Stine Pilgaard

Stine Pilgaard er født i 1984 og voksede op i Aarhus-forstaden Vejlby-Risskov. Hun voksede op på skift hos sine forældre, der blev skilt, da hun var to år. Rigtige søskende har hun ingen af, men til gengæld har hun haft en del forskellige papsøskende og skiftende familierelationer. I folkeskoletiden, som hun tilbragte på Vejlby Skole, var hun efter eget udsagn glad for dansktimerne og god til at skrive stile. Efter studentereksamen fra Risskov Amtsgymnasium læste hun dansk og medievidenskab på Aarhus Universitet, hvor hun blev bachelor. Inden hun blev optaget på Forfatterskolen i København i 2008, havde hun et sabbatår med en rejse til Indien. Efter sin afgang fra Forfatterskolen har Pilgaard læst dansk på Københavns Universitet, hvor hun blev cand.mag. i 2012.

Interessen for at undersøge og beskrive familierelationer stammer fra hendes egen opvækst med skiftende familiekonstellationer: ”Jeg har altid været meget interesseret i relationer. Hvad er det, der gør, om mennesker fatter sympati eller antipati for hinanden, hvad er det, der gør, at de ikke forstår hinanden, og præcis hvornår finder misforståelsen sted. Familierelationen interesserer mig, fordi en gruppe mennesker er sat sammen i kraft af en kærlighed, der nærmest er dem pålagt og ikke tilvalgt (på samme måde som man vælger venner eller kærester). Menneskelige opbrud interesserer mig af samme grund, hvornår vælger man at afbryde relationer, hvornår er de følelsesmæssige bånd ikke stærke nok til at overvinde konflikter og hvor længe skal man prøve.” (Eget interview, 2012).

I debutromanen ”Min mor siger”, der udkom i 2012, er både karakterer og episoder temmelig overdrevne, hvilket også er en tendens, der stammer fra Stine Pilgaard selv: ”Min fantasi løber meget hurtigt, og netop i fiktionen har løgnen eller overdrivelsen sin berettigelse og virkeligheden kan få det farvestrålende skær, jeg egentlig synes den fortjener.” (Eget interview, 2012). 

I 2015 udkom Stine Pilgaards anden roman ”Lejlighedssange”, der både i form og indhold deler debutens karakteristika. Romanen ”Meter i sekundet” fra 2020 foregår i den vestjyske by Velling, hvor Stine Pilgaard også er bosat.

Stine Pilgaard debuterede i 2012 med romanen ”Min mor siger”, der er en komisk skildring af en ung kvindes kærlighedskvaler, efter at hun er blevet forladt af sin kvindelige kæreste gennem tre et halvt år. Den navnløse jeg-fortæller (hun omtales blot som ’vores heltinde’) flytter hjem til sin far og hans kone i præstegården, hvor dagene går med at sove utallige branderter ud og ikke skrive speciale. Fortabt i selvmedlidenhed opsøger fortælleren henholdsvis sin læge, sin veninde Mulle – der fungerer som hendes spindoktor – og sin ejendomsmæglermor, der har mere travlt med at lystlyve til egen fordel end at trøste sin datter. Romanen forløber over et lille år og består af situationer, hvor fortælleren og hendes nærmeste taler forbi hinanden. Alle har hver sin dagsorden, de gerne vil tale om og ud fra, så det kniber med reel tovejssamtale. Sammen med Mulle er hun i Den Gamle By i Aarhus, med mor til indsamling for Kræftens Bekæmpelse (hvor moren lyver sig til en brystkræftdiagnose for at få penge i bøssen) og med far til koncert med the Pink Floyd Project.

29150281

Heltindens læge fortæller om det sted i hjernen, der bærer erindringen. Det hedder hippocampus, der betyder søhest, og det leder fortællerens tanker hen på den lille søhest, der bor inde i os alle og gemmer på vores erindringer. Det giver sig udslag i 12 ”Monologer fra en søhest”, hvori fortælleren genkalder sig de forelskelser og bekendtskaber, som hun er rundet af. At tænke på sig selv som en beholder af erindring er en måde, hvorpå fortælleren kan forstå tabet, uddyber Pilgaard i et interview. (Bogtube.dk: Sprog, smerte og søheste).

Der er en voldsom fart over sproget, som udover at være mundret og hverdagsligt optager en lang række litterære referencer. Da lægen diagnosticerer hendes smerte i ansigtet til at stamme fra næsens rod, replicerer fortælleren ”Eller den bankende rytme i alt hvad jeg længes imod” (s. 53) med en henvisning til Tove Ditlevsens digt ”Barndommens gade”, hvor der står ’væsens rod’.

Særligt i besøgene hos den tålmodige læge bliver det tydeligt, at fortælleren har svært ved at tale om det, der gør ondt. Hun taler udenom i stedet for at sætte fingeren på den følelse af ensomhed, der fylder hende – efter bruddet med kæresten og i livet generelt.

