Inger Christensen

Inger Christensen voksede op i et arbejderkvarter i Vejle som det ældste barn af en søskendeflok på tre. Hendes far var skrædder og hendes mor kokkepige før ægteskabet. Da børnene var store, kom moren ud på arbejdsmarkedet som fabriksarbejder på blandt andet Tulip-slagterierne i Vejle. Skrædderens håndværksmæssige stolthed og kokkepigens indsigt i såvel husførelse som i den litterære dannelse i de fine familier indgår som kulturel og social klangbund for Inger Christensens opvækst. Faren havde desuden to højskoleophold bag sig og var så stolt af sin begavede datter, at hans arbejdsgiver foreslog, at Inger kom i gymnasiets mellemskole. Hermed var vejen banet for en studentereksamen. Inger Christensen hæfter sig selv ved forældrenes indflydelse på hendes uddannelsesforløb: ”I selve håndværksfaget ligger en ambition om at gøre tingene ordentligt, som jeg kendte fra min far – og fra min mors måde at føre hus på (...) Hos ens forældre kan der ligge en uudtalt længsel efter eller forståelse for det, som ikke bare er dagen og vejen, og som for eksempel viser sig i, at man synger sange fra Højskolesangbogen eller Arbejdersangbogen. Det betyder måske lige så meget, som hvis ens far var professor og for længst havde sagt alting.” (Peter Øvig Knudsen: Inger Christensen. Tilfældets poet. Fra bogen Børn skal ikke lege under fuldmånen – forfatterportrætter, 1996).

Allerede som student bar Inger Christensen på en digterdrøm. Lokket af tanken om en akademisk uddannelse tog hun efter sin studentereksamen i 1954 til København, hvor hun indskrev sig på universitet og tog filosofikum. Hun levede samtidig af et job som cykelvikar for Københavns Kommunes skolevæsen. I 1955 indsendte hun sine første digte til redaktøren af tidsskriftet Hvedekorn, Torben Brostrøm. Han antog hendes digte, og det blev også ham, som et par år senere fortalte Inger Christensen om den unge digter og litteraturstuderende Poul Borum.

Inger Christensen opgav sin universitetsdrøm til fordel for en økonomisk overkommelig lærereksamen på Århus Seminarium, som hun færdiggjorde i 1958. Samme år opsøgte hun Poul Borum, og et halvt år senere blev de gift. Ægteskabet holdt i 17 år, og sammen fik de, da Inger Christensen var sidst i 30’erne, sønnen Peter. På trods af skilsmissen i 1976 blev deres indbyrdes forbundethed først for alvor brudt med Borums død i 1996. Da Inger Christensen og Poul Borum i 1963 begge blev ansat på Holbæk Kunsthøjskole, havde Inger Christensen allerede udgivet sin debutdigtsamling, ”Lys” (1962), som hun skrev, mens hun var lærer i Knebel på Mols. På højskolen havde de to unge digtere blandt andre kommende forfattere som Henrik Nordbrandt og Sten Kaalø som elever. Efter tre semestre på kunsthøjskolen blev Inger Christensen i 1964 fuldtidsforfatter.

Ved siden af sin forfattervirksomhed har Inger Christensen siden 1978 været medlem af Det Danske Akademi. Fra midten af 1990’erne har hun ligeledes været medlem af Bielefelder Colloquium og Académie Européenne de Poésie.

Inger Christensen døde i januar 2009, 73 år gammel.

Inger Christensen debuterede i 1962 med den anmelderroste digtsamling ”Lys” og udgav de følgende  år endnu en digtsamling samt to romaner. Hendes  gennembrud indtraf i 1969, da digtsamlingen ”Det” udkom.

Samlingen er inddelt i en indledning, en hoveddel og en afslutning: Prologos, Logos og Epilogos. Indledningen er en genesis-beretning, der skildrer udviklingen fra kaos til mangeartet orden. Udgangspunktet er det lille ord det: ”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet. Bliver mere. Kombinerer andet med mere og bliver ved med at blive andet og mere”. Allerede på et grafisk niveau anskueliggøres udviklingen fra uorganisk væren til stadig mere differentierede livsformer.

