Stine Pilgaard

Stine Pilgaard er født i 1984 og voksede op i Aarhus-forstaden Vejlby-Risskov. Hun voksede op på skift hos sine forældre, der blev skilt, da hun var to år. Rigtige søskende har hun ingen af, men til gengæld har hun haft en del forskellige papsøskende og skiftende familierelationer. I folkeskoletiden, som hun tilbragte på Vejlby Skole, var hun efter eget udsagn glad for dansktimerne og god til at skrive stile. Efter studentereksamen fra Risskov Amtsgymnasium læste hun dansk og medievidenskab på Aarhus Universitet, hvor hun blev bachelor.

Inden hun blev optaget på Forfatterskolen i København i 2008, havde hun et sabbatår med en rejse til Indien. På Forfatterskolen gik hun på årgang med blandt andre Hanne Højgaard Viemose, Josefine Klougart, Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof, der i lighed med Stine Pilgaard alle har debuteret med bravur. Efter sin afgang fra Forfatterskolen har Pilgaard læst dansk på Københavns Universitet, hvor hun blev cand.mag. i 2012.

Interessen for at undersøge og beskrive familierelationer stammer fra hendes egen opvækst med skiftende familiekonstellationer: ”Jeg har altid været meget interesseret i relationer. Hvad er det, der gør, om mennesker fatter sympati eller antipati for hinanden, hvad er det, der gør, at de ikke forstår hinanden, og præcis hvornår finder misforståelsen sted. Familierelationen interesserer mig, fordi en gruppe mennesker er sat sammen i kraft af en kærlighed, der nærmest er dem pålagt og ikke tilvalgt (på samme måde som man vælger venner eller kærester). Menneskelige opbrud interesserer mig af samme grund, hvornår vælger man at afbryde relationer, hvornår er de følelsesmæssige bånd ikke stærke nok til at overvinde konflikter og hvor længe skal man prøve.” (Eget interview, 2012).

I debutromanen ”Min mor siger”, der udkom i 2012, er både karakterer og episoder temmelig overdrevne, hvilket også er en tendens, der stammer fra Stine Pilgaard selv: ”Min fantasi løber meget hurtigt, og netop i fiktionen har løgnen eller overdrivelsen sin berettigelse og virkeligheden kan få det farvestrålende skær, jeg egentlig synes den fortjener.” (Eget interview, 2012).

I 2015 udkom Stine Pilgaards anden roman ”Lejlighedssange”, der både i form og indhold deler debutens karakteristika.

Stine Pilgaard debuterede i 2012 med romanen ”Min mor siger”, der er en komisk skildring af en ung kvindes kærlighedskvaler, efter at hun er blevet forladt af sin kvindelige kæreste gennem tre et halvt år. Den navnløse jeg-fortæller (hun omtales blot som ’vores heltinde’) flytter hjem til sin far og hans kone i præstegården, hvor dagene går med at sove utallige branderter ud og ikke skrive speciale. Fortabt i selvmedlidenhed opsøger fortælleren henholdsvis sin læge, sin veninde Mulle – der fungerer som hendes spindoktor – og sin ejendomsmæglermor, der har mere travlt med at lystlyve til egen fordel end at trøste sin datter. Romanen forløber over et lille år og består af situationer, hvor fortælleren og hendes nærmeste taler forbi hinanden. Alle har hver sin dagsorden, de gerne vil tale om og ud fra, så det kniber med reel tovejssamtale. Sammen med Mulle er hun i Den Gamle By i Aarhus, med mor til indsamling for Kræftens Bekæmpelse (hvor moren lyver sig til en brystkræftdiagnose for at få penge i bøssen) og med far til koncert med the Pink Floyd Project.

29150281

Heltindens læge fortæller om det sted i hjernen, der bærer erindringen. Det hedder hippocampus, der betyder søhest, og det leder fortællerens tanker hen på den lille søhest, der bor inde i os alle og gemmer på vores erindringer. Det giver sig udslag i 12 ”Monologer fra en søhest”, hvori fortælleren genkalder sig de forelskelser og bekendtskaber, som hun er rundet af. At tænke på sig selv som en beholder af erindring er en måde, hvorpå fortælleren kan forstå tabet, uddyber Pilgaard i et interview. (Bogtube.dk: Sprog, smerte og søheste).

Der er en voldsom fart over sproget, som udover at være mundret og hverdagsligt optager en lang række litterære referencer. Da lægen diagnosticerer hendes smerte i ansigtet til at stamme fra næsens rod, replicerer fortælleren ”Eller den bankende rytme i alt hvad jeg længes imod” (s. 53) med en henvisning til Tove Ditlevsens digt ”Barndommens gade”, hvor der står ’væsens rod’.

Særligt i besøgene hos den tålmodige læge bliver det tydeligt, at fortælleren har svært ved at tale om det, der gør ondt. Hun taler udenom i stedet for at sætte fingeren på den følelse af ensomhed, der fylder hende – efter bruddet med kæresten og i livet generelt.