Genrer og tematikker

Alice Zeniter er måske nok uddannet dramaturg, men som forfatter er hun prosaforfatter - og det til og med en, der tiltaler en bred læserskare. Hun er interesseret i at fortælle en historie og fortælle den godt; formeksperimenter ser ud til at komme i anden række. Dermed ikke sagt, at de ikke er til stede i værkerne, men de begrænser sig til forsigtig leg med spring i tid eller f.eks. – som det er tilfældet i ”Kunsten at miste” – forsøg med at lade handlingen i et kapitel foregå flere steder samtidig. I et kapitel, der ellers handler om Hamids omskæringsfest, kiler der sig således små afsnit ind, hvor vi pludselig følger Hamids barndomsven Annie, som tydeligvis befinder sig mange kilometer væk, og desuden ikke er inviteret til festen. Annie-afsnittene er korte, men de bryder den ellers nervepirrende (og hjerteskærende – barnet Hamid tror han skal have hele tissemanden kappet af) omskærelsesberetning op, og minder om, at der selv i de mest intense situationer i vores liv samtidig foregår alt muligt andet alle mulige andre steder.
At lade historien i ”Kunsten at miste” strække sig over tre generationer sender tankerne hen på en krønike, og stilmæssigt er det heller ikke helt ved siden af. Det er realistisk prosa, men den har samtidig et strejf af noget andet, noget konstrueret. Jævnfør citatet ovenfor, hvor der netop gøres opmærksom på, hvordan historien der stammer fra en anden generation, minder både jeg-fortæller og Naïma om ”en række gammeldags billeder.” Handlingen er en anelse romantiseret, idylliseret og herved også simplificeret. Som i et eventyr.

Herudover er der med ”Kunsten at miste” tale om en rammefortælling, hvor Naïmas nutidige historie i Paris er rammen, mens bedstefarens og farens historie er indeni rammen. Stilen er ikke den samme indenfor som udenfor rammen: Der er en enorm fart i farfarens historie. Zeniter befinder sig godt i det historiske stof, virker det til. Det er veloplagt skrevet. Når stoffet kommer tættere på Zeniter selv (som det gør i tredje del med historien om Naïma) sænkes farten betragteligt. Vi er meget inde i hendes hoved, og politiske temaer og problematikker diskuteres indgående.
I det hele taget interesserer Zeniter sig i sine bøger for at diskutere politiske og sociale strukturer i vores samfund. Forfatterskabet kredser om temaer som tilhørsforhold, identitet, integration og immigration. Men især også familie og familieforhold handler flere af hendes bøger om. Som forfatter er hun meget analytisk i sin beskrivelse af omverdenen og lader sine fortællere optræde tilsvarende analyserende og forklarende overfor de karakterer, de har med at gøre, og de samfund de befinder sig i.