Jens Andersen

Jens Andersen er født i 1955 i Glostrup og er vokset op i Hvidovre og Bagsværd. I 1975 blev han nysproglig student fra Gladsaxe Gymnasium og efterfølgende cand.phil. i dansk i 1988. Jens Andersen har været ansat som litteraturkritiker ved størstedelen af de store danske dagblade. I perioden 1984 til 1987 var han ansat ved Kristeligt Dagblad, i 1988-1989 ved Politiken og i 1990-1995 ved Weekendavisen. I 1995 skiftede han til Berlingske, hvor han var ansat som litteraturredaktør fra 1995-2000 og igen fra 2005-2013. 

I 1990 debuterede Jens Andersen som biografiforfatter, og hans første biografi var ”Thit – den sidste Valkyrie” om forfatter og foredragsholder Thit Jensen. Siden debuten har han skrevet en lang række værker, primært biografier om store danske forfattere som Tove Ditlevsen, Tom Kristensen, H.C. Andersen og Ole Lund Kirkegaard.
Sideløbende med sit erhverv som litteraturkritiker og forfatter har Jens Andersen siden 1990 også været en flittig foredragsholder. 

I 2013 opsagde Jens Andersen sit job som litteraturredaktør på Berlingske for at hellige sig sit forfatterskab og sin foredragsvirksomhed på fuld tid. Hans biografi ”Denne dag, et liv – en biografi om Astrid Lindgren” udkom i Danmark i oktober 2014 og to måneder efter i Lindgrens hjemland Sverige. 

At det skulle blive biografier hovedsageligt om forfattere, der blev Jens Andersens levevej, forklarer han i et interview med DK4 således: ”Jeg opfatter det som min skæbne. (…) Og det er nok fordi, det er der mit talent ligger, og der min nysgerrighed ligger. Jeg er vanvittig interesseret i interessante mennesker. Og det er kunstnere jo ganske ofte, så det er blevet det felt, jeg har bevæget mig ind på. Der er så meget klogt, de har sagt og ment om mennesket, og om det at være menneske, som jeg synes er værd at løfte frem i fortællingen om deres liv.” (Jens Andersen: Bog og Forfatter ved Frantz Howitz, DK4).

Jens Andersen kalder i samme interview det at skrive en biografi for ”en forførelse” og om arbejdsprocessen forklarer han følgende: ”Når du pludselig begynder at vide mere og mere og kommer dybere og dybere ned i de lag, der er i det menneske, som du så siden skal fortælle historien om, så sker der en art forførelse i processen. Man bliver forført. Man bliver trukket nogle steder hen, hvor man ikke selv er herre over stoffet. Det er ens hovedperson, der trækker i én dybt nede fra graven.” (Jens Andersen: Bog og Forfatter ved Frantz Howitz, DK4). Ud over at skrive om kendte forfattere har Jens Andersen også skrevet biografier om fodboldhelten Frank Arnesen, Dronning Margrethe d. 2., Kronprins Frederik og Kim Larsen.

I Jens Andersens første biografiske værk ”Thit – den sidste valkyrie” (1990) kommer vi gennem uddrag fra dagbøger, romaner, foredrag, avisartikler, interviews, anekdoter og fotografier helt ind på livet af den rapkæftede forfatterinde og foredragsholder, der kæmpede bravt for kvindekønnets rettigheder.

Thit Jensen voksede op i et dyrlægehjem i Himmerland blandt ti søskende. Jensen-børnene var hjemmefra rustede med en skarp sans for historie, natur, videnskab, religion og sprog. Som barn forgudede Thit sin ældre bror, forfatteren Johannes V. Jensen, men selvom forholdet til broderen var tæt, følte Thit sig i de unge år ofte holdt udenfor, alene fordi hun var pige. Drengene i familien fik lov til at uddanne sig, mens pigerne måtte vente på at blive gift. En rollefordeling, der allerede dengang nagede den unge Thit.

Det gode forhold til broderen fik en brat afslutning, da Johannes blev bortvist fra hjemmet, efter at han havde forlovet sig med sin 14 år ældre kusine Jenny, som han havde indledt et forhold med, mens hun stadig var gift.

