Fire Noveller

Citat
”Marchese hørte en tydelig Hvisken, hvis Indhold strax satte hans Sind i den heftigste Bevægelse. Han stod stiv og marmorhvid i Ansigtet, som rørt af en Troldkjep (...) hans rullende Øjne og bankende Hjerte vare det eneste Bevægelige paa ham.”
”Skriftestolen” i ”Fire Noveller”, s. 19-20.

Christian Winther er især kendt som lyriker, men han skrev også prosa. Nogle af hans bedste noveller findes i samlingen ”Fire Noveller”, der udkom i 1843. Bogen indeholder teksterne ”En Hevn”, ”Skriftestolen”, ”Et Hjertes Gaade” og ”En Aftenscene”. Novellen ”Skriftestolen” illustrerer, hvordan Winther i sine noveller fremhæver den lidenskabelige kærlighed som noget, der står i modsætning til det familiære fælleskab. Det er ligeledes et grumt trekantsdrama.

50582744

Der er tale om en relativt kort novelle, hvis hovedhandling tidsmæssigt begrænser sig til cirka et døgn samt en skildring af, hvad der siden skete. Fortællingen er bygget op omkring en begyndelse, en midte og en slutning, som også repræsenterer en orden, en krise og en slags ny orden. Historien er fortalt fra et alvidende fortælleperspektiv. Desuden er det kendetegnende for novellen, at vigtige pointer om personers følelser præsenteres indirekte ved ydre beskrivelser: ”Medens hendes Ansigt syntes koldt og forstenet som Statuerne (...) straalede hans Øine med en usædvanlig Livlighed og Glands.” (s. 28).

Under en rundtur i Magdalene-kirken afslører kirkens arkitekt over for manden Marchese, at man på en bestemt marmorflise i kirken kan høre alt, hvad der bliver sagt fra et andet sted i bygningen. Denne viden medfører uheldigvis, at Marchese opdager, at hans unge, smukke hustru har en affære med netop arkitekten. Den næste morgen træder Marchese ind i sin kones værelse og sætter sig med alt sin kropsvægt oven på den mandsperson, der gemmer sig under et lagen i sengen. Elskeren omkommer, og ægteskabet fortsætter tilsyneladende, som om intet var hændt. Skriftestolen i kirken, som var en vigtig brik i afsløringen, flyttes dog, og forholdet mellem ægtefællerne er også definitivt forandret: ”i hendes Sovekammer satte han aldrig mere sin Fod” (s. 29).

Novellen sætter spørgsmålstegn ved dydens smalle sti, de strenge regler og idealets idylliserede overflade. Den fremhæver, at den gamle orden ikke er så ubrydelig endda, men kan ændres af blandt andet et frigjort subjekts erotiske kærlighed.