21838543

Den oprindelige tekstblok på 66 linjer spaltes i løbet af prologen ud i kortere tekststykker – for til sidst at ende i enkeltstående linjer. Indholdsmæssigt bevæger Prologos sig hen imod en stadig mere detaljeorienteret betragtning af kulturverdenen. Et blik på byen forskydes til bygninger og rum. Herefter fokuseres der på mennesker, der mødes, for at ende ved det enkelte menneske. Der zoomes således langsomt ind på det enkelte individ. Inger Christensen har selv påpeget sammenkoblingen mellem sprog og biologi: ”Indbygget i bogen er også forholdet mellem sprog, natur og biologi, som allerede dengang var det egentlige projekt for mig. Bogen krøller sig ud af ordet det som en celledeling, og sproget bevæger sig på samme måde som levende organismer udfolder sig.” (Peter Øvig Knudsen: Inger Christensen. Tilfældets poet. Fra Børn skal ikke lege under fuldmånen – forfatterportrætter, 1996).

Bogens tekst er skrevet på maskine, hvilket giver samlingen et improviseret og uafsluttet præg. Samlingens grafiske udtryk peger på denne måde  på det åbne og uafsluttede i sin betydningsproduktion. Værket er således i overensstemmelse med sit eget skrifttematiske udgangspunkt: Betydning er ikke noget statisk men en dynamisk produktionsproces. Samlingen er imidlertid samtidig udtryk for et stramt konstruktionsprincip, der kommer i stand via en inddeling i symmetrier og et utal af andre formskemaer. Det står derfor også som et af de betydeligste konstruktionsarbejder inden for systemdigtningen.

Det er først og fremmest som lyriker, Inger Christensen har gjort sig bemærket, men hun har også skrevet flere eksperimenterende prosatekster. En af dem er fortællingen ”Det malede værelse” fra 1976. Fortællingen foregår i renæssancens Italien i byen Mantua. Handlingen er centreret omkring maleren Andrea Mantegna, der dekorerede et berømt værelse i greven Gonzagos palads. I tre forskellige fortællinger får vi kendskab til det myldrende liv omkring maleriets tilblivelse. I romanen sættes billedets figurer i bevægelse, og der præsenteres fragmenter af handlingsforløb fulde af intriger, mord og hemmelig elskov.

Med paralleller til renæssancemaleriet giver Inger Christensen sit romanbillede dybde og perspektiv ved at lade de tre fortællere berette om nogle af de samme begivenheder set fra forskellige synsvinkler. Det giver ikke et fuldt ud gennemlyst univers. Der åbnes  hele tiden for nye gåder, der hvor noget kommer til syne. Den tredelte fortælling består af kapitlerne ”Marsilio Andreasis dagbøger”, hvor grevens sekretær beretter, ”Påfuglens hemmelighed”, fortalt af den tyrkiske prinsesse Farfalla, og ”Min sommerferie”, fortalt af Mantegnas søn.

25826817

I den første del skildres sekretærens ulykkelige kærlighed til malerens hustru, som han tilbringer hemmelige øjeblikke med men aldrig kan få, og som han ender med at dræbe i affekt. Fortællingens anden del er tilegnet to utopiske kvindeskikkelser, der begge bærer på hemmeligheder af vidtrækkende erotisk karakter – dværgen Nana og den tyrkiske prinsesse Farfalla. I fortællingens tredje del lader Inger Christensen malerens søn, Bernadino, gøre det, hun som forfatter hele tiden har gjort undervejs: Nemlig at gå ind i Mantegnas billede. Sønnen forestiller sig i en skolestil, hvordan han går ind i et af faderens billeder, for at genfinde sin afdøde moder, som faderen skal kalde tilbage til livet – ligesom Orfeus, der i den græske mytologi forsøgte at kalde sin elskede Eurydike tilbage fra underverdenen.

