Portræt af Yoko Tawada
Yoko Tawada
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix

Yoko Tawada

journalist Martine Stock. Maj, 2022.
Top image group
Portræt af Yoko Tawada
Yoko Tawada
Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix

Indledning

Den japanske forfatter Yoko Tawada, der både skriver på tysk og japansk, er i dag en af Japans mest læste og oversatte forfattere. I “En isbjørns erindringer” skriver hun medrivende og humoristisk om relationen mellem dyr og mennesker i en fortælling om tre generationer af isbjørne. Og i “Udsendingen” tematiserer hun med sproglig lethed klimaforandringer og miljøkatastrofer i et fremtidssamfund, der fremstår surrealistisk og dystopisk, men som måske er mere realistisk end som så.

 

54445296

 

Blå bog:

Født: 23. marts 1960, Japan.

Uddannelse: Kandidat i tysk litteratur fra Hamborg Universitet, 1990. Doktorgrad fra Zürich Universitet, 2000.

Debut: Anata no iru tokoro dake nanimo nai. Konkursbuch Verlag Claudia Gehrke, 1987

Litteraturpriser: Akutagawaprisen, 1992. Adelbert von Chamisso-prisen, 1996. Tanizaki-prisen, 2003. Goethe-prisen, 2005.

Seneste udgivelse: En isbjørns erindringer. Forlaget Grif, 2018.

Inspiration: Gertrude Stein, Jorge Luis Borges, Walter Benjamin, Paul Celan.

 

 

 

 

 

Yoko Tawada besøgte Lousiana Litteraturfestival i 2018 til en snak om at skrive på to forskellige sprog og om forbindelsen mellem mennesker og dyr. “Writing Without Borders”. Produceret af Lousiana Channel, 2018.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Han forsøgte konstant at overbevise sig selv om, at hans generation var den diametrale modsætning til dagens unge, og at de var så stærke, at de kunne blive ved med at arbejde fra morgen til aften uden nogensinde at blive syge eller trætte; at de tilhørte en helt anden art.”

“Udsendingen”, s. 119. Oversat af Mette Holm.

Baggrund

Da Yoko Tawada (f. 1960) var barn i Tokyo, troede hun, alle i verden talte japansk. Efterhånden som hun blev ældre, opdagede hun, at der fandtes en verden af sprog uden for Japan, godt hjulpet på vej af de mange internationale titler i sin fars boghandel. Fascinationen ved sprog hang ved, og som ung begyndte hun at læse russisk på Waseda Universitet, men længtes efter at studere i Sovjetunionen, hvilket dengang var umuligt på grund af Den Kolde Krig. I stedet tog hun i 1979 den transsibiriske jernbane gennem Rusland, en togtur på 6.000 kilometer og den samme rejse, som hendes hovedperson i “Hvor Europa begynder” tager. Efter rejsen endte hun i Tyskland og blev så glad for landet, at hun tre år senere bosatte sig permanent i Hamborg, der dengang var en del af Vesttyskland, hvor hun fik job og samtidig begyndte at læse tysk litteratur på universitetet:

“Det hele begyndte for mig i Hamborg i 80’erne. Det var ulig noget andet sted; du kunne bare gå ind og ud af klasser, som det passede dig. Det åbnede min horisont for at lære og læse. I mine tidlige russisk litteratur-dage, blev Dostojevskij en form for syge, en afhængighed for mig. Senere fulgte Walter Benjamin, Edgar Allan Poe, Gertrude Stein og Jorge Luis Borges,” siger Yoko Tawada (Alexandra Pereira: Between Two Languages: An Interview with Yoko Tawada. The Paris Review, 2018-11-16. Egen oversættelse).

I 2006 flyttede hun til Berlin, hvor hun også bor i dag. Over for Paris Review beskriver hun byen som en scene snarere end en by: “Byen er ligesom ingen andre. Det er et stort kunstprojekt. Forfattere, kunstnere, artister, koncerter, forelæsninger overalt og hele tiden.”

