Helle helle
Foto: Sofie Amalie Klougart

Helle Helle

Af cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information, 2008. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, april 2018.
Top image group
Helle helle
Foto: Sofie Amalie Klougart
Main image
Helle, Helle
Foto: Sasha Maric

Indledning

Helle Helle er en af Danmarks stærkeste prosaister. Hendes forfatterskab begyndte i det eksperimenterende og avantgardistiske hjørne af litteraturen, og hun har gradvist udviklet sin helt egen stil. I en nøgtern realisme indfanger hun hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form. Gennem registreringen af dagliglivets overflade antyder hun de store dramaer, der ligger neden under og konfronterer læseren med det almindelige livs absurde tilstande, tragikomiske konflikter og forgængeligheden, der ånder alle i nakken.

Minimalisme i 1990'erne

 

54054467

Blå bog

Født: Den 14. december 1965 i Nakskov.

Uddannelse: Matematisk student fra Maribo Gymnasium, 1984. Studier i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, 1985-1987. Forfatterskolen, 1989-1991.

Debut: Eksempel på liv. Gyldendal, 1993.

Litteraturpriser: Akademiets Beatricepris, 2003. BG Banks Litteraturpris, 2005. Kritikerprisen, 2005. P.O. Enquists Pris, 2009. De gyldne laurbær, 2012. Det Danske Akademis Store Pris, 2016. Holbergmedaljen, 2019.

Seneste udgivelsede. Rosinante, 2018.

Inspiration: Kjell Askildsen.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

- Hvorfor har I kedeldragter på? siger jeg.
- Vi kommer lige ude fra hundene, siger hun.
Han har tændt fjernsynet og sidder i sofaen nu. Der er vejrudsigt, han læner sig helt frem.
- Tror du hegnet holder? siger hun.
- Ellers finder vi ud af noget, siger han, og til mig: - Sæt dig dog ned.”
“Ned til hundene”, s. 7.

Da Helle Helle blev født i Nakskov på Lolland, hed hun Helle Olsen. Her boede hun sine første tre år, indtil forældrene blev skilt. Så flyttede hun med moderen til færgebyen Rødby, og navnet blev Helle Hansen, indtil moderen giftede sig med en ny mand og tilføjede mellemnavnet Krogh. En lillesøster kom til, men ægteskabet holdt kun til Helle blev 10. Siden boede hun alene med sin mor og søsteren, og pendlede til Nakskov i weekenderne for at besøge sin far. 

Det blev hurtigt klart for Helle, at hun skulle være forfatter. Der var ikke voldsomt meget at lave i Rødby, man kunne gå til trampolinspring og diskodans, så det gjorde hun. Det meste af tiden tilbragte hun på biblioteket, og hun læste et hav af bøger. Selv fortæller hun i et interview, at hun tidligt blev opmærksom på litteraturens effekt: “Jeg kunne trække mig væk med en bog og nogle gange føle mig mere nærværende og tættere på verden, end når jeg faktisk var i den. Det var der, jeg for alvor mærkede, hvad litteraturen kunne. Og jeg forestillede mig altid, at jeg også selv skulle være forfatter.” (Lotte Thorsen: “Alle mennesker kommer sgu fra et sted i provinsen”. Politiken, 2005-05-07). 

Efter studentereksamen arbejdede Helle kortvarigt i parfumeafdelingen på færgen mellem Rødby og Puttgarden. Moderen arbejdede her også, og den duftende atmosfære fra færgen er siden sivet over i romanen “Rødby-Puttgarden”. Forfatterskabet var på dette tidspunkt stadig undervejs, og Helle overvejede, om hun i virkeligheden hellere skulle blive læge. Litteraturen vandt dog, og i 1985 blev hun indskrevet på litteraturstudiet på Københavns Universitet. 

Studierne inspirerede hende til at skrive sine første noveller, en akademisk karriere skulle det ikke være. Hun sendte noveller og digte til tidsskrifter og aviser, og de blev indimellem trykt. Blandt andet fik hun trykt fire digte i tidsskriftet “Hvedekorn”, som blev redigeret af Poul Borum. Så søgte Helle ind på samme Borums forfatterskole, og tog sin oldemors efternavn Helle, fordi det dobbelte Helle lød mere forfatteragtigt. 

Da Helle Helle som 24-årig, i 1989, blev optaget på forfatterskolen, blev hun hurtigt klar over, at hun skulle satse på prosaen, ikke på lyrikken. Selv siger hun: “Første gang, jeg skulle fremlægge noget, fremlagde jeg fire digte. Søren Ulrik Thomsen var gæstelærer, og han skulle give kritik. Siden den dag har jeg aldrig skrevet et digt! Og det var godt, for jeg var rigtig dårlig til at skrive digte.” (Søren Kassebeer: “Den halve historie er altid den bedste”. De Bergske Blade, 2005-04-16). 

Debuten i bogform kom i 1993 med “Eksempel på liv”. Bogen består af små tekststykker, som kun antydningsvis hænger sammen. Sideløbende med det tidlige forfatterskab arbejdede Helle som studievært og programmedarbejder i DR, men en række legater fra Statens Kunstfond og den stigende succes har gjort det muligt for hende at være forfatter på fuld tid. Den eksperimenterende stil fra “Eksempel på liv” er blevet afløst af en mere nøgtern realisme, som er tydelig i de novellesamlinger og romaner, der er kommet siden debuten. 

