Naja Marie Aidt
Naja Marie Aidt vandt Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen 'Bavian' i 2008.
Foto: Kristian Sæderup / Scanpix

Genrer

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
Naja Marie Aidt
Naja Marie Aidt vandt Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen 'Bavian' i 2008.
Foto: Kristian Sæderup / Scanpix

Perioder og genrer

Her kan du som underviser, elev eller bibliotekar få et overblik over dansk litteraturhistorie og et greb om de vigtigste genrer.

Den litteraturhistoriske tidslinje og genreteksterne giver overblik og historiske perspektiver, mens de mange forfatterportrætter giver mulighed for analyse og dybde.

Hvis man klikker på Nøgleord, får man en oversigt over de forfatterskaber som knytter sig til de enkelte genrer, f.eks. Karl Ove Knausgård under Autofiktion.

De 17 kortfattede periodeintroduktioner giver et overblik over de vigtigste strømninger inden for samfund og historie samt de kulturelle og filosofiske tanker, der var markante i perioden. Nedslag i enkelte forfatterskaber og henvisninger til primærtekster åbner perioden op og giver et præcist billede af, hvilke litteraturhistoriske tendenser, perioden rummer. Udover den indledende tekst rummer hvert afsnit et omfattende kildemateriale. Kilderne er delt i primær- og sekundærlitteratur og har henvisninger til enkelttekster. Derudover er der henvisninger til film og musik fra eller om perioden, så det bliver muligt at tilgå stoffet fra forskellige medier. Der henvises også til de af periodens forfattere, der er portrætteret i Forfatterweb og til de Faktalink-artikler, der handler om periodens mere overordnede strømninger.

I genreteksterne gives en kort introduktion til genrens primære kendetegn samt historie og informationer om videre læsning. Analysevejledninger til de fleste genrer findes under punktet Tips til analysen på forfatterweb.dk.

Materialet er ikke et udtømmende hverken litteraturhistorisk eller genreteoretisk værktøj, men et brugsværktøj i hverdagen. Her kan man få et hurtigt overblik og målrettede henvisninger til videre læsning. Det kan anvendes i såvel forberedelse til og i selve undervisningen, i biblioteksøjemed og til den almindeligt interesserede læser.

 

Sagaer

Sagaer-forfatterweb
De islandske Sagaer.
Foto: Jonas Vandall Ørtvig / Scanpix

Saga betyder egentlig udsagn, at sige eller at fortælle på oldnordisk, hvilket er meget sigende for, hvad genren er. Sagaer er nemlig nedskrivninger af beretninger om store krigeriske helte og deres liv, familier og død, som stilistisk har meget tilfælles med den mundtlige fortælling. Genren dækker over de nordiske prosafortællinger fra oldtiden og vikingetiden, men de islandske sagaer er de bedst bevarede og derfor ofte også synonym med genren. De islandske sagaer er nedskrevet mellem år 1170 og 1400. Med undtagelse af Snorri Sturluson (1179-1241) og hans nevø Sturla Thordarson (1214-1284) er forfatterne til sagaerne anonyme. De islandske sagaer er nedskrevet i hånden på pergament, og de befandt sig frem til 1971 i Danmark. Her blev de efter en del offentlig debat tilbageleveret til Island og kan i dag ses udstillet i Reykjavik.

Sagaerne er romanlignende fiktioner med baggrund i historiske personer. De har fokus på handlinger, begivenheder og tematikker som mord, ære, slægter, erotik, ægteskab og forholdet mellem individ og samfund. De varierer i længde fra korte, novellelignende totter til den omfangsrige ”Njals saga”, hvis fire dele i alt strækker sig over halvandethundrede sider. Selv om de er skrevet af forskellige forfattere, har de klare stilistiske fællestræk. Tilsyneladende autentiske forhold afdækkes, bl.a. slægtsforhold og den geografiske placering af handlingen, ligesom der i alle sagaerne er mange dialoger og replikker. Fortællerne har en slags øjenvidnefunktion og gør ikke opmærksom på sig selv. Hermed skabes en illusion om en nøgtern, objektiv fortæller, der videregiver begivenhederne nøjagtigt, som de skete. Det er derfor gennem tiden blevet diskuteret, om sagaerne er nedskrivninger af mundtlige overleveringer, den såkaldte friprosateori, eller om de er litterære værker, der er skabt og konstrueret som prosa på baggrund af anekdoter og mundtlige fortællinger. Den sidste tolkning er den mest udbredte og kaldes bogprosateorien.

Sagaernes hovedpersoner er de første nybyggere, der kom til Island og koloniserede øen i landnamstiden 870-930, og deres efterkommere, som er stærke mænd, tapre krigere og heroiske drukkenbolte. De fleste sagaer foregår i tiden 930-1030. Denne periode i Islands historie kaldes også sagatiden eller fortælletiden.

Karakteristisk for sagaerne er deres indirekte beskrivelser af karaktererne. Heltenes personlighed udtrykkes gennem det, de gør. F.eks. gestaltes Egil Skallagrimssons stædighed og viljestyrke ved, at han trodser sin fars vilje og drager uanmeldt til drikkegilde i ”Egils saga”. Andre typiske genretræk er den standardiserede komposition, det autentiske præg og fortællerens kontrollerede og objektive stil, samt de mange intriger, som ofte bunder i erotiske eller magtrelaterede konflikter. Mændene er maskuline og heroiske, mens kvinderne ofte kun spiller en sekundær rolle. Undtagelsen er trekantdramaet ”Laksdøla saga”, hvor den smukke, lidenskabelige og stærke Gudrun er centrum for en slægtstragedie, inden hun afslutningsvis konverterer til kristendommen.

Der findes forskellige typer sagaer. Normalt skelner man mellem kongesagaer, biskopsagaer, fornaldersagaer og slægtssagaer. Kongesagaerne er historiske fortællinger (dateret 1200-1235) om de skandinaviske konger og jarler. De kan både handle om en enkelt konge eller en række af konger, som eksempelvis ”Heimskringla” (”Verdens kreds”), der beretter om de norske konger fra sagntiden og frem til 1170. Biskopsagaerne er sagaer om de islandske biskopper, mens fornaldersagaerne eller oldtidssagaerne bygger på germansk og nordisk sagnstof. De er fantastiske, komiske og indholdsmæssigt baseret på sagn og digte, som ”Rolf Krages saga” om den danske sagnkonge, der har klare paralleller til det engelske heltekvad ”Beovulfkvadet”. Slægtssagaerne kaldes også islændingesagaerne, fordi hovedpersonerne er islandske familiemedlemmer. De er nedskrevet mellem 1200-1320 og handler om islandske høvdinge og bønder, hvis småkonflikter ofte resulterer i ild og død. Mange af de mest populære sagaer tilhører denne gren af genren. Det gælder ”Njals saga” om den eskalerende konflikt mellem de to venner Njal og Gunnar, der efter mordbrand og hævndrab ender i forsoning. I nyere tid kaldes slægtsromaner eller familiesagaer somme tider for sagaromaner, hvis de består af familiefortællinger, der tidsmæssigt strækker sig over flere generationer. De 40 islandske sagaer og 49 totter er i 2014 udkommet i en samlet dansk nyoversættelse, som led i et større fællesnordisk oversættelsesprojekt.

Kilder:

Primærlitteratur

Lassen, Annette (red.): Islændingesagaerne. Samtlige sagaer og 49 totter. Forlaget Saga, 2014. bibliotek.dk

 

Sekundærlitteratur

Bredsdorff, Thomas: Kaos og kærlighed – en studie i islændingesagaernes livsbillede. Gyldendal, 1995.
Byock, Jesse L.: Island i sagatiden - Samfund, magt og fejde. Oversat af Jon Høyer. C.A. Reitzel, 1999. bibliotek.dk
Fibiger, Johannes m.fl.: Litteraturens veje. Systime, 1996. bibliotek.dk
Lassen, Anette: Islændingesagaernes verden. Gyldendal, 2017.
Ney, Agneta, Ármann Jakobsson og Annette Lassen m.fl. (red.): Fornaldarsagaerne - Myter og virkelighed. Museum Tusculanum, 2009. bibliotek.dk
Meulengracht Sørensen, Preben: Norrønt nid - Forestillingen om den umandige mand i de islandske sagaer. Odense Universitetsforlag, 1980. bibliotek.dk

Islandske forfattere, der er inspireret af sagaerne, sagnstof og myter:

Forfatterportrætter
Einar Kárason
Einar Már Guðmundsson
Halldór Laxness
Ófeigur Sigurðsson
Snorri Sturluson

 

Folkeviser

Sovjets leder Khrusjtsjov danser folkevisedans under et officielt besøg i Sverige i 1964.
Foto: NTB / Scanpix

Begrebet folkevise stammer fra det tyske ord Volkslied, der blev brugt første gang i 1773. Selve genren er dog langt ældre, da folkeviserne regnes for de ældste fiktionstekster, der findes bevaret på dansk. Oprindeligt blev disse fortællende danseviser kaldt ballader. Folkeviser er anonymt mundtligt overleverede episke digte, hvoraf de ældste stammer fra middelalderen og omhandler middelalderlige problemstillinger som kærlighedsintriger eller slægtsfejder.

Man mener, at folkeviserne kom til Danmark omkring år 1200 med omrejsende musikanter fra Frankrig, der havde tradition for en såkaldt troubadourdigtning. Viserne var danseviser, der blev sunget af den lavadelige overklasse og som blev akkompagneret af kædedans. Senere spredte viserne sig til andre samfundslag via mundtlig videreformidling, indtil det i 1500-1600-tallet blev populært blandt adelens kvinder at nedskrive viserne i poesibøger. 83 kærlighedsviser er f.eks. nedskrevet i den hjerteformede ”Hjertebogen” fra 1550’erne, der anses for at være det ældst bevarede håndskrift med danske folkeviser. Den første bog med trykte folkeviser var ”Et hundrede udvalgte danske viser” af Anders Sørensen Vedel (1542-1616) fra 1591. Mange viser blev i 1700-tallet distribueret på enkle ark, de såkaldte skillingstryk, der solgtes på lokale markeder, og helt frem til slutningen af 1800-tallet blev der sunget folkeviser på de danske gårde. Mange af disse nyere versioner, der blev sunget af fattigfolk på den jyske hede, er nedskrevet af folkemindesamleren Ewald Tang Kristensen (1843-1929).

