Peter Adolphsen
Foto: Robin Skjoldborg

Peter Adolphsen

cand.mag. Troels Heeger Jacobsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2006. Senest opdateret af Louise Rosengreen, Bureauet, oktober 2018.
Top image group
Peter Adolphsen
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Adolphsen, Peter
Foto: Polfoto

Indledning

Peter Adolphsens stil er på en gang drilsk og legende og samtidig drevet af en filosofisk erkendelsestrang. Med værkerne “Små historier” og “Små historier 2” blev Adolphsen kendt for sine kortprosatekster, der parrer det mystiske med det hverdagslige og det videnskabelige med det overnaturlige. Med de ultrakorte romaner “Brummstein”, “Machine” og ”År 9 efter Loopet” rendyrkes og videreudvikles den minimalistiske poetik og det filosofiske anslag, der blev udviklet i de “små historiers” kortprosalaboratorium, og d. I ”En million historier” og ”Katalognien. En versroman” er formeksperimenterne endnu mere radikale, mens det forfinede intellektuelle og filosofiske præg er blevet fortrængt af en pudsig fortællestil med komiske og lumre indslag. Det lumre bliver decideret frækt i sci-fi-romanen ”Rynkekneppesygen”, der med sine 247 sider er Adolphsens længste til dato.

47791596

Blå bog

Født: 1. september 1972 i Aarhus.

Uddannelse: Forfatterskolen, København, 1993-1995.

Debut: Små Historier, Samleren, 1996. Noveller.

Litteraturpriser: Niels Klim-prisen, 2013.

Seneste udgivelse: Små historier. Gyldendal, 2020. (3).

Inspiration: Per Højholt, Peter Seeberg og Martin Larsen.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Barnetro.
En lille pige skrev engang på et stykke papir: Gud, hvis du findes, så tag dette stykke papir, og lod det ligge på sit bord natten over. Næste morgen var papiret der stadig. Hun gentog forsøget en gang til nogle dage senere, og en sidste gang året efter. Gud havde vel nok skabt jorden, følte hun, men efter at have sat den i gang, kunne Han ikke længere gribe ind i den, ikke uden at Hans indgriben ville få konsekvenser, der forgrenede sig i det uendelige. Hun tænkte på de farvede, trefligede blade inden i kinaskak-kuglerne, som var urørlige, selv hvis man knuste kuglen med en sten, og hun tænkte, at sådan måtte Gud have det med sin jord.”
“Små historier”, s. 39.

Peter Adolphsen blev født i 1972 og voksede op i Aalborg, USA og Østrig. Efter en teateruddannelse blev Adolphsen i 1993 optaget på Forfatterskolen i København, som i disse år udklækkede en række kortprosaister (bl.a. Helle Helle og Katrine Marie Guldager), der efterfølgende skulle blive kendt under en fælles hat som den særlige halvfemsergeneration. Med sin egentlige bogdebut “Små historier” i 1996 befæstede Adolphsen sin position som en af de mere originale og langtidsholdbare stemmer blandt halvfemsernes kortprosaister.

Om sin bekendelse til den korte form udtaler Peter Adolphsen med en karakteristisk trang til at vende problemstillingen på hovedet: “Som en af dem, der skriver kort, mener jeg sådan set, at det er dem, der skriver langt, der skylder en forklaring.” (Lotte Folke Kaarsholm: Noveller: Så morsomt man kan græde. Information, 2005-09-29).

Ved siden af forfatterkarrieren studerede Adolphsen i 1991-92 på Nordisk Teaterskole, og i 1996-97 læste han Arabisk filologi på et privat universitet i Córdoba. I 1997-98 redigerede han det litterære tidsskrift ”Den Blå Port”, og i perioden 2001-02 vendte Adolphsen tilbage til Forfatterskolen, denne gang som underviser. Siden 2000 har han arbejdet som freelanceskribent ved Dagbladet Information og dækkede blandt andet VM i fodbold 2006 med en række kulturjournalistiske artikler.

 

Små historier

Med Peter Adolphsens debut “Små historier” fra 1996 fik den danske litteratur en særegen stemme. Det anmelderroste værk består af 29 kortprosatekster, der med glubende appetit giver sig i kast med at beskrive, besmykke og ændre på vores opfattelse af den omgivende verden.

Teksterne spænder vidt – fra beskrivelser af fiktive glemte sprog til skabelsesmyter og komponisten Johann Sebastian Bachs møde med sit spøgelsesagtige spejlbillede. Adolphsen præsenterer os blandt andre sære fænomener for et sprogforvirret rumvæsen, en slagter der må spise sit eget ben og en by bestående af avispapir. 

