philip roth
Foto: Nancy Crampton

Philip Roth

journalist Martin Ravn iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Opdateret af cand.public. Martine Stock, Bureauet, juni 2018.
Top image group
philip roth
Foto: Nancy Crampton
Main image
Roth, Philip
Foto: Nancy Crampton

Indledning

Den amerikanske forfatter Philip Roths forfatterskab var et af de mest udbredte og mest kritisk velanskrevne i den sidste halvdel af det tyvende og begyndelsen af det enogtyvende århundrede. Hans mange romaner er oversat til et utal af sprog, heriblandt dansk siden midten af 1960’erne. Roths romaner tager alle udgangspunkt i efterkrigstidens amerikanske samfund, ofte set fra outsiderens, kunstnerens eller jødens synsvinkel. Roths metode er en slags undrende, legesyg og undersøgende realisme, som bruges til at behandle hvad det vil sige at være et levende menneske. Her og nu og altid.

50752364

Blå bog

Født: 19. marts 1933 i Newark, New Jersey, USA.

Død: 22. maj 2018.

Uddannelse: M.A. i engelsk litteratur, University of Chicago.

Debut: Goodbye, Columbus. Houghton Mifflin, 1959. Roman.

Litteraturpriser: National Book Award, 1960. National Book Critics Circle Award, 1986. PEN/Faulkner Award, 1994. National Book Award, 1995. Pulitzer Prize for Fiction, 1998. National Medal of Arts, 1998. Priz du Meilleur Livre Etranger, 2000. PEN/Faulkner Award, 2001. Prix Medicis Etranger, 2002. Honorary Doctor of Letters, Harvard University, 2003. PEN/Faulkner Award, 2007.

Seneste udgivelse: Nemesis. Gyldendal, 2013. (Nemesis, 2010). Oversat af Simon Fruelund. Roman.

Inspiration: Den amerikansk/britiske forfatter Henry James (1843-1916).

Se filmen Elegy - skønhedens magtFilmstriben

Se Youtube video om Philip Roth og hans forfatterskab

Artikel type
voksne

Baggrund

“Sikken en pantomimeforestilling, jeg måtte spille, for at få min vinyljakke krænget af ryggen og ned i skødet, så jeg kunne dække over mit lem, den aften jeg udsatte det for elementernes rasen. Og det var alt sammen til ære for polakchaufføren, der havde magt til simpelt hen at tænde loftslysene og dermed på ét sekund ødelægge femten års pæne kladdehæfter og gode karakterer og børste tænder to gange om dagen og aldrig spise frugt uden at skylle den af først”.
“Portnoys genvordigheder”, s. 121.

Philip Roth er født i Newark, New Jersey i 1933 i en familie, der tilhørte den store jødiske befolkning i Newarks middelklasse. Philip var en begavet skoleelev og student og efter at have taget en akademisk grad i engelsk fra Bucknell University, blev han ansat som graduate student på University of Chicago, hvorfra han er M.A. i engelsk litteratur. Indtil 1991 underviste Roth i creative writng på University of Iowa, Princeton University og University of Pennsylvania.

Philip Roth debuterede i 1959 med “Goodbye, Columbus”, der i en Henry James- og Gustave Flaubert-inspireret realistisk prosa beskæftigede sig med mange af de emner, Roth også har behandlet siden hen: identitetsproblemer for jøder i USA, komplicerede familieforhold og seksualitet som kunstnerisk og menneskelig drivkraft. Bogen blev en kritikersucces, og Roth blev præmieret med den fornemme National Book Award, der hverken før eller siden er gået til så ung en forfatter. Philip Roths næste bøger videreførte med kritikersucces debutens stiltræk, mens den fjerde roman “Portnoy’s Complaint” fra 1969 markerede et stilskifte, der bestod af en ravende monolog, der sprang frem og tilbage i tid og sted. Roth har selv beskrevet sin stilistiske ambition omkring stilskiftet således: The spontaneity and base of spoken language, at the same time grounded on the page, weighed with the irony, precision and ambiguity associated with a more literary rhetoric.(Reading Myself and Others, side 27).

“Portnoy’s Complaint” handlede eksplicit om en yngre jødisk mands tildragelser – eller mangel på tildragelser – af seksuel karakter, og dens direkte behandling af seksualitet blev genstand for heftig diskussion. Samtidig mente mange jødiske kritikere, at bogen (som også Roths tidligere) gjorde nar af Amerikas jødiske samfund, som den udstillede som hyklerisk, dobbeltmoralsk og snobbet. De jødiske kritikere gik nu nok galt i byen; denne karakteristik er i Roths bøger på ingen måde forbeholdt det jødiske samfund, men en helt generel dom over efterkrigstidens amerikanske samfund.   

