Genrer

De islandske Sagaer.
Foto: Jonas Vandall Ørtvig / Scanpix

Saga betyder egentlig udsagn, at sige eller at fortælle på oldnordisk, hvilket er meget sigende for, hvad genren er. Sagaer er nemlig nedskrivninger af beretninger om store krigeriske helte og deres liv, familier og død, som stilistisk har meget tilfælles med den mundtlige fortælling. Genren dækker over de nordiske prosafortællinger fra oldtiden og vikingetiden, men de islandske sagaer er de bedst bevarede og derfor ofte også synonym med genren. De islandske sagaer er nedskrevet mellem år 1170 og 1400. Med undtagelse af Snorri Sturluson (1179-1241) og hans nevø Sturla Thordarson (1214-1284) er forfatterne til sagaerne anonyme. De islandske sagaer er nedskrevet i hånden på pergament, og de befandt sig frem til 1971 i Danmark. Her blev de efter en del offentlig debat tilbageleveret til Island, hvor de i dag befinder sig i Reykjavik.

Sagaerne er romanlignende fiktioner med baggrund i historiske personer. De har fokus på handlinger, begivenheder og tematikker som mord, ære, slægter, erotik, ægteskab og forholdet mellem individ og samfund. De varierer i længde fra korte, novellelignende totter til den omfangsrige ”Njals saga”, hvis fire dele i alt strækker sig over halvandethundrede sider. Selv om de er skrevet af forskellige forfattere, har de klare stilistiske fællestræk. Tilsyneladende autentiske forhold afdækkes, bl.a. slægtsforhold og den geografiske placering af handlingen, ligesom der i alle sagaerne er mange dialoger og replikker. Fortællerne har en slags øjenvidnefunktion og gør ikke opmærksom på sig selv. Hermed skabes en illusion om en nøgtern, objektiv fortæller, der videregiver begivenhederne, nøjagtigt som de skete. Det er derfor gennem tiden blevet diskuteret, om sagaerne er nedskrivninger af mundtlige overleveringer, den såkaldte friprosateori, eller om de er litterære værker, der er skabt og konstrueret som prosa på baggrund af anekdoter og mundtlige fortællinger. Den sidste tolkning er den mest udbredte og kaldes bogprosateorien.

Sagaernes hovedpersoner er de første nybyggere, der kom til Island og koloniserede øen i landnamstiden 870-930, og deres efterkommere, som er stærke mænd, tapre krigere og heroiske drukkenbolte. De fleste sagaer foregår i tiden 930-1030. Denne periode i Islands historie kaldes også sagatiden eller fortælletiden.

Karakteristisk for sagaerne er deres indirekte beskrivelser af karaktererne. Heltenes personlighed udtrykkes gennem det, de gør. F.eks. gestaltes Egil Skallagrimssons stædighed og viljestyrke ved, at han trodser sin fars vilje og drager uanmeldt til drikkegilde i ”Egils saga”. Andre typiske genretræk er den standardiserede komposition, det autentiske præg og fortællerens kontrollerede og objektive stil, samt de mange intriger, som ofte bunder i erotiske eller magtrelaterede konflikter. Mændene er maskuline og heroiske, mens kvinderne ofte kun spiller en sekundær rolle. Undtagelsen er trekantsdramaet ”Laksdøla saga”, hvor den smukke, lidenskabelige og stærke Gudrun er centrum for en slægtstragedie, inden hun afslutningsvis konverterer til kristendommen.

Der findes forskellige typer sagaer. Normalt skelner man mellem kongesagaer, biskopsagaer, fornaldersagaer og slægtssagaer. Kongesagaerne er historiske fortællinger (dateret 1200-1235) om de skandinaviske konger og jarler. De kan både handle om en enkelt konge eller en række af konger, som eksempelvis ”Heimskringla” (”Verdens kreds”), der beretter om de norske konger fra sagntiden og frem til 1170. Biskopsagaerne er sagaer om de islandske biskopper, mens fornaldersagaerne eller oldtidssagaerne bygger på germansk og nordisk sagnstof. De er fantastiske, komiske og indholdsmæssigt baseret på sagn og digte, som ”Rolf Krages saga” om den danske sagnkonge, der har klare paralleller til det engelske heltekvad ”Beovulfkvadet”. Slægtssagaerne kaldes også islændingesagaerne, fordi hovedpersonerne er islandske familiemedlemmer. De er nedskrevet mellem 1200-1320 og handler om islandske høvdinge og bønder, hvis småkonflikter ofte resulterer i ild og død. Mange af de mest populære sagaer tilhører denne gren af genren. Det gælder ”Njals saga” om den eskalerende konflikt mellem de to venner Njal og Gunnar, der efter mordbrand og hævndrab ender i forsoning. I nyere tid kaldes slægtsromaner eller familiesagaer somme tider for sagaromaner, hvis de består af familiefortællinger, der tidsmæssigt strækker sig over flere generationer. De 40 islandske sagaer og 49 totter er i 2014 udkommet i en samlet dansk nyoversættelse, som led i et større fællesnordisk oversættelsesprojekt. Senere er oldtidssagaerne også udkommet i ny dansk oversættelse.

