Colson Whitehead
Foto: PR-foto / Politikens Forlag

Colson Whitehead

cand.mag. Nanna Laudrup Lund, Bureauet, september 2020. Blå bog og bibliografi opdateret februar 2024.
Top image group
Colson Whitehead
Foto: PR-foto / Politikens Forlag

Da en hvid amerikansk politimand d. 25. maj 2020 pressede sit knæ imod George Floyds sorte hals i otte forfærdelige minutter, blev det filmet, og USA’s kolossale raceproblemer på ny udstillet for hele verden. I Colson Whiteheads fiktion belyses problematikken i USA medrivende, indigneret og forfriskende ironisk. Forfatterens ambition er, med hans egne ord, at belyse, hvordan USA fungerer, og hvordan mennesker fungerer. Han er en af USA’s mest anerkendte skønlitterære forfattere, og to af hans bøger er oversat til dansk. Begge omhandler undertrykkelsen af de sorte i USA, historisk og i nutiden.

137871971

 

Blå bog

Født: 6. november 1969, New York City, USA.

Uddannelse: Universitetsgrad i engelsk litteratur fra Harvard University i Cambridge, Massachusetts, 1987-91.

Debut: The Intuitionist, 1999. Roman.

Litteraturpriser: National Book Award, 2016. Pulitzer-prisen, 2017 og 2020.

Seneste udgivelse: Slyngelmanifestet. Politiken, 2024. (Crook manifesto, 2023). Oversætter: Christian Lundager. (Harlem-trilogien, 2).

Inspiration: Gabriel García Márquez, Homers Odyssé, science fiction, zombiefilm og tegneserier.

 

 

 

Colson Whitehead om ”The Nickel Boys”, PBS NewsHour, 2019.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hver aften åbnede Homer med minutiøs omhu sin skuldertaske og tog et par håndlænker på. Han låste sig fast til bukken, puttede nøglen i lommen og lukkede øjnene. Ridgeway tog Cora i at kigge. ”Han siger, det er den eneste måde, han kan sove på.” Hver nat snorkede Homer som en rig, gammel mand.”
”Den underjordiske jernbane”, s. 200.

Colson Whitehead er født 6. november 1969 som den tredje ud af fire søskende og er opvokset på Manhattan. Han er udråbt som en af USA’s mest talentfulde unge forfattere og har undervist på flere universiteter i bl.a. kreativ skrivning. Han fortæller i interviews, hvordan regnfulde dage var hans yndlingsdage som barn, fordi det så var legitimt for ham at blive indenfor og læse. Hans internationale gennembrud kom med ”Den underjordiske jernbane” (2017), men han har skrevet adskillige anerkendte og prisbelønnede romaner siden debuten ”The Intuitionist” i 1999. Colson Whitehead bevæger sig i sin skrivestil ofte uden for den klassiske skønlitteraturs rammer med sin brug af ideer fra tegneserier og science fiction. Med bl.a. en bog som ”Zone One”, der er fyldt med zombie horror, ses et eksempel på Whiteheads interesse i både tegneserie-, science fiction- og zombie-genren.

Foreløbig er hans to seneste bøger oversat til dansk. Baseret på omhyggelig research skildrer de USA’s dybt kritisable behandling af den sorte befolkning. Whitehead er selv sort og fortæller, at hans forældre gav ham to rettesnore: ”1. Du kan gøre alt hvad du vil her i verden. 2. Den hvide verden vil prøve at ødelægge og afmontere dine forhåbninger, og muligvis slå dig ihjel.” (CBS Sunday Morning: Colson Whitehead on The Nickel Boys, 2019-07-14. Egen oversættelse).

Sin første Pulitzerpris modtog han for ”Den underjordiske jernbane” (2017) (”The Underground Railroad”, 2016). Som dansker ved man måske ikke, at denne titel refererer til det netværk af flugtruter, som slaverne i 1800-tallet benyttede sig af, men det gør man som amerikaner, og Whitehead fortæller, hvordan det skuffede ham som barn, da han fandt ud af, at ”jernbanen” blot var en metafor. Herfra opstod ideen om at basere en bog på den præmis, at slaverne faktisk havde haft styrke til at etablere en rigtig jernbane. For sin seneste roman ”Drengene fra Nickel” fra 2020 (”The Nickel Boys”, 2019) modtog forfatteren sin anden Pulitzerpris. Bogen er baseret på virkelige begivenheder på en drengeskole i Florida, Arthur G Dozier School for Boys, hvor et hold af arkæologistuderende i 2012 udgravede skolens hemmelige kirkegård og fandt 81 drengelig.

Forfatteren er sammen med sin kone Julie Barer bosat i Brooklyn med deres to børn.

Den underjordiske jernbane

”På rejsen til Amerika prøvede hun to gange at tage sig af dage, én gang ved at nægte at spise og den anden gang ved at prøve at drukne sig. Begge gange blev det forpurret af søfolkene, der var velbevandrede i slavers rænker og tilbøjeligheder. Ajarry nåede ikke engang hen til rælingen, da hun ville springe over bord. Hendes sløve, smilende udtryk og ynkelige fremtoning, genkendelig fra tusinder af slaver før hende, røbede hendes hensigter. Lænket om halsen og om fødderne, udstillet elendighed fra top til tå.”
”Den underjordiske jernbane”, s. 12.

Colson Whiteheads roman ”The Underground Railroad” fra 2016 (”Den underjordiske jernbane”, 2017) belyser samfundskritisk og med fiktionens muligheder et af de mørkeste kapitler i USA’s historie.

Cora er en ung slave, der lever på en bomuldsplantage i Georgia, USA. Hendes mor løb væk, da Cora var 10 år, og det præger hende dybt at være blevet forladt på den måde. Da uhyrlighederne på plantagen vokser hende over hovedet, flygter Cora med en anden slave, som har forbindelser til en hemmelig underjordisk jernbane. Flugten går nu via jernbanen til staterne South Carolina, North Carolina, Tennessee og Indiana, og romanen er opdelt efter Coras ophold i hver stat. Den røde tråd er slaveriets giftige mekanismer, der tager forskellige former, men racismen, ondskaben og grusomheden er den samme, og Cora må flygte videre. Hele tiden med en afstumpet slavefanger lige i hælene.

54198965

I begyndelsen af bogen bliver Coras mormor Ajarry og hendes slægt slavegjort i Afrika og under horrible forhold med skib ført over havet til USA. Forhistorien sætter et centralt perspektiv for bogens univers og forstærker oplevelsen af Coras klaustrofobi og modløshed på slaveplantagen, hvor grusomhederne er ufattelige. En alvidende fortæller, der med en ofte sarkastisk og gennemgående nøgtern tone oplever det racistiske USA via karakterernes synsvinkel, er effektfuld for forståelsen af både slaveriets mekanismer og åbenlyse koblinger til menneskehedens øvrige historie.

Romanen er mere end en historisk roman, idet den allegorisk med Coras horror-rejse med jernbanen, fra delstat til delstat, rummer forskellige bud på, hvad der kunne være sket frem for stringent at rapportere, hvad der skete. Historisk har man benyttet udtrykket den underjordiske jernbane som en metafor for det netværk af hemmelige ruter, som flygtende slaver benyttede sig af i 1800-tallet. Men i bogen er jernbanen virkelig, med udsmykkede stationer og ventebænke, og fungerer på den måde som en konkret empowerment af slaverne: Nogle har bygget den, og mange har før og efter Cora forsøgt at undslippe slaveriet. Den viden giver hende en næsten ufattelig styrke til at blive ved med at kæmpe på trods.