Yoko Tawada er kendt for at skrive på både tysk og japansk og for at oversætte egne bøger fra det ene sprog til det andet. Hun har vundet adskillige priser for sine udgivelser. Sproget er i sig selv et tema i Yoko Tawadas forfatterskab, og hun siger selv, at der ikke er noget “nationalt” eller “naturligt” i den måde, vi bruger ord på: “Selv ens modersmål er en oversættelse, mener hun” (Julian Lucas: The Novelist Yoko Tawada Conjures a World Between Languages. The New Yorker, 2022-02-21. Egen oversættelse).

Yoko Tawada ynder at skifte mellem at skrive på tysk og japansk – efter sigende for at undgå at blive for komfortabel på ét sprog. For forfatteren er de to sprog ret forskellige. Hun har beskrevet det tyske sprog som musik. Ikke en smuk melodi, men som en slags arkitektur, hvorimod japansk forekommer hende mindre logisk og derfor et sprog, hun føler sig friere i at bruge. Tilknytningen til Rusland, Tyskland og Japan løber som en rød tråd gennem hendes forfatterskab, og de lande indgår ofte på den ene eller anden måde i hendes bøger.

Hvor Europa begynder

“Jeg lagde mig på maven i sengen og kiggede ud ad vinduet. Over omridsene af tusinde birketræer så jeg utallige stjerner, som så ud til at være ved at falde ned.”

“Hvor Europa begynder”, s. 15. Oversat af Mette Holm.

I rejseberetningen “Wo Europa anfängt” fra 1991 (“Hvor Europa begynder”, 2021) møder vi “jeg” – en kvinde, vi ikke kender navnet på – som vil rejse fra Japan og med den transsibiriske jernbane gennem Rusland mod Europa. Moskva er der, “hvor Europa begynder”, og en by, som hendes forældre altid har talt drømmende om.

Da kvinden skal ombord på et skib, der skal sejle hende fra Japan, mister hun på forunderlig vis hukommelsen og må erstatte den med rejseberetninger og dagbogsnotater fra sin færd mod Europa.

61427023

Historien indledes med en fortælling, som kvinden har hørt som barn, der handler om, at man ikke må drikke “fremmed vand” – det vil sige vand fra andre steder end der, hvor man kommer fra – ellers kan der ske forfærdelige ting.

Fortællingen er symptomatisk for resten af “Hvor Europa begynder”, der gennemgående refererer til gamle folkeeventyr og fabler, som flettes sammen med kvindens egne oplevelser på sin rejse.

Historien skifter i tid – fra dagbogsnotaterne til rejseberetningen til tiden efter rejsen. Rejseberetningen er imidlertid én, kvinden har lavet, inden hun overhovedet tog afsted på sin rejse, hvilket underbygger det, man hele tiden fornemmer – at balancen mellem fantasi og virkelighed er hårfin. Hvad er sandt, og hvad er ikke?

Stederne, hun kører igennem i toget, er ikke bare steder; de har sjæl, byerne har sjæl – Moskva er fx hende – og i sig selv en vigtig karakter i novellen.

 

Brudgommen var en hund

“Både tungens størrelse, alt det spyt, der dryppede fra den, og hans heftige åndedræt var i ordets bogstavelige forstand umenneskeligt, og dog svedte de store hænder, der havde et fast greb om Mitsukos lår midt i den intense hede, slet ikke, ligesom de heller ikke rystede det mindste (…)”
“Brudgommen var en hund”, s. 23-24. Oversat af Mette Holm.

Novellen “Inumukoiri”, 1998 (“Brudgommen var en hund”, 2020), betragtes af mange som et hovedværk i Yoko Tawadas forfatterskab. Den handler om Frk. Kitamura – som vi senere lærer at kende som Mitsuko Kitamura. Hun er lærerinde og bestyrer en eftermiddagsskole i Tokyo. De lokale børn, hvoraf de fleste bor i høje boligblokke på den ene side af byen, drager hver dag til den anden side af byen for at tilbringe deres eftermiddage sammen med Kitamura, der er en noget anderledes lærer, end de er vant til.