Kilder:

Primærlitteratur

Lassen, Annette (red.): Islændingesagaerne. Samtlige sagaer og 49 totter. Forlaget Saga, 2014. bibliotek.dk

Lassen, Annette: Oldtidssagaerne. Bind 1-8. Gyldendal, 2019. bibliotek.dk

Sekundærlitteratur

Bredsdorff, Thomas: Kaos og kærlighed – en studie i islændingesagaernes livsbillede. Gyldendal, 1995. bibliotek.dk

Byock, Jesse L.: Island i sagatiden - Samfund, magt og fejde. Oversat af Jon Høyer. C.A. Reitzel, 1999. bibliotek.dk

Fibiger, Johannes m.fl.: Litteraturens veje. Systime, 1996. bibliotek.dk

Lassen, Anette: Islændingesagaernes verden. Gyldendal, 2017. bibliotek.dk

Lassen, Annette: Oldtidssagaernes verden. Gyldendal, 2021. bibliotek.dk

Ney, Agneta, Ármann Jakobsson og Annette Lassen m.fl. (red.): Fornaldarsagaerne - Myter og virkelighed. Museum Tusculanum, 2009. bibliotek.dk

Meulengracht Sørensen, Preben: Norrønt nid - Forestillingen om den umandige mand i de islandske sagaer. Odense Universitetsforlag, 1980. bibliotek.dk

Islandske forfattere, der er inspireret af sagaerne, sagnstof og myter:

Einar Már Guðmundsson

Hallgrímur Helgason

Jón Kalman Stefánsson

Sjón

Ófeigur Sigurðsson

Gerđur Kristný

Bergsveinn Birgison

Forfatterportrætter

Einar Kárason

Einar Már Guðmundsson

Halldór Laxness

Ófeigur Sigurðsson

Snorri Sturluson

Begrebet folkevise stammer fra det tyske ord Volkslied, der blev brugt første gang i 1773. Selve genren er dog langt ældre, da folkeviserne regnes for de ældste fiktionstekster, der findes bevaret på dansk. Oprindeligt blev disse fortællende danseviser kaldt ballader. Folkeviser er anonymt mundtligt overleverede episke digte, hvoraf de ældste stammer fra middelalderen og omhandler middelalderlige problemstillinger som kærlighedsintriger eller slægtsfejder.

Man mener, at folkeviserne kom til Danmark omkring år 1200 med omrejsende musikanter fra Frankrig, der havde tradition for en såkaldt troubadourdigtning. Viserne var danseviser, der blev sunget af den lavadelige overklasse og som blev akkompagneret af kædedans. Senere spredte viserne sig til andre samfundslag via mundtlig videreformidling, indtil det i 1500-1600-tallet blev populært blandt adelens kvinder at nedskrive viserne i poesibøger. 83 kærlighedsviser er f.eks. nedskrevet i den hjerteformede ”Hjertebogen” fra 1550’erne, der anses for at være det ældst bevarede håndskrift med danske folkeviser. Den første bog med trykte folkeviser var ”Et hundrede udvalgte danske viser” af Anders Sørensen Vedel (1542-1616) fra 1591. Mange viser blev i 1700-tallet distribueret på enkle ark, de såkaldte skillingstryk, der solgtes på lokale markeder, og helt frem til slutningen af 1800-tallet blev der sunget folkeviser på de danske gårde. Mange af disse nyere versioner, der blev sunget af fattigfolk på den jyske hede, er nedskrevet af folkemindesamleren Ewald Tang Kristensen (1843-1929).

