Peter Adolphsen
Foto: Robin Skjoldborg

Peter Adolphsen

Artikel type
voksne
cand.mag. Troels Heeger Jacobsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2006. Opdateret af Anders Johannsen og cand.mag. Louise Rosengreen. 2013.
Top image group
Peter Adolphsen
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Adolphsen, Peter
Foto: Polfoto

Peter Adolphsens stil er på en gang drilsk og legende og samtidig drevet af en filosofisk erkendelsestrang. Med værkerne “Små historier” og “Små historier 2” blev Adolphsen kendt for sine kortprosatekster, der parrer det mystiske med det hverdagslige og det videnskabelige med det overnaturlige. Bøgernes “små historier” udgøres af en række raffinerede ideer, som omplantes i stramme og knappe fortælleformer og iblandes en encyklopædisk, leksikalsk viden. Resultatet er en i visse tilfælde nærmest begrebslig litteratur, som gøres levende og sprælsk af en utøjlelig fantasi. Med de ultrakorte romaner “Brummstein”, “Machine” og ”År 9 efter Loopet” rendyrkes og videreudvikles den minimalistiske poetik og det filosofiske anslag, der blev udviklet i de “små historiers” kortprosalaboratorium. I forfatterens to andre udgivelser, ”En million historier” og ”Katalognien. En versroman” er formeksperimenterne endnu mere radikale, mens det forfinede intellektuelle og filosofiske præg er blevet fortrængt af en pudsig fortællestil med komiske og lumre indslag.

Minimalisme i 1990'erne

 

29820317

Blå bog

Født: 1. september 1972 i Aarhus.

Uddannelse: Forfatterskolen, København, 1993-1995.

Debut: Små Historier, Samleren, 1996. Noveller.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: År 9 efter Loopet. Samleren, 2013. Roman.

Inspiration: Per Højholt og Peter Seeberg.

 

 

Baggrund

“Barnetro.
En lille pige skrev engang på et stykke papir: Gud, hvis du findes, så tag dette stykke papir, og lod det ligge på sit bord natten over. Næste morgen var papiret der stadig. Hun gentog forsøget en gang til nogle dage senere, og en sidste gang året efter. Gud havde vel nok skabt jorden, følte hun, men efter at have sat den i gang, kunne Han ikke længere gribe ind i den, ikke uden at Hans indgriben ville få konsekvenser, der forgrenede sig i det uendelige. Hun tænkte på de farvede, trefligede blade inden i kinaskak-kuglerne, som var urørlige, selv hvis man knuste kuglen med en sten, og hun tænkte, at sådan måtte Gud have det med sin jord.”
“Små historier”, s. 39.

Peter Adolphsen blev født i 1972 og voksede op i Aalborg, USA og Østrig. Efter en teateruddannelse blev Adolphsen i 1993 optaget på Forfatterskolen i København, som i disse år udklækkede en række kortprosaister (bl.a. Helle Helle og Katrine Marie Guldager), der efterfølgende skulle blive kendt under en fælles hat som den særlige halvfemsergeneration. Med sin egentlige bogdebut “Små historier” i 1996 befæstede Adolphsen sin position som en af de mere originale og langtidsholdbare stemmer blandt halvfemsernes kortprosaister.

Om sin bekendelse til den korte form udtaler Peter Adolphsen med en karakteristisk trang til at vende problemstillingen på hovedet: “Som en af dem, der skriver kort, mener jeg sådan set, at det er dem, der skriver langt, der skylder en forklaring.” (Lotte Folke Kaarsholm: Noveller: Så morsomt man kan græde. Information, 2005-09-29).

Ved siden af forfatterkarrieren studerede Adolphsen i 1991-92 på Nordisk Teaterskole, og i 1996-97 læste han Arabisk filologi på et privat universitet i Córdoba. I 1997-98 redigerede han det litterære tidsskrift ”Den Blå Port”, og i perioden 2001-02 vendte Adolphsen tilbage til Forfatterskolen, denne gang som underviser. Siden 2000 har han arbejdet som freelanceskribent ved Dagbladet Information og dækkede blandt andet VM i fodbold 2006 med en række kulturjournalistiske artikler.

 

Små historier

Med Peter Adolphsens debut “Små historier” fra 1996 fik den danske litteratur en særegen stemme. Det anmelderroste værk består af 29 kortprosatekster, der med glubende appetit giver sig i kast med at beskrive, besmykke og ændre på vores opfattelse af den omgivende verden.

Teksterne spænder vidt – fra beskrivelser af fiktive glemte sprog til skabelsesmyter og komponisten Johann Sebastian Bachs møde med sit spøgelsesagtige spejlbillede. Adolphsen præsenterer os blandt andre sære fænomener for et sprogforvirret rumvæsen, en slagter der må spise sit eget ben og en by bestående af avispapir. 

I “Små historier” finder man også adskillige tekster, der nærmest har karakter af skabelsesmyter (“De spredte knogler”, “Deus Liber et Pagina”, “Ørkenens vældige stilhed”) eller på anden vis beskæftiger sig med alternative bud på det mytologiske spørgsmål om verdens skabelse. Andre steder afslører Adolphsen en forkærlighed for det leksikalske tonefald, eksempelvis i “Beretning om sproget Gitii”, der beskriver et uddødt sprog, som udelukkende består af verber.  

Ved første øjekast forekommer de små historier således vidt forskellige, men bag samtlige tekster finder man en fortæller med et stort vid, sans for ironi og ikke mindst en særdeles veludviklet fantasi. De korte tekster er fælles om at sætte en legende og frit fantaserende underfundighed i spil, som sammenkobles med filosofiske spekulationer over emner som sprogets meningsskabende funktion, guds eksistens og verdens begyndelse.  

I teksten “Barnetro” lader Adolphsen en lille pige forholde sig aktivt til spørgsmålet om guds eksistens. På trods af det religiøst søgende pigebarns tilsyneladende naivitet viderefører hun i realiteten en kompliceret teologisk debat om konflikten mellem en teistisk og en deistisk gudsopfattelse. Via tekstens afsluttende greb opløses det teologiske sprog og fortættes i det poetiske og flertydige billede af den knuste kinaskakkugle, der muligvis bærer på et større forklaringspotentiale end den filosofiske analyse. Adolphsens adelsmærke består på denne måde i at sætte læserens tankevirksomhed i gang. Bogens “små historier” vokser således ved eftertanke.