Paul Auster

Paul Benjamin Auster voksede op som en ualmindeligt politisk og socialt bevidst knægt i en ellers ganske almindelig kernefamilie i en middelklasseforstad til New York i halvtredserne.

Som tiårig var han bekendt med forbrugerisme og materialisme som tidens store svøbe, og han gav sig af ubehag, når faderen luftede sit dollargrin foran naboerne, og når moderen tog ham med på sine elskede shopppingture. Ellers passede Paul Auster sin skole, spillede baseball og drog på sommerlejr som de fleste andre amerikanske drenge på hans alder. Efter highschool rejste han til Europa, hvor han flakkede rundt og skrev på et manuskript, som – til hans lettelse – siden hen forsvandt. Efter nogle måneder vendte han hjem igen og påbegyndte studier meldte sig ind på det velrenommerede universitet Colombia i New York, hvor han øjeblikkeligt kom i clinch med en studievejleder.

I 1968 fik hans utilfredshed et kollektivt udtryk. Studenteroprøret brød ud over hele den vestlige verden. Man ville af med ‘professorvældet’. Men på det tidspunkt var Auster på sit sidste år i college og på vej ud af systemet. Efter et kort intermezzo på universitetet begyndte en periode med forskellige småjobs, blandt andet på en olietanker. I halvfjerdserne ernærede han sig som kritiker, oversætter, essayist og digter, først i Paris, siden i New York. I 1980’erne slog han sig på prosa og underviste blandt andet på Princeton. Paul Auster var gift med forfatteren Siri Hustvedt og sammen har de datteren Sophie. Han døde i sit hjem i Brooklyn, New York den 30. april 2024, 77 år gammel. 

Skildret, dokumenteret, reporteret og fastfrosset i enhver tænkelig kulturel, politisk, religiøs og social belysning fremstår New York som fuldstændigt grundliggende for en række af det tyvende århundredes største kunstneres forståelse og selvforståelse – fra Woody Allen over Lou Reed til Auster selv. Paul Austers New York har aldrig været smukkere end i filmene “Smoke” fra 1995 (“Smoke”, 1995) og “Blue in the Face” fra 1996 (“Blue in the Face”, 1996). Den tunge dyne af postmoderne konstruktion og dekonstruktion, som ligger hen over forfatterskabet i “New York Trilogien” befinder sig nu, hvor den hører hjemme, som et solidt filosofisk fundament under fortællingen, og miljø og karakterer flimrer varmt og tvangfrit foran publikum.

I “Smoke” møder vi endnu en forældreløs gadedreng. På flugt fra nogle bandemedlemmer og på jagt efter sin far møder han Paul Austers alter ego (spillet af William Hurt). De slår kludene sammen, og den egenrådige knægts evne til at rode sig ind i problemer viser sig at bekomme forfatterens stillestående tilværelse godt, lige som også forfatterens vid bekommer knægtens tumultariske flygtningeliv godt.

“Men jo, jeg nød det, jeg syntes det var en udfordring at skrive dialog, at tænke dramatisk frem for narrativt, at gøre noget jeg ikke havde gjort før (…) På mange måder tror jeg at det manuskript er det mest optimistiske jeg nogensinde har skrevet.” bemærker Paul Auster i et interview om arbejdet med manuskriptet (“To film af Paul Auster: Smoke og Blue in the Face”, 1995).

Under optagelserne af “Smoke” overhørte Auster og Wayne Wang nogle af skuespillernes sketches og besluttede sig for at bruge dem til en ny film. Et år senere blev “Blue in the Face” skudt på seks dage, uden manuskript og med Auster som medinstruktør. Handlingen er episodisk, fyldt af skæve og dokumentaristiske sekvenser: Madonna gir’ den som syngende telegrampige, Michael J. Fox som udbrændt wunderkind og Lou Reed og Jim Jarmusch fortæller anekdoter til kameraet. Omdrejningspunktet er Auggies tobaksforretning på et gadehjørne i Brooklyn. Her hænger kvarterets nikotinhungrende originaler ud. Skæve størrelser, ensomme typer. Auggie, spillet af Harveyvy Keitel, er selv en af dem, og samtidig inkarnationen af selve New York-fascinationen. Hver morgen, år ud og år ind, går han ud og tager et billede af krydset ud for sin forretning: Motivet er det samme, indstillingen er den samme og tidspunktet er det samme. Det eneste, som ændrer sig, er livet og lyset i gaden.