Helle Helles bøger er oversat til norsk, svensk, estisk, tysk og tjekkisk. Hun er i dag skilt fra sin første mand, med hvem hun har to børn, og er gift igen.

Eksempel på liv

“To gader længere væk dør en kvinde af grin.
De bærer hende væk på et uldent tæppe (…) De er flove over at smile, mens de bærer på et lig, men latteren hænger stadig i luften.”
“Eksempel på liv”, s. 45.

Helle Helles debutbog “Eksempel på liv” fra 1993 bærer ingen genrebetegnelse på forsiden. Det er en samling korte tekstfragmenter, og bogen balancerer mellem roman og novellesamling. Tekstfragmenternes primære forbindelse med hinanden er rumlige positioneringer som “to gader længere væk” og “i lejligheden ved siden af”. Pigen Marianne går igen i flere fragmenter, og i disse ligger der en antydning til forløb. Der antydes også en tematisk sammenhæng: De små prosastykker giver glimt af mennesker, der lever anonymt og isoleret i lukkede rum. De er overladt til sig selv og må søge efter et sprog at nå hinanden med. De er eksempler på liv.

28956029

Pigen Marianne både indleder og afslutter bogen. I det første fragment ligger hun i sin seng med mavekramper. Hun kaster alfabetet op, og ligger til sidst træt i sin seng og peger på et rundt O, et hul i sproget og et nulpunkt. Gennem bogen får vi glimt af Mariannes ensomme verden, men til sidst finder hun en hestesko – et U – som hun hænger op, for at lykken kan falde i den. Måske kan hun nu bryde ud af ensomhedens lukkede O – hun er nået videre i alfabetet. 

Helle leger med vante talemåder som “at miste jordforbindelsen” og “at dø af grin” ved at gøre dem konkrete – en kvinde dør af grin, og teksternes ledefigur Marianne forsøger ihærdigt på at miste jordforbindelsen. Bogen er et eksperiment og en metafiktiv refleksion over sproget som kommunikationsmiddel.

Rester

I novellesamlingen “Rester” fra 1996 etablerer Helle Helle den køligt registrerende og kortfattede realismeform, der er blevet hendes kendemærke. Som i debuten “Eksempel på liv” tematiserer hun mangelfuld kommunikation mellem mennesker, der er fremmede for hinanden og for sig selv. Det surrealistiske tilsnit i den eksperimenterende debut anes stadig i novellerne, men mystikken her angår primært den kortfattede, præcist overfladeregistrerende form, der får detaljerne til at vokse i betydning.

21541060

“Rester” handler om netop rester. De usagte rester af konflikt, der ligger mellem personer, eller de rester, der er tilbage af en udsat handling. Åbningsnovellen “Fasaner” skildrer, hvad der kunne have været et møde mellem en kvinde og hendes hus’ tidligere beboer, Richard. Han er vendt tilbage for at hente et par efterladte ting; han trænger sig på, og kvinden distancerer sig. Som tak for ulejligheden lægger han en død fasan på dørtrinnet, en rest af et møde, der aldrig udfoldede sig. 

I titelnovellen “Rester” besøger en kvinde en gammel skolekammerat, Thomas, der netop har mistet sin kone. De forsøger at nærme sig hinanden, men resterne efter den døde kone hænger mellem dem – Thomas serverer den afdøde kones hjemmelavede is – og giver dem kun mulighed for at mødes i en uengageret seksuel akt. Her er ingen gensidig forståelse, og hovedpersonens eneste reaktion er fysisk, i kvalme og opkastning. 

Helle siger selv, at hun forsøger at indkredse det usagte mellem mennesker: “(Jeg skriver), fordi de sorte huller imellem mennesker interesserer mig. Selve handlingen, stedet og tidspunktet er rammen omkring det vigtigste: Personerne, der forsøger at forstå hinanden eller nå hinanden eller slippe af med hinanden. Uanset om det lykkes eller ej, er der altid denne rest tilbage imellem dem. De kan se den, men de kan ikke sige, hvad den består af.” (Klaus Rød Frederiksen: “Ord til næste. Et bogstav- og kalorierigt interview med forfatteren Helle Helle”. Griflen, november 1996).

Hus og hjem

“- I bor så i Holland? siger jeg.
- Ja, det gør vi.
- Taler du hollandsk og alting?
- Jeg klarer mig.
- Er I lige kommet til Danmark i dag?
- Vi kom i går.
Jeg nikker.
- Det er noget fantastisk dejlig mad, siger jeg og skærer et stykke tærte over.”
“Hus og hjem”, s. 59-60.

I “Hus og hjem” fra 1999 er det igen Helles realistiske pen, der tegner konturerne af det almindelige, komplicerede liv. Romanen sender Anne tilbage til sin barndomsby. Hun har købt hus med kæresten, men han er ophængt af arbejde, og hun rejser i forvejen for at gøre huset klar – forvandle det fra et hus til et hjem. Men hun foretager sig intet: Hun ser fjernsyn, sniksnakker med veninder og flirter med præsten inde ved siden af. På den baggrund af ikke-handling løsner Anne op for barndommens traume: Forældrenes død. Romanen har således spor af en udviklingsroman, men om Anne falder til ro i det nye hjem, eller om hun må rejse fra hus og hjem, lades op til læseren.

22485687

Helle fokuserer både i sine romaner og noveller på kvindeliv. Igen er det overfladen, Helle beskriver, der er ingen dybe refleksioner og erkendelser på personernes vegne. I stedet beskriver hun, hvordan livet ser ud, når det udfolder sig – eller netop ikke gør det. Som i “Rester” danner døden og bevidstheden om døden baggrund i “Hus og Hjem”, og interessen for døden som baggrund for livet er en tråd, der løber gennem hele forfatterskabet.

