Gry Stokkendahl Dalgas

Gry Stokkendahl Dalgas er født i 1990 og voksede op i en lille landsby lidt uden for Silkeborg, tæt ved Gudenåen.

Forfatteren begyndte allerede i folkeskolen at skrive digte og noveller og har siden udviklet sin skrift på bl.a. Testrup Højskoles skrivelinje i 2013 og Talentskolens forfatterlinje (2017-19). Særligt tre bøger har inspireret hende: Bjørn Rasmussens “Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”, Olga Ravns “Jeg æder mig selv som lyng” og Asta Olivia Nordenhofs “Det nemme og det ensomme”: ”Jeg tror at jeg fandt et sted at være i de bøger, et sprog, og jeg fandt ud af at jeg ville skrive og skrive for at give et sted til andre. Det har været min mission længe.” (Nanna Laudrup Lund: Interview med Gry Stokkendahl Dalgas til Forfatterweb, 2020-10-25).

Det første oplag af ”Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej” er håndsyet af forfatteren selv, og bogen er ligeledes præget af en intim, bekendende tone: ”Sommetider kan jeg ikke kende forskel på hvad der er en medmenneskelig handling og hvad der er litteratur, det er de værste tider men også de bedste, at blive så forvirret at man indser at skrift i virkeligheden ikke burde være så forskellig fra de øjeblikke hvor man snakker til et andet menneske. Jeg tror på al litteratur som en måde at tale på til sine næste, både dem man kender og dem man ikke kender. Det påvirker min skrivestil meget.” (Nanna Laudrup Lund: Interview med Gry Stokkendahl Dalgas til Forfatterweb, 2020-10-25).

Som voksen opstod erkendelsen af at være født i en forkert krop og altså at være transkønnet. En lignende omvæltende livsbegivenhed oplever fortælleren Gry i Gry Stokkendahl Dalgas’ debutværk ”Det er herfra jeg vil begynde, disse ord kan finde vej”, der udkom i 2019. For sin debut modtog forfatteren i 2020 debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.

Gry Stokkendahl Dalgas har siden 2014 boet i Aarhus, hvor hun underviser i kreativ skrivning på Skrivekunstskolen. Hun har en roman på vej, som skal hedde ”Terrapeut” (terra, latinsk: jord) og handle om menneskets forhold til naturen, arbejdsløshed og omsorg.

I Gry Stokkendahl Dalgas' debut ”Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej” fra 2019 skildrer fortælleren Gry sin udfordrende proces med at opbygge en ny identitet i det, for hende, rette køn. Bogen indledes af et opslag på Instagram, hvor jeg'et i bogen skriver ud til sin omverden, at hun ikke lider af depression som først antaget, men af kønsdysfori. Nu skal det imidlertid være slut med at leve i en krop, hun ikke er tryg i: Transitionen til kvinde er en nødvendighed for hendes overlevelse.

Bogen blander digte, essayistiske dagbogsoptegnelser og fanbreve til transsøstre og -brødre, og på lyrisk vis er det beskrivelsen af jeg’ets følelser og oplevelsen af stemninger, der er bogens hjerteblod. Men bogen rummer også en fremadskridende fortælling, der skildrer overgangen til det nye – og meget sigende er den opbygget efter årets gang: I efteråret lader hun masken falde på de sociale medier, om vinteren venter hun på behandling på Sexologisk Klinik, og med foråret kommer modet til at dele den nye identitet med forældrene.

47878403

Stemningsmæssigt svinges der imellem stærke modsætninger, glæde og sorg, frygt og håb, ofte i løbet af korte sekvenser. En vigtig tråd er Grys svære proces med at stå frem for sine forældre – at gå fra søn til datter. Jeg’et insisterer midt i alt det svære på humor og selvironi, for eksempel da navnet Gry vælges: ”En dag vil min far slå armen rundt om mine skuldre og sige: Det er et sent gry for dig, Gry.” (s. 46). Ude i samfundet mærker hun de dømmende blikke: ”På mine dårlige dage ved jeg at ordet kvinde finder sin betydning i de folk der omgiver mig. At jeg skal passe ind i hvad min lokale pizzamand, mine venner og samfundet tænker er en kvinde.” (s. 31). Men med et brevspor til andre transkønnede, som jeg’et følger via internettet, peges der indad mod en indforstået verden, en subkultur, hvor alt det queerede, der falder uden for de stive samfundskonventioner, frit kan udfoldes, og trangen til fællesskab opfyldes.

Bogen bærer en viljestærk og håbefuld titel: Der tegnes en tydelig streg i sandet. Titlen er i fremtid, og bag stregen er fortidens tabubelagte ubehag ved det biologiske maskuline køn.