I essayet “The Red Notebook” fra 1995 (“Den røde notesbog” i ”Den røde notesbog og andre sande historier”, 1998) fortæller Paul Auster om en sommerlejr, han var på som dreng og en tragedie, som ramte den. En af Austers kammerater blev slået ihjel af et lyn, som fandt det hegn, han var ved at kravle under. Auster var tredive centimeter bag ham og sad og holdt hans tunge nede, for at han ikke skulle kvæles, mens de ventede på, at uvejret drev over. Men han var død på stedet, og tilværelsens vilkårlighed brændte sig næsten bogstavelig talt ind i den fjortenåriges sind og grundlagde en livsforståelse, som farver hans romaner og hans biografi. Tredive år senere slår den igennem i historien om, hvordan han blev forfatter.

22295497

I 1955 stod Auster sammen med sine forældre i tusmørket uden for Polo Grounds i New York. Han var otte år, baseball-fan til op over begge ører og havde netop været til sin første ligakamp. Resten af tilskuerne var for længst væk. Det var sent. Lidt nede af vejen fik Paul Auster øje på en skikkelse. Det var ikke gud, men så tæt på som det kunne være. Det var Willie Mays, baseballens svar på fodboldstjernen Pelé. Med hjertet oppe i halsen nærmede den unge fan sig sit idol, sin afgud: “Mr. Mays, kunne jeg få en autograf? Selvfølgelig knægt, har du en kuglepen?” Auster greb i sine lommer, han spurgte sine forældre. Ingen havde en kuglepen, og han måtte sønderknust se Willie Mays forsvinde ned ad gaden.

Efter den dag forlod Paul Auster aldrig hjemmet uden en kuglepen. Det var grunden til, at han blev forfatter, at han blev permanent forbundet med sine skriveredskaber. Og selv om det formentlig er sagt med en ræv bag øret og et glimt i øjet, og oprindelig blev fortalt til børnene, når de spurgte, hvordan det kunne være, han blev forfatter, er pointen ikke til at tage fejl af: Auster valgte ikke forfattergerningen. Forfattergerningen valgte Auster. Helt vilkårligt. Han fortæller historien om, hvordan han blev forfatter i essayet “Why Write” i 1996 (“Hvorfor skrive” i “Den røde notesbog og andre sande historier”, 1998). I et interview på omtrent samme tidspunkt får vi en anden version. Auster havde som 14-årig vundet en konkurrence i sin klasse med et foredrag om et andet af sine baseball-idoler, Jackie Robinson: “At skrive det foredrag var en af de afgørende handlinger i mit liv. Efter den dag vidste jeg, at jeg ville være forfatter.” (Interviewet findes i “To film af Paul Auster: Smoke og Blue in the Face”, 1995).

I Paul Austers roman “Brooklyn Follies” fra 2005 (“Brooklyn dårskab”, 2005) er hovedpersonen Nathan Glass ved at komme sig over en lungecancer og sin ekskone. Han er tidligere forsikringsagent og har brugt en del af boet efter et langt ægteskab til at købe sig en lejlighed i Brooklyn i New York, hvor han levede de første tre år af sit liv. I Brooklyn falder han tilfældigt over fragmenterne af sin familie.

I første omgang sin afdøde søsters søn Tom Wood, som sidst han så ham, var en ung, lovende litteraturstuderende, som skrev speciale om to af Austers store helte, essayisten Henry David Thoreau og digteren Walt Whitman. Nu er han en falleret eksstuderende, som ikke kunne gøre sig færdig og arbejder i et antikvariat, tyve kilo tungere og deisillusioneret. Gensynet liver dem begge op, de er lige ensomme, og det bliver til en fast frokostaftale på en diner i kvarteret. I

I anden omgang er det Toms søsters syvårige datter, som kommer til byen med en bus og en fast beslutning om ikke at tale. I tredje omgang er det Toms søster, som Nathan efter et mindre detektivarbejde hjælper ud af et ægteskab med en religiøs fanatiker.

Hvert møde trækker nye møder med nye skæbner med sig. Hen ad vejen væver de sig sammen til en for Auster usædvanlig varm og rolig historie om tolerance, håb og kærlighed, som har en pendant i filmfortællingen “Smoke” fra midten af halvfemserne, men ellers står alene forfatterskabet.