 

 

 

 

 

 

 

Biler og dyr

Rustvognen gled ned ad vejen, følget spadserede i små grupper. Mange af ansigterne så ind på hende og nikkede, hun nikkede igen.
Der var mindst fyrre. De var længe om at passere. Hun ventede, til det sidste hold var gået forbi.”
Fra novellen “Tilflyttere” i “Biler og dyr”, s. 51.

Mødet med døden er centralt i Helles næste novellesamling, “Biler og dyr”, der er fra 2000. Igen er det fejlslagne møder og relationer, der er i fokus i almindelige liv, men i baggrunden af novellerne lurer latent katastrofe, sammenbrud og død. Det samme gør humoren, som er kulsort. Døden og den sorte humor falder sammen i novellen “Min tante døde”, som en lang associationsrække af dødsfald. 

“Biler og dyr” placerer sig i forlængelse af den skrabede realisme i “Rester”. Helle registrerer overfladens vibrationer, men den dybere forståelse og grundige udfoldelse af novellernes problematikker overlader hun til læseren.

I novellen “Tirsdag nat” taler en kvinde i søvne til stor irritation for sin mand. Han påstår, at det er noget hun gør for at genere ham, hun står op og laver te. Det antydes kun svagt, hvem der har ret.

27941591

Alle Helle Helles kvindelige figurer har svært ved at leve op til forestillingerne om sig selv og det gode, lykkelige liv. Enten resignerer de, eller også ligger sammenbruddet lige om hjørnet. Det må læseren i sidste ende afgøre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand

“Når Ester lavede te, puttede hun mindst fire teskefulde sukker i hver kop. En dag var sukkerposen næsten tom.
- Vi skal have sukker, sagde Ester.
- Jeg skal ikke bruge sukker til noget, sagde Susanne.”
“Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand”, s. 105.

“Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand” fra 2002 med et dødsfald: Susanne finder sin kæreste Kim død i sengen en morgen kort før jul. Resten af romanen fortælles i en række tilbageblik. 

Susanne gør rent; pudser og polerer og spritter fliser af for at undgå at stille spørgsmål til sit indholdsløse liv. Kæresten Kim er en noget selvhøjtidelig forfatter in spe, der mest sidder med sit svære arbejde i soveværelset. Mellem de to er der meget lidt. Susannes kollega Ester gør sig til Susannes veninde, og Ester ender med at flytte ind, da hun opdager, at hendes mand og faderen til hendes vordende barn har været hende utro. Højgravide Esters let brovtende tilstedeværelse og hendes livsdrama intensiverer Susannes ture med Ajax-spanden. Man aner et opbrud, men der kommer ikke andet end den tilfældige død.

24531899

Døden hænger over fortællingen, og det giver den et eksistentielt moment. Men igen er det alt det, som ikke udfoldes, som bærer den minimale fortælling: Helle siger: "Jeg skriver i nutid, og det er som om den tid – når jeg skriver – ikke egner sig til refleksioner. Fortælleren er midt i alting, hvirvles rundt i begivenheder, opsluges af dem, reagerer umiddelbart, tænker sig ikke om. Refleksionen kommer først senere, måske efter tekstens ophør. Måske ligger den hos læserne." (Helle Helle: “Når sandheden skal frem”. Artikel på www.litteratursiden.dk).

 

 

 

 

 

 

 

Rødby-Puttgarden

Jeg brugte også øjenskygge, mascara og eyeliner, men sjældent læbestift. Mona havde kommenteret det en dag. - Skal du ikke have noget på læberne? - Nej. Jeg får sådan en stor mund af læbestift. - Nå.”
“Rødby-Puttgarden”, side 43.

“Rødby-Puttgarden” fra 2005 er indtil nu højdepunktet i Helle Helles forfatterskab. Den første sætning i romanen lyder: “På en uge døde fire, sådan var det hernede.” Døden er igen bagtæppet, hvorpå handlingen, eller manglen på samme, udspiller sig. 

“Rødby-Puttgarden” skildrer i stram realistisk stil to søstre midt i tyverne i et af Danmarks randområder, Rødbyhavn. Jeg-fortælleren Jane er vendt tilbage til Rødby efter et mislykket forsøg på at studere i en større by. Storesøster Tine er på barselsorlov fra sit job i “parfumen” på færgen mellem Rødby og Puttgarden. Hun har fået datteren Ditte med en mand, hun ikke ser. Jane bliver også ansat i parfumen, og så går dagene ellers med diskussioner om perlepudder, øjenskygge i ferskennuancer og ikke ret meget andet. Udover møderne med de tilfældige mænd, der er til rådighed.

29018375

I et tilbageblik fortælles historien om søstrenes mor. Også hun rodede med mændene og fik aldrig afklaring på sit liv. Hun dør i en tidlig alder, og efter begravelsen går pigerne hjem. Jane koger stikkelsbærgrød: “Jeg tog gryden af blusset. Hvis nogen spurgte vores mor, hvordan hun havde det, fortalte hun, hvad hun havde lavet. Nu havde jeg lavet stikkelsbærgrød. Tine kiggede på mig.” (side 140). Ingen af romanens personer er i stand til at formulere, hvordan de har det, hvad de gerne vil, hvad de ikke vil. De er bare, og læseren aner, at mønstre bliver reproduceret igen og igen. “Rødby-Puttgarden” er en stor fortælling i lille og præcis form. 