Hun fortæller upassende, fabellignende historier, som vækker en smule forargelse og mistro blandt husmødrene, der hører brudstykker af historierne, når børnene kommer hjem.

48060684

Samtidig puster hendes historier til de mange rygter, der går om Kitamura i byen. Bl.a. hvorfor hun er alene og som 39-årig ikke har børn. Men samtidig forsøger husmødrene at berolige hinanden og bekræfte hinanden i, at hun nok bare har en lidt anderledes tilgang til pædagogik.

En dag dukker en ung mand, Taro, op uden forvarsel hos Kitamura, og det får husmødrenes rygtebørs til at ringe højere. Hvem er han, og er de kærester? Rygterne bliver ikke færre af, at en af husmødrene genkender Taro som sin mands gamle kollega, der uden videre forsvandt for tre år siden. Samtidig er der noget sært ved Taro – han beskrives som en hundeskikkelse med dertilhørende egenskaber, der sover hele dagen og løber rundt det meste af aftenen. Kitamura udvikler et forhold til Taro, selvom hun ikke helt ved, hvad hun skal synes om ham, og får moderlige følelser for et barn i sin klasse, der har mistet sin mor og mobbes af de andre børn.

I “Brudgommen var en hund” skildrer Yoko Tawada gennem enkle, lange sætninger og på komisk vis umage forhold og sladder i en lille by, hvor alle gerne vil vide alt om alle, men hvor nogle ting ikke er, som de ser ud til.

En isbjørns erindringer

“Jeg står på to ben, min ryg er en smule rundet, skuldrene hænger afslappede. Den lille, elskelige menneskekvinde, som står foran mig, dufter honningsødt. Jeg flytter ganske langsomt mit ansigt frem mod hendes blå øjne, hun lægger en sukkerknald på sin korte tunge og rækker munden frem mod mig.”


“En isbjørns erindringer”, s. 180. Oversat af Mette Holm.

“Etüden im Schnee”, 2014 (“En isbjørns erindringer”, 2018) gjorde for alvor Yoko Tawada kendt på den internationale scene og handler om tre generationer af isbjørne. Den første af bogens tre dele omhandler den unavngivne “mormor”, der er cirkusartist i Moskva. Hun må dog nødtvungent forlade cirkuslivet, fordi hun ikke længere kan bruges i arenaen. Isbjørnene i Yoko Tawadas univers kan tale, og den tidligere cirkusartist flyttes til forvaltningen som kontorhjælp og må nu tilbringe sin “kostbare tid på lammende kedsommelige konferencer”.

For at blive adspredt fra sit monotone og begivenhedsfattige arbejdsliv begynder hun at skrive sin selvbiografi for at bruge “sprogets kraft” til at fortælle sin historie. Uden hendes tilsagn udgives selvbiografien, og den bliver en stor succes og gør den tidligere cirkusartist til en sensation. Hun emigrerer til Canada, hvor hun føder sin datter, Toska, som næste del af bogen handler om. Denne del skildres ikke udelukkende fra isbjørnens synspunkt, men også fra dyrepasserens, Barbara.

54445296

Omdrejningspunktet er, at Barbara gerne vil hjælpe Toska med at skrive sin selvbiografi, da Toska ikke kan skrive i modsætning til sin mor. Men i stedet for bjørnens historie bliver det også en skildring af dyrepasserens eget liv; en fortælling om hendes barndom, ungdom og vej ind i cirkustilværelsen med Sovjet og DDR som bagtæppe.

Toska flytter senere til Berlins Zoo, hvor hun føder den verdensberømte isbjørneunge Knut, som indleder den sidste del af bogen. Knut, der også i virkelighedens verden var en mediesensation, afvises af sin mor og tages i pleje af mennesker og lever hele sit liv i en beskyttet zoo med mediernes blitzlys og opmærksomhed som kontant følgesvend.