Den offentlige opmærksomhed, som blev Roth til del i kølvandet på udgivelsen af “Portnoy’s Complaint”, skulle aldrig helt gentage sig, og den mest vellykkede af Roths romaner, det kunstneriske hovedværk “My Life As A Man” er faktisk den af Roths bøger, der har solgt dårligst.

I 1970’erne påbegyndte Philip Roth flere serier med den samme genkommende fortæller. Således introduceredes figuren Nathan Zuckerman “My Life As A Man” og figuren David Kepesh i “The Breast” fra 1972. Disse fortællere har Roth siden vendt tilbage til med jævne mellemrum. Ni romaner er det foreløbig blevet til med og om forfatteren Nathan Zuckerman og tre med David Kepesh som fortæller, senest “The Dying Animal” fra 2001.

Især bøgerne om Zuckerman læner sig op ad Roths eget liv, hvilket giver Roth mulighed for at afsøge grænselandet mellem fiktion og virkelighed. En problemstilling, som “Zuckerman Unbound” direkte tematiserer. At gøre forholdet mellem litteratur og levet liv til et litterært tema har Roth i interview gjort til et centralt element i sin poetik: “Making fake biography, false history, concocting a half-imaginary existence out of the actual drama of my life is my life.” (“Reading Myself and Others”, side 123).

Philip Roth har bibeholdt et respektindgydende højt produktivitetsniveau og forfatterskabet tæller efterhånden omkring 35 bøger.

Philip Roth har siden et skandaleombrust ægteskab i begyndelsen af 1990’erne levet alene uden for New York. Han døde i foråret 2018, 85 år gammel.

Farvel, Columbus

“Den aften ringede jeg op til hende før middag.
- ”Hvem ringer du til?” spurgte tante Gladys.
- ”En pige jeg traf i dag.”
- ”Doris ville ikke introducere mig for manden der tømmer bassinet, tante.”
”Farvel, Columbus”, Side 9.
”Farvel, Columbus”, s. 9.

Philip Roth debuterede i 1959 med “Goodbye, Columbus” (“Farvel, Columbus”, 1965), som bærer genrebetegnelsen novella – altså en lang novelle. Historien er fortalt af den nogle-og-tyveårige Neil Klugman, der tilbringer sommeren hos sin tante og onkel i New Jersey. Neil Klugman kommer fra en jødisk middelklassebaggrund, han har en fin universitetsgrad og et kedeligt job på et bibliotek. Efter College er Klugman med andre ord gået en lille smule i stå, endnu inden han har taget egentligt hul på voksentilværelsen. Den sommer, Neil Klugman fortæller om i “Farvel, Columbus”, bliver alligevel skelsættende, fordi dens begivenheder netop udspiller sig i dette tidehverv i sin unge fortællers tilværelse.

Neil Klugman får sommeren til at gå med at tage med sin kusine til det lokale friluftsbad, hvis gæster tilhører et højere socialt lag, end det Klugman selv kommer fra i sin del af New Jersey. Her møder han den lokale skønhed Brenda, der udser sig Neil som en potentiel sommerferiekæreste. Interessen er gengældt, og Neil tager modet til sig og ringer og inviterer Brenda ud. Det bliver begyndelsen på det sommerferieeventyr, som fortælles i “Farvel, Columbus”, hvor Neil Klugman i mødet med en ganske anden måde at håndtere tingene på, også får sat sit eget liv – og dets retningsløshed – i relief.

Den lange novelle er fortalt i en lige-ud-af-landevejen realistisk stil, og man mærker tydeligt inspirationen fra de fleste unge, amerikanske slut-50’eres forfatteres forbilleder, Ernest Hemingway og J.D. Salinger.  

På samme tid handler bogen om temaer, der er blevet ved med at beskæftige Roth's senere forfatterskab: Hovedperson er en outsider; i forhold til Brenda både på det socialt-økonomiske plan og på grund af sin religiøse baggrund. Som alle Roth's hovedpersoner kommer Neil Klugman fra en familie, hvor man dyrker en mild, sekulariseret jødedom, men hvor man så til gengæld går så meget desto mere op i, hvem der er jøde og hvem der ikke er, og bruger proportionsløst meget tid på at spekulere på sine ikke-jødiske landsmænds eventuelle antisemitiske sindelag.

