Kirsten Thorup

Kirsten Thorup blev født i 1942 i Gelsted på Fyn som datter af kioskejer Svend Christensen og Jenny Jørgensen. Hun var efternøler og voksede op i den lille provinsby med sine forældre og sine ældre brødre. Som forfatter har hun siden brugt træk fra sin egen opvækst i 1950’ernes provinsmiljø i bogserien om Jonna. Som den første i sin familie gik Kirsten i gymnasiet og blev i 1961 student fra Fredericia Gymnasium. De næste år tilbragte hun som au pair i Cambridge, før hun flyttede til København og påbegyndte universitetsstudier i engelsk og litteraturvidenskab.

Mens hun var i England, skrev hun flittigt breve til sine forældre, og det var her, hun for første gang oplevede glæden ved at skrive. Ifølge forfatteren var det dog især en eksistentiel følelse af hjemløshed, der gjorde, at hun blev forfatter. En følelse, der udsprang af miljøskiftet fra den lille fynske by til storbyen: ”Man bliver ikke nødvendigvis forfatter, fordi man er god til at skrive. Der er i hvert fald også andre årsager (…) For mig var det en næsten fysisk fornemmelse af hjemløshed – eller fremmedgjorthed, som man sagde dengang. Hvis man ikke synes, man er til i verden, så er det at skrive en måde at blive til på. En måde at finde et sted, hvor man er.” (Marianne Juhl: Interview med Kirsten Thorup. Passage nr. 56, vinteren 2006).

I 1963 giftede hun sig med teaterinstruktør Ib Thorup, og to år senere fik de datteren Aja. De følgende år havde Kirsten Thorup forskellige jobs i bl.a. Varemærke- og patentdirektoratet og virksomheden Glent & co. Samtidig var hun for alvor begyndt at skrive. I 1966 fik hun en prosatekst optaget i tidsskriftet Vindrosen, og i 1967 debuterede hun med digtsamlingen ”Indeni – udenfor”. Kirsten Thorup fik i 1970 Statens Kunstfonds treårige stipendium og besluttede sig herefter for at forsøge at leve af at skrive. Kirsten Thorup boede i starten af 1970’erne på Vesterbro i København, og det er også her, debutromanen ”Baby” fra 1973 foregår: ”Det var kvarteret, som det var dengang. I virkeligheden var det lidt en uskyldstid med gammeldags ludere og lommetyve, inden pornoen var frigivet og inden, det blev kriminaliseret med hårde stoffer. Alligevel var det ret råt, i hvert fald at bo der med et lille barn. Der var stadigvæk meget slum, og det var svært at få noget at bo i.” (Marianne Juhl: Interview med Kirsten Thorup. Passage nr. 56, vinteren 2006).

Kirsten Thorup blev skilt i 1974. Hendes eksmand, som også var til mænd, døde af aids i 1990. Biseksualitet er et tema i flere af Kirsten Thorups romaner. Fra 1993 til 1995 var Kirsten Thorup medlem af Det Litterære Udvalg i Statens Kunstfond og i perioden 1995-1998 af Dansk Pens bestyrelse. Hun er ligeledes kendt som en politisk engageret forfatter, der deltager i samfundsdebatten. Hun har bl.a. engageret sig i asylsøgeres dårlige forhold og talt for større anstændighed og mod diskrimination.

Kirsten Thorup bor i København.

Kirsten Thorup debuterede i 1967 med en modernistisk digtsamling, og i 1973 udkom forfatterens første roman, ”Baby”, som er en fortælling om unge, rodløse storbymennesker. Romanen udspiller sig i de tidlige 1970’ere og indeholder små fortællinger, der kædes sammen af personernes indbyrdes relationer og deres fælles tilhørsforhold til Vesterbro. Bogen behandler emner som arbejdsløshed, boligmangel og prostitution, men også solidaritet, fællesskab og et motiv, som skal blive et omdrejningspunkt i flere af forfatterens senere romaner, nemlig vanskelighederne ved at finde ud af, hvad kærligheden går ud på.