51163362

Forklaringen på dette omslag ligger måske i dedikationen og den politiske situation i USA. Man mærker sig, at “Brooklyn dårskab” er dedikeret til Austers datter Sophie, som formentlig er voksen – ligesom mange af døtrene i bogen, som først og fremmest handler om døtre, er det – og at den er skrevet under indtryk af Bushs første valgsejr, et tema, som kommer op at vende et par gange – igen ganske usædvanligt for Auster, som indtil da har holdt politik ude af forfatterskabet. “11. september var demoraliserende for mig. Jeg var så påvirket, så nedtrykt, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg gav flere interview dengang, end jeg havde gjort hele mit liv. Folk ledte efter svar, og jeg havde brug for at tale […] Jeg skrev en artikel nogen tid senere, i 2002. Vi talte stadig om at invadere Irak, hvilket jeg med udgangspunkt i Ground Zero mente ville være en fuldstændig katastrofe. Der er allerede gået fire år, og desværre har jeg indset, at jeg havde ret dengang. I dag kan jeg ikke se nogen løsning; vi har skabt et uhyre.” (Jesús Ruiz Mantilla: “Historier, der vikler sig ind i andre historier”. Interview i Politiken, 2006-08-12).

“Brooklyn dårskab” hylder nogle værdier, som Auster føler er truede, men den tænder samtidig et håb – som måske er henvendt til hans datter.

Udforskningen af forholdet mellem fiktion og virkelighed står centralt i Paul Austers forfatterskab. I nogle af hans seneste romaner er den hængt op på et par skribenter, der som Auster selv er kommet op i årene og virker i et intellektuelt New Yorker-miljø.

24038041

“Book of Illusions” fra 2002 (“Illusionernes bog”, 2002) er en fortælling om en forfatter, som skriver om en filmmand. Forfatteren, David Zimmer, har mistet sin familie i en flyulykke og levet tilbagetrukket i sorg, indtil han en dag ser en glemt stumfilm med komikeren Hector Mann, som får ham til at huske, hvordan det var at le. Oplevelsen vender op og ned på hans tilværelse. Han udgiver en biografi om Mann og modtager kort efter en invitation fra Hector Manns kone i New Mexico …

“Oracle Night” fra 2003 (“Orakelnat”, 2003) er en fortælling om en forfatter, som skriver om en forlægger med udgangspunkt i et værk af en anden forfatter (Mickey Spillane) og titel (“Orakelnat”!) fra en tredje forfatter (Sylvia Maxwll, fiktiv). Det hele begynder, da Sidney Orr, på vej til at komme sig over en sygdom, som nær havde kostet ham livet, går ind i en bogforretning i Brooklyn og falder over en blå notesbog, som viser sig ikke at være helt, som blå notesbøger er flest …

Både “Illusionernes bog” og “Orakelnat” er sindrige og komplekse, overraskende og fabulerende.

En gang i halvtredserne opdigter en ung forfatter historien om en konføderation af kolonier og små fyrstedømmer, som for at sikre, at de indre modsætninger ikke førte til et brud, opfandt en fælles fjende – de oprindelige folk. Man udnævnte en agent provocateur, som blev sendt ind på deres territorier for at fremkalde et oprør. Historien om konføderationen er skudt ind i Paul Austers fjortende roman, “Rejser i Scriptoriet” fra 2006 (“Travels in the Scriptorium”, 2006) om den aldrende mr. Blank, isoleret på et værelse med noget, som minder om demens. Scriptoriet er betegnelse for en celle, hvor munke studerede og udfærdigede tekster. Titlen giver mening, efterhånden som vi hører mere om mr. Blanks fortid og om fortælleren.

Værelset, hvor Mr. Blank opholder sig, er ud over manuskriptet med historien om konføderationen forsynet med skjulte kameraer og mikrofoner og små skilte, som oplyser Mr. Blank om, at lampen er en lampe, bordet et bord og væggen en væg. Der ligger en stak fotografier på skrivebordet. De forestiller resten af bogens persongalleri i deres ungdom. En efter en kommer de ind gennem døren i forskellige ærinder, James P. Flood, formentlig for at lokke Mr. Blank med ud i parken, så han kan slå ham ihjel, Dr. Farr for at tjekke Mr. Blanks mentale tilstand – han beder ham digte videre på historien om konføderationen, hvad han slipper påfaldende godt fra, næsten som om han selv havde skrevet den – Anna Blume mader og etagevasker og sørger for hans seksuelle hygiejne med en velsmurt venstre hånd (Mr. Big Shot, som den er døbt, har ikke helt glemt, hvad det drejer sig om.) Der er flere navne, Benjamin Sachs, Fanshawe, Marco Fogg, Peter Stillman. Auster-læsere genkender dem som figurer fra forfatterskabets tidligere værker.

