delillo
Foto: Sara Krulwich / Ritzau

Don DeLillo

Af cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information. 2011. Opdateret af cand.mag. Christian Baun. 2012.
Top image group
delillo
Foto: Sara Krulwich / Ritzau
Main image
DeLillo, Don
Foto: Jens Dresling / POLFOTO

Indledning

Don DeLillo er en af de væsentligste udforskere af mentaliteten i det 20. og 21. århundredes Amerika. I over 50 år har han bidraget med fortællinger, som spejler samtiden og viser brudfladerne i den glitrende, amerikanske overflade. Herfra bobler paranoiaen, rædslen og den selvironiske humor, og gennem disse sprækker afdækker DeLillo den amerikanske nationalidentitet, som den er blevet formet gennem kold krig, forbrugerdøs og terrorisme.

DeLillos pen er skarp; hans ambition som forfatter er at befri romangenren fra elevatormusikkens tomme klang og geninstallere genrens potentiale for bevidsthedsændrende kulturkritik. 

 

 

29438935

Blå bog

Født: Den 20. november 1936, Bronx, New York, USA.

Uddannelse: Cardinal Hayes Highschool, 1954. Bachelorgrad i kunst og kommunikation, Fordham University, 1958.

Debut: The River Jordan. Novelle i tidsskriftet Epoch, 1960.

Litteraturpriser: The American Academy of Arts and Letters Award, 1984. The National Book Award, 1985. The Aer Lingus/Irish Times International Fiction Prize, 1989. The Pen/Faulkner Award, 1991. The Jerusalem Prize, 1999. The Ricardo Bacchelli International Award, 2000. The American Academy of Arts and Letters William Dean Howells Medal, 2000. The Saint Louis Literary Award, 2010. PEN/Saul Bellow Award for Achievement in American Fiction, 2010.

Seneste udgivelse:  Englen Esmeralda : ni fortællinger. Per Kofod, 2012. (The angel Esmeralda).

Inspiration: Thomas Pynchon.

Artikel type
voksne

Baggrund

“De løb og faldt, nogle af dem, forvirret og klodset, mens brokker væltede ned omkring dem, og der var folk som søgte ly under biler.
Brølet var stadig i luften, faldets sammenkrummede rumlen. Dette var verden nu.”
“Den faldende mand”, s. 7.

Donald Richard DeLillo blev født i Bronx, New York i 1936 og voksede op i et italiensk-amerikansk kvarter. DeLillos forældre var immigreret fra Italien; faderen kom til staterne som niårig og fulgte den vej, som den amerikanske drøm udstikker: Hårdt arbejde fra bunden og op til en stilling som revisor ved Metropolitan Life Insurance.

For Bronx-drenge foregår livet på gaden. DeLillo spillede alle tænkelige former for boldspil med hjemmelavede bolde og hang rundt med vennerne. Der var ikke skyggen af bogorm over Don – litteratur var ikke noget, han gik synderligt meget op i, og skolen var han ligeglad med. Et sommerjob før college satte dog noget i gang: DeLillo var parkeringsvagt ved en legeplads, og her hævede han sin timeløn i selskab med de store kanoner i litteraturen: Faulkner, Hemingway , Melville og Joyce. Han opdagede sproget, dets historie og dets eget liv. Foruden de gamle mestre var det, der senere skulle danne inspirationen for forfatterskabet, alle mulige æstetiske oplevelser: Selve byen New York, Jean-Luc Godards franske nybølgefilm med deres rå klipning og håndholdte kamera, det abstrakt ekspressionistiske maleri, og endelig jazz, især Miles Davis og Charles Mingus.

Efter college tog DeLillo et job på et reklamebureau, fordi han ikke kunne få arbejde i forlagsbranchen. Det blev til fem år i en karriere, der, med hans egne ord, var ’kort og uinteressant’. Da han ikke gad mere, holdt han op: “Jeg sagde mit job op for at sige op. Jeg sagde ikke op, for at skrive fiktion. Jeg ville bare ikke arbejde mere” . (DeLillo citeret på www.perival.com, Don DeLillo’s America, skribentens oversættelse).

DeLillo havde på dette tidspunkt skrevet en håndfuld noveller, der var blevet trykt i forskellige tidsskrifter, men i 1966 gik han i gang med sin første roman. Det tog fem år, før den udkom under titlen “Americana”. I de følgende år udkom romanerne i en lind strøm uden at vække læsernes opmærksomhed.