Romanen er dog især kendt for sin fortælleteknik, hvor ordet og optræder i stedet for punktum eller komma. Denne teknik giver læseren indtryk af en udflydende bevidsthed og af en udflydende verden, hvor personerne har svært ved at finde fodfæste. Alting fremstilles i en række af sideordnede sætninger, hvor alt er lige gyldigt, fra de store spørgsmål til de praktiske hverdagsproblemer. Ligesom sætningerne alle befinder sig på ét niveau, er der på indholdssiden også tale om, at alting beskrives udefra og på overfladen, mens der ikke dykkes ned i personernes psyke eller dybereliggende bevæggrunde.

24759105

Meget af romanen er desuden præget af dialoger. Det ukommenterede replikskifte er sammen med sideordningen med til at underbygge indholdets tematisering af fraværet af faste holdepunkter i tilværelsen. Bogens fortællemæssige strøm af sætninger uden et centralt udsigtspunkt understreger også en storbystemning uden faste fikspunkter at orientere sig ud fra.

Midt i romanens formmæssige overfladeæstetik handler bogen dog også om menneskelige relationer, afmagtsfølelse og menneskets længsel efter noget andet end den virkelighed, det er havnet i. Ifølge nogle kritikere findes der ligeledes en bagvedliggende indigneret stemme, der holder samfundets svigt frem gennem skildringer af nogle af samfundets svageste. Det distancerede nøgterne blik forenes så at sige med den socialrealistiske romans indignation. Kirsten Thorup afviser imidlertid selv, at debutromanen skulle være en socialrealistisk fortælling: ””Baby” er et formeksperiment. Jeg havde det meget æstetiske projekt, at jeg ville sideordne sætningerne. Personerne skulle kun eksistere i nuet. De lever på gaden; hvad der går forud, har de glemt, og de ved ikke, hvad de laver i morgen. Jeg har slet ikke skrevet noget om deres baggrund, og følelser var sideordnet med ”hvor er mine cigaretter?” Alting gik i ét. Det har intet at gøre med hverken realisme eller socialrealisme.” (Marie Tetzlaff: Både glæden og sorgen er kort. Politiken, 2007-02-17).

”Baby” blev i 1979 belønnet med Den Internationale Pegasus Litteraturpris.

Kirsten Thorups roman ”Himmel og helvede” (1982) er del af en serie af bøger, der også består af ”Lille Jonna” (1977), ”Den lange sommer” (1979) og ”Den yderste grænse” (1987), men den lader sig også læse som et selvstændigt værk. De fire bøger handler overordnet set om forandringer i livsmønstrene fra 1950’erne til 1980’erne formidlet med fortælleren Jonna i centrum. I ”Himmel og helvede” er fortællingen kommet til den danske virkelighed i de sene 1960’ere.

Romanen foregår hovedsageligt på Vesterbro i København, og her møder vi blandt andet klinikassistent frøken Andersen, kioskejer Bols, hans kæreste Jasmin og deres datter, den violinspillende Maria, som opgiver sin musik, da hun forelsker sig i tjeneren Jonni, hvis seksualitet dog mest er rettet mod mænd.

26673410

Senere i romanen møder vi også beboerne i et flippet minikollektiv i Wales, Vesterbros prostituerede og taxachaufføren John, som er Jonnas bror, og som hovedpersonen Maria forelsker sig i efter et forlist forhold til den homoseksuelle Jonni. Et generelt kendetegn ved romanen er en respektfuld skildring af bogens stille, lidt skæve eksistenser, og et af grundtemaerne er kærligheds- og magtforholdene mellem mennesker.

I centrum af romanen er skildringen af pigen Marias modning til kvinde og hendes frigørelse fra forældrenes normer og værdier. Udvikling og forandringens kraft er på flere måder omdrejningspunktet i romanen. Bogen indeholder med sine konkrete referencer til begivenheder i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, for eksempel demonstrationerne mod Verdensbankens kongres, Vietnam-krigen og de ændrede kønsrollemønstre, ligeledes en skildring af datidens opbrud og forandringer. Med sit brede tidsbillede afspejler romanen en tro på, at frigørelse er mulig, og at verden kan forandres til det bedre. Ligesom de foregående bøger i romanserien er der også her tale om en drejning hen imod en mere realistisk fortælleform i forfatterskabet.

