Birgitte Krogsbøll

Birgitte Krogsbøll blev født i København i 1954 som det mellemste barn i en søskendeflok på tre. Med en mor som teknisk tegner og en far, der var drejermester, tilbragte hun de første år af sit liv på femte sal i en lejlighed i Nordhavn-kvarteret på Østerbro. Da Birgitte Krogsbøll var fem, flyttede familien til et nybygget rækkehus i Herlev. ”Det betød utrolig meget for mig at flytte ud. At komme ned til jorden, mudderet, krattet, at kunne løbe ud i lyset og lege, altid, året rundt, efter skole, og til sengetid, lige afbrudt af måltiderne – helt anderledes end at skulle ned fra femte sal og lege i en mørk, indelukket baggård,” fortæller Krogsbøll (Interview til forfatterweb, september 2014). Det jordnære og legesyge skulle senere vise sig at blive centrale elementer i hendes digte.

I år 2000 fik Birgitte Krogsbøll sine første digte bragt i litteraturtidsskriftet Øverste Kirurgiske, og det var på tidsskriftets forlag, at hun to år senere fik udgivet sin første digtsamling ”Wöldums pulsar syndrom”. Her præsenterer Krogsbøll en række alsidige tekststykker, der spænder fra underfundige digte om den betragtede natur og forskydninger af virkelighed, tid og perspektiv til fantasifulde lister og tekstcollager. I de følgende år var hun flittig bidragyder til Øverste Kirurgiske samt andre tidsskrifter som Hvedekorn og Apparatur. I 2010 blev den stilfærdigt spekulerende og surrealistiske digtsamling ”Stumfilm” udgivet på forlaget Arena, og med de tre digtsamlinger ”Betelgeuse brænder jern” (2012), ”dyr med næb ordnet efter antal vinger:” (2013) og ”perfekt uorden” (2014) har Birgitte Krogsbøll for alvor slået sit navn fast som dansk digter med en unik stemme.

Birgitte Krogsbølls poesi har mange ansigter og er både uregerlig og svær at kategorisere, men den kendetegnes bl.a. ved en spænding imellem orden og uorden. Begge begreber optræder som både drivende kræfter, motiver og som organisatoriske principper i værkerne, når Birgitte Krogsbøll udformer sine poetiske kompositioner af dyr og ting og ord. Hun er desuden en forfatter, der ofte veksler i skala fra jordnære observationer af naturen til overvejelser af mere universel karakter med hverdagen og med det eftertænksomme fortællerjeg i midten. Med sin næsten naturvidenskabelige tilgang til det danske sprogs poesi, sin eksperimenterende metode og sit nysgerrige blik på verden er Birgitte Krogsbøll en af de mest særegne danske digtere i det 21. århundrede.

Birgitte Krogsbølls digtsamling ”Betelgeuse brænder jern” (2012) er en både sørgmodig og poetisk levende skildring af en psykisk krise. I samlingens digte beskriver den plagede fortæller med metaforiske og mere ligefremme vers verden set igennem den nedtryktes blik. Digtsamlingens vigtigste greb er personificeringen af lidelsen i form af en troldeagtig plageånd, der har taget bo i fortællerens krop. Det er i dialog med denne plageånd, at den depressive tilstand bliver levende: ”Jeg æder den ene dag af din barndom/ gnasker den næste af din voksenfernis” (s. 17).

Tabet af evner, livsglæde og tidsfornemmelse gøres håndgribeligt i de mange digte, hvor fortælleren kommunikerer med sin plageånd. Andre digte kigger ud på verden med et resignerende blik og skildrer forsøget på at fastholde dens værdier. Imod samlingens slutning tager fortælleren dog livtag med plageånden, og grebet løsnes afslutningsvist i en genfunden glæde og sansemættet poesiudladning.

29484880

Den indre dialog mellem fortæller og plageånd flyder sammen i de vekslende positioner i forhold til digtenes ”jeg” og ”du”. Nogle gange er det fortælleren selv, der skildrer sin tilstand og sit farveløse levned, og andre gange overtager plageånden jegets position og beskriver sin drillesyge og hærgende fremfærd. Grænsen imellem de to stemmer udviskes, og de flettes sammen i digtenes forløb. Det er naturligvis en pointe, at plageånd og fortæller er to sider af samme sag. Digtene i ”Betelgeuse brænder jern” er desuden uden titel og adskilles blot af et sideskift eller af et ”- - -”, så samlingen fremstår som en helhed eller én lang række af betragtninger og skiftende replikker fra den lidendes indre verden.

Men kan betragte ”Betelgeuse brænder jern” som en form for poetisk gestaltterapi, hvor noget uhåndgribeligt udspaltes i en skikkelse, der kan adresseres. Og det er ved konstruktionen af denne troldeagtige depressionsgestalt, at værket bliver levende og får sin lyriske kraft. Derfor bliver skildringen af depressionens væsen her både nærværende, humoristisk og nem at forholde sig til – uanset hvor trist det hele forekommer.