Pigerne i “Rødby-Puttgarden” lever i randområdet af døden, og de er ikke i stand til at sætte sig igennem i deres egne liv. Trods det, at stilen er stramt realistisk, er det svært ikke at se forgængelighedsmetaforer overalt. Titlens færge kan læses som en reference til Karons færd med prammen over floden Styx til dødsriget. Men færgen kommer ingen vegne, den sejler bare frem og tilbage. Den bliver i et ubeslutsomt limbo og det samme gør pigerne, alt imens de dækker livets og dødens tegn med duft og pudder. Slutningen er dog åben, og man aner et sammenbrud. 

“Rødby-Puttgarden” er Helle Helles mest dystre bog til dato, men igen tindrer den sorte humor imellem linjerne. Der sker næsten intet, men Helle Helle insisterer selv på, at det ikke er udsædvanligt: “Jeg forstår ikke, hvem det er, der har det anderledes. Det kan godt være, at folks liv udefra kan se enormt interessante ud. Men det er da trivielt, for fanden. Og jeg synes, der er noget meget flot i at affinde sig med det trivielle.” (Lotte Thorsen: “Alle mennesker kommer sgu fra et sted i provinsen”. Politiken, 2005-05-07).

Ned til hundene

“Jeg beslutter mig for at falde i søvn uden at børste tænder og med fjernsynet tændt, men før jeg når så vidt, ringer telefonen. Det er Putte, som undskylder det sene tidspunkt, men hun har været på Jensens Bøfhus med Eskild. De syntes, de trængte til lidt godt."
“Ned til hundene”, side 97.

Bente er – sandsynligvis – hovedpersonens navn i Helle Helles fjerde roman, “Ned til hundene” fra 2008, som på fin vis følger op på “Rødby Puttgarden”s enorme succes. Bente er bogens jeg-fortæller, alt ses fra hendes perspektiv. Læseren møder hende i en bus: Hun leder efter et godt sted at græde. Hun er 42 år og med sine egne ord ude af stand til at tage ved lære. Hun står af bussen i en lille flække på Næstvedegnen, en vinterorkan truer, og hun samles op af det unge ægtepar John og Putte, som tager hende med hjem. I flashbacks præsenteres læseren for Bente: En skriveblokeret og depressiv forfatter, som er stukket af fra sit gamle liv og et kuldsejlet ægteskab med hudlægen Bjørnvig. 

Bente tror, hun søger den totale isolation, og ønsker at bo på en ø i fjorden, men hun glider nærmest viljeløst ind i Putte og Johns stille provinshverdag med linser fra Statoil, toast, tv og Uno-spil. Hun indretter sig på hjørnesofaen hos disse venlige fremmede og får en rolle at udfylde, da John bliver kørt ned og må på hospitalet i Næstved. Bente tager sig af de få pligter, der er: En onkels hunde skal fodres, lukkes ud og ind igen, briketter til pejsen skal stables, et nisselandskab skal afleveres i genbrugsbutikken. Der er også den storrygende nabo Ellys lottokuponer, og så er der Puttes bror, Ibber, der tilbyder både hjælp og elskov.

28288158

I denne bog er det dialogen, der bærer skildringen af det stille provinsliv, som Helle Helle så ofte opholder sig ved. Her er ømhed og humor, og igen anes bag de trivielle ord de menneskelige dramaer, der hører til livet. Bentes stagnation er et lille drama; hun udsletter næsten sig selv i sin gøren og laden hos John og Putte. Bogens titel spiller på ’at gå i hundene’, men vendingen varieres meningsfuldt. Bente går ned til hundene, og langsomt får hun reetableret sin fornemmelse for livet, for der er forpligtelser og ansvar, og handlinger har konsekvenser. Mere ren tragedie viser sig at ligge lige under huden hos de fremmede. 

Bente, John og Putte skubber umærkeligt til hinandens balancer – den stille påvirkning mellem mennesker er skildret uhyre diskret. Relationerne i den lille personkreds kræver trods alt, at Bente til sidst må forholde sig: Romanen slutter med et enkelt men eksistentielt set afgrundsdybt spørgsmål stillet i et telefonrør: Vil du gerne findes?

Dette burde skrives i nutid

“Jeg lakerede mine negle og besluttede mig for en ny stil og en anden måde at tænke og gå på, jeg fik oven i købet lyst til at fabrikere et indlæg til en avis. Jeg vidste ikke om hvad. Jeg havde ikke nogen specialer. Højst festsange, men de var fortid.”
“Dette burde skrives i nutid”, s. 72-73.

Helle Helles roman ”Dette burde skrives i nutid” fra 2011 lægger sig i direkte forlængelse af det tidligere forfatterskab, men laver også et nybrud i og med, at forfatteren for første gang bruger stof fra sit eget liv i fiktionen. Hovedpersonen Dorte Hansens liv har flere sammenfald med Helle Helles liv, uden at det dog gør romanen til en selvbiografisk roman. Titlen er Helles egen omskrivning af et citat fra en bog af den irske forfatter Samuel Beckett: ”… pludselig stod der: ”Alt dette her burde skrives om i førdatid.” På den måde får man pludselig åbnet sine øjne for, at det man sidder og læser, bare er nogle ord på et stykke papir. Men det er det jo ikke. For litteratur er rum, der kan åbne sig.” (Daniel Øhrstrøm: ”Livet kræver fortolkning – ligesom litteraturen. Kristeligt Dagblad, 2011-04-08).

