Novellen “Inumukoiri”, 1998 (“Brudgommen var en hund”, 2020), betragtes af mange som et hovedværk i Yoko Tawadas forfatterskab. Den handler om Frk. Kitamura – som vi senere lærer at kende som Mitsuko Kitamura. Hun er lærerinde og bestyrer en eftermiddagsskole i Tokyo. De lokale børn, hvoraf de fleste bor i høje boligblokke på den ene side af byen, drager hver dag til den anden side af byen for at tilbringe deres eftermiddage sammen med Kitamura, der er en noget anderledes lærer, end de er vant til.
Hun fortæller upassende, fabellignende historier, som vækker en smule forargelse og mistro blandt husmødrene, der hører brudstykker af historierne, når børnene kommer hjem.
48060684
Samtidig puster hendes historier til de mange rygter, der går om Kitamura i byen. Bl.a. hvorfor hun er alene og som 39-årig ikke har børn. Men samtidig forsøger husmødrene at berolige hinanden og bekræfte hinanden i, at hun nok bare har en lidt anderledes tilgang til pædagogik.
En dag dukker en ung mand, Taro, op uden forvarsel hos Kitamura, og det får husmødrenes rygtebørs til at ringe højere. Hvem er han, og er de kærester? Rygterne bliver ikke færre af, at en af husmødrene genkender Taro som sin mands gamle kollega, der uden videre forsvandt for tre år siden. Samtidig er der noget sært ved Taro – han beskrives som en hundeskikkelse med dertilhørende egenskaber, der sover hele dagen og løber rundt det meste af aftenen. Kitamura udvikler et forhold til Taro, selvom hun ikke helt ved, hvad hun skal synes om ham, og får moderlige følelser for et barn i sin klasse, der har mistet sin mor og mobbes af de andre børn.
I “Brudgommen var en hund” skildrer Yoko Tawada gennem enkle, lange sætninger og på komisk vis umage forhold og sladder i en lille by, hvor alle gerne vil vide alt om alle, men hvor nogle ting ikke er, som de ser ud til.