I 2015 udgav Stine Pilgaard ”Lejlighedssange”, som ligner debuten i stil, karakterer og indhold. Men hvor ”Min mor siger” var fortalt fra et ungt og søgende sind, er denne roman fortalt af en kvinde på vej ind i en, fornemmer man, skræmmende voksenverden med parmiddage og mors forventninger om familieforøgelse.

Den unavngivne jegfortæller tager i bogens begyndelse det afgørende skridt at flytte i andelslejlighed i Aarhus-forstaden Trøjborg sammen med sin kæreste, der tiltales det kønsneutrale du. Lejlighedskomplekset huser en række farverige personager, som man introduceres til via husmøder i andelsforeningen og gennem de lejlighedssange, som fortælleren hjælper sine naboer med at forfatte. Det lesbiske par Mormor og Ruth er ca. 200 år tilsammen, Louise og Lasse har taktfast sex, Lisa fortaber sig i islandske sagaer og Thomas mødes med venner i gården tidligt på aftenen, så det ikke bliver for sent.

51567072

Uagtet sine egne forventninger om en dag at ernære sig som forfatter har fortælleren job som horoskopskriver på et ugeblad, og romanen er bygget op om tolv horoskoper fra Vandbæreren til Stenbukken. Hvert horoskop fungerer som opsummering af det forestående kapitel, som alle indeholder to ”sange”, der ikke er lejlighedssange, men korte prosafortællinger om noget af det, fortælleren går og tænker på. Samtidig er disse sange en reference til romanens græske personer og til Homer. Et andet metaspor er den interesse for fortællinger og litteratur, som fortælleren og Lisa deler: ”Lisa siger, at det er op til fortælleren, hvornår historien er forbi, at det er litteraturens store dilemma” (s. 177), som der står i en afsluttende kommentar til den saga om jætten Helga, der fortælles gennem romanen.

I lighed med debuten er ”Lejlighedssange” et fletværk af citater: Gudrun har ”kysset med Jamel” (Kidd), ”Dagene findes, citronmånen lyser” (hilsen til Inger Christensen), de gør det, de er bedst til (Danske Bank) og vil så gerne have, at du bliver lidt længere (Fakta). TV-2, Carlsberg, julekalendersangen ”Vi er stjernestøv” osv. bliver inddraget i et virvar af sprogkoder, tekstlige referencer og talemåder.

Stine Pilgaard skriver videre på den fortælling, hun begyndte med ”Min mor siger”. Hovedpersonens udfordringer har flyttet sig i takt med alderen, men tvivlen om, hvad der er rigtigt i verden – samt en vis ladhed og en knivskarp evne til at lave punchlines – hænger ved.

Helt op på titelniveau har Mor en vigtig plads i ”Min mor siger”. Sætningen ”siger min mor” står mange gange i bogen, og hun fylder meget i romanen. Man forstår, at Mor er uomgængelig og et vilkår i livet. I ”Lejlighedssange” optræder også en mor, og hun har mange af de samme skråsikre holdninger og mærkelige indfald som mor-karakteren i ”Min mor siger”. En evindelig sammenligning af fortælleren og det engelske kronprinsepar Kate og Williams liv går f.eks. igen i de to mor-skildringer, lige som sætningen ”min mor siger” gør det. I ”Meter i sekundet” er fortælleren selv blevet mor, hvilket ganske ømt undersøges og skildres gennem romanen.

Pilgaards romaner er elementært sjove med deres skildringer af kikset kommunikation, sproglige hverdagsklicheer og forskellige forventninger til den samme situation. Pilgaard mener ikke, at det er hende, der er sjov, men verden, men man må alligevel tilskrive forfatteren en vis sans for det komiske i tilværelsen. Hun mener dog også, at der skal mere til end blot ironi, fortæller hun i et interview om debuten: ”Der må være noget andet også. Alvor og f.eks. melankoli. Faren ved ironi er, at man kan tabe muligheden for, at noget kan betyde noget, og det, synes jeg, er farligt. Ironi og humor kan sagtens fungere parallelt med noget mere alvorligt. Det var i al fald det, jeg ville med bogen.” (Kristen Bjørnkjær: Kærestesorg er ikke spildt. Information, 2012-02-02).

Karaktererne i Pilgaards bøger udtrykker sig i replikker, der er meget sigende for deres personlighed, og Stine Pilgaard fortæller om sin interesse for replikker og sprog: ”Det er sproget, vi forsøger at nå hinanden med. Jeg synes, at det er virkelig sjovt, hvordan folk udtrykker sig, metaforbrug, vendinger osv. Det minder mig om et dukketeater at skrive, jeg føler, at alt kan lade sig gøre der på papiret, og selv om jeg måske tager udgangspunkt i hverdagslivet kan det piftes op og lægges i en form, som jeg bestemmer, jeg føler mig som en lille glad minigud, der styrer fortællingen, en position jeg desværre kun befinder mig i når jeg skriver.” (Eget interview, 2012).