I 1979 modtog han legatet The Guggenheim Fellowship, og det sendte hans forfatterskab ind i sin anden fase. Han rejste i Europa, Mellemøsten og Indien i tre år, og det gav perspektiv. Som fremmed lærte han at se, høre og observere på ny, og hjemme i staterne vendte han dét blik mod den amerikanske virkelighed anno 1982. Der var dagligt et nyt ’toxic spill’ i tv-nyhederne, men ingen tog særlig notits, erindrer DeLillo. Her bundfældes et tema og en metafor, der løber gennem især den sene del af forfatterskabet: skraldet, forureningen og det giftige affald. Som en optakt til 80’ernes kæmpe økokatastrofer (Tjernobyl, Exxons Valdez’ olieudslip i Alaska etc.) udkom bogen “White Noise” i 1985 (“Hvid støj”, 2000) og fik succes hos både læsere og kritikere med sin tematisering af lurende teknologisk katastrofe og amerikansk protofascisme. Skraldet tager også form som en metafor for den samtidshistorie, der er åben for fortolkning; DeLillo skriver sin version af begivenhederne bag det mytologiske drab på præsident Kennedy i “Libra” fra 1988 (“Vægten”, 2002).

Det bliver mastodonten “Underworld” fra 1997 (“Underverden”, 1998), der samler alle trådene og cementerer DeLillos position blandt de centrale landmålere i den amerikanske post-koldkrigs psyke. Bogen indbragte ham et hav af priser.

DeLillo har, foruden sin fortsatte indsats i romangenren, løbende skrevet dramatik, hvoraf et enkelt stykke er blevet filmatiseret. Han lever tilbagetrukket med sin hustru Barbara og skyr opmærksomhed. En anekdote fortæller, at DeLillo engang ved et interview nøjedes med at give journalisten sit visitkort og sige: “I don’t want to talk about it”.

De første romaner

Don DeLillo har en helt særlig stemme, der løber gennem alle hans værker. Han skulle dog skrive otte romaner, før han for alvor markerede sig som romansnedker af internationalt format. Don DeLillos forfatterskab roterer om en række specifikke temaer, der alle er hentet i den amerikanske postmodernismes supermarked. De tidlige romaner er ikke oversat til dansk, men det er her, de DeLillo’ske væsenstræk skæres til.

“Americana” fra 1971 tegner et portræt af en kultur, der har mistet evnen til at se forskel på virkeligheden og dens repræsentation i film og tv. For hovedpersonen David Bell bliver den medieskabte virkelighed mere virkelig, end det, der faktisk finder sted. Denne karakteristik af en mediegennemsyret, visuel kultur vender DeLillo tilbage til i både “White Noise”, “Libra” og “Underworld”. De næste tre romaner, “End Zone” fra 1972, “Great Jones Street” fra 1973 og “Ratner’s Star” fra 1976 berører andre prominente postmoderne tematikker om sprogets evner som magtmiddel, grænseoverskridende vold og vareliggørelse af menneskelige relationer. Især “Ratner's Star”, som formelt skiller sig ud ved at være en avanceret, næsten formløs roman, er stærk i sin tematisering af dødsangst og tro på, at naturvidenskaber kan beherske livet. Romanen behandler også globaliseringen og den sammenknytning af teknologifascination og fascisme, som i høj grad har præget det 20. århundrede.

De tre romaner, der afrunder forfatterskabets første fase, er “Players” fra 1977, “Running Dog” fra 1978 og “The Names” fra 1982. Alle forholder sig på forskellige måder til det paranoide krydsfelt mellem spionage, terrorisme og pornografi i et miljø, hvor alle former for dybere mening er forduftet. “Running Dog” markerer især DeLillos sorte humor med skildringen af den hemmelige agent Glen Selvy, der officielt arbejder som assistent for en højtstående senator. I det job er der også en hemmelig side, senatoren er en ihærdig pornografisamler, og Selvy skal sørge for at vedligeholde samlingen. Han er på jagt efter en sagnomspunden pornofilm, der angiveligt skulle være optaget i Førerbunkeren i Anden Verdenskrigs sidste timer og have selveste Hitler i den bærende rolle. Filmen viser i virkeligheden Hitler, der imiterer Chaplins imitation af Hitler, og så er fordoblingen ellers fuldendt i den hovedløse jagt på tomme, sensationelle objekter.

Under pseudonymet Cleo Birdwell har Don DeLillo skrevet endnu en roman, “Amazons”, der udkom i 1980.

Hvid støj

“Jeg har ondt af mennesket og den mærkværdige rolle vi spiller i vores egne katastrofer. Men hvad nu hvis hun ikke havde hørt radio? Hvad nu hvis hun udviklede ægte symptomer på naturlig vis? (…) Hvad var værst, den virkelige tilstand eller den selvskabte, og betød det noget?”
“Hvid støj”, s. 157.

“White Noise” fra 1985 (“Hvid støj”, 2000) blev Don DeLillos store gennembrud – både hos kritikerne og hos publikum.

Romanen følger et år i Jack Gladneys liv; Jack lever et stille liv i en lille by i midtvesten, hvor han passer sit arbejde som professor for Hitler-studies, et akademisk felt, som han selv har opfundet. Jack lever sammen med sin hustru Babette og fire børn fra forskellige, tidligere ægteskaber.

