john irving
Foto: Mathieu Bourgois/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

John Irving

Bo Green Jensen, 1991. Opdateret af cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Top image group
john irving
Foto: Mathieu Bourgois/Writer Pictures/Ritzau Scanpix
Main image
Irving, John
Foto: Søren Jensen

Indledning

Den amerikanske forfatter John Irving fik sit internationale gennembrud med sin fjerde roman ”Verden ifølge Garp”, der udkom i 1978. Han modtog USA’s store bogpris the National Book Award for bogen i 1980. Flere af hans romaner har siden manifesteret sig som internationale bestsellere bl.a. ”Æblemostreglementet” og ”En bøn for Owen Meany”, og hans romaner er nu oversat til 35 sprog. Flere af Irvings bøger er filmatiseret, og i 2000 fik han en Oscar for bedste filmatisering af ”Æblemostreglementet”. I 2012 udkom Irvings trettende roman – ”I én person”. Den lægger sig tæt op ad forfatterens andre romansucceser med sin alvidende fortæller og plotdrevne fortællerstil. Tematisk er romanen også klassisk Irving. Den handler om køn og seksualitet og skildrer et helt livsforløb.

 

52245990

Blå bog

Født: 2. marts 1942, Exeter, New Hampshire i USA.

Uddannelse: Creative Writing, universitetet i Iowa.

Debut: Setting Free the Bears. Random House, 1968.

Litteraturpriser: The National Book Award, 1980. O. Henry Award, 1981. Oscar for bedste filmatisering, 2000. Medlem af organisationen American Academy of Arts and Letters i 2001.

Seneste udgivelse: Mysteriernes Allé. Lindhardt og Ringhof, 2016. (Avenue of mysteries, 2015). Oversat af Rasmus Hastrup. Roman.

Inspiration: Charles Dickens og F. Scott Fitzgerald.

 

 

 

 

 

John Irvings råd til forfatterspirer

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Og så var der selvfølgelig hele bi-spørgsmålet. Hun havde læst alle mine romaner. Hun sagde, hun var vild med det, jeg skrev, men det gjorde hende også ængstelig, at jeg var en bi-fyr. ”Jeg kan bare ikke tro, at du er treoghalvtreds!” sagde Amanda altid, og det forvirrede mig. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var, fordi hun mente, at jeg virkede meget yngre, end jeg var, eller om hun var forfærdet over sig selv, fordi hun kom sammen med en gammel bi-fyr i halvtredserne.”
”I én person”, s. 376-377.

John Irving er født i Exeter i New Hampshire i 1942. Han voksede op med sin mor og stedfar, der adopterede ham, da han var seks år. Først i en sen alder fik Irving nogle breve skrevet af sin biologiske far fra moren, og selvom Irving gerne ville have fundet frem til sin biologiske far tidligere, inspirerede morens tavshed om det biologiske ophav ham litterært, for som han siger: ”Det tvang mig til at forestille mig, hvordan han var bog efter bog.” (Dinitia Smith: While Excavating Past, John Irving Finds His Family. The New York Times, 2005-06-28).

Brydning har også inspireret Irving som forfatter. Som teenager begyndte han at gå til brydning, og sporten blev nærmest en åbenbaring for ham. Indtil da havde han mest følt sig som en fiasko i skolen. Som ordblind var lektier og eksaminer næsten uoverkommelige opgaver, men brydningen gav ham selvtillid og lærte ham, at hårdt arbejde var vejen frem, hvis man ville være god til noget. I et interview til Ekstra Bladet fremhæver han netop ligheden mellem brydning og skrivning. Han siger: ”Jeg tror, at mine erfaringer med brydning har været uvurderlige for min karriere som forfatter. I brydning skal du træne det samme igen og igen, indtil du kan det på rygraden. Sådan er det også at skrive romaner. Det er genskrivning på genskrivning. En mental brydekamp, kan du kalde det!” (Frank Sebastian Hansen: 10 millioner kan ikke tage fejl. Ekstra Bladet, 2010-06-05).

Irvings mentale brydekamp har i den grad givet ham litterær succes. Han har været nomineret til den amerikanske bogpris the National Book Award tre gange og modtog den i 1980 for ”Verden ifølge Garp”. Han har vundet en Oscar for bedste filmatisering i 2000, og så har han både et millionoplag bag sig og lige så mange læsere.

Irving har været gift to gange. Hans nuværende kone, canadieren Janet Turnbull, fungerer også som hans litterære agent. De har været gift siden 1987 og har sønnen Everett sammen. Irving har også to voksne sønner fra det tidligere ægteskab. I dag bor han skiftevis i Vermont og Toronto med sin kone og deres søn.

