Tom Kritensen
Foto: Aage Sørensen / Scanpix

Tom Kristensen

Bo Green Jensen, 1993. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
Tom Kritensen
Foto: Aage Sørensen / Scanpix
Main image
Kristensen, Tom
Foto: POLFOTO

Indledning

Tom Kristensen har med sit hovedværk ”Hærværk” fra 1930 positioneret sig som en af de vigtigste forfattere fra sin generation. Beskrivelsen af journalisten Ole Jastraus gigantiske nedtur var både i samtiden og i eftertiden et enestående portræt af en mand, en kultur og en generation. Gennem sit virke som anmelder, essayist og skønlitterær forfatter til både digte, noveller og romaner har Tom Kristensen sat sit tydelige præg på den danske litteraturhistorie.

 

38576372

Blå bog

Født: 4. august 1893, London.

Død: 2. juni 1974, Thurø, Svendborg.

Uddannelse: Cand.mag. i dansk, engelsk og tysk ved Københavns Universitet, 1919.

Debut: Fribytterdrømme (digte), 1920.

Bedst kendte værk: Hærværk (roman). Gyldendal, 1930.

Litteraturpriser i udvalg: Holberg-medaillen, 1945. Emil Aarestrup-medaillen, 1953. De Gyldne Laurbær, 1955. Medlem af Det danske Akademi, 1960. Det danske Akademis store pris, 1968. Optaget i kulturministeriets litteraturkanon, 2006.

Seneste udgivelse: Jørgensen, John Chr., Kritiker eller emigrant : Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920'erne. Spring, 2020.

Inspiration: James Joyce og Charles Baudelaire.

Periode: Ekspressionisme

Genre: Essay, Roman

Artikel type
voksne

Baggrund

””Ah, nu gik solen ned,” pustede Jastrau og satte sig ved et af de nærmeste borde. ”Hvad skal vi have?” spurgte Steffensen groft. ”Fred, fred!” sukkede Jastrau. ”Nu skal vi synke dybere og dybere ned. Her er det altid aften, og saa er luften fortættet af grammofon. Man faar ikke tid til at føle, at der er noget, der hedder tomhed. Nu skal vi – ganske stille – ganske langsomt – gaa i hundene.”
”Hærværk”, første del, s. 108.

Af alle forfatterskaberne i den mellemkrigsgeneration, som kaldte sig selv for ”årgangen der snublede i starten”, er det Tom Kristensens, som har vist sig mest slidstærkt. Det skyldes dels en distinkt moderne tone, dels at der hos den tidlige Kristensen var en konfrontationssøgende kompromisløshed, en vilje til at opsøge kaos for at prøve sig selv af, som aldrig har mistet sin nerve.

Han blev født i London d. 4. august 1893 med en far, der var elfenbensdrejer og metaltrykker. I 1901 flyttede familien til Danmark, og Tom Kristensen voksede op forskellige steder i København. Efter endt skolegang på Istedgades Skole blev han student i 1911 og påbegyndte universitetsstudier i dansk, engelsk og tysk. I 1919 blev han cand.mag. og underviste nogle år på Handelshøjskolen.

Allerede i studieårene skrev Tom Kristensen sine første digte og han bevægede sig i kunstnerkredse med bl.a. Otto Gelsted, Emil Bønnelycke og Poul Henningsen.

I 1920 blev digtsamlingen ”Fribytterdrømme” hans egentlige debut. I 1921 udkom romanen ”Livets Arabesk”, og 1922 foretog han den studierejse til Kina og Japan, som leverer stof og baggrund til digtene i ”Mirakler” og ”Paafuglefjeren” (begge 1922), samt året efter til romanen ”En anden”. I 1942 blev han tilknyttet Dagbladet Politiken som anmelder, et ansættelsesforhold som i realiteten kom til at vare 40 år.

1926 udkom rejseskildringen ”En kavaler i Spanien”, året efter digtsamlingen ”Verdslige sange”. Så skulle det omsider være tid til at tage det store livtag med romanen, og i 1927 sagde kaosmennesket sin stilling op, blev afholdsmand, begravede sig i Nordsjælland og skrev på tre år ”Hærværk” (1930), en roman i mesterklassen, som udgør forfatterskabets kulmination. Herefter er resten af forfatterskabet, mere end 40 år, som en lang uopfyldt eftertanke. Det var, som havde han tømt sig med ”Hærværk”.