Den moderne amerikanske idyl brydes, da en ulykke fører til et gasudslip og en tung, giftig sky lægger sig over byen. Alle evakueres til en spejderlejr, og Jack finder ud af, at han har været udsat for det dødbringende kemikalie Nyodene D. Eksperterne eksekverer dommen: Stoffet vil være i hans krop i 30 år, først efter 15 år vil det være muligt at sige, hvor længe han vil overleve.

23100517

Jack bliver grænseløst optaget af sin egen forestående død, og samtidig finder han ud af, at hans kone i al hemmelighed har deltaget i et medicinsk forsøg med et stof, der måske kan fjerne angsten for døden. Det viser sig, at Babette har været overvældet af angst og har gjort alt for at få fat i stoffet. Herfra må de forsøge at afklare deres liv og acceptere absurde fakta, som at giftgasudslippet har gjort solnedgangene afsindigt smukke, og at supermarkedet er blevet totalt reorganiseret.

Romanen satiriserer både over dilettantiske universitetsmiljøer med populærkulturel slagside og over den totale desintegration af ’den amerikanske familie’. Samtidig præsenterer romanen en rammende kritik af en mediegennemsyret forbrugskultur, der forsøger at drukne eksistentielle spørgsmål i ture til supermarkedet. Men romanens hovednerve er tematiseringen af angsten for døden, som den teknologiserede samtids konstante summen kun gør mere afgrundsdyb. Det er teknologien og angsten, der er den hvide støj: “Der er noget under vores livs velkendte fernis, som teknologiens magt næsten ondsindet bærer med sig. Og det forårsager en mærkelig, uforståelig rædsel. Lille, ligesom… silkeagtig, men jeg tror det er der.” (DeLillo citeret på www.perival.com, Don DeLillo’s America, skribentens oversættelse).

Vægten

“Et eller andet sted i sit værelse fuldt af teorier, i en notesbog eller sagsmappe, har Nicholas Branch en liste over de døde. En udskrift af navnene på vidner, meddelere, detektiver, folk knyttet til Lee H. Oswald, folk knyttet til Jack Ruby, alle bekvemt og tankevækkende døde.”
“Vægten” s. 69.

Don DeLillo tapper fra den amerikanske mytologis suppedas i romanen “Libra”, der udkom i 1988 (“Vægten”, 2002). Det er en DeLillo’sk version af den ultimative konspirationsteori, nemlig en historie om, hvordan og hvorfor præsident Kennedy blev skudt den 22. november 1963. Romanen har to spor: Det ene er en biografi af Kennedys morder Lee Harvey Oswald, det andet er beretningen fra den pensionerede CIA-analytiker Nicholas Branch.

25153804

Branch har i 15 år arbejdet på at opklare mordet, og et komplot af de mere avancerede vokser frem af alle de historiske tekststumper, der omgiver ham: Kennedy-mordet har en direkte forbindelse til den fejlslagne invasion i Svinebugten i ’61. Den amerikanske efterretningstjeneste vil af med Fidel Castro, og en gruppe afdankede CIA-agenter udtænker derfor et attentatforsøg mod Kennedy, hvor alle beviser skal pege mod den kommunistiske ø. Det skal så bane vejen for en regulær invasion og et opgør med Castro. Lee Harwey Oswald bliver udvalgt som potentiel gerningsmand på grund af sine kommunistiske sympatier og passende profil. Men Oswald er født i Vægtens tegn (deraf titlen), og han vakler i det afgørende øjeblik. Oswald skulle have skudt ved siden af, men det iscenesatte attentatforsøg ender med det 20. århundredes mest omtalte drab.

Trods det, at “Libra” er rig på historiske og biografiske fakta, er det ikke en roman, der bilder sig ind, at den afdækker sandheden. Alt imens DeLillo, via Branch, blotlægger uregelmæssigheder i det, der er blevet den officielle historie om Kennedy-mordet, rapporten fra Warren Kommissionen, bliver det bogens pointe, at sammensmeltningen mellem fiktion og fakta er uundgåelig i enhver historisk redegørelse. På den måde sprænges enhver autoritativ historieskrivning i stumper og stykker, og viser de skjulte løse ender, der altid findes, når virkeligheden skal lægges ned i en sammenhængende fortælling. “Libra” handler dybest set om, at historien aldrig slutter: “(…) historien har ikke en slutning her ude i verden på den anden side af bogen – nye teorier, nye mistænkte og nye dokumenter bliver ved med at dukke op. Det stopper aldrig.” (DeLillo citeret på www.perival.com, Don DeLillo’s America, skribentens oversættelse).

Mao II

”For mange år siden gik jeg og troede at det var muligt for en romanforfatter at ændre en kulturs indre liv. Nu har bombemagere og revolvermænd overtaget det territorium. De går til angreb på den menneskelige bevidsthed.”
“Mao II”, side 49.

