portræt af Peter Adolphsen
Foto: Robin Skjoldborg

Peter Adolphsen

cand.mag. Troels Heeger Jacobsen, 2006. Senest opdateret af Louise Rosengreen, april 2020. Blå bog og bibliografi opdateret maj 2024.
Top image group
portræt af Peter Adolphsen
Foto: Robin Skjoldborg

Peter Adolphsens stil er på en gang drilsk og legende og samtidig drevet af en filosofisk erkendelsestrang. Med værkerne “Små historier” og “Små historier 2” blev Adolphsen kendt for sine kortprosatekster, der parrer det mystiske med det hverdagslige og det videnskabelige med det overnaturlige. Med de ultrakorte romaner “Brummstein”, “Machine” og ”År 9 efter Loopet” rendyrkes og videreudvikles den minimalistiske poetik og det filosofiske anslag, og det lumre bliver decideret frækt i sci-fi-romanen ”Rynkekneppesygen”, der med sine 247 sider er Adolphsens længste til dato.

138184846

Blå bog

Født: 1. september 1972 i Aarhus.

Uddannelse: Forfatterskolen, København, 1993-1995.

Debut: Små Historier, Samleren, 1996. Noveller.

Litteraturpriser: Niels Klim-prisen, 2013. Zinklar-Prisen, 2022.

Seneste udgivelse: Ellepigen Pif og 42, den tavse guru. Gyldendal, 2024. Roman.

Inspiration: Per Højholt, Martin Larsen og Peter Seeberg

Periode: Minimalisme i 1990'erne

 

 

 

Videoklip

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”TRYLLEOSTEN
I et tomt, aflåst lokale sad der engang en mand med en humpel trylleost i hånden. Denne ost skulle redde ham fra sulten og tørsten en tid lang, men også ende med at slå ham ihjel: Magien var nemlig den, at osten voksede for hver gang, han spiste af den. Han led den fæle kvælningsdød, klemt op mod et hjørne af loftet.”
”Små historier 3”, s. 9.

Peter Adolphsen blev født i 1972 og voksede op i Aalborg, USA og Østrig. Efter en teateruddannelse blev Adolphsen i 1993 optaget på Forfatterskolen i København, som i disse år udklækkede en række kortprosaister (bl.a. Helle Helle og Katrine Marie Guldager), der efterfølgende skulle blive kendt under en fælles hat som den særlige halvfemsergeneration. Med sin egentlige bogdebut “Små historier” i 1996 befæstede Adolphsen sin position som en af de mere originale og langtidsholdbare stemmer blandt halvfemsernes kortprosaister.

Om sin bekendelse til den korte form udtaler Peter Adolphsen med en karakteristisk trang til at vende problemstillingen på hovedet: “Som en af dem, der skriver kort, mener jeg sådan set, at det er dem, der skriver langt, der skylder en forklaring.” (Lotte Folke Kaarsholm: Noveller: Så morsomt man kan græde. Information, 2005-09-29).

Ved siden af forfatterkarrieren studerede Adolphsen i 1991-92 på Nordisk Teaterskole, og i 1996-97 læste han Arabisk filologi på et privat universitet i Córdoba. I 1997-98 redigerede han det litterære tidsskrift ”Den Blå Port”, og i perioden 2001-02 vendte Adolphsen tilbage til Forfatterskolen, denne gang som underviser. Siden 2000 har han arbejdet som freelanceskribent ved Dagbladet Information og dækkede blandt andet VM i fodbold 2006 med en række kulturjournalistiske artikler.

 

Små historier

“Barnetro. En lille pige skrev engang på et stykke papir: Gud, hvis du findes, så tag dette stykke papir, og lod det ligge på sit bord natten over. Næste morgen var papiret der stadig. Hun gentog forsøget en gang til nogle dage senere, og en sidste gang året efter. Derefter troede hun ikke helt på samme måde som før. Gud havde vel nok skabt jorden følte hun, men efter at have sat den i gang kunne Han ikke længere gribe ind i den, ikke uden at Hans indgriben ville få konsekvenser, der forgrenede sig ud i det uendelige og i sidste ende ville betyde jordens undergang. Hun tænkte på de farvede, trefligede blad inden i kinaskak-kuglerne, som var urørlige, selv hvis man knuste kuglen med en sten, og hun tænkte, at sådan måtte Gud have det med sin jord.”
“Små historier”, s. 39.

Med Peter Adolphsens debut “Små historier” fra 1996 fik den danske litteratur en særegen stemme. Det anmelderroste værk består af 29 kortprosatekster, der med glubende appetit giver sig i kast med at beskrive, besmykke og ændre på vores opfattelse af den omgivende verden.

Teksterne spænder vidt – fra beskrivelser af fiktive glemte sprog til skabelsesmyter og komponisten Johann Sebastian Bachs møde med sit spøgelsesagtige spejlbillede. Adolphsen præsenterer os blandt andre sære fænomener for et sprogforvirret rumvæsen, en slagter der må spise sit eget ben og en by bestående af avispapir. 

I “Små historier” finder man også adskillige tekster, der nærmest har karakter af skabelsesmyter (“De spredte knogler”, “Deus Liber et Pagina”, “Ørkenens vældige stilhed”) eller på anden vis beskæftiger sig med alternative bud på det mytologiske spørgsmål om verdens skabelse. Andre steder afslører Adolphsen en forkærlighed for det leksikalske tonefald, eksempelvis i “Beretning om sproget Gitii”, der beskriver et uddødt sprog, som udelukkende består af verber.  

Ved første øjekast forekommer de små historier således vidt forskellige, men bag samtlige tekster finder man en fortæller med et stort vid, sans for ironi og ikke mindst en særdeles veludviklet fantasi. De korte tekster er fælles om at sætte en legende og frit fantaserende underfundighed i spil, som sammenkobles med filosofiske spekulationer over emner som sprogets meningsskabende funktion, guds eksistens og verdens begyndelse.  

I teksten “Barnetro” lader Adolphsen en lille pige forholde sig aktivt til spørgsmålet om guds eksistens. På trods af det religiøst søgende pigebarns tilsyneladende naivitet viderefører hun i realiteten en kompliceret teologisk debat om konflikten mellem en teistisk og en deistisk gudsopfattelse. Via tekstens afsluttende greb opløses det teologiske sprog og fortættes i det poetiske og flertydige billede af den knuste kinaskakkugle (her citeret efter 3. udgave. I andre udgaver står der ’glaskugle’, lige som der er andre forskelle), der muligvis bærer på et større forklaringspotentiale end den filosofiske analyse. Adolphsens adelsmærke består på denne måde i at sætte læserens tankevirksomhed i gang. Bogens “små historier” vokser således ved eftertanke.