Han flyttede til Thurø, og boede der til sin død, og var fra 1931 atter tilknyttet Politiken. En lang række essays, kritiske skrifter, enkelte noveller, lejlighedsdigte, erindringsskitser, samt yderligere to rejsebøger fulgte, men efter prosastykkerne i ”Vindrosen” (1934) og digtsamlingen ”Mod den yderste rand” (1936) blev det litteraten, som dominerede på forfatterens bekostning.

Man læser Kristensens mange indsigtsfulde essays og artikler med udbytte og sine steder begejstring, men der kommer gradvis et skær af museum over forfatterskabet. I dette er han selv kustode. Allerede i 1943 samles de fire samlinger fra 1920’erne under fællestitlen ”Mellem Scylla og Charybdis”.

Han døde i 1974, 81 år gammel, respekteret som en af århundredets store og aktiv til det sidste, blandt andet med erindringsbøgerne ”Åbenhjertige fortielser” (1966) og ”Hvad var mit ærinde” (1968). Det er imidlertid i 1920’erne og 30’erne, at vi skal finde hans blivende værker.

Kristensen er en meget læst og evigt aktuel forfatter, og i 2014 ryddede han igen avisforsider, da tre hidtil ukendte strofer af hans digt ”Angst” dukkede op hos en samler. Samtidig havde Det Kongelige Teater verdenspremiere på teaterstykket ”Hærværk” efter Kristensens roman.

Fribytterdrømme

”Hesteklapren! Hesteklapren!/ Hestesko og Hestehov!/ Denne By er fuld af Heste./ Jeg skal sove. Hvem der sov!// Min Fornuft er som et Vindue,/ Der i Blæst slaar op og i./ Bare ikke disse Heste/ Evigt jog og jog forbi! (…) Hestekrop med Kvindebuste/ og en Mine, hed af Lyst./ Den, som hviler hos Kentauren,/ faar ej Ro ved hendes Bryst.// Kvindelæber, Hestemuler,/ aaben Mund og krænget Grin/ Denne By er fuld af Syner./ Hvem kan sove i Berlin?”
”Nat i Berlin 1921”, ”Verdslige sange”

Især de nervøse 1920’ere var for Kristensens vedkommende en frodig periode, hvor indre og ydre turbulens blev omskabt til kunst gennem stadig mere radikale eksperimenter. Da han 10 år efter ”Fribytterdrømme” satte punktum for tids- og selvopgøret i ”Hærværk”, havde Kristensen i realiteten ført en indre jordomrejse til ende.

I ”Fribytterdrømme” (1920) formuleres en række centrale temaer i efterkrigstidens rastløse tomrum. De sættes så at sige på lyrisk formel og samles i en original syntese af egen erfaring og alle de forbilleder, som digterens første ting bygger på. Der blev måske skrevet mere originale samlinger mellem krigene, men ingen med så programmatisk et præg af fuldstændighed og ingen med så sikker sans for den rette timing. Mellem Johs. V. Jensens ”Digte 1906” og Klaus Rifbjergs ”Konfrontation” (der henter sit motiv hos Kristensen) fra 1960 ser man ikke mere totale angreb på det etablerede virkelighedsbillede.

Her findes bl.a. digtene ”Ringen”, (hvor en rundsang af bynavne fastholder "fribytterklangen"), og ”Itokih” (fuldt af frydefulde lydordseffekter).
Stærkest står dog ”Landet Atlantis” med det berømte billede af ungdommens revolutionære iver, der er ”Skøn som en sønderskudt Banegaard”, og med følgende ekspressionistiske motto: ”Farverne sprænges, og Formerne sprænges,/ og Skønheden skabes af grelle konflikter./ I Chaos jeg løfter min Bøsse/ mod Skønhedens Stjerne og sigter.”

De følgende samlinger, ”Mirakler” og ”Paafuglefjeren”, er mindre og mere spredte i anslaget, mens ”Verdslige sange” samler indtryk fra det meste af årtiet. Det er selve lyden af ordene, selve sammenstillingens gnister, der giver Kristensens digte symfonisk drive. Et eksempel på spændvidden får man ved at sammenligne det folkekære ”Lirekassen” fra ”Mirakler” med ”Henrettelsen” fra ”Paafuglefjeren” og ”Nat i Berlin 1921” fra ”Verdslige sange”.