Jeg-fortælleren Dorte er flyttet til et nyt hus lige ved stationen i Glumsø, og herfra pendler hun ind til København, hvor hun er indskrevet på universitetet på Amager. Hun kommer dog ikke så meget på universitetet, men mere i Scala, hvor hun shopper og mødes med sin ven Digter Hase. Han introducerer hende til forfattermiljøet i København, hvilket Dorte både tiltrækkes og frastødes af. Hjemme i Glumsø har Dorte svært ved at få gjort noget som helst og går næsten i stå i forhaven med udsigt til togene, der suser forbi. 

29039577

I tilbageblik fortæller Dorte om tidligere episoder i sit liv, koncentreret om de mænd, hun har forladt, om faster Dorte og om de mange flytninger rundt omkring på Sydsjælland. Disse tilbageblik optræder ikke kronologisk, men fungerer som et spredt billedalbum over Dortes mærkeligt afventede tilgang til verden.  

Romanen er ikke plotdrevet, men har sin fremdrift i de detaljerede portrætter af Dorte, hendes kæreste Per Finland, faster Dorte og digter Hase. Igen er provinsen med dens småkedelige hverdag, jeg-svage kvinder og bløde mænd omdrejningspunkt for fortællingen, der med sit fokus på bittesmå detaljer tegner et portræt af folk, som de er flest. Helle gør sig ikke til dommer over karakterernes gøren og laden, hun noterer bare, hvad der foregår. 

Som i Helles andre bøger er stilen nøgtern og konstaterende frem for analyserende og udfoldende. Dorte gør ting uden helt at vide hvorfor, og så er den ikke så meget længere. Det er op til læseren at lave mellemregninger og sammenstykke karakterernes bevæggrunde for deres handlinger. Romanen er dialogbåret, og netop i dialogen viser forfatteren, hvem karaktererne er. De afslører sig selv gennem deres handlinger og deres tale.

 

Hvis det er

”– Hvad laver du?
– Løbesko.
– Det er løgn.
– Ja.
– Ha, siger hun. – Det var sjovt.
– Nej, jeg står for et kontor.
– Hvordan det, står for et kontor?
– Der er en åbningstid, og så kan de ansatte komme med deres PC’er, når der er noget i vejen. Så reparerer jeg dem, hvis jeg kan. Det hedder Drop it Shoppen.”
”Hvis det er”, s. 40.

I 2014 udgav Helle Helle romanen ”Hvis det er”, der foregår over to dage i en skov i Jylland. To løbere er uafhængig af hinanden faret vild og tilbringer en kold oktobernat i et shelter, hvor de hjælper hinanden med at holde varmen og holde modet oppe.

Jegfortælleren er den 48-årige Roar, der er på seminar med sit arbejde og nybegynder udi løb. Til daglig reparerer han firmaets pc’er i ”Drop it Shoppen”, som hans kontor kaldes. Den anden løber er en 38-årig kvinde, der er kommet ud i skoven med teletaxi. Hun arbejder i en tøjforretning i Aars og har en papsøn, der har fødselsdag samme dag.

51280431

På fortælleplanet følger man de to løbere i skoven, hvor det bliver mørkt og de finder et shelter. Her finder de tre tæpper i en pose, og de kryber i ly for natten. Undervejs oprulles den kvindelige løbers historie med skiftende boliger, kærester, job og svigerfamilier, og tidsmarkører som VHS-videobånd, 80’ermode og kirsebærfiner placerer hendes ungdom i 1980’erne.

Romanens umiddelbare drama ligger i usikkerheden i, om de to fremmede klarer natten i skoven, om de finder ud i civilisationen igen, og om de bliver tiltrukket af hinanden undervejs. Når man er nødstedt i en kold skov, kommer små problemer naturligt til at fylde det hele: Hvorfor kaster hun op? Bliver hans blodvabel god igen? Finder hun sit tyggegummi?

Ud fra kvindens handlinger og tanker får man et billede af en usikker, men med tiden handlekraftig og viljefast kvinde. I skoven er det hende, der tager føringen, hvor Roar er mere nølende og tilbageholdende. Ham hører man ikke så meget om, men nok til at man kan danne sig et billede af en lidt vag og ensom mandsperson.

Helle Helle har for første gang flyttet handlingen i en roman til Jylland og lagt fortællingen i munden på en mand. Romanen forløber kun over et par dage og har et minimalt plot. Hver sætning er perfektionistisk finpudset og rummer lige præcis de ord, der (indirekte) beskriver en person eller en situation mest nøjagtigt, og sætningernes små fyldord markerer bestemte diskurser og til dels også klasse. 

de

”Hun lukker øjnene. Hun tænker på at sidde sådan tværs over for eksempel Møn. Men så skal det hellere være sommer, og de kan gøre holdt undervejs og beskrive det, de ser, dyr og planter. Hun har et ønske om at formulere sig i længere sætninger. Nu klapper han hende på armen og peger, nogen har efterladt en kurvestol i rabatten.”

”de”, s. 99.

I 2018 udkom Helle Helles syvende roman, ”de”. Den handler om en unavngiven pige, der skal i gymnasiet og hendes mor, der arbejder i tøjforretningen Acacia og som undervejs kommer på hospitalet. Den handler også om de steder, de har boet og lidt om de mennesker, de møder: Hafni, Palle, Henrik Strøm og Tove Dunk. Og så handler den rigtig meget om ting, man kan spise, indrette sig med, vinke med og bruge på mærkelige måder.