”Himmel og helvede” blev i 1988 filmatiseret af Morten Arnfred med blandt andre Erik Mørk og Ole Lemmeke på rollelisten.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Himmel og helvede"

Adskillige elementer i Kirsten Thorups roman fra 2001, ”Bonsai”, minder om forfatterens eget liv. Da romanen udkom, fik det anmelder Erik Skyum-Nielsen til at kalde bogen ”hæmningsløst selvbiografisk”: ”Med Kirsten Thorups nye, nærmest hæmningsløst selvbiografiske bog er vi tilbage i diskussionen om, hvor en forfatter bør trække grænsen mellem det almene og det private, hvis det altså forudsættes, at litteratur skal gøre krav på offentlig interesse.” (Erik Skyum-Nielsen: Kunsten varer længst. Information, 2002-10-26). Skyum-Nielsen trak dog siden hen noget i land og indrømmede, at han forsømte at holde den nødvendige distance til romanen som netop et fiktivt værk.

23182181

Bogen skildrer kærlighedsforholdet mellem Nina og Stefan fra den tidlige forelskelse til den aidssyge Stefans selvmord. Bogen består af flere fortællinger og fortællere, der flettes ind i hinanden. Et kapitel indeholder f.eks. Ninas måske fiktive breve til sine forældre, mens et andet kapital består af Stefans lange monolog til Nina og deres fælles datter. En af de genkomne tematikker i forfatterskabet er det skjulte eller det, der bliver gemt af vejen. Det gælder også for ”Bonsai”: ”Jamen, vi skjuler os selv. Eller vi skjuler helt konkrete ting. Noget vi har gjort, noget vi er gået med til, som er for flovt at indrømme. Nogle kameler, man har slugt, som egentlig ikke er særligt flatterende, eller heltemodige,” forklarer Kirsten Thorup og siger om hovedpersonen Nina: ”Projektet for hende er selve ægteskabet, mere end det er, hvem hun gifter sig med. Hun er ekstrem masochistisk i sin følgagtighed. Hun er et eksempel på, at der er visse ting, man ikke røber for nogen. At man indgår nogle kompromisser, man ikke skulle have indgået.” (Marianne Juhl: Interview med Kirsten Thorup. Passage nr. 56, vinteren 2006).

Der henvises i bogen eksplicit til Ovids ”Metamorfoser”, og en vigtig figur i romanen er også den psykologiske forvandling, de to hovedpersoner gennemgår. Nina fra den sky provinspige til frigjort kvinde i storbyen og Stefan fra kvindebedårer til en mand, der erkender sin biseksualitet. Stefans hengivelse til forvandlingen er dog langt fra betingelsesløs, idet han bogen igennem forsøger at bevare hemmeligheden og kontrollen. Kunsten spiller en stor rolle i Stefans liv, og en anden væsentlig tematik i romanen er da også kunsten og sprogets forhold til virkeligheden.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Bonsai"

For første gang i forfatterskabet beskæftiger Kirsten Thorup sig i romanen ”Førkrigstid” (2006) med en tid, der ligger uden for forfatterens egen. Handlingen udspiller sig i en lille stationsby i slutningen af 1930’erne, og i centrum af historien er en skildring af den kvindegeneration, der kom før kvinderne i romanserien om Lille Jonna.

26423880

Forholdet mellem husmoderen Dinna og den unge pige i huset, Maja, fører handlingen frem. Thorup benytter sig af en 3. persons fortæller med indre synsvinkel, der gengiver Dinnas tanker og bekymringer om familien, økonomien, jalousien, bysladderen og krigstrusselen, mens der aldrig gives et overordnet billede af, om der for eksempel reelt er tale om utroskab, som hovedpersonen mistænker. Romanen skildrer et begyndende opbrud i den traditionelle kvinderolle i Dinnas splittelse mellem de hjemlige pligter og hendes trang til samtaler og foredrag. I bogens tidsbillede finder man desuden en understregning af, hvor lidt der skulle til for at blive stemplet som afvigende i datidens små samfund. Romanen udforsker de store forskelle på dengang og nu, som kommer til udtryk i de markante ændringer i magtbalancen i familien og i samfundet, men den omhandler ligeledes de punkter i kvinders liv, som måske ikke har flyttet sig så meget. Som Thorup selv forklarer om Dinna: ”Hun hænger sammen med tiden. Men genkendelsen kan måske sige os noget. Patriarkatet har forskubbet sig i dag, og kvinders rolle er anderledes. Men den kvindelige psyke, den indre splittelse mellem forpligtelse og ønsker, følelsen af at skulle holde verden i gang, har måske ikke ændret sig så meget.” (Et interview refereret i Marianne Juhl: Kirsten Thorup. Gyldendal, 2009).

