Mads Eslund

Mads Eslund er født den 31. august 1975 i Silkeborg. Interessen for litteratur opstod, da han begyndte på Tørring  Gymnasium i 1992 og opdagede moderne klassikere som Franz Kafka, Fjodor Dostojevskij og Albert Camus. Mod slutningen af gymnasiet begyndte han selv at skrive, og i takt med interessen for litteraturen opstod en matchende nysgerrighed for filosofi. Efter gymnasiet førte nysgerrigheden ham til Testrup Højskole, hvor han indskrev sig på skolens filosofikursus. Det var også der, at Eslund blev præsenteret for nyere dansk litteratur gennem sin lærer, forfatteren Christian Dorph.

Efter højskoleopholdet begyndte Mads Eslund at læse Idehistorie på Århus Universitet, men litteraturen og trangen til at udtrykke sig, trak ham væk fra universitetets eksaminer. Efter to års studier søgte Eslund tilbage mod Testrup, hvor han hjalp med at starte Testrup Højskoles skrivelinje sammen med Christian Dorph og forfatteren John Bang Jensen. Under højskoleopholdet blev Eslund inspireret af dansk digtning fra 1960'erne, især af forfatteren Per Højholt. Det var i samme periode, omkring 1999, at Eslund genopstartede forlaget Arena sammen med forfatterne Hans Otto Jørgensen og Christian Dorph.

I 2001 blev Mads Eslund optaget på forfatterskolen i København, hvor han stiftede bekendtskab med den amerikanske L=A=N=G=U=A=G=E-digtning fra 1960'erne. Det er en type digtning, hvor udsagnet i den enkelte sætning står centralt i digtet og gør, at teksten ikke fremstår som en ordnet helhed, men mere fragmentarisk. Inspirationen afspejler sig tydeligt i Eslunds debut “Stærkt røde sokker til slidte blå jeans” fra 2005, som blev påbegyndt i løbet af hans andet år på Forfatterskolen.

Siden debuten har Mads Eslund arbejdet som lærer på Testrup Højskole, oversat digte af den svenske forfatter Frederik Nyberg, været redaktør på forlaget Arena og forlaget Anblik og på litteraturtidsskriftet Ildfisken. Han arrangerer oplæsningsarrangementer (eksempelvis "Piratoplæsninger" i 2008/2009). Han er klummeskribent for Dagbladet Information og har startet audiopoesi-projektet Nye Rør, der blander improviseret musik og litteratur.

Mads Eslunds bog “Stærkt røde sokker til slidte blå jeans” fra 2005 er en digtsamling, der genremæssigt er vanskelig at indkredse. Bogen består af otte digtsuiter med forskellige temaer: landskabsmalerier, portrætter, breve med mere. Der er sjældent tale om digte i traditionel forstand, men nærmere tekstsamlinger. Teksterne er meget forskellige og varierer fra at være dagbogslignende notater og nøgterne beskrivelser af malerier, til citater og anden ‘funden' tekst.

De otte suiter repræsenterer forskellige skrivestile, men er bundet sammen af en overordnet jeg-fortæller. Denne jeg-fortæller er ofte uudtalt, men samtidig tilstede i kraft af en personlig udsigelsesposition i teksterne.

Eksempelvis i suiten “Rorschachtavler”. Den består af ti beskrivelser af Rorshachtavler, som i tonen lader til at være objektive beskrivelser af en tegning, da der eksempelvis hverken er et ‘jeg synes’ eller et ‘måske’. De virker ligefrem autoritative. Overvejer man imidlertid, hvad der bliver beskrevet, viser beskrivelsen sig at være alt andet end objektiv eller autoritativ. Rorschachtavler er abstrakte tegninger med blækklatter, som er opfundet for at afsløre personlighedstræk ved psykisk syge patienter, der ikke vil erkende deres sygelige tanker. Derfor kan beskrivelserne af tavlerne ikke være objektive, fordi det beskrevne udelukkende er udtryk for en fortællers eller beskrivers tanker. Sagt med andre ord: så findes det, der bliver beskrevet, ganske enkelt ikke i virkeligheden, men er udtryk for en persons subjektive blik.

25952944

På denne måde peger de umiddelbart objektive beskrivelser af Rorschachtavlerne på teksters evne til at fremstå objektive og autoritative, uden egentlig at være det. 

Denne legen med sprogets indbyggede mekanismer, som er til stede i tekstsamlingen, tager ofte udgangspunkt i forholdet mellem den, der beskriver og det, der beskrives. Derfor er det personlige og selvbiografiske et centralt tema i bogen. Eksempelvis i bogens første suite. Den består af en række dagbogslignende tekstfragmenter, der på den ene side er dybt personlige, men som også refererer til bogens kunstneriske projekt: undersøgelsen af ‘beskrivelsen’.

Værkets jeg fungerer som en overordnet organiserende kraft, der samler bogens tekstfragmenter. Samlingens opbygning gør, at man på den ene side får mulighed for at fordybe sig i de enkle poetiske beskrivelser, mens man også har mulighed for at læse digtsamlingen som et selvbiografisk eksperiment.