Første kapitel ligger tidsligt sidst i fortællingen, der forløber over et forår, hvor moderen konstaterer, at hun nok har slugt en sten, og en sommer, hvor pigen stopper i folkeskolen, og et efterår, hvor nye venskaber knyttes i gymnasiet og en vinter, hvor moderen bliver indlagt med en ikke defineret sygdom.

De 51 kapitler er alle skrevet i nutid og skifter mellem kortprosaagtige erindringstekster om deres tidligere bopæle og nutidssporet, der foregår i 1980’erne. Fælles er, at de foregår på Lolland, blandt roemarker, leret jord og høje himler. Fælles er også en sproglig opmærksomhed hos både fortæller og de to synsvinkelbærende karakterer, der begge drømmer om at skrive en bog. Synsvinklen skifter løbende og kan være svær at afkode, da de begge ofte blot omtales som ”hun”.

54054467

Karaktererne defineres ud fra deres handlinger, udsagn og udseende, og der står ikke rigtig noget om deres følelser. Der burde ellers være nok af drama for en 16-årig gymnasieelev, der ved, at hendes mor skal dø. I stedet for at tale om sygdommen eller følelser viser pigen sin vedholdende og sagte kærlighed ved at købe ind, lave mad og spare på husholdningspengene. Sine egne tanker håndterer hun ved at stå af bussen lidt tidligere og gå det sidste stykke hjem.

Sprogligt set er det en helt fortættet roman, da de korte hovedsætninger springer i tid og sted, og det fragmenterede sprog kan minde om lyrik. Ordvalget er talesprogligt, og der står det, man siger: Hun skruer dutten af vandhanen, bussen kommer til syne ovre bag kommunen.

Forfatterskabets karakteristiske detaljenærhed, kærlighed til de passive karakterer og til stilstanden og blikket for tings betydning for det levede liv kommer således også til udtryk i denne sorgmuntre roman om et sammentvundet ”de” i en yderst skrøbelig situation.

Genrer og tematikker

Helle Helle har gjort en knivskarp, nøgtern realisme til sit varemærke. I korte og konstaterende sætninger beskriver hun, hvad hendes personer gør og siger. Der er ikke nogen fortæller til at tage læseren i hånden og forklare karakterernes psykologi. I stedet må læseren selv lave koblingerne mellem handling og intention. Samtidig er det karakteristisk for hendes bøger, at der ikke sker alverden, men at det faktisk er det, der ikke sker, der er interessant. Det er dramaet i hverdagens små forskydninger, der er Helles ærinde. Hendes bøger er dialogbårne, og det viser sig, at karaktererne ofte taler over sig og kommer til at afsløre en masse om sig selv og deres hensigter ved ordvalg og timing. Helle Helles evne til at kunne karakterisere et helt menneske ud fra en undselig detalje har gjort hende til en elsket og anerkendt forfatter både hos kritikere og læsere. I denne lille ordveksling fortæller ordet “okay” en hel del mere end blot okay. “- Det er kitsch, sagde han, og jeg nikkede: - Okay.” (“Dette burde skrives i nutid”, s. 138). Jeg-fortællerens “Okay” viser, at hun ikke ved noget om kitsch, at hun ikke vil indrømme det og at hun føler sig underlegen i situationen. I stedet for at fortælle, hvad der sker, viser Helle Helle det. Formen og sproget er hovedpersoner i hendes bøger på niveau med karaktererne.  

Ofte er karaktererne i Helles romaner og noveller lidt vage kvinder, der passivt lader tiden gå uden aktivt at tage stilling til, hvad de skal med deres liv. Derfor bliver deres handlinger tit lidt tilfældige eller akavede og fører dem i en utilsigtet retning i deres liv. De har svært ved at sige nej og har i det hele taget svært ved tage sig selv seriøst. 

Et genkommende tema i forfatterskabet er død, tab og ensomhed. Mange af karaktererne er ensomme og har svært ved at etablere kontakt til deres omverden, både på grund af deres egen usikkerhed og mangelfuld kommunikation. De problemstillinger og besværlige kommunikationsgange mellem mennesker, Helle beskriver, er universelle og tidløse, og Helle vægrer sig også ved at få gjort sit forfatterskab tidstypisk: “Mit forfatterskab er et dårligt eksempel på tiden – og ikke særlig smart! Næsten alt det, jeg skriver, foregår ude på bøhlandet og er ikke særlig trendy. Jeg skriver ikke Pepsi og Coca Cola og Mazda og den slags, jeg skriver bare bil og cola.” (“Minimalisme og maksimalisme”. Samtale mellem Helle Helle og Per Krogh Hansen på www.danskedigtere.sdu.dk). 

Overordnet er Helles forfatterskab en afsøgning af, hvordan mennesker (ikke) forholder sig til selv og hinanden og hvordan det uudtalte altid kommer utilsigtet til udtryk i tale og handling. Ved at beskrive, hvad folk gør og siger, kan Helle med sit enestående blik for de små betegnende forskelle fortælle deres livshistorie i en håndevending. 