Don DeLillos tiende roman “Mao II” udkom i 1991 (“Mao II”, 1991). Her fortsætter han kritikken af en vestlig civilisation, der for ham at se er gået op i sømmene. Kritikken er urovækkende forud for sin tid.

“Mao II” består af lige dele kunst og terrorisme, massehysteri og intens individualisme. Hovedpersonen er Bill Gray, en berømmet forfatter. Han ønsker at undslippe sin rolle som kulturel helt, han er desillusioneret på kunstens vegne og lever helt tilbagetrukket fra al opmærksomhed. Han bliver opsøgt af en fotograf, der ønsker at tage et billede af ham, og langsomt bliver han trukket tilbage til verden, da han i sin desillusion forsøger at frelse et gidsel fra en Maoistisk terrorgruppe i Libanon.

Romanen er letlæst, men det er i høj grad en idéroman, der reflekterer over romankunstens mulighed for at ændre den sociale bevidsthed.

I DeLillo-kritikken er der enighed om, at den stærkt individualistiske Bill er lige dele Salman Rushdie, Thomas Pynchon og DeLillo selv. Forfatteren står i opposition til en forvildet forbrugskultur, hvor ordet har tabt til billedet, og hvor tiltrækningen til massebevægelser dækker over den personlige fremmedgørelse. Således starter romanen på Yankee Stadium til et massebryllup i Moon-bevægelsen, og der er også et sideblik til en ulykke ved en sportsbegivenhed, hvor hysteriske fans tramper hinanden ihjel. Her er en parallel til den tematisering af fascistoide masseprocessioner, som Jack Gladney underviser i på Hitler Studies i “White Noise”.

I sådan en kultur kan terrorismen fremstå som den eneste meningsfulde handling – det er også et tema i Paul Austers væsensbeslægtede roman “Leviathan”.

“Mao II” vurderes generelt ikke som en af de mest vellykkede i DeLillos produktion. Dog er forfatteren Bill Grays refleksion over, om romankunsten har tabt sit kritiske potentiale til terrorismens effektivitet spot on i lyset af den effekt, de seneste års terrorisme har haft på USA. DeLillos mest konkrete, men ikke mest vellykkede, svar på den problemstilling kommer med “Falling Man” fra 2007 (“Den faldende mand”, 2008), der – nærmest nødvendigvis – måtte skrives efter 9-11. Kritikere er dog enige om, at DeLillos kæmperoman “Underworld” netop er et forsøg på at rehabilitere romangenren.

Underverden

“Jeg fortæller dem om de forladte militærbaser som bliver omdannet til affaldsdepoter, om bunkersystemet under et bjerg i Nevada som måske og måske ikke kommer til at rumme i tusindvis af ståltromler med radioaktivt affald i ti tusind år. Så spiser vi frokost.”
“Underverden”, side 782.

I 1997 udkom Don DeLillos ubestridte hovedværk “Underworld” (“Underverden”, 1998). Her sammenfiltres det øvrige forfatterskabs tematiske tråde i en kæmpemæssig 800 siders roman, der foretager en obduktion af koldkrigs Amerikas paranoide og selvmodsigende nationalidentitet.

Romanen har en kompleks tidsstruktur: Den hopper frem og tilbage i en periode på 40 år, og det er umuligt at referere handlingen, der forgrener sig vildt. “Underworld” krydsklipper mellem baseball, atombomber, stoffer, bander, Vietnam, Cuba-krisen, våbentests, highway-killers, borgerrettighedskamp, populærkultur, graffiti, kunst, katolicisme, skak og mord. Virkelige historiske personer glider gennem romanen, bedst her er portrættet af FBI-chefen og magtmennesket J. Edgar Hoover, hvis undertrykte homoseksualitet bringes til åbent skue.

Mere overordnet handler bogen om, hvordan begivenheder påvirker konkrete liv, hvordan historie skaber identitet.

22273965

Romanen starter ved en legendarisk baseballkamp den 3. oktober 1951 – samme dag, som USSR accelererer våbenkapløbet med en testsprængning af en a-bombe. Her scorer stjernen Bobby Thomson et home rum ved at slå bolden langt ud over tribunen. Denne bold bliver et ledemotiv, der binder bogens mange handlingstråde sammen i perioden fra kampen til bogens nutid i 1992.

Et andet ledemotiv er skraldet. Romanens hovedperson er Nick Shay, tidligere ungdomskriminel og nu i 90’erne rehabiliteret, aldrende ’waste-disposal’ ekspert med utro hustru og egne affærer. Han ser skrald over alt, og bortskaffelsen er hans filosofi og hans livsmodus. Samtidig er skraldet en metafor for hans opbrudte identitet, som han forsøger at stykke sammen igen via sin fortid. Men skraldet er også de smuler, der aldrig når den officielle historieskrivning trods det, at det er de ting, der præger menneskers liv. DeLillo tager læseren med på dyk i skraldets underverden, og skriver sin historie herfra – DeLillo er, som Nich Shay, ekspert i kulturens affald.

