hermann hesse
Foto: Akg-Images/Ritzau Scanpix

Hermann Hesse

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
hermann hesse
Foto: Akg-Images/Ritzau Scanpix
Main image
Hesse, Hermann
Foto: Ullstein Bild / POLFOTO

Indledning

"Glasperlespillet" indbragte ham nobelprisen. "Steppeulven" og "Siddhartha" var hellige tekster for beatnikker og hippier. Freud havde hans debutroman "Peter Camenzind" som sin yndlingslekture. Dadaisten og grundlæggeren af Cafe Voltaire, Hugo Ball, skrev hans biografi. Og LSD-guruen Timothy Leary hyldede ham. Hermann Hesse havde i det hele taget en markant gennemslagskraft i både sin tid og i eftertiden. I dag står han som den sidste store tyske romantiker. Et splittet sind i en splittet tid, som endte med at guide generationer af søgende unge i jagten på et alternativ til forbrugersamfundet. Måske kom de ikke i mål, det gjorde han heller ikke selv, men forfatterskabet lever stadig stærkt.

 

52148839

Blå bog

Født: Den 2. juni, 1877 i Calw, Tyskland.

Død: Den 9. august, 1962 i Montagnola, Schweiz.

Uddannelse: Udlært boghandler.

Debut: Romantische Lieder, 1898.

Litteraturpriser: Nobelprisen, 1946.

Seneste udgivelse: Frans af Assisi. Kristeligt Dagblad, 2016. (Franz von Assisi). Oversat af Anette Petersen. Biografi.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund - barndom

"Den anden stirrede forfærdet på ham, men så udbrød han pludselig med halvkvalt stemme: "Åh, nu forstår jeg også bønderne, der ikke ville lade os komme ind i deres landsby i går. Åh Gud, jeg ser det hele klart. Det er pesten! Ved min arme sjæl – det er pesten, Guldmund! Og du har været så længe der inde og har måske rørt ved de døde! Bort med dig, kom mig ikke nær, du er sikkert forgiftet! Det gør mig ondt, Guldmund, men jeg må bort, jeg kan ikke blive hos dig.""
"Sol og måne", s. 169.

Hermann Hesse kommer fra en lille middelalderby i Schwarzwald i Sydtyskland. Det var omgivelser af den slags, som alt efter øjnene, der ser, enten forekommer som den rene idyl eller minder om en gotisk gyser, høje bindingsværkshuse under stejle tagrejsninger langs en bred flod, som bugter sig gennem et endeløst mørkt tæppe af træer. Der var de særlige dage, de religiøse og borgerlige højtider, de øjeblikke hvor hårde anskuelser blev svøbt i deres smukkeste helligdagsdragt og evindelig god- og gensidighed forekom som en mulighed. Efterårsdagene når hele byen forsamledes om æblehøsten og lavede most, sommerdagene hvor man badede i floden, juledagene, hvor man frådsede og tænkte på de fattige. Der var de indre og ydre verdners udstødte, de fattige og fulde, bumserne og sigøjnerne, de syge og de sindssyge, drifterne og drømmene, mareridtene og melankolien, de skæve tanker og trosforestillingerne, de irrationelle handlinger og uforklarlige hændelser. Men for det meste var der bare en hverdag, der slæbte sig af sted på bedste beskub med de hensyn, som nu måtte tages for at få det lille samfund til at fungere.

Familien Hesse var i den kontekst lidt til en side. De var pietister i en ellers overvejende katolsk del af landet. Deres kvinder gik i uformelige mørke kjoler, de ældre mænd havde store, hvide skæg. Hermanns far var oprindeligt fra Baltikum. Morens familie havde virket som missionærer i Østen. De boede tre generationer sammen i et af de høje – tre etager – bindingsværkshuse og levede af at udgive religiøse skrifter med trykkeri i stueetagen. Morfaren var pater familias, den øverste. Han var øjensynligt en ekstraordinær sprogbegavelse og beherskede lige som Hesses mor en række eksotiske sprog, som de yndede at tale med hinanden og med de gæster, som fra tid til anden aflagde huset besøg fra fjerne lande. Hinduistiske og buddhistiske bøger, billeder og figurer vidnede om deres udsyn og forkærlighed for Østen. Men herudover var familien som alle andre i den gode ende af borgerskabet.

Kun en gang imellem rørte den indre verdens udstødte på sig, sendte sjælens sigøjnere og følelsernes forbrydere gennem tankerne, hen over tungerne og ind i drømmene, så lagde gotikken sig over det gamle hus, så genlød natten af angstskrig og dagen af skænderier og gråd og tænders gnidsel. Formentlig har det påvirket Hesse dybt. I det selvbiografiske eventyr "Traumfährte" fra 1938 ("Troldmandens barndom", 1996) fortæller han, hvordan han flygtede ind i fantasien og forvandlede omgivelserne til et magisk teater. Ud over fantasien havde han en tidligt udviklet og indlysende begavelse og vilje. Moren talte med bekymring og næsten profetisk om den bare fireårige drengs mægtige Sturm und Drang ('storm og trængsel' – betegnelse for følelsesladede, pubertære testoronrørelser i kulturhistorien og hverdagslivet). Hun gøs ved tanken om, hvad han kunne blive til med en slap opdragelse. Ikke at der var nogen grund til uro lige på det punkt, slap opdragelse havde hverken rod i familien Hesse, pietismen eller Calw, som den lille middelalderby hed. "Det var kun med vanskelighed, at jeg passede ind i en pietistisk opdragelse, som gik ud på at underkaste og nedbryde den individuelle personlighed. Fra tolvårsalderen ønskede jeg at være digter, og derfra var der ikke nogen normal eller officiel vej (…)", mindes Hermann Hesse i et kort selvbiografisk rids til nobelkomiteen i 1946. Med andre ord: Han vantrivedes.

 

Baggrund - ungdom

"Den lille mand var et lillebitte, gråt skyggeløst væsen, en mandsling, ånd eller kobold, engel eller dæmon, der somme tider var der og gik foran mig, i drømme såvel som i vågen tilstand, og som jeg måtte følge mere end min fader, mere end min moder, mere end fornuften, ja ofte mere end frygten. Når den lille mand blev synlig for mig, var der kun ham, og hvorhen han gik eller hvad han end gjorde, måtte jeg gøre ham det efter."
Herman Hesse: "Troldmandens barndom", side 39.

Der er kommet pres på pubertetskedlerne. Følelserne bliver stærkere, fantasien søger nye udløb, han læser og finder en naturlig havn for sin Sturm und Drang i de oprindelige romantikere. Som tolvårig kommer han på den prestigefulde Maulbronn klosterskole. Hundrede år tidligere havde digteren Hölderlin været blandt eleverne. Hesse holdt et par år i de historisk ladede omgivelserne. En dag vandrede han uden videre ud af porten og fortsatte, til han fireogtyve timer senere blev fundet af en betjent: "Som alle sådanne naturer led den unge digter under anfald af bundløse, til dels kokette depressioner, hvis årsag måtte søges dels i en afskedstagen med barnesjælen, dels i den endnu formålsløse overflod på kræfter, anelser og begær, dels i pubertetsårenes dunkle uforståelige drifter", skriver Hesse om sit alter ego Hermann Heilner, som foretog den samme vandring i "Under hjulet" (side 83).