For Thit handlede bruddet med Johannes om, at hun følte sig stærkt provokeret af hans holdning til det mandlige køns overlegenhed, et menneskesyn Thit fandt snæversynet og selvcentreret. Bruddet tog hårdt på Thit, fordi Johannes gennem mange år havde været hendes fortrolige, men bruddet gav samtidig brændstof til forfatterskabet. Thit beskriver blandt andet bruddet i romanen ”Familien Storm” (1904).

Thit var splittet mellem ægteskab og kunsten, mellem det hendes mor forventede af hende og friheden, og netop det er den røde tråd i hendes forfatterskab.

I 1912 blev Thit Jensen gift med Gustav Jéhan Fenger, men ægteskabet endte ulykkeligt, da han indledte en affære med hendes veninde. Endnu engang blev Thit forrådt af en mand, hun stolede på, hvilket bekræftede hendes syn på mandekønnet.

De efterfølgende år tog Thits karriere til. Hun satte sin lid til kunsten og skrev sig ud af sin ulykke i blandt andet romanen ”Den erotiske hamster” (1919), som handler om Gustavs utroskab. Årene 1915-1920 blev de mest produktive i forfatterskabet, og det var samtidig i disse år, at hun slog sit navn fast som foredragsholder. I 1920’erne begyndte Thit at engagere sig i forskellige organisationer, der alle kæmpede for kvinders rettigheder. Det altafgørende for kvindernes frigørelse var ifølge Thit Jensen en ændring af mandens moral.

I ”Til døden os skiller – et portræt af Tove Ditlevsen” (1997) tegner Jens Andersen et portræt af en af Danmarks mest læste forfattere, der til trods for sin popularitet hos den brede befolkning aldrig opnåede anerkendelse hos den litterære elite, mens hun var i live.   

I sin research til biografien har Jens Andersen taget udgangspunkt i Tove Ditlevsens digte, romaner og noveller, men også hendes virke som klumme- og brevkasseskribent i Familie Journalen, hvorigennem hun var meget åben omkring sit privatliv og sine indre dæmoner.

Livet var på alle tænkelige måder en ulykkelig kamp for Tove Ditlevsen. Som barn havde hun et anstrengt forhold til sin mor, som hun oplevede berøvede hende hendes barnlige uskyld og tvang hende ind i voksenlivets konforme og indskrænkede verden.

Til trods for sin modstand mod de borgerlige konventioner, der blev anført af hendes mor, blev Tove Ditlevsen gift for første gang som 22-årig. Hun endte med at blive gift og skilt fire gange.

Ægteskabet var i høj grad en motor gennem hele Tove Ditlevsens forfatterskab, og ikke mindst i hendes brevkasser i diverse ugeblade. I værket ”Gift” (1971) udpensler Ditlevsen detaljerne om sine første tre ægteskaber, som hun alle oplevede som ulykkelige. Ditlevsen har flere gange beskrevet sit litterære virke som et frigørelsesprojekt fra den borgerlige institution, hun gang på gang kastede sig ind i.

Hendes ægteskab med Victor Andreasen varede fra 1951 til 1973 og var Ditlevsens fjerde og længste. Til trods for at det ægteskab heller ikke var en dans på roser, betragtede Ditlevsen det som det nærmeste, hun kom på at opleve lykken.  

Gennem 1960’erne og 1970’erne var Tove Ditlevsen flere gange indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun brugte indlæggelserne litterært til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er normalitet, og hvad der er galskab, hvilket hun blandt andet udfoldede i romanen ”Ansigterne” (1968).

Tove Ditlevsen lagde aldrig skjul på, at hun en dag ville tage sit eget liv. Efter et mislykket forsøg i 1972 lykkedes det hende i 1976. Hun blev 58 år. Forinden havde hun udgivet sin egen nekrolog, hvor hun blandt andet skrev, at hun ikke længere følte, at hun havde mere liv at digte på. Tove Ditlevsen nåede at udgive omkring 30 skønlitterære værker.