Med minimale virkemidler fortæller hun maksimale historier. Bag det lille drama, læseren præsenteres for, sker de store universelle dramaer, der netop gør Helles bøger tilgængelige for det store publikum. Bøgerne kan både læses som psykologiske romaner og stilistiske øvelser i minimalisme og har trods deres formelle knaphed masser af drama indlejret. Om det underspillede drama siger Helle Helle i et interview i Politiken: “Jeg vil bare hellere underspille end lade folk bryde sammen af gråd. Det er, som om det, der står og sitrer indestængt, virker stærkere for mig. Dét drama, der løber af med en, er ikke lige så interessant i længden som det drama, der ikke udspiller sig.” Stephanie Surrugue: “Nu skriver Helle Helle om drama og sex med DSB-mand. I billetsalget.” Politiken, 2011-04-03.)

Beslægtede forfatterskaber

På grund af den stramme form bliver Helle Helle ofte puttet i samme båse som andre kvindelige forfatterskoleforfattere som Christina Hesselholdt, Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Kirsten Hammann. Der bliver talt om 90’er-generationen med de minimale former og sprogeksperimenter som fælles referencepunkt. Men Helle Helle er i dette selskab alene om den minimale realisme, der bliver på overfladen og kun lader understrømmen kigge frem antydningsvis. 

Anmelderne har stået i kø med fine anerkendelser af Helles talent for netop realismen. I en anmeldelse kalder May Schack “Ned til hundene” en moderne aftapning af Herman Bang, mens mere tidsnære fæller findes i amerikanske Raymond Carver, norske Kjell Askildsen og danske Simon Fruelund. 

Herman Bangs navn giver også ekko gennem anmeldelserne af “Ned til hundene”. Det samme gør hun paradoksalt nok selv. Romanen har et udtalt metafiktivt lag; forfatterinden med skriveblokering på Sydsjælland, der i sit forfatterskab skriver om almindelige mennesker, der drikker kaffe. Helle anerkender, at hun selv og Bente har en del til fælles, og “Ned til hundene” var svær at skrive: “I bund og grund handler det vel bare om, at jeg bliver dygtigere – og så skal det også blive sværere. Det skal under alle omstændigheder ikke blive for nemt eller for fermt, så man bare gentager den samme historie.” (Rasmus Bo Sørensen: Til Statoil efter linser og lottokuponer. Information, 2008-04-10). 

Helle har selv et personligt forbillede i Ernest Hemingway, som hun også er blevet sammenlignet med. Hans realismeform minder om hendes. Hemingway selv har beskrevet realismen med en isbjergsmetafor: “Hvis en prosaist ved tilstrækkeligt om det emne, han skriver om, kan han udelade visse ting, som han meget vel ved, og læseren vil alligevel, hvis skribenten er sanddru nok, få den samme stærke følelse af disse ting, som hvis forfatteren havde indført dem i sin bog. Den værdighed og majestæt, der præger et isbjerg, skyldes, at kun en ottendedel af det løfter sig over vandet.” (Ernest Hemingway i “Døden kommer om eftermiddagen”). Isbjergsmetaforen sammenfatter den afgørende tyngde i Helle Helles forfatterskab, og hendes skarpe blik for det sprog, vi alle bruger, har etableret hende som en af Danmarks førende prosaister.

 

Bibliografi

Noveller

Helle, Helle:
Eksempel på liv. Samleren, 1993.
Helle, Helle:
Rester. Samleren, 1996.
Helle, Helle:
Biler og dyr. Samleren, 2000.
Helle, Helle:
Noveller : Rester, Biler og dyr. Samleren, 2013.

Romaner

Helle, Helle:
Hus og hjem. Samleren, 1999.
Helle, Helle:
Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand. Samleren, 2002.
Helle, Helle:
Rødby-Puttgarden. Samleren, 2005.
Helle, Helle:
Ned til hundene. Samleren, 2008. Roman.
Helle, Helle:
Dette burde skrives i nutid. Samleren, 2011.
Helle, Helle:
Hvis det er. Samleren, 2014.
Helle, Helle: de. Rosinante, 2018.

Børnebøger

Helle, Helle
Min mor sidder fast på en pind. Elkjær og Hansen, 2003.
Helle, Helle
Fasaner. Køreplaner. Globryllup. En lille tur. Klingberg, 2015.

Bidrag i antologier m.v.

Helle, Helle:
Fem digte. 1989. I: Hvedekorn. Årg. 63, nr. 1.
Helle, Helle:
Fire digte .1989. I: Hvedekorn. Årg. 63, nr. 2.
Helle, Helle:
Fire digte. 1989. I: Hvedekorn. Årg. 63, nr. 3.
Helle, Helle:
Tre digte. 1989. I: Hvedekorn. Årg. 63, nr. 4.
Helle, Helle:
I toget fortærer han to halve med kartofler. 1991. Digt. I: Weekendavisen, 1991-08-16.
Helle, Helle:
Hedebølge 1999. Novelle. I: Weekendavisen, Bøger s. 4-5, 1999-07-30.
Helle, Helle:
Et godt tegn. 2000. Ii: Flaksende hjerter : tekster om kærlighed og ansvar. Redigeret af Kåre Bluitgen og Nanna Gyldenkærne.
Helle, Helle:
En stol for lidt. 2000. I: Kort fortalt : danske prosatekster 1948-1999. Redigeret af Ulla de Visme.
Helle, Helle:
Tre samtaler i bryggerset. 2001. I: Ud & se, september 2001, s. 38-40. Novelleserie: Husrum 9. kapitel.
Helle, Helle:
De tre familier. 2003. I: Samvirke. Årgang 76, nr. 4, 2003. Side 104-105. Novelle fra et tidsskrift.
Helle, Helle:
Vejen til far. 2003. En antologi med kærlig hilsen fra.
Helle, Helle:
Småbørnsfamilie. 2004. I: Nordlys 5. Danske noveller 2001 - 2003.
Helle, Helle:
Nu kom regnen. 2005. Novelle i Weekendavisen, 2005-08-05.
Helle, Helle:
Understrømmen. En bog om Lolland og Falster. 2006. Red. Af Bent Vinn Nielsen og Gorm Rasmussen. (46.4 Lolland)
Helle, Helle:
Stavgang. 2007. Novelle. I: Ud og se. 2007, januar, side 54-57.
Helle, Helle:
En dejlig dreng. Novelle trykt i: Copenhagen noir. Red. af Bo Tao Michaelis. 2009.