Et af de tematiske omdrejningspunkter i ”Det malede værelse” er kunstens væsen. I bogen leger Inger Christensen med fortællingens mange elementer, som til stadighed flyttes rundt, så der hele tiden opstår noget nyt. Kunsten skildres på denne vis som udtryk for et bevidst arbejde og et eksperiment, der består af form og forvandling. Fortællingen tematiserer også idéen om kunsten som opstand mod tiden og tilintetgørelsen. I maleriske portrætter omsætter maleren liv og sanseligt stof til evighed. Maleren fastholder livet ud over det biologisk givne og fælder det ind i historien. I Inger Christensens historie sammenlignes maleren Mantegna ydermere med Orfeus. I lighed med forfatteren kan han kalde de døde tilbage til livet. Og det er først og fremmest den opgave, Inger Christensen har stillet sig selv med fortællingen. Hun sætter i fortællingen maleriernes aktører i spil og skildrer hermed en generobring af de tabte livsforhold. I fortællingen bringes figurerne ud af deres maleriske eviggørelse og indespærring og får nyt liv.

Gyldendal genudgav i 2005 ”Det malede værelse” samtidig med romanerne ”Evighedsmaskinen” og ”Azorno”.

Det er karakteristisk for Inger Christensens digtning, at hendes tilsyneladende frit fabulerende poesi er stramt organiseret efter fastlagte principper. I digtsamlingen ”Alfabet” fra 1981 er det strukturerende princip den såkaldte Fibonaccis-række, som henviser til middelaldermatematikeren Leonardo Fibonaccis eksponentielt voksende talrække. I rækken dannes et tal af summen af de to foregående tal. Denne talrække bestemmer i samlingen hvor mange linjer hvert digt indeholder. Hvert digt er samtidig sat sammen med et bogstav i alfabetisk rækkefølge. Bogens første digt lyder: ”Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes”. I de følgende digte fremhæves eksistensen af en række andre konkrete fænomener i verden – som brombær og cikader, druer og enebærbuske, fiskeørn og græs.

27885705

Digtsamlingen udkom, da den kolde krig var isnende nærværende. Atombomben og andre masseødelæggelsesvåben var sammen med bevidstheden om miljøkatastrofer kilde til megen frygt. Der fandtes i tiden en foruroligende oplevelse af, at det moderne samfund og dets teknologi var ved at gå grassat. ”Alfabet” omtaler ikke blot denne oplevelse af, at meget er ved at løbe helt af sporet. Oplevelsen afspejles også i selve bogens struktur, for Fibonaccis talrække accelerer vildt og voldsomt som kræftceller. Digtsamlingen er da også blevet læst som en form for apokalyptisk vision. Men samtidig med undergangstanken fremhæves i bogen den mangfoldighed af sanselige og synlige ting, der findes i verden. Det bliver en konstatering af verdens diversitet men også en form for bøn om, at abrikoser, druer, meloner og lignende fortsat må eksistere i verden – og en bøn om, at brintbomber og andre truende elementer må forsvinde.

I Inger Christensens fremhævelse af verdens mange fænomener ligger der også en placering af mennesket og det menneskeskabte som blot en lille del af biologiens selvproducerende system: ”For mig er ”Alfabet” en kritik af verdensbilledet i ”Det”, hvor et menneske udkaster en lille modelverden, som det tror at have et vist overblik over. I ”Alfabet” kommer det symbolske jeg og menneskene først ind i fortællingen, som en lille tilfældigt opslået del på et tidspunkt, hvor verden allerede er i sig selv.” (Peter Øvig Knudsen: Inger Christensen. Tilfældets poet. Fra Børn skal ikke lege under fuldmånen – forfatterportrætter, 1996).