I Jens Andersens ”Denne dag, et liv – En biografi om Astrid Lindgren” (2014) får man et nuanceret indblik i den smertefulde beslutning, der kom til at præge hele Astrid Lindgrens liv og forfatterskab. Da den unge Astrid Ericsson i 1923 havde afsluttet realeksamen, begyndte hun at arbejde på byens førende avis, Vimmerby Tidning. En lovende karriere som journalist ventede forude, men drømmen fik en brat afslutning, da Astrid i en alder af 18 år blev gravid med avisens chefredaktør, der var knap 50 år gammel, var gift og havde børn i forvejen.

I al hemmelighed fødte Astrid sønnen Lasse i København, hvorefter han blev anbragt hos en dansk plejefamilie, hvor han tilbragte de første tre år af sit liv. Da plejefamilien ikke længere kunne have ham, boede han halvandet år hos Astrids forældre på gården på Näs, hvor Astrid også selv havde tilbragt de første og lykkeligste år af sit liv. Lasse blev først forenet med sin mor, da hun i 1931 giftede sig med Sture Lindgren, der er far til datteren Karin. Det smertefulde forløb og den betydning, de skiftende miljøer og den manglende stabilitet havde haft for den lille dreng, påvirkede Astrid gennem hele livet, og derfor fik de faderløse ulykkelige drenge også en særlig plads i hendes forfatterskab.

Et andet emne, der optog den folkekære forfatter gennem hendes forfatterskab, var følelsen af ensomhed – en følelse hun selv var ramt af på godt og på ondt på flere stadier i livet. Lindgren mente, at børn såvel som voksne burde omfavne ensomheden i stedet for at frygte den. Selv brugte Lindgren ensomheden som et rum, hun kunne skrive i. 

Lindgren havde et progressivt syn på børneopdragelse. Hun kæmpede for barnets ret til fri leg og mente, at man skulle lytte til børnene i stedet for at hundse rundt med dem. Dette børnesyn kom til udtryk i hendes værker, herunder ”Pippi Langstrømpe” (1945), ”Alle vi børn i Bulderby” (1947), ”Emil fra Lønneberg” (1963). Lindgrens værker har alle været med til at ændre ikke bare Sveriges, men også resten af verdens syn på barndommen.

Det har taget Jens Andersen knap to år at skrive biografien om Astrid Lindgren, der bygger på et væld af hidtil ukendte og aldrig publicerede tekster, Lindgrens dagbøger, en række breve og samtaler gennem halvandet år med Lindgrens datter Karin Nyman.

I Jens Andersens biografi om Ole Lund Kirkegaard kan man læse om, hvordan Kirkegaards forfatterskab – ligesom Astrid Lindgrens – var en hyldest til barnet og barndommen. Begge forfattere kæmpede imod forestillingen om, at barnet var en størrelse, der hverken skulle høres eller ses. I Ole Lund Kirkegaards forfatterskab bliver barnet fremstillet som den kloge, mens de voksne med alle deres regler oftest fremstår som tåbelige. Også i Jens Andersens biografiske værker om H.C. Andersen (2003) spiller barndommen en væsentlig rolle tematisk. I tråd med Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaards pædagogik lod H.C. Andersens far sønnen lege og være barnlig, samtidig med at han lod ham udfolde sin kreativitet allerede fra barnsben, og dette børnesyn viste sig at få afgørende betydning for sønnens forfatterskab.  

Et andet tema, der går igen i flere af Jens Andersens biografier, er kvindernes oprør mod samfundets konventioner. Thit Jensens og Tove Ditlevsens mødre mente, at den bedste fremtid for de unge kvinder var at blive gift, og langt hen ad vejen søgte de to forfatterinder også mod den ægteskabelige instans. For Ditlevsen blev ægteskabet en motor for kunsten, mens Thit Jensen nåede frem til, at drømmen om ægteskabet spændte ben for hende som kunstner.

Fælles for Thit Jensen og Tove Ditlevsen er også, at de begge kæmpede for at blive anerkendt og respekteret af deres mandlige kolleger. Denne kamp fungerede som drivkraft i deres forfatterskaber, men også i Thit Jensens virke som foredragsholder og Tove Ditlevsens virke som klummeskribent.

