Per Højholt

Kunsten er som alt andet ingen nytte til, skriver digteren, showmanden og filosoffen Per Højholt i slutningen af sit essay, Cézannes metode (1967), der redegør for hans æstetik og erfaringer med at skrive digte. Her er tilsyneladende tale om en resigneret holdning, en distance til såvel kunsten som livet, men det forholder sig stik modsat: Højholt giver udtryk for en stærk vitalisme, der blot ikke er rettet mod nogen umiddelbar nytte. Kunsten skal altså ikke fungere som spejl for virkeligheden, den skal derimod forholde sig kritisk til skellet mellem liv og kunst, også selv om det ikke lader sig nedbryde.

Cézannes metode er udformet som en række filosofiske overvejelser i et dagligdags og dog abstrakt sprog om kunst, natur, liv, tid, tilfælde, sprog, tradition og modernisme. Dette er en række af de temaer, der både på et alment og et filosofisk plan bearbejdes i digtningen. Citatet fortsætter og slutter bogen således: men [kunsten] adskiller sig fra alt andet ved at den kan udgøre en del af vort liv på betingelser vi ikke selv har stillet. Ved at formulere et interval giver den os mulighed for at opleve at vi er til.

Kunst og liv hænger således nøje sammen for Højholt: hans tekster tilstræber et så sammentrængt udtryk, at der fremkommer en total besættelse af læserens følelser og intellekt. Læserens oplevelser forenes med digtets tidsforløb, sådan som det fx kendes, når man lytter til musik, der i skikkelse af Bruce Springsteen, Jimi Hendrix, Miles Davis, Erik Satie, Terry Riley m.fl. har udgjort en af Højholts inspirationskilder. Samtidig får læseren et indtryk af digtet som noget konkret, en ting uden for tiden, et fragment af en virkelighed der forstås som unddraget enhver helhedsbetragtning.

Enhver beskrivelse af Højholts digtning må se sig henvist til paradokser, det simple og mest elementære synes komplekst. Overalt finder man en dybsindig filosofi og høj sprogbevidsthed sammenstillet med en ligefrem humor. Vores kulturs skel mellem krop og sjæl nedbrydes konsekvent, og som læser tvinges man snart til dyb koncentration og distanceret eftertænksomhed, snart til en spontan latter der ifølge ham rummer en særlig indsigt. Intet er helligt for Højholt, end ikke litteraturen der lystigt parodieres i en stadig, men indrømmet forgæves stræben efter at skrive “the poem to end all poems”.

Den konservative del af den litterære institution betragtede i lang tid Højholts digtning som unødigt vanskelig tilgængelig. Imidlertid har den vist sig at appellere stærkt til såvel den intellektuelle læser som den læser, der ikke typisk betragtes som boglig eller dannet: håndværkere, husmødre, skolebørn osv. Ifølge Højholt har de sidstnævnte blot ikke lært “at læse forkert”, og de førstnævnte er ofte professionelle læsere, der er i vane med at stille sig helt åbent til litteraturen.

“At læse forkert” vil sige at læse med henblik på “profit”, som han siger, dvs. i forventning om et skjult poetisk budskab, et symbolsk udtryk fremsat gennem et dunkelt billedsprog. En sådan forventning imødekommer Højholt bevidst med skuffelse, ofte i en drilsk flertydighed hvor man ikke kan afgøre, hvad der er bogstavelig og overført betydning.

Per Højholt er født i Esbjerg den 22. juli 1928 og modtager sine første inspirationer i barndomshjemmet, hvor han gennem faderens kunstinteresse og kommunistiske sympatier tidligt bliver introduceret til modernistisk malerkunst og litteratur og opdraget med en kritisk bevidsthed.

Efter studentereksamen i 1947 uddanner Højholt sig til bibliotekar, fordi digtningen derved ikke behøver at være en fritidsinteresse, som han senere siger under henvisning til datidens ringe arbejdspres inden for biblioteksvæsnet. Efter en periode med forskellige bibliotekarjobs kommer Højholt i 1965 på livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond og helliger sig derefter digtningen på fuld tid.

Den litterære debut finder sted i tidsskriftet Heretica i 1948, og i 1949 udkommer digtsamlingen Hesten og solen . Først i 1956 følger den næste samling digte, Skrift på vind og vand , og der går endnu syv år, før det egentlige gennembrud finder sted i 1963 med digtsamlingen Poetens hoved , hvor forskellige påvirkninger samles til et selvstændigt og komplekst udtryk.

Men i denne periode eksperimenterer Højholt voldsomt med forskellige litterære former, og han påvirkes af den internationale modernistiske digtning, der nærmest ikke er til stede i samtidens litterære miljø: St. Mallarmé, Ezra Pound, Gunnar Ekelöf, surrealisme, konkretisme. Faktisk er der tale om flere parallelle forfatterskaber i denne periode: Højholt forholder sig bevidst epigonisk til forskelligartede forbilleder. Det lykkes ham dog først kun at få publiceret den poesi, der ligner den allerede anerkendte, og ikke den mere eksperimenterende digtning.

I 60erne markerer Højholt sig som en af de allervæsentligste digtere, der har skrevet på dansk. I starten er han kun kendt af en inderkreds, han er nærmest en digternes digter og sætter det ekstremt høje krav til sin digtning, at hvert digt skal være et traditions? og sprogbevidst eksperiment, der udtømmer sin æstetik.

I 1966 udgives to vidt forskellige digtsamlinger, Min hånd 66 og Show , den første med en indlagt plade med oplæsning fra begge samlinger. Dette bliver samtidig starten på den show-virksomhed med oplæsning, gags, vittigheder, der er med til at præge den midterste del af forfatterskabet.