I “Små historier” finder man også adskillige tekster, der nærmest har karakter af skabelsesmyter (“De spredte knogler”, “Deus Liber et Pagina”, “Ørkenens vældige stilhed”) eller på anden vis beskæftiger sig med alternative bud på det mytologiske spørgsmål om verdens skabelse. Andre steder afslører Adolphsen en forkærlighed for det leksikalske tonefald, eksempelvis i “Beretning om sproget Gitii”, der beskriver et uddødt sprog, som udelukkende består af verber.  

Ved første øjekast forekommer de små historier således vidt forskellige, men bag samtlige tekster finder man en fortæller med et stort vid, sans for ironi og ikke mindst en særdeles veludviklet fantasi. De korte tekster er fælles om at sætte en legende og frit fantaserende underfundighed i spil, som sammenkobles med filosofiske spekulationer over emner som sprogets meningsskabende funktion, guds eksistens og verdens begyndelse.  

I teksten “Barnetro” lader Adolphsen en lille pige forholde sig aktivt til spørgsmålet om guds eksistens. På trods af det religiøst søgende pigebarns tilsyneladende naivitet viderefører hun i realiteten en kompliceret teologisk debat om konflikten mellem en teistisk og en deistisk gudsopfattelse. Via tekstens afsluttende greb opløses det teologiske sprog og fortættes i det poetiske og flertydige billede af den knuste kinaskakkugle, der muligvis bærer på et større forklaringspotentiale end den filosofiske analyse. Adolphsens adelsmærke består på denne måde i at sætte læserens tankevirksomhed i gang. Bogens “små historier” vokser således ved eftertanke.

 

Små historier 2

“Hvis alle de popsange, som i tidens løb er blevet fadet ud, spiller videre et andet sted.

Hvis der i Budapest, provinshovedstad i dobbeltmonarkiet, netop som damperen fra Sofia lagde til kaj, lå en tysk kunstmaler på sit kvistværelse, stiv som et bræt af strykning, tre dage efter at have sendt et telegram til sin udkårne, en bulgarsk jødinde.”
”Små historier 2”, s. 46.

Med “Små historier 2” fra 2000 benytter Peter Adolphsen atter succesopskriften på den effektfulde og underfundige kortprosa, som han blev kendt for med debutbogen. “Små historier 2” er ligesom sin forgænger en samling af viltre kortprosatekster, som i første omgang peger i alle mulige og umulige retninger. Denne gang får læseren mulighed for at stifte bekendtskab med godt og vel 38 tekster, der behandler adskillige af Adolphsens velkendte temaer som eksempelvis skabelsesmyten, meningssammenbruddet og tilfældets magt.  

I teksten “Shams Al-Mukhraiti” viderefører Adolphsen sin trang til at lege med den leksikalske klassifikation. Her fortælles i et påfaldende neutralt tonefald om en nordafrikansk plante, hvis plantesaft er særdeles rig på psykoaktive stoffer. Tekstindholdet er yderst troværdigt, og læseren narres i høj grad af formen til at tro på plantens eksistens.  

23103893

Adolphsens fantasi har denne gang barslet med en række formelle nyskabelser. I en tekst om cirkusdomptøren Luboslav Hacek får læseren selv mulighed for at vælge slutningen med samme teknik, som man kender fra rollespilsbøger. En anden spidsfindighed finder man i teksten Hvis’er”, der oplister en række humoristiske og ganske mærkværdige præmisser.

 

I 2002 udkom Små Historier 1 & 2” i en samlet udgave.

 

 

 

 

 

Brummstein

“For 20-30 millioner år siden i virkelig tid og omtrent to døgn i den metaforiske nedskalering konvergerede Adria og Europas plader, hvorved førstnævntes nedre skorpe blev kilet så dybt ind i den europæiske skorpe, at denne flækkende. Den fraflækkede nedre skorpe blev tungere som følge af metamorf omdannelse og sank videre nedefter.”
“Brummstein”, s. 9.

Med romanen Brummstein” fra 2003 udgav Peter Adolphsen sin første større prosatekst. I bogen fortælles om en uforklarligt brummende sten, titlens “Brummstein”, som en amatørgeolog i begyndelsen af det tyvende århundrede henter op fra et dybtliggende hulesystem i de schweiziske alper. Efterfølgende udgøres romanens udviklingsprincip af stenens skiftende ejerforhold gennem historien.  