Det er en historie om hans forvandling fra at være en nuttet og verdenselsket isbjørneunge til at blive voksen og miste sin charme i befolkningens øjne. Det er samtidig en historie om relationen mellem mennesker og dyr og en undersøgelse af, hvor grænsen mellem menneske og dyr går. De forskellige karakterers historier flettes sammen til en fortælling om kærlighed og til dels også udnyttelse.

Udsendingen

“På grund af børnenes overdødelighed ville det være meget mere på sin plads at fejre hver eneste dag, de ikke døde. I stedet for at fejre Mumeis fødselsdag en gang om året havde han lyst til at fejre den hver årstid. Han ville fejre den, når endnu en vinter var gået, uden at nogen af børnene havde fået frostskader. Og når de gik efteråret i møde efter at have overlevet endnu en brændende hed sommer.”


“Udsendingen”, s. 118. Oversat af Mette Holm.

Den dystopiske fremtidsfortælling “Kentoushi”, 2014 (“Udsendingen”, 2021) foregår i Japan, hvor Jorden er blevet uigenkaldeligt forurenet efter en miljøkatastrofe. Mange dyr og planter er døde, og børneoverdødeligheden er meget høj. De børn, der lever, har typisk en række sygdomme i deres fordøjelsessystem. De kan ikke optage calcium, og deres tænder falder ud. En af de syge børn er Mumei, som bor hos sin oldefar, Yoshiro.

Mens den unge generation er svækkede og syge, er den gamle generation omvendt sunde og stærke og bliver meget gamle – mange over hundrede år, hvilket også er tilfældet for Yoshiro. De lader ikke til at blive påvirket af miljøkatastrofen.

38827693

Efter miljøkatastrofen har Japan isoleret sig fra omverdenen, og al snak om udlandet er forbudt, ligesom det er forbudt at bruge engelske ord, hvilket har gjort sproget fattigere. Yoshiro, der er forfatter, gør alt, hvad han kan, for at passe på Mumei og finde mad, som han kan tåle at spise. Han bekymrer sig om sit oldebarns fremtid og frygter hans nærtforestående død. Samtidig rekrutterer de i Japan i al hemmelighed intelligente børn til et internationalt projekt i udlandet, der skal undersøge, hvad børnene fejler – disse børn kaldes “de udsendte”.

Marika, Yoshiros tidligere kone, ser straks, at Mumei vil være en oplagt kandidat til programmet, men hun ønsker ikke at nominere ham, fordi det ville betyde, at Mumei og Yoshiro skulle adskilles. Men samtidig svækkes Mumei kontinuerligt, og han må gå til regelmæssige børneundersøgelser for at få sin syge krop undersøgt for ødelagte celler.

“Udsendingen” skildrer et samfund, der på én gang foregår i fremtiden, men på samme tid forekommer meget tilbagestående. Internettet er forsvundet, børnedødeligheden er tårnhøj, og al form for internationalisering er forbudt. På den anden side er nogle af nutidens strømninger forstærket i dette fremtidssamfund: Solenergi er vidt udbredt, og kønsskifte er noget, de fleste borgere oplever et par gange i deres liv. Trods historiens alvorlige ramme skildrer Yoko Tawada de omsiggribende konsekvenser ved en miljø- og klimakatastrofe i et udramatisk og let sprog.

Genrer og tematikker

Gennemgående for Yoko Tawadas forfatterskab er den allestedsnærværende sondring mellem det virkelige og uvirkelige. Det kommer bl.a. til udtryk i skildringen af relationen mellem mennesker og dyr. I “Brudgommen var en hund” ses det i beskrivelsen af Taro, der måske, måske ikke er en hund, og i “En isbjørns erindringer” gennem isbjørne, der kan tale, skrive og har menneskelige egenskaber. Der er på den ene side tale om en humanisering af naturen, men på den anden side parodierer Yoko Tawada også menneskene fra dyrenes perspektiv: “Den brune bjørn har en evne til at ignorere menneskers nærvær, hvis det passer den. Selv hvis den møder et menneske på den mindst tænkelige plads, kan den lade, som om den er alene (…) Jeg har hørt, at de japanske kontoransatte, som kører til arbejde i fyldte tog hver morgen, besidder samme visdom” (“En isbjørns erindringer”, s. 91).