 

Fantasiens bjørne

John Irving debuterede i 1968 med ”Setting Free the Bears” (”Slip bjørnene fri”, 1999). Romanen blev først oversat til dansk i 1999, og det var på tide, for ”Slip bjørnene fri” er den mest interessante af hans tidlige romaner.
Den rummer stort set alle de temaer og stilelementer, man senere forbinder med forfatteren til romanerne ”The World According to Garp” (”Verden ifølge Garp”, 1980), The Cider House rules” (”Æblemostreglementet”, 1986) og ”A Prayer for Owen Meany” (”En bøn for Owen Meany”, 1989).
Her er næsten alt, hvad hjertet kan begære: lystne elskende, bjørne som emblemer for fantasi og seksualitet, samt den ramponerede motorcykel, der stadig kører i romanen ”The Hotel New Hampshire” (”Hotel New Hampshire”, 1984).

Bogen er skrevet under et ophold i Wien, hvilket den samme dannelsesrejse, der bliver så skelsættende og karakterbestemmende for hovedpersonen i Irvings senere selvportræt af kunstneren som ung mand i ”Verden ifølge Garp”.

Den første bog var blevet til som afgangsopgave i creative writing fra universitetet i Iowa, hvor han blev undervist og vejledt af blandt andre Kurt Vonnegut. Efter nogle år i Østrig vendte Irving tilbage til USA og følte sig lidt til en side og meget udenfor, mens sæder og skikke blev afprøvet og ombrudt ude i den politiske virkelighed.

Med sin tætte bryderfremtoning, sin kærlighed til gamle værdier som ægteskab og familie samt sin i begyndelsen lidt ulykkelige kærlighed til den store form fra det 19. århundrede, var han noget af en fremmed fugl i de skæve 1960’ere, hvor det gjaldt om at være radikal for enhver pris. Der er derfor en snert af bitter misantropi over de to sarkastiske sædeskildringer, som ligger mellem ”Slip bjørnene fri” og ”Verden ifølge Garp”. I romanerne ”The Water-Method Man” fra 1972 (”Vandmetoden”, 1991) og ”The 158-Pound Marriage” fra 1974 mangler Irving endnu at finde sin rigtige stemme og form.


Verden ifølge Garp

Med The World According to Garp” fra 1978 (”Verden ifølge Garp”, 1980) fik John Irving et gennembrud, som er næsten uden sidestykke i nyere amerikansk mediehistorie. Som roman betragtet er den sørgmuntre udviklingshistorie om forfatteren T.S. Garp ikke mindst et mageløst jonglørnummer.

22337696

Den fortæller en livshistorie, men den byder også på mange mindre fiktioner i fiktionen, historier i historien, såsom afsnittene ”Pension Grillparzer” og ”Verden ifølge Bensenhaver”, der skal forestille at være skrevet af Garp, men samtidig svarer til de forskellige faser i Irvings eget forfatterskab.

Hvis man blot så handlingsreferatet, ville man afskrive ”Verden ifølge Garp” som et håbløst monstrum, men den lykkes jo, den lever og svæver, og Irving holder alle sine bolde i luften på næsten mirakuløs vis.

Den byder på et forrygende opgør med radikal feminisme. Den lader os blive forelskede i en kreds af både groteske og gribende skikkelser, og den formår med et sammensurium af egentlig usandsynlige virkemidler at skabe aftrykket af ét liv, ét menneskes udvikling. Når man lukker denne bog, har man faktisk en fornemmelse af, at verden har flyttet sig for én, at man har gjort Garps rejse med.

For første gang havde Irving skrevet en bog, om hvilken man anvendte ordet magisk. Han blev en superstjerne fra den ene dag til den anden, og det var med Garp, at han for alvor brød igennem, også i Europa.

 

Æblemostreglementet

Efter fire års tavshed udgav Irving i 1985 sin smukkeste roman ved siden af ”Verden ifølge Garp” og sit mest storstilede forsøg på at skrive en stor bred fortælling i ånden fra Dickens: The Cider House rules” (”Æblemostreglementet”, 1986).

22743597

Romanen fortæller historien om to skæbner, der på et børnehjem i staten Maine bliver hinandens bestemmelse. Lægen Dr. Wilbur Larch tager sig af alle de uønskede børn, foretager ulovlige aborter, hvis det er den eneste udvej, men formidler også efter bedste evne adoptioner, når han kan overtale mødrene til at føde på stedet.