Øjensynligt er “Rejser i Scriptoriet” en slags spøgelsessonate, hvor Mr. Blank er skrevet af en karakter fra et værk, han har glemt, at han har skrevet. Det er en mystifistisk og ganske meta-agtig tematisering af alderdom og forfattergerningen med et udpræget ubehag ved post-9.11-USA og krigsengagementet udtrykt i historien om konføderationen.

Alderdomstematiseringen og det udtalte krigsubehag fortsætter i den Paoul Austers femtende roman, “Mand i mørke” fra 2008 (“Man in the Dark”, 2008). Den senile tilstand er nu skiftet ud med fysiske lidelser og det fantomagtige persongalleri med en datter og en datterdatter og esoteriske erindringer om filmklassikere. Ellers er det det samme. En gammel mand isoleret i et mørkt rum og et affældigt hylster af en krop med sine minder og en historie om en konføderation i krig med sig selv, blot uden de forsonende lunser.

Fornemmede man de første udkast til en nekrolog over forfatterskabet i modtagelsen af “Rejser i Scriptoriet” og “Mand i mørke”, er enhver tvivl fejet bort i kritikken af “Usynlig” fra 2009 (“Invisible”, 2009). Paul Auster kan stadigvæk. Også i den grad. Elementerne er langt hen ad vejen de samme, en gammel mand ansigt til ansigt med sin fortid i form af et manuskript, men der er gjort mere ved det, langt mere. Først og fremmest omhandler manuskriptet ikke en opdigtet verden, men Austers egen hjemmebane, venstre Seinebred i Paris og Manhattan og Brooklyn i New York, hvilket forpligter ham på en helt anden måde. Det er ikke nok bare at kaste navne ind. Det må svare til læserens viden. Hertil kommer et plot, som formentlig kvalificerer til et af forfatterskabets bedre, og et vedholdende og vellykket forsøg på at ophæve enhver ansats til mistro til handlingen med små greb af den slags, som kendetegner godt skrivehåndværk.

I praksis foregår det sådan, at Paul Austers alter ego i romanen, James Freeman, får et brev fra Adam Walker, en gammel studiekammerat fra Columbia-dagene. Adam Walker fortæller, at han er ved at dø af leukæmi og arbejder på at få en biografi færdig. Han har vedlagt det første af, hvad der er tænkt at blive i alt tre kapitler, henholdsvis betitlet forår, sommer, efterår. Han er stødt på problemer og spørger Freeman til råds. Freeman foreslår ham at ændre fortællervinklen – og det gør Adam Walker fra første til anden og igen til tredje person, og romanen udvikler sig på den måde til et panoptikon, men ukunstlet; mutationerne er ikke stort mere påfaldende end skyer, som forandrer form – i det perspektiv udgør Freemans rammefortælling den blå himmel.

27942628

Adam Walker var i sin ungdom den smukke digterdreng med den lynende intelligens og det sky blik. Men noget kom i vejen. Det er det noget, hans biografi handler om. I første omgang er dette noget en fransk veteran og torturbøddel fra Algierkrigen, som skjuler en magtfuld stilling i efterretningsvæsnet bag en facade som professor Rudolf Born i statskundskab. I anden omgang er det det, torturbødlen repræsenterer, den form for korruption, perversion og kynisme, som for Auster er krigens væsen. Det er alt sammen indfattet i professorens efternavn Born, som han deler med en provencalsk middelaldertrubadur, som vandrer gennem den 28. sang af Dantes Helvede svingende sit afhuggede hoved fra håret, dømt til fortabelse for at have opfordret prinsen Henrik til at gøre oprør mod sin far Henrik den Anden. Med verdensmandens selvsikkerhed, den ældres autoritet og en forførende fransk kæreste ved sin side vinder Rudolf Born Adam Walker for sig, kun for at stikke en sort dreng ned for øjnene af ham og hugge ham i småstykker i en nærliggende park, hvorefter han kyser Adam til tavshed. Det er denne tavshed, som mærker Adam for livet og ændrer hans bane afgørende. Først seks uger senere har han samlet mod til at ringe til politiet. På det tidspunkt er Rudolf Born tilbage i Frankrig. Adam Walker følger efter og lægger en plan for at få hævn. Hele vejen igennem udvikler Auster erotikken som den anden side af volden, hadet og hævnmotivet. Ud over Rudolf Borns mulige homoerotiske tiltrækning af Adam Walker, Adams forhold til sin ligeså smukke søster Gwyn (som også Freeman har kurtiseret), hans forhold til Borns ekskæreste, den sensuelle Margot, og Borns forhold til sin nye forlovede, enken Helene, og Adams forhold til hendes halvvoksne datter den højt begavede bognørd, Cecile.