Karakteristisk for folkeviserne er deres fortællende stil i stroferne, mens omkvædet ofte lyrisk påminder om en grundstemning eller et varsel. Karaktererne er typer, der har en funktion. De er ikke individer med en personlighed, men repræsenterer et slægtsled, da visernes temaer er centreret omkring familiens ære, således at ægteskab, utroskab eller rivalisering mellem to slægter er typiske konflikter. En vise består typisk af to eller fire verselinjer og følger en fast tredelt struktur. Først præsenteres helten og konflikten, dernæst udspilles konflikten og endelig afsløres det hhv. lykkelige eller ulykkelige udfald. Stilistisk benyttes gentagelser f.eks. til at skabe spænding, mens formelsprog bruges til at beskrive tid, sted eller udseende. Det vil sige, at det samme faste udtryk f.eks. ”så væn en mår” bruges til at beskrive en piges skønhed i mange forskellige viser.

En central person i dansk folkemindesamling er Svend Grundtvig, der fra 1853 igangsatte en omfattende indsamling af ældre, danske folkeviser. Det blev til 12-bindsværket ”Danmarks gamle Folkeviser”, hvori Grundtvig inddeler viserne i de fire hovedgrupper kæmpeviser, trylleviser, historiske viser og ridderviser. Det har medført, at man i danskfaglige sammenhænge ofte opererer med trylleviser og ridderviser som overgenrer, hvortil der knytter sig undergenrer som f.eks. skæmteviser.

Trylleviserne kaldes også naturmytiske viser, fordi de enten indeholder overnaturlige væsener som elverfolk, trolde, havmænd eller mennesker, der på magisk vis forvandles. De handler ofte om overgangsfaser i livet, som i ”Harpens kraft”, hvor den rige Hr. Vellemand er forlovet. Hans kommende brud tør ikke ride over åen Bride, fordi hendes to søstre forsvandt der, dengang de skulle giftes. Da hun selv krydser broen, falder hun i vandet og bliver spist af en trold. Vellemand redder sin brud ved at spille på en guldharpe. Harpens kraft lokker trolden frem, så Vellemand kan dræbe den og blive gift. Hvor broen i denne vise symboliserer overgangen fra jomfru til ægtefælle, er harpespillet i folkeviserne forbundet med erotisk magt.

Den største gruppe af folkeviser er ridderviser. Ridderviserne skildrer realistisk sociale eller samfundsmæssige problemstillinger inden for et overklassemiljø. Et udbredt tema er kærlighed, og jalousidrab er ikke en ualmindelig konsekvens af en fejde. Helten er ofte en jomfrusvend, hvilket er formelsprog for en kærlighedslysten ridder, som i visen om ”Ebbe Skammelsøn”, hvis bror Peder narrer Ebbes forlovede Adelus til at gifte sig ham, mens Ebbe tjener kongen. Forråelsen sker altså inden for Ebbes egen slægt, og det får konsekvenser for hele familien. Ebbe vender hjem på bryllupsdagen og dræber både Peder og Adelus, for dernæst selv at blive fredløs.

Det kan diskuteres, om den kategoriske opdeling af viserne i undergenrer på baggrund af motiver er misvisende, da folkeviserne blev fornyet og fortolket gennem flere hundrede år. Man regner med, at der er 539 folkeviser bevaret på dansk, hvoraf flere altså forekommer i forskellige variationer, og nogle af de yngste sågar har en kristen morale. I nyere tid har de gamle viser inspireret flere danske musikere, bl.a. har sangerinden Sys Bjerre indspillet sin version af visen om Valdemar Sejrs første kone Dronning Dagmar, der ligger for døden.

Kilder:

Primærlitteratur

Grundtvig, Svend: Danmarks gamle Folkeviser. 1853-1961. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur

Christiansen, Palle Ove: De forsvundne - Hedens sidste fortællere. Gad, 2011. bibliotek.dk
Kværndrup, Sigurd: Den østnordiske ballade - oral teori og tekstanalyse. Studier i Danmarks gamle folkeviser. Museum Tusculanum, 2006. bibliotek.dk
Lundgreen-Nielsen, Flemming og Hanne Ruus (red.): Svøbt i mår - dansk folkevisekultur 1550-1700. C.A. Reitzel, 1999-2002. bibliotek.dk
Piø, Iørn: Nye veje til folkevisen. Gyldendal, 1985. bibliotek.dk

 

Salmer

salmer-forfatterweb
Hans Adolph Brorson (1694-1964)
var salmedigter og biskop i Ribe.
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix

Ordet salme stammer fra græsk og betyder oprindeligt en sang til strengespil. I dag bruges betegnelsen om en kristen religiøs sang, der lovpriser Gud eller prædiker den kristne lære, men frem til reformationen i Danmark var en salme en sang fra Det Gamle Testamente. Reformationen medførte, at Martin Luther gendigtede Davidssalmerne fra Biblen, så de passede med hans protestantiske tanker. Hans kirkesange blev forbilledet for de senere salmer, der blev sunget af menigheden ved gudstjenesten. Mange salmer passer derfor tematisk med en højtid eller et tidspunkt på dagen, f.eks. en morgensalme eller en påskesalme. For at undgå at indholdet i salmerne ændrede sig ved at gå fra mund til mund, blev salmebøgerne en realitet, da bogtrykkeriet blev udbredt. I 1569 udkom den første officielle danske salmebog ”Den Danske Psalmebog” eller Thomissøns salmebog, der bestod af 269 salmer udvalgt af Hans Thomissøn.

En salme har en fast strofeform, en fast rytme og enderim. Den bekender kærligheden til og bekræfter troen på den kristne Gud. Selvom salmerne er lyriske, udtrykker de ikke, som et digt ofte gør, det skrivende jegs subjektive oplevelser. De er i stedet hyldester til Gud, og da modtageren er den kristne menighed, er indholdet fortællinger fra Biblen eller erfaringer der ligger inden for en fælles kristen forståelsesramme. Derfor vil en du-henvendelse i en salme ikke være rettet mod en kødelig kærlighedspartner men mod den elskede Gud.

Den første betydningsfulde, danske salmedigter var Hans Christensen Sthen (1544-1610), men de fire største regner man for at være Thomas Kingo (1634-1703), Hans Adolph Brorson (1694-1764), Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) og Bernhard Severin Ingemann (1789-1862).

Kingo var barokkens store salmedigter. Han skrev kraftfulde, sanseladede, svulstige og kontrastfulde salmer. F.eks. ”Sorrig og glæde de vandre til hobe” hvor modsætningsparrene lykke og ulykke, medgang og modgang, solskin og skyer i den første strofe bygger op til den afgørende kontrast mellem livet på jorden og i himlen. I ”Den forordnede nye Salmebog” fra 1699 er der medtaget 85 af Kingos salmer.

Modsat Kingo er Brorsons stil mere enkel, nedtonet og inderlig. Den pietistiske Brorson opfattede livet på jorden som den forberedende udfordring inden det egentlige liv efter døden. I ”Op, al den ting som Gud har gjort” (1734) hyldes Gud for sine store skaberevner, der forbavser, imponerer og efterlader mennesket uden ord.

Den mest produktive af de fire store salmedigtere var dog Grundtvig, der skrev 1585 salmer, heraf omkring 90 gendigtninger. En af hans mest berømte gendigtninger er nytårssalmen ”Vær velkommen Herrens år” (1849), der er en omskrivning af en dansk adventssalme fra 1556. Grundtvig byggede ikke som Kingo og Brorson sine salmer på ideer om synd, nåde eller andre moralkodeks. I stedet er hans motivation at skabe fællesskab, håb og styrke troen blandt menigheden gennem salmerne, hvilket også ses i nytårssalmen, der optimistisk byder det nye år velkommen med lys, glæde og ønsket om en god høst.

Ingemanns særkende var hans evne til at forenkle og gøre salmerne personlige. Hans ”Morgensange for børn med 7 morgensalmer” havde en salme til hver af ugens dage. Heraf har onsdagssalmen ”I Østen stiger solen op”, fredagens ”Morgenstund har guld i mund” og lørdagens ”Nu titte til hinanden” opnået klassikerstatus.

Den seneste autoriserede version af ”Den Danske Salmebog” udkom i 2013. I nyere tid har skønlitterære forfattere som Jørgen Gustava Brandt, Ole Sarvig, Steen Kaalø, Pia Tafdrup, Simon Grotrian og Iben Krogsdal gjort forsøg på at forny salmegenren. 

Kilder:

Primærlitteratur

Sekundærlitteratur

Bøger
Balslev-Clausen, Peter og Hans Raun Iversen (red.): Salmesang - Grundbog i hymnologi. Det Kgl. Vajsenhus Vajsenhus Forlag, 2014. bibliotek.dk
Nielsen, Erik A.: H.A. Brorson - pietisme, meditation, erotik. Gyldendal, 2013. bibliotek.dk
Solten, Therese Bering: Troens øjeblik - et tematisk, hermeneutisk og genreorienteret studie i N.F.S. Grundtvigs salmer. Det Teologiske Fakultet KU, 2013. bibliotek.dk

 

Forfatterportrætter

Iben Krogsdal Simon Grotrian

 

Eventyr

eventyr-forfatterweb
Statue af eventyrdigteren
H.C. Andersen i Kongens Have.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Eventyr er en mundtlig episk fortælling, der blev fortalt som underholdning fra middelalderen og frem til 1800-tallet, hvor de blev nedskrevet. Derfor findes eventyr med samme grundfortælling i mange forskellige variationer, der er tilpasset lokale forhold. Ordet eventyr kommer af det latinske ”adventure”, der betyder hændelse eller dét, at der sker noget, hvilket i almindelighed forstås som, at der sker noget overnaturligt. Dette skyldes, at der i eventyr forekommer fantastiske fænomener eller magiske væsner som drager eller feer. Der er ingen genkendelig geografi og tiden er uspecifik, og et eventyr begynder typisk med den faste vending ”Der var en gang…” og slutter ofte med ”De levede lykkeligt til deres dages ende.”

Man skelner mellem folkeeventyr og kunsteventyr. Den væsentlige forskel på de to undergenrer er, at et folkeeventyr er en mundtlig fortælling, hvor kunsteventyret er nedskrevet. Dette medfører nogle markante stilistiske forskelle. Fordi folkeeventyrene har været mundtligt overleveret fra generation til generation er deres persongalleri stereotypt, og der er mange gentagelser. Strukturen er enkel og følger et hjem-ude-hjem forløb. Helten introduceres i sit hjem, hvor et forvarsel om en kommende konflikt antydes. Herefter begiver helten sig ud i verden og møder en række forhindringer. Disse er ofte fantastiske, men de opfattes naturlige og logiske for personerne i historien. De prøver, som helten skal klare, kan tolkes som spejlinger af karakterens indre problemer, f.eks. angst, eller som billeder på overgangsfaser i livet, eksempelvis skridtet fra afholdende jomfru til en seksuelt aktiv ægtefælle. Til slut vender helten hjem eller skaber sig et nyt hjem ved f.eks. at gifte sig ind i en kongefamilie. Trylleeventyr, novelleeventyr, legendeeventyr, dyreeventyr og skæmteeventyr er nogle af folkeeventyrets mange undergenrer.

