Helle Helle

Helle Helles genreløse debutbog “Eksempel på liv” fra 1993 er en samling korte tekstfragmenter, og bogen balancerer mellem roman og novellesamling.

Fragmenternes primære forbindelse med hinanden er rumlige positioneringer som “to gader længere væk” og “i lejligheden ved siden af”. Pigen Marianne går igen i flere fragmenter, og i disse ligger der en antydning til forløb.

28956029

Der antydes også en tematisk sammenhæng: De små prosastykker giver glimt af mennesker, der lever anonymt og isoleret i lukkede rum. De er overladt til sig selv og må søge efter et sprog at nå hinanden med. De er eksempler på liv.

Pigen Marianne både indleder og afslutter bogen. I det første fragment ligger hun i sin seng med mavekramper. Hun kaster alfabetet op og ligger til sidst træt i sin seng og peger på et rundt O, et hul i sproget og et nulpunkt. Gennem bogen får vi glimt af Mariannes ensomme verden, men til sidst finder hun en hestesko – et U – som hun hænger op, for at lykken kan falde ned i den. Måske kan hun nu bryde ud af ensomhedens lukkede O – hun er nået videre i alfabetet. 

Helle leger med vante talemåder som “at miste jordforbindelsen” og “at dø af grin” ved at gøre dem konkrete – en kvinde dør af grin, og teksternes ledefigur Marianne forsøger ihærdigt at miste jordforbindelsen. Bogen er et eksperiment og en metafiktiv refleksion over sproget som kommunikationsmiddel.

I “Hus og hjem” fra 1999 er det igen Helle Helles realistiske pen, der tegner konturerne af det almindelige, komplicerede liv. Romanen sender Anne tilbage til hendes barndomsby. Hun har købt hus med kæresten, men han er ophængt af arbejde, så hun rejser i forvejen for at gøre huset klar – forvandle det fra et hus til et hjem. Men hun foretager sig intet: Hun ser fjernsyn, sniksnakker med veninder og flirter med præsten inde ved siden af.

28957483

På den baggrund af ikke-handling løsner Anne op for barndommens traume: Forældrenes død. Romanen har således spor af en udviklingsroman, men om Anne falder til ro i det nye hjem, eller om hun må rejse fra hus og hjem, lades op til læseren.

Helle fokuserer både i sine romaner og noveller på kvindeliv. Igen er det overfladen, Helle beskriver, der er ingen dybe refleksioner og erkendelser på personernes vegne. I stedet beskriver hun, hvordan livet ser ud, når det udfolder sig – eller netop ikke gør det. Som i “Rester” danner døden og bevidstheden om døden baggrund i “Hus og hjem”, og interessen for døden som baggrund for livet er en tråd, der løber gennem hele forfatterskabet.

Bente er – sandsynligvis – hovedpersonens navn i Helle Helles fjerde roman, “Ned til hundene” fra 2008. Bente er bogens jeg-fortæller, alt ses fra hendes perspektiv. Læseren møder hende i en bus: Hun leder efter et godt sted at græde. Hun er 42 år og med egne ord ude af stand til at tage ved lære. Hun står af bussen i en lille flække på Næstvedegnen, en vinterorkan truer, og hun samles op af det unge ægtepar John og Putte, som tager hende med hjem. I flashbacks præsenteres læseren for Bente: En skriveblokeret og depressiv forfatter, som er stukket af fra sit gamle liv og et kuldsejlet ægteskab med hudlægen Bjørnvig. 

28288158

Bente tror, hun søger den totale isolation og ønsker at bo på en ø i fjorden, men hun glider nærmest viljeløst ind i Putte og Johns stille provinshverdag med linser fra Statoil, toast, tv og Uno-spil. Hun indretter sig på hjørnesofaen hos disse venlige fremmede og får en rolle at udfylde, da John bliver kørt ned og må på hospitalet i Næstved. Bente tager sig af de få pligter, der er: En onkels hunde skal fodres, lukkes ud og ind igen, briketter til pejsen skal stables, et nisselandskab skal afleveres i genbrugsbutikken. Der er også den storrygende nabo Ellys lottokuponer, og så er der Puttes bror, Ibber, der tilbyder både hjælp og elskov.

I denne bog er det dialogen, der bærer skildringen af det stille provinsliv, som Helle Helle så ofte opholder sig ved. Her er ømhed og humor, og igen anes bag de trivielle ord de menneskelige dramaer, der hører til livet. Bentes stagnation er et lille drama; hun udsletter næsten sig selv i sin gøren og laden hos John og Putte. Bogens titel spiller på ’at gå i hundene’, men vendingen varieres meningsfuldt. Bente går ned til hundene, og langsomt får hun reetableret sin fornemmelse for livet, for der er forpligtelser og ansvar, og handlinger har konsekvenser. Mere ren tragedie viser sig at ligge lige under huden hos de fremmede. 