Hermann Hesse kom på latinskole og prøvede at skyde sig selv, da rektorens syv år ældre datter afviste hans tilnærmelser. Smukkere kunne det ikke blive. Det var sådan Goethes plagede elsker havde gjort det i "Den unge Werthers lidelser", og det var med selvmord, at Hölderlins digterheros havde gjort det af med sig selv i "Der Tod des Empedokles". Det mislykkedes, men han havde fået slået en pointe fast over for omgivelserne og nok ikke mindst over for sig selv – han var mindst lige så følsom som sine romantiske forbilleder, og de kommende måneder og år gjorde han alt for at leve op til det.

Han gik rundt i stuerne i forældrenes hjem og lignede noget som i dag ville have bragt tankerne hen på en skoleskyder. Han stirrede lige frem for sig som en zombie og havde noget så ondt i sjælen og psyken. Han var seksten og i omgivelsernes øjne mentalt invalideret. Efter en tid fik forældrene lempet ham ind på en fabrik, der fremstillede tårnure. Fabrikker, maskiner og mekanikere var ikke lige Hesses kop te, og han undergik en langsom forandring til det bedre. Efter et år søgte han en lærlingeplads hos en boghandler i den gamle universitetsby Tübingen. Han fik den og begyndte at få styr på sin tilværelse. Som 20-årig fik han den eneste læseoplevelse, som kunne måle sig med den tidlige ungdoms møde med Hölderlin. Ikke overraskende var det "Således talte Zarathustra" af filosoffen Nietzsche. Der er den samme fascination af det privilegerede menneske som i romantikken, af geniet, eneren eller overmennesket, som Nietzsche kalder det med accenten forskudt fra følelserne og ånden mod viljen. Hesse mødtes med ligesindede i en studiekreds og udgav for egen regning sine første digte og prosastykker, digtsamlingen "Romantische Lieder" ('Romantiske sange') i 1898 og novellesamlingen "Eine Stunde hinter Mitternacht" ('En time før midnat') i 1899.

Efter opholdet i Tübingen rykkede han til den lokale storby Basel og en stilling i en større boghandel. Han fattede interesse for psykoanalysen. For en ung digtersjæl med et ego i overstørrelse var den interessant både som terapi og filosofi. Han sugede til sig af den. Verden bag verdenen, bevidstheden under bevidstheden, motiverne bag motiverne kom til syne.

Baggrund - voksenlivet

Hesses værker kunne fra en ende af hedde 'Nye selvoptagelser' eller 'Nye perspektiver på mig selv'. Hans hovedpersoner er variationer over ham selv, genier i den bogstavelige betydning som åndsvæsner. De digter, vandrer, lider, føler, filosoferer, dyrker historien, sanser naturen og kvinden og kærligheden og begår selvmord eller går til grunde eller forsvinder tragisk. De har intet til overs for borgerligheden og flokdyr i almindelighed. Mange af dem synes at være på jagt efter moderen i en eller anden overført betydning af begrebet, en art 'urmoder' i det jungianske perspektiv, som Hesse dyrkede. Det etablerede samfund med alle sine grovheder og afstumpede mekanismer er patriarkalsk, inkarneret af faren. Det er fra moren, at digterheroen har fået sine evner, det er fra hende, han har hentet sin fintmærkende sansning, sit ophøjede væsen, sine følelser og evner til at elske. Faren har gjort både mor og søn ondt med sin vanetænkning og købmandssjæl. I den forstand er forfatterskabet hen ad vejen en art uforløst Ødipus-konflikt, i stedet for at slå far ihjel og knalde mor, eller bekæmpe farens samfund, forsvinder hovedpersonerne ind i deres romantiske reservater, vandringen, naturen, kunsten, følelserne. 

Hesse foretager det samme forsvindingsnummer som sine hovedpersoner. Det er næppe for meget at sige, at han afskyr den verden, som vokser frem omkring ham. Den forpester hans romantiske hjemstavn og åndshistoriske middelalderkulisser med alskens nymodens dilder dalder, som larmer og sviner, telefoner og automobiler og jazzmusik og dansemusik og åndsindustri og kulturfabrikation og plebejere. Den hyller alt, hvad der er skønt og smukt og ophøjet i reklamer, industriskorstene, lejekaserner, radiostøj, indskrænkede borgerdyr og forråede forbrugere. Derfor kunne det formentlig ikke gå hurtigt nok med at komme ud på landet og stifte en traditionel, lille familie, da han i 1904 udgav debutromanen "Peter Camenzind" og pludselig kunne leve af forfattergerningen.

Han lejer sig ind i et lille hus i landsbyen Gaienhofen ved Bodensøen sammen med sin første hustru, Maria. Det er regionen Schwaben akkurat som fødebyen Calw. Befolkningen er kendt for at være velhavende og for, at der er en grund til det. "Schaffen, schaffen, häusle bauen" – 'skaffe, skaffe, bygge lille hus' – villa, volvo og vovse – siger andre tyskere om dem med en blanding af misundelse og foragt. De er snusfornuftige og påholdende. Hesse havde en rem af huden. Han ruttede ikke med pengene, og han solgte sig ikke en pfennig for billig, når der skulle forhandles forlagskontrakt.

I 1911 foretog han sin eneste store udlandsrejse, til Indien. Han havde interesse for Østerlandsk mysticisme og religion med hjemmefra og blev yderligere stimuleret af den betydning som inspiratoren Jung tilskrev den og af en generel hype i samtiden – ikke mindst i den populære teosofi. Hans ægteskab fungerede ikke. Han skriver et par romaner, "Gertrud" (1910) og " Roßhalde“ " (1914), som han ikke selv regner for forfatterskabets største, og som hører til de få, som ikke er oversat til dansk. Han underkaster sig et langt terapiforløb hos en discipel af Jung.

Han flytter til Bern. Han deltager i Første Verdenskrig som sygehjælper i de kejserlige tyske tropper. Efter krigen bryder ægteskabet sammen. Hustruen er psykotisk og bliver indlagt. De bliver skilt. Det er en kritisk periode i Hesses liv. Til de personlige problemer og psykiske udfordringer lægger sig en masse fysiske kvababbelser, først og fremmest øjensmerter, men akkurat som under hans pubertetskriser, aner man en hvis koketteren og forstillelse. Han fortrækker majestætisk til sit hjem i det smukke Ticino i Alperne og erklærer, at han nu er asketisk eneboer, men det er jo ikke sjovt at være asketisk eneboer, hvis der ikke er nogen til at beundre en for det, og det er ikke rart at have ondt i kroppen, hvis man ikke kan fortælle om det, så der var masser af venner på besøg i huset, og han var engageret i en omfattende korrespondance. Blandt andet med dadaisten Hugo Ball, med hvem han deler en interesse for den tyske kunsthistorie, ikke mindst Nietzche og Goethe.

