Donald Richard DeLillo blev født i Bronx, New York i 1936 og voksede op i et italiensk-amerikansk kvarter. DeLillos forældre var immigreret fra Italien; faderen kom til staterne som niårig og fulgte den vej, som den amerikanske drøm udstikker: Hårdt arbejde fra bunden og op til en stilling som revisor ved Metropolitan Life Insurance.
For Bronx-drenge foregår livet på gaden. DeLillo spillede alle tænkelige former for boldspil med hjemmelavede bolde og hang rundt med vennerne. Der var ikke skyggen af bogorm over Don – litteratur var ikke noget, han gik synderligt meget op i, og skolen var han ligeglad med. Et sommerjob før college satte dog noget i gang: DeLillo var parkeringsvagt ved en legeplads, og her hævede han sin timeløn i selskab med de store kanoner i litteraturen: Faulkner, Hemingway , Melville og Joyce. Han opdagede sproget, dets historie og dets eget liv. Foruden de gamle mestre var det, der senere skulle danne inspirationen for forfatterskabet, alle mulige æstetiske oplevelser: Selve byen New York, Jean-Luc Godards franske nybølgefilm med deres rå klipning og håndholdte kamera, det abstrakt ekspressionistiske maleri, og endelig jazz, især Miles Davis og Charles Mingus.
Efter college tog DeLillo et job på et reklamebureau, fordi han ikke kunne få arbejde i forlagsbranchen. Det blev til fem år i en karriere, der, med hans egne ord, var ’kort og uinteressant’. Da han ikke gad mere, holdt han op: “Jeg sagde mit job op for at sige op. Jeg sagde ikke op, for at skrive fiktion. Jeg ville bare ikke arbejde mere” . (DeLillo citeret på www.perival.com, Don DeLillo’s America, skribentens oversættelse).
DeLillo havde på dette tidspunkt skrevet en håndfuld noveller, der var blevet trykt i forskellige tidsskrifter, men i 1966 gik han i gang med sin første roman. Det tog fem år, før den udkom under titlen “Americana”. I de følgende år udkom romanerne i en lind strøm uden at vække læsernes opmærksomhed.
I 1979 modtog han legatet The Guggenheim Fellowship, og det sendte hans forfatterskab ind i sin anden fase. Han rejste i Europa, Mellemøsten og Indien i tre år, og det gav perspektiv. Som fremmed lærte han at se, høre og observere på ny, og hjemme i staterne vendte han dét blik mod den amerikanske virkelighed anno 1982. Der var dagligt et nyt ’toxic spill’ i tv-nyhederne, men ingen tog særlig notits, erindrer DeLillo. Her bundfældes et tema og en metafor, der løber gennem især den sene del af forfatterskabet: skraldet, forureningen og det giftige affald. Som en optakt til 80’ernes kæmpe økokatastrofer (Tjernobyl, Exxons Valdez’ olieudslip i Alaska etc.) udkom bogen “White Noise” i 1985 (“Hvid støj”, 2000) og fik succes hos både læsere og kritikere med sin tematisering af lurende teknologisk katastrofe og amerikansk protofascisme. Skraldet tager også form som en metafor for den samtidshistorie, der er åben for fortolkning; DeLillo skriver sin version af begivenhederne bag det mytologiske drab på præsident Kennedy i “Libra” fra 1988 (“Vægten”, 2002).
Det bliver mastodonten “Underworld” fra 1997 (“Underverden”, 1998), der samler alle trådene og cementerer DeLillos position blandt de centrale landmålere i den amerikanske post-koldkrigs psyke. Bogen indbragte ham et hav af priser.
DeLillo har, foruden sin fortsatte indsats i romangenren, løbende skrevet dramatik, hvoraf et enkelt stykke er blevet filmatiseret. Han lever tilbagetrukket med sin hustru Barbara og skyr opmærksomhed. En anekdote fortæller, at DeLillo engang ved et interview nøjedes med at give journalisten sit visitkort og sige: “I don’t want to talk about it”.