Bente, John og Putte skubber umærkeligt til hinandens balancer – den stille påvirkning mellem mennesker er skildret uhyre diskret. Relationerne i den lille personkreds kræver trods alt, at Bente til sidst må forholde sig: Romanen slutter med et enkelt men eksistentielt set afgrundsdybt spørgsmål stillet i et telefonrør: Vil du gerne findes?

Helle Helles roman ”Dette burde skrives i nutid” fra 2011 lægger sig i direkte forlængelse af det tidligere forfatterskab, men laver også et nybrud i og med, at forfatteren for første gang bruger stof fra sit eget liv i fiktionen. Hovedpersonen Dorte Hansens liv har flere sammenfald med Helle Helles liv, uden at det dog gør romanen til en selvbiografisk roman. Titlen er Helles egen omskrivning af et citat fra en bog af den irske forfatter Samuel Beckett: ”… pludselig stod der: ”Alt dette her burde skrives om i førdatid.” På den måde får man pludselig åbnet sine øjne for, at det man sidder og læser, bare er nogle ord på et stykke papir. Men det er det jo ikke. For litteratur er rum, der kan åbne sig.” (Daniel Øhrstrøm: Livet kræver fortolkning – ligesom litteraturen. Kristeligt Dagblad, 2011-04-08).

29039577

Jeg-fortælleren Dorte er flyttet til et nyt hus lige ved stationen i Glumsø, og herfra pendler hun ind til København, hvor hun er indskrevet på universitetet på Amager. Hun kommer dog ikke så meget på universitetet, men mere i Scala, hvor hun shopper og mødes med sin ven Digter Hase. Han introducerer hende til forfattermiljøet i København, hvilket Dorte både tiltrækkes og frastødes af. Hjemme i Glumsø har Dorte svært ved at få gjort noget som helst og går næsten i stå i forhaven med udsigt til togene, der suser forbi. 

I tilbageblik fortæller Dorte om tidligere episoder i sit liv, koncentreret om de mænd, hun har forladt, om faster Dorte og om de mange flytninger rundt omkring på Sydsjælland. Disse tilbageblik optræder ikke kronologisk, men fungerer som et spredt billedalbum over Dortes mærkeligt afventede tilgang til verden.  

Romanen er ikke plotdrevet, men har sin fremdrift i de detaljerede portrætter af Dorte, hendes kæreste Per Finland, faster Dorte og digter Hase. Igen er provinsen med dens småkedelige hverdag, jeg-svage kvinder og bløde mænd omdrejningspunkt for fortællingen, der med sit fokus på bittesmå detaljer tegner et portræt af folk, som de er flest. Helle gør sig ikke til dommer over karakterernes gøren og laden, hun noterer bare, hvad der foregår. 

Som i Helles andre bøger er stilen nøgtern og konstaterende frem for analyserende og udfoldende. Dorte gør ting uden helt at vide hvorfor, og så er den ikke så meget længere. Det er op til læseren at lave mellemregninger og sammenstykke karakterernes bevæggrunde for deres handlinger. Romanen er dialogbåret, og netop i dialogen viser forfatteren, hvem karaktererne er. De afslører sig selv gennem deres handlinger og deres tale.

I 2018 udkom Helle Helles syvende roman, ”de”. Den handler om en unavngiven pige, der skal i gymnasiet og hendes mor, der arbejder i tøjforretningen Acacia og som undervejs kommer på hospitalet. Den handler også om de steder, de har boet og lidt om de mennesker, de møder: Hafni, Palle, Henrik Strøm og Tove Dunk. Og så handler den rigtig meget om ting, man kan spise, indrette sig med, vinke med og bruge på mærkelige måder.

Første kapitel ligger tidsligt sidst i fortællingen, der forløber over et forår, hvor moderen konstaterer, at hun nok har slugt en sten, og en sommer, hvor pigen stopper i folkeskolen, og et efterår, hvor nye venskaber knyttes i gymnasiet og en vinter, hvor moderen bliver indlagt med en ikke defineret sygdom.

