Tove Ditlevsen
Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Tove Ditlevsen

Artikel type
voksne
Mette Winge, 1995. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Top image group
Tove Ditlevsen
Foto: Gyldendals Billedbibliotek
Main image
Ditlevsen, Tove
Foto: Peer Pedersen

Den danske digter og prosaist Tove Ditlevsen formåede med sine værker om opvækst, ægteskab, moderskab og misbrug at nå ud til mange mennesker. Teksternes udgangspunkt i det hverdagslige kombineret med de genkendelige temaer gjorde hende til en elsket og læst forfatter, både i hendes levetid og for eftertiden. Begreber og termer som pigesind, kvindesind, blinkende lygter og barndommens gade skylder vi Tove Ditlevsen.

 

 

 

51967372

Blå bog

Født: 14. december 1917 på Vesterbro i København. (I hele sin levetid fastholdt hun, at hun var født i 1918, og mange værker har derfor det årstal).

Død: 7. marts 1976 (selvmord).

Uddannelse: Mellemskoleeksamen fra Matthæusgades kommuneskole i København, 1932.

Debut: Til mit døde barn, digt udgivet i tidsskriftet Vild hvede (nu Hvedekorn), 1937.

Debut i bogform: Pigesind, digte. Rasmus Naver, 1939.

Gennembrud: Man gjorde et barn fortræd, roman. Athenæum, 1941.

Bedst kendte værk: Barndommens gade. Roman. Athenæum, 1943.

Litteraturpriser i udvalg: Emil Aarestrup Medaillen, 1954. De Gyldne Laurbær, 1956. Kulturministeriets Børnebogspris, 1959. Søren Gyldendal Prisen, 1971.

Seneste udgivelse: Samlede noveller. 2. udgave, Gyldendal, 2015.

Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Genre: Lyrik

Baggrund

”I Barndommens lange og dunkle Nat,/ brænder smaa blinkende Lygter,/ som Spor, af Erindringen efterladt,/ mens Hjertet fryser og flygter.// Her lyser din vildsomme Kærlighed,/ fortabt gennem taagede Nætter,/ og alt hvad du siden elsked og led,/ har Grænser som Viljen sætter. (…)”
”Blinkende Lygter” i ”Blinkende Lygter”

Tove Ditlevsen blev født på Vesterbro i København i 1917. Hendes far var fyrbøder og barndommen var præget af hans fyring i 1924 og den efterfølgende fattigdom. Ditlevsens mor Alfrida var meget dominerende, og det komplicerede mor-datter forhold er tematiseret gennem forfatterskabet. Som 12-årig begyndte Tove Ditlevsen at skrive digte, og de blev et frirum fra de trange kår og den uberegnelige mor.

Selv om langt de fleste forfatterskaber blegner 10-15 år efter forfatterens død, så har Tove Ditlevsens mange bøger bevaret deres popularitet: også i dag virker de vedkommende, de læses og bruges af mange, og de tiltrækker stadig nye fortolkere.

Myten om hendes liv lever også endnu, ligesom hendes sårbarhed, hendes barske humor, hendes evne til at involvere sig i andre menneskers liv og problemer ikke er gået i den største af alle bøger - glemmebogen.

Tove Ditlevsen skrev digte, essays, noveller, romaner og masser af journalistik. Hertil kom, at hun i mange år redigerede en læserbrevkasse i Danmarks største ugeblad, og herigennem kom hun i berøring med mange forskellige mennesker.

Hun viste utallige gange, at hun selv var et sårbart og forslået menneske, som kendte til næsten alle livets omkostninger. Det gjorde, at hun kom utrolig mange mennesker ved, ikke blot som forfatter, men også som menneske.

Tove Ditlevsens forfatterskab hænger fra den første digtsamling ”Pigesind” til den sidste essaysamling ”En sibylles bekendelser” sammen. Hun fortæller i alle bøger historien om det "brændte" barn og dets hårde liv. Barnet støder sig - også som voksen - på tilværelsen, som er nådes- og næsten også glædesløs. Livet bliver derfor gennemtrukket af en smerte, som kan virke uoverkommelig. Det brændte barn er Tove Ditlevsen selv, for liv og digtning er ét hos Tove Ditlevsen.

I flere erindringsbøger startende med ”Flugten fra opvasken”, over ”Barndom og Ungdom”, ”Gift” og i ”Tove Ditlevsen om sig selv” har Tove Ditlevsen berettet om de forhold, hændelser og mennesker, der enten havde forvoldt smerten eller holdt den i live tilværelsen igennem.

En af smertevolderne hed det "skælvende og utrygge forhold", hun i barndommen havde til sin mor. En anden smerteårsag lå i opbruddet fra det Vesterbro, hvor hun var født, og det miljø, hun var bundet til. Springet over på den anden side skabte en rodløshed i hende, som hun kredser om hele forfatterskabet igennem.

Hun lader sine personer gennemleve det samme, og i bøgerne er det kun kærligheden, der for en tid kan råde bod på følelsen af rodløshed og hjemløshed. Men kærligheden er i længden umulig, og derfor slettes smerten ikke ud. Meget i Tove Ditlevsens forfatterskab er dystert, men man finder både i erindringsbøgerne, i novellerne og i nogle af romanerne en egen barsk og grotesk humor, der selv om den aldrig forsoner, dog betyder, at det også er oplivende og morsomt at færdes med Tove Ditlevsen.

Tove Ditlevsen var gift fire gange: først med redaktør på lyriktidsskriftet ”Vild Hvede”, Viggo F. Møller, 1940-42. Dernæst Ebbe Munk i årene 1942-45. Senere Carl Theodor Ryberg mellem 1945-50, og det længste ægteskab havde Ditlevsen med Victor Andreasen i årene 1951-1973. Tove Ditlevsen fik tre børn og adopterede i 1946 datteren Trine, der var datter af Carl Ryberg. Som 58-årig begik Tove Ditlevsen selvmord.


Lyrik

”Jeg har elsket en mand med et hjerte som dit,/ derfor ved jeg lidt mere end du,/ og jeg skælver af angst for den kvindes magt,/ der ikke er født endnu.”
”Pigesind”

Tove Ditlevsen debuterede som lyriker, og hun vedblev med at skrive digte, selv om hun kom til at skrive inden for alle genrer bortset fra dramatikken. Som lyriker holdt hun sig gennem mange år til kendte lyriske virkemidler og former. Hun brugte rim og kendte versrytmer, og hendes foretrukne figur var sammenligningen.

Efter ”Pigesind” (1939) fulgte ”Lille verden” (1942) og i 1947 ”Blinkende lygter”, der blev solgt i 10.000 eksemplarer - et kæmpetal for digtsamlinger i Danmark. ”Kvindesind” (1955) fortsatte linjen fra ”Pigesind” og ”Blinkende lygter”. I alle samlinger findes digte, der kredser om faserne i kvindens liv, om kærlighedens flygtighed og angsten for at miste både børnene og den elskede.

21282308

I samlingerne ”De voksne” (1969) og ”Det runde værelse” (1973) slap Tove Ditlevsen sit traditionelle formsprog. Alle digtene i ”De voksne” er uden rim og med varierende strofelængde. Motiverne er angst, død og ensomhed samt en udtalt følelse af, at helvede ikke er de andre, men er i én selv.