Portnoys genvordigheder

“Selv på kineserrestauranterne, hvor Herren har ophævet forbuddet mod retter med svinekød for Israels lydige børn, anser Gud (hvis talerør her på jorden i alle sager, der har med mad at gøre, er min mor) det for fuldkommen utænkeligt at spise kantonesisk hummer.”
“Portnoys genvordigheder”, s. 146.

“Portnoy’s complaint” fra 1969 (”Portnoys genvordigheder”, 1969) blev Philip Roth's helt store gennembrud, både i USA og i udlandet og den er til dato Roth's bedst sælgende bog.

“Portnoys genvordigheder” fortælles gennem hovedpersonen Alexander Portnoy's behandling på en briks hos psykologen Dr. Spielvogel. Portnoy beretter om afgørende begivenheder i sit liv, fra sin erindrings begyndelse til sit nogle-og-trediveårige nuværende liv. Således adskiller formen sig afgørende fra den stil, der prægede Roth's tidlige forfatterskab, hvis historier alle udgøres af en lige-ud-af-landevejen kronologisk fremadskridende realisme. I forhold til dette udgangspunkt, hvis stilmæssige inspiration var forfattere som Henry James og Gustave Flaubert, har “Portnoys genvordigheder” en langt friere komposition, der passer som fod i hose til romanens indhold, der virkede ualmindeligt bramfrit ved bogens udgivelse i 1969. Portnoys genvordigheder har nemlig alle seksuel karakter, og seksualiteten spiller en på en gang befriende og hemmeligheds- og skamfuld rolle i Alexander Portnoy's redegørelse for sit hidtidige liv.

Fra barnsben har Portnoy været dybt præget og begrænset af en overbeskyttende mor, der fra hjemmet i et jødisk kvarter i New Jersey altid har forsøgt af værne sin søn mod de farer, især af “ikke-jødisk” karakter, moderen mener præger det omgivende amerikanske samfund. Romanen er en satire over denne overdrevne eksil-tankegang, som den kombinerer med beskrivelser af Portnoy's forsøg på at undslippe sin mors dominans igennem seksuelle fantasier, masturbation og forsøg på erobringer af personer af det modsatte køn. Det seksuelle udgør nemlig det eneste rum, der er Portnoy's helt eget, og ikke kontrolleret af den dominerende mor. Det var især de eksplicitte og morsomme seksuelle scener, der gjorde indtryk på offentligheden, da bogen udkom midt i den seksuelle frigørelses forår, i Woodstock-året 1969.

Den opmærksomhed af til tider helt groteske dimensioner, der blev Roth til del ved udgivelsen, har han senere behandlet i en anden satire, “Zuckerman Unbound”, hvor forfatteren Nathan Zuckerman kæmper for at slippe ud det rampelys, der rammer hovedpersonen i hans roman Karnovsky, som Zuckermans publikum har tendens til at forveksle med dens forfatter.

Mit liv som mand

Philip Roths formmæssigt mest ambitiøse roman er “My Life As a Man” fra 1974 (“Mit liv som mand”, 1974). Romanen består overordnet af to dele, den ene fortalt af Nathan Zuckerman, der er en genkommende figur hos Roth, den anden af Peter Tarnapol, der i romanens univers også har skrevet bogens første del. Således er Zuckerman inden for romanens univers en figur, Tarnapol har fundet på. De begivenheder, som Nathan Zuckerman fortæller om i bogens første del, viser sig i den anden at være en fiktiv bearbejdelse af nogle “virkelige begivenheder”, der er hændt i Peter Tarnapols liv. For at tilføje en ekstra kinesisk æske afslører et hurtigt krads i overfladen af Philip Roths biografi, at begivenhederne i romanen er en bearbejdning af Roths eget liv som yngre, lovende forfatter i 1960’erne. “Mit liv som mand” leger bevidst med disse i-hinanden-indvævede fortælletråde. Hvor Roths gennembrudsroman, “Portnoys genvordigheder”, legede med quasi-selvbiografiske elementer, tematiserer “Mit liv som mand” direkte forholdet mellem private og offentlige fortællinger, eller med Roths egen distinktion, forholdet mellem den skrevne og den uskrevne virkelighed.  

De begivenheder, der fortælles og bearbejdes igen og igen i bogens system af kinesiske æsker, fungerer som en slags forstørrelsesglas til at undersøge, hvad der sker, når man fortæller en historie. Og ikke mindst, hvorfor man gør det. Det er igen psykologen Dr. Spielvogel, som også foranledigede fortællingen i “Portnoys genvordigheder”, der giver anledning til Peter Tarnapols fortælling om det ægteskab fra helvede, som romanens to dele indholdsmæssigt drejer sig om. 