Han indgik et nyt kortvarigt ægteskab i 1924 og foretog, da det braste, endnu en tilbagetrækning til sin beundringsværdige eneboertilværelse. Han vedbliver frem til slutningen af tyverne at fremstå som en Lars von Trier uden Fontex, idiosynkratisk, svingende og depressiv. Hvor meget af det, der er reel krise, og hvor meget der er koketteri og vane er svært at sige, man kan bare konstatere, at det ikke går ud over hans grundliggende ressourcer, socialiteten, økonomien, fysikken og kreativiteten. Han vedbliver at have masser af venner, penge og en konstant produktion af bøger og artikler. 

Forfatterskabets udvikling og temaer

Fra Hermann Hesse forlader Basel i 1904 som 27-årig og begynder sin flugt fra den moderne syndflod, er han reelt kun turist i virkeligheden. Rejsen til Indien var ikke nogen succes, opholdet i Bern ej heller og deltagelsen i Første Verdenskrig en prøvelse. I tyverne kommer han kun nødigt ned fra bjerget, hovedsagligt for at besøge hjemstavnen, hver gang som en rejsende med returbillet til alpeidyllen. Ironien er i den forstand svær at overse. Den frihedsstræbende forfatter uden bevægelsesfrihed, isoleret fra resten af verden af den buldrende udvikling – superindividualisten fanget i den evindelige romantiske bevægelse, der altid, lige fra tidernes morgen, har tvunget den selvmedlidende og geniale ener ud i naturen og kulturen og sindets afkroge, hvorfra han med – for at parafrasere Hesses egen tone, når han taler om gentagelser – søvndyssende forudsigelighed sender stor kunst tilbage. Mod slutningen af tyverne gider han slet ikke at bevæge sig længere. Han holder sig til hjemmet og egnen omkring det. En lille mand med et lille overskæg, har gjort hans gamle Tyskland endnu mere ulideligt. Desuden er der slet ikke grund til, at han bevæger sig. Han har slået kloen i en sød kunsthistoriker og fundet ro i sit første gode ægteskab. Han har opført dem en stor villa i det smukke Montagnola. Heldigvis sørger nazismen for, at han altid har masser af selskab. Først flygter Thomas Mann over hals og hoved fra München, så Stefan Zweig fra Wien og så den unge Peter Weiss fra Prag, de lægger alle sammen vejen inden om Casa Hesse, på vejen videre mod deres endelige eksil. Hertil kommer en voksende strøm af breve fra beundrere. Fra 1943 går hele hans dag med at besvare dem. Han havde fundet en ny attitude som smigrede ham – den ophøjede, afklarede halvguddommelige patriark – endnu en arkefigur – som lod visdom regne ned over sin flok. Fra sådan en gigantisk krukke kan man ikke forvente sig noget, der er mindre end fremragende, og det finder man også i forfatterskabets første del og til dels i den tredje. Hvis man ud fra kvalitet siger, der er fire perioder i det, så skriver han frem til 1920 et par af verdens bedste coming of age romaner – "Under hjulet" er helt oppe at ringe ved siden af mesterværker fra den anden side af Atlanten som J. D. Salingers "Griberen i kornet" og Bret Easton Ellis' "Under nul". Fra 1920 til 1927 skriver han nogle af de mest overvurderede bøger (forekommer det skribenten af dette portræt) "Siddhartha" og "Steppeulven" – fra 1927 til 1932 et par fine variationer over ungdomsværkerne, og over de næste elve år den monstrøst kedelige "Glasperlespillet".

Peter Camenzind

"Det var min ungdoms historie. Og når jeg tænker på den, synes jeg, den har været kort som en sommernat. Lidt musik, lidt ånd, lidt kærlighed, lidt forfængelighed – men det var smukt, rigt og broget som en eleusisk fest.

Og slukkedes hurtigt og fattigt som et lys i vinden.

I Zürich tog Richard afsked. To gange sprang han atter ud af jernbanevognen for at kysse mig og nikkede kærligt til mig fra vinduet, så længe han kunne se mig.

To uger senere druknede han ved badning i en elendig lille sydtysk flod."
Herman Hesse: "Peter Camenzind", side 79-80.

Forfatterskabets tilbagevendende sociogeografiske udgangspunkt er borgerskabet i landet mellem Basel i Schweiz og fødebyen Calw i Schwaben. En af de få undtagelser er udviklingsromanen "Peter Camenzind" fra 1904 (da. "Peter Camenzind", 1907), hvor handlingens begyndelse og slutning er rykket op i et lille bondesamfund i alperne. Tre fjerdedele af indbyggerne i den isolerede og lettere indavlede landsby hedder Camenzind til efternavn. Peters farbror Konrad er den lokale original, en opfinder, som bliver ved med at få nye ideer. Peters far er en påholdende bonde, som altid ender med at støtte Konrads projekter, hvorefter de bliver til endnu en fiasko, og faren i ærgrelse over at have sat god penge til sværger, at han aldrig nogensinde vil tale med sin ulyksalige bror igen.

En præst opdager Peters smukke håndskrift og tilbyder at undervise ham. "Onkel Konrad var netop lige kommet i kridthuset igen og blev derfor rådspurgt. Han var naturligvis straks fyr og flamme for, at jeg skulle lære noget og senere studere og blive en fin og lærd herre. Fader lod sig overtale, og således hørte nu også min fremtid til de farlige onkelprojekter, ligesom den ildfaste bageovn, sejlskibe og de mange andre fantasterier." (side 20). Det er ouverturen, temaet er slået an, men de fine løfter, som ligger i sammenligningen mellem Camenzinds liv og onklens opfindelser bliver aldrig indfriet, det indvarslede lune og komikken er klinisk fraværende i resten af fortællingen, der er sammenbidt, uden nogen videre tålmodighed med sine konflikter og figurer, der mest af alt minder om antiteser, der nødvendigvis må fyres af for at komme til syntese, uden rigtigt at aftvinge forfatteren interesse.

Peter kommer i skole, rejser bort, prøver at opfinde sig selv som bymenneske, litterat og elsker, men lykkedes ikke rigtig med nogen af delene. Han er og bliver en bondeknold uden evner til at smalltalke og socialisere. I stedet søger han tilflugt i alkohol og isolation. Efter et religiøst intermezzo vender han tilbage til landsbyen, hvor han arbejder på et stort digterværk og overtager den lokale kro, og nedfælder sine erindringer. Moren er død, faren er fordrukken. Han er kommet til en form for afklaring, som formentlig skal afspejle de refleksioner, som fik Hesse til at flytte fra Basel til Bodensøen. Men den fattede stemning bliver forrådt af lidt for smukke natur- og kulturskildringer, lidt for mange tillægsord, lidt for svulstige metaforer og en syntaks og et ordvalg, som ofte er prætentiøst og passer bedre på en ung forfatter end en livsklog mand. 

