Vernon Subutex 1

Citat
”Nogle situationer er så besynderlige, at man nægter at acceptere, at de finder sted i virkeligheden. Han pakker tasken. Hovedtelefonerne, iPod’en, et par jeans, Bukowskis breve, to trøjer, alle hans underbukser, et signeret foto af Lydia Lunch og hans pas. Rædslen blokerer for enhver fornuftig tanke.”


”Vernon Subutex 1”, s. 37.

Vernon Subutex havde engang pladebutikken Revolver i Paris, hvor musikere, filmfolk og alle andre med interesse for det parisiske kreative undergrundsmiljø hang ud. I Virginie Despentes’ roman ”Vernon Subutex 1” fra 2015 (”Vernon Subutex 1”, 2019) møder vi Subutex år efter, Revolver er lukket, og det sidste af værdi er solgt. Verden er for længst vokset fra Subutex, ”der sidder fast i det forrige århundrede – dengang man stadig gad lade, som om man mente, at det er vigtigere, hvem man er, end hvad man har.” (s. 96).

I en langsom, men uundgåelig bevægelse fra hip musikkender til hjemløs og forhutlet følger vi Subutex og de menneskeskæbner, der fletter sig ind og ud af hans historie. Sideløbende med den fortælling kører et krimispor. Subutex var ven med den kendte – og nu afdøde – musiker Alex Bleach, der optog en række selvportrætterende videobånd med Subutex’ kamera. Videobånd, som kvinden der kalder sig ”Hyænen”, gerne vil have fingrene i.

52778689

I sit forsøg på at overleve sårer Subutex en række kvinder, der ikke er hjemløse i fysisk forstand, men som er udsat for kulde på andre måder. Han bliver en eftersøgt person, og båndene strammes langsomt om Subutex.

”Vernon Subutex 1” er som ”Blodsøstre” et opråb fra en generation, der hverken fandt sin vej ind til hinanden eller ud i samfundet, ”hvor de pæne mennesker altid vinder til sidst.” (s. 172).

Den er også en refleksion over vold – og hvad der udløser den. Igennem karakteren Patrice, en fraskilt ven af Subutex, oplever vi hustruvold på tæt hold. Tonen er ikke fordømmende, snarere forstående: ”Folk, der aldrig slår på nogen, ved ikke, hvordan det fungerer. Det er et dyr, der ligger på lur inde i maven – det er hurtigere end tanken. Og når først dyret er sluppet ud, er det ligesom en bølge – man kan ikke stoppe den, hvor gerne man end ville.” (s. 278).

Persongalleriet er stort, tempoet højt og skæbnefortællingerne intense i Despentes’ første bind af trilogien om den franske pladesælger, hvis skæbne er overladt til tilfældigheder. Men ved siden af forbandelserne, fornemmer man en kærlighed til og forståelse for mennesker, der af forskellige årsager ikke passer ind i den gængse samfundsorden.