Interessen for eventyr var særlig stor i romantikken, hvor flere europæiske folkemindesamlere begyndte at indsamle og nedskrive folkedigtningen. I Tyskland nedskrev brødrene Jacob og Wilhelm Grimm en lang række eventyr i ”Kinder- und Hausmärchen” (1812-1815). Man mener, at samlingens titel har medvirket til, at genren i nyere tid ofte tilregnes børnelitteraturen, selvom eventyrene oprindeligt var tiltænkt en voksen målgruppe. I Danmark udgav Svend Grundtvig (1824-1883) i perioden 1876-83 ”Danske Folkeeventyr”, og Ewald Tang Kristensen (1843-1929) nedskrev i 1873 bl.a. Karen Pedersdatters fortælling om ”Skønhed”. I denne mundtlige fortælling har en fattig mand tre døtre, hvoraf den yngste er meget smuk. Da faren en dag skal til byen, beder hun ham tage en rose med hjem. Faren overnatter på en gård, hvortil der hører en flot rosenhave, men da han vil plukke en blomst til sin datter, konfronterer husets ejer, et stort Bæst, ham og kræver datteren som betaling. Skønhed, som hun hedder, opdager efter flere prøvelser bæstets sande identitet. Han er en fortryllet prins, og de bliver gift. I eventyret bruges repetition til at opbygge suspense, og Pedersdatters fortælling benytter i flere omgange tretrinsmodellen. Der går tre dage, der er tre søstre, og den yngste er hovedpersonen, hvilket også er karakteristisk for genren: det er den sidste, der skiller sig ud. Farens ambivalens ved at skulle gifte sin yngste datter bort og datterens angst for at gå i seng med bæstet afspejles i de forskellige forløb, de hver især gennemgår. Samtidig handler ”Skønhed” også om at bryde den sociale arv, da datteren og faren afslutningsvis flytter ind hos prinsen, mens hendes dovne søstre ender som hjemløse. 

Tematikken om social mobilitet fylder også meget hos kunsteventyrenes store mester Hans Christian Andersen (1805-1875), der selv kom fra fattige kår. Kunsteventyret har modsat folkeeventyret en navngiven forfatter, der med sin personlige, sproglige stil formidler historien, der har rundere karakterer og mere komplekse konflikter. Eksempelvis i Andersens ”Skyggen” (1847), hvor dobbeltgængermotivet medfører mange mulige tolkninger. I anledning af H.C. Andersen 200års dag i 2005 udkom antologien ”Det er ganske vist. H.C. Andersen i nye klæder”, hvori Lars Frost, Lone Hørslev, Peter Adolphsen, Ursula Andkjær Olsen m.fl. genfortæller Andersens eventyr i en nutidig sammenhæng. Adolphsen har også skrevet andre moderne eventyr f.eks. ”Kioskeventyr” fra ”Små historier 2” (2000), mens Jonas T. Bengtssons tredje roman slet og ret hedder ”Et eventyr” (2011). 

Kilder:

Primærlitteratur

Adolphsen, Peter: Små historier 2. Gyldendal, 2000. bibliotek.dk
Andersen, H.C.: Eventyr og historier. Carlsen, 2012. bibliotek.dk
Bengtsson, Jonas T.: Et eventyr. Gyldendal, 2011. bibliotek.dk
Christiansen, Palle Ove: De forsvundne – Hedens sidste fortællere. Gad, 2011. bibliotek.dk
Stærmose, Jakob og Marie Vinter (red.): Det er ganske vist. H.C. Andersen i nye klæder. Borgen, 2005. bibliotek.dk

 

Sekundærlitteratur

Bøger

Fibiger, Johannes m.fl.: Litteraturens veje. Systime, 1996. bibliotek.dk
Høgh, Carsten: Eventyrleksikon. Rosinante, 2002. bibliotek.dk
 

Hjemmesider

Den store danske om eventyr

 

Forfatterportrætter
H.C. Andersen
Charlotte Weitze
B.S. Ingemann

Lyrik

lyrik-forfatterweb
Tove Ditlevsen.
Foto: Susanne Mertz / Scanpix

Lyrikken er den ene af de tre klassiske hovedgenrer og kaldes også poesi eller digtning. Ordet lyrik stammer fra det græske ”lyra”, der var et strengeinstrument, og lyrikken var oprindeligt forbundet med sang og musik. Lyrik kan karakteriseres ved den korte, kompakte form, der ikke nødvendigvis indeholder et handlingsforløb, men som i stedet ofte udtrykker en subjektiv tanke, idé, stemning eller følelse. Teksten er tit et komprimeret øjebliksbillede, der indkapsler en subjektiv erkendelse med et særligt billedsprog eller rytmisk udtryk. Derfor bruger nogle en bouillonterning til at illustrere, hvad et digt er: et indkog af tekst, der med få ord kan sprogliggøre omfattende eller komplekse fænomener.

Digtet er fritaget fra de almindeligt gældende sprognormer og kan derfor i sit layout lege med store og små bogstaver, tegnsætning og kursiver. Ulogiske linjebrud kan skabe ufuldstændige sætninger, eller digtet kan skrives med en alternativ syntaks. Typisk bruges metaforer, symboler og sammenligninger i lyrikken, der også er kendetegnet ved dens sproglige melodi, der skabes ved tryk, enderim, indrim, allitterationer, assonans og lignende.

Man kender genren helt tilbage fra det antikke Grækenland, hvor Sapho (ca. 630-570 f.Kr.) skrev kærlighedsdigte, hymner og bryllupsdigte, men hvoraf kun fragmenter er bevaret. Også i det gamle Rom blev genren dyrket af bl.a. Ovid (43 f.Kr.-ca. 17 e.Kr.), der skrev mytologiske fortællinger på det klassiske versemål heksameter, mens de tidligste nordiske eksempler er den såkaldte edda-digtning. Lyrik som litterær form kom først til Danmark i 1600-tallet, hvor lærde religiøse som Thomas Kingo skrev lejlighedsdigte, hyrdedigte og salmer. I romantikken blev lyrikken en yndet udtryksform, og en forfatter som Schack von Staffeldt regnes for en af periodens største naturdigtere. I digtet ”Indvielsen” fra 1803 udtrykker han på rim længslen efter et andet åndeligt sted, hvor tankerne og erkendelsen ikke som på jorden er begrænsede. Han får overrakt denne indsigt af en muse, og det er da også fra romantikken, at ideen om digteren som en udvalgt, ophøjet person, der gennem poesien får indblik i sandheden, stammer. Staffeldt eksperimenterede allerede i 1800-tallet med at bryde de klassiske former og skrive i ikke-metriske strofer. Den mere frie lyriske form blev videreudviklet i det 20. århundrede, og genren var særlig populær blandt modernister, der fandt digtet brugbart til at udstille sprogets begrænsninger i en splittet verden.

Den ældre lyrik havde altså faste versemål og fulgte nogle vedtagne genrekonventioner om nøjagtige antal strofer og vers, f.eks. at en sonet bestod af 14 vers med en særlig opdeling og et fastlagt rimsystem. Moderne poesi har brudt med disse formkrav, selvom enkelte forfattere stadig skriver i de gamle versemål. Eksempelvis er Inger Christensens ”Sommerfugledalen” fra 1991 en sonetkrans, hvilket vil sige, at den sidste linje i den ene sonet er førstelinjen i den næste. Herudover er sommerfuglen et symbol på døden, som netop er digtenes tematik. Det er ellers primært i børnerim, sangtekster, rap eller poetryslam, at man i dag fastholder rimskemaer og stavelsesantal. Halfdan Rasmussens ”Børnerim” (1964) er rimede vrøvlevers, der er rige på neologismer, dvs. selvopfundne ord, som bruges til at skabe nye betydninger. Rasmussens anden børneklassiker ”Halfdans ABC” (1967) er et ekstremt eksempel på brugen af allitterationer og assonans, da hvert digt er skrevet til et bogstav i alfabetet og derfor rummer så mange ord som muligt, der enten begynder med eller lydligt repræsenterer dette bogstav. Glæden ved ordenes lydlige side går igen hos en konkretist som Vagn Steen, der betragter digte som eksempler på sprog. Sproget er et materiale, og derfor er indholdet i det konkretistiske digt minimeret. I digtsamlingen ”Digte?” (1964) udstiller Steen eksempelvis sprogets logik og grammatik ved at opremse sproghandlinger, afskrive vejskilte i Aarhus eller afbilde en tændstikæske, hvor bogstaver er visket ud, så tordenskjold bliver til ord kold.

Poesien har i perioder været beskyldt for at være elitær og utilgængelig, og forlagene har nedprioriteret at udgive digtsamlinger med henvisning til dårlige salgstal. Men yngre digtere som Yahya Hassan, Theis Ørntoft, Signe Gjessing og Asta Olivia Nordenhof har i 2010’erne skabt fornyet opmærksomhed omkring genren, og nogle mener at lyrikken dermed har fået en revival. 

Kilder:

Primærlitteratur

Bredsdorff, Thomas og Anne Marie Mai (red.): 1000 danske digte. Rosinante, 2000. bibliotek.dk
Christensen, Inger: Sommerfugledalen. Brøndum, 1991. bibliotek.dk
Rasmussen, Halfdan: Børnerim. Schønberg, 1964. bibliotek.dk
Rasmussen, Halfdan: Halfdans ABC. Carlsen, 1967. bibliotek.dk
Steen, Vagn: Digte? Gyldendal, 1964. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur

Ewald, Mette og Rikke Taber: Lyrik – når sproget spiller. Systime, 2016. bibliotek.dk
Kjær-Hansen, Barbara og Tinne Serup Bertelsen: Litteraturhistorien - på langs og på tværs. Systime, 2014. bibliotek.dk
Stein Larsen, Peter: Drømme og dialoger - To poetiske traditioner omkring 2000. Syddansk Universitetsforlag, 2009. bibliotek.dk
Ølholm, Marianne: Uforståelighed som æstetisk strategi: læsninger af nyere eksperimenterende dansk og amerikansk lyrik. Spring, 2009. bibliotek.dk
Hjemmesider

Faktalink om digtanalyse

Novelle

novelle-forfatterweb
Forfatteren Jan Sonnergaard
debuterede i 1997 med novelle-
samlingen 'Radiator'.
Foto: Torben Huss / Scanpix

Navnet novelle stammer fra det latinske ”novella” og betyder egentlig en lille nyhed. Genren er dog ikke journalistisk, men derimod en betegnelse for en kort, episk fiktionstekst. I modsætning til romanen har novellen få personer, et enkelt miljø og en handling, der begrænser sig til en enkelt skæbnesvanger begivenhed. Historiens forløb er enstrenget, og slutningen overrasker ofte.