Digteren Kristensens relative svaghed er, at han aldrig bryder med en traditionel poetik af klange, rim og retorik. Det bliver i romanerne, han for alvor trænger igennem til det moderne, han står som indbegrebet af. En station på vejen er de dog usædvanlige rejsebøger.

En kavaler i Spanien

”Det kolde Gus fra Sierra Nevada var kommet over os, og rystende, saa at Tobakken dryssede ud af Haanden paa mig, kuldskær og nervøs var jeg i en aaben Vogn kørt igennem Granadas mørke Gader. En skrigende Kusk. Heste med dinglende Bjælder. Knortede Zigeunerskikkelser, der paa Gadehjørnerne bøjede sig frem for at spejde. Store Skodder for Butiksvinduerne som i en By i Belejringstilstand.
”Granada”, ”En kavaler i Spanien”

Som han i 1939 skrev om August Strindberg, er det "enhver moderne digters skæbne, at der skal være myte om hans liv, for at hans værker kan holde sig," og Kristensen var aldrig blind for den populære mytes salgsargument.
Intetsteds mytologiseres der mere end i de rejseskildringer, som fra ”En kavaler i Spanien” (1926) til ”Rejse i Italien” (1950) tegner en tredje stor kurve gennem forfatterskabet.

Den rejsende fribytter vil dog mere end markere sig. Snarere søger Kristensen her en form, som forener dokumenterende prosa med den lyriske sansnings fortættede slag. Især i førstnævnte titel, hvor digte som lyriske indklip er vævet sammen med snart udadvendt causerende, snart indadvendt reflekterende episoder fra en sæson i Spanien, fremstår resultatet som en drømmende, meget personlig film.

20404728

I et gensyn med Spanien ”En omvej til Andorra” (1947) og i den klassiske afrundede ”Rejse i Italien” er det som dannelsesrejsende, digteren ønsker at fremstå. Især Italiensrejsen foretages med kraftig skelen til Goethes ”Italiensk rejse”, hvilket i højere grad end hudløsheden i ”En kavaler i Spanien”, føles som en maske. Kavaleren Kristensen anvender rejseskildringen som et laboratorium for sine æstetiske og erkendelsesmæssige eksperimenter.

For Kristensen er rejsen, det at udsætte sig selv for skiftende og ekstreme påvirkninger for derigennem at afprøve en skridende identitet, også en del af den konfrontationens strategi, han i et essay fra ”Mellem krigene” finder er grundvilkåret, ikke blot for ham selv, men for hele den "fortabte" efterkrigsgeneration: "Har der nemlig igennem de sidste 20 år ikke været andet standpunkt af finde, har der altid være den udvej at sætte sit eget Jeg ind på de voldsomme oplevelser, at konfrontere sig med livet, hvor det ytrede sig heftigst, og at konstatere reaktionerne i dette eget Jeg, som om det var den eneste sikre måler, som gaves. Og en konstatering af disse reaktioner må nødvendigvis blive bekendelse, ikke altid udtryk for ruelse, lige så ofte udtryk for et hasarderet forsøg på at være ærlig."

Det bliver da i de store romaner, at denne konfrontation for alvor udspiller sig.

Livets arabesk

"Der vældede et fald af farver, fra damernes kjoler, der flød på gulvet, fra en broncegult liv, fra blå bånd, og en rødlilla hat, der flød trægt som en fed oljefarve. Alt drev som åkander på de persiske tæppers brogede vande, hvor mørkerødt flød langs med sort, alt drev i en drev i en ustandselig snoet bevægelse under de hvid kvindelegemer"
”Livets arabesk”, s. 89.

I Tom Kristensens ”Livets arabesk” (1921) sættes kaosromantikken fra ”Fribytterdrømme” ind på at tegne et land i forandring. I ekspressionistisk fragmentation slynger handlingen sig som "Livets meningsløse, blussende arabesk" mellem arbejderkvarterer og burgøjserghettoer, hvor man fester på kanten og forskanser sig så godt man kan, mens revolutionstruslen rumler i samfundets undergrund. Arabeskens modpoler bliver Jørgen Baumann, overklasselæge i krise, og Ibald Petersen, en til det kommende kaos yderst veltilpasset alfons.

Da Baumanns kone forlader ham, kaster kulturmennesket sig ud i samme flirt med anarkiet, som bliver hovedsagen i ”Hærværk”. Han har et forhold til den prostituerede Elise, som er i stald hos Ibald Petersen, og alfonsens overtager borgerfæstningen med sin destruktive livskraft.