Under hjulet

I lande med stive uddannelses- og opdragelsessystemer vil der være følsomme reaktioner i kunsten, som de engelske kostskoleromaner og den irske hudfletning af de katolske opdragelsesanstalter. I Tyskland taler man om en mindre bølge i begyndelsen af det tyvende århundrede. Tre romaner rager frem, Emil Strauss' "Freund Hein" fra 1902, Heinrich Manns "Professor Unrath" fra 1905 og Hesses "Unterm Rad" fra 1906 ("Under hjulet", 1944).

"Under hjulet" gør sig ikke kun bemærket inden for sin genre, men i Hesses forfatterskab i det hele taget. Den har en næsten klassisk enhed i tid, sted (primært to steder – hjembyen og klosterskolen) og handling. Og den har en suveræn halvvidende fortæller, som overvejende ligger sig op ad hovedpersonens perspektiv. Romanen udvikler sig i ukunstlede, men omhyggelige sætningsforløb, den har et afdæmpet sprog, præcise, stemningsmættede miljøbeskrivelser, et enestående blik for naturen, den indre og den ydre. Der er ingen forklaring på de filosofiske og religiøse problemstillinger, der er er baggrunden for handlingen, fordi de ligger i naturlig forlængelse af hovedpersonen Hans Giebenraths erfaringsverden. I belysningen af hans liv træder resten frem. I den forstand er det en af de mest traditionelle og mest fuldendte af Hesses romaner. Indsatsen er klar fra første linje: "Hr. Joseph Giebenrath, agent og kommissionær, udmærkede sig hverken ved fortrin eller ved særegenheder frem for sine medborgere. Ligesom de var han i besiddelse af en bred, kraftig skikkelse, en overfladisk kommerciel begavelse, forbundet med inderlig dybtgående ærbødighed for penge og penges værd." (side 5).

Joseph Giebenrath er hovedpersonen Hans' far og inkarnationen af borgerskabet i den lille sydtyske provinsby. Moren er der ikke. "Det var år siden, hun var død, og så længe hun levede, havde man ikke lagt mærke til noget særligt ved hende, ud over at hun altid var sygelig og bekymret." I bogens perspektiv er det et tegn på liv at reagere med bekymring og sygdom på et miljø af satte fruer og bredbagede prangere. Men det er Hans ikke klar over. Han har arvet morens sind og er på vej til at blive byens næste offer. Han klarer sig fremragende i skolen og lader sig pace frem af lærerne, rektoren, præsten og sin far. Han knokler fra årle til silde. Indsatsen bærer resultater. Til byens udtalte stolthed bliver han nummer to i en prestigefyldt konkurrence blandt regionens bedste elever om fripladser på et berømt klosterseminarium. Her møder han Heinrich Heilner, der repræsenterer den kunstneriske side af Hesse i romanen (man bemærker initialerne og efternavnet, som på tysk klinger af heler eller healer). Fortællingen ligger tæt på Hesses egen opvækst, og mens Hans repræsenterer en autoritetstro side af hans natur, står Heilner for den kunstneriske side og rebellen. Gennem venskabet med Heilner får Hans øjnene op for skolens rolle som fødested for borgerskabets chefideologer og topadministratorer og revidere langsomt sine anskuelser. Fra at være en stræber forvandler han sig til en drop out. Sammen med Heilner bliver han skolens mystiske, smukke og rebelske duo og oplever det samme skrækblandede had fra de andre elever og lærer som Heinrich.

En dag bliver det for meget for Heilner, som uden videre går ud gennem porten og foretager den vandring, som Hesse selv foretog som klosterskoleelev. Som Hesse ender det med, at han bliver standset af en betjent efter fireogtyve timer og taget ud af skolen. Hans ser ham ikke igen. Efter en tid bryder han sammen og vender hjem til barndomsbyen som et vrag, igen akkurat som Hesse. Han går han rundt i uvirksomhed, får det bedre, kommer i lære som mekaniker og finder fornøjelse i samværet med de andre på værkstedet. I længden bliver det dog for meget for Hans, og han gør hvad Hesse ikke kunne finde ud af, han begår selvmord. Rejsen mod enden er rørende og vedkommende. Hesse gør for første og sidste gang i forfatterskabet sig selv og læseren den tjeneste at udvikle borgerskabet med nuancer i stedet for med foragt at reducere det til et gråt bagtæppe for den lidende helts kvababbelser. Han medtager karakteregenskaber i stedet for at reducere det hele til ånd og psykosociale mekanismer. Thomas Mann, som efter sigende havde det med at grine i skægget over Hesses "hysteriske romanticisme", udråbte "Under hjulet" til et mesterværk, og den dom holder stadig. Det er en fuldstøbt roman, som med sine små tohundrede sider udgør en perfekt one-hitter, fængslende, begavet og smuk.

Knulp

"Det var en lys oktoberdag; den lette, solfyldte luft bevægedes af korte, lunefulde vindstød, fra marker og haver drev den blå røg fra efterårsbålene omkring som tynde flagrende bånd og fyldte det sollyse landskab med en sødlig, skarp luft af brændt ukrudt og kviste. I landsbyhaverne blomstrede farvemættede asters og georginer, og ved havegærderne glødede endnu hist og her en rødgul nasturtium i det matgrønne, falmede løv."
Herman Hesse: "Knulp", side 85.

Efter at være sendt i døden og i eksil i bjergene i de foregående romaner, bliver Hesses beåndede hovedperson og titelfigur i "Knulp" fra 1915 ("Knulp", 1930) sendt på valsen som landevejsridder, drevet frem af et knust hjerte i den tidlige ungdom. Som voksen er Knulp mændenes ven og kvindernes favorit. På hver sin vis betages de af hans ordentlige væsen, kønne udseende, følsomme sind og gode hoved. Han har alle barndommens borgerlige manerer med sig, man kan stadig se den pæne latinskoledreng i ham, han er omhyggelig og renlig, kan recitere og skrive digte, kan filosofere og disputere, men dannet, aldrig påståelig eller agiterende.

Vi kommer ind i fortællingen på det tidspunkt, hvor hans liv og vandringsår lakker mod enden. Han er netop blevet udskrevet fra et hospital og har taget ophold i en lille provinsby hos en garverfamilie. Der er gået sutsko og forbitrelse i manden og indestængt desperation i konen. Knulp bliver taget som gidsel af deres elendige ægteskab, manden vil drikke øl med ham efter aftensmaden og konen prøver bag mandens ryg at få ham med i seng. En syg dynamik udmalet med nogle få ubesværede pennestrøg. Hesse skynder sig at hoppe videre til det romantiske, som i dette tilfælde er vemodet og afskeden. Knulp er i gang med at tage afsked med livet. Om aftenen får han øje på en tjenestepige i et vindue i nabohuset. Hun er trist. Han fløjter en lille melodi, som distraherer hende, han erfarer grunden til hendes tristesse, hun er netop flyttet hjemmefra og har hjemve. Næste aften overvinder han hendes symbolske modstand og tager hende med ud på en spadseretur, de kommer til en lille landsby og i den sidste tid, inden hun skal være hjemme, danser de til et orkester på en knejpe og drikker for Knulps sidste penge en øl. Tilbage i den lille by tager de en gribende afsked mættet med følelser som de ved aldrig vil få et liv – Knulp skal videre dagen efter.

