Joakim Vilandt er noget ganske for sig selv. I sin anmeldelse af ”Cassandra” skrev kritiker Lars Bukdahl, at han er en af de debutanter, der ”hinsides genregrænser taler helt og aldeles splinternyt på deres helt eget sprog, det er de færreste, og de ser ikke dagens lys hvert eller hvert andet år.” (Lars Bukdahl: Skrækken i munden. Weekendavisen, 2017-08-25).
Skal man alligevel kategorisere det unge forfatterskab, kan man dels indplacere det blandt de forfattere, der i deres værker er ekstraordinært - og ofte konceptuelt - eksperimenterende med sprog, stemme og form. Eksempelvis Harald Voetmann, Anders Abildgaard, Glenn Christian, Cecilie Lind, Rasmus Halling Nielsen, Andreas Vermehren Holm og Ursula Andkjær Olsen.
Især er parallellen til Harald Voetmann interessant, fordi der, ud over det fælles arbejde med at dramatisere og uselvfølgeliggøre sproget, også tematisk er sammenfald i litterær strategi: Både Harald Voetmann og Joakim Vilandt punkterer nutidens rationalitet og fornuftstankegang med tankegods fra tidligere epoker og skriver med stemmer, der synes at tale fra en anden tid og fra en meget ældre krop end penneførerens.
Dels kan Joakim Vilandt indplaceres i den litterære strømning af økodigtere, som blandt andet Theis Ørntoft er bærer af. For selv om klimakrisen ikke er eksplicit i ”Cassandra,” er den dystopiske samfundskritik nærværende som en konstant understrøm, ja selve årsagen til den igangværende dommedag. Menneskeheden har begået hybris, og nu er vi, via Kassandras beretning, vidne til den hævngerrige Guds velfortjente nemesis.