28392729

I sine romaner indtager Tom Kristensen altid rollen som den undergangstruede borgerlighed, en Jørgen Baumann eller en Ole Jastrau, hvis skrøbelige humanisme må give efter, når kaos tager over i skikkelse af en Ibald Petersen eller en Stefan Steffensen. Romanerne ender dog uvægerligt som tillidserklæringer til den plagede tvivler, der har stået på afgrundens rand og trods alt er vendt tilbage. I dette adskiller han sig fra åndsbeslægtede kaospiloter som Faulkner og Hemingway. Kristensen væmmes ved den civiliserede tryghedsnarkomani og drages mod kaos, men han bøjer altid af når det gælder.

”Livets arabesk” er som en sekvens af grimasser, ikke ulig en opera eller en tegneserie. Monologer og dialoger veksler med prosalyriske udbrud, der tangerer det parodiske, men Baumanns dilemma står klart nok: "Ja, men jeg må foretage mig noget. Jeg må have det tomme rum fyldt med noget, med erotik ... med eksplosioner, hvis flammer blænder mig og opsuger alt det overflødige sjæl, jeg skvulper over af, ellers bliver jeg gal af svimmelhed."

En anden

”Jeg gik ud på den lyse Sankt Annæ Plads med de palæagtige, hvide huse. Der var altid et gennemsigtigt skær her, og jeg troede, det kom fra Amalienborg, hvor kongen boede. Jeg følte mig altid på eventyr, så snart jeg gik ud mellem træerne på pladsen, og når jeg var alene, trak jeg altid vejret hurtigere af beklemthed.”
”En anden”, s. 15.

Den næste roman, ”En anden” fra 1923, betragtes af flere kendere som Kristensens bedste. Den er da også mere sikker og klar i sin deskriptive praksis, men klarheden føles som et kompromis. Danskeren Valdemar Rasmussen, der befinder sig i Shanghai, føler at han er "Blevet en anden, desillusioneret og alligevel sorgløs." Han begynder sin historie i et forsøg på "at kunne se den anden skikkelse, den tidligere Valdemar Rasmussen," og "ensom midt i det fremmede, med mange timer til sin rådighed," begynder han at skrive.

Romanen pendler mellem løse skitser fra Rasmussens orientalske hverdag og udtog af en kronologisk, fuldkommen nøgtern skildring af hans barske opvækst i Nyhavn. Det er en roman som en nedkølet feber, tilbageholdt vrede dirrer i luften, men falder til ro som forklarelse. Ved slutningen er "den anden" Valdemar Rasmussen på vej nordpå, for at forsvinde længere ind i Kina. Han ved da, at han er forblevet den samme, for "inden i ham lå dette uforståelige jeg, som ved at flygte for sig selv blot fulgte sin egen lov." Det nye er, at han smiler ved tanken.

 

Hærværk

”Tra la la! Ja, solen synker. Jastrau slog ud med det ene ben. Lyse, tærnede benklæder. Jazzneger eller skibskok på landlov. Istedgade! Uendelighed! Husene laa som en lang, blaa slugt. Lige ind i solnedgangens sidste, røde pyt. Fjerdesalsvinduerne spejlede en violblaa himmel.”
”Hærværk”, anden del, s. 89.

Hvor der over ”Livets Arabesk” og ”En anden” kan være et præg af inspireret tour de force, føles intet i Tom Kristensens hovedværk ”Hærværk” (1930) tilfældigt.

Over 400 sider folder romanen sin tragiske jazz ud med stor og grum konsekvens. "Frygt sjælen og dyrk den ikke," lyder mottoet, "for den ligner en last", og det er den, både for nervemennesket Tom Kristensen, der har slidt sig selv op mellem Scylla og Charybdis, mellem overblik og kaoslængsel, og for den forpinte Ole Jastrau, der i Hærværk gennemlever sin krise og bliver et ironisk emblem for en særlig slags tidsånd.

Jastrau - af visse venner kaldet "Jazz" - er kritiker ved et københavnsk dagblad og fungerer stadig som samfundsborger, da vi møder ham i lejligheden, der i løbet af romanen bliver et næsten konkret billede på den bevidsthed, i hvilken titlens hærværk hærger. Han bor med sin kone og deres søn, men identiteten har længe været i skred, da kaos rykker ind i skikkelse af den grove proletardigter Stefan Steffensen og dennes muse, Anna Marie, en tidstypisk blanding af syfilitisk skøge og såret madonna.