“Underworld” er et forsøg på at skrive historie i kunstnerisk form, og inkludere alle de ting, som ligger i den konventionelle historieskrivnings sprækker. Flere kritikere har påpeget, at “Underworld” er vor tids svar på “The Waste Land”, T.S. Elliots lange digt om Europa efter Første Verdenskrig. Med denne sammenligning er en plads i verdenslitteraturens kanon sikret. DeLillos hovedværk er ubetvivleligt en massiv begivenhed i det 20. århundredes amerikanske litteratur.

Kropskunstneren og Kosmopolis

Siden “Underworld” har DeLillo skrevet to romaner, som begge bekræfter hans dygtighed, men blegner på grund af deres ringe størrelse. I 2001 udkom “The Body Artist” (“Kropskunstneren”, 2001) som er atypisk med sin stramme form, fokus på sproget og nedtoningen af samtidshistoriske lakmusprøver.

23409658

Performance-kunstneren, eller kropskunstneren, Lauren overlades til sig selv, da hendes mand uden varsel skyder sig selv i sin ekskones lejlighed. Da hun efter begravelsen vender tilbage til deres fælles hus, finder hun en fremmed dreng, og gennem samtaler med ham begynder hun at rekonstruere sit liv. Mest af alt handler bogen om selve det at udtrykke sig: Lauren udtrykker sig med sin krop, men har brug for sprog, og dermed bliver DeLillos ærinde med bogen grundlæggende at afsøge forfattergerningen: Hvordan fanger man virkeligheden i sprog?

Romanen “Cosmopolis” fra 2003 (“Kosmopolis”, 2003) er også en stram sag, tilsat vintage DeLillo’sk samtidskritik: Bogen følger den sidste dag i den 28-årige børsspekulant Eric Packers liv. Han er mangemillionær og har alt, inklusive en hvid strech-limo, hvori det meste af romanen udspiller sig. Men Eric søger mod afgrunden, og føler sig egentlig mest levende, da han står overfor en mand, som har truet ham på livet. “Cosmopolis” er en lille roman om tomheden i at leve udspændt mellem en kropsligt erfaret virkelighed og en abstrakt, penge- og informationsbåret virkelighed. Modtagelsen af den har dog ikke været overstrømmende positiv, og den forbliver formentlig en parentes i forfatterskabet.

Den faldende mand

“To af de højeste genstande var mørke og dystre, med røgmærker og udtværede pletter, og den ene af dem var delvis skjult af en højhalset flaske. Flasken var en flaske, hvid. De to mørke genstande, for utydelige til at sætte betegnelser på, var de ting Martin sigtede til.
- Hvad ser du? sagde han.
Hun så det han så. Hun så tårnene.”
“Den faldende mand”, side 49.

Det synes uundgåeligt, at DeLillo skulle skrive en roman om terrorangrebet den 11. september 2001. På uhyggelig vis ligner Al-Qaedas angreb på World Trade Center kulminationen af alle DeLillos tematikker ført til deres yderste konsekvens: Terroren vækker slumrende bevidstheder mere end nogen kunstnerisk frembringelse, man kunne drømme om, og selve begivenheden udfolder sig som masseproduceret produkt i evig cirkulation i medier, der ægger dødsangsten. For DeLillo må det have været en svær roman at skrive.

“Falling Man” fra 2007 (“Den faldende mand”, 2008) starter med at indvarsle en ny verden, der toner frem af støvskyerne: “Dette var verden nu” (se citatet først i portrættet). Hovedpersonen Keith, en advokat på omkring de 40 år, har reddet sig ud af det ene tårn. Han tager hjem til ekskonen Lianne, som renser hans sår. Her bor også sønnen Justin. Langsomt genoptager de en slags familieliv, men alle tre er mærket af den monumentale begivenhed. Gennem Keiths refleksioner og handlinger fornemmes den tomhed, der er efter katastrofen. Han indleder en affære med en kvinde, hvis mappe han havde med sig ud af det brændende tårn og kaster sig ud i systematisk pokerspil. Noget er gået til grunde i kaos, men det er uvist hvad. Det samme gælder Lianne, som læseren følger gennem de skrivesessioner, hun holder for en gruppe alzheimerpatienter. Sin egen historie tør hun ikke nærme sig.

27215203

I New Yorks gader huserer en performancekunstner, der iklædt nålestribet habit og sikkerhedssele kaster sig ud fra broer og bygninger. Han hænger med hovedet nedad, det ene ben let bøjet. Billedet burde være bekendt for de fleste. Der er sideblik til de terrorister, der stod bag angrebet og etisk-filosofiske diskussioner af religion og politik gennem bogen, men katastrofen er nærværende hele tiden, den repeteres igen og igen i kunstens former.

