Philip Roth

Philip Roth er født i Newark, New Jersey i 1933 i en familie, der tilhørte den store jødiske befolkning i Newarks middelklasse. Philip var en begavet skoleelev og student og efter at have taget en akademisk grad i engelsk fra Bucknell University, blev han ansat som graduate student på University of Chicago, hvorfra han er M.A. i engelsk litteratur. Indtil 1991 underviste Roth i creative writng på University of Iowa, Princeton University og University of Pennsylvania.

Philip Roth debuterede i 1959 med “Goodbye, Columbus”, der i en Henry James- og Gustave Flaubert-inspireret realistisk prosa beskæftigede sig med mange af de emner, Roth også har behandlet siden hen: identitetsproblemer for jøder i USA, komplicerede familieforhold og seksualitet som kunstnerisk og menneskelig drivkraft. Bogen blev en kritikersucces, og Roth blev præmieret med den fornemme National Book Award, der hverken før eller siden er gået til så ung en forfatter. Philip Roths næste bøger videreførte med kritikersucces debutens stiltræk, mens den fjerde roman “Portnoy’s Complaint” fra 1969 markerede et stilskifte, der bestod af en ravende monolog, der sprang frem og tilbage i tid og sted. Roth har selv beskrevet sin stilistiske ambition omkring stilskiftet således: “The spontaneity and base of spoken language, at the same time grounded on the page, weighed with the irony, precision and ambiguity associated with a more literary rhetoric.” (Reading Myself and Others, side 27).

“Portnoy’s Complaint” handlede eksplicit om en yngre jødisk mands tildragelser – eller mangel på tildragelser – af seksuel karakter, og dens direkte behandling af seksualitet blev genstand for heftig diskussion. Samtidig mente mange jødiske kritikere, at bogen (som også Roths tidligere) gjorde nar af Amerikas jødiske samfund, som den udstillede som hyklerisk, dobbeltmoralsk og snobbet. De jødiske kritikere gik nu nok galt i byen; denne karakteristik er i Roths bøger på ingen måde forbeholdt det jødiske samfund, men en helt generel dom over efterkrigstidens amerikanske samfund.   

Den offentlige opmærksomhed, som blev Roth til del i kølvandet på udgivelsen af “Portnoy’s Complaint”, skulle aldrig helt gentage sig, og den mest vellykkede af Roths romaner, det kunstneriske hovedværk “My Life As A Man” er faktisk den af Roths bøger, der har solgt dårligst.

I 1970’erne påbegyndte Philip Roth flere serier med den samme genkommende fortæller. Således introduceredes figuren Nathan Zuckerman “My Life As A Man” og figuren David Kepesh i “The Breast” fra 1972. Disse fortællere har Roth siden vendt tilbage til med jævne mellemrum. Ni romaner er det foreløbig blevet til med og om forfatteren Nathan Zuckerman og tre med David Kepesh som fortæller, senest “The Dying Animal” fra 2001.

Især bøgerne om Zuckerman læner sig op ad Roths eget liv, hvilket giver Roth mulighed for at afsøge grænselandet mellem fiktion og virkelighed. En problemstilling, som “Zuckerman Unbound” direkte tematiserer. At gøre forholdet mellem litteratur og levet liv til et litterært tema har Roth i interview gjort til et centralt element i sin poetik: “Making fake biography, false history, concocting a half-imaginary existence out of the actual drama of my life is my life.” (“Reading Myself and Others”, side 123).

Philip Roth har bibeholdt et respektindgydende højt produktivitetsniveau og forfatterskabet tæller efterhånden omkring 35 bøger.

Philip Roth har siden et skandaleombrust ægteskab i begyndelsen af 1990’erne levet alene uden for New York. Han døde i foråret 2018, 85 år gammel.

Philip Roth debuterede i 1959 med “Goodbye, Columbus” (“Farvel, Columbus”, 1965), som bærer genrebetegnelsen novella – altså en lang novelle. Historien er fortalt af den nogle-og-tyveårige Neil Klugman, der tilbringer sommeren hos sin tante og onkel i New Jersey. Neil Klugman kommer fra en jødisk middelklassebaggrund, han har en fin universitetsgrad og et kedeligt job på et bibliotek. Efter College er Klugman med andre ord gået en lille smule i stå, endnu inden han har taget egentligt hul på voksentilværelsen. Den sommer, Neil Klugman fortæller om i “Farvel, Columbus”, bliver alligevel skelsættende, fordi dens begivenheder netop udspiller sig i dette tidehverv i sin unge fortællers tilværelse.

Neil Klugman får sommeren til at gå med at tage med sin kusine til det lokale friluftsbad, hvis gæster tilhører et højere socialt lag, end det Klugman selv kommer fra i sin del af New Jersey. Her møder han den lokale skønhed Brenda, der udser sig Neil som en potentiel sommerferiekæreste. Interessen er gengældt, og Neil tager modet til sig og ringer og inviterer Brenda ud. Det bliver begyndelsen på det sommerferieeventyr, som fortælles i “Farvel, Columbus”, hvor Neil Klugman i mødet med en ganske anden måde at håndtere tingene på, også får sat sit eget liv – og dets retningsløshed – i relief.

Den lange novelle er fortalt i en lige-ud-af-landevejen realistisk stil, og man mærker tydeligt inspirationen fra de fleste unge, amerikanske slut-50’eres forfatteres forbilleder, Ernest Hemingway og J.D. Salinger.  

På samme tid handler bogen om temaer, der er blevet ved med at beskæftige Roth's senere forfatterskab: Hovedperson er en outsider; i forhold til Brenda både på det socialt-økonomiske plan og på grund af sin religiøse baggrund. Som alle Roth's hovedpersoner kommer Neil Klugman fra en familie, hvor man dyrker en mild, sekulariseret jødedom, men hvor man så til gengæld går så meget desto mere op i, hvem der er jøde og hvem der ikke er, og bruger proportionsløst meget tid på at spekulere på sine ikke-jødiske landsmænds eventuelle antisemitiske sindelag.