I digtsamlingen ”Sommerfugledalen” fra 1991 viderefører Inger Christensen sin forkærlighed for en fast struktur i sin poesi. Samlingen er nærmere bestemt en såkaldt sonetkrans. Hvert digt i bogen er en sonet. Sonetformen består af 14 verselinjer med en jambisk rytme. Det vil sige, at der skiftes mellem en tryksvag og en trykstærk stavelse. De 14 vers er inddelt i to kvartetter med fire linjer og to terzetter med tre linjer. De klassiske sonetter er også kendetegnet ved faste rimskemaer. Kransen af sonetter opstår ved, at den sidste linje i hver sonet samtidig er begyndelseslinje i den næste sonet. Den sidste sonet – mestersonetten – består desuden af begyndelseslinjerne fra de foregående 14 sonetter. Inger Christensen siger selv, at arbejdet med en allerede eksisterende form ikke er en begrænsning men derimod en frugtbar metode: ”Netop fordi det skal rime, netop fordi sonetten skal have en bestemt rytme osv., så bliver kombinationsmulighederne så spidsfindige, at man let kommer til at sige noget, man slet ikke havde drømt om.” (Neal Ashley Conrad: Det svimlende punkt. Synsvinkler på forfatterskabet. Samtale med Inger Christensen. Artikel i tidsskriftet Spring nr. 18, 2002).

27513921

Et andet karakteristika er, at sonetten er en kompositionsform, hvor der i kvartetterne præsenteres et billede, som terzetterne udlægger. Dette kendetegn ses også i Inger Christensens sonetkrans. I hendes sonetter er der bl.a. tale om, at synet af sommerfuglesværme udlægges som meget andet end blot flyvende, farvestrålende insekter.

Digtsamlingen har undertitlen ”Et reqiuem”, det vil sige en messe for de afdøde. Døden og de afdøde spiller da også en væsentlig rolle i de 15 sonetter. I digtene flyver erindringsstumper, det glemte eller tabte, og mennesker, der er døde, forvandlede op som sommerfugle i gendigtningen af en synsåbenbaring af sommerfuglesværme i middagsheden i Brajcinodalen. Sonetterne handler således både om digterens møde med naturen i den makedonske dal, hvor der kan opleves et utal af sommerfuglearter, og hendes samtidige overvejelser om menneskelivets korthed, intensitet og forgængelighed i kontrast til naturens skønhed og storhed. Samlingen kredser også om, hvorledes mennesket beskriver virkeligheden ved hjælp af det poetiske sprog. Der sættes spørgsmålstegn ved det gængse sproglige billede, der placerer sommerfuglen som en metafor for sjælen. For sommerfuglen er natur, og sommerfuglebilledet indeholder derfor også døden i sig i Inger Christensens digtning.

Essaysamlingen ”Hemmelighedstilstanden” fra 2000 består af artikler, der alle er bestillingsarbejder lavet til aviser, antologier eller som foredrag i perioden 1989-94. Samlingen indeholder både de helt store eksistentielle og sprogfilosofiske overvejelser og en slags poetik for Inger Christensens forfatterskab. Forholdet mellem sprog og verden er ledetråden gennem de 12 essays, bogen består af. Teksterne tager udgangspunkt i alt fra William Blakes’ kobberstik af Newton, den tyske romantiske digter Novalis, sprogforskeren Rasmus Rask til steder, der minder om verdens ende, og Inger Christensens egne digte. Bogens essays er kendetegnet ved mange abstrakte overvejelser, men de filosofiske diskussioner sættes hele tiden sammen med det konkrete, håndgribelige, synlige og sanselige.