Det er en sær, uforløst og konturløs roman, DeLillo har skrevet, og den vil sikkert både fascinere og irritere. Begejstringen ”over there” har været tydelig, og herhjemme deler flere anmeldere holdningen og lader forstå, at der er tale om både subtil og kraftfuld kunst. Politikens Kim Skotte kalder bogen ’uhyre dybsindig’. Det lyder som noget, man siger, når man ikke kan præcisere dybsindigheden som andet end blot dette. Og der er masser af dybsindigheder i bogen, sentenser om det blottede liv og gruen i verden, men dybsindigheder fastholder blot, de udfordrer og udforsker ingenting. Mest af alt repeterer bogen tårnenes sammenstyrtning i romanform. Det kan komme til at kede læseren – romanen er ’ødelagt’ af dens emne. Bogen opholder sig ved beskrivelse af et traume og rummer ikke det kritiske potentiale, DeLillo tidligere har efterlyst. Et langt mere vellykket og nærmest mirakuløst livtag med terroren den 11. september findes i Jonathan Safran Foers “Extremely Loud and Incredibly Close” fra 2005 (“Ekstremt højt og utrolig tæt på”, 2006). Helt nødvendig læsning for dem, som vil undersøge det 21. århundredes definerede begivenhed i litterær form. “Falling Man” er måske bedst for inkarnerede DeLillo-fans.

Love-Lies-Bleeding

“SEAN: I have the means. I have what we need. I wouldn’t have come empty-handed, would I?”
TOINETTE: But I’m thinking the tube. Can’t we just remove it?
SEAN: Might take him – I don’t know. Ten days to die. Are you willing to wait?
“Love-Lies-Bleeding”, side 78.

Af Don DeLillos syv publicerede dramaer er senest “Love-Lies-Bleeding” fra 2005 udkommet. En både rå og melankolsk tre-akter i ti scener med det alvorlige emne eutanasi – aktiv dødshjælp. Levemanden og kunstneren Alex er drastisk svækket efter to hjerteanfald og sidder nu bevidstløs tilbage med tilkoblede slanger for mad og vand. På hans øde landejendom, hvorfra han arbejdede med landart (jordkunst), er han omgivet af sin kone, ekskone og søn. Tre karakterer med hver deres opfattelse af Alex og af, hvornår og hvordan et liv ender. Visse scener foregår i tiden mellem de to hjerteanfald og lader Alex få personlighed og stemme, som en kontrast til hans senere vegetative tilstand. Netop første scene i dramaet viser den stadig bevidste Alex, som beretter om sin barndomserindring af en død mand i et metrotog. Dramaets tema om nærvær og næstekærlighed bliver her slået an, da den døde ikke bliver konstateret, respekteret og realiseret. På samme måde er sønnen Sean på landstedet som paralyseret, og han undgår at se på sin hjælpeløse far. Men Sean er stadig fortaler og udfører af medlidenhedsdrabet, et ægte fadermord.

“Love-Lies-Bleeding” er en kontrast til DeLillos tendens til satire og tegngymnastik i sprudlende og mættede scenerier. Man kan sammenligne Alex’ dødsdom med Jacks i ”Hvid støj” og se forskellen. Man trækkes i dramaet ind i et simpelt og menneskeligt univers. Der er et minimum af hospitalsteknologi, og karaktererne er isoleret fra samfundet og overladt til deres egne følelser, forklarer DeLillo til John Freeman (John Freeman: Lurking around society's edges. The Age, 2006-02-22). DeLillo uddyber videre sin fascination af dramagenren med, at det udvikler sig over tid, selv fra aften til aften ændrer værket sig og får hermed et eget liv.

Omegapunktet

“Da hun var barn, sagde han, og jeg ventede mens han nippede til sin drink. Var hun nødt til at røre ved sin arm eller sit ansigt for at vide hvem hun var. Det skete sjældent, men det skete, sagde han.”
“Omegapunktet”, side 78.

I “Point Omega” fra 2010 (“Omegapunktet”, 2010), følger man den uerfarne filminstruktør Jim Finley. Jim er dybt fascineret af videokunstværket “24 Hour Psycho”, som bliver vist på museet MoMa i New York. Et værk som strækker fremvisningen af Alfred Hitchcocks “Psycho” til et helt døgn. Imellem disse videokunstindtryk, som starter og slutter romanen med langsomhed, har Jim kontakt med den intellektuelle krigsteoretiker Richard Elster. Jim ønsker at lave en portrætfilm om Elster og hans erfaringer med at skulle opfinde et nyt sprog til at omtale krigen i Irak. De to mænd befinder sig på Elsters øde tilflugtssted i den californiske ørken, hvor de også får besøg af Elsters datter, Jessie. Romanen kulminerer med, at Jessie forsvinder på mystisk vis og efterlader de to mænd med tomhed og spørgsmål.