Romanen skildrer Jastraus nedtur i ubønhørlige detaljer. Han sætter sit arbejde og sit ægteskab over styr, han flirter med klassekamp og katolicisme, med kærlighed under forskellige former, og da der endelig udbryder brand i hans lejlighed, hans karakters ydre billede, ser han det ske i sprængte glimt fra lejligheden overfor hos den prostituerede Sorte Else.

Man kan roligt iværksætte hele apparatet af fortolkninger og analyser over for dette 20´er-tidsåndens sorte requiem og kildeskrift. I sit inderste væsen er romanen dog primært en indlevet skildring af en intellektuel alkoholikers kamp med sine dæmoner. Mens faldet begynder for Jastrau, drikker han hver nat sine anfægtelser væk på Bar des Artistes, især i selskab med den uudgrundelige og uhelbredeligt alkoholiserede Kjær, der som en beskadiget buddha sidder og ser til, mens tilværelsen går sin skæve gang udenfor.

Ved slutningen sidder Jastrau ved siden af "den evige Kjær." I lommen har han dog en billet til Berlin, hvor han måske vil finde sig selv igen. Om han nogen sinde kommer af sted, får lov at stå hen i det uvisse. 

29355819

I ”Hærværk” lykkes alt for Tom Kristensen. Endog hans mest berømte og præcise digt står at læse her, hvor det tillægges Rimbaud-figuren Steffensen. Det kunne, uden at man ændrede ét ord, passere med direkte adresse til de moderne dilemmaer i et borgerkrigshærget Europa. Her finder romanen sin titel, og ”Angst” skal derfor stå som den sidste dobbelte sandhed om et af de store danske forfatterskaber i det 20. århundrede:

”Asiatisk i sin Vælde er Angsten./ Den er modnet med umodne Aar./ Og jeg føler det dagligt i Hjertet,/ som om Fastlande dagligt forgaar.
Men min Angst maa forløses i Længsel/ og i Syner af Rædsel og Nød./ Jeg har længtes mod Skibskatastrofer/ og mod Hærværk og pludselig Død.
Jeg har længtes mod brændende Byer/ og mod Menneskeracer paa Flugt,/ mod Opbrud som ramte Alverden/ og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.”

I 2014 kom det frem, at digtet ”Angst” i en tidlig kladde havde syv strofer, hvoraf de tre optræder som digtet ”Angst” i ”Hærværk”, og en anden strofe også optræder i romanen. De sidste tre har ikke før været kendt, og de tilføjer nu en ekstra dimension til læsningen af digtet. Arvingen efter en privat samler satte i januar 2014 det hidtil ukendte håndskrevne digt til salg på auktion, og Kristensen-kenderen Jens Andersen siger om fundet af de tre ekstra strofer: ”De strofer, vi ikke har kendt før nu, er et missing link, som peger direkte på et menneske, der i den grad var ved at gå hundene, fordi kunstneren og kritikeren sloges så vildt i ham. Hans velkendte livslange sjælelige drama ligger simpelthen gemt i hans rodede omgang med de syv strofer. Tre af dem kom hverken i avisen eller romanen, men havnede i hans kuffert. Jeg betragter dem som et lyrisk snapshot af Tom Kristensen selv”. (Jes Stein Pedersen: Tom Kristensen-kladde er pludselig dukket op. Politiken, 2014-01-17).

Her følger de nye strofer:

”Jeg har set paa de knækkede Stole/ som laa spredt i mit hærgede Rum,/ - og Bekendelsen skreg i mit Hjærte,/ skønt min Læbe var gnaven og stum.

Og - det skreg, det hysteriske Hjærte,/ og - det - gav al min Afmagt til Pris:/ Jeg har elsket de brændende Byer/ - og Orkaner med Skibes Forlis.

Jeg har set paa de splintrede Stole/ - der laa spredte som stumper af Vrag/ - og i naadeløs Klarhed blev blottet/ - af den gyldent forfalskede Dag.”