Indledningsvis befinder vi os blandt politiske aktivister i mellemkrigstidens Berlin. Her får en jødisk pige foræret den mystiske brummesten, men glemmer den under sin flugt fra nazisterne. Stenen havner derfor på et hittegodskontor, hvor en pensioneret billetsælger forærer den til et forældreløst barn, der senere bliver borger i Østtysklands Demokratiske Republik. Med tiden bliver stenen del af et eksperimenterende kunstværk i efterkrigstidens Tyskland. 

24624331

I Brummstein” får Adolphsen med den brummende sten som romanens drivkraft portrætteret skabelsen af det moderne Europa. Ved at lade stenen indgå i en mangfoldighed af funktionssammenhænge viser han, hvorledes sociale relationer mellem mennesker udsættes for historisk forandring. Dermed fungerer stenen som katalysator for en begivenhedsrig rejse gennem det 20. århundredes Europa. Stenen bliver et symbol på det moderne menneskes forskelligartede drømme og håb – fra et mystisk vidnesbyrd om et underjordisk folk til et avantgardistisk kunstværk. Med Brummstein” leverer Adolphsen et originalt portræt af det europæiske kontinents turbulente tilblivelseshistorie, både på det geologiske, det kulturelle og det politiske plan.

 

 

 

Machine

“Den konkrete smule materie, som angår os her, har som alt andet eksisteret siden det såkaldte big bang, men tidspunktet for denne dråbe benzins højeste grad af organisation, dengang den indgik i sin mest raffinerede struktur, var her på planeten, for 55 millioner år siden, i yngre eocæn, da den var en lille urhests bankende hjerte.”
Peter Adolphsen: “Machine”, side 8.

I 2006 udgav Peter Adolphsen “Machine”, som på mange måde minder om sin forgænger “Brummstein”. Fortællingen begynder som mange af Adolphsens tekster med verdens begyndelse. I universet, skriver Adolphsen, er mængden af materie konstant, og materiens udvikling siden Big Bang er drevet af dens opløsning, metamorfose og dens gennemløb af varierende former og strukturer. Denne kosmologiske rammefortælling udgør baggrunden for bogens dramatiske fortælling om den konkrete smule materie, som i tidernes morgen udgjorde hjertet i en urhest.

Med dette udgangspunkt udfolder Adolphsen et fintmasket narrativt net af de tilfældighedsmønstre, der iværksættes, da en urhest for 55 millioner år siden drukner i en sump. Med tiden omdanner organiske processer hestens hjerte til en dråbe olie i et underjordisk reservoir. Det er denne dråbe, der sammenknytter fortællingens to hovedpersoner, den aserbajdsjanske cykelrytter Djamolidine og den biologistuderende Clarrissa Sanders. Djamolidine får revet underarmen af i en arbejdsulykke på det oliefelt, der henter oliedråben op af undergrunden og raffinerer den til benzin. Senere indånder Clarissa benzindråben, der nu er transformeret til sodpartikler og pådrager sig derved en dødelig kræftsygdom. Ved at skildre materiens løbende metamorfose, der således strækker sig fra urtid til vor tid, rokker Adolphsen gevaldigt ved vores forestillinger om skæbnens magt versus den rene tilfældighed.

26283183

Med “Machine” kan Adolphsen siges at rentegne den skitse til en minimalistisk romanpoetik, som blev påbegyndt med “Brummstein”. På det stilistiske niveau viderefører “Machine” den umiskendelige leksikalske tone, der siden “Små Historier” har været en fast bestanddel af forfatterskabet. På den anden side opererer Adolphsen i “Machine” som i “Brummstein” insisterende med en narrativ konstant, der i førstnævnte tilfælde udgøres af den konkrete materie, der i tidens løb gennemløber metamorfosen fra hestehjerte til benzindråbe.

“Machine” er Adolphsens forsøg på at indfange verdenens kompleksitet og dens svimlende tilfældighed i en meningsdannende narrativ form. Bogen beskriver på den ene side et enkelt aspekt (hestehjertet) af materiens uendelige transformationsproces, mens den på den anden side samtidig selv iscenesætter og gennemfører denne transformation ved at løfte materiens historie ud af verden og indsætte den i en litterær form. “Machine” er på denne måde en æstetisk fordring om at indfange og fortælle universets kompleksitet i romanform, og værket bliver på en og samme tid et ambitiøst forsøg på at etablere et forhold mellem litteratur og verden og en opløsning af dette forhold.