Skellet mellem dyr og mennesker er indimellem en meget diffus grænse, som undertiden transcenderes. I “Brudgommen var en hund” indtager Taro en hundeskikkelse og påtager sig hundelignende egenskaber, efter at han er blevet bidt af hunde, men dette forhindrer ham ikke i at have et forhold til mennesket Mitsuko. I “En isbjørns erindringer” smelter menneske og bjørn sammen i cirkusnummeret “Dødskysset”. I begge tilfælde er forbindelsen mellem menneske og dyr ikke udelukkende metaforisk, men også bogstavelig.  

Grænsen mellem det virkelige og uvirkelige ses også i “Hvor Europa begynder”, hvor der stilles spørgsmål ved det, der fortælles. Fx siger fortælleren: “Denne gang var det ekstra belejligt, at jeg havde skrevet min beretning inden rejsen. Ellers havde jeg ikke anet, hvad jeg kunne have fortalt om Sibirien. Jeg kunne selvfølgelig også citere fra min dagbog, men for at være ærlig: Den fandt jeg på efter rejsen, fordi jeg ikke havde skrevet undervejs.” (s. 12). Det samme gør sig gældende i “Brudgommen var en hund”, klarest illustreret gennem de mange fabler og historier, som lærerinden fortæller til sine elever, hvor en af historierne ender med at materialisere sig.

I fremtidsromanen “Udsendingen” balancerer Yoko Tawada på kanten af, hvad der på den ene side er realistiske, fremtidige klimaforandringer og miljøkatastrofer, og det, der på den anden side forekommer helt utopisk.

Når mange i Vesten vil opfatte forfatterens bøger som havende surrealistiske islæt, handler det også om opfattelsen af, hvad surrealisme er, mener forfatteren: “(…) i Europa er realisme udgangspunktet, og alt andet er surrealisme. Men i Japan er surrealismen den normale måde at skrive på og derfor ikke rigtig surrealisme (…) De her eventyr, hvor mennesket gifter sig med dyr, er meget populære i Japan. Vi plejede at have en fantasi om, at vi kunne have en tættere forbindelse med dyrene, end vi har nu.” (Jonathan West Carstensen: Hvordan vi er i dyrenes øjne. Atlas Magazine, 2020-12-18).

Selvom det kan forekomme urealistisk, at de ældre er ved så godt helbred, mens de unge er svagelige, som det er tilfældet i “Udsendingen”, er det faktisk ikke fjernt fra virkelighedens Japan, der har en voksende, ældre befolkning, fortæller forfatteren i interviewet med Atlas. Samtidig kommer nutidens japanske børn sjældnere ud at lege i den friske luft. De foretrækker at sidde indenfor foran computeren – at de er svagelige, er realisme, ikke surrealisme, påpeger Yoko Tawada.

I både “Udsendingen” og “En isbjørns erindringer” berører Yoko Tawada miljøet og klimaforandringerne. I “En isbjørns erindringer” tematiserer forfatteren global opvarmning gennem isbjørnenes flugt fra Arktis og migration til andre lande, fordi der er blevet færre naturlige levesteder for dem i verden, i takt med at temperaturerne er steget på Jorden.

I “Udsendingen” skildrer forfatteren en apokalyptisk fremtid med alvorlige natur- og miljøkatastrofer i Japan. Yoko Tawada har fortalt, at handlingen er direkte influeret af katastrofen på atomkraftværket i Fukushima i 2011. Ideen til, at alle børnene er svagelige, mens de ældre er upåvirkede, stammer også herfra: “Foruden den aldrende befolkning i Japan var der Fukushimakatastrofen. De gamle mennesker blev ikke syge af radioaktiv stråling, men det gjorde de små børn. Nogle af de ældre hævder, de er immune over for det. Det er også historien om Japans isolationspolitik som følge af de nationale katastrofer” (Alexandra Pereira: Between Two Languages: An Interview with Yoko Tawada. The Paris Review, 2018-11-16. Egen oversættelse).

