Tom Kristensen
Foto: Aage Sørensen

Tom Kristensen

Bo Green Jensen, 1993. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2014. Blå bog og bibliografi opdateret 2020.
Top image group
Tom Kristensen
Foto: Aage Sørensen
Main image
Tom Kristensen i samtale med den verdensberømte danske forfatter Karen Blixen til forfatterfest i 1955.
Tom Kristensen i samtale med den verdensberømte danske forfatter Karen Blixen til forfatterfest i 1955.
Foto: Politikens Presse

 

Tom Kristensen har med sit hovedværk ”Hærværk” fra 1930 positioneret sig som en af de vigtigste forfattere fra sin generation. Beskrivelsen af journalisten Ole Jastraus gigantiske nedtur var både i samtiden og i eftertiden et enestående portræt af en mand, en kultur og en generation. Gennem sit virke som anmelder, essayist og skønlitterær forfatter til både digte, noveller og romaner har Tom Kristensen sat sit tydelige præg på den danske litteraturhistorie.

 

 

38576372

Blå bog

Født: 4. august 1893, London.

Død: 2. juni 1974, Thurø, Svendborg.

Uddannelse: Cand.mag. i dansk, engelsk og tysk ved Københavns Universitet, 1919.

Debut: Fribytterdrømme (digte), 1920.

Bedst kendte værk: Hærværk (roman). Gyldendal, 1930.

Litteraturpriser i udvalg: Holberg-medaillen, 1945. Emil Aarestrup-medaillen, 1953. De Gyldne Laurbær, 1955. Medlem af Det danske Akademi, 1960. Det danske Akademis store pris, 1968. Optaget i kulturministeriets litteraturkanon, 2006.

Seneste udgivelse: Jørgensen, John Chr., Kritiker eller emigrant : Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920'erne. Spring, 2020.

Inspiration: James Joyce og Charles Baudelaire.

Periode: Ekspressionisme

Genre: Essay, Roman

 

Videoklip
Portræt af digteren på Thurø - et portræt af Tom Kristensen (1959)

Artikel type
voksne

Baggrund

””Ah, nu gik solen ned,” pustede Jastrau og satte sig ved et af de nærmeste borde. ”Hvad skal vi have?” spurgte Steffensen groft. ”Fred, fred!” sukkede Jastrau. ”Nu skal vi synke dybere og dybere ned. Her er det altid aften, og saa er luften fortættet af grammofon. Man faar ikke tid til at føle, at der er noget, der hedder tomhed. Nu skal vi – ganske stille – ganske langsomt – gaa i hundene.”
”Hærværk”, første del, s. 108.

Af alle forfatterskaberne i den mellemkrigsgeneration, som kaldte sig selv for ”årgangen der snublede i starten”, er det Tom Kristensens, som har vist sig mest slidstærkt. Det skyldes dels en distinkt moderne tone, dels at der hos den tidlige Kristensen var en konfrontationssøgende kompromisløshed, en vilje til at opsøge kaos for at prøve sig selv af, som aldrig har mistet sin nerve.

Han blev født i London d. 4. august 1893 med en far, der var elfenbensdrejer og metaltrykker. I 1901 flyttede familien til Danmark, og Tom Kristensen voksede op forskellige steder i København. Efter endt skolegang på Istedgades Skole blev han student i 1911 og påbegyndte universitetsstudier i dansk, engelsk og tysk. I 1919 blev han cand.mag. og underviste nogle år på Handelshøjskolen.

Allerede i studieårene skrev Tom Kristensen sine første digte og han bevægede sig i kunstnerkredse med bl.a. Otto Gelsted, Emil Bønnelycke og Poul Henningsen.

I 1920 blev digtsamlingen ”Fribytterdrømme” hans egentlige debut. I 1921 udkom romanen ”Livets Arabesk”, og 1922 foretog han den studierejse til Kina og Japan, som leverer stof og baggrund til digtene i ”Mirakler” og ”Paafuglefjeren” (begge 1922), samt året efter til romanen ”En anden”. I 1942 blev han tilknyttet Dagbladet Politiken som anmelder, et ansættelsesforhold som i realiteten kom til at vare 40 år.

1926 udkom rejseskildringen ”En kavaler i Spanien”, året efter digtsamlingen ”Verdslige sange”. Så skulle det omsider være tid til at tage det store livtag med romanen, og i 1927 sagde kaosmennesket sin stilling op, blev afholdsmand, begravede sig i Nordsjælland og skrev på tre år ”Hærværk” (1930), en roman i mesterklassen, som udgør forfatterskabets kulmination. Herefter er resten af forfatterskabet, mere end 40 år, som en lang uopfyldt eftertanke. Det var, som havde han tømt sig med ”Hærværk”.

