Elizabeth Strout skriver om alt det, vi mennesker går og tænker og føler, og især om det, vi skjuler og aldrig kunne drømme om at fortælle andre. Det gør hun både i de to bøger om Lucy og de to om Olive Kitteridge.
Karoline Stjernfelt fortæller historien om Kong Christian d. 7, Caroline Mathilde og Struensee med en klar og spændstig streg, der både leder tankerne hen på klassiske europæiske albumserier og på japansk manga.
Olga Ravn modtog Politikens Litteraturpris 2020 for ”Mit arbejde”. I bogen går Anna med krop og sjæl ind i moderskabets uendeligt mange udfordringer: fra de fysiske skader ved fødslen til den radikale erfaring det er at give liv til et menneske, som også en dag skal dø.
Toni Morrison modtog Nobels litteraturpris 1993. Hendes romaner er kendetegnet ved at kombinere dyb psykologisk indsigt med en levende og vital kritik af amerikansk historie.
Helle Helles roman ”BOB” (2021) presser romangenren ved hverken at have et plot, fremdrift eller udfoldede romankarakterer. Til gengæld er den en muntert søvndyssende hyldest til litteraturens uendelige mulighedsrum.
Det raseri, læseren blev bekendt med i ”Bjørnen”, er også en central drivkraft i Katrine Marie Guldagers mest autofiktive værk til dato, ”Det samme og noget helt andet” fra 2021.
Hvis dansk skønlitteratur i 1990’erne markerede en æra af minimalistisk, formbevidst prosa, så markerer 2000’erne et årti, hvor litteraturen skildrer livet i mere traditionelle former.
Vi har samlet en række romaner fra verdenslitteraturhistorien, der hver især skildrer forskellige samfundsformer – fra fortiden, nutiden, fremtiden og fantasien.