I romanens anden del "Min erindring om Knulp" udvikler en følgesvend Knulps syn på verden og mennesket. Det er desillusioneret. "Ethvert menneske har sin sjæl, som han ikke kan blande med nogen andens. To mennesker kan mødes, de kan tale med hinanden og hinanden nær, men deres sjæle er som blomster, der har fæstet hver på sit sted, og den ene kan gå til den anden uden at måtte forlade sin rod og det kan den ikke. Blomsterne udsender deres duft og spreder deres frø, fordi de gerne vil forenes med de andre, men at et frø når sin rette plads, det kan blomsten hverken gøre fra eller til, det besørger vinden, og den kommer og går, hvor og når den vil." (side 70).

I den tredje og sidste del, 'Enden', udvikles baggrunden for Knulps vagabonderen. Som fjortenårig forelskede han sig i den smukke sekstenårige Franziska, men hun ville have en rigtig mand, en arbejder eller en håndværker, ikke en latinskoledreng. Knulp prøver at lave om på sig, han underpræsterer i skolen, han bliver smidt ud, han kommer på kommuneskolen, men det er skønne spildte kræfter, en dag finder han Franziska i armene på en mekaniker (Hesse kan bare ikke med de mekanikere – indbegrebet af alt som larmer og er skidt og forfladiget i det moderne samfund). Knulp fortæller historien til en gammel skolekammerat og doktor, der har samlet ham op på vejen. Han har tæring (kræft) i lungerne og det er på det sidste. Det eneste, han drømmer om er at dø i sin barndomsby. Doktoren hjælper ham med at opfylde ønsket.

Romanen fremstår som en dvælen ved alt, der havde betydning, ved kærlighed, kvinder, venner, kammerater, musik, dans, digt, egn og byer. Den er et studie i vemod indrammet i få, men uhørt fine sansninger.

 

 

Demian

"Når jeg var nedtrykt, bad jeg Pistorius om at spille den gamle Buxtehudes Passacaglia for mig. I den aftendunkle kirke sad jeg da fortabt i denne sælsomme, inderlige, i sig selv hensunkne, til sig selv lyttende musik, som hver gang gjorde mig godt og mere beredt til at følge sjælens stemmer.

Undertiden blev vi også siddende i kirken en stund efter at orgelet var forstummet og så det svage lys skinne og tabe sig gennem de høje spidsbuede vinduer."
Herman Hesse: "Demian", side 122.

I "Demian" fra 1919 ("Demian" 1923) føjer forfatteren det underbevidste landskab til de romantiske reservater – i de foregående romaner, hhv. selvmordet, naturen og vandringen. Fortællingen om den pæne latinskoledreng Sinclairs vej op gennem barn- og ungdom fremstår som en variation over Jungs centrale forestillinger om 'individuering' – et andet ord for at blive voksen på en begavet måde, herunder at få styr på, hvad man slæber rundt på af bagage i underbevidstheden. På det tidspunkt vi møder Sinclair, er han stadig dreng og har lang vej igen, for at sige det mildt. Verden er en ophobning af modsætninger; smukt-grimt, sandt-falsk og godt-skidt, i en videre forstand, forældrenes verden og de andres verden, borgerligheden og de uborgerlige, kristendom og ikke kristendom. Han oplever sin egen verden som lys og de andres som mørk. De andre er arbejderne, drukkenboltene, kommuneskoleeleverne, håndværkerne, tjenestepigerne mm. Afsættet for fortællingen er ligeså konkret som indsatsen.

For ikke at stå tilbage for sine kammerater opfinder Sinclair en historie om, at han har hugget æbler, men i stedet for at blive imponeret truer en af de grove knejte fra kommuneskolen, Franz Kromer, med at angive ham. Sinclair køber ham til tavshed med et par mark, men befinder sig herefter i et afpresningsforhold. Kromer vil have mere og Sinclair praleri bliver en selvopfyldende profeti. Han begynder at stjæle for at Kromer ikke skal afsløre hans løgn. Hans verden suser af rædsel. Redningen bliver en ny dreng på latinskolen, en høj, lyshåret knægt, som er flyttet til byen med sin mor. Han er arrogant, har et ironisk drag om munde og holder sig for sig selv. Sladderen går: han er muhamedaner og jøde og sin mors elsker. Drengen er Demian.

Han fatter interesse for den unge Sinclair, vender hans grundlærdom på hovedet med en fortolkning af skabelsesberetningen og Kains mord på Abel. Kainsmærket er romanens identifikation af geniet, af Hesses digterhelt. Demian argumenterer for, at Kainsmærket sandsynligvis blot har været "lidt mere ånd og dristighed i blikket, end folk var vant til." Han leverer et Nietzschkes argument for, at mordet på Abel ganske enkelt er et stærkt og åndfuldt menneske, der har ryddet en svagere af vejen. Det er mod alt, hvad Sinclair har lært hjemmefra, og da Demian hjælper ham ud af kløerne på plageånden Kromer, reagerer han ikke med taknemlighed, men med at undgå ham og trække sig ind til sin familie, til "det tabte paradis", "til renheds duft, til Abel, som Guds elskede". Med sin historie om Kain har Demian gjort sig til en del af det samme mørke som Kromer eksisterer i, og Sinclair frygter ham lige så meget, som han beundrer ham.

En tid er alt godt, så slutter skolen og han skal begynde på kostskole i en fremmed by. Han kommer ind i en kreds af hårde drenge, bliver del af en sviregruppe, bliver beundret for sin fanden-i-voldskhed og flirter i det hele taget med 'mørket', men uden at lade sig opsluge. Et venskab med en falleret teolog, introducerer Sinclair til forestillingen om en ny kult, som forbinder godt og ondt, lys og mørke, gud og djævel, symboliseret ved Abbraxa, en obskur skikkelse i periferien af den græske mytologi. Men i sidste ende oplever han det som mere af det samme. Han forlader byen, flytter til en ny, genfinder Demian og hans mor i en villa, hvor de holder smådekadent salon for andre kainsmærkede genier. Fortællingen slår en sløjfe. Bevidstheden træder i baggrunden. Virkeligheden mister genkendelighed. Demian og hans mor agerer med et surreelt, drømmeagtigt skær om sig – formentlig et udtryk for drift og begær, som skal illustrere, at Sinclair har fået styr på den underbevidste bagage og er blevet sig selv. 