Man mener, at genren opstod med den italienske forfatter Giovanni Boccaccios (1313-1375) prosafortællinger ”Decameron” (1349-51), og den har siden da udviklet sig over den klassiske novelle, som tyskeren Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) definerede ved dens usædvanlige begivenhed til den moderne novelle, hvor konflikten ikke nødvendigvis er ekstraordinær og der eksperimenteres med formen.

Typisk har den klassiske novelle en struktur med en begyndelse, midte og slutning, mens handlingen i nyere noveller også kan begynde pludseligt (in medias res), og teksten kan have en åben slutning. Det er den usædvanlige begivenhed eller dilemmaet, der er novellens centrale omdrejningspunkt. Begivenheden kan både være en indre eller en ydre hændelse, som bryder med de etablerede normer, men når den er indtruffet, kan tingene aldrig vende tilbage til udgangspunktet.

I Danmark regnes præsten Steen Steensen Blicher for en af de første, væsentlige bidragsydere til genren. Hans dårlige økonomi nødsagede ham til at skrive kortere tekster til tidsskrifter, og hans noveller har med deres særlige folkelige stil lagt navn til undergenren den blicherske novelle. Som i ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” (1824) er den blicherske novelle tragisk. En katastrofe forandrer jegfortælleren, der bliver bevidst om erkendelsens begrænsninger og begærets magt.

I Herman Bangs novelle ”Irene Holm” (1890) er konflikten mere nedtonet, da danselæreren Irene er en anonym, introvert eksistens. Hun flytter til en provinsby, og ved et afdansningsbal liver hun for en stund op, men falder i sin solodans og bliver til grin. Bangs noveller er karakteristiske ved at have almindelige mennesker som hovedpersoner samt ved deres realistiske, samfundskritiske miljøskildringer. Oprindeligt adskilte novellen sig fra eventyret ved sin realisme, men moderne noveller kan godt indeholde fantastiske elementer. F.eks. i Karen Blixens ”Aben” fra ”Seven Gothic Tales” (1934), hvor den homoseksuelle Boris’ ægteskabelige konflikt løses ved, at hans tante forvandler sig til en abe.

Det kan være svært at afgøre, hvor grænsen mellem novelle og kortroman eller kortprosa og novelle går. Kortprosa er som novellen en kortere tekst, men den er ofte mere lyrisk, flertydig og udfordrer læserens genreforventninger med metarefleksioner, perspektivskift eller tomme huller.

På grund af novellens korte form kan den udkomme i aviser, tidsskrifter, magasiner eller i antologier. Katrine Marie Guldagers ”København” fra 2004 er et eksempel på en novellesamling, hvor de samme personer og begivenheder går igen på tværs af novellerne, der har forskellige fortællere. Dette kaldes en novellekreds. Forfattere som Guldager, Pia Juul og Jan Sonnergaard har været med til at give novellegenren fornyet popularitet i det nye årtusinde, hvor Naja Marie Aidt bl.a. vandt Nordisk Råds litteraturpris for novellesamlingen ”Bavian” (2006). Canadiske Alice Munro, der vandt Nobelprisen i litteratur i 2013, har inspireret yngre novellister som Caroline Albertine Minor.

Kilder:

Primærlitteratur

Aidt, Naja Marie: Bavian. Gyldendal, 2006. bibliotek.dk
Blicher, Steen Steensen: Brudstykker af en landsbydegns dagbog
Blixen, Karen: Syv fantastiske fortællinger. Gyldendal, 2002. bibliotek.dk
Guldager, Katrine Marie: København. Gyldendal, 2004. bibliotek.dk
Minor, Caroline Albertine: Velsignelser. Rosinante, 2017. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur

Baggesen, Søren: Den blicherske novelle. Gyldendal, 1965. bibliotek.dk
Johansen, Jørgen Dines: Novelleteori efter 1945. Munksgaard, 1970. bibliotek.dk
Klujeff, Marie Lund: Novellen, struktur, historie, analyse. Gad, 2002. bibliotek.dk
Toftgaard, Anders: Novellegenrens fødsel. Museum Tusculanums Forlag, 2005. bibliotek.dk

Forfatterportrætter

Adda Djørup

Alice Munro

Caroline Albertine Minor

Dorthe Nors

Herman Bang

Ida Jessen

Jan Sonnergaard

Julia Butschkow

Karen Blixen

 

Naja Marie Aidt

 

Roman

roman-forfatterweb
Erling Jepsen fik sit gennembrud
som romanforfatter med 'Kunsten at
græde i kor' i 2002.
Foto: Torben Huss / Scanpix

En roman er en længere episk fortælling. Den kaldes roman, fordi ”romansk” oprindeligt betød folkesprog, og genren i sin tidligste form adskilte sig fra den latinske litteratur, som det kun var overklassen, der kunne læse og skrive. Romangenren, som den kendes i dag, tog sin begyndelse med den spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedras ”Don Quixote” (1604). Denne satiriske fortælling om lavadelsmanden, der inspireret af de ridderhistorier han har læst, drager på eventyr, regnes for den første europæiske roman.

Den første, danske romanforfatter var Margrethe Lasson, der med ambitionen om at udbrede det danske sprog til folket efter fransk forbillede skrev nøgleromanen ”Den beklædte sandhed” i 1715. Historien, som foregår i oldtiden, er en kærlighedsintrige om et elskende par, der mødes i hemmelighed forklædt som hyrder. I 1741 skrev Ludvig Holberg sin utopiske rejseroman ”Niels Klims underjordiske rejse” på latin. Niels Klim er en norsk student, der rejser til jordens indre og her stifter bekendtskab med alternative samfundsformer. Det, der gør de to tekster til romaner er, at de begge er længere sammenhængende prosafortællinger om individers oplevelser, hvori persongalleriet, miljøerne og handlingen udfoldes.

I 1800-tallet blev dannelsesromanen populær. Den er kendetegnet ved, at den følger et livsforløb, hvorigennem hovedpersonen bliver formet og ved den lykkelige slutning kan se tilbage på sit liv og finde sig til rette med sin plads i verden. Et eksempel herpå er Hans Egede Schacks ”Phantasterne” (1857), hvori den fantasifulde dreng Conrad ender som en succesrig embedsmand. Udviklingsromanen kan siges at være dannelsesromanens negative modstykke. Her udvikler den unge hovedpersons håbefulde forventninger sig til desillusion og erkendelser om livet som meningsløst og forfejlet. I J.P. Jakobsens ”Niels Lyhne” fra 1880 følger læseren den ateistiske Niels, der gennemlever den ene forfejlede, ugengældte og fatale forelskelse efter den anden, indtil han ved sin død har mistet alle illusioner.

Romanen adskiller sig fra sagaen ved at have fokus på individet og dets udvikling, og modsat novellen kan en roman tidsmæssigt strække sig over hundrede af år og foregå mange steder på samme tid eller i forskellige historiske perioder. Der kan være mange konflikter eller udslagsgivende begivenheder, og grundet værkets længde kan læseren over længere tid indleve sig i karaktererne og identificere sig med deres udfordringer i det litterære univers. Man skelner mellem den fortalte tid og fortælletiden i en roman, hvor den fortalte tid er den tid historien foregår over, mens fortælletiden er det tidsrum, der fortælles i. Der er almindeligvis én hovedperson i en roman, og denne beskrives oftest via en 1. persons- eller 3. personsfortæller. Genren har dog gennem tiden taget mange forskellige former, og der findes en stor mængde undergenrer som kollektivromaner, brevromaner, dagbogsromaner, punktromaner, historiske romaner og forskellige moderne hybridgenrer, f.eks. antiromanen, den absurde roman og autofiktion. Omkring årtusindeskiftet har kriminalromanen fået en større og større læsekreds især i Norden, og en dansk forfatter som Jussi Adler-Olsen er blevet millionær på sin spændingsserie om vicekriminalkommissær Carl Mørck på politiafdeling Q, der opklarer mord og lignende kriminalsager. 

Kilder:

Primærlitteratur

Adler-Olsen, Jussi: Kvinden i buret. Politikens forlag, 2007. bibliotek.dk
Holberg, Ludvig: Niels Klims underjordiske rejse. Oversat af Jens Baggesen. Gyldendal, 2005. bibliotek.dk
Jacobsen, J.P.: Niels Lyhne. Gyldendal, 2013. bibliotek.dk
Lasson, Margrethe / en det danske Sprogs inderlige Elskerinde Aminda: Den beklædte sandhed/Den fordum i Ronne Bogstavs Kaabe, Nu i Danske Tunge-Maals Klæde i førte liden Roman kaldet Den beklædte Sandhed - fremviist alle Liebhavere til Fornøyelse. S.n., 1723. bibliotek.dk
Schack, Hans Egede: Phantasterne. Jensen & Dalgaard, 2014. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur

Bøger

Bruhn, Jørgen: Romanens tænker - M.M. Bachtins romanteorier. Multivers, 2005. bibliotek.dk
Kjær-Hansen, Barbara og Tinne Serup Bertelsen: Litteraturhistorien - på langs og på tværs. Systime, 2014. bibliotek.dk
Lausten, Pia Schwarz og Anders Toftgaard (red.): En verden af krimier. Klim, 2010. bibliotek.dk
Zerlang, Martin og Lise Busk-Jensen m.fl. (red.): Den moderne roman. Medusa, 2003. bibliotek.dk

 

Hjemmesider

Faktalink om tekstanalyse

Forfatterportrætter
Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Christian Kampmann
Hans Scherfig
Henrik Pontoppidan
J.P. Jacobsen
Jesper Wung-Sung
Johannes V. Jensen
Jussi Adler-Olsen
Kim Leine
Klaus Rifbjerg
Ludvig Holberg
Martin Andersen Nexø
Merete Pryds Helle
Miguel de Cervantes Saavedra
Tom Kristensen
Virginia Woolf

 

 

Drama

drama-forfatterweb
Dramatikeren Line Knutzon.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix

Dramaet er den ene af de tre klassiske hovedgenrer. Det stammer fra det antikke Grækenland, hvor drama betød ”at handle”. Handlingen er da også det centrale i genren, der af grækerne blev opdelt i de to hovedtyper komedie og tragedie. Tragedien var et sørgespil med en tragisk afslutning, hvor karakterernes nederlag og forfald skulle rense publikums sjæl. Komedien derimod skulle vække glæde, sjov og latter. Det kunne være over en pudsig begivenhed eller fordi karakterne i dramaet var morsomme, som i Ludvig Holbergs (1684-1754) mange karakterkomedier.