Hvor det i “Portnoys genvordigheder” var moderen, der spillede rollen som den undertrykkende legemliggørelse af fortællerens overjeg, er det i “Mit liv som mand” fortællernes hustruer, der med ondskabsfuld narcissisme begrænser deres mænd – som de i øvrigt selv har lokket til ægteskab. Kvinderne i bogen er kort sagt regulære hun-djævle.

Disse vulgære tegneserieagtige overdrivelser fungerer som fortællernes brændstof. De sprutter af vrede og vrider sig af skuffelse. Hvad der moralsk og menneskeligt set er stærkt problematisk, giver på denne måde romanen en vidunderlig æstetisk energi, en rammende satirisk humor og sine steder et så maliciøst vid, at det gør den en sammenligning med den franske forfatter Louis Ferdinand Céline værdig.

Forfatterspire

“The Ghost Writer” fra 1979 (”Forfatterspire”, 1981) handler om et døgn i den unge forfatter Nathan Zuckermans liv i slutningen af 1950’erne, hvor han tages i audiens hos den legendariske, men miskendte jødiske forfatter I. E. Lonoff. Bogen er den første af en lang række Roth-romaner, der i deres helhed fortælles af Zuckerman, Roths alter ego. Nathan Zuckerman introduceredes første gang i et afsnit af “Mit liv som mand” fra 1974, hvor han var figur i en novelle af forfatteren Peter Tarnapol.

Hovedpersonen Nathan Zuckerman har fået et par noveller optaget i litterære tidsskrifter og er nu ved at indstille sig på en tilværelse som forfatter. Derfor skriver han et brev til sit store forbillede, I.E. Lonoff, med novellerne vedlagt. Lonoff lever isoleret med sin hustru i et lille hus langt ude i en skov, og til Zuckermans store glæde og overraskelse inviterer han den unge lovende forfatter til middag. Men Zuckerman er ikke Lonoffs eneste ungdommelige bekendtskab. Til stede under middagen er også en ung, smuk og begavet kvinde ved navn Amy Bellette. Dårligt vejr gør det umuligt for Zuckerman at forlade Lonoffs hjem efter middagen, og han inviteres til at overnatte.

Romanen fortæller om, hvordan aftenen skrider frem, og hvordan det går op for Zuckerman, at meget ikke er, som det ser ud til ved første øjekast i Lonoffs og hustrus romantisk afsides beliggende hjem. Lonoffs hustru er dels ensom, dels føler hun sig udfordret af Amys aldeles hyppige besøg hos Lonoff. Men romanen fortæller ikke kun på et realistisk plan. Indimellem beskrivelserne af de mange mere eller mindre skjulte lag i personernes samtaler, kører Zuckermans indre monolog, typisk for Roth, for fuldt drøn. Han forestiller sig, udvikler faktisk en helt lille roman-i-romanen om, hvordan Amy Bellette muligvis er Anne Frank, der i hemmelighed har overlevet KZ-lejren og er emigreret til USA, hvor hun har taget et nyt navn og skjuler sin virkelige identitet. Således diskuterer “Forfatterspire” også en række emner, der har med jødisk identitet i efterkrigstidens USA at gøre. Da natten er omme, Lonoffs hustru har afsløret sin dybe frustration over sin mand og deres fælles liv og Amy Bellette tilbyder Zuckerman et lift til den nærmeste banegård, er intet længere som før.

Den befriede Zuckerman

““Hvad helvede laver du i en bus, med de penge, du har?” Det var en lille, bisset ung fyr med en kort frisure og et nyt jakkesæt, der ville vide det. Han havde siddet og dagdrømt over et bil-blad indtil han så, hvem der sad ved siden ad ham. Det var alt der skulle til for at få ham ladet op. Upåvirket af Zuckermans uengagerede svar – i en bus, der skulle transportere dem gennem rum – gav han ham frimodigt et råd. Det gjorde alle nu til dags. Hvis de kunne finde ham. “Du burde købe dig en helikopter.””
“Den befriede Zuckerman”, s. 3.

“Zuckerman Unbound”, 1981 (“Den befriede Zuckerman”, 1982) handler om forfatteren Nathan Zuckermans oplevelser i forbindelse med den succes han oplever, da hans fjerde roman bliver en bestseller. “Den befriede Zuckerman” tager helt utvetydigt udgangspunkt i en række begivenheder i Philip Roths eget liv. Efter at have udgivet nogle af kritikken velmodtagne, men beskedent solgte bøger, udgiver Zuckerman den selvbiografiske roman “Carnovsky”, som bliver en vaskeægte bestseller og gør Zuckerman til en velhavende mand. Heri følger historien Roths egen biografi, da han efter tre romaner udgav “Portnoys genvordigheder” i 1969.