Birgitte Krogsbølls digtsamling ”Dyr med næb ordnet efter antal vinger:” (2013) er efter alle standarder et temmelig usædvanligt litterært værk. Med titlen som forskrift består den mestendels af lister over dyr, der kategoriseres efter forskellige karakteristika og kriterier, samt af enkelte dyrs dagsplaner og andre sproglige listeeksperimenter med mere vilkårligt indhold. Det kan f.eks. se sådan ud: ”dyr med bagage ordnet efter rummelighed, faldende orden:/ 1) kuffertfisk/ 2) taskekrabbe/ 3) lommelærke/ 4) pungmus” (s. 13).

Som i eksemplet peger listerne på en overraskende lighed imellem dyrene, også selvom en lommelærke ret beset næppe kan kategoriseres som et dyr. For de spidsfindige dyrelister arrangeres både efter dyrenes egenskaber, navne og helt tredje kriterier.

50579484

Som digte er Krogsbølls lister først og fremmest sproglige og dybt humoristiske påpegninger af sproglige forbindelser og faktiske ligheder imellem tilsyneladende forskellige væsener og fænomener. I kombinationen af de rigide skematiske opstillinger og de levende dyr med de metaforiske navne opstår der en poetisk indeksering, der provokerer vores traditionelle måde at begribe og inddele verden på. Derved udfordrer Krogsbøll den kognitive organisering af verden i kategorier, der er nødvendig for, at man kan navigere i den. Andre af samlingens digte sætter hverdagens banale hændelser og betragtninger på listeform. Derved fremhæver de poetiske forbindelser i fortællerens stilfærdige liv, og vores flittige brug af lister parodieres raffineret.

I de digte, der består af dyrs dagsplaner, rutiner og procedurer, skildres dyret og naturen på andre måder, f.eks.: ”dagsplan: stankelben:/ 15:15:02 –// duk frem fra intet *flaks menneske i ansigtet* dø” (s. 33). Digtets spænding eller bratte sammenstød imellem kultur (den skematiske fremstilling) og natur (det flaksende stankelben), der i eksemplet bliver helt konkret, skaber en både tragikomisk og absurd antropomorfisme, og det meningsløse ved at begribe et stykke natur i en kulturel pragmatisk eller menneskelig kontekst bliver tydelig. Det er bl.a. med disse konfrontationer imellem den flaksende natur og menneskets firkantede måde at tænke den på, at ”Dyr med næb ordnet efter antal vinger:” har sin force.

Birgitte Krogsbølls ”perfekt uorden” (2014) er en digtsamling, der er propfyldt med alverdens ord og ting. Groft set kan man inddele samlingens digte i, hvad man kunne kalde for ophobningsdigte og observeringsdigte – og dertil kommer en gruppe af digte, der bryder denne kategorisering. I de mange ophobningsdigte opremses hhv. ting, typer af ting, gestus og måder, som her: ”jeg kan lide nye ting, begyndelser, overturer, indledninger […]” (s. 43). Som i eksemplet udspringer disse lister ofte af variationer over fortællerens ”jeg holder af” og bliver dermed kataloger over dennes præferencer – om det så gælder typer af dage, måder at sove på, stribede ting, etc.

Observeringsdigtene adskiller sig ved, at de skildrer forskellige scener, der udspiller sig i og omkring fortællerens lejlighed. Det være sig associative refleksioner over, hvad de forbipasserende skyer ligner, redegørelser for naboernes trivielle og halvabsurde adfærd eller mågernes gøremål i gården. Desuden er der muntre digte om at værne om den skrøbelige glæde, om skummetmælk, om at ærgre sine fjender ved at have det sjovt og om den overvurderede egenskab at være ”k o n s e k v e n t”.

51263499

Foruden at beskrive fortællerens fredsommelige liv i poetisk konstaterende rapporter fra livet i lejligheden kan ”perfekt uorden” betragtes som en slags personlig indeksering eller sproglig omfavnelse af verdens ting. Desuden ledsages fortællerens forsøg på at kortlægge tingene og ordene og måderne hver for sig hele tiden af dennes egne erindringer, betragtninger og en indskreven usikkerhed, der f.eks. kommer til syne i form af det gentagede ”hvad ved jeg.” Det er hele tiden fortælleren, der står i centrum for den perfekte uorden. Det er dennes personlige kategorisering af verden, der er undervejs, og det er igennem dennes poetiske brille, at vi orienterer os og observerer hverdagens figurer. Dermed suspenderes den normative kategorisering og afbildning af verden, og individets personlige blik og verdensforståelse træder i stedet. Derfor kan ”perfekt uorden” betragtes som en demonstration af eller en hyldest til menneskets subjektive og vilkårlige måde at orientere sig i en kaotisk verden på.