Et drama er et digtet manuskript, der er skrevet for at blive opført på en scene af skuespillere, og derfor er karakteristisk ved dets replikker, dialoger, sceneskift og regibemærkninger om karakterernes mimik, gestik eller scenografien. Der kan være en fortæller, men for det meste er det handlingen og replikkerne, der skaber sammenhæng. Det klassiske drama har fem akter. I første akt, ekspositionen, introduceres hovedpersonerne og forhistorien til konfliktstoffet. I anden akt, knuden, starter konflikten, der i tredje akt, krisen, kulminerer. Fjerde akt, der også kaldes peripeti, er vendepunktet, hvorefter der aldrig kan vendes tilbage til udgangspunktet før konflikten. Endelig er femte akt afslutningen, der i en komedie vil ende i en komisk løsning af problemet og i tragedien katastrofalt.

I slutningen af 1500-tallet skrev den engelske dramatiker William Shakespeare (1564-1616) en lang række historiske skuespil, der var banebrydende pga. deres frie, varierede form og det billedrige sprog. På denne tid var det protestantisk-humanistiske skoledrama populært i Danmark, der først i 1722 fik sit første teater. I 1748 åbnede Det Kongelige Teater i København, og omkring denne tid blev skellet mellem tragedien og komedien opblødt, og nye undergenrer som det romantiske, historiske og borgerlige drama vandt frem. Charlotte Dorothea Biehl (1731-1788) blev en dansk repræsentant for det borgerlige drama, der omhandlede de borgerlige familiers værdier. Biehls komedie ”Den listige Optrækkerske” (1765) er det mest amoralske af hendes ellers meget moraliserende komedier, der prædikede dydighed og satte tydelige grænser for, hvor lidenskabeligt og følsomt mennesket burde være. Den udspekulerede Lucretia narrer sine mange bejlere til at give hende gaver og penge, indtil tjenestepigen afslører hykleriet.

Det moderne gennembrud medførte også et nybrud i dramaet, da svenske August Strindberg (1849-1912) og norske Henrik Ibsen (1828-1906) med deres skuespil satte problemer til debat. Det realistiske og naturalistiske dramas sigte var at skabe en virkelighedstro illusion på scenen, så overnaturlige elementer og publikumshenvendelser blev afskaffet. Inspireret af tyskeren Bertolt Brechts episke teater, hvor bl.a. verfremdungsteknikken gjorde op med den realistiske stil, fik Kjell Abell (1901-1961) i 1935 stor succes med ”Melodien der blev væk”, der i et mix af skuespil og revy kritiserer småborgerligheden. Den melodi, der er forsvundet, er hovedpersonen Larsens livsglæde, efter han er blevet gift og har bosat sig med klaver og kone. Konen gør oprør, og også Larsen bryder med normerne. Abell nedbrød skellet mellem publikum og scene, arbejdede med scenografi og kostumer som en del af det kunstneriske udtryk og kombinerede dramaet med jazzmusik. I dag er de mange blandingsgenrer som musicals, revyer, teaterkoncerter, radio- og tv-dramaer en naturlig del af dramagenren. F.eks. mødes fire skøre eksistenser for at mindes deres afdøde ven og visesanger i det satiriske stykke ”Guitaristerne” (2006) af Line Knutzon (1965-). De fire guitarister skal arrangere en mindekoncert men har svært ved at enes, og via deres mange ordkløverier udstiller Knutzon det udfordrende ved at samarbejde og sætter den demokratiske proces til diskussion. Med sin absurd-realistiske samfundskritik og sine fantasifulde dialoger medregnes Knutzon til en gruppe af yngre, eksperimenterende dramatikere, der ifølge litteraturforsker Birgitte Hesselaa har skabt et dramatisk gennembrud omkring årtusindeskiftet. 

Kilder:

Primærlitteratur

Abell, Kjeld: Melodien der blev væk – Larsens komedie i 21 billeder. 3. udgave. Gyldendal, 1965. bibliotek.dk
Biehl, Charlotta Dorothea: Den listige Optrækkerske
Knutzon, Line: Guitaristerne. Drama, 2006. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur

Bøger

Hesselaa, Birgitte: Det dramatiske gennembrud - Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990'erne til i dag. Gyldendal, 2009. bibliotek.dk
Kjær-Hansen, Barbara og Tinne Serup Bertelsen: Litteraturhistorien - på langs og på tværs. Systime, 2014. bibliotek.dk
Mortensen, Jette og Lotte Thulstrup: Teater i det nye årtusinde. Frydenlund, 2012. bibliotek.dk

 

Hjemmesider

Faktalink om tekstanalyse

 

Forfatterportrætter

 

 

Essay

Forfatteren Suzanne Brøgger.
Foto: Isak Hoffmeyer

Et essay er en reflekterende prosatekst, der befinder sig i feltet mellem fakta og fiktion. Det er en kort, fri genre, der henter sine sproglige virkemidler fra skønlitteraturen. Ideelt set er et essay skrevet i et elegant og æstetisk bevidst sprog. Men modsat fiktionen vil essayets jeg ofte være identisk med forfatteren. Derfor kan essayet læses som afsenderens subjektive, nysgerrige, legende, overraskende drøftelser af et emne. I princippet er intet emne for stort eller småt til at blive behandlet i et essay, men traditionelt har filosofiske, historiske og litterære tematikker fyldt meget inden for genren.

Ordet essay stammer fra det latinske exagium og det franske essai, der betyder prøve. Genren har fået dette navn fra den franske forfatter Michel de Montaigne, der i 1580 udgav sin første samling af ærlige refleksioner over alt fra søvn, sorg, kannibaler og vanen at gå med tøj til ikke at erklære nogen for lykkelig før efter døden. I Montaignes ”Essais” henvender han sig til sin læser som en ligemand, og i de enkelte tekster springer han bevidst fra det ene synspunkt til det modsatte for at vise en sag fra så mange forskellige vinkler som muligt.

Essayet er siden Montaigne blevet anset for at være en fri genre, hvilket også ses i den hyppige brug af de såkaldte digressioner. Digressioner er en form for sidespring eller parentetiske bemærkninger, der afviger fra hovedfortællingen. Med andre ord har essayet ofte mange kompositoriske afvigelser, der i form af personlige associationer eller faktuelle indspark bryder med hovedfortællingen.

Ifølge den østrigske forfatter Robert Musil er essayet et udtryk for måden, mennesket tænker på. Det er skrevet frem ved brug af en kritisk-induktiv metode. Med induktiv forstås, at forfatteren tager udgangspunkt i en enkel og/eller konkret situation og derfra slutter til helheden, det almene eller en generel hypotese. Eksempelvis benytter Tom Kristensen i sit essay ”En københavner søger Danmark” (1956) et besøg på Bornholm som afsæt for at gøre sig nogle generelle tanker om den rastløse rejsendes eventyrlyst og udlængsel.

Der findes forskellige undergenrer til essayet, hvoraf epistel, det personlige essay, det litterære essay, det aktuelle essay, skitsen og kronikken er nogle af de mest udbredte. I Danmark regnes Ludvig Holberg som den første, der tog Montaignes skrivestil til sig. Hans filosofiske hovedværk ”Moralske tanker” udkom i 1744, og heri gør Holberg sig et hav af nysgerrige betragtninger over menneskets skik og brug. Derudover skrev Holberg ca. 540 epistler, som er en form for essayistiske breve. Hos Holberg handler de om kaffe, te, bønder, skak eller fanden. Holberg beskriver selv sine essays som meditationer udi filosofi og moral, hvori han fremlægger de argumenter, han baserer sine tanker på.

I dansk litteraturhistorie har mange forfattere siden Holberg forsøgt sig med genren. I slutningen af 1800-tallet brugte Georg Brandes essayet til at udøve sin litteraturkritik, der på samme tid imponerede ved sin sproglige præcision og provokerede med sine synspunkter. Siden har forfattere som Knud Sønderby, Johannes V. Jensen, Klaus Rifbjerg, Elsa Gress, Suzanne Brøgger, Carsten Jensen m.fl. skrevet essays parallelt med deres skønlitterære praksis. Carsten Jensen har i et foredrag gjort et fragmentarisk forsøg på at definere, hvordan essayet adskiller sig fra romanen: ”Hvor romanen skildrer kløften mellem jeget og livet, skildrer essayet kløften mellem jeget og forklaringerne på livet, eller rettere sagt det blotlægger dem. Det ene tilfælde, romanen, står jeget fremmed overfor livet, i det andet tilfælde, i essayet, konfronterer jeget sig med tanken selv, der hvor den er blevet hærdet i begrebernes, filosofiernes og ismernes støbeforme. Romanen er forpligtet på det usagte, essayet på det allerede sagte.” (Carsten Jensen: Fragment om essaygenren. SDU, 2000.)

I udlandet er essayet ligeledes en populær genre, som forfattere benytter sig af til at skabe debat eller belyse problemer i samfundet. Den nigerianske Chimamanda Ngozi Adichie skrev i 2013 et foredrag til formidlingsportalen TED. Hendes essay blev siden udgivet med titlen ”We should all be feminists” (”Vi burde alle være feminister”, 2015). Heri undrer hun sig over, at der stadig er forskel på, hvordan piger og   drenge opdrages og behandles. Med afsæt i personlige oplevelser og omverdenens adfærd opfordrer hun alle til at gøre noget ved forskelsbehandlingen af mænd og kvinder.

Primærlitteratur

Kristensen, Tom: Det skabende øje. Gyldendal, 1956.
 
Montaigne, Michel de: Essays – Første bog. Gyldendal, 1992. (Les essais de Michel de Montaigne, 1580-88). Oversat af Else Henneberg Pedersen.
Jensen, Carsten: Fragment om essaygenren. SDU, 2000.
Adichie, Chimamanda Ngozi: Vi burde alle være feminister. Gyldendal, 2015. (We should all be feminists, 2014). Oversat af Susanne Staun.

Sekundærlitteratur - bøger

Greene-Ganzberg, Vivian og P.M. Mitchell: Den fjerde genre – essayet i Danmark. C.A. Reitzel, 1997.
Thygesen, Karen: Fra essay til klumme. Gyldendal, 1998.
Borup Jensen, Thorkild: At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere - om essayet som genre og det danske essay i det 20. århundrede. Dansklærerforeningen, 1999.

Sekundærlitteratur - tidsskrifter

Passage – tidsskrift for litteratur og kritik, nr. 28/29. Aarhus Universitet, 1998. Tema om Det gode essay.

Sekundærlitteratur - hjemmesider

På den anden radios hjemmeside kan du høre en række udsendelser om essayet, heriblandt om Michel de Montaigne, Ludvig Holberg og Johannes V. Jensen.
http://den2radio.dk/programserier/michel-montaigne/
På Faktalink kan du læse en artikel om, hvordan man analyserer essays.
På denne hjemmeside kan du læse samtlige af Ludvig Holbergs essays.

Forfatterportrætter

Journalistik

 

puk damsgård

Puk Damsgård modtog den fornemme journalistpris Cavlingprisen i 2015.