Homer Wells er den dreng, der aldrig finder væk fra hjemmet. Mens han arbejder på en æbleplantage, oplever han den kærlighed, der bliver altafgørende for hans livssyn. Han vender tilbage og afløser Dr. Larch. Hjemmet bliver herefter drevet i overensstemmelse med ”æblemostreglementet”.

Det er en både skarp og sentimental, forrygende broget og barok roman, som formår at mane en hel verden frem. Leder man efter ren læsefryd, er det afgjort den mest åbne af Irvings romaner. Den er 1980’ernes svar på ”David Copperfield”, men den er også John Irving, der giver sit bud på ”magisk realisme” i nordamerikansk regi.

 

En bøn for Owen Meany

I 1989 fulgte Irvings syvende murstensroman. Mens forfatterens skarpe holdning til abortspørgsmålet udgør en undertone i ”Æblemostreglementet”, koncentrerer han sig i ”A Prayer for Owen Meany” (”En bøn for Owen Meany”, 1989) om den krig i Vietnam, der for Irvings generation står som Amerikas endelige syndefald.

25937481

Det er fortællingen om mandslingen Owen Meany, der aldrig bliver større end den dreng, han er i begyndelsen, og som taler så skærende højt med sin fistelstemme, at romanen trykker alle hans replikker med blokbogstaver på samtlige 700 sider.

Historien fortælles af hans ven, en forsigtig skolelærer, der har slået sig ned i Canada i væmmelse over sit land. Han fortæller om deres barndom i New Hampshire, hvordan de indøvede en bestemt basketballmanøvre, hvordan de opførte Dickens’ ”Et juleeventyr” som krybbespil, hvor Owen altid var Jesusbarnet.

Det handler om Vietnam, men Irving skildrer krigen indirekte. For også ”En bøn for Owen Meany” er en myldrende grupperoman med afsæt i en lille by i USA. Til slut giver hele Owens liv mening, men den bevægende knaldperleslutning skal ikke røbes her.

Der er ingen bjørne i ”En bøn for Owen Meany”, men et udstoppet bæltedyr har en lignende funktion.

 

I én person

”Jeg vil begynde med at fortælle om miss Frost. Selvom jeg siger til alle og enhver, at jeg blev forfatter, fordi jeg havde læst en bestemt roman af Charles Dickens i den formative alder af femten år, er sandheden den, at jeg var yngre, dengang jeg mødte miss Frost og forestillede mig, at jeg havde sex med hende, og dette øjeblik af gryende, seksuel bevidsthed markerede tillige den urovækkende tilblivelse af min fantasi.”
”I én person”, s. 6.

John Irvings trettende roman ”In one person” (”I én person”, 2012) er som ”Verden ifølge Garp” og flere af hans andre romaner en fortælling om et helt liv. ”I én person” handler om forfatteren William Abbots liv. Romanen skildrer hans venskaber, hans seksualitet, hans forfatterskab og indimellem det fem årtiers amerikansk seksualmoral, hvor 1980’ernes aids-epidemi er afgørende for Williams livsbane.

Hovedpersonen i romanen har flere ting til fælles med Irving, men det mest indlysende er nok forfatterrollen. Da vi møder fortællerstemmen i begyndelsen af romanen, er William Abbot en aldrende herre sidst i 60’erne. Han fortæller i et tilbageblik om sit liv og indrømmer allerede i begyndelsen, at det er den seksuelle betagelse af den meget ældre miss Frost, det lokale biblioteks bibliotekar, der har ansporet forfatterdrømmene og fantasien.

Fortælleren og forfatteren William Abbot, der af familie og venner kaldes Billy, dukker ikke kun op på biblioteket for at glo på bibliotekaren. Han genlåner også ”Store forventninger” af Charles Dickens. Den har nemlig også haft stor betydning for hovedpersonens forfatterliv, noget han deler med Irving selv. I et interview i The New York Times fortæller Irving, at netop ”Store forventninger” overbeviste ham om, at han ville være forfatter, for som han siger: ”Den gav mig ønsket om at kunne skrive en lignende roman.” (John Irving: By the Book, The New York Times, 2012-06-07).

29518203

Trods sammenfald mellem hovedperson og forfatter er de ikke en og samme person. ”I én person” er ikke en biografi, men en fiktiv fortælling med skøre hændelser, bizarre mennesker og tragiske dødsfald. Hovedpersonen og hans liv er et produkt af Irvings fantasi, og romanen er veldrejet og fabulerende.

