Karen Blixen
Foto: Ivar Faurskov Myrhøj / Scanpix

Karen Blixen

Artikel type
voksne
journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af stud.mag. Ida Winther-Jensen, 2013.
Top image group
Karen Blixen
Foto: Ivar Faurskov Myrhøj / Scanpix
Main image
Blixen, Karen
Foto: Lars Hansen

Karen Blixen er en af de mest internationalt kendte danske forfattere. Hendes litteratur fascinerer på én gang millioner af almindelige læsere og udfordrer samtidig de mest kræsne litteraturforskere. Værkerne bærer præg af den mundtlige fortælletradition, og sproget er gammeldags, farverigt og flyder over af billeder og symboler. Forfatterskabet er fyldt med et væld af intertekstuelle referencer fra verdenslitteraturen, og temaerne centrerer sig om liv, kunst, kærlighed, skæbne og identitet. Fortællingerne er ofte henlagt til at foregå i 1700- og 1800-tallet i eksotiske miljøer og eventyruniverser, som det blandt andet ses i debutsamlingen “Syv fantastiske Fortællinger”. Mest kendt er nok erindringsværket “Den afrikanske Farm”, som blev filmatiseret i 1985 af Sydney Pollack.

52088402

Blå bog

Født: 17. april 1885 på gården Rungstedslund i Rungsted.

Død: 7. september 1962 på gården Rungstedslund i Rungsted.

Uddannelse: Har gået på Kunstakademiet i København.

Debut: Seven Gothic Tales, Random House, 1934 (Syv fantastiske Fortællinger, 1935, C.A. Reitzels Forlag). Novellesamling.

Litteraturpriser: Holberg-Medallien, 1949. Ingenio et arti, 1950. De gyldne laurbær, 1952. H.C. Andersens Legatet, 1955. Kritikerprisen 1957. Henri Nathansens Mindelegat, 1957. Henrik Pontoppidans Legat, 1959.

Seneste udgivelse: Wirenfeldt Asmussen, Marianne: Skrivestedet : Karen Blixens spor i Kenya og Danmark. Wunderbuch, 2015. (99.4 Blixen, Karen).

Inspiration: Søren Kierkegaard, William Shakespeare, Charlotte Brontë og William Faulkner.

Periode: Efterkrigstidens eksistentialisme

Genre: Novelle

 

Hør Karen Blixens karakteristiske stemme i dette fem minutter lange radioindslag, hvor hun fortæller om at fortælle.

 

Baggrund

“Kan du huske de mennesker [...], der levede i Gud og tog deres tilflugt til Herren og hvilede i ham, og alt det dér. Sæt nu at det var det, Gud afskyede mest af alt, og at han til sidst ville sige til dem: ‘For Guds skyld,’ – eller hvad han nu siger i den situation – ‘find dog på noget at gøre selv, find jer nogle interesser i livet. Jeg ville minsandten ikke have skabt jer, hvis jeg havde vidst, I ikke kunne andet end at falde tilbage på mig igen.’”
”Karneval!, i “Karneval og andre fortællinger”, s. 142.

Karen Christentze Dinesen blev født den 17. april 1885 på gården Rungstedlund som andet barn ud af fem af forældrene Wilhelm og Ingeborg Dinesen. Børnene fik privatundervisning hjemme, og Karen viste tydelige kunstneriske anlæg og både tegnede og malede fra de tidlige børneår.

I 1895 hængte faren, Wilhelm Dinesen, sig, formentlig grundet langvarig depression. Som ung var han officer og deltog i den tysk-franske krig, hvorefter han, plaget af tungsind, levede to år blandt indianerne i Wisconsin. Han er kendt for sine jagtbreve fra 1889 og 1892 udgivet under pseudonymet Boganis, som er et indiansk navn for vilde nødder. Efter hans død opdrog Ingeborg Dinesen børnene sammen med sin mor og søster.

Karen Blixen lærte fransk og engelsk, modtog tegneundervisning og i 1904 kom hun på Kunstakademiet. Tre år senere debuterede hun i tidsskriftet Tilskueren med fortællingen “Eneboerne” under pseudonymet Osceola. Osceola var en indianerhøvding fra 1800-tallets begyndelse, og faderen havde brugt navnet til en af sine jagthunde. Endnu et par fortællinger blev offentliggjort i årene efter, men de vakte ikke nogen opsigt .

I 1912 forlovede Karen sig med sin halvfætter baron Bror von Blixen-Finecke fra Näsbyholm, og de rejste til Britisk Østafrika (fra 1919 Kenya), hvor Bror blev manager for en kaffefarm uden for Nairobi – den man kender som Den afrikanske farm. Kort efter brylluppet blev Karen Blixen diagnosticeret med syfilis. Hun blev behandlet med kviksølv de næste mange år, hvilket medførte livslange lidelser. Bror Blixen viste sig at være helt uegnet som manager. I 1921 afgjorde familieaktieselskabet, der ejede farmen, at Karen Blixen skulle overtage bestyrelsen, og Bror og Karen Blixen blev separeret.

Efter at forholdet til Bror Blixen var gået endeligt i stykker, kom hun til at elske den engelske adelsmand og militærpilot Denys Finch Hatton, som hun havde mødt i 1918. I lange perioder opholdt Finch Hatton sig på farmen, men til stor sorg for Karen Blixen boede han der aldrig fast. Han døde ved et tragisk flystyrt i 1931. Blixen måtte kæmpe stadig mere ihærdigt for at holde farmen kørende, og i 1931 var fallitten en realitet.