Journalistik defineres som indsamling, redigering og formidling af en virkelig historie, typisk en nyhed, til et medie. Traditionelt set har dette medie været enten aviser, fjernsyn eller radio, men i takt med den tekniske udvikling har journalistikken ændret sig.

Med udbredelsen af bogtrykkerkunsten opstod de første aviser i 1600-tallet. Den første danske avis, ”Den Danske Mercurius”, blev skrevet af digteren Anders Bording, som hyldede den enevældige konge i rimede digte. Indførelsen af en grundlovsfæstet ytringsfrihed i 1849 medførte, at aviserne i højere grad blev et talerør for de politiske partiers samfundskritik, mens opfindelsen af radioen og tv’et i 1900-tallet igen ændrede journalistikkens form og indhold. I dag har meget journalistik tilpasset sig et format, der kan distribueres multimodalt via internettet og læses, ses og høres på en mobiltelefon.

For overblikkets skyld inddeler man ofte de journalistiske genrer i tre kategorier: informationsgenrer, opinionsgenrer og fortællende journalistik.

Informationsgenrerne har til hensigt at oplyse om en given begivenhed. Det kan være en klassisk nyhedsartikel, der er opbygget efter nyhedstrekanten, hvor informationerne er organiseret således, at det vigtigste står først. Læseren kan hurtigt skabe sig et overblik ved at læse artiklens rubrik og manchet. Inden for nyhedsjournalistik arbejder journalister med fem kriterier, som en nyhed ideelt set bør leve op til. Det er hhv. væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt. Med andre ord er den gode nyhed formidlingen af en historie, som modtagerne finder vigtig, som de kan genkende sig selv i, som indeholder noget chokerende, som foregår her og nu og ikke mindst, som har et indbygget problem eller modsatrettede interesser. En af de mest dækkede nyheder i Danmark i 2017 var den såkaldte ubådssag, hvor en kvindelig, svensk journalist forsvandt efter at have været ombord på opfinderen Peter Madsens hjemmelavede ubåd. Historien levede i høj grad op til sensationskriteriet ved at være bizar og brutal. Både danske og internationale medier fulgte politiets opklaringsarbejde, mens flere og flere oplysninger kom frem, hvilket affødte nye artikler, indslag i radio og tv, samt debat på de sociale medier.

Opinionsgenrerne er de artikler, der udtrykker afsenderens holdninger. Det kan være debatindlæg, kronikker eller læserbreve. En særlig form for opinionsgenre er lederen, der er en fast bestanddel i de landsdækkende dagblade. Lederen er placeret et centralt sted i avisen; i Politiken står den f.eks. på forsiden. Lederens afsender er avisens redaktion, der typisk vil kommentere og give sine synspunkter til kende om en aktuel sag, eksempelvis et lovforslag, en sportsbegivenhed eller et politisk spørgsmål. Lederen er altså et udtryk for de holdninger, som avisen står for, ikke en enkelt journalists personlige mening.

Den fortællende journalistik adskiller sig fra opinions- og informationsgenrerne ved brugen af skønlitterære greb. For at få indholdet til at fremstå mere levende for læserne låner journalisterne fortælleteknik og sproglige virkemidler fra fiktionen. Et tidligt eksempel på dette er Herman Bangs reportager fra 1880’erne. Da Christiansborg brændte i 1884, skrev Bang om hændelsen i Nationaltidende i et sprog, der er karakteristik ved de detaljerede beskrivelser, et kreativt billedsprog og brugen af dialog. En mere ekstrem form for fortællende journalistik er ’gonzo’, som blev navngivet af amerikaneren Hunter S. Thompson. Hvor journalisten traditionelt har en neutral og tilbagetrukken rolle, optrådte Thompson i sine artikler som en rablende og idiosynkratisk syretripper. Han tog selv aktiv del i de begivenheder, han skrev om og skildrede med overdrivelse, sarkasme og humor Hells Angels, boksning og den amerikanske valgkamp. Danske forfattere som Henrik List og Morten Sabroe har ladet sig inspirere af gonzo-stilens provokerende potentiale.

Med internettets udbredelse abonnerer færre på aviser, og mange får deres nyheder gennem sociale medier som facebook og twitter. Disse nyheder har ikke altid været igennem en professionel redigeringsproces, hvilket kan medføre, at misvisende eller direkte forkerte nyheder spredes. Falske nyheder er blevet en journalistisk og samfundsmæssig udfordring. Derudover er det et klassisk journalistisk krav, at der i en historie altid skal komme mere end én kilde til orde. På de sociale medier, hvor denne regel ikke gælder, kan der opstå såkaldte ekkokamre, hvor folk, der har samme syn på en sag, bekræfter hinanden i deres holdninger uden at inddrage modsatrettede argumenter.

Journalistik har altså en samfundsmæssig funktion, og man kalder også pressen for den fjerde statsmagt. I den klassiske tredeling af magten kontrollerer den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt hinanden. Men derudover har pressen en vigtig rolle, da den holder øje med de tre magtinstanser og informerer borgerne om evt. magtmisbrug, snyd eller sjusk. Samtidig kan journalister påvirke de tre magtinstanser ved at dække og debattere en stemningen i befolkningen, som politikerne derved bliver opmærksom på og handler efter.

Primærlitteratur

Olsson, Henning og Henrik Poulsen: Ryd forsiden! Om nyhedsformidling. Dansklærerforeningen, 2008.

Poulsen, Henrik: NEWS – en grundbog i journalistik og medier. Gyldendal, 2014.

Sekundærlitteratur

Jørgensen, John Christian: Journalistik med stil – fra klassiske nyheder til fortælling. Ajour, 2013.

Langdahl, Berit Riis m.fl.: Krydsfelt – Grundbog i dansk. Gyldendal, 2013.

Schmidt, Solveig og Mette Mørk: Journalistikkens grundtrin – roller, krav, metoder. Ajour, 2016.

Hjemmesider

Avisen i undervisningen

Faktalink om falske nyheder

Faktalink om mediernes magt

Faktalink om pressefrihed

Ubådssagen

Forfatterportrætter

Herman Bang

Puk Damsgård

Jan Guillou

Carsten Jensen

Peter Øvig Knudsen

Morten Sabroe

Tom Buk Swienty

Hybrid

hybrid-forfatterweb
Anmelderroste forfatter Ninette Larsen
udgav i 2014 sin digtsamling 'Hybrid' i
en alder af blot 19 år.
Foto: Scanpix

Ordet hybrid kommer fra det latinske ”hybrida”, der betyder bastard. Inden for sprogvidenskaben er hybrid betegnelsen for et ord, der er sammensat af dele fra to forskellige sprog. Et eksempel herpå kunne være ”genrehybrid”, hvor genre er fransk og hybrid jo netop latin. På samme måde dækker hybrid som litterær genrebetegnelse over en tekst, der enten blander forskellige genrer, kunstformer og/eller medier. Det kan være en novelle, der også er en del af et computerspil, klistermærkedigte, iPadromaner, litterære skattejagter, poetryslam m.m. Af ældre hybridgenrer kan nævnes prosalyrik og radio-dramaet, mens nogle nu taler om dramedier, der er en mellemting mellem en komedie og en dramaserie, der indeholder lige dele alvor og morskab.

Hybrider kaldes også multimodal eller tværmedial litteratur og er altså kendetegnet ved at indeholde træk fra flere etablerede genrer eller kunstformer. De vil derfor ofte være grænseoverskridende, eksperimenterende og originale. F.eks. er den grafiske digtbog ”Have og helvede” (2010) en hybrid mellem litteratur og billedkunst, idet Ursula Andkjær Olsens aggressive, associerende digte om jordens skabelse er integreret i Julie Andkjær Olsens tegninger, broderier og collager. En litterær hybrid kan også kombinere lyrik og musik, som eksempelvis Halfdan E og Martin Gs fortolkninger af digteren Johannes L. Madsens konkretistiske digte på albummet ”Smarte pletter mellem fingrene” (2003). Her blandes reallyd, musik og oplæsning i alternative sammenhænge, når et digt f.eks. råbes op af en sælger på Grønttorvet ledsaget af et elektronisk trommebeat.

Med internettets udbredelse er den litterære tekst ikke længere bundet til den trykte bog i samme omfang som tidligere, og mange eksperimenterer med at kombinere lyrik, oplæsning og video på Youtube og blogs. Cecilie Lolk Hjort reciterer i videodigtet ”Læge” (2008) med forvrænget, metallisk stemme et prosadigt om en dyrlæge uden hænder. Hjort har derudover også kombineret den gammeldags brevform og det sociale medie Twitter i udgivelsen ”NÅR DU HAR KNUST MIT HJERTE ER DET STADIG SOMMER” (2014), der består af otte håndskrevne tweets på små kort i kuverter. Et andet eksempel på kombinationen af de sociale medier og den mere traditionelle skønlitteratur er Andrea Hejlskovs facebookbiografi, der består af forskellige tekster fra Facebook, som Hejlskov har redigeret sammen til en roman. Danmarks første sms-roman ”Jeg tror, jeg elsker dig” er skrevet af forfatteren Merete Pryds Helle i 2008. I 27 sms-beskeder skitserer hun i et karakteristisk kortfattet sms-sprog rammen om en relation mellem en mand og en kvinde, der netop har mødt hinanden. Formens begrænsede rum overlader meget af historien til læserens fantasi, og der er formmæssigt langt fra sms-romangenren til den klassiske roman, der kan fylde mange hundrede papirsider.

Ninette Larsens bogdebut fra 2014 hedder ”Hybrid”, hvilket, ifølge hende selv, netop er den passende betegnelse for hendes tekster, der blander kortprosaen med prosadigte og lyrik. En hybrid behøver altså ikke være multimodal. Den kan også være en blanding af sproglig stil og træk fra allerede etablerede litterære genrer. 

