv i dannelsesromaner, der ofte handler om et menneske, der rejser ud for at finde selv. I den proces dannes personens identitet og verdensopfattelse. Et klassisk eksempel på en dannelsesroman er ”Wilhelm Meisters Lehrjahre” fra 1795 skrevet af Goethe.
Som et eksempel på et dansk værk, der har tematiske ligheder med Strauss’ forfatterskab, kan nævnes ”Stedfar” (1995) af Helle Stangerup. I ”Stedfar” er der ligesom i ”Syv nætter” et tema omkring dødssynderne.