En million historier

“Den gamle elefant harkede en klat slim op på kakkelvæggen. Den silede langsomt nedad, fulgt med øjnene af både dyret og dyrepasseren, Hektor. Begge huskede de, at
han havde udtrykt skepsis mht. kunstens forløsende kraft. ”Er det ikke bare kulørte lamper på kapitalens damptromle?” lød spørgsmålet. Derefter fulgte håndgemæng og
en lægeerklæring, som ingen havde orket at underskrive. Lyset var blevet orange, men han vidste ikke, om det var daggry eller skumring. Han kiggede ud af sine øje og så
varm æblegrød, som dengang han var lille. Ned i underbukserne. ”He…” begyndte han at skose sig selv, men kom så i tanke om en gemt og glemt slikpose."
“En million historier”, nr. 083200.

For en forfatter som Peter Adolphsen, hvis ry stammer fra elegant ordknappe udgivelser i genrerne kortprosa og kortroman, er “En million historier” fra 2007 helt usædvanligt langtrukken. Efter forfatterens egen beregning vil det koste 694 døgns uafbrudt indsats at komme fra ende til anden – hvilket han ikke engang har villet udsætte sig selv for. 

Alligevel er der ikke brug for hverken trillebør eller flyttemænd for at få værket på plads i reolen. Denne bog, som Peter Adolphsen har skrevet, men altså ikke læst, baserer sig nemlig på et enkelt kombinatorisk princip. Hver af bogens ti sider er strimlet i seks baner, som kan bladres for sig. Med dette simple greb eksploderer antallet af mulige måder at samle en enkelt side. Man har ti valgmuligheder for første strimmel, hvorefter man skal vælge mellem ti tekststumper i strimmel nummer to, hvilket fører til yderligere ti muligheder i den tredje strimmel, osv. I alt ti opløftet i sjette – eller titlens én million. Bogen fungerer som en enarmet tyveknægt, hvor rullernes farvestrålende stjerner og gulerødder er erstattet af tekststumper, og et træk i pinden får en ny historie til at rulle frem. 

“En million historier” er et formeksperiment, der nok kan få én til at spekulere over, hvad meningen med litteratur er, når man læser noget, som ingen andre har læst, og som ingen, i en vis forstand, har skrevet eller i hvert fald ment. Værkets indhold er da også nærmere konceptet, dvs. de regler, som binder den sammen. Bogens forord gør pligtskyldigt opmærksom på, at saml-selv-konceptet er planket fra avantgardisten Raymond Queneau, som i 1961 udgav “Cent mille milliards de poèmes” – hundrede tusinde milliarder digte. Adolphsens fortjeneste og bedrift er at have fundet syntaksen for en bestemt type fortælling i seks led. Én af reglerne er f.eks. at første strimmel skal introducere en hovedperson, der begynder med ’H’. En anden bestemmer at den femte strimmel skal starte med en præposition. Ved at skifte leddene ud med andre, der opfylder reglerne, avler han på strukturen, og fordi den er paradigmatisk, kan han gøre det uhæmmet. En udskiftning ét sted har ingen konsekvenser i resten af fortællingen, modsat f.eks. Sværd og Trolddom-bøgerne, hvor en skidt disposition hurtigt kan få en placeret i en fugtdryppende hule, hvor der bor orker.

26888182

“En million historier” er en million sjove historier, hvor den komiske effekt især skyldes de overraskende, nogle gange tankevækkende sammenstillinger, der skabes i de tilfældige overgange mellem tekststumperne. Stumperne er i sig selv kuriøse, fyldt med plumpe replikker og forsigtigt melankolsk lommefilosofi, og det er ved hjælp af denne indholdsmæssige lavpandethed, at “En million historier” bliver noget så sjældent som et avantgardistisk inspireret eksperiment med litterær form, der samtidig vil gøre sig som mandelgave, ligegyldigt hvem i familien, der måtte sidde storsmilende tilbage. 

Katalognien – En versroman

”“Se, for at score udsøgt jurafisse
så må vi hykle ærlig interesse,”
si’r Peter, ”Hvis du tegner dér en stjerne,
for at markere min berømte hjerne,
for planen er at score hver en skønhed
ved taktisk, skamløst spil på min bekendthed.”
… og kækt går han i ring”
"Balladen om et remake på staden”, side 9

I “Katalognien. En versroman” fra 2009 kaster forfatterparret Peter Adolphsen og Ejler Nyhavn sig ind i teksten og ud i et eventyr, hvor deres karikerede alter egoer optræder som solide antihelte. Bag det festligt klingende pseudonym Ejler Nyhavn gemmer sig en mindre kendt forfatterkollega, Allan Hansen. Den i dobbelt forstand fiktive lokalitet Katalognien, hvis byer har navne efter alverdens klassiske og nyere verseformer, danner rammen om en alfabetisk rundrejse fra Abecedarium til Aarestrupsk ritornel. Undervejs er der enogtredive stationer, bl.a. i Ekfrase, Figurdigt, Lejlighedssang, Rimbrev, Sonetkrans og Vrøvlevers, og hvert stop svarer til et digt i bogen. Trods denne i tanken gennemførte ramme er en del af digtene henlagt til København.  