22927663

Et væsentligt diskussionspunkt i essaysamlingen er det under eller den tilfældighed, at menneskeheden er vokset frem af en enestående jordklode. Mennesket skildres som den særlige del af naturen, der kan betragte naturen og sig selv. Vi er enestående skabninger, der bruger ordet Gud, fordi vi har forestillinger om at kunne begribe hele universets sammenhæng udefra – som en Gud ville kunne. Men vi kan ikke komme uden for verden og se den udefra. Vi er altid en del af den, omtrent ”som øjet der ikke kan se sin egen nethinde” – som bogens sidste essay hedder. Christensen insisterer i det hele taget på de intime relationer mellem biologiens processer og det menneskeskabte. Hun understreger vigtigheden af, at der ikke sættes skarpe skel mellem naturen og menneskets kultur, men at vi prøver at se vores udfoldelse mere som en del af naturens proces.

Bogens titel er hentet fra den tyske romantikker Novalis udsagn: ”Det ydre er et til hemmelighedstilstand opløftet indre.” Der henvises til det mysterium, at sproget er uopløseligt forbundet med virkeligheden i en hemmelighedstilstand, som er tilgængelig gennem poesien. Hemmelighedstilstanden er noget indre i bevidstheden, hvor det er muligt at komme til en erkendelse om verden, hvis man er tilpas åben for at lade sig selv fare vild, indtil tingene eller ordene siger sig selv. Digteren opsøger i sin poesi en tilstand, hvor tingene siger sig selv. Hermed udslettes adskillelsen mellem menneskets bevidsthed og verden for et øjeblik. Det er muligt, fordi verden kan betragtes som et stort net af mulige sammenligninger, som mennesket – der er frembragt af naturen – er en del af. Mennesket er knyttet til naturens former ved selv at være en af dens mangfoldige former. Derfor er det muligt at erkende sammenhænge i verden, og her insisterer Inger Christensen på, at vores indsigt i verden samtidig er verden selv, der udfolder sig gennem os. Fordi naturens former gentager sig i mennesket og dets sprog. Verden kan både læse og læses, som det hedder i essayet ”Den naive læser”. Mennesket læser verden på samme måde, som alle levende organismer må læse den verden, de er sat i, for at overleve: ”Vi som mennesker kan læse en mangfoldighed af tegn, fra stjernernes og skyernes bevægelser, over fugletræk og fiskestimer til myresprog og vandhvirvler hjemme i køkkenvasken”.

Tre år efter Inger Christensens død udgives bogen ”Æter” med undertitlen ”En forestilling og en udstilling om omvejen & øjeblikket”. Inger Christensens tekst stammer fra 1986, hvor performanceteateret Hotel Pro Forma opfordrede forfatteren til at skrive en tekst, som skulle følge visse koreografiske principper og bestemte dramatiske grundformer – og som skulle kunne opføres på et kunstmuseum. Forestillingen tager bl.a. udgangspunkt i Horats sætning Ut pictura poesis (som billedet således digtet). Resultatet er en tekst, der fremstår som en blanding af lyrik og teatermanuskript. Flere kritikere har da også hæftet sig ved, at der nærmere er tale om lutter monologer frem for en egentlig dramatisk tekst.  

29067740

En række figurer fra den græske mytologi blandes med mere nutidige figurer, som dog alle er placeret i en genkendelig nutidsvirkelighed med parker og aviskiosker. Det mytologiske trekantsdrama mellem Hefaitos, Ares og Afrodite optræder i den gådefulde tekst ikke blot sammen med Pythia, kvinden der udlagde gudernes svar ved oraklerne i Delfi, men også med figurer som fruen, adoptivbarnet, husholdersken, Landmåleren, Arkæologen og Kvinden, der er faret vild. I løbet af bogen gentager og forskyder figurerne hinandens replikker i et uoverskueligt mønster, ligesom billeder og ledemotiver popper op i forskellige sammenhænge i løbet af tekstens tre dele.

Der synes at udspille sig et stort og uigennemsigtigt drama bl.a. med referencer til myten om Ødipus og med tematikker som forfængelighed, erindring og livet som både det, der kan måles i tid, og det, der kan ses som et sammenhængende landskab ved tilværelsens afslutning. Nok så vigtigt er imidlertid Christensens evne til at danne poetiske billeder, rytme i replikkerne, klare, eksistentielle udsagn og labyrintiske handlingsgange.