Kilder:

Primærlitteratur

Helle, Merete Pryds: Jeg tror, jeg elsker dig. Lindhardt og Ringhof, 2008. SMS-roman.
Hjort, Cecilie Lolk: NÅR DU HAR KNUST MIT HJERTE ER DET STADIG SOMMER. Privattryk, 2014.
Larsen, Ninette: Hybrid. Gladiator, 2014. bibliotek.dk
Ankjær Olsen, Ursula: Have og helvede. Gyldendal, 2010. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur

Hanghøj, Thorkild og Nicolai Knudsen: Når nye medier fortæller. Gyldendal, 2004. bibliotek.dk
Johannessen, Jenny m.fl. (red.): Litteraturen i det udvidede felt. IKK Københavns Universitet, 2011. bibliotek.dk
Sindø, Rolf: Hybrider - fra traditionsbevidsthed til radikaliserede litterære udtryk. Syddansk Universitetsforlag, 2003. bibliotek.dk
Walther, Bo Kampmann: Computerspil og de nye mediefortællinger. Samfundslitteratur, 2012. bibliotek.dk

Hjemmesider

Litteraturens veje

Autofiktion

autofiktion-forfatterweb
Den norske forfatter
Karl Ove Knausgård
Foto: Martin Dam Kristensen / Scanpix

Autofiktion er en genre, der i 2010’erne har skabt stor debat om forholdet mellem litteratur og privatliv. Den er kendetegnet ved at være en mellemting mellem den klassiske selvbiografi og den skønlitterære roman. Begrebet stammer fra fransk og er blevet et buzzword i den danske litteraturkritik i det nye årtusinde. Oversat betyder autofiktion selv-fiktion, hvilket skal forstås som, at tekstens jeg er en fiktion. Begrebet er dog blevet synonym med det modsatte, nemlig at fiktionens jeg til forveksling ligner forfatteren. Det vilkår, at læseren kan være i tvivl om en bog er biografi eller roman har litteraten Poul Behrendt kaldt dobbeltkontrakten. Hanne Højgaard Viemoses ”Hannah” fra 2011 er f.eks. en udviklingsroman om den unge Hannah, der arbejder på en bananplantage i Australien, men bogen er samtidig en bevidst selviscenesættelse, da hovedpersonens familieforhold og oplevelser på mange måder matcher forfatterens.

Autofiktionen leger altså med læserens nysgerrighed og forestillinger om forfatteren bag værkets identitet og ligheder med hovedpersonen og/eller fortælleren. Nogle mener, at alt litteratur er autofiktion, da en forfatter altid vil trække på sin personlige historie i en skønlitterær fremstilling, mens litteraturprofessor Hans Hauge skelner mellem autofiktion og fiktionsfri fiktion. Fiktionsfri fiktion er bedst eksemplificeret ved nordmanden Karl Ove Knausgårds ”Min kamp 1-6” (2009-2011), da den ikke lægger skjul på, at den handler om virkelige, nulevende mennesker. Over tusinde af sider beskriver Knausgård sit liv før og under arbejdet med at skrive bøgerne, der bl.a. medførte trusler om sagsanlæg fra familiemedlemmer. En anden kontroversiel udgivelse er Jørgen Leths ”Det uperfekte menneske”. Erindringsbogen skabte i 2005 røre pga. Leths åbenhjertelige beskrivelser af sin erotiske fascination af og forhold til en ung, haitiansk pige. Det medførte bl.a., at Leth midlertidigt blev afskediget fra sit job på TV2.

Autofiktionen rejser altså spørgsmålet om, hvorvidt indrømmelser gjort i skønlitteraturens navn kan få juridiske konsekvenser for de involverede. En anden problematik, som opstår i forlængelse af genren, er det uetiske i at bruge andres livshistorier som plot i en roman. Netop dette dilemma er omdrejningspunktet i Janne Tellers roman ”Kom” (2008), der diskuterer en forlagsredaktørs splittelse mellem kommerciel succes og privatlivets fred. 

Selvbiografier, erindringer, dagbøger og brevsamlinger er nogle af de genrer, der, ligesom autofiktionen, befinder sig i grænselandet mellem fantasi og fakta. Den norske forfatter Tomas Espedals trilogi ”Dagbog Biografi Breve” (1999, 2003, 2005) handler om sorg, skrivning og kærlighed skrevet i en lyrisk prosa, der fremstår som en art terapi. I lighed med Knausgård tildeler Espedal beskrivelserne af hverdagen og dens trivielle og banale rutiner en central plads.

Autofiktionen har især vundet udbredelse i Danmark efter årtusindeskiftet, men helt siden Leonora Christina Ulfeldt skrev ”Jammersminde” i slutningen af 1600-tallet, har den personlige historie haft en stemme i den danske litteratur. I Frankrig skriver nogle forfattere nu såkaldt ”exo-fiktion”, der i protest mod autofiktionen handler om en anden person end forfatteren. 

Kilder:

Primærlitteratur

Espedal, Tomas: Dagbog Biografi Breve. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. Batzer og co., 2013. (norske udgaver: Biografi (glemsel). Gyldendal norsk forlag, 1999. Dagbok (epitafer). Gyldendal norsk forlag, 2003. Brev (et forsøk). Gyldendal norsk forlag, 2005). bibliotek.dk
Knausgård, Karl Ove: Min kamp. Bind 1-6. Lindhardt & Ringhof, 2010-2012. (norsk udgave: Min kamp 1-6. Forlaget Oktober, 2009-2011). bibliotek.dk
Leth, Jørgen: Det uperfekte menneske. Gyldendal, 2005. bibliotek.dk
Teller, Janne: Kom. Gyldendal, 2008. bibliotek.dk
Viemose, Hanne Højgaard: Hannah. Gyldendal, 2011. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur

Behrendt, Poul: Dobbeltkontrakten - en æstetisk nydannelse. Gyldendal, 2006. bibliotek.dk
Bunch, Mads (red.): Millennium - nye retninger i nordisk litteratur. Spring, 2013. bibliotek.dk
Hauge, Hans: Fiktionsfri fiktion - om den nyvirkelige litteratur. Multivers, 2012. bibliotek.dk
Haarder, Jon Helt: Performativ biografisme - en hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur. Gyldendal, 2014. bibliotek.dk
 
Hjemmesider
 
Forfatterportrætter

 

 

Grafiske romaner

grafiske-romaner-forfatterweb
Tegneren Rikke Bakman udgav i
2011 'Glimt' som er en tegnet roman.
Foto: Søren Bidstrup / Scanpix

Grafiske romaner er en genre, der udspringer af den klassiske tegneserie. Det kan diskuteres, hvad der adskiller tegneserien fra den grafiske roman, og nogle mener, at den væsentligste forskel er at tegneserier er målrettet børn, hvorimod den grafiske roman er tiltænkt en voksen læser. En anden skelnen går på graden af alvor, da eksempelvis tematikker som pædofili, død eller krig oftere forekommer i grafiske romaner.

Grafisk roman som genrebetegnelse stammer fra 1978, hvor Will Eisner udgav ”A Contract With God” (”En kontrakt med Gud”, 1979). Da det engelske ord for tegneserie ”comic” associerer humor og sjov, syntes Eisner ikke, at det var passende at kalde sit socialrealistiske melodrama om fattige jøder i New York for ”comic”. Derfor fik hans hæfte undertitlen en grafisk roman, og denne betegnelse er især i det 21. århundrede blevet mere og mere brugt om længere, sammenhængende, tegnede fortællinger. Genrens stigende succes er international, og både amerikanske, iranske og japanske tegnere har bidraget til dens alsidighed. En grafisk roman kan også være journalistik, erindring, historieformidling og/eller kunst. To af de grafiske romaner, som har bidraget til genrens popularitet, er den historiske beskrivelse af holocaust ”Maus” (1986, 1991) af Art Spiegelman, hvor jøderne er mus og nazisterne rotter, og Marjane Satrapis ”Persepolis” (2000), der er en personlig barndomserindring om kultursammenstødet mellem øst og vest, hvor en lille pige vokser op i Iran under den islamiske revolution for senere at blive sendt på østrigsk kostskole.

I de klassiske tegneseriehæfter, som f.eks. belgieren Hergés seriehæfter om ”Tintin” fra 1929, følges en fast struktur, hvor hver side indeholder tre etager med 1-4 rammer i hver. En grafisk roman er mere fri, da tegneren i højere grad kan eksperimentere med layout og komposition af de enkelte opslag. Stilistisk er den grafiske roman kendetegnet ved at være en fortløbende fortælling med dynamiske billeder, som fører handlingen fremad. Billedernes størrelser kan veksle, men de viser ofte kun brudstykker af den samlede fortælling, således at læseren selv må udfylde de mellemliggende tomme huller. Tegnestil, streg og farvelægning kan variere fra det enkle til sirligt detaljeret, men oftest vil udtryk og indhold relatere sig til hinanden, som i ”Persepolis”, hvor den simple, sort/hvide, barnlige streg understøtter historien om den iranske piges opvækst i en opdelt verden. 

I Danmark regnes Robert Storm Petersens ”De tre smaa Mænd og Nummermanden” (1913) med tre små rundhovedede mænd i hovedrollerne, for den første tegneserie. I nyere tid har flere yngre, danske tegnere leget med mediets muligheder, som f.eks. Rikke Bakman, der med en bevidst naiv farveblyantsstreg erindrer sin barndoms strandture med familien i ”Glimt” (2011). Også Mikkel Ørsted Sauzet har fået opmærksomhed med ”Aske” (2013), der udelukkende er tegnet med røde bic-kuglepenne og helt uden ord fortæller historien om en slaveopstand på Haiti.

Der findes også flere eksempler på, at tegneserien og den grafiske roman indgår som motiv i den traditionelle roman. Den amerikanske forfatter Michael Chabons prisvindende ”The Amazing Adventures of Kavalier & Clay” fra 2000 (”Den utrolige historie om Kavalier & Clay”, 2006) er på samme tid en udviklingsroman og en genfortælling af den amerikanske tegneseries historie. Chabon bruger tegneseriemediets udvikling fra 1930’erne og frem som rammen i et skriftligt forsvar for minoriteters ligeberettigelse. Og i den danske prosaist Dennis Gade Kofods roman ”Superhelte i det hele taget” (2010) flygter en bornholmsk mand ind i et tegneserieunivers, når angsten overmander ham. 

Kilder:

Primærlitteratur

Bakman, Rikke: Glimt. Aben Maler, 2011. bibliotek.dk
Chabon, Michael: Den utrolige historie om Kavalier & Clay. Oversat af Svend Ranild. Borgen, 2006. bibliotek.dk
Hergé: Tintin i Congo. Carlsen, 1975. bibliotek.dk
Kofoed, Dennis Gade: Superhelte i det hele taget. Rosinante, 2010. bibliotek.dk
Sauzet, Mikkel Ørsted: Aske. Aben Maler, 2013. bibliotek.dk
Spiegelman, Art: Maus – en overlevende fortæller. Oversat af Keld Koplev. Politisk revy, 1987-1992. bibliotek.dk
Satrapi, Marjane: Persepolis. Oversat af Julie Paludan-Müller. Carlsen, 2005. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur

Ludwig, Nana: Den grafiske roman gør tegneserien til seriøs litteratur. Information, 2012-12-21. bibliotek.dk
Olsen, Mimi og Hans-Christian Christiansen: Grafiske romaner. Dansklærerforeningen, 2015. bibliotek.dk
Spilsbury, Richard: Tegneserier og grafiske romaner. Oversat af Grit Hellemann. Flachs, 2009. bibliotek.dk
 
Forfatterportrætter
Alan Moore

 

Film

film-forfatterweb
Thomas Vinterberg (i.m.) vandt
juryens pris for 'Festen' i Cannes i
1998.
Foto: Pascal Guyot / Scanpix

En film er et kunstværk baseret på levende billeder. Teknikken består i at vise en række billeder efter hinanden så hurtigt, at det skaber en illusion om bevægelse. Spillefilm består typisk af et narrativt forløb, hvor en gruppe af karakterer har en konflikt eller oplever noget, der ændrer deres indre eller ydre forhold. Dramaturgisk opereres ofte med et hovedplot, sideplot og plotpunkter, hvorfra historien ændrer sig i en uforudsigelig og uigenkaldelig retning. Filmen kan via klipningen vinkle fokus og skifte mellem tid og sted.