 

Genrer og tematikker

Tematisk kredser Irvings forfatterskab om eksistens, seksualitet, familie, overgreb, tab, kærlighed og brydning. Han skriver om de sære og aparte, og kaster sig som regel ud i fortællinger, der rummer hele livshistorier. Det gælder de fleste af hans romaner og i særdeleshed ”Verden ifølge Garp” og den seneste roman ”I én person”. Det at skrive optager også en stor plads i forfatterskabet, hvor romanerne vrimler med forfattere, der både skriver om sig selv, om familien og om den forbudte seksualitet og kærlighed. Selv siger Irving i et interview til NY Times, at han har en forkærlighed for personer, der tilhører et seksuelt mindretal: ”Jeg elsker seksuelle outsidere, fordi livet er sværere for dem.” (John Irving: By the Book. The New York Times, 2012-06-07).

Irving skriver store plotdrevne historier af den gammeldags slags. Mens flere og flere forfattere har givet sig i lag med smalle bøger, og mens det såkaldt postmoderne har triumferet, er Irvings romaner stædigt insisterende blevet ved med at være store, brede, skægge og gribende billedtæpper, der rører ved læseren. Om længden på sine romaner siger Irving: ”Vores barndom gør os til dem, vi er. Mindst én person i mine romaner bevæger sig fra barndom til voksenliv – det er dybt rodfæstet i mig. Og det er grunden til, at mine romaner er lange” (Jesper Stein Larsen: Verden ifølge John Irving. Jyllands-Posten, 2010-06-05).

John Irving blander biografisk virkelighed med fri fantasi. En manglende far, brydning, livet som forfatter og flere andre biografiske elementer indgår side om side med fiktive handlinger og personer i alle hans romaner. Men trods de biografiske elementer er det fantasien og det magiske, der præger forfatterskabet, og Irving mener da også, at det virkelige kun er interessant, når det iblandes fantasien: ”Når jeg bruger elementer af mit eget liv, ændrer jeg dem. Portrættet af min egen mor har jeg ændret så meget, at hun ikke kunne genkende sig selv. Det er overhovedet ikke vigtigt for mig at gøre forskel på de ting, der er sket i virkeligheden, og ting, jeg opfinder. For alt, der er sket i virkeligheden, kan jeg gøre bedre. En sand historie er simpelthen ikke god nok. En sand historie er fuld af alt muligt bullshit, som ikke er interessant for historien, så det må man bare af med.” (Tine Maria Winther: John Irving: ”Mine bjørne har ingen symbolsk betydning”. Politiken, 2010-06-12).

Irvings enorme forfatterskab er i den grad en hyldest til den store fortælling. Det er gribende fortællinger skrevet i et præcist sprog drevet af finurlige plots.

 

Beslægtede forfatterskaber

John Irvings erklærede helte og litterære forbilleder er Charles Dickens og F. Scott Fitzgerald – henholdsvis en romantisk realist og en realistisk romantiker. Når Irving ved flere lejligheder har beskrevet sig selv som ”en dinosaur, et fortidsdyr”, hænger det sammen med disse kvaliteter. Romantik og realisme er størrelser, som man ikke er forvænt med at finde i dagens amerikanske litteratur, men man finder begge dele i Irvings forfatterskab.

John Irvings bøger er plotdrevne, og han sammenlignes derfor typisk med det 19. århundredes store romanforfattere. Selv er han stor fortaler for plot, og han sammenligner strukturen i sine romaner med teaterstykker. Han siger: ”Shakespeare ved, hvor hans fortælling bærer hen. Jeg ved, hvor mine historier fører dig hen, og mine romaner er langt hen ad vejen konstrueret som et teaterstykke.” (Jannie Schjødt Kold: Historiefortælleren fra New Hampshire. Kristeligt Dagblad, 2012-11-09).

John Irving er ikke en forfatter, der skriver for at behage kritikerne. Hans murstensromaner er åbne bøger, som prioriterer læseglæden højest. Den intellektuelle del af det amerikanske kulturmiljø er derfor kun modstræbende gået med til at acceptere Irving som en væsentlig forfatter.

Selv er Irving ikke bange for at udtale sig kritisk om forfattere, der i intellektuelle kredse anses som væsentlige forfattere. F.eks. mener han, at Hemingway har haft en negativ indflydelse på amerikansk litteratur. Han siger: ”Det er fint for enhver forfatter at have et system for sin skrivning. Men Hemingway var rædsom, når han mente, at hans metode var den rigtige og bedre end alle andres. Han var arrogant, en bully i den skrivende verden. Måske havde jeg tilgivet ham hans form, hvis jeg kunne lide hans bøger, men jeg synes, de er kedelige, simple og underskrevne. Den minimalistiske stil, han repræsenterer, har haft en forfærdelig indflydelse på amerikansk litteratur.” (Tine Maria Winther: John Irving: ”Mine bjørne har ingen symbolsk betydning”. Politiken, 2010-06-12).

