Kommer du nogensinde tilbage til mig?

Citat
”Et øjeblik overvejer jeg, hvordan det ville være at fortælle Emil om min far. Toget. Selvmordet. At han valgte mig og mor fra. At han skrev, intet gav mening for ham længere. Men ordene sidder fast et sted midt imellem maven og halsen. På en måde synes jeg også, det ville være pinligt at komme og fortælle nu, så mange år efter. Og jeg kan mærke, at det helt objektivt er pinligt, at jeg synes, at min fars død er pinlig. Det kan man sgu da ikke synes.”
”Kommer du nogensinde tilbage til mig?”, s. 37.

Lise Villadsens ”Kommer du nogensinde tilbage til mig?” udkom i 2020 og handler om Atlas, der er en helt almindelig teenager, som bor sammen med sin mor, lillesøster og papfar. Han går i 9. klasse og er kærester med Adelia. De er meget forelskede, og på overfladen ser alt godt ud, men noget adskiller Atlas fra kammeraterne, han har nemlig mistet sin far. Savnet fylder ikke så meget, men nogle gange dukker det op, når Adelia borer i det med sine spørgsmål. Det er begrænset, hvor meget han kan huske om tiden, da faren levede, alligevel kan han godt få følelsen af, at faren mangler.

47674328

Ved et tilfælde finder Atlas ud af, at den historie han har fået fortalt om sin fars død ikke passer. Selvom løgnen blev fortalt for at beskytte ham mod virkeligheden, føler han sig svigtet. Atlas ved ikke, hvad han skal stille op med sin nye viden. Han taler ikke med nogen om det og får sværere ved at håndtere sit følelsesliv. Hemmeligheden om farens død får Atlas til at tvivle på, om faren nogensinde elskede ham, og om moren nogensinde har talt sandt. De negative tanker og tvivlen får ham til at isolere sig og forstærker følelsen af ensomhed.

”Kommer du nogensinde tilbage til mig?” tematiserer den ensomhed, man kan føle, når man går alene med sine tanker og bekymringer. Gennem Atlas’ historie får læseren indblik i, hvad der kan ske, når man går alene med det, der er svært, og hvor vigtigt det er at gribe ud efter andre, så de pinefulde tanker ikke tager magten over ens liv og gør, at man skubber dem, man elsker, fra sig. Efter at Atlas finder ud af sandheden om farens død, sker der en gradvis, nærmest ubemærket distancering fra det sociale liv, han før helt naturligt tog del i, og det er også den bevægelse, der strukturer handlingen i bogen. Det er et hverdagsligt miljø, som læseren præsenteres for. Sproget er enkelt og bygget op omkring korte sceniske beskrivelser og realistiske dialoger.