Tekstens Peter A. anser sig selv for at være en større og mere vidt berømmet begavelse, end hans fem bøger umiddelbart giver ham belæg for, mens Ejler fremstår som en sørgelig rødvinsdranker, der har brændt sig på digtningen og nu hutler sig igennem på røg og alkoholdampe i et beskedent klubværelse i indre by. Digterkumpanerne, som de omtales på bogens omslag, er et makkerpar, som favner to yderpunkter i digterens psykologi. Peter er den dovent selvtilfredse, der betragter sit geni som et faktum, og Ejler den evigt plagede. Begge ekstremer synes dog at dække over det samme, nemlig et uhyre oppustet ego. I Ejlers tilfælde kommer det bl.a. til udtryk i digtet ”Georg Brandes hjemsøger Ejler”, hvor han over for den luftige litterat løfter sig op over hele den samtidige digtgeneration og fordømmer den for mangel på alvor.  

27676502

Ud over den henholdsvis åbenlyse og latente megalomani deler de bægersvingende poeter en vis svaghed i karakteren, som giver alle deres udflugter en forudsigelig afslutning. Hvad enten det er for at sunde sig oven på et nederlag, eller for ubevidst at sikre sig dette udfald, har en af dem altid en lille nulret klump tjald eller en slunken pose pot med i lommen.  

De valgte digtformer er udfyldt efter alle kunstens regler, men trods den formelle strenghed er digtene ikke specielt fremragende inden for deres respektive genrer. Digtene er skrevet med samme virkemidler, som man må ty til for at få festsange til at hænge sammen. Omvendt ordstilling er således et flittigt brugt trick, ligesom ordene ofte får skåret hælen af for at passe ned i versefødderne, med det udeladte erstattet af en apostrof, som i f.eks. fler’, helt’ne, og si’r. Mod skik og brug i flere af versemålene findes der ikke noget jeg i digtets centrum, og alle steder demonteres tilløb til alvor af en gennemgående burlesk stemning. Men man skal ikke tage fejl. Alt dette er poetisk strategi. Lummerheden forklares med henvisning til Aarestrup: ”… bedst er han, synes jeg, når plathed tematisk forbinder sig med lyrisk fasthed”. ”Diktatplagiat” retfærdiggør imitationerne og afskaffelsen af digtets subjekt med erklæringen: ”Vi undgår sove-klam privat, / begravet et stupidt subjekt / og sværger fromt til plagiat”.  

Et appendiks udlægger i saglig prosa, hvilken begrænsning de forskellige versemål lægger på teksten. Bogens mål er dog ikke at blive opkøbt i klassesæt for at anvendes i didaktisk øjemed, heller ikke i smalle klassesæt til forfatterskolen. Det, der bliver slået et slag for, er formens muligheder, at opfatte den pålagte begrænsning som en styrke. I digtet ”Program” lyder opfordringen helt simpelt: “Brug formernes magi”.

År 9 efter Loopet

”Looperetternes ansigt er kedeligt, og Marks eget ansigt er kedeligt. Efter han er kommet, enten oppe i dem eller ud over brysterne, sætter han sig som regel op på biltaget og ryger en joint.”
”År 9 efter Loopet”, s. 23.

Peter Adolphsens tredje roman ”År 9 efter Loopet” lægger sig stilmæssigt i forlængelse af både ”Brummstein” og ”Machine” ved at være kort og sproglig kompakt. Sætningerne veksler mellem enkeltord, ”Identitet?” eller ”Punktum.”, og lange udredninger, fulde af indskud. Fortællerstemmen mimer lige dele encyklopædi, filosofisk forsvarstale, grundbog i fysik og plat slap-stick humor.

Historiens præmis er kraftigt inspireret af Per Højholt, der i sit livsværk ”Auricula” (2001) lod en enkelt, auditiv begivenhed medføre en drastisk omvæltning for menneskeheden. Hos Højholt bevirker et øjebliks stilhed i Europa, at en mængde løsrevne ører bliver født og spredes på må og få. I ”År 9 efter Loopet” er Mark den eneste overlevende mand, efter at en global lyd-tsunami, forårsaget af en solsort, har sat jorden i trance. Fortællingen udspiller sig ni år efter katastrofen, der fik alle andre levende væsner til at gå i loop.