 

Bibliografi

Romaner

Irving, John:
Verden ifølge Garp. Gyldendal, 1980. (The World According to Garp, 1978).
Irving, John:
Hotel New Hampshire. Gyldendal, 1984. (The Hotel New Hampshire, 1981).
Irving, John:
Æblemostreglementet. Gyldendal, 1986. (The Cider House rules, 1985).
Irving, John:
En bøn for Owen Meany. Gyldendal, 1989. (A Prayer for Owen Meany, 1989).
Irving, John:
Vandmetoden. Gyldendal, 1991. (The Water-Method Man, 1972).
Irving, John:
Barn af et cirkus. Lindhardt og Ringhof, 1994. (A Son of the Circus, 1994).
Irving, John:
Et ægteskab i 74 kilo klassen. Lindhardt og Ringhof, 1995. (The 158-pound Marriage, 1974).
Irving, John:
Enke i et år. Lindhardt og Ringhof, 1999. (A Widow for One Year, 1998).
Irving, John:
Slip bjørnene fri. Lindhardt og Ringhof, 1999. (Setting Free the Bears. 1968).
Irving, John:
Den fjerde hånd. Lindhardt og Ringhof, 2001. (The Fourth Hand, 2001).
Irving, John:
Indtil jeg finder dig. Lindhardt og Ringhof, 2005. (Until I Find You, 2005).
Irving, John:
Sidste nat i Twisted River. Lindhardt og Ringhof, 2010. (Last Night in the Twisted River, 2009).
Irving, John:
The treasures of Mozart. 2009. Roman.
Irving, John:
I én person. Lindhardt og Ringhof, 2012. (In One Person, 2012).
Irving, John: Mysteriernes Allé. Lindhardt og Ringhof, 2016. (Avenue of mysteries, 2015). Oversat af Rasmus Hastrup.

Erindringer

Irving, John:
The Imaginary Girlfriend. Random House, 1995.
Irving, John:
Min filmaffære. Lindhardt og Ringhof, 2000. (My movie business, 1999).

Fortællinger

Irving, John:
Om at redde Piggy Sneed. Lindhardt og Ringhof, 1996. (Trying to Save Peggy Sneed, 1996).
Irving, John:
Lyden af en, der prøver at være helt stille. Lindhardt og Ringhof, 2003. (A Sound Like Someone Trying Not to Make a Sound, 1998).

Om John Irving

Miller, Gabriel:
John Irving. 1982
Harter, Carol C. and James R. Thompson:
John Irving. 1986
The Paris Review interviews. Eigth series. 1986 Ron Hansen interviewer John Irving.
Reilly, Edward C.:
Understanding John Irving. 1991
Green Jensen, Bo:
Ind i det amerikanske, en bog om amerikansk kultur. 1992 (81.38)
Green Jensen, Bo:
Andre stemmer. 1995 (81.17)
John Irving. 2001. Edited and with an introduktion by Harold Bloom.

Avisartikler

Winther, Tine Maria:
En sand historie er fuld af al mulig bullshit. Politiken. 2010-06-12.
Bach Henriksen, Michael:
Mine personer har et eksistentielt hul indeni. Kristelig dagblad. 2010-16-03.
Stein Larsen, Jesper:
Verden ifølge John Irving. Interview. Jyllandsposten. 2010-06-05.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på John Irving
Irving, John:
Slip bjørnene fri. Lindhardt og Ringhof, 1999. (Setting Free the Bears. 1968).

Film

Filmstriben

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Kold, Jannie Schjødt:
Historiefortælleren fra New Hampshire. Kristeligt Dagblad, 2012-11-09.
Interview:
John Irving: By the Book. The New York Times, 2012-06-07.
Winther, Tine Maria:
John Irving: ”Mine bjørne har ingen symbolsk betydning”. Politiken, 2010-06-12.
Hansen, Frank Sebastian:
10 millioner kan ikke tage fejl. Ekstra Bladet, 2010-06-05.
Stein Larsen, Jesper:
Verden ifølge John Irving. Jyllandsposten, 2010-06-05.
Smith, Dinitia:
While Excavating Past, John Irving Finds His Family. The New York Times, 2005-06-28.