 

Siddharta

"Engang sagde han til hende: "Du er ligesom jeg, du er anderledes end de fleste mennesker. Du er Kamala, ikke andet, og i dit indre har du et stille tilflugtssted, hvor du til enhver tid kan gå ind og være hjemme hos dig selv, således som også jeg kan. Kun få mennesker har det, og dog kunne de alle sammen have det."

"Ikke alle mennesker er kloge", sagde Kamala.

"Nej," sagde Siddhartha, "det er ikke deri, det ligger. Kamaswami er lige så klog som jeg og har dog ingen tilflugt i sig selv. Det har andre, som med hensyn til forstand er små børn. De fleste mennesker, Kamala, er som et faldende blad, der vender og drejer sig gennem luften for til sidst at havne på jorden."
Herman Hesse: "Siddhartha", side 60.

I "Siddhartha", som udkommer i 1922 ("Siddhartha", 1959), har Hesse droppet den kristne kulturkreds og gennemspiller nu sin tilværelse og de mange indre splittelser på en indisk baggrund. Titelfiguren Siddhartha er søn af en brahmin og vokset op i en lille landsby langt ude på landet. En dag ser han nogle samanaer – indiske asketer – drage forbi. Han tager afsked med sine forældre og følger efter dem sammen med vennen Govinda. De bliver selv samanaer og lever af meditation og faste og de krummer, som folk i byerne kaster efter dem.

En dag møder de Buddha og den kult, han har omkring sig. De bliver mægtigt betaget af hans renhed, og Govinda slutter sig til ham, men Siddhartha mener, der er et paradoks mellem Buddhas frihedsbudskab og det at følge ham og drager videre, ledt af en diffus indre stemme. Han møder en smuk rig kvinde, Kamala, som omvender ham til elskovskunsten. Han bliver taget ind af en rig købmand og bliver selv en rig købmand. Han konstaterer med forundring, at han bliver som almindelige mennesker, nogle han ellers kun har betragtet med øretæveindbydende overbærenhed. En dag efter mange år bliver han så almindelig, at han ikke kan holde sig selv ud længere. Han opgiver Kamala og købmandsforretningen og drager af sted og kommer til en flod, han blev sejlet over af en færgemand mange år tidligere, da han skiltes fra Govinda. Han bliver selv færgemand og lever et simpelt liv, indtil frugterne af hans elskov med Kamala indhenter ham. Hver ny erfaring fører til filosofiske overvejelser, formidlet i en naiv vismandsstil.

Rejsen til Nürnberg

"Mens det i dag regnes for en mægtig landevinding at kunne tilbagelægge 1000 kilometer og mere dagligt med tog, finder jeg det ganske uværdigt for et menneske at skulle sidde som fange i en waggon mere end højst 4-5 timer. Jeg bruger en uge til en rejse, hvor andre klarer sig med én dag og én nat."
Hermann Hesse: "Rejsen til Nürnberg" (side 21).

Den lille rejseskildring "Die Nürnberger Reise" fra 1927 ("Rejsen til Nürenberg", 1969) beskriver en rejse og omstændighederne omkring et oplæsningsarrangement i Nürenberg, som Hesse har sagt ja til at deltage i. Men han kan ikke holde ud at skulle stå over for en sal fuld af mennesker, og det trætter ham at skulle pakke kufferter og slå op i køreplaner. Og så er der jo også alle hans venner og bekendte, som sikkert forventer, at han besøger dem. Det er så anstrengende, når han skal sidde og være høflig og lade som om, der er noget, som interesserer ham. Og han har ondt i kroppen og i hovedet og i øjnene, han føler sig som en halvfemsårig, og han kan slet ikke holde tanken ud om byerne med deres moderne automobiler og tenapparater. Livet er bare så ærgerligt. Men nu har han jo sagt ja, også til oplæsninger i Ulm og Augsburg. Ganske vist laver han altid sine kontrakter med det forbehold, at han kan melde afbud per telegram med få dages varsel, men så er der jo også den gamle ven i Schwaben, han havde lovet at besøge, og han havde jo også glædet sig til at se brønden i Blautopf, hvor den skønne Lau ifølge sagnet en gang havde vist sig. Så det ender med, at han triller af sted under protest mod tilværelsen i almindelighed og togrejser i særdeleshed.

Alligevel ender rejsen med at tage Hesse to måneder, også fordi han finder ud af, at det alligevel er meget rart at besøge sine venner og bliver hængende et par dage hist og en uge her. Og man vil jo også godt lige et smut inden om Thomas Mann i München: "Jeg ønskede at vise ham, at min gamle kærlighed til hans åndstype stadig var levende. Samtidig havde jeg lyst til at se, hvorledes et menneske af hans art forstår at indrette sig, han som dyrker sit arbejde så hengivent." (side 83). Pointen er jo, at det er ret hyggeligt at besøge Thomas Mann og alle de andre, som står på nåle for at gøre ham det tilpas, og jeremiaden slutter på samme node som et barn, der har været urimelig og pludselig selv kan høre det og uden helt at vide, hvordan han skal redde den, prøver lidt i øst og lidt i vest, inden han som afsluttende replik kommer med en halvkvædet undskyldning forklædt som selvindsigt. Hos Hesse lyder den: "Jeg har ligesom følelsen af, at der stikker noget af en humorist i mig, min humor er blot endnu ikke rigtigt udviklet, måske fordi det endnu ikke er gået mig dårligt nok." (side 86). "Rejsen til Nürnberg" er blevet læst som en selvironisk tekst – i så fald er den nådesløs.

 

 

Steppeulven

"Jeg var efterhånden uden erhverv, uden familie, uden hjem, stod uden for alle sociale grupper, alene, ikke elsket af nogen, mistænkeliggjort af mange, i stadig bitter konflikt med den offentlige mening og moral, og selv om jeg endnu levede inden for de borgerlige rammer, var jeg dog midt i denne verden al min følelse og tænken en fremmed. Religion, fædreland, familie, stat havde ikke mere værdi for mig og vedkom mig ikke mere, videnskabens vigtigmageri, lavsvæsnet, kunstnerverdenen var mig imod, mine anskuelser, min smag, min forstand med hvilken jeg en gang havde strålet, var nu forsømt og forvildet og syntes menneske fordægtigt."
Herman Hesse: "Steppeulven", side 52-52.

"Der Steppenwolf" fra 1927 ("Steppeulven", 1946) er "Rejsen til Nürenberg" med litterært filter. Humoren – hvad enten den nu er frivillig eller ufrivillig – er sorteret fra og tilbage står den rene, selvalvorlige og selvmedlidende jammer og klage.

Hovedpersonen er et gammelt litterært næsehorn som Hesse selv, der møder en barmhjertig luder, som hjælper ham med at overkomme de barrierer, som forhindrer ham i at leve livet. Hesse formidler det med lån fra en ny stilverden, hovedsagligt ekspressionismen, der ikke fremstiller en ko, så den ligner, men sådan som den ser ud, når den har været gennem den indre båndhøvl og kan udtrykke kunstnerens martrede sjæl og fragmenterede omverden. Hesses alter ego, den begavede Harry Haller – man bemærker initialerne – har opgivet familie, tryghed og anerkendelse og alt det andet, som binder Hesse.