Genrer og tematikker

Tom Kristensens forfatterskab tager sin begyndelse kort efter 1. Verdenskrigs afslutning, og efterkrigstidens desillusion sætter sit præg på forfatterskabet. Det grundlæggende værdisammenbrud, man befandt sig i i 1920’erne, åbnede op for nye tanker og forståelsesmodeller, og det var i dette limbo, Kristensen foldede sine værker ud. Mellemkrigstidens uro og vaklen giver sig til kende både i en udlængsel og rejseiver samt i en søgen efter svar i religion, kunst og alkohol.

Den europæiske ekspressionisme kom til Danmark efter krigen, og Tom Kristensen benyttede et ekspressionistisk formsprog i både digte og romaner. Voldsomme farver, klange og løsrevne billeder bruges til at udtrykke individets følelser, og både det grimme og det pæne, luderen og madonnaen portrætteres.

I noveller, digte og romaner har Kristensen fokus på storbyen og dens lyde, musik, tempo og søvnløshed. Storbyens sanselige eksplosion af muligheder døgnet rundt ligger både som bund i ”Hærværk”, hvor København buldrer af liv og lyst, og i f.eks. ”Nat i Berlin 1921”, hvor fragmenterede billede af kvinder, nat, by og heste fylder hovedet hos det måske drømmende jeg. I rejseessays og noveller er det bl.a. Barcelona, Tokyo og London, der imponerer fortælleren med fremmed kultur og levevis.

Gennem sit lange forfatterskab har Tom Kristensen udtrykt sig skønlitterært i både digte, noveller og romaner og fagligt i anmeldelser, artikler og essays.

Beslægtede forfatterskaber

Tom Kristensen gik i skole med forfatteren Emil Bønnelycke og denne var inspirator for de ekspressionistiske digte, Kristensens skrev i 1912-1916. Disse digte peger i deres indhold tilbage på 1890’ernes symbolisme, Johannes V. Jensen og tanker fra den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Nietzsches ord "Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne" inspirerede Kristensen, hvilket bl.a. ses i digtet ”Landet Atlantis”, hvor der som nævnt står: ”Saadan er Længselens Land, Atlantis,/ hvor alle harmoniske Fordomme svigter./ Farverne sprænges, og Formerne sprænges,/ og Skønheden skabes af grelle konflikter./ I Chaos jeg løfter min Bøsse/ mod Skønhedens Stjerne og sigter.”

En anden markant dansk ekspressionist er Rudolf Broby-Johansen, der med digtsamlingen ”Blod” fra 1922 var foregangsmand for den tyske ekspressionisme i Danmark.

Jens Andersen skriver i sin artikel om Tom Kristensen i Den store danske encyklopædi, at Kristensen med ”Vindrosen”, ”Mod den yderste Rand” og ”Hærværk” ”stod i gæld til mellemkrigstidens hårdkogte og "amoralske" forfattere såsom Ernest Hemingway, Sherwood Anderson og William Faulkner”. Andersen peger endvidere på Kristensens inspiration fra Knut Hamsun, Hermann Hesse, Aldous Huxley og James Joyce. I øvrigt var det Tom Kristensen, der introducerede den britiske forfatter D.H. Lawrence i Danmark med både anmeldelser og oversættelsen af Lawrences ”Sønner og elskere” i 1935.

Bibliografi

Digte

Kristensen, Tom:
Fribytterdrømme. 1920. Digte.
Kristensen, Tom:
Mirakler. 1922. Digte.
Kristensen, Tom:
Paafuglefjeren. 1922. Digte.
Kristensen, Tom:
Verdslige sange. 1927. Digte.
Kristensen, Tom:
En fribytters ord. 1932. Digte.
Kristensen, Tom:
Mod den yderste rand. 1936. Digte.
Kristensen, Tom:
Digte i døgnet. 1940. Digte.
Kristensen, Tom:
Den syngende busk. 1940. Udvalg af senere digte.
Kristensen, Tom:
De forsvundne ansigter. 1953. Symfonisk udvalg af Tom Kristensens asiatiske lyrik og prosa.
Kristensen, Tom:
Den sidste lygte. 1954. Digte.
Kristensen, Tom:
Dobbelte klange. 1956. Digte.
Kristensen, Tom:
Samlede digte. 1997.

Romaner

Kristensen, Tom:
Livets Arabesk. 1921. Roman.
Kristensen, Tom:
En anden. 1923. Roman.
Kristensen, Tom:
Hærværk. 1930. Roman.
Kristensen, Tom:
Mord i Pantomimeteatret. 1962. Kriminalroman.