Også i “Den befriede Zuckerman” gestaltes bestseller-romanen af en yngre, jødisk mands samtaler med sin psykolog, og ligesom tilfældet var med Roths “Portnoys genvordigheder” er det især de seksuelt eksplicitte scener, der gør indtryk på offentligheden. Roth genkendes i Manhattans gader, hvor han færdes, på barer, i forretninger og i bussen, ofte som romanens “Carnovsky” og ikke som dens forfatter. “Den befriede Zuckerman” beskriver med sort humor, hvordan Zuckerman har opnået litterær og folkelig succes med en bog, der udleverer forfatterens hjemby Newark, karikerer forfatterens forældre og i det hele taget gør tykt nar af det indspiste jødiske miljø i det lille samfund.

Romanen tematiserer på denne måde forholder mellem æstetik og etik, da det går op for Zuckerman, at hans skriverier har uoverskuelige konsekvenser for hans familie og deres lokalsamfund, og måske – det er i hvert fald familiens frygt – hvordan det omgivende amerikanske samfund betragter den jødiske befolkning. Igennem romanen forsøger Zuckerman at komme overens med dette problem. På overfladen er han uberørt, men nedenunder nager spørgsmålene: Hvor langt kan man gå for at skabe kunst? Hvad er forholdet egentlig mellem værk og virkelighed, når værket gør sin skaber rig, berømt og eftertragtet, samtidig med, at forfatterens nærmeste føler sig svigtede og udleverede?

Modliv

“I Amerika, tænkte jeg, hvor folk vælger og vrager identiteter som var det klistermærker bag på bilen ... der kunne jeg opføre mig som et fornuftigt menneske.”
Philip Roth: “Modliv”, s. 312.

Den fjerde roman, der har Nathan Zuckerman som fortæller, udkom i 1986 under titlen "The Counterlife" (”Modliv”, 1986). Værket er delt op i fem sektioner, der hver især udforsker forskellige konsekvenser af personernes valg i forbindelse med den samme begivenhed.

Den konkrete begivenhed er, at Nathan Zuckermans bror Henry, som han har haft et særdeles anspændt forhold til siden forældrenes død, skal vælge, om han i forbindelse med en hjertelidelse vil underkaste sig en risikabel operation eller afhjælpe lidelsen med en medicin, som vil gøre ham impotent. Henry, der i modsætning til sin bror er et stabilt familiemenneske, kommer til Nathan med en bøn om hjælp. Skal han vælge den risikable operation eller en medicin, der ikke alene vil ødelægge det seksuelle liv med hans hustru, men også med elskerinden?

“Modlivs” fem historier, Basel, Judea, Aloft, Gloucestershire og Kristendom, udfolder hver en fortælling på baggrund af et forskelligt valg og dets mulige konsekvenser. På den måde bliver de fem historier til hinandens “modhistorier”, ligesom Henrys liv med elskerinden udgør en “modhistorie” til den officielle historie, han og hans hustru fortæller om sig selv som en solid, velafbalanceret familie. Og ligesom konsekvenserne af forskellige valg udgør forskellige måder at leve på og gør dem til hinandens “modliv”.

I den første historie, Basel, slår operationen Henry ihjel. I historien Judæa overlever Henry, men lægger sit liv helt om, forlader USA og bliver vaskeægte zionist i Israel. I Kristendom er det London, Henry har forladt USA til fordel for, mens hans i Gloucestershire først har taget medicin, men herefter beslutter sig for at få foretaget operationen.     

På det formmæssige plan leger “Modliv” med ideen om de uendeligt mange forskellige konsekvenser, handlinger kan have, mens den på det indholdsmæssige blandt andet tematiserer amerikanske jøders forhold til de jøder, der lever i Israel.

Exit genfærd

“Jeg havde ikke været i New York i elleve år. Bortset fra en tur til Boston i forbindelse med en prostatakræftoperation, havde jeg stort set ikke forladt min bjergvej i the Birkshires i de elleve år. Jeg havde – oven i købet – sjældent kigget i en eneste avis eller lyttet til nyhederne siden 11. september, for tre år siden;”
Philip Roth: “Exit Genfærd”, side 1.

