- ”Hvem ringer du til?” spurgte tante Gladys.
- ”En pige jeg traf i dag.”
- ”Doris ville ikke introducere mig for manden der tømmer bassinet, tante.”
”Farvel, Columbus”, Side 9.
Philip Roth debuterede i 1959 med “Goodbye, Columbus” (“Farvel, Columbus”, 1965), som bærer genrebetegnelsen novella – altså en lang novelle. Historien er fortalt af den nogle-og-tyveårige Neil Klugman, der tilbringer sommeren hos sin tante og onkel i New Jersey. Neil Klugman kommer fra en jødisk middelklassebaggrund, han har en fin universitetsgrad og et kedeligt job på et bibliotek. Efter College er Klugman med andre ord gået en lille smule i stå, endnu inden han har taget egentligt hul på voksentilværelsen. Den sommer, Neil Klugman fortæller om i “Farvel, Columbus”, bliver alligevel skelsættende, fordi dens begivenheder netop udspiller sig i dette tidehverv i sin unge fortællers tilværelse.
Neil Klugman får sommeren til at gå med at tage med sin kusine til det lokale friluftsbad, hvis gæster tilhører et højere socialt lag, end det Klugman selv kommer fra i sin del af New Jersey. Her møder han den lokale skønhed Brenda, der udser sig Neil som en potentiel sommerferiekæreste. Interessen er gengældt, og Neil tager modet til sig og ringer og inviterer Brenda ud. Det bliver begyndelsen på det sommerferieeventyr, som fortælles i “Farvel, Columbus”, hvor Neil Klugman i mødet med en ganske anden måde at håndtere tingene på, også får sat sit eget liv – og dets retningsløshed – i relief.
Den lange novelle er fortalt i en lige-ud-af-landevejen realistisk stil, og man mærker tydeligt inspirationen fra de fleste unge, amerikanske slut-50’eres forfatteres forbilleder, Ernest Hemingway og J.D. Salinger.
På samme tid handler bogen om temaer, der er blevet ved med at beskæftige Roth's senere forfatterskab: Hovedperson er en outsider; i forhold til Brenda både på det socialt-økonomiske plan og på grund af sin religiøse baggrund. Som alle Roth's hovedpersoner kommer Neil Klugman fra en familie, hvor man dyrker en mild, sekulariseret jødedom, men hvor man så til gengæld går så meget desto mere op i, hvem der er jøde og hvem der ikke er, og bruger proportionsløst meget tid på at spekulere på sine ikke-jødiske landsmænds eventuelle antisemitiske sindelag.