Birgitte Krogsbølls digte er ikke bundet sammen af metrik og enderim, der rimer på kryds og tværs. I stedet bindes de sammen af andre principper, eller man kan sige, at de rimer på andre måder. Hun skaber forbindelser imellem ord på et væld af forskellige måder, og med sin særlige sprogintelligens viser hun sine læsere sprogets alternative strukturer. I sin poesi bruger Krogsbøll ofte lydord, omskrivninger af ord eller opfinder helt sine egne, og ordenes funktion er ofte lige så betingede af deres lyde og bibetydninger som af det, de primært benævner. Sproget i hendes digte veksler desuden fra det abstrakte eller surrealistisk poetiske til ren prosa.

Allerede i debutsamlingen ”Wöldums pulsar syndrom” optræder lister, der er arrangeret alfabetisk, lister over grimme ord og et langt digt med titlen ”Opdateret katalog over lidelser med socio-moralsk betydning,” hvor selvopfundne latinklingende lidelser arrangeres, f.eks. ”Calvecnae”, ”Idiose”, ”Ymeral dryssitis” etc. Især i forfatterskabets seneste del indtager den konceptuelle beskæftigelse med lister, kataloger og orden en central position – både som organiserende princip og som motiv. Desuden er naturvidenskaben som system og metode et tilbagevendende tema.

Birgitte Krogsbølls forfatterskab arbejder bl.a. med at undersøge og at skabe nye måder at organisere verden og sproget på. Hun fortæller, hun selv ”har skrevet, fra jeg lærte at læse,” og den encyklopædisk verdensforståelse har hun fået ind med modermælken: ”Jeg er vokset op i et hjem med masser af opslagsbøger. Leksika og Politikens håndbøger over alt fra sten, fugle, insekter, planter til fisk og svampe. Jeg fik Linnés systemer ind, mens vi gik ude.” (Interview til forfatterweb, september 2014). Og kombinationen af systemer, kreativ skriveglæde og natur er af stor betydning for Krogsbølls poesi.

I talrige digte bruger Krogsbøll naturen, dens væsener og planter som motiver til at afstedkomme særlige stemninger, refleksioner eller erfaringer med. Og i digtenes relative fravær af mennesker er det ofte dyrene, der står i centrum. Hendes digte tilhører ikke romantikkens besyngelse af en guddommelig og ren natur, for der skildres ofte en kultiveret natur; dyrene indgår i en menneskemæssig kontekst; eller fortællerens levende iagttagelser af et natursceneri forskyder den gængse forståelse af naturen.

Foruden naturen kredser forfatterskabet om de nære og hverdagsagtige ting; udsigten fra en lejlighed, teen og skyerne og lydene fra fortællerens naboer, hvilket giver digtene en rolig og eftertænksom stemning. Samtidig er der ofte en latent melankoli i forfatterskabet, der f.eks. kommer til udtryk i de mange menneskeforladte digte og den tilbagetrukne fortæller, der distanceret og nøgternt skildrer sine medmennesker igennem lejlighedens eller erindringens vinduer – en melankoli, der dog i ”Betelgeuse brænder jern” bliver eksplicit. Andre steder er poesien med sin varme humor og begejstrede blik på verden dog blottet for enhver tristesse.

Birgitte Krogsbøll indtager sin helt egen plads i dansk litteraturhistorie og er uden sidestykke. Der er dog alligevel ligheder og slægtskaber med andre forfattere. Et godt eksempel på en litterær slægtning er Eske K. Mathiesen, der som Krogsbøll ynder at skrive digte om naturen. Især fugle er et tilbagevendende motiv hos begge – hos Mathiesen optræder ofte hejren, og hos Krogsbøll betragtes hyppigt mågerne. Begge forfattere anvender kyndigt naturen som motiv til at sætte underfundige erfaringer eller refleksioner i scene med, og begge de har et jordnært og nænsomt blik for, hvad der omgiver os.

Der er i flere af Krogsbølls digte fra ”dyr med næb ordnet efter antal:” klare paralleller til Peter Seeberg og hans litterære eksperimenter i ”Om fjorten dage” fra 1981. Her har han eksempelvis både en ekstremt kortfattet timeplan for en snegl og en kuriøs tekst med titlen ”Biografi af en snegl,” hvor en snegls liv skildres i floromvundne vendinger som gjaldt det en biografi-værdig personlighed. Der er altså både formmæssige og indholdsmæssige ligheder i de absurde anbringelser af et dyr i en menneskekontekst og de betydningsmæssige sammenstød, der sker, når man lader naturen og kulturen tørne sammen i litterære fremstillinger.

Birgitte Krogsbølls legesyge omgang med det danske sprog, dets ord, deres lyde, de fastgroede vendinger og alle hendes formeksperimenter har, som mange andre af hendes samtidige digtere, et slægtskab med Per Højholts skrivning. Og som hos Krogsbøll eksperimenterer hans digtning også med et jordnært materiale, der vrider nye former og forbindelser frem af sproget og tingene.