Mario Vargas Llosas roman ”El paraíso en la otra esquina” fra 2003 (”Vejen til paradis”, 2019) er et dobbeltportræt af kunstmaleren Paul Gauguin og hans farmor Flora Tristán. De to møder aldrig hinanden, og i bogen fortælles deres historier i to sideløbende spor, hvis ender heller aldrig mødes. Fortællingen om Flora handler om hendes kamp for arbejderes vilkår og kvinders rettigheder – en kamp, som tager hende fra Paris til Peru, England og igennem Frankrig, og som anspores af hendes oplevelser af slavehandel, kvindeundertrykkelse og ulighed. Floras idealistiske kamp har et personligt afsæt, og hun er flygtet fra sin voldelige ægtemand, som har givet hende en dyb afsmag for sex. Kun to gange lykkes det et andet menneske at opnå Floras sande hengivenhed. Den ene, Eléonore Blanc, som Flora opfatter som en slags pseudodatter, bliver forkvinde for Arbejdernes Forbund i Lyon, den anden, verdensdamen Olympe, vækker på ny kærlighedens lidenskab i Flora.
46615077
Paul Gauguin lever et borgerligt liv med sin danske kone, sine børn og sit job ved børsen i Paris, da han midt i 30 års-alderen opdager, at han har sans for malerkunsten. Paul finder den vestlige, naturalistiske malerkunst forstokket og tager derfor til Tahiti for at søge en mere oprindelig, ægte og urmenneskelig kunstnerisk inspiration. På Tahiti lever han et vildt, men også økonomisk usikkert bohemeliv, der er langt fra hans gamle tilværelse. Her bliver Pauls jagt på at skabe ”mesterværker” et led i hans jagt på ”paradiset” – en jagt, der står på til hans død.
Llosas roman er en blanding af fiktion og historisk biografisme. De virkelige personers livshistorier udsættes for Llosas kreative iscenesættelse i måden, hvorpå forfatteren spejler deres individuelle søgen efter to meget forskellige slags ”paradis”. I kampen for det, de hver især opfatter som det ideelle samfund, bryder både Flora og Paul med de på deres tid herskende samfundsnormer, og ud over deres slægtsskab er denne frihedskamp fællesnævneren for romanens to spor.