Børnebog

Kristensen, Tom:
Bokserdrengen. 1925. Børnebog.

Rejsebøger

Kristensen, Tom:
En kavaler i Spanien. 1926. Rejsebog.
Kristensen, Tom:
En omvej til Andorra. 1947. Rejsebog.
Kristensen, Tom:
Rejse i Italien. 1950. Rejsebog.

Noveller

Kristensen, Tom:
Vindrosen. 1934. Noveller og skitser.
Kristensen, Tom:
Hvad er Heta? 1959. Noveller.

Essays og artikler

Kristensen, Tom:
Mellem krigene. 1946. Essays.
Kristensen, Tom:
Til dags dato. 1953. Artikler.
Kristensen, Tom:
En bogorms barndom. 1953. Erindringsessays.
Kristensen, Tom:
Det skabende øje. 1956. Essays.
Kristensen, Tom:
Den evige uro. 1958 Artikler.
Kristensen, Tom:
I min tid. 1963. Artikler.
Kristensen, Tom:
Kritiker eller anmelder. 1966. Artikler.
Kristensen, Tom:
Åbenhjertige fortielser. 1966. Erindringsessays.
Kristensen, Tom:
Hvad var mit ærinde? 1968. Erindringsessays.

Antologier

Kristensen, Tom:
Mellem meninger. 1993. En Tom Kristensen antologi. Udg. af Tom Alsing og Flemming Bolding.
Kristensen, Tom:
Glimtvis åbner sig nuet. 1994. Digte fra årene 1920 - 46. Samlet og redigeret af Tom Alsing og Jens Andersen.

Lyd og billede

Kristensen, Tom:
Glimtvis. 1998. Compact disc: tekst af Tom Kristensen.
Kristensen, Tom:
Rejsen til Kina. 1998. Compact disc: digte fra Kina af Tom Kristensen, musik af Peter Thorup.
Kristensen, Tom:
Hærværk. 2000 Video. Manuskript Klaus Rifbjerg og Ole Roos, efter Tom Kristensens roman.

Om Tom Kristensen

Frandsen, Ernst:
Aargangen, der maatte snuble i starten. 1943
Johansen, Niels Kaas:
Danske digtere i det 20. aarhundrede. 1952. Red. Ernst Frandsen og Niels Kaas Johansen.
Svendsen, Hanne Marie:
Efterskrift, Hærværk. 1964
Omkring Hærværk, red. Aage Jørgensen. 1969
Egebak, Niels:
Tom Kristensen. 1971
Breitenstein, Jørgen:
Tom Kristensens udvikling. 1978
Jürs, Hanne:
Tom Kristensen - en bibliografi. 1979
Rifbjerg, Klaus:
Tom Kristensen. Danske digtere i det 20. århundrede, bind 2. 1981. Red. Torben Brostrøm og Mette Winge.
Handesten, Lars:
Litterære rejser. Poetik og erkendelse i danske digteres rejsebøger. 1992
Andersen, Jens:
Dansende stjerne. 1993
Fribytteren Tom. Et portræt af Tom Kristensen. 1993. Tilrættelæggelse: Franz Howitz. (Video)
Pahuus, Mogens:
Uendelighedslængsel. 1999 (81.68)
Stein Larsen, Peter:
Jeg styrtede ned i uendeligheder : en revurdering af Tom Kristensens sene lyrik. 2001. I: Kritik, årg. 34, nr. 151 (2001), s. 41-49.
Klitgård Povlsen, Steen:
Delerium III mens. Ordets alkymi. (Den berusede tekst). 2003. I: Passage. Nr. 46. 2003. side 15-22.
Killerich Laustsen, Lars:
Hærværk, skibskatastrofer og pludselig død. I: Dansk noter. Nr. 2, 2009, side 32-38.
Jørgensen, John Chr., Kritiker eller emigrant : Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920'erne. Spring, 2020.

Filmklip

Klip fra Udsendelsen 'Bestseller' fra 1999 på DR/Bonanza.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tom Kristensen i

Film

Filmstriben

Se filmen på Filmcentralen

Links

Klaus Rifbjergs omdiskuterede portræt taget fra Danske digtere i det 20. århundrede.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tom Kristensen

Kilder citeret i portrættet

Web

Tom Kristensen. Den store danske encyklopædi.

Artikel

Stein Pedersen, Jes:
Tom Kristensen-kladde er pludselig dukket op. Politiken, 2014-01-17.