Karakteristisk for folkeviserne er deres fortællende stil i stroferne, mens omkvædet ofte lyrisk påminder om en grundstemning eller et varsel. Karaktererne er typer, der har en funktion. De er ikke individer med en personlighed, men repræsenterer et slægtsled, da visernes temaer er centreret omkring familiens ære, således at ægteskab, utroskab eller rivalisering mellem to slægter er typiske konflikter. En vise består typisk af to eller fire verselinjer og følger en fast tredelt struktur. Først præsenteres helten og konflikten, dernæst udspilles konflikten og endelig afsløres det hhv. lykkelige eller ulykkelige udfald. Stilistisk benyttes gentagelser f.eks. til at skabe spænding, mens formelsprog bruges til at beskrive tid, sted eller udseende. Det vil sige, at det samme faste udtryk f.eks. ”så væn en mår” bruges til at beskrive en piges skønhed i mange forskellige viser.

En central person i dansk folkemindesamling er Svend Grundtvig, der fra 1853 igangsatte en omfattende indsamling af ældre, danske folkeviser. Det blev til 12-bindsværket ”Danmarks gamle Folkeviser”, hvori Grundtvig inddeler viserne i de fire hovedgrupper kæmpeviser, trylleviser, historiske viser og ridderviser. Det har medført, at man i danskfaglige sammenhænge ofte opererer med trylleviser og ridderviser som overgenrer, hvortil der knytter sig undergenrer som f.eks. skæmteviser.

Trylleviserne kaldes også naturmytiske viser, fordi de enten indeholder overnaturlige væsener som elverfolk, trolde, havmænd eller mennesker, der på magisk vis forvandles. De handler ofte om overgangsfaser i livet, som i ”Harpens kraft”, hvor den rige Hr. Vellemand er forlovet. Hans kommende brud tør ikke ride over åen Bride, fordi hendes to søstre forsvandt der, dengang de skulle giftes. Da hun selv krydser broen, falder hun i vandet og bliver spist af en trold. Vellemand redder sin brud ved at spille på en guldharpe. Harpens kraft lokker trolden frem, så Vellemand kan dræbe den og blive gift. Hvor broen i denne vise symboliserer overgangen fra jomfru til ægtefælle, er harpespillet i folkeviserne forbundet med erotisk magt.

Den største gruppe af folkeviser er ridderviser. Ridderviserne skildrer realistisk sociale eller samfundsmæssige problemstillinger inden for et overklassemiljø. Et udbredt tema er kærlighed, og jalousidrab er ikke en ualmindelig konsekvens af en fejde. Helten er ofte en jomfrusvend, hvilket er formelsprog for en kærlighedslysten ridder, som i visen om ”Ebbe Skammelsøn”, hvis bror Peder narrer Ebbes forlovede Adelus til at gifte sig ham, mens Ebbe tjener kongen. Forråelsen sker altså inden for Ebbes egen slægt, og det får konsekvenser for hele familien. Ebbe vender hjem på bryllupsdagen og dræber både Peder og Adelus, for dernæst selv at blive fredløs.

Det kan diskuteres, om den kategoriske opdeling af viserne i undergenrer på baggrund af motiver er misvisende, da folkeviserne blev fornyet og fortolket gennem flere hundrede år. Man regner med, at der er 539 folkeviser bevaret på dansk, hvoraf flere altså forekommer i forskellige variationer, og nogle af de yngste sågar har en kristen morale. I nyere tid har de gamle viser inspireret flere danske musikere, bl.a. har sangerinden Sys Bjerre indspillet sin version af visen om Valdemar Sejrs første kone Dronning Dagmar, der ligger for døden.

Kilder:

Primærlitteratur

Ebbe Skammelsøn

Grundtvig, Svend: Danmarks gamle Folkeviser. 1853-1961. bibliotek.dk

Harpens kraft

Vedel, Anders Sørensen: Et hundrede udvalgte danske viser

Ukendt forfatter: Hjertebogen

Bjerre, Sys: Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg

Sekundærlitteratur

Christiansen, Palle Ove: De forsvundne - Hedens sidste fortællere. Gad, 2011. bibliotek.dk

Kværndrup, Sigurd: Den østnordiske ballade - oral teori og tekstanalyse. Studier i Danmarks gamle folkeviser. Museum Tusculanum, 2006. bibliotek.dk

Lundgreen-Nielsen, Flemming og Hanne Ruus (red.): Svøbt i mår - dansk folkevisekultur 1550-1700. C.A. Reitzel, 1999-2002. bibliotek.dk

Piø, Iørn: Nye veje til folkevisen. Gyldendal, 1985. bibliotek.dk