På det tidspunkt vi møder ham, har han lejet et værelse i en ikke nærmere bestemt by, og tilbringer dagen med at dyrke klassiske digtere og komponister eller vandre rundt mellem almindelige mennesker og vemodigt registrere, hvor banale de er. Han er ved at være oppe i årene, men trods lidt småskavanker umiskendelig endnu et af Hesses kainsmærkede overmennesker, klog, belæst, velhavende, af godt udseende, og nødt til at gå i spåner og opgive alt, hvad andre mennesker kun kan drømme til fordel for ørkesløs vegeteren og vagabonderen. Han er blevet sammenlignet med Aschenbach i Thomas Manns "Døden i Venedig", men i modsætning til Aschenbach er Hallers søgen forbundet med en længsel efter livet. Det går bare ikke så godt for ham med at finde det, før han møder Hermine (nok et spil på Hesses eget navn).

Romanen emmer af litterært filtrerede selvmedlidenhed tilsat lidt studentikos selvføleri. Harry Haller er tynget af hundred års tung tysk åndshistorie. Det er gået i benene på ham. Han er stiv og har aldrig lært at danse. Under Hermines vejledning indhenter han det forsømte mod et løfte om at slå hende ihjel – hvad ellers – når hun finder, tiden er inde, og så er det, at ekspressionismen sætter ind, og romanen langsomt forvandler sig til en blanding af et Arthur Schnitzler-stykke og et Otto Dix-maleri. Haller goes slumming, som ingen Hesse-helt er gået slummende før, om end en smule prøvende og skræmt. Han bliver hvirvlet ind i en burlesk undergrund med farlige stoffer, jazzmusik og endnu flere nydelsessyge kvinder. En lille seddel sender ham til 'det magiske teater – kun for forrykte – adgang koster forstanden'. Mystiske tegn og beskeder dukker op på byens mure og facader. Livet begynder at strømme, dyndet hvirvles op, Haller hallucinerer og forsvinder og efterlader sine optegnelser til nevøen i det hus, hvor han boede til leje. Det er nevøen, der formidler hans historie.

Sol og måne

"Elskoven og vellysten forekom ham at være det eneste, gennem hvilket livet virkelig kunne få varme og fyldes med værd. Han kendte intet til ærgerrighed, og biskop og tigger var ét for ham; heller ikke indtægt og formue var i stand til at fængsle ham, han havde aldrig bragt disse ting det mindste offer, og han bortkastede sorgløst de penge, som han undertiden tjente ikke så få af. Kvindernes kærlighed, kønnenes leg – det var for ham det vigtigste, og kernen i hans hyppige tilbøjelighed til mismod og livslede voksede frem af oplevelsen af vellystens flygtighed og forgængelighed."
Hermann Hesse: "Sol og måne", side 143.

Måske har Harry Hallers tur i den moderne verdens søle en rensende effekt på forfatteren. Tre år senere udgiver Hesse et af forfatterskabets højdepunkter, middelalderfortællingen " Narziß und Goldmund " fra 1930 ("Sol og måne", 1936) om den unge munk Guldmund og hans ven Narcis. Skabelonen er den samme som i alle Hermann Hesses værker, geniet som gør op med et repressivt fællesskab.

Guldmunds far er en protestantisk stivstikker, som anbringer ham i en klosterskole akkurat som det var tilfældet med Hans Giebenrath og selvfølgelig Hesse selv. Hans mor er en varmblodig sigøjner, som er forsvundet mange år tidligere. På klosteret opdyrker han et ømt venskab med sin modsætning, den unge lærer Narcis, der er from og boglig af natur. Under en sviptur uden for klosterets murer mærker Guldmund lidenskaben og forstår, at han har forvekslet sig selv med farens billede af ham, at han trods sine gyldne lokker af sind er langt tættere på sigøjneren end de fromme munke. Han tager afsked med Narcis og vandrer af sted på de sydtyske landeveje som en ung Knulp. Han har appetit på livet og den lange parade af bondekoner, slagterkoner, borgerkoner og deres døtre, som byder sig til.

I en kirke ser han en træfigur af Jomfru Maria, som indrammer hans følelser for kvinder og fuldstændig betager ham. Han opsøger manden, der har udført den, mester Niklaus, og beder om at komme i lære på hans værksted, men bliver afvist. Niklaus ser en kunstner, ikke en håndværker, og tilbyder ham i stedet at blive tilknyttet uden forpligtelser for nogen af dem. Guldmund accepterer og mærker i arbejdet med at lave figurer polerne smelte sammen. Kunsten forbinder moren og faren, sanseligheden og disciplinen, ånden og materien, følelserne og fornuften. For en tid er Guldmund i stand til at give sig hen til arbejdet, så trækker morens blod atter i ham, og han opgiver den trygge tilværelse hos Niklaus og begiver sig tilbage på landevejen.

Pesten slår ned over Tyskland, han kommer frelst igennem den, han har flere eventyr, det sidste bringer ham sammen med vennen Narcis og tilbage til klosteret, hvor han får sit eget værksted. Han udfører en Maria-figur denne gang med tankerne på den største kærlighed fra sine omvandrende år, ridderdatteren Lydia. Da den er færdig, drager han af sted for at opsøge kilden, men bliver syg undervejs og kommer tilbage døende. I modsætning til andre Hesse-helte er hans geni suppleret med vilje, så han relativt ubesværet kan løfte sig op over de traumer og eksistentielle kvababbelser, som kommer med livet og gennemføre sin "individuering" uden videre kvie. Den handlekraftige helt trækker lys, luft og fremdrift ind i fortællingen og skaber et fuldtonet billede af omgivelserne, der fremstår påtrængende og vedkommende med skidne landsbyer, smågårde, bønder, borgere, borge og riddere. 

 

Glasperlespillet

Hele vejen frem til begyndelsen af trediverne undersøger Hermann Hesse det ekstraordinære individs muligheder uden for de eksisterende fællesskaber. Så har han tilsyneladende fået nok. I sin sidste roman, den utopiske fremtidsforestilling "Das Glasperlenspiel" fra 1943 ("Glasperlespillet", 1973) vender han øvelsen om og undersøger fællesskabets muligheder uden individer: "For dem, og navnlig for de forfattere i hine epoker, som havde en udpræget biografisk tilbøjelighed, synes – kan man sige – det væsentlige i en personlighed at være det afvigende, det mod det normale stridende og unikke, ja, ofte det direkte patologiske, medens vi nutidsmennesker overhovedet først taler om betydende personligheder, når vi møder mennesker, som det hinsides al originalitet og besynderlighed er lykkedes at indordne sig på så fuldkommen måde som muligt i det almene, at yde en så fuldkommen tjeneste som muligt for det overpersonlige." (side 10)

Hesse maler en art åndeligt modstykke til nazismen, en åndsfascisme, hvor intelligentsiaen har isoleret sig fra resten af verden i den sociale institution og pædagogiske provins Kastalien og hengiver sig til et spil med tegn og symboler fra kunsten, åndshistoren, naturvidenskaben og teologiens felter – glasperlespillet. Vi følger hovedpersonen Josef Knechts vej fra skoleelev til øverste leder for Kastalien, til Ludi magister Josephus, en art pave for glasperlespillet. Det er i sagens natur ganske udramatisk, fordi glasperlespillet garanterer harmoni. På Kastaliens eliteskole udfordres Josef af sin bedste ven, en gæsteelev, som er bestemt til at vende tilbage til den almindelige borgerlige verden uden for Kastalien, og selv om vennen leverer et ganske overbevisende indlæg for et mere menneskeligt liv, vakler Josef ikke i sin tro. Heller ingen af de kærester, han som de andre eliteelever holder sig blandt almindelige piger, frister ham til en anden tilværelse. Hans evne til at skralde alle personlige særpræg af, at opløse sig i det overpersonlige er hans styrke.

