Beslægtede forfatterskaber

Ali Smith er helt sin egen – og samtidig bygger hun både eksplicit og implicit sine værker op som et sammensurium af referencer til både andres litteratur, kunst og aktuelle politiske begivenheder. Af klassikere går Shakespeare, Ovid og Dickens igen i romanerne, og også forholdsvist ukendte kunstnere spiller centrale roller i Brexit-årstidskvartetten og tjener som en slags underlægningsmusik til de primære handlingsstrenge. I ”Efterår” fascineres hovedpersonen af den feministiske Pauline Boty fra 1970’erne, i ”Vinter” af skulptøren Barbara Hepworth, og i ”Forår” udfoldes et særegent handlingsforløb om et autentisk ikke-møde imellem de to forfattere Rainer Maria Rilke og Katherine Mansfield, der befandt sig på samme hotel i Schweiz i 1922, men aldrig stødte på hinanden. I ”Sommer” er det den italienske filminstruktør Lorenza Mazzetti, der med sin usædvanlige skæbne flettes tæt sammen med romanens kredsen om bl.a. fremmedgørelse og fremmedhad. Når man læser Ali Smith, får man derfor en fornemmelse af at blive ført sikkert igennem den europæiske kulturhistorie af en særdeles vidende fortæller med vigtige historier på hjerte.
Et populært litterært motiv er at lade en fremmed flytte ind og forstyrre en tilsyneladende familieidyl, og det foldes af Ali Smith ud i ”En fremmed banker på” (2005). En lignende brug af motivet ses også for eksempel hos den norske forfatter Linn Ullmann i romanen ”Det dyrebare” (2012), men hvor den fremmede indflytter hos Ali Smith har en næsten dæmonisk karakter, er hun hos Linn Ullmann en stakkels og ret ligegyldig teenager. Også Smiths valg af skiftende synsvinkler tjener til at give hendes roman mere kant end Ullmanns mere tunge, alvidende fortæller.
Forfatterens glæde ved den polyfoniske, dvs. mangestemmige, fortællestil kan minde om både Virginia Woolfs ”To the Lighthouse” (1927, på dansk: ”Til fyret”) og Christina Hesselholdts danske version, direkte skrevet over nævnte værk, ”I familiens skød” (2007), hvor der altså på samme vis skiftes imellem forskellige personers indre stemmer og dermed sikres en overraskende belysning af de samme begivenheder. Hendes skarptskuende blik og evne til at gå ind i de menneskelige relationer med en psykologisk dybde minder også om amerikanske Jonathan Franzen, der på samme vis kan zoome helt ned i de allermest konkrete detaljer i skildringen af en families dynamik. 
Ali Smith har en direkte og enkel tilgang til komplekse, alvorlige emner – uanset om det er Brexit, fake news, misogyn – altså kvindefjendsk – hate speech på sociale medier, ensomhed, anoreksi, sultestrejke eller selvmord. Derfor giver det også god mening, at de mange intertekstuelle referencer til både Shakespeare og græske myter indgår i værkerne og både beriger, åbner og perspektiverer de nutidige problematikker. Det er som om, Ali Smith finder den vestlige kulturarv for dyrebar til ikke at blive refereret til i hendes egenartede litteratur. Her blomstrer både menneske og litteratur i mødet med andre ligesindede.