Den sidste roman om Nathan Zuckerman, “Exit Ghost” fra 2007 (”Exit genfærd”, 2008), har efter Philip Roth's eget udsagn fået sin titel fra en regibemærkning fra “Macbeth”. I Shakespeares stykke bliver den ærgerrige titelperson stadig mere plaget af dårlig samvittighed, efterhånden som ligene af de personer, der skal ryddes af vejen for at gøre ham til konge af Skotland, hober sig op i kulissen. Selv vennen Banquo, som det er blevet profeteret skal være stamfader til Skotlands kongehus, men uden selv at blive konge, må lade livet for Macbeths vanartede magtsyge. Men Macbeth lades ikke i ro. Banquos genfærd hjemsøger Macbeth på aftenen efter drabet, og først med regibemærkningen Exit Ghost, forlader spøgelset værelset og lader Macbeth tilbage med sin egen rystende stemme.  

27485901

Også Nathan Zuckerman må sande, at man ikke altid selv er herre over, hvornår man afslutter kapitlerne i sit liv, og at genfærdene bliver ved med at spøge. Forfatteren I. E. Lonoff, som Zuckerman så op til som ung forfatter, og som han besøger i romanen “Forfatterspire”, kommer endnu en gang til at spille en rolle i Zuckerman's liv, halvtreds år efter deres møde. Til stede ved den unge Zuckerman's besøg hos sit forbillede var også den unge kvinde Amy Bellette, som han endnu en gang støder ind i “Exit genfærd”. Bellette er nu en ældre kvinde, og hun bliver, ligesom Zuckerman selv, kontaktet af en ung forfatter, der agter at skrive en biografi om Lonoff, hvori han vil afsløre en rystende hemmelighed. Amy Bellette og Nathan Zuckerman prøver i fællesskab at forpurre disse planer, og virakken tvinger Zuckerman tilbage til det New York, han har forladt elleve år tidligere for at leve ensomt og isoleret i et lille hus langt ude i en skov. I New York bliver Zuckerman sat i forbindelse med et ungt par, som også spiller en rolle i begivenhederne omkring biografien om Lonoff. Især mødet med den yngre, attraktive kvinde bliver skelsættende for Zuckerman, der i hemmelighed forelsker sig i hende, ligesom han halvtreds år forinden i hemmelighed og på afstand, havde beundret Amy Bellette. Således kommer fortidens begivenheder igen op til overfladen af Zuckerman's bevidsthed og tvinger ham til at forholde sig til den omverden, han ellers har forsøgt at afskære sig fra.

Ydmygelsen

”Hun tog af sted i sin bil, og det tog ham mindre end fem minutter at kollapse, et kollaps der skyldtes et fald han selv havde forårsaget, og som det nu ikke var muligt at overvinde.”
”Ydmygelsen”, s. 130.

Philip Roths roman ”The Humbling”, 2009 (”Ydmygelsen”, 2012) følger skuespilleren Simon Axler, mens han oplever sit livs deroute. Efter en succesrig teaterkarriere mærker han en tvivl, der kulminerer i fiasko på scenen. Det er den første ydmygelse i bogen, men flere følger.

Axler bliver forladt af sin kone og lader sig kortvarigt indlægge på et psykiatrisk hospital, eftersom han overvejer at tage sit liv. Her møder han patienten Sybil, der fik et sammenbrud, efter hun så sin mand misbruge deres datter. Sybil beder Axler om at dræbe manden, hvilket han nægter. Da han senere er udskrevet fra hospitalet, ser han i avisen, at Sybil selv har begået mordet. Axlers afstandtagen i forhold til forbrydelsen understreger hans moral, som ikke er gået fløjten trods hans nedtur. Den faglige krise giver ham snarere et tomrum, han skal fylde ud med noget andet.

29401977

En yngre kvinde, Pegeen, er for en tid erstatningen for alt det, han har mistet. De indleder et forhold – velvidende at de har en aldersforskel i mod sig samt Pegeens seksuelle forhistorie. Før Axler levede hun i 17 år som lesbisk. I et forsøg på at give plads til den del af hende inviterer Axler en tilfældig kvinde med ind i soveværelset, der kan besvare Pegeens begær. Men Pegeen forlader ham alligevel med forklaringen om, at hun ikke kan være, hvad han vil have. Det er romanens afsluttende ydmygelse, der fører til Axlers selvmord.

Pegeen spejler hans ydmygelser; også hun er blevet forladt af sin kæreste, da hun møder Axler, og hun fejler som skuespiller ligesom ham: Hendes skuespil er bare, at hun prøver at agere fuldkommen, heteroseksuel kvinde. Han instruerer til en vis grad Pegeen i rollen, når han køber feminint tøj til hende; måske fatter han for sent, at hun går på kompromis med sin integritet, fordi han har haft let ved at lege andre på scenen.