Hovedpersonens selvbedrag og ihærdige forsøg på at holde fast i, at alt er i sin skønneste orden og bevare den idylliske overflade, er ligeledes en væsentlig tematik. Et vigtigt element er kvindens reelle angst for potentielle katastrofer både i hendes private verden og i den store verden, hvor en krig er på vej. Spændingen mellem idyl og nye farer kommer allerede til udtryk i titlen ”Førkrigstid”, som både giver associationer til en uskyldig tid, inden verden gik af lave, og indikerer, at noget er under opsejling, og at en orden er på vej til at bryde sammen.

I romanen finder man ligeledes et indirekte portræt af nutidens krige, som kan forekomme uvirkelige og fjerne, og som mange undlader at tage egentlig stilling til: ”Jeg har ikke villet diskutere politik i bogen, parallellerne skulle opstå ved læsningen. Men vi er i krig i dag (…) Nogle gange kan jeg spørge mig selv, om jeg virkelig kan blive ved med at leve på den måde, jeg gør. Vi lever jo også, som om ingenting er sket.” (Karen Syberg: Gensyn med Gelsted. Information, 2007-07-25). Kirsten Thorup blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for ”Førkrigstid”.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Førkrigstid"

Kirsten Thorups roman fra 2011, ”Tilfældets gud”, kan ligesom flere bøger i forfatterskabet ses som en samtidsskildring bygget op omkring en kvindelig hovedperson. Denne gang er hovedpersonen karrierekvinden Ana, der er ved at gå ned med stress og derfor tager en pause fra sit job i en international finansvirksomhed med en luksusferie til Gambia. Her møder hun den fattige pige Mariama, der sælger frugt og nødder på stranden, og det møde ender med at vende op og ned på Anas tilværelse. Ikke mindst da hun som del af sit private velgørenhedsprojekt vælger at tage den fattige pige med til London.

28714289

Romanens hovedperson har ofret alt for sin karriere og fremstår desuden som et menneske afskåret fra sine egne følelser. Ifølge Kirsten Thorup har hun med romanen gerne villet fortælle noget om, hvor store omkostninger det har at satse alt på arbejdslivet: ”Når jeg har valgt dette tema i romanen, så er det fordi, Ana ikke er enestående, men hendes karrieremæssige opstigning og deroute er et symptom på vor tid, hvor det enkelte menneske bliver presset af den herskende succesdyrkelse og præstationsforventninger inden for arbejdslivet, og hvor der ikke gives andet valg end at følge med ræset eller stå af. Vores identitet og status i samfundet er bygget på succes på arbejdsmarkedet.” (Karin Hedemand: Når arbejdet fylder det hele. Litteratursiden, 2011-06-08).

Andre vigtige temaer er migration i en globaliseret virkelighed og forholdet mellem rigdommen i vores del af verden og ulandenes fattigdom. Ifølge forfatteren er skildringen af kontroltab og de fordomme, som det medfører, ligeledes en væsentlig pointe i bogen: ”Hvis vi mister kontrol over tingene, kommer mistroen og angsten. Også selv om man ikke ønsker det og ikke identificerer sig med fremmedangsten, så kommer den frem i det små (…) Ana bliver forvirret, som man jo bliver, hvis ens mål er ekstrem kontrol og man mister den.” (Lise Garsdal: Kirsten Thorup: Hvis man er så fokuseret på sit arbejde, glemmer man skønheden i verden. Politiken, 2011-04-27).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Tilfældets gud"

Kirsten Thorups roman ”Erindring om kærligheden” fra 2016 består af brudstykker fra hovedpersonen Taras liv, fra hun er barn, til hun er omkring 70 år. Bogen er skrevet som en 3. persons fortælling med indre synsvinkel hos Tara – og senere hos datteren Siri, der får sin egen stemme i bogens midterste afsnit. Det er både et kvindeportræt og en nutidsfortælling om et samfund, der i stigende grad mangler plads til de mere skæve eksistenser.