Han flyttede til Thurø, og boede der til sin død, og var fra 1931 atter tilknyttet Politiken. En lang række essays, kritiske skrifter, enkelte noveller, lejlighedsdigte, erindringsskitser, samt yderligere to rejsebøger fulgte, men efter prosastykkerne i ”Vindrosen” (1934) og digtsamlingen ”Mod den yderste rand” (1936) blev det litteraten, som dominerede på forfatterens bekostning.

Man læser Kristensens mange indsigtsfulde essays og artikler med udbytte og sine steder begejstring, men der kommer gradvis et skær af museum over forfatterskabet. I dette er han selv kustode. Allerede i 1943 samles de fire samlinger fra 1920’erne under fællestitlen ”Mellem Scylla og Charybdis”.

Han døde i 1974, 81 år gammel, respekteret som en af århundredets store og aktiv til det sidste, blandt andet med erindringsbøgerne ”Åbenhjertige fortielser” (1966) og ”Hvad var mit ærinde” (1968). Det er imidlertid i 1920’erne og 30’erne, at vi skal finde hans blivende værker.

Kristensen er en meget læst og evigt aktuel forfatter, og i 2014 ryddede han igen avisforsider, da tre hidtil ukendte strofer af hans digt ”Angst” dukkede op hos en samler. Samtidig havde Det Kongelige Teater verdenspremiere på teaterstykket ”Hærværk” efter Kristensens roman.

Fribytterdrømme

”Hesteklapren! Hesteklapren!/ Hestesko og Hestehov!/ Denne By er fuld af Heste./ Jeg skal sove. Hvem der sov!// Min Fornuft er som et Vindue,/ Der i Blæst slaar op og i./ Bare ikke disse Heste/ Evigt jog og jog forbi! (…) Hestekrop med Kvindebuste/ og en Mine, hed af Lyst./ Den, som hviler hos Kentauren,/ faar ej Ro ved hendes Bryst.// Kvindelæber, Hestemuler,/ aaben Mund og krænget Grin/ Denne By er fuld af Syner./ Hvem kan sove i Berlin?”
”Nat i Berlin 1921”, ”Verdslige sange”

Især de nervøse 1920’ere var for Kristensens vedkommende en frodig periode, hvor indre og ydre turbulens blev omskabt til kunst gennem stadig mere radikale eksperimenter. Da han 10 år efter ”Fribytterdrømme” satte punktum for tids- og selvopgøret i ”Hærværk”, havde Kristensen i realiteten ført en indre jordomrejse til ende.

I ”Fribytterdrømme” (1920) formuleres en række centrale temaer i efterkrigstidens rastløse tomrum. De sættes så at sige på lyrisk formel og samles i en original syntese af egen erfaring og alle de forbilleder, som digterens første ting bygger på. Der blev måske skrevet mere originale samlinger mellem krigene, men ingen med så programmatisk et præg af fuldstændighed og ingen med så sikker sans for den rette timing. Mellem Johs. V. Jensens ”Digte 1906” og Klaus Rifbjergs ”Konfrontation” (der henter sit motiv hos Kristensen) fra 1960 ser man ikke mere totale angreb på det etablerede virkelighedsbillede.

Her findes bl.a. digtene ”Ringen”, (hvor en rundsang af bynavne fastholder "fribytterklangen"), og ”Itokih” (fuldt af frydefulde lydordseffekter).
Stærkest står dog ”Landet Atlantis” med det berømte billede af ungdommens revolutionære iver, der er ”Skøn som en sønderskudt Banegaard”, og med følgende ekspressionistiske motto: ”Farverne sprænges, og Formerne sprænges,/ og Skønheden skabes af grelle konflikter./ I Chaos jeg løfter min Bøsse/ mod Skønhedens Stjerne og sigter.”

De følgende samlinger, ”Mirakler” og ”Paafuglefjeren”, er mindre og mere spredte i anslaget, mens ”Verdslige sange” samler indtryk fra det meste af årtiet. Det er selve lyden af ordene, selve sammenstillingens gnister, der giver Kristensens digte symfonisk drive. Et eksempel på spændvidden får man ved at sammenligne det folkekære ”Lirekassen” fra ”Mirakler” med ”Henrettelsen” fra ”Paafuglefjeren” og ”Nat i Berlin 1921” fra ”Verdslige sange”.

Digteren Kristensens relative svaghed er, at han aldrig bryder med en traditionel poetik af klange, rim og retorik. Det bliver i romanerne, han for alvor trænger igennem til det moderne, han står som indbegrebet af. En station på vejen er de dog usædvanlige rejsebøger.