Romanens hovedtema er at træde i karakter som sig selv i stedet. Pegeen gør det, når hun handler efter sit eget hoved og forlader Axler; bipersonen Sybil gør det, når hun dræber sin mand, og Axler gør det, da han fuldfører selvmordet. I de sidste øjeblikke mindes han en gang, da han spillede en mand i et stykke, der skød sig. På den måde fører Roth skuespil og virkelighed sammen. Forfatteren skriver usentimentalt om sine figurers lidelser, hvilket foregriber, at Axlers selvmord ikke skildres som tragedie. Den ekstreme handling viser, at han følger sit indre kompas.

Nemesis

”Børnene her kunne fint klare sig uden ham. Det her var ingen krigszone. Indian Hills var det sted hvor der ikke var brug for ham.”

”Nemesis”, s. 148.

Philip Roths roman fra 2010, ”Nemesis” (”Nemesis”, 2013), udspiller sig i 1940’ernes USA, hvor en polioepidemi er brudt ud i New York City. I delstaten Newark er den moralske, hårdtarbejdende og pligtopfyldende Bucky Cantor leder på en legeplads i det jødiske kvarter Weequahic. Her forsøger han at skærme børnene fra bekymringen for polio, så de kan lege så ubekymret som muligt.

Efter et opgør med en gruppe italienske drenge, som joker med at de er kommet for at sprede polio, bliver to af legepladsens drenge ramt af polio og dør. Det bliver begyndelsen på en afgrundsdyb frygt, der spreder sig i gaderne i takt med, at antallet af polioofre stiger. Først får italienerne skylden for at have bragt polioen til kvarteret, og det næste øjeblik er det den udviklingshæmmede Horace, der udpeges som skurk.

50752364

Bucky Cantor prøver at mane til besindighed og inddæmme frygten i byen og blandt børnene på legepladsen, men mærker også selv en snigende frygt, som til sidst får ham til at opsige sin stilling og tage op til sin forlovede og til et job i en sommerlejr i Indian Hills. Glæden over den friske luft og de raske børn her er imidlertid kort, for snart slår polioen også rødder i sommerlejrens skovområde. Bucky Cantor er overbevist om, at han er skyld i poliospredningen, og hans ideal og målsætning om at beskytte børnene og være en ”heroisk, beskyttende storebror” forpurres af mørke tanker om, at det i virkeligheden er ham, som er bærer af sygdommen.

”Nemesis” handler om temaer som frygt, sygdom og religion, men også om krig. Under polioudbruddet raser krigen mellem USA og Japan, og der er klare referencer mellem denne krig og ”krigen” mod polio. Det forstærkes af, at Bucky Cantor blev afvist som soldat og måske derfor føler et ekstra stort ansvar for at leve op til sine forpligtelser på den hjemlige front og kæmpe for at beskytte børnene. Derfor er slaget også endnu hårdere, da det viser sig, at det måske er ham, der har bragt sygdommen med sig.

Historien fortælles af et af legepladsens børn, der møder Bucky Cantor som voksen. Det tidligere legepladsbarn er vidne til Bucky Cantors destruktion og selvhad. Han oplever, hvordan den tidligere leder tager ansvar for en sygdom, som ingen mennesker havde indflydelse på, men som Bucky Cantor alligevel tager på sine skuldre som et overmenneske i næsten religiøs forstand.

Genrer og tematikker

Især den betragtelige del af Philip Roths forfatterskab, der har Nathan Zuckerman som hovedperson læner sig tæt op ad Roths eget liv, og har således været en måde for Roth at afsøge grænselandet mellem fiktion og virkelighed. Denne problemstilling tematiseres i alle Roths romaner, ikke mindst i “Den befriede Zuckerman” der handler direkte om den. Roth skelner ikke mellem sandhed eller løgn i behandlingen af sine egne konkrete erfaringer, men mellem skrevet og ikke-skrevet virkelighed. Denne skelnen har på en gang givet Philip Roths forfatterskab et element af leg med en række kinesiske æsker, samtidighed med, at den har afsøgt de mekanismer der går i gang, når mennesker fortæller historier til hinanden.

At gøre forholdet mellem litteratur og levet liv til et litterært tema har Philip Roth i interview gjort til et centralt element i sin poetik: “Making fake biography, false history, concocting a half-imaginary existence out of the actual drama of my life is my life” (“Reading Myself and Others”, side 123).