“Omegapunktet” er kort af en DeLillo roman at være og skrevet med korte potente sætninger, men den er fuld af store spørgsmål om væren og transcendens, den virkelighed som overskrider sanserne.

28431953

Indtil Jessie forsvinder, søger romanen mod et tankemæssigt indre centrum. Videokunstværket, som er i det inderste indre af MoMa, er et meditativt redskab for Jim. I dette mørke forsvinder han tankemæssigt hen i en ny strakt tid, hvor også hans sansende krop og hverdag forsvinder. ”Der var ingen der så på ham. Det var den ideelle verden, sådan som han kunne have udformet den i tankerne.” (“Omegapunktet”, s. 12). Romanen springer fra denne klaustrofobiske, langsomme og kultiverede filmfiktion til den grandiose, lyse og udstrakte ørken. Uden by og mennesker og knap nok med et mobiltelefonsignal er Jim, Elster og Jessie placeret i en natur præget af ”den geologiske tids kraft” med bjerge, canyoner og sand. Det er netop et udkantsområde, hvor overgangen mellem liv og død, mellem civilisation og natur er nærværende. Da Jessie forsvinder sporløst, vågner de to mænd op til en ny dagsorden af dødelighed og realiteter. Hos den japanske forfatter Haruki Murakami møder man samme tema i “Sputnik min elskede” fra 1999, hvor pigen Sumire forsvinder mystisk fra toppen af et bjerg.

Genrer og tematikker

Don DeLillo er primært prosaist og skriver om det amerikanske mysterium, “amerikansk magi og rædsel”, som det hedder med et citat fra “Hvid støj”. Om sit første spring ind i litteraturen udtrykker han: “Men så var tiden inde til at rejse – ind i Amerika” […] “Det er ingen tilfældighed, at min første roman hedder Americana. Det blev mit emne, det emne, som formede mit værk.” (Robert McCrum: Don DeLillo: 'I'm not trying to manipulate reality – this is what I see and hear' (The Observer, 2010-08-08). DeLillos romaner peger ind i det amerikanske samfund og behandler temaer og miljøer, som den gængse amerikaner forholder sig til i sin hverdag. Med sine romaner kan DeLillo skabe en parallelverden, som forfører læserne og udtrykker en generel kritik af blandt andet forbrugerisme og massemedier. Udover romaner skriver DeLillo noveller og i begrænset omfang essay og drama.

Tematisk er DeLillo bred, men han foretrækker emner, som har haft større mediedækning og dermed har fået deres eget mystiske og medierede liv, som udfordrer virkeligheden. Her tæller hændelser som politiske kriser (“Vægten”), terror (“Den faldende mand”), miljøkatastrofer (“Hvid støj”) og sportsbegivenheder (“Underverden”).

Udover de store diffuse temaer har DeLillo de seneste ti år beskæftiget sig med familierelationer og tab. “Mine romaner er tilsyneladende bygget op omkring tematikker som tid og tab. Det har ikke været min intention, men er ganske enkelt sket.” (Dale Singer: Take Five: Don't call Don DeLillo's fiction 'postmodern'. St. Louis Beacon, 2010-17-09.)

 

Beslægtede forfatterskaber

Don DeLillo har inspireret yngre forfattere som Bret Easton Ellis og Jonathan Franzen, og selv skriver han i forlængelse af Ernest Hemingway og William Faulkner. Han vurderes som en af de væsentligste nulevende fortolkere af den amerikanske kultur, og amerikansk litteraturkritiks grå eminence, Harold Bloom, har udnævnt ham til at være blandt de største nulevende, amerikanske romanforfattere sammen med Thomas Pynchon, Philip Roth og Cormac McCarthy.

DeLillo sammenlignes også ofte med Paul Auster, men det er i særdeleshed Thomas Pynchon, DeLillo selv forholder sig til som et forbillede og en inspirationskilde. Han har sagt, at Pynchons hovedværk “Gravity’s Rainbow” fra 1973 er den eneste roman i det 20. århundrede, der udnytter genrens fulde potentiale, både hvad angår sprog, form, samtidstolkning og kritisk potentiale.

DeLillo og Pynchon har mere tilfælles: Begge lever de tilbagetrukket fra offentligheden. Hvor DeLillo nu og da dukker kortvarigt op i enkelte interviews, har ingen set Pynchon i mere end 40 år. De eneste offentligt tilgængelige fotos af ham stammer fra hans studieår i 1950’erne. For Don DeLillo er tilbagetrækningen fra samfundet tæt forbundet med forfatterens pligt: “Forfatteren er den person, der står udenfor samfundet, uden tilknytninger og fri fra påvirkninger. Forfatteren er manden eller kvinden, som automatisk tager et standpunkt, der går imod hans eller hendes regering. Der er så mange fristelser til at blive en del af systemet og strukturen for amerikanske forfattere, at det nu, mere end nogen sinde, er nødvendigt at stå imod. Amerikanske forfattere bør stå og leve i margen og være mere farlige.” (DeLillo citeret på www.perival.com, Don DeLillo’s America, skribentens oversættelse).