29820317

Mark befinder sig på niende år alene i Los Angeles og fordriver tiden med at køre på mountainbike, skyde til måls efter de loopede mennesker og ryge den ene joint efter den anden. En aften flyver en helikopter forbi, hvilket vækker håbet om, at der er andre overlevende. Han cykler ud for at finde piloten, og efter meget besvær møder han Sushimita. Hun er alt det, han ikke er, heriblandt jomfru.

Hvor Sushmitas karakter er løsningsorienteret, naturvidenskabelig tænkende og arbejdsom, er Mark det modsatte. Han er handlingslammet, eller i hvert fald sløv, har en fortid på diverse humanistiske studier og tænker sjældent længere end til den næste seksuelle tilfredsstillelse. Men til trods for deres forskellighed må de i fællesskab tage ansvar for menneskets fremtid på jorden.

Forplantning og overlevelse er altså centrale tematikker, ligesom Loopet bliver et billede på den totale meningsløshed ved evigt at gentage de samme rutiner. Karakteristisk for sci-fi romanen er da også dens iboende samfundskritik, og i ”9 år efter Loopet” er undergangscenariet både en parafrase over amerikanske science fiction-film og en filosofisk refleksion over konsekvenserne af måden, vi lever på i dag.

 

Rynkekneppesygen

”Han kiggede på patienten. Hendes vejrtrækning var forceret og overfladisk. Han havde set i journalen: hyperseksualitet (…) Både hendes adfærd og vejrtrækning tydede på seksuel opstemthed, ja, men det forklarede ikke rynkerne.”

”Rynkekneppesygen”, s. 103.

Peter Adolphsens indtil nu længste prosaværk ”Rynkekneppesygen” fra 2017 er langt fra en traditionel, prosaisk fortælling. Den er snarere en humoristisk hybrid mellem science fiction og pornografi. I en nær fremtid, maj 2019, lander et mikroskopisk rumvæsen, en såkaldt ofu, i navlen på en ung, kvindelig universitetsstuderende, Winnifred. Ofuen formerer sig hurtigt, og de 0,1 millimeter lange, semigennemsigtige, teddybjørne-bænkebider-lignende kryb med hoved i begge ender smitter på kort tid Winnifred med MIWD. Denne lidelse får kælenavnet ”rynkekneppesygen”, fordi dens symptomer er en ekspotentielt voksende liderlighed, der ender ud i, at den ramtes hud blegner, bliver hård for til sidst at sprænge i luften.

Winnifred er den første, der smittes, men hun er kun romanens hovedperson, indtil hun kort tid efter dør. Hun har i den mellemliggende periode uvidende smittet sin kæreste, sin læge og en lang række tilfældige medstuderende, samt mænd i det københavnske natteliv, der har hjulpet hende med at stille den utømmelige sexlyst. I romanens anden akt følger man nogle af dem, hun har smittet, samt andre af de mange ofre, børn og voksne, der i mangel af anden behandling bliver spærret inde på en lukket afdeling på Rigshospitalet.

53335349

Adolphsens syntaks er overvejende hypotaktisk med mange underordnede sætninger, hvilket er med til at give fortællingen dens videnskabelige tone. Denne står i skarp kontrast til den underliggende humor og handlingens absurditeter, som eskalerer undervejs. I begyndelsen reagerer folk med forargelse og frygt over for epidemien, der gør det svært at skille almindelig forplantningsglæde fra den sygelige, men samtidig synes smitten at komme belejligt for dem, der allerede frekventerede hemmelige swingerklubber.

”Rynkekneppesygen” kan både læses som en satirisk kommentar til en puritansk livsførelse og som en kritik af den stigende seksualisering af det offentlige rum. Romanens komposition følger en klassisk tre-akts struktur, hvor omslaget indtræffer i tredje og sidste akt. Men dette efterlader paradoksalt nok læseren uforløst. For er den ægte, lidenskabelige kærlighed, der skildres i både flash back og medsyn, og som blomstrer mellem romanens skiftende hovedpersoner og som fremstår som altings frelse, blot endnu et lag i parodien?

Jeg kan ikke huske

”Jeg kan ikke huske at have set lange, sorte hår fra et bestemt modermærke på højre skulder før, men i dag var der to styks, som jeg prompte trak ud.”