Et andet element i sin forfattervirksomhed, som Roth har lagt vægt på, er legen. Han har kaldt sine bøger “imbedded in parody, burlesque, slapstick, ridicule, insult, invective, lampoon, wisecrack, in nonsense, in levity, in play” (“Reading Myself and Others”, side 28). Citatet peger på noget centralt i Roths forfatterskab: at seriøse, alvorlige emner behandles med humorens lethed og dens evne til at afsløre dårskab og forstilthed.

Denne evne er, sammen med det stilskifte, Roth foretog med “Portnoys genvordigheder” og især “My Life As A Man” i retning af en monologdrevet, lettere kaotisk og meget energisk fortællestil, nok det vigtigste kendetegn for Philip Roths forfatterskab. Det har gjort hans bøger til en eksponent for den gren af amerikansk litteratur i efterkrigstiden, der har behandlet store, kollektive temaer, historier og tabuer i en form, der forener en traditionelt højkulturel litterær stilistik med elementer af farce, satire og gøgl. På denne måde har Roths forfatterskab lånt elementer fra film- og især af tv-sprog og stilistik, der har givet hans forfatterskab en høj grad af samtidighed med den offentlighed, som han har skrevet til og om. 

Beslægtede forfatterskaber

Philip Roths måde at skrive på har først og fremmest taget udgangspunkt i den store tradition for minutiøs realisme, hvor gestik, tone og en enkelt subtil ordveksling kan være altafgørende. Roth har selv nævnt Henry James som forbillede, men hans udprægede sans for sproglig rytmik og prosaisk fremadskriden for fortælling, skylder også Gustave Flaubert en hel del. En anden new yorker, der skamløst har brugt og genbrugt erfaringer fra sit eget liv og skabt figurer, der overdriver og parodierer elementer i kunstnerens egen person, er filminstruktøren Woody Allen, hvis miljø og persongalleri fra den øvre middelklasses jødiske New York minder ikke så lidt om Philip Roths.

I kølvandet på “Portnoys genvordigheder” blev det moderne at behandle tidligere tiders tabuer på en mere bramfri måde. Halvfjerdserne så mange gebrækkelige eksempler på Portnoy-efterligninger, men litterært vellykkede eksempler findes også, blandt andet hos Erica Jong.

Bibliografi

Bøger

Roth, Philip:
Farvel, Columbus. 1965.
Roth, Philip:
Portnoys genvordigheder. 1969.
Roth, Philip:
Tricky og hans venner. 1972.
Roth, Philip:
Brystet. 1972.
Roth, Philip:
Mit liv som mand. 1974.
Roth, Philip:
Professor i lyst. 1977
Roth, Philip:
Forfatterspire. 1981.
Roth, Philip:
Den befriede Zuckerman. 1982.
Roth, Philip:
Anatomitimen. 1983. (The Anatomy Lesson.1983). Roman.
Roth, Philip:
Modliv.1986. (The Counterlife. 1986). Roman.
Roth, Philip:
Amerikansk pastorale. 1997. (American Pastoral. 1997). Roman.
Roth, Philip:
En menneskelig plet. 2000. (The Human Stain. 2000). Roman.
Roth, Philip:
Komplottet mod Amerika. 2004. (The Plot Against America. 2004). Roman.
Roth, Philip:
Enhver. 2006. (Everyman. 2006). Roman.
Roth, Philip:
Exit Genfærd. 2008. (Exit Ghost. 2007). Roman.
Roth, Philip:
Indignation. 2010. (Indignation. 2008). Roman.
Roth, Philip:
Nemesis. Cape, 2010 (83.8). Roman.
Roth, Philip:
Jeg blev gift med en kommunist. Gyldendal, 2011. (I married a communist, 1998). Roman.
Roth, Philip:
Ydmygelsen. Gyldendal 2012. (The humbling, 2012). Roman. Oversat af Simon Fruelund.
Roth, Philip:
Nemesis. Gyldendal, 2013. (Nemesis, 2010). Oversat af Simon Fruelund. Roman.

Om forfatterskabet

Roth, Philip (ed.):
Reading Myself and Others. 1975. Essays og interview.
Roth, Philip (ed.):
Shop Talk. 2001. Forfattersamtaler.
Parrish, Timothy:
The Cambridge Companion to Philip Roth.
Posnock, Ross:
Philip Roth’s Rude Truth – The Art of Immaturity.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Philip Roth

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Roth, Philip (ed.):
Reading Myself and Others. 1975. Essays og interview.