Bibliografi

Romaner og noveller

DeLillo, Don:
Americana. Houghton Mifflin, 1971.
DeLillo, Don:
End Zone. Houghton Mifflin, 1972.
DeLillo, Don:
Great Jones Street. Houghton Mifflin, 1973.
DeLillo, Don:
Ratner's Star. Knopf, 1976.
DeLillo, Don:
Players. Knopf, 1977.
DeLillo, Don:
Running Dog. Knopf, 1978.
DeLillo, Don:
Amazons. Holt, Rinehart and Winston, 1980. Skrevet under pseudonymet Cleo Birdwell, ikke oversat til dansk.
DeLillo, Don:
The Names. Knopf, 1982.
DeLillo, Don:
Mao II. Borgen, 1991. (Mao II. 1991).
DeLillo, Don:
Underverden. Centrum, 1998. (Underworld. 1997).
DeLillo, Don:
Hvid støj. Centrum, 2000. (White Noise. 1985).
DeLillo, Don:
Kropskunstneren. Centrum, 2001. (The Body Artist. 2001).
DeLillo, Don:
Vægten. Centrum, 2002. (Libra. 1988).
DeLillo, Don:
Kosmopolis. Lindhardt og Ringhof, 2003. (Cosmopolis. 2003).
DeLillo, Don:
Den faldende mand. Lindhartdt og Ringhog, 2008. (Falling Man. 2007).
DeLillo, Don:
Omegapunktet. Per Kofod, 2010.
DeLillo, Don:
Englen Esmeralda : ni fortællinger. Per Kofod, 2012. (The angel Esmeralda).

Drama

DeLillo, Don:
The Engineer of Moonlight. Cornell Review, 1979.
DeLillo, Don:
The Day Room. Cornell Review, 1986.
DeLillo, Don:
The Rapture of the Athlete Assumed into Heaven. The Quarterly vol. 15, 1990.
DeLillo, Don:
Valparaiso. Scribner, 1999.
DeLillo, Don:
The Mystery at the Middle of Ordinary Life. Zoetrope magazine (vol. 4, nr. 4) 2000.
DeLillo, Don:
Love-Lies-Bleeding. Scribner, 2006.
DeLillo, Don:
The Word for Snow. Uropført i 2007.

Filmmanuskripter

DeLillo, Don:
Game 6. Instrueret af Michael Hoffman, skrevet ca. 1991, produceret 2005.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Don DeLilo

Om forfatterskabet

Artikler

Skotte, Kim:
Terrorens tegnsætning. Politiken, 2008-05-08.
Freeman, John:
Den stille amerikaner.2006. Interview i Information, 2006-04-27.
Rosendahl Thomsen, Mads:
DeLillos intense stemme.2005. Portræt i Kristeligt Dagblad, 2005-07-23.
Stampe Lund, Henrik:
Erindring, ideologi og identitet i Don DeLillos "Underworld".2003. I: Martin Zerlang (red.): Kultur & Klasse 95, 2003. Medusa.
Winkel Holm, Isak:
Kunst uden krop.2003. I: Martin Zerlang (red.): Kultur & Klasse 95, 2003. Medusa.
Orr, Leonard:
Don DeLillos "White Noise". A Readers Guide.2003. Continuum.
Duvall, John:
Don DeLillos "Underworld". A Readers Guide.2002. Continuum.
Ruppersburg, Hugh og Tim Engles (red.):
Critical Essays on Don DeLillo.2000. G.K. Hall & Co.
Andersen, Tore Rye:
Sandsigere. Litteraturmagasinet StandArt, 2010-12-17.
Skårderud, Finn:
I hovedet på Kennedys morder. Dagbladet Information, 2011-09-17.
Fin, lang artikel af Jeffrey Maclntyre om DeLillos betydning i amerikansk litteratur. 2001-10-23. På engelsk.
Anmeldelser af forfatterens bøger. Søg på 'Don DeLillo'
Ganske udmærket opslag om DeLillo. Biografi, gennemgang af romanerne samt links. Skriv 'Don Delillo' i søgefeltet.
Akademisk side om DeLillo-forskningen. Omfattende bibliografi.
DeLillos amerikanske forlag

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Don Delillo

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Den centrale side om Don Delillo. Her er interviews, beskrivelser af romaner og links. Alle nyheder om forfatterskabet følges tæt. På engelsk.
McCrum, Robert:
Don DeLillo: 'I'm not trying to manipulate reality – this is what I see and hear'. The Observer, 2010-08-08.
Singer, Dale:
Take Five: Don't call Don DeLillo's fiction 'postmodern'. St. Louis Beacon, 2010-09-17.