Beslægtede forfatterskaber

I både “Udsendingen” og “En isbjørns erindringer” berører Yoko Tawada miljøet og klimaforandringerne, et tema, der er blevet stadig mere fremtrædende inden for litteraturen. Andre forfattere, der har berørt dette tema, er den amerikanske forfatter Margaret Atwood i MadAddamtrilogien (2003-2014), som skildrer en dystopisk fremtidig verden, hvor klimaforandringer har forandret menneskets levevilkår og muligheder. Det har skabt en ny virkelighed med bioterrorister, religiøse økoaktivister og højtudviklet genmodificering. Det samme gør den danske forfatter Theis Ørntoft i digtsamlingen “Digte” (2014), hvor han skriver om, hvordan undergangen er nær, hvor samfundet og klimaet er kørt af sporet, og om, hvordan vi har misbrugt naturen på vores planet (se Forfatterweb om klimalitteratur).

Yoko Tawadas ofte mystiske og surrealistiske universer har også paralleller til forfattere som Haruki Murakami, som i “Efter skælvet”, 2008, skriver om naturkatastrofer i Japan i seks futuristiske noveller. Ifølge Thomas Behrmann fra Litteratursiden har Japan i mange årtier været nært forbundet med katastrofescenarier, fra atombomber til massive ødelæggelser til kraftværksulykken i Fukushima. Det har ifølge skribenten sat sine spor i populærkulturen.

Ifølge New York Times blev Yoko Tawada i sine studieår i Hamborg meget inspireret af forfattere som Gertrude Stein, Jorge Luis Borges, Walter Benjamin og ikke mindst Paul Celan, hvis poesi efter sigende blev en model for hendes egen antinationalistiske tilgang til sprog og oversættelse (Julian Lucas: The Novelist Yoko Tawada Conjures a World Between Languages. The New Yorker, 2022-02-21).

Bibliografi

Udgivet på japansk

Tawada, Yoko: Anata no iru tokoro dake nanimo nai. Konkursbuch Verlag Claudia Gehrke, 1987.
Tawada, Yoko: Arufabetto no kizuguchi. Kawade Shobō Shinsha, 1993.
Tawada, Yoko: Seijo densetsu. Ōta Shuppan, 1996.
Tawada, Yoko: Futakuchi otoko. Kawade Shobō Shinsha, 1998.
Tawada, Yoko: Brudgommen var en hund. Forlaget Korridor, 2020. (“Inu muko iri, 1998”). Oversat af Mette Holm.
Tawada, Yoko: Hinagiku no ocha no baai. Shinchōsha, 2000.
Tawada, Yoko: Yōgisha no yakō ressha. Seidosha, 2002.
Tawada, Yoko: Yuki no renshūsei. Shinchōsha, 2011.
Tawada, Yoko: Udsendingen. Forlaget Grif, 2014. (“Kentoushi”, 2014). Oversat af Mette Holm.
Tawada, Yoko: Ōkami ken. I samarbejde med Ikuko Mizokami (illustrator). Ronsosha, 2021.

Udgivet på tysk

Tawada, Yoko: Nur da wo du bist da ist nichts. Konkursbuch Verlag Claudia Gehrke, 1987.
Tawada, Yoko: Hvor Europa begynder. Forlaget Korridor, 2021. (“Wo Europa anfängt, Konkursbuch”, 1991). Oversat af René Jean Jensen.
Tawada, Yoko: Opium für Ovid: Ein Kopfkissenbuch von 22 Frauen. Konkursbuch Verlag Claudia Gehrke, 2000.
Tawada, Yoko: Das nackte Auge. Konkursbuch Verlag Claudia Gehrke, 2004.
Tawada, Yoko: En isbjørns erindringer. Forlaget Grif, 2018. (“Etüden im Schnee”, 2014). Oversat af René Jean Jensen.
Tawada, Yoko: Paul Celan und der chinesische Engel. Konkursbuch Verlag Claudia Gehrke, 2020.