Om titlen siger lederen af Hotel Pro Forma, Kirsten Dehlholm: ”Det er jo en rimelig abstrakt tekst, som også er universel. Så mine tanker blev ledt mod universet, hvor man jo blandt andet i gamle dage troede, at universet var fyldt med æter, så måske var der en sammenhæng. Teksten er i hvert fald meget sfærisk og luftig, og den beruser samtidig. Ligesom hvis man fik for meget æter i koncentreret form”. (Havebackstage.dk).

Forestillingen ”Æter” blev opført på Statens Museum for Kunst i 1987.

Adskillige af Inger Christensens værker er for længst blevet udråbt til moderne klassikere i dansk litteratur og oversat til en række sprog. Forfatteren blev da også mange gange, mens hun levede, nævnt som det mest seriøse danske bud på en Nobelpris-kandidat.

På trods af deres forskellighed indeholder Inger Christensens værker også mange fælles tematikker. Gennem hele sit forfatterskab kredser hun om nogle af de samme grundlæggende forhold. Det drejer sig blandt andet om eksistensens, kroppens og bevidsthedens organiske sammenhæng med natur og kosmos – og den særlige status mennesket har til denne sammenhæng i kraft af sproget. Hos Inger Christensen finder man en særlig naturfilosofisk tænkning, som hænger uløseligt sammen med hendes digteriske praksis. Kulturen og sproget er ifølge Inger Christensen ikke frit skabt af mennesket uafhængig af og løsrevet fra naturen men gentager med nødvendighed naturens strukturer og processer. En af grundpillerne i forfatterskabet er således, at digtningen i en eller anden forstand mimer naturen. Mennesket kan kun forme verden i forlængelse af de principper, der virker i verden.

Det er vanskeligt at sætte Inger Christensens forfatterskab i forbindelse med beslægtede forfatterskaber. For der findes ikke andre forfattere, der som hende kombinerer alt fra matematiske systemer og musiske strukturer, biologiens celledeling og sprogfilosofi med et blik for verdens mangfoldighed af sanselige fænomener og et øre for de sproglige nuancer.

Inger Christensen har imidlertid været en væsentlig inspirationskilde for mange andre forfattere. Digtsamlingen ”Det”s næsten encyklopædiske mangfoldighed satte sig mange spor i 70’ernes lyrik. Det skete blandt andet i kredsen omkring tidsskriftet Hvedekorn, som fra 1968 og frem blev redigeret af Inger Christensens mand, Poul Borum. Det var dog mere de spontane end de systemorienterede sider ved Inger Christensens forfatterskab, der blev videreført af Borum og yngre lyrikere som Peter Laugesen. Forlaget Arena var sideløbende hermed med til at videreføre den skrifttematiske digtning, som i perioden tiltrak unge forfattere, der ikke følte sig hjemme i datidens hverdagsrealisme og brugslitteratur. Af danske forfattere, der har arbejdet med det skriftteoretiske i deres tekster, kan nævnes Per Højholt, Klaus Høeck og Henrik Bjelke.

Mange yngre forfattere har ligeledes været inspireret af Inger Christensens digtning. Da den danske digter Palle Sigsgaard i 2007 udsendte sin anmelderroste debutdigtsamling ”Glitrende støv danser”, blev Inger Christensen f.eks. nævnt som en vigtig inspirationskilde. I Peter Adolphsen & Ejler Nyhavns versroman ”Katalognien” fra 2009 finder man sonetkransen ”Lummerhuledvalen” med en slet skjult henvisning til ”Sommerfugledalen”. Endnu et eksempel er Martin Larsens bogværk ”Svanesøsonetterne” fra 2004, som består af 60 sammenkrøllede løsark i en rigsarkivæske, der blandt andet indeholder det, der kaldes et forsøg på en sonetkrans.