Filmgenren er en meget bred genre, der i de lidt over hundrede år, den har eksisteret, har udviklet sig hurtigt og i mange retninger. I slutningen af 1800-tallet gjorde forskellige opfindere diverse forsøg med kameraer, kinematografer og kinetoskoper, men man daterer ofte filmmediets begyndelse til den 28. december 1895, da de franske brødre Louis og Auguste Lumière fremviste en filmsekvens af en gruppe fabriksarbejdere, der forlader deres arbejde i Paris. Den første filmfremvisning i Danmark fandt sted i 1896. Allerede året efter lavede Peter Elfelt de første danskproducerede film, bl.a. stumfilmen ”Kørsel med grønlandske Hunde”, og den første danske biograf åbnede i 1904. ”Løvejagten” (1907) var den første danske film, der havde en handling. Den var produceret af Nordisk Film, der stadig er et af Danmarks vigtigste filmselskaber.

I 1928 fik instruktøren Carl Theodor Dreyers (1889-1968) kontroversielle stumfilm ”Jeanne d’Arcs lidelse og død” premiere. Dreyer provokerede med sit stilistiske filmsprog, dvs. hans valg af billedbeskæringer, kameravinkling, lyssætning mm. Hans tolkning af historien om den kvindelige kætter stemte ikke overens med den franske kirkes billede af Jeanne d’Arc som en heroisk martyr, og Dreyers nærbilleder af ansigtet, da hun brændes på bålet, konfronterede seeren med hendes lidelse. Kort tid efter blev både tonefilmen og farvefilmen opfundet, så det nu blev muligt at imitere virkeligheden endnu mere end tidligere. Spillefilmen var en populær underholdningsgenre, hvis tilgængelighed blev udvidet fra biografen til fjernsynet og senere med videofilmen, DVD’er og streamingtjenester også til folks hjem. Blandt de helt store folkelige succeser var Erik Ballings komedieserie om det kriminelle trekløver Olsen-Banden, der i fjorten film fra 1968-1998 prøvede at begå det ene mere opfindsomme indbrud efter det andet. I nyere tid har dansk film især gjort sig bemærket via filmselskabet Zentropa og deres gruppe af instruktører, som i 1995 opsatte ti såkaldte dogmeregler for indspilning af film, herunder bl.a. at kameraet skulle være håndholdt. ”Festen” (1998) af Thomas Vinterberg blev den første film, der fulgte disse regler, og er historien om en familie, der mødes til farens 60-års fødselsdag. Den ældste søn vælger denne lejlighed til at afsløre, at faren i flere år overgreb sig seksuelt på ham og hans afdøde tvillingesøster.

Film kategoriseres ofte i forhold til miljø, stemning og format. Disse kategorier kan kombineres på mange måder, eksempelvis er børnefilmen ”Bennys Badekar” (1971) om forstadsdrengen, der keder sig, fanger en haletudse og sammen med den svømmer ned i den fantasiverden, der gemmer sig under afløbsristen, både et socialrealistisk eventyr, en musical og en tegnefilm. Omkring årtusindeskiftet har den digitale udvikling bl.a. medført, at film også kan ses i 3D, samt at mange kan optage film med deres mobiltelefoner. På internetsiden www.youtube.com oploades der hvert minut 100 timers video, hvilket både inkluderer de ældste filmoptagelser, klassiske spillefilm og brugernes private hjemmevideoer.

Dokumentarfilm har ikke som spillefilm et manuskript, men bruger i stedet filmmediet til at skildre personer, hændelser eller omstændigheder autentisk. Det kan dog diskuteres, hvor meget dokumentarfilmen er en neutral gengivelse af virkeligheden eller ren fiktion. Eksempelvis skabte filmen ”Armadillo” (2010) om de danske soldater i Afghanistan stor debat, da den med sit fokus på et par udvalgte, unge udsendte fortalte en chokerende, men også begrænset og redigeret, fortælling om krigen.

Kilder:

Primærfilm

Olsen-Banden. Nordisk film, 2012. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur og film

Bondebjerg, Ib: Filmen og det moderne - filmgenrer og filmkultur i Danmark 1940-1972. Gyldendal, 2005. bibliotek.dk
Hansen, Per Helmer: Postmoderne film. Frydenlund, 2014. bibliotek.dk
Schepelern, Peter (red.): 100 års dansk film. Rosinante, 2001. bibliotek.dk

 

Hjemmesider

Den store danske om film

Filmmagasinet Ekko
 

Faglitteratur

faglitteratur-forfatterweb
Peter Øvig Knudsen er journalist
og forfatter. Han har bl.a. skrevet
bogen 'Blekingegadebanden'.
Foto: Jacob Nielsen / Scanpix

Man opdeler almindeligvis litteratur i skønlitteratur og faglitteratur, hvor skønlitteratur er fiktion og faglitteratur har et fagligt indhold. Faglitteratur er altså ikke fantasi, men tværtimod tekster, som er baseret på fakta, dvs. kendsgerninger, empiriske undersøgelser eller anden viden fra det virkelige liv. Udgangspunktet for faglitteratur er, at den skal være faktuel korrekt, men da menneskeheden hele tiden bliver klogere, findes der i historien mange eksempler på faglitterære værker, der efterfølgende har vist sig at indeholde forkerte eller misvisende oplysninger. Kendetegnende er det dog, at den faglitterære forfatter ved værkets tilblivelse har troet på, at indholdet var sandt.

Da faglitteratur defineres som alt det, der ikke er fiktion, må genren nødvendigvis være meget omfangsrig. Der findes en lang række undergenrer som historiebøger, brugsvejledninger, universitetsafhandlinger, rejseguides, håndbøger, brevsamlinger mm. Herudover findes en mængde undergenrer som selvbiografier, dagbøger, essays og nogle former for journalistik, der befinder sig i krydsfeltet mellem skøn- og faglitteratur, fordi graden af fiktion varierer eller står til diskussion.

I litteraturhistorien spiller de såkaldte encyklopædier en central rolle i udbredelsen af den almene viden. Oprindelig var encyklopædiens indhold instruktioner inden for alle fagområder, og teksterne var udformet som korte artikler, der var organiseret i et opslagsværk. Plinius den ældres ”Historia Naturalis” fra ca. år 70 er et af de ældste eksempler, der er bevaret. Den første danske encyklopædi er fra det 19. århundrede, og omkring årtusindeskiftet begyndte et større arbejde med udgivelsen af ”Den Store Danske Encyklopædi” (1994-2006). Mere end 3000 mennesker bidrog til at skrive artikler til leksikonets 22 bind, men projektet blev overhalet indenom af det åbne, interaktive opslagsværk Wikipedia, der udelukkende eksisterer på internettet. I dag har Wikipedia over 230.000 danske opslag, og på verdensplan flere millioner på flere hundrede forskellige sprog. Indholdet redigeres af brugerne, og man kan i et opslags historik se, hvilke ændringer der er foretaget og af hvem.

Historiebøger, historiske biografier og historisk journalistik er populære genrer inden for faglitteraturen. Et eksempel herpå er journalist Peter Øvig Knudsens dokumentariske beretning om ”Blekingegadebanden 1 og 2” (2007). Den handler om en gruppe af radikale venstreorienteredes illegale aktiviteter, som bl.a. inkluderede drabet på en ung politimand i 1988. Bøgerne er skrevet på baggrund af et grundigt researcharbejde og en stor mængde kilder. En anden faglitterær forfatter, der har haft succes med at formidle historiske begivenheder som dramatiske, dokumentariske fortællinger, er Tom Buk-Swienty. Med sans for både den politiske praksis og hverdagslivets detaljer har han skildret krigen i 1864 og vilkårene for militærets mænd. En af dem var Karen Blixens far Wilhelm Dinesen, som Buk-Swienty portrætterer i ”Kaptajn Dinesen” (2013-2014). Dinesen var også selv en respekteret faglitterær forfatter på grund af sine sansende naturskildringer i de essayistiske tekster, der udgør ”Boganis jagtbreve” (1889).

Essayet er en genre, der ligger på grænsen mellem det saglige og det fiktive. Det er en ikke-fiktiv genre, der gør brug af sproglige virkemidler fra fiktionen. Indholdet i et essay kan i princippet være hvad som helst, men stilen er ofte subjektiv, diskuterende, reflekterende eller argumenterende og tager afsæt i forfatterens personlige erfaringer eller holdninger. Navnet stammer fra franskmanden Michel de Montaignes ”Essais” fra 1580-1588, der er usystematiske, selvbiografiske tekster om alt fra søvn til transport og klassisk litteratur. Elsa Gress er et dansk eksempel på en forfatter, hvis foretrukne genre til at formidle sin polemiske kulturkritik var essayet. Hun debuterede i 1945 med essaysamlingen ”Strejftog”, og gennem hele forfatterskabet brugte hun genren til med intellektuel nysgerrighed at ræsonnere over bl.a. samfund, kunst og køn.

Kilder:

Primærlitteratur

Buk-Swienty, Tom: Kaptajn Dinesen – Ild og blod. Gyldendal, 2013. bibliotek.dk
Buk-Swienty, Tom: Kaptajn Dinesen – Til døden os skiller. Gyldendal, 2014. bibliotek.dk
Dinesen, Wilhelm: Boganis jagtbreve. Rosenkilde og Bagger, 1988. bibliotek.dk
Gress, Elsa: Strejftog. Ukendt forlag, 1945. bibliotek.dk
Øvig Knudsen, Peter: Blekingegadebanden. Gyldendal, 2008. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur

Borup Jensen, Thorkild: At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere - Om essayet som genre og det danske essay i det 20. århundrede. Dansklærerforeningen, 1999. bibliotek.dk
Breinholt Skou, Jens: Genrer - findes de i virkeligheden? Dansklærerforeningen, 2005. bibliotek.dk
Horn Petersen, Jan: Tekstanalyse - genrer, begreber og eksempler. Frydenlund, 2013. bibliotek.dk
Skafte Jespersen, Lone og Anne Risum Kamp: Greb om fagteksterne - en opslagsbog. Alinea, 2014. bibliotek.dk

 

Hjemmesider

Videnskab.dk

Faktalink om Blekingegadebanden