I Jens Andersens biografi om Tove Ditlevsen beskriver han, hvordan angsten påvirkede hendes liv og forfatterskab. Temaet går igen i biografien ”Dansende stjerne – en bog om Tom Kristensen” (1993), der bl.a. belyser, hvilken betydning angst havde for Tom Kristensens liv og virke.

Størstedelen af Jens Andersens biografier er skrevet om forfattere, der ikke længere lever, og hver biografi er derfor blevet til ved grundigt researcharbejde. Foruden skønlitterære værker har Jens Andersen blandt andet gennemlæst dagbøger, klummer og breve skrevet af de personer, han skriver om, typisk et tekstmateriale, der hidtil har været utilgængeligt for offentligheden, og som tilfører nye nuancer til de i forvejen farverige personer og forfatterskaber.   

I researcharbejdet til ”Denne dag, et liv” kom Andersen helt tæt på Astrid Lindgren ved at tilbringe tid i Sverige, hvor Lindgren er født og voksede op. Her besøgte han hendes barndomshjem og de steder, hun har boet gennem livet, for at få en fornemmelse af de stemninger og det miljø, der prægede forfatteren. Derudover tilbragte Jens Andersen utallige timer på Kungliga biblioteket i Stockholm, der opbevarer en stor del af Lindgrens arkivmateriale.

Gennem halvandet år korresponderede Jens Andersen med Astrid Lindgrens datter Karin Nyman om, hvordan hun på nærmeste hold oplevede sin mors liv og arbejde. Det var også gennem Karin Nyman, at Jens Andersen fik adgang til en korrespondance på mere end 600 breve mellem Lindgren og hendes veninde, den tyske forfatter Louise Hartung. Disse breve har ikke tidligere været omtalt i offentligheden, men kom til at spille en væsentlig rolle i Andersens fortælling om Astrid Lindgren.

Biografigenren, som Jens Andersens forfatterskab repræsenterer, er i de seneste år blevet en populær genre. Ligesom Jens Andersen har flere forfattere og journalister kastet sig over kendte danske forfatteres liv og virke.

I biografien ”Krukke” (2014) skriver Louise Zeuthen om Suzanne Brøggers spektakulære liv og forfatterskab, mens Tom Buk-Swienty i ”Kaptajn Dinesen” (2013) og ”Kaptajn Dinesen 2” (2014) skriver om Karen Blixens eventyrlystne far, Wilhelm Dinesen. I ”Til døden os skiller” beskriver Jens Andersen Tove Ditlevsens forhold til hendes mor. Og netop forholdet mellem mor og datter er også centralt i Louise Zeuthens biografi ”Krukke”, hvor man får et indblik i, hvordan Suzanne Brøggers selvoptagede mor har påvirket datterens liv. I Tom Buk-Swientys biografier om Wilhelm Dinesen beskriver forfatteren, hvordan krigen i 1864 var med til at forme Kaptajn Dinesen, og selvsamme krig var H.C. Andersen også påvirket af, hvilket man kan læse om i Jens Andersens værk ”Andersen – en biografi”.

Vil man vide mere om Astrid Lindgrens oplevelse af ensomhed, som Jens Andersen beskriver i ”Denne dag, et liv”, kan man i forlængelse heraf læse ”Jeg lægger dine breve under madrassen” (2014), som er en brevkorrespondance mellem Astrid Lindgren og den 12-årige Sara Ljungcrantz. Sara var en af de mange, der gennem tiden opsøgte den svenske forfatter og bad om hendes råd. Lindgren genkendte sig selv i den unge ensomme pige, og de to skrev breve sammen gennem flere år. Jens Andersen skriver om brevudvekslingen i begyndelsen af sin biografi om Astrid Lindgren, for brevene mellem forfatteren og den unge pige var afgørende for, at Jens Andersen fandt frem til vinklen i sin biografi. 

I 2015 udgav Birgitte Possing fagbogen ”Ind i biografien”, der indkredser hovedstrømningerne i biografismen. Hun går bagom genren og dens kompleksitet og sætter den i en historisk kontekst.