Skibet fra Isfjorden

Citat
”Mens hun rettede småfejl og glattede kantede formuleringer ud, tænkte hun, at Kistas, eller rettere Thyges oplæg, egentlig sagtens kunne bære et helt tema sig selv. Fortællingen om Nazitysklands interesse og tilstedeværelse på østkysten og overvågning af landet under Anden Verdenskrig var fascinerende og ny for de fleste. Samtidig bandt den Arktis sammen med den fælles europæiske - ja, og øvrige verdens - historie, hvilket ikke tidligere havde været i spil i turismesammenhæng.”
”Skibet fra Isfjorden”, s. 78-79.

”Skibet fra Isfjorden” fra 2018 er tredje bog i Nina von Staffeldts serie om Sika Haslund. Sika bliver endnu engang inddraget i begivenheder, der har tråde til udlandet, men også tilbage i historien. Sikas gudfar, den ældre professor Thyge Høyer-Larsen ved Grønlands Universitet, findes myrdet i en udbrændt feriebolig i en nedlagt bygd uden for Nuuk umiddelbart efter, at han har deltaget i et symposium om Arktis under Anden Verdenskrig. Da en af hans kolleger i Tyskland ligeledes dør i en ulykke, og da der fra præsteboligen i Ilulissat stjæles og afbrændes gamle dagbøger og dokumenter fra krigen, bliver Sika nysgerrig på gudfarens forskning. Hun finder ud af, at den gamle professor kan være kommet på sporet af en særlig vigtig tysk ubådsmission i det arktiske farvand, som nu er blevet interessant for visse højreradikale bevægelser i Europa.

54996152

Så vidt plottet i korte træk. Men ligesom i de tidligere Sika Haslund-bøger er en stor del af romanen ”ikke-action” bestående af Sikas overvejelser omkring parforholdsproblemer og voksenmobning på jobbet. Ligesom i ”Frosne beviser” skrider krimiplottet roligt fremad, mens Sika tager sit nye forhold med den ukomplicerede og forstående Martin op til overvejelse, alt imens hun planlægger sommerferie midt i sneen, der ikke vil slippe Nuuk.

Dele af bogen berettes fra tyske soldaters synsvinkel, blandt andet den unge Heinrich Fleischer, der på grund af sine danske sprogkundskaber får en særlig vigtig rolle i den tyske ubådsbesætning på deres Grønlands-mission. Under de allieredes radar i det arktiske ishav skildres soldaterne som det, de er – mennesker. Handlingen foregår således både i nutiden og i fortiden – dengang Grønland var en isoleret dansk koloni, og hvor livet samtidig var præget og ikke mindst velsignet af den amerikanske tilstedeværelse – og læseren bliver således introduceret til en anden side af Grønland end det moderne liv, som de to første bøger beskriver.