Blixen var 46 år, totalt ruineret og flyttede tilbage til Danmark og ind i sit barndomshjem hos sin mor. Hun begyndte at skrive på en samling fortællinger – “Nine Tales”. De udkom den 9. april 1934, dog skåret ned til syv under titlen “Seven Gothic Tales”, og blev entusiastisk modtaget af kritikere og læsere i USA. Forfatternavnet var Isak Dinesen. Om brugen af navnet Isak har hun selv udtalt, at hun valgte det efter fortællingen i 1. Mosebog om Sara, der ler, da Herren bebuder, at hun i sin høje alder skal få en søn. Blixen fortalte i et interview fra 1960: “Og så siger hun bagefter, at hun vælger at kalde ham Isak, for det betyder latter, og hun håber og ønsker, at hele verden skal le med hende. Det syntes jeg var en tiltalende tanke.” Samlingen blev også udgivet i England, og i 1935 i Danmark, gendigtet af forfatteren selv, under titlen “Syv fantastiske Fortællinger”. I 1937 udkom “Den afrikanske Farm” i Danmark og “Out of Africa” i England, og det slog Blixens navn som international forfatter fast. Hun blev en markant figur i det danske kunstmiljø med en betydning, der strakte sig til både England og USA.

I 1950’erne var hun flere gange kandidat til Nobelprisen i Litteratur, men fik den aldrig. I 1962 døde Blixen, 77 år gammel, svækket efter mange års sygdom.

Siden 1991 har man kunnet besøge Karen Blixens barndomshjem, Rungstedlund, som i dag hedder Karen Blixen Museet. Man kan ligeledes besøge hendes tidligere farm uden for Nairobi, der er et af Kenyas mest besøgte turistmål.

 

Syv fantastiske Fortællinger

“I, der, efter hvad I har fortalt mig, har dræbt hende ved at spørge hende, hvem hun var, naar I engang paa den anden Side af Graven bliver spurgt: Hvem er I? – hvad vil I da kunne svare?”
“Drømmerne”, i “Syv fantastiske Fortællinger”, s. 314.

Karen Blixens første værk er “Seven Gothic Tales” fra 1934 (“Syv fantastiske Fortællinger”, 1935), der blev udgivet under pseudonymet Isak Dinesen. Tidsligt er fortællingerne sat i 1800-tallet. Miljøet og omgivelserne er gotiske, eksotiske og aristokratiske, og temaerne er mennesket og dets skæbne, identitet, forholdet mellem mandligt og kvindeligt samt mellem liv og kunst. Det står eksempelvis klart ved læsning af fortællingen “Drømmerne”, hvor identitetsspørgsmålet sammenkobles med historiefortælling(er).

“Drømmerne” er skrevet som en rammefortælling eller et kinesisk æskesystem med flere mindre historier inde i hovedfortællingen. Den ydre ramme er en iscenesættelse af den klassiske fortællesituations kulisse: en fuldmånenat i 1863 på en dhow, der sejler mellem Lamu og Zanzibar. Om bord er Said Ben Ahamed, eventyrfortælleren Mira Jama, der har mistet evnen til at fortælle historier, og den rige englænder Lincoln Forsner. Inde i denne ramme fortæller Lincoln historien om kvinden som ”for tyve Aar siden lærte [ham] at drømme” (s. 267). Lincoln møder i Rom en prostitueret kvinde, som han forelsker sig i og vil giftes med. Han rejser for at underrette sin familie, men da han kommer tilbage til Rom, er hun væk. Han rejser rundt og leder efter hende og møder på et hotel i Alperne, hvor han møder en gammel bekendt, Pilot, og dennes medrejsende Baron von Hohenemser. De fortæller hver deres historie om en kvinde, de fortvivlet leder efter. Beskrivelserne af de tre kvinder er vidt forskellige, men det viser sig, at det er den samme kvinde.

24236641

Da de finder hende og afkræver hende et svar på spørgsmålet: Hvem er du? kaster hun sig ud fra en bjergskråning. På hendes dødsleje fortæller jøden Marcus Cocoza, som er hendes beskytter, historien om hendes liv. Kvinden er den verdensberømte operasangerinde Pellegrina Leoni, der kom til skade i en brand på teatret og mistede sin stemme. Dette fik hende til at indse, at hun aldrig igen ville være afhængig af én identitet, og hun besluttede sig for at lade verden tro, at Pellegrina var død, mens hun selv levede med skiftende identiteter resten af sit liv. Pellegrina beskriver identitet som noget, der fanger, fastholder og snærer, og ved at være den samme hele livet bliver man sin egen “Slave og Fange” (s. 326).

Fortællingen som helhed kan potentielt læses som en drøm. Den mimer drømmens struktur ved at de indlejrede fortællinger aldrig når til en afslutning, men konstant afbrydes og udsættes, hvorved fortællingen udsætter tidspunktet for afslutning, konklusion og fortolkning. Svaret på spørgsmålet om identitet falder aldrig i nogen absolut forstand. Dette illustrerer Pellegrina gennem sine forskellige roller og masker, som hver især er anledning til en ny historie.

Baronen, Pilot og Lincoln, leder alle efter svaret på spørgsmålet: Hvem er jeg? Men de projicerer det ud i verden og spørger i stedet Pellegrina: Hvem er du? De vil alle gerne fortælle den sande historie om hende, men hver enkelt fortælling undermineres af den næstes. Pellegrina flytter sig konstant, både rent geografisk og også fra sig selv. Hun kan således læses som en slags metafor for fortællingen, som en understregning af, at der ikke findes en definitiv tolkning. Demaskeringen, reduktionen og kravet om en endelig sandhed og identitet – gennem mandens blik og forventninger – bliver kvindens og fortællingens død.