”Jeg kan ikke huske”, s. 65.

”Jeg kan ikke huske” fra 2018 adskiller fra Peter Adolphsens tidligere bøger ved at være mere personlig, men minder samtidig om de første romaner i sin konceptuelle komposition. Bogen består af små kortprosatekster, der alle begynder med sætningen: ”Jeg kan ikke huske”, så hele værket bliver en slags katalog over Adolphsens forglemmelser. En detalje fra fortiden, han har glemt, kan udvikle sig til en lille historie, udfolde et barndomsminde, give anledning til en længere refleksion over kvantefysik eller observationer af hans egen krop.

At Adolphsen bruger det sproglige virkemiddel anafor til at indlede samtlige af bogens tekster giver sproglig rytme, samtidig med at det samler teksterne, der ellers har mange forskellige motiver. Heriblandt hans skolegang, mængden af skønhedspletter, tør hud, fnuller og hår på hans krop, amatørbandet Halal-Bambi og rollespilsforeningen Den Våde Trold.

54604602

Flere af teksterne har et biografisk indhold. Eksempelvis erindrer han, dengang han blev indkaldt til optagelsessamtale på Forfatterskolen, eller ungdommens sporadiske kærlighedsrelationer, som en pige, han ikke kan huske navnet på, men som tager med ham hjem til hans klubværelse Trøjborg. Geografiske lokaliteter, både i Danmark og de steder i Wien og Córdoba han har boet, er tilbagevendende fikspunkter.

Enkelte af teksterne omhandler selve bogen og processen med at skrive den. I en sådan metatekst skriver han: ”Jeg kan ikke huske hvad jeg havde i tankerne som afslutningstekst til denne bog.” Og i en anden forklarer Adolphsen, at han har ladet sig inspirere af den danske forfatter Martin Larsens ”Hvis jeg var kunstner”, der bruger samme gentagelsesstruktur. Også forfattere som Per Højholt, Ivan Malinowski, Signe Gjessing og Arthur Rimbaud nævnes.

”Jeg kan ikke huske” er en humoristisk kortprosasamling om hukommelsen, der paradoksalt nok får opridset en lang række oplevelser fra Peter Adolphsens privat- og arbejdsliv, som han rent faktisk husker, ved at brainstorme på, hvad han har glemt.

Genrer og tematikker

Mens den danske eksperimenterende kortprosa i halvfemserne i et vist omfang orienterede sig mod mere eller mindre introverte refleksioner over sprog og form, åbner Peter Adolphsen med sine bøger et vindue mod omverdenens kompleksitet. Fokus er stadig mere eller mindre filosofiske temaer som sprogets forhold til omverdenen, menneskets forhold til gud og den historiske virkelighed, men Adolphsen forholder sig samtidig frit til den litterære tradition. I stedet for at begrænse den litterære teksts kontakt med omverdenen, søger Adolphsen bevidst at inkludere verdens mangfoldighed, og på den måde opskrive tekstens betydningslag.

Adolphsen benytter således i særlig grad det litterære rum til at anskueliggøre komplekse filosofiske paradokser. I stedet for at holde sig til hverdagssprogets krav om logisk stringens, opererer han gang på gang med det betydningsoverskud, der ligger i det paradoksale, det mystiske og det esoteriske. Teksternes beskedne længde synes dermed at være velegnet til at provokere læseren til videre tankevirksomhed. Adolphsen synes at være optaget af de historier, menneskene benytter til at forstå dem selv og deres forhold til verden på. Hans tekster er gennemgående drilske og ironiske, men til stadighed insisterende på at afprøve alternativer til metafysiske og paradoksale tanker.

Af samme årsag giver det for så vidt god mening at klassificere Peter Adolphsen som postmodernist, for så vidt postmodernismen udlægges som et stilistisk begreb, der på den ene side lader teksten agere prøvebane for en række ironiske sprogspil, der har konstruktionen og nedbrydningen af mening og form som sit formål. På den anden side består Adolphsens postmodernisme også i den mangfoldighed af intertekstuelle citater, der indgår i dialog med værker af andre forfattere på tværs af nationale og litteraturhistoriske traditioner. Adolphsen har da også gentagne gange anerkendt sit eget efterlignende forhold til en række forbilleder.

