Efterår

Citat
”Da hun kommer forbi huset hvor ordene SKRID og HJEM stadig står malet hen over facaden, ser hun at nogen har tilføjet VI ER ALLEREDE HJEMME, TAK i forskellige klare farver og malet et træ ved siden af og en række klare røde blomster nedenunder. Der ligger blomster, masser af rigtige blomster, pakket ind i cellofan og papir, så det næsten ser ud som om der er sket en trafikulykke for nylig.”
”Efterår”, s. 153.

Romanen ”Autumn” fra 2016 (”Efterår”, 2018) er den første i Ali Smiths årstidskvartet om tiden efter Brexit. Elisabeth er 32 år og single, hun underviser i kunsthistorie på universitetet, og hendes livs kærlighed er den 101-årige Daniel, som hun knyttede sig til som barn, da hun voksede op alene hos sin mor. Hos Daniel fandt hun en intellektuel og følsom ven, som forstod hende på en helt anden måde end hendes mor gjorde – og moderen var da også imod venskabet i en lang periode. I nutiden bor både moderen og Daniel i Skotland. Moderen er flyttet derop efter afstemningen, fordi hun nægtede at forlade EU efter Brexit. Elisabeth er taget derop for at besøge Daniel på plejehjemmet, og også moderens nye veninde, kendissen Zoe, kommer op for at se Skotland – et behov der også udspringer af afstemningen.

54571100

Men kløften i samfundet er også tydelig i Skotland: På husene har nogle malet ”Skrid hjem”, og folk bygger dobbelte elektriske hegn om deres grunde. Britisk bureaukrati – og en manglende bevidsthed om at bo i et glashus og lige lovlig ivrigt kaste sten efter EU – skildres humoristisk, da Elisabeth på kafkask vis må slide for at forny sit pas. Moderens ”remain”-position får hende til at springe ud som aktivist og obstruere et nyt hegn – i protest mod fyringen af flygtningeministeren og asylbørns forringede vilkår – et hegn, som også Elisabeth rebelsk har gået langs trods ejerens forbud. Moderen lærer af sin voksne datter, og en god forbindelse kan endelig opstå.

”Efterår” skildrer oplevelsen af den splittelse i det britiske samfund, der har ført til Brexit, og hovedpersonen Elisabeths frustration og målløshed over, at den ene halvdel af befolkningen er blevet fremmedfjendske og har mere end rigeligt i sig selv. Surrealistiske og farverige situationsbeskrivelser blandes med jordnære, realistiske beskrivelser, og der springes tidsmæssigt imellem Elisabeths venskab med naboen Daniel, fra hun som otteårig begynder at besøge ham, og til hun sidder ved hans dødsleje i romanens nutid som 32-årig. Også synsvinkelmæssigt veksles der – nemlig imellem Elisabeth og den over hundrede år gamle Daniel, og eftersom Daniel er gledet ind i en komatøs søvn på plejehjemmet, får både sprog og indhold et farverigt twist.