Helle helle
Foto: Sofie Amalie Klougart

Helle Helle

Artikel type
voksne
Af cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information, 2008. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
Helle helle
Foto: Sofie Amalie Klougart
Main image
Helle, Helle
Foto: Sasha Maric

Helle Helle er en af Danmarks stærkeste prosaister. Hendes forfatterskab begyndte i det eksperimenterende og avantgardistiske hjørne af litteraturen, og hun har gradvist udviklet sin helt egen stil. I en nøgtern realisme indfanger hun hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form. Gennem registreringen af dagliglivets overflade antyder hun de store dramaer, der ligger neden under og konfronterer læseren med det almindelige livs absurde tilstande, tragikomiske konflikter og forgængeligheden, der ånder alle i nakken.

Minimalisme i 1990'erne

 

51280431

Blå bog

Født: Den 14. december 1965 i Nakskov.

Uddannelse: Matematisk student fra Maribo Gymnasium, 1984. Studier i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, 1985-1987. Forfatterskolen, 1989-1991.

Debut: Eksempel på liv. Gyldendal, 1993.

Litteraturpriser: Akademiets Beatricepris, 2003. BG Banks Litteraturpris, 2005. Kritikerprisen, 2005. P.O. Enquists Pris, 2009. De gyldne laurbær, 2012.

Seneste udgivelse: Hvis det er. Samleren, 2014.

Inspiration: Kjell Askildsen.

 

 

 

 

Helle Helle

Baggrund

- Hvorfor har I kedeldragter på? siger jeg.
- Vi kommer lige ude fra hundene, siger hun.
Han har tændt fjernsynet og sidder i sofaen nu. Der er vejrudsigt, han læner sig helt frem.
- Tror du hegnet holder? siger hun.
- Ellers finder vi ud af noget, siger han, og til mig: - Sæt dig dog ned.”
“Ned til hundene”, s. 7.

Da Helle Helle blev født i Nakskov på Lolland, hed hun Helle Olsen. Her boede hun sine første tre år, indtil forældrene blev skilt. Så flyttede hun med moderen til færgebyen Rødby, og navnet blev Helle Hansen, indtil moderen giftede sig med en ny mand og tilføjede mellemnavnet Krogh. En lillesøster kom til, men ægteskabet holdt kun til Helle blev 10. Siden boede hun alene med sin mor og søsteren, og pendlede til Nakskov i weekenderne for at besøge sin far. 

Det blev hurtigt klart for Helle, at hun skulle være forfatter. Der var ikke voldsomt meget at lave i Rødby, man kunne gå til trampolinspring og diskodans, så det gjorde hun. Det meste af tiden tilbragte hun på biblioteket, og hun læste et hav af bøger. Selv fortæller hun i et interview, at hun tidligt blev opmærksom på litteraturens effekt: “Jeg kunne trække mig væk med en bog og nogle gange føle mig mere nærværende og tættere på verden, end når jeg faktisk var i den. Det var der, jeg for alvor mærkede, hvad litteraturen kunne. Og jeg forestillede mig altid, at jeg også selv skulle være forfatter.” (Lotte Thorsen: “Alle mennesker kommer sgu fra et sted i provinsen”. Politiken, 2005-05-07). 

Efter studentereksamen arbejdede Helle kortvarigt i parfumeafdelingen på færgen mellem Rødby og Puttgarden. Moderen arbejdede her også, og den duftende atmosfære fra færgen er siden sivet over i romanen “Rødby-Puttgarden”. Forfatterskabet var på dette tidspunkt stadig undervejs, og Helle overvejede, om hun i virkeligheden hellere skulle blive læge. Litteraturen vandt dog, og i 1985 blev hun indskrevet på litteraturstudiet på Københavns Universitet. 

Studierne inspirerede hende til at skrive sine første noveller, en akademisk karriere skulle det ikke være. Hun sendte noveller og digte til tidsskrifter og aviser, og de blev indimellem trykt. Blandt andet fik hun trykt fire digte i tidsskriftet “Hvedekorn”, som blev redigeret af Poul Borum. Så søgte Helle ind på samme Borums forfatterskole, og tog sin oldemors efternavn Helle, fordi det dobbelte Helle lød mere forfatteragtigt. 

Da Helle Helle som 24-årig, i 1989, blev optaget på forfatterskolen, blev hun hurtigt klar over, at hun skulle satse på prosaen, ikke på lyrikken. Selv siger hun: “Første gang, jeg skulle fremlægge noget, fremlagde jeg fire digte. Søren Ulrik Thomsen var gæstelærer, og han skulle give kritik. Siden den dag har jeg aldrig skrevet et digt! Og det var godt, for jeg var rigtig dårlig til at skrive digte.” (Søren Kassebeer: “Den halve historie er altid den bedste”. De Bergske Blade, 2005-04-16). 

Debuten i bogform kom i 1993 med “Eksempel på liv”. Bogen består af små tekststykker, som kun antydningsvis hænger sammen. Sideløbende med det tidlige forfatterskab arbejdede Helle som studievært og programmedarbejder i DR, men en række legater fra Statens Kunstfond og den stigende succes har gjort det muligt for hende at være forfatter på fuld tid. Den eksperimenterende stil fra “Eksempel på liv” er blevet afløst af en mere nøgtern realisme, som er tydelig i de novellesamlinger og romaner, der er kommet siden debuten. 

Helle Helles bøger er oversat til norsk, svensk, estisk, tysk og tjekkisk. Hun er i dag skilt fra sin første mand, med hvem hun har to børn, og er gift igen.

Eksempel på liv

“To gader længere væk dør en kvinde af grin.
De bærer hende væk på et uldent tæppe (…) De er flove over at smile, mens de bærer på et lig, men latteren hænger stadig i luften.”
“Eksempel på liv”, s. 45.

Helle Helles debutbog “Eksempel på liv” fra 1993 bærer ingen genrebetegnelse på forsiden. Det er en samling korte tekstfragmenter, og bogen balancerer mellem roman og novellesamling. Tekstfragmenternes primære forbindelse med hinanden er rumlige positioneringer som “to gader længere væk” og “i lejligheden ved siden af”. Pigen Marianne går igen i flere fragmenter, og i disse ligger der en antydning til forløb. Der antydes også en tematisk sammenhæng: De små prosastykker giver glimt af mennesker, der lever anonymt og isoleret i lukkede rum. De er overladt til sig selv og må søge efter et sprog at nå hinanden med. De er eksempler på liv.

28956029

Pigen Marianne både indleder og afslutter bogen. I det første fragment ligger hun i sin seng med mavekramper. Hun kaster alfabetet op, og ligger til sidst træt i sin seng og peger på et rundt O, et hul i sproget og et nulpunkt. Gennem bogen får vi glimt af Mariannes ensomme verden, men til sidst finder hun en hestesko – et U – som hun hænger op, for at lykken kan falde i den. Måske kan hun nu bryde ud af ensomhedens lukkede O – hun er nået videre i alfabetet. 

Helle leger med vante talemåder som “at miste jordforbindelsen” og “at dø af grin” ved at gøre dem konkrete – en kvinde dør af grin, og teksternes ledefigur Marianne forsøger ihærdigt på at miste jordforbindelsen. Bogen er et eksperiment og en metafiktiv refleksion over sproget som kommunikationsmiddel.