Romanen fortæller om hans vej til hæder og ære. Den er skrevet som en biografi. Hvis man holder sig vågen gennem begge bind, finder man ifølge litteraturhistorien ud af, at Josephus til sidst vælger ånden fra til fordel for næstekærligheden. Han forlader Glasperlespillet for at hjælpe de almindelige borgere i verden udenfor Kastalien. Men angiveligt har Hesse selv snuppet sig en skraber eller to undervejs – det tog ham som sagt elve år at afslutte værket. “Glasperlen” modtog nobelprisen i 1946.

Beslægtede forfatterskaber

Hermann Hesse har fundet sin naturlige plads i den finlitterære kanon lige under vennerne Thomas Mann og Stefan Zweig og i den subkulturelle mange alen over de samme. Opdyrkelsen af romantiske reservater i den buldrende modernitet, hans søgen efter alternativer på kanten af det etablerede samfund havde en naturlig appel til den frihedsstræbende elite i de næste generationer, som selv var i opbrud og på udkig efter noget andet. Han var et pejlemærke for unge antinazistiske tyskere allerede i mellemkrigsårene, og da forfatteren Henry Miller henledte den amerikanske ungdoms opmærksomhed på "Siddhartha" i begyndelsen af halvtresserne, var han godt på vej ind i undergrundens mytefabrik ved siden af ægte stofbrugende hobo’er som Jack Kerouac og William Burroughs. Og han kunne i sine sidste år se "Steppeulven" og "Siddhartha" optaget i hippiernes og beatnikkernes evangelium ved siden af klassikere som samme Kerouacs "On the road" og Burroughs "Naked Lunch". Frem til sin død i 1962 ville han kunne have fået en kvinde på en hvilken som helst festival og et tak oven i købet. Det livslange oprør fra midten af tyroleridyllen havde ramt en tone, som lod sig oversætte direkte til den desperation og frihedstrang, som de første vrede årgange af utilpassede unger fra vækstsamfundet USA oplevede, og hans renommé havde fået et boost, som var en rockstjerne værdig. Filosoffen, litteraten, kulturteoretikeren mm. Frederik Stjernfelt satte forholdet på plads i et interview med Weekendavisen: " … ungdomsoprøret var antiborgerligt, men det var ikke antikonservativt, tværtimod – tænk bare på den grønne bølge, tæt-lavt byggeri, gadekærsromantikken, kollektiverne, det nære samfund, decentralisering, kritikken af forbrugerismen, hele den del af 68 var rendyrket konservatisme. Og hvem var heltene? Heidiggerianeren Marcuse, Hermann Hesse, tysk konservatisme igen." (Interview i Weekendavisen, 2000-02-26).

I dag er Hermann Hesses romantiske konservatisme ikke påtrængende længere, alle de store grundfortællinger, han var oppe mod, er annullerede, grundlaget for reservat-tankegangen er forsvundet, periferien er blevet central og centeret perifert og enerens jagtmarker hegnet ind i anførselstegn. Men rejsende i Californien og kulturhistorien finder stadig masser af spor af den begejstring, den vakte. Lsd-guruen Timothy Learys skrev essayet 'Hermann Hesse, poet of the interior journey' og hylder "Steppeulven" som en psykedelisk rejse. En berømt også psykedelisk rockgruppe i USA – dem med "Born to Be Wilde" – opkaldte sig efter den samme roman – The Steppenwolf – og i San Francisco kan man stadig gå i The Magical Theater, navngivet efter det mystiske teater, som Harry Haller frekventerede mod "Steppeulvens" slutning. Thomas Pynchons roman "The Crying of Lot 49" ville formentlig heller ikke have været den samme uden "Steppeulven". Skuespilleren og hippiebarnet River Phoenix var opkaldt efter livets flod i "Siddhartha". Herhjemme var der i samme periode en berømt rockgruppe, som også opkaldte sig efter Steppeulven, oven i købet med en sanger som på bedste Hessevis opgav alt og begav sig op i Himalaya for at dø. Laurie Anderson, Yes og Blur er nogle af de musikere, som siden hen har ladet sig inspirere af værket. "Glasperlespillet" har ganske passende lagt navn til et low tempo lounge track fra den elektroniske duo Thievery Corporation.

Bibliografi

Værker af Hermann Hesse

Hesse, Hermann:
Peter Camenzind. 1904. (Peter Camenzind. 1907).
Hesse, Hermann:
Unterm Rad. 1906. (Under hjulet. 1944).
Hesse, Hermann:
Gertrud. 1910. Roman.
Hesse, Hermann:
Roßhalde. 1914. Roman.
Hesse, Hermann:
Knulp. 1915. (Knulp. 1930).
Hesse, Hermann:
Demian. 1919. (Demian. 1923).
Hesse, Hermann:
Siddhartha. 1922. (Siddhartha. 1959).
Hesse, Hermann:
Die Nürnberger Reise. 1927. (Rejsen til Nürnberg. 1953). Rejseskildring.
Hesse, Hermann:
Der Steppenwolf. 1927. (Steppeulven. 1955). Roman.
Hesse, Hermann:
Narziss und Goldmund. 1930. (Sol og måne. 1986). Roman.
Hesse, Hermann:
Die Morgenlandfahrt. 1932. (Rejsen til morgenlandet). Roman.
Hesse, Hermann:
Traumfährte. 1938. (Troldmandens barndom. 1996). Eventyr.
Hesse, Hermann:
Das Glasperlenspiel. 1943. (Glasperlespillet. 1989). Roman.
Hesse, Hermann:
Frans af Assisi. Kristeligt Dagblad, 2016. (Franz von Assisi). Oversat af Anette Petersen. Biografi.

Om Hermann Hesse

Bøger

Freedman, Ralph:
Hermann Hesse. 1978. Biografi.
Ball, Hugo:
Hermann Hesse. Sein Leben und sein Werk. 1927. Biografi.

Link

Kort selvbiografi og takketale af Hesse.
Fint opslag om Hesse.