J. D. Salinger

Efter krigen begyndte han at offentliggøre sine noveller i mondæne magasiner som Esquire og The New Yorker. 35 tekster blev det til før Forbandede ungdom. Herefter fulgte et lille tiår, hvor Salinger i nogen grad spillede spillet og gjorde de ting, man forventer af en forfatter. I 1953 slog han sig ned i New Hampshire, og efter 1962 har han ikke talt med pressen. Kun én anden amerikansk forfatter, Thomas Pynchon, har været lige så usynlig. Imidlertid publicerer Pynchon én stor roman hvert tiende år.  

Da Jerome David Salinger døde i 2010, 91 år gammel, havde han holdt fast ved sin tavshed og skrevet hver dag, efter sigende på en definitiv bog om familien Glass. Hvis den nogensinde offentliggøres, kan den næppe undgå at skuffe, men det ville ligne Salinger - ophav til Holden Caulfield og Buddy Glass - at destruere den. Bare for at være på tværs. Bare for at være i fred. Bare for at være manden der skrev og tav stille.

Englænderen Ian Hamilton, som i 1985 forsøgte at få kontakt med Salinger, da han blev bedt om at skrive en biografi, fortæller i In Search of J.D. Salinger (1988) historien om, hvordan hans bog ikke blev til noget. Salinger ville ikke have beskrevet sit levned. Hamiltons forlæggere havde regnet med at kunne offentliggøre en bog, som ikke direkte citerede Salingers værker (og juridiske ejendom). De mente, at han holdt sit privatliv for kært til at stå frem og standse Hamiltons bog.

Her tog de fejl. I 1986 gik Salinger i retten for med næb og kløer at standse udgivelsen af en biografi. Han vandt sagen og sikrede sig således retten til et privatliv. Enkelte fotos blev taget, da han stod frem. Et af dem viser en vred gammel mand med viltert hvidt hår. Ophidset hamrer han næven mod bilruden, som fotografen arbejder bag. Det er et forbløffende billede. Gennem alle årene har Salingers værker været prydet af det noble ungdomsfoto, som blev taget i forbindelse med udgivelsen af Forbandede ungdom. Med ét var han 50 år ældre og skræmmende gammel.

Salingers særprægede historie ville næppe være interessant, hvis man ikke længere læste hans bøger. Det gør man imidlertid alle vegne og hver eneste dag, især i skoler og på gymnasier over hele den vestlige verden. Forbandede ungdom er en autentisk amerikansk klassiker, og romanen blev tidligt vurderet som sådan.

Det er hverken handlingen eller tematikken, der gør den unik. Det er stemmen, som den 16-årige Holden Caulfield bruger til at fortælle med. Den er siden blevet en konvention i sig selv. Vi har vænnet os til teenagere, der taler troværdigt ’’til kameraet’’ og henvender sig i en autentisk form, men i 1951 var det uhørt. Selve begrebet teenager var nyt, og Holden Caulfields attitude repræsenterede noget ægte og uset. Hør blot, hvordan han kommer læseren i møde:

’’ Hvis De virkelig gider høre om det, vil De sikkert først have at vide, hvor jeg er født og hvordan min stakkels, elendige barndom var, og hvad mine forældre bestilte, før de fik mig og alt det der sludder à la David Copperfield, men jeg har ærlig talt ikke spor lyst til at ribbe op i det. For det første keder al den slags mig, og for det andet ville min far og mor få et slagtilfælde, hvis jeg gav mig til at fortælle personlige ting om dem. ’’

På det ydre plan sker der ikke meget i Forbandede ungdom. Lige før jul er Holden blevet bortvist fra skolen. Over en weekend strejfer han rundt i New York, mens han fortæller læseren om sin familie og sin baggrund. Han besøger en lærer som ikke forstår ham, flirter med en prostitueret, telefonerer til mulige kærester og ender med at opsøge sin lillesøster Phoebe, som er den diametrale modsætning til storebroderen D.B. Denne er blevet manuskriptforfatter i Hollywood og har vist sig at være en af de ’’phoneys’’, som i Holdens øjne er værre end de oplagt og målbevidst onde i verden.

Der sker kun lidt i Forbandede ungdom. Alligevel lægges en hel verden frem.