54054467

De 51 kapitler er alle skrevet i nutid og skifter mellem kortprosaagtige erindringstekster om deres tidligere bopæle og nutidssporet, der foregår i 1980’erne. Fælles er, at de foregår på Lolland, blandt roemarker, leret jord og høje himler. Fælles er også en sproglig opmærksomhed hos både fortæller og de to synsvinkelbærende karakterer, der begge drømmer om at skrive en bog. Synsvinklen skifter løbende og kan være svær at afkode, da de begge ofte blot omtales som ”hun”.

Karaktererne defineres ud fra deres handlinger, udsagn og udseende, og der står ikke rigtig noget om deres følelser. Der burde ellers være nok af drama for en 16-årig gymnasieelev, der ved, at hendes mor skal dø. I stedet for at tale om sygdommen eller følelser viser pigen sin vedholdende og sagte kærlighed ved at købe ind, lave mad og spare på husholdningspengene. Sine egne tanker håndterer hun ved at stå af bussen lidt tidligere og gå det sidste stykke hjem.

Sprogligt set er det en helt fortættet roman, da de korte hovedsætninger springer i tid og sted, og det fragmenterede sprog kan minde om lyrik. Ordvalget er talesprogligt, og der står det, man siger: Hun skruer dutten af vandhanen, bussen kommer til syne ovre bag kommunen.

Forfatterskabets karakteristiske detaljenærhed, kærlighed til de passive karakterer og til stilstanden og blikket for tings betydning for det levede liv kommer således også til udtryk i denne sorgmuntre roman om et sammentvundet ”de” i en yderst skrøbelig situation.

I 2021 udgav Helle Helle romanen ”BOB”, der er en art selvstændig efterfølger til ”de”. Den unge mand Bob og den unavngivne jegfortæller flytter fra Lolland til Vanløse, og man hører detaljeret om deres indretning i lejligheden, aftensmad og indkøb. Fortælleren studerer på universitetet, og Bob får arbejde på Sømandshotellet i Nyhavn. Her møder han kvinden Kola, der inviterer ham med ind i sine cirkler, der er meget forskellige fra Bobs. Af og til får Bob og fortælleren besøg hjemme fra Lolland, hvortil flere kapitler er henlagt nogle år før den primære handling i 1985/86.

38484508

Bob er optaget af de smukt klingende vejnavne i Vanløse og af gader, infrastruktur og den perfekte rute. Kommer han nogensinde til at cykle på arbejde, som han hver aften lover sig selv? Han er en lidt ubeslutsom type, der tiltrækker andre mennesker, uden at han nødvendigvis vil have deres opmærksomhed.

Som i tidligere værker fylder mad og mærkelige måder at spise på meget, og tilsyneladende ubetydelige episoder optager romanen: Stuebirken drysser (og får sengen til at ligne et gravsted), en hornfisk er for stor til at være på tallerkenen, mælken til espressoen trækker skind, som Bob fjerner med en tændstik. Små bitte bevægelser får al opmærksomheden, mens de ægte dramaer (flytter Bob fra fortælleren? Hvorfor giver han Kola 8000 kr. i et pyramidespil? Hvorfor er han så handlingslammet?) kun berøres flygtigt. Bob associerer ret kraftigt og kan ved bare tanken om smagen af Liebfraumilch være tilbage i sin ungdoms mere eller mindre sorgløse udflugter. Disse associationsrækker definerer mange af romanens 47 korte afsnit.

Der er et ejendommeligt fortælleforhold i ”BOB”. Fortællerens ’vi’ burde betyde, at romanen fortælles af en jegfortæller, men der er ikke noget aktivt ’jeg’. Til gengæld ved fortælleren alt om, hvad Bob tænker og foretager sig, når de ikke er sammen. Det er på en måde en historie, der ikke kan fortælles. Sætningerne vender sig diskret væk fra gængs syntaks og ortografi, og sproget gør, hvad det vil. ”BOB” presser romangenren ved hverken at have et plot, fremdrift eller udfoldede romankarakterer. Til gengæld er den en muntert søvndyssende hyldest til litteraturens uendelige mulighedsrum.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "BOB"

I Helle Helles roman ”Hafni fortæller” (2023) leder titlen direkte ind i første sætning, der lyder: ”at hun skal skilles”. Det er forår 2013, og 48-årige Hafni sidder i sin bil på en rasteplads i nærheden af Ringe og ringer til sin ungdomsveninde (hovedpersonen i ”de”) for at fortælle om sin såkaldte smørrebrødsrejse fra Frederikssund over Roskilde, Ringsted, Korsør, Nyborg, Svendborg, Langeland (ved en fejl) og til Als. Hun er netop gået fra sin mand og fejrer sin nyvundne frihed med en nøje planlagt rejse til kroer og campinghytter, til sildesymfoni, kamsteg og snaps ad libitum. Den detaljerede skildring er iblandet erindringssmuler fra firserne og familielivet og praktiske husmodertips, og Hafni bruger rejsen til at vriste sig fri af det forgange i forsøget på at finde sig selv efter skilsmissen: ”Jeg vil ikke være mig. Jeg vil lave mig selv om.” (s. 10).

