Mich Vraas historiske roman ”Haabet” (2016) beretter i brevform om, dengang Danmark var koloniherre og drev slaverivirksomhed i Vestindien.
Året er 1803. 14-årige Maria stævner ud med Haabet fra København. Hun og faderen, skibsreder Anton Frederiksen, skal til Frederikshavn, men kaptajnen lægger ruten om. I stedet sejler Haabet direkte mod Guinea, hvor skibet skal fragte slaver over havet til De Dansk Vestindiske Øer. Et dansk slavehandelsforbud er netop trådt i kraft. Haabets last er ulovlig. Sidst, Anton Frederiksen fragtede slaver, var i 1787. Rejsen endte katastrofalt, da slaverne fik kontrol med skibet og tog hans og skibslægens hustruer til fange. Skibslægefruen døde, Anton Frederiksens hustru overlevede, men blev gravid. Ni måneder senere bragte en sorgtynget skibslæge en lysebrun Maria til verden.
Haabet synker ud for Skt. Thomas. Maria er en af de få i besætningen, der overlever.
52521602
I 1823 ankommer journalisten Mikkel Eide til Skt. Thomas. Han skal skrive en bog om slaveriet, som han er indædt modstander af. Eide indkvarteres hos Jan Marcussen, skibslægen, der mistede sin hustru på Haabet i 1787, og som nu ejer sukkerplantagen Solitude. Marcussen prøver på alle måder at påvirke Eides udlægning af slaveriet. Han mener, at Eides syn på de sorte er misforstået, og at han må lære slavernes sande natur at kende. Eide er splittet mellem sin vært, sit eget ærinde og med tiden også slavepigen Afi, som han forelsker sig i.
Marias dagbogsnotater og breve fra 1803 havner hos Marcussen, der overdrager dem til Mikkel Eide. Først da Eide får brevene, finder han ud af, hvilken sorg hans vært har båret på. Marcussen dør, og Eide opsøger Maria og overbringer nyheden om, at skibslægen har testamenteret sin plantage til hende.
”Haabet” består udelukkende af breve og notater fra romanens hovedpersoner, der detaljeret beskriver forholdet mellem de hvide slaveherrer og de sorte ombord på slaveskibene og i sukkermarkerne. Maria og Mikkel Eide er de primære fortællere. Vi krydser i tid mellem 1803 og 1823 med mange tilbageblik til 1787. Enkelte historiske dokumenter er gengivet, og enkelte virkelige personer indgår i handlingen. Vraa påpeger i efterskriftet, at han håber, at der ikke sker noget i romanen, der ikke kunne være sket i virkeligheden. Rammen om fortællingen tager udgangspunkt i et stykke dansk-vestindisk historie, men handlingen er opdigtet.