Meget få forfattere slipper af sted med at skyde en fortælling i gang med Dante og provencalske middelaldertrubadurer med mindre det foregår i en gotisk gyserkontekst af dystre antikvariater og biblioteker med snoede trapper og meterhøje bogreoler med støvede, gamle læderindbundne værker. Hos Auster får vi dem lige i smasken på allerførste side, fulgt op med Jakobson (linguistik), Merleau Ponty (filosofi), Carl Th. Dreyer, den dunkle Lycophron, oldtidsdigter, og så fremdeles i dialoger fra studenterhybler og professorhjem og cafeborde med snit ned gennem kulturhistorien, som løfter fortællingen, og en fortælling, som løfter kulturhistorien. Ingen staffage over det.

Mod slutningen af romanen nedlægger den nu afdøde Adam Walkers søster forbud mod, at manuskriptet udgives i den form, Freeman har modtaget det, og således snurrer panoptikonet endnu engang. Det vi har læst som en selvbiografisk redegørelse er i virkeligheden bearbejdet af Freeman – fiktion i fiktionen. Den endelige sløjfe slåes på en caribisk ø, hvortil Born som pensioneret har trukket sig tilbage, og Cecile, som midaldrende, men ikke mindre skarp litteraturforsker og skrap dame, kommer på besøg.

Paul Auster identificerede sig fra starten af sit forfatterskab med en litterær scene, som op gennem det tyvende århundrede havde taget dybe filosofiske ideer om tilværelsens mening på sig. Der var svære moralske overvejelser om, hvilken rolle litteraturen måtte have efter tragedier som udryddelserne i Første og Anden Verdenskrig. Den litterære scene havde store problemer med måden samfundet fungerede på i almindelighed og kulturen i særdeleshed.

Underholdning var blevet en industri, som holdt folk nede med sine skabeloner for medrivende fortællinger. Den gik i tårekanalerne og lattermusklerne og indgød falske håb og forlorne drømme. En af reaktionerne er metafiktionen – fortællinger, der gør opmærksom på, at de er fortællinger og reflekterer over forholdet mellem skrift og virkelighed.

Det er ligeledes kendetegnende for forfatterskabet, at Paul Auster også på anden vis eksperimenterer med form og identitet. Hos Auster smelter metafiktionen f.eks. sammen med en række klassiske romanformer som gavtyveromanen, fremtidsfortællingen og detektivromanen. Han benytter sig især af selvtematiseringen (tematiseringen af det at skrive), selvreferencen (‘jeg skriver at jeg skriver’) og spejlingen (fortællingens figurer genkender sig selv i hinanden, og læseren genkender forfatteren i figurerne). Sammensmeltningen understreger en generel tendens i forfatterskabet til at sammentænke modsætninger som det eksperimenterende og det traditionelle, det hermetiske og det åbne, det enkle og det komplekse.

Paul Austers roman ”4 3 2 1” fra 2017 er kendetegnet ved en mere realistisk fortælleform, selv om udforskningen af forholdet mellem fiktion og virkelighed også spiller en rolle her. Ligesom tidligere i forfatterskabet er det filosofiske også her i højsædet – denne gang i en undersøgelse af, hvilken indflydelse tilfældighed har på et menneskets opvækst og identitet. Auster fortsætter ligeledes sine eksperimenter med den litterære form – i denne roman ved at lade sin dannelsesroman indeholde hele fire forskellige versioner af hovedpersonen Archies udvikling fra lille barn til ung mand.

Hvor samtidige, yngre forfattere som Douglas Coupland og Bret Easton Ellis definerer sig i forhold til massekulturen og identificerer sig positivt med tidsånden, har Auster aldrig lagt skjul på, at han befinder sig i en intellektuel bastion med et klassisk sæt af erfaringer, ritualer, traditioner og kulturer som vold mellem ham selv og de flygtige udtryk, som dominerer verden omkring ham. Faktisk virker det reelt som om, hans litteraturanskuelse og verdensanskuelse går forskelsløst op i hinanden. Som der står på forsiden af hans hjemmeside: “At skrive er ikke længere et spørgsmål om fri vilje for mig, det er et spørgsmål om overlevelse” – og det er jo nødvendigvis heller ikke et dårligt udgangspunkt for et forfatterskab.