Tove Meyer er en markant, men ofte overset, skikkelse i moderne dansk lyrik. Hendes digtsamlinger rummer kosmiske følelser og store erkendelser i et inderligt og personligt udtryk.
I Bergsveinn Birgissons forfatterskab udgør den islandske natur kulisserne for de dramaer, der udspiller sig i karakterernes liv. Tonen er eftertænksom, tungsindig, men også med en underspillet humor.
Kathrine Assels skriver skævt, kærligt og med glimt i øjet om ensomme børn og unge og deres mere eller mindre brugbare strategier til at håndtere en ikke særlig børnevenlig hverdag.
Glenn Ringtveds billedbog ”Her gik Victoria” (2020), illustreret af Charlotte Pardi, kredser tematisk om sorg, savn og det at leve videre, når man har mistet en, man elsker.
Sanne Søndergaards ungdomsroman ”Se mig” handler om ungdommen og to pigers venskab anno 2020, og berører temaer som perfektionisme, selviscenesættelse, seksuelle overgreb, racisme, selvhad og angst.
Olga Ravn skriver uprætentiøst om at have fået tildelt en krop, som man skal (lære at) leve i. I ”Mit arbejde” (2020) blotlægger hun undersøgende moderskabets iboende kraft og uro.
Debatten omkring race og diskrimination er blusset op igen over hele verden, efter at en sort mand, George Floyd, døde under en voldsom anholdelse i Minneapolis i USA i maj.
1990’ernes litteratur består af stramt komponeret minimalistisk realisme, der handler om hverdagen og de sociale relationer, som former mennesket på godt og ondt.
Naturen kan spille mange roller i litteraturen og skærpe vores opmærksomhed overfor den natur der omgiver os. Vi har samlet en række værker, hvor naturen er kulisse eller ligefrem medspiller i plottet.