Beslægtede forfatterskaber

Adolphsen orienterer sig eksempelvis efter verdenslitteraturhistoriens fyrtårne som Franz Kafka og den argentinske mester Jorge Luis Borges, hvis sirligt konstruerede litterære labyrinter spiller en fremtrædende rolle i Adolphsens skrivekunst. Derudover synes også den tidlige tyske romantik (Friedrich Schlegel, Novalis, Hölderlin) at spille en åbenlys rolle i forfatterskabets leg med romanformens erkendelsesmæssige potentiale. Men også velrenommerede danske modernistiske forfattere som Peter Seeberg, Villy Sørensen og ikke mindst Per Højholt kan anføres som højtrangerende på listen af forfattere, der i særlig grad har påvirket Adolphsens forfatterskab. Af nyere beslægtede forfattere herhjemme kan man pege på den yngre Harald Voetmann Christiansen, hvis forfatterskab ligeledes forener en insisterende erkendelsestrang med en barok og til tider grotesk fantasi, samt “Biografisk Skygge Leksikon” af Niels Henrik Svarre Nielsen med hvem Adolphsen deler forkærligheden for det fabulerende og det fiktive leksikonopslag.

Adolphsens postmodernisme giver sig også udslag i en generel trang til at efterligne sproglige diskurser. Adolphsen låner ikke blot fra personlige forbilleder som Jorge Luis Borges, men også fra særlige stilarter og litterære genrer, eksempelvis 1001 nats eventyr. Andre steder efterlignes sprogtoner, som kendes fra videnskabelige værker. Adolphsen hi-jacker på denne måde sproglige former og anvender deres kreative potentiale indefra.

Et godt eksempel på denne anarkistiske praksis ser man i Adolphsens forkærlighed for den videnskabelige diskurs, det fiktive leksikonopslag, som efterlignes og udfoldes adskillige steder i “Små historier 1 og 2”, såvel som i minimalromanerne “Brummstein”, “Machine” og ”År 9 efter Loopet”. “Brummstein” indledes med en længere videnskabelig redegørelse for de geologiske forhold, der ledte til dannelsen af den brummende sten, mens “Machine” med ambitiøs konsekvens spoler fortællingens begyndelsespunkt hele vejen tilbage til Big Bang.

Disse i dobbelt forstand virkelighedsetablerende og stærkt detaljerede leksikalske anslag synes i mindre grad at stamme fra forfatterens ambition om en realistisk litteratur, ej heller fra ønsket om at parodiere eller vrænge ad videnskabelig sprogbrug. Snarere synes forfatteren at ville gøre opmærksom på sprogets fundamentale og uafvendelige rolle i menneskets forståelse af sin omverden.

Adolphsens tekster fungerer som en fintindstillet stjernekikkert, der med overvældende præcision kan zoome ind på og afsløre de fjerntliggende hjørner af de sproglige universer, vi færdes i til daglig.

 

Bibliografi

Kortprosa

Adolphsen, Peter:
Små historier. Samleren, 1996.
Adolphsen, Peter:
Små historier 2. Samleren, 2000.
Adolphsen, Peter:
Små historier 1 og 2. Samleren, 2002.
Adolphsen, Peter: Jeg kan ikke huske. Gyldendal, 2018.
Adolphsen, Peter: Små historier 3. Gyldendal, 2020.

Romaner

Adolphsen, Peter:
Brummstein. Samleren, 2003.
Adolphsen, Peter:
Machine. Samleren, 2006.
Adolphsen, Peter:
Katalognien. En versroman. Samleren, 2009.
Adolphsen, Peter:
År 9 efter Loopet. Samleren, 2013.

Andre udgivelser

Adolphsen, Peter:
Vita brevis. 1996.
Adolphsen, Peter:
Hedebølge. 1999.
Adolphsen, Peter:
Den ubændige historie om Ræsergåsen og drengen Didrik. 2000. Billedbog.
Adolphsen, Peter:
Paparazzi. 2002.
Adolphsen, Peter:
Verdens længste lort. 2004. Billedbog.
Adolphsen, Peter:
En million historier. 2007. Ni seksdelte blade + 1 terning.
Adolphsen, Peter:
Bjørneklo & japansk pileurt. En fremtidshistorie. Novelle i: Ud & se. Juli 2010, side 48-51.

Science fiction-roman

Adolphsen, Peter: Rynkekneppesygen. Gyldendal, 2017.

Om forfatterskabet

Interviews

Syberg, Karen:
Lister fylder så dejligt. Information, 2006-06-08.
Syberg, Karen:
Jeg orker ikke køkkenvaskrealisme. Dagbladet Information, 2013-03-08.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Peter Adolphsen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kaarsholm, Lotte Folke:
Noveller: Så morsomt man kan græde. Interview i Information 2005-09-29.

Øvrige skribenter

Anders Johannsen i 2013.