Beslægtede forfatterskaber

En af de helt store forfattere inden for feministisk sci-fi og fantasy er amerikanske Ursula K. Le Guin, hvis novelle ”Sur” også indgår i Jeff og Ann VanderMeers antologi ”Sisters of the Revolution: A Feminist Speculative Fiction Anthology”. ”Sur” foregår ikke i fremtiden, men i en alternativ virkelighed, hvor en gruppe kvindelige polarforskere i 1909 sendes på ekspedition til Sydpolen – ikke helt ulig ekspedition tolvs opdagelsesrejse i Område X i ”Udslettelse”.

I Danmark har det lille forlag Laboratoriet for Æstetik og Økologi også udgivet en række eksperimenterende skrifter med rod i intersektionel feminisme og økokritik, blandt andet Juliana Spahr og Joshua Clovers ”Kønnets afskaffelse og økoton krig” (2016), Donna Haraways ”At lege med snorefigurer med ledsagende arter: At blive i besværet” (2017) og Astrida Neimanis ”Hydrofeminisme: Eller, om at blive en krop af vand” (2018).

Flere danske forfattere har i slutningen af 2010’erne udgivet det, man kan kalde for spekulativ fiktion med en stærk understrøm af økologisk krisebevidsthed: Theis Ørntofts ”Solar” (2018), Olga Ravns ”De ansatte” (2018), Jonas Eikas ”Under Solen”. Derudover har Andreas Eckhardt-Læssøes digtsamling ”Det skal nok gå” (2018), der blandt andet beskriver træers indbyrdes kommunikation, et slægtskab med idéen hos VanderMeer om økosystemernes eget sprog og egen avancerede logik.

I et historisk perspektiv kan man trække forbindelser mellem det ”mærkelige” eller uforståelige i Jeff VanderMeers forfatterskab og forfattere, der associeres med den oprindelige bølge af ”Weird Literature”. For eksempel så forskellige, men dog forenet i deres mørke fantasifuldhed, forfattere som Edgar Allan Poe, E.T.A Hoffmann, Franz Kafka, H.P. Lovecraft, Bruno Schulz, Jorge Luis Borges og Shirley Jackson, hvoraf flere også indgår i antologien ”The Weird: A Compendium of Strange and Dark Stories.”