Om forfatteren

Artikler og links

En artikel fra Bogens verden 1995 nr. 4 diskuterer Helle Helles placering i forhold til andre nye lyrikere.
Tang-Petersen, Katja:
Eksempel på tekst – om nye danske kvindelige prosaister.1995. i: Synsvinkler, (særnummer, 1995), side 29-42.
Juhl, Marianne:
Alt det vi taler udenom – interview med Helle Helle. i: Jyllands-posten, 1996-09-10.
Bruun Jensen, Jan:
At genkende Helle Helle – I lyset af anti-realismen. i: Den blå port, nr. 41, 1997, side 74-86.
Bruun Jensen, Jan:
I virkelighedens tyste billede – interview med Helle Helle. i: Litteraturmagasinet Standart, årg. 12, nr. 2, 1998, s. 18-19.
Tang-Petersen, Katja:
Et landskab i forvandling – 1990´ernes danske debutanter.1997 (81.5) i: Nordisk kvindelitteraturhistorie, red. Elisabeth Møller Jensen, bind IV, side 535-45.
Toft, Anne og Dorte Øberg:
Det litterære væksthus. Forfatterskolen og prosaen 1987-96.1997 (80.8) i: Synsvinkler, (særnummer 1997) side 72-80 (om bogen Eksempel på liv).
Daugaard, Solveig:
Sprog og liv i Helle Helles Rester. i: Dansk noter, nr. 1, 1998, side 33-37.
Jakobsen, Søren:
Mennesker mødes - og der sker ingenting - Helle Helles noveller som bidrag til 1990´erens prosa. i: Dansk noter, nr. 2, 1998, side 42-44.
Syberg, Karen:
Jeg prøver hvor lidt der skal til - interview med Helle Helle. i: Information, 1998-01-15.
Andersen, Carsten:
På randen af katastrofen - interview med Helle Helle. i: Politiken, 1999-03-26.
Frich, Morten:
Et forsinket brev med lykke - interview med Helle Helle. i: Jyllands-posten, 1999-03-26.
Lassen, Nikolaj M.:
Som en samtale i bussen - interview med Helle Helle. i: Weekendavisen, Bøger, 1999-04-09, side 11.
Danske digtere i det 20. århundrede.2000. 4. udgave. Bind 3: Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt.
Skyum-Nielsen, Erik:
Måden hvorpå ingenting sker - Helle Helle og novellen.2000. I: “Engle i Sneen - Lyrik og prosa i 90’erne”. Gyldendal.
Timm Knudsen, Britta:
Teksten på overfladen - Interview med Helle Helle og Realismespor i 90’ernes kortprosa.2002. I: Britta Timm Knudsen et al. (red.): Virkelighedshunger - nyrealismen i visuel optik. Tiderne Skifter, 2002.
Rottenstein, Rikke:
Den iagttagende forfatter.2003 I: Kristelig Dagblad. 2003-01-25, side 7.
Rifbjerg, Klaus:
Måske er længsel et bedre ord.2004. i: Dansk noter. 2004, nr. 1. Side 12-14.
Zeuthen, Nikolaj:
fremad med Helle. teoretisk cykeltur med opmærksomhedskrævende tekst.2005. I: Kritik, årgang 38, nr. 174. 2005. Side 73-81.
Surrugue, Stephanie:
Nu skriver Helle Helle om drama og sex med DSB-mand. I billetsalget. Interview med Helle Helle. Politiken, 2011-04-03.
Kold, Jannie Schjødt:
Sporskifte i skoven. Weekendavisen, 2014-09-19.
Garsdal, Lise:
Helle Helle vil ikke skrive den samme bog to gange. Politiken, 2014-09-21.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Helle helle

Kilder citeret i portrættet

Kilder citeret i portrættet

Sørensen, Rasmus Bo:
Til Statoil efter linser og lottokuponer. Interview i Information, 2008-04-10.
Thorsen, Lotte:
Alle mennesker kommer sgu fra et sted i provinsen.2005. Interview i Politiken, 2005-05-07.
Kassebeer, Søren:
Den halve historie er altid den bedste.2005. Interview i De Bergske Blade, 2005-04-16.
Frederiksen, Klaus Rød:
Ord til næste. Et bogstav- og kalorierigt interview med forfatteren Helle Helle.1996. Griflen, november 1996.
Helle, Helle:
Når sandheden skal frem http://www.litteratursiden.dk
Per Krogh Hansen:
Minimalisme og maksimalisme. Samtale mellem Helle Helle og Per Krogh Hansen fra den 26. februar 2000. Danske digtere i det 20. århundrede http://www.danskedigtere.sdu.dk
Øhrstrøm, Daniel:
Livet kræver fortolkning – ligesom litteraturen. Interview med Helle Helle. Kristeligt Dagblad, 2011-04-08.