Eva Tinds roman ”Min Kim” (2024) er en faktuel selvbiografi indrammet af dokumentariske fotos. Men også en mere essayistisk og kunstnerisk identitetsfortælling, der rummer tilsyneladende dokumentariske mails og breve mellem Eva Tind og en barndomsveninde, der som adoptivbarn kom med samme fly til Danmark som Eva Tind og voksede op i anden adoptionsfamilie.
139165489
Endelig er der løbende kommentarer og refleksioner over skriveprocessen og fortælleprojektet. På den måde kommer man tæt det personlige, både tvingende og omkostningsprægede i projektet. Men også på det frigørende og frisættende. Bogen er på engang en personlig frigørelsesfortælling og en aktivistisk fortælling, som vil ændre på synet af transnational adoption.
Hvad betyder det helt grundlæggende at være et menneske og kende sit ophav? Det bliver bogens centrale spørgsmål. Udgangspunktet er den personlige undersøgelse, som gør ondt, som udfordrer Tind selv og både hendes danske og koreanske familie. At gennemføre skriveprocessen er en psykisk udfordring, men også en nødvendighed. For Tinds historie er ikke bare hendes, men også de mindst 200.000 andre koreanske adoptivbørns og de 8.000 koreansk-danske adoptivbørns historie.
Det er historien om det sår og den sorg, der opstår i en mor og i et barn, når de skilles for evigt. Om fraværet som et livsvilkår, som bliver tvunget ned over en som adopteret, og som man hele tiden må forholde sig til. Og om hvad det betyder at vokse op og ikke at have nogen at spejle sig i som menneske og ikke at have nogen at dele dobbelthedens erfaringer med.
Opgøret med adoptionsmyten om den lykkelige genstart under bedre opvækstvilkår fører til, at Eva Tind forlader begrebet adoptivbarn. Man er barn og menneske, ”som har været udsat for adoption”. På den måde er man som adoptivbarn gennem hele sit liv nødt til at rumme flere uforenelige sandheder.
Romanen er et patchwork af tekstmæssige elementer og i sin grundform personlig, prøvende og essayistisk. Men den ender alligevel et mere afklaret og politisk aktivistisk sted. Adoptionsbaggrunden og -fortællingen er et åbnet sår, der ikke kan eller skal heles. Derimod skal den offentlige samtale om transnational adoption være tydelig om og anerkende det faktum, at adoptionssystemet er en fundamental krænkelse af børns rettigheder. Det er ’to staters samarbejde om et identitetsmord’, som Tind formulerer det.