136724355

På rejsen, der skulle have varet en uge, men ender med at tage en måned, møder Hafni et hav af mennesker, og i sin frygt for at skuffe dem, siger hun ja til ting, hun ikke har lyst til. Hun ser sig selv med andres blik og er tynget af en invaliderende skam over alt det forkerte, hun gør og siger. I det hele taget famler hun lidt i blinde over, hvilken retning hendes nye liv skal have.

Fortælleformen er envejs, da Hafni taler uafbrudt om stort og småt, men påfaldende lidt om sin skilsmisse. Selv siger hun også: ”Hun er klar over, at hun har et fortællemæssigt problem, bagatelgrænsen er minimal, hun kan sagtens selv høre det.” (s. 91).

Som altid hos Helle spiller mad en stor rolle, og karaktererne bruger ting på mærkelige måder: Hafni bruger sin stålkam og sin bilnøgle til at dele en avocado med, hendes håndtaske fungerer som hovedpude og regnslag, og hendes sportsstrømper bliver et prisme for hendes måde at være i verden på. Sætningerne er mættede af indhold, ofte af væsensforskellig karakter: ”En tristhed trængte sig på, den skyldtes måske Trelleborg”. (s. 50). Modsat tidligere værker er karakteren her på farten i et roadtrip fuld af nødtvunget vovemod; en langsommelig men dog eventyrlig odyssé ud i det ukendte. Læseren får alle detaljer med fra provinsens smukke stednavne, skæve eksistenser og rigelige mængder smørrebrød.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Hafni fortæller"

I 2025 udgav Helle Helle ”Hey Hafni”, der tager forfatterskabet til udlandet for første gang. Hafni opholder sig i en ”langtidsleje” i den engelske kystby Brighton og modtager i bogens begyndelse sin storebror i Gatwick lufthavn, hvor en taxachauffør fejlagtigt kalder ham for Jack, hvilket han herefter kaldes. Han er kommet for at løbe maraton, men brækker benet inden løbet. Deres søskenderelation består af sparsomme og ikke udpræget kærlige samtaler, misforstået kommunikation og en påfaldende uengagerethed, selvom de begge befinder sig i en ny livssituation som følge af skilsmisser.

Hafni er flyttet til Brighton på grund af mågerne og forsøger at få gået sine 10.000 skridt om dagen, så hun runder molen og den stenede strand og går i butikker. Da hun en dag beslutter at tage bussen til byen Lewes for at se forfatteren Virginia Woolfs hus, bliver det begyndelsen på en rejse, der fylder det meste af romanen. Tilfældige møder og et ubeslutsomt sind fører Hafni i armene på imødekommende lokale rundt omkring i Sussex, ikke mindst Our Billy, som hun indleder en relation til, inden hun igen stikker af, som hun har for vane. Der bliver drukket meget te af forskellig art, og den detaljerede madinteresse fra ”Hafni fortæller” fortsætter, her i britisk præg.

140368059

Fortællingen skifter mellem en tredje- og en førstepersonsfortælling, hvori Hafni beretter om sin nutid til et udefineret du fra hendes fortid på Lolland. Sproget gør opmærksom på sig selv ved at blande stilarter, sprog, fraser fra sange og synonymer fra kryds-og-tværser. Hafni reflekterer over, hvad ord betyder, hvilke ord hun bruger og hvilke hun fejlstaver, hvor svært det er at tale engelsk og om alt kan siges på et andet sprog. Der er på den måde en enorm begejstring ved alt det, ord og sprog er og kan, som gadenavnet ”Glen Close”, ordet hallokale og ”hvad discount hedder på engelsk” (s. 168).

Som i ”Hafni fortæller” er Hafni drevet af skam og et selvbevidst blik på sig selv, ligesom hun stadig driver retningsløst rundt i livet, guidet af tilfældigheder og høflighed. Samtidig er hun både modig og tillidsfuld i sine møder med fremmede. Et nyt element optræder i form af spøgelset Craig, som Hafni møder og tiltrækkes af, samt en mærkelig tredje hånd, der vokser frem i pressede situationer og gør ting af egen vilje.