52319595

De fragmenterede nedslag skildrer en kvinde, som ikke formår at leve op til de stramme kriterier for, hvordan man lykkes som kvinde og som mor. Thorup beskriver hende selv som en kvinde, der falder: ”Moderen er et ikon, både for den altomfavnede kærlighed, men også for den omklamrende skyldfølelse. Kvindens roller er så snævre og har denne aura af perfektion. De bliver næsten til et korset, som sidder så stramt, at du ikke kan trække vejret.” (Johanne Mygind: Hvad tænker moderen egentligt? Weekendavisen, 2016-04-15).

Taras svigt som mor resulterer i, at hendes lille datter på klassisk vis påtager sig forældrerollen. Mange af problemerne skyldes også Taras udflydende personlighed: Hun ”tvivlede på sin egen virkelighedsopfattelse” (s. 161) og tænker tilbage på sig selv som ”et ungt menneske uden en samlet personlighed” (s. 330). Som voksen har Siri travlt med at lægge afstand til sin mor, samtidig med at hun længes efter hendes kærlighed. På trods af det komplicerede og uforløste i det skildrede mor-datter-forhold er der også tale om en fortælling om stærk og hjerteskærende moderkærlighed: ”Sorg er, at der ikke er nogen modtager til ens kærlighed” (s. 348), som det hedder, da Tara mister kontakten til sin voksne datter.

Romanen tager også fat i temaer som ensomhed og hjemløshed i fysisk og eksistentiel forstand, men især kærligheden er det tematiske omdrejningspunkt: ”Det, der binder livet sammen, er måske først og fremmest en længsel og stræben efter kærlighed.” (Daniel Øhrstrøm: Kirsten Thorup: Jeg bebrejder stadig mig selv, at jeg ikke var mere nærværende som mor. Kristeligt Dagblad, 2016-04-08). Kirsten Thorup modtog Nordisk Råds litteraturpris for sin bog ”Erindring om kærligheden”.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Erindring om kærligheden"

I sine romaner fra 1970’erne og 1980’erne skildrer Kirsten Thorup tidens forandringer og opbrud, og det er derfor oplagt at sammenligne disse bøger med andre udgivelser fra samme periode, som beskæftiger sig med dette tema. Det kunne være bøger af Charlotte Strandgård, Dorrit Willumsen, Dea Trier Mørch og Christian Kampmann.

Motivisk kan man sammenligne Kirsten Thorups Vesterbrofortællinger med andre storbyskildringer hos f.eks. Tove Ditlevsen, Dan Turèll og Tom Kristensen. Som det hedder hos anmelder Mai Misfeldt kan man ligeledes sammenligne især romanen ”Baby” med nyere billedkunst og forfattere: ”I Trine Søndergaards fotografier af luderne i Skelbækgade, i snapshotæstetikkens sidestillede associationshav. Men det smukkeste slægtskab ser jeg med Naja Marie Aidt og Kim Lykke i deres store collage af skrift og billeder, Balladen om Bianca. Vi er igen på Vesterbro, i en endnu mere fragmenteret virkelighed end for 30 år siden. Men dog med de samme menneskelige problemer.” (Mai Misfeldt: It aint over now Baby Blue. Litlive.dk, 2003-09-01).

Med deres realistiske fortællestil, tidsbilleder og undersøgelser af kærlighed kan man også sammenligne Kirsten Thorups bøger med romaner af forfattere som Vibeke Grønfeldt og Jens Christian Grøndahl. Thorups roman ”Indtil vanvid, indtil døden” kan desuden sammenlignes med Tom Buk-Swientys ”Det ensomme hjerte” (2019), som også skildrer en dramatisk rejse gennem Det Tredje Rige. Endelig har Kirsten Thorup selv fremhævet den prisbelønnede ungarske forfatter Agota Kristof som en inspirationskilde. Kristof er blandt andet kendt for de tre sammenhængende romaner ”Det store stilehæfte” (1986), ”Beviset” (1988) og ”Den tredje løgn” (1991).