Til døden os skiller – et portræt af Tove Ditlevsen

Citat
”Jo flere diskussioner og slagsmål mellem mand og kvinde på hjemmefronten, jo flere bøger. Jo mere kaos i ægteskabet, mere kosmos i litteraturen. Sådan var recepten på forfatterskabet. Ditlevsen kunne ikke, som hun ofte har sagt og skrevet, digte på roen og idyllen. Lidelsen var hendes livs og værks uimodståelige magnet.”
”Til døden os skiller”, s. 97.

I ”Til døden os skiller – et portræt af Tove Ditlevsen” (1997) tegner Jens Andersen et portræt af en af Danmarks mest læste forfattere, der til trods for sin popularitet hos den brede befolkning aldrig opnåede anerkendelse hos den litterære elite, mens hun var i live.   

I sin research til biografien har Jens Andersen taget udgangspunkt i Tove Ditlevsens digte, romaner og noveller, men også hendes virke som klumme- og brevkasseskribent i Familie Journalen, hvorigennem hun var meget åben omkring sit privatliv og sine indre dæmoner.

Livet var på alle tænkelige måder en ulykkelig kamp for Tove Ditlevsen. Som barn havde hun et anstrengt forhold til sin mor, som hun oplevede berøvede hende hendes barnlige uskyld og tvang hende ind i voksenlivets konforme og indskrænkede verden.

Til trods for sin modstand mod de borgerlige konventioner, der blev anført af hendes mor, blev Tove Ditlevsen gift for første gang som 22-årig. Hun endte med at blive gift og skilt fire gange.

Ægteskabet var i høj grad en motor gennem hele Tove Ditlevsens forfatterskab, og ikke mindst i hendes brevkasser i diverse ugeblade. I værket ”Gift” (1971) udpensler Ditlevsen detaljerne om sine første tre ægteskaber, som hun alle oplevede som ulykkelige. Ditlevsen har flere gange beskrevet sit litterære virke som et frigørelsesprojekt fra den borgerlige institution, hun gang på gang kastede sig ind i.

Hendes ægteskab med Victor Andreasen varede fra 1951 til 1973 og var Ditlevsens fjerde og længste. Til trods for at det ægteskab heller ikke var en dans på roser, betragtede Ditlevsen det som det nærmeste, hun kom på at opleve lykken.  

Gennem 1960’erne og 1970’erne var Tove Ditlevsen flere gange indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun brugte indlæggelserne litterært til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er normalitet, og hvad der er galskab, hvilket hun blandt andet udfoldede i romanen ”Ansigterne” (1968).

Tove Ditlevsen lagde aldrig skjul på, at hun en dag ville tage sit eget liv. Efter et mislykket forsøg i 1972 lykkedes det hende i 1976. Hun blev 58 år. Forinden havde hun udgivet sin egen nekrolog, hvor hun blandt andet skrev, at hun ikke længere følte, at hun havde mere liv at digte på. Tove Ditlevsen nåede at udgive omkring 30 skønlitterære værker.