Gennem primært ”Min mor siger” og ”Lejlighedssange” er der utallige referencer til litteratur, musik og vendinger fra hverdagen, og de strækker sig fra salmedigteren Kingo til Shu-bi-dua og Danske Banks slogan, der sågar optræder i begge værker. I nogle tilfælde er det markeret, at der er tale om et citat, andre gange optræder det på lige fod med resten af fortællingen. Det er altså op til læseren selv at fange referencerne, der ofte bringer karaktererne i forlegenhed: ”Hold fastere omkring mig med dine runde arme, siger jeg. Min læge ser nervøs ud nu. Det er et citat, siger jeg hurtigt, fra et digt der hedder Angst.” (”Min mor siger”, s. 65). I debutbogen laver den belæste fortæller endvidere litterære udlægninger af barokken, postmodernismen og Emil Aarestrups digte, hvilket er med til at nuancere portrættet af den ellers ugidelige og blaserte fortæller.

Stine Pilgaard benytter en ironisk fortæller til at tematisere alvorlige og tunge emner som kærlighedssorg og ensomhed. I et næsten stand-up sjovt sprog og tempo portrætterer fortælleren sine omgivelser med humor og overlegenhed. Denne vidende og bidende humor ligner den, som den danske forfatter Kristina Nya Glaffey benytter sig af i sin roman fra 2012, ”Padder og krybdyr”. Heri er fortælleren en fandenivoldsk vred og ironisk kvinde, der med stor sproglig præcision og overblik mejer dårlig sprogbrug og grimme lesbiske ned.

De mange henvisninger til andre forfattere og den aktive indoptagelse af både hverdagens og faglig sprogbrug har Pilgaard til fælles med Ursula Andkjær Olsen, der i sine bøger også skriver videre på alverdens litteratur og sproglige vendinger. I teksternes veritable mylder af stemmer blander forskellige diskurser sig, og intet er for højt eller lavt til at optræde i teksten. Hos Pilgaard strækker referencerne sig fra Kingo til Anne Linnet, og hos Andkjær Olsen agerer såvel politisk propagandasprog som Thøger Larsens sommerviser underlæg for teksterne.

I ”Min mor siger” er der navngivne henvisninger til Emil Aarestrup, Kingo og Henrik Nordbrandt, hvis digtsamling ”Pjaltefisk” spiller en rolle som fysisk objekt (s. 62). Uden at forfatterne er nævnt finder man flere tekstlige henvisninger til Inger Christensen (s. 53) og Tove Ditlevsen, og det er i disse – og sikkert også flere – tilfælde op til den vågne læser at fange referencen. I ”Lejlighedssange” henvises der bl.a. til islandske sagaer og Homers ”Iliaden”.

De tolv ”Monologer fra en søhest” i ”Min mor siger” ligner med deres historiefortællende udgangspunkt i kroppens anatomi Peter Seebergs ”Den anatomiske tegning” fra ”Rejsen til Ribe” (1990), hvori kroppen også er bærer af erindring og reminiscenser af levet liv.

Pilgaard fortæller, at Inger Christensen er et litterært forbillede, ”fordi hun bruger sproget på en ganske unik måde og er genial i måden hun undersøger sproget og kan kombinere det med en inderlighed og følsomhed, der får én til at gentænke menneskenes position i verden.” (Interview med forfatterweb, 2012). Hun nævner videre ”islændingesagaernes koncise fortællestil og den humor der findes i de kortfattede menneskeskildringer, træk, der også ses hos Helle Helle.” Dette væsenstræk har Pilgaard taget med sig i sine bøger, der koncist og humoristisk skildrer karaktererne.

Direkte adspurgt, om hun føler sig som en del af en generation, siger Stine Pilgaard: ”Der tales meget om, at vi skriver om kroppen, men jeg tænker mere, at det er om intimitet, og at det skyldes massekommunikationen, som stiger og stiger. Så skriver vi om, hvordan mennesker kan eller ikke kan nærme sig hinanden. Det er ikke den store fortælling, der præger min generation.” (Kristen Bjørnkjær: Kærestesorg er ikke spildt. Information, 2012-02-02). I stedet har Stine Pilgaard selv omtalt ”Lejlighedssange” som en hyldest til det almindelige liv (Skønlitteratur på P1: Lejlighedssange og ordbogspoesi. DR, 2015-02-25).

Olga Ravn har i sin debutroman ”Celestine” fra 2015 også undersøgt forskellige familiekonstellationer. Hos Ravn er det primært skilsmissebarnets påtvungne samvær og ditto adskillelse med papsøskende, der er i centrum, hvor det hos Pilgaard er alskens forskellige måder at være familie på, der kastes lys på.