simon fruelund
Foto: Camilla Hultén

Simon Fruelund

Artikel type
voksne
stud.mag. Susanne Nørgaard, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. 2014.
Top image group
simon fruelund
Foto: Camilla Hultén
Main image
Fruelund, Simon

Simon Fruelund mestrer en minimalistisk realisme i stil med den amerikanske novellist Raymond Carver og med danske Helle Helle: En nedtonet, ufortolkende fortællestil, som antyder noget mere gådefuldt under hverdagens overflade. Hans tekster er fulde af huller, som han håber, læseren selv fylder ud – uden læserens engagement kan teksterne ellers nemt blive opfattet som kølige, nøgterne og meget, meget stille. Hensigten er dog præcis den modsatte: At det skal buldre og brage nedenunder.

Minimalisme i 1990'erne

 

51265106

 

Blå bog

Født: 26. juli 1966, Helsingør, Danmark.

Uddannelse: Cand.mag. i Dansk og Engelsk/Amerikansk Litteratur, Københavns Universitet, 1994. Uddannet fra Forfatterskolen, 1995.

Debut: Mælk. Gyldendal, 1997.

Litteraturpriser: Jeanne og Henri Nathansens fødselsdagslegat, 2007.

Seneste udgivelse: Pendlerne. Gyldendal, 2014. Roman. 

 

fruelund

Baggrund

“Han er pensioneret lektor og har en forkærlighed for schweizerdrops. Hans kone ligger i de ukendtes grav. Som regel går han derhen om søndagen, men ikke i kirke. Af og til kommer der en stor kat og besøger ham, og det sker at han læser højt. Han har læst Ovid for den, Elskovskunsten, så den spandt”.
"Borgerligt tusmørke”, s. 17.

Simon Fruelund blev født i Helsingør den 26. juli 1966, men voksede op på et nedlagt husmandssted på Midtsjælland, som familien overtog i 1967. Allerede i folkeskolen begyndte han at skrive sangtekster, noveller og digte. I 1985 blev han student fra Stenhus Gymnasium og herefter optaget på Danskstudiet ved Københavns Universitet. Sideløbende arbejdede han bl.a. som biografoperatør og – under en længere pause fra studierne – som lærervikar. Ifølge ham selv overlevede han sidstnævnte job ved at fortælle løgnehistorier og ved at genfortælle noveller og fortællinger, han havde læst, som om det var noget, han selv havde oplevet.

Simon Fruelund blev cand.mag. i Dansk og Engelsk/Amerikansk litteratur fra Københavns Universitet i 1994. Som et led i sin akademiske uddannelse var han et år på et universitet i USA, U.C. Irvine, hvor han bl.a. deltog i et “creative writing” kursus. Her fik han dannet grundlaget for sin enkle og nedtonede skrivestil ved at skrive og tænke på et andet sprog, det engelske.

I 1993 blev Simon Fruelund optaget på Forfatterskolen i København, og her opholdt han sig indtil 1995 sammen med blandt andre Katrine Marie Guldager, Peter Adolphsen og Thøger Jensen. Han siger selv, at han blev optaget med den begrundelse, at hans følgebrev var meget velskrevet: “De foreslog at jeg skulle skrive en brevroman. Jeg blev ved med at skrive noveller. De fleste smed jeg ud. Et par blev trykt i et tidsskrift, og så skrev jeg videre, og smed ud, og skrev videre. Jeg blev ved med at skrive noveller. Så enkelt er det, tror jeg.” (Simon Fruelund i sin selvbiografi, www.litteratursiden.dk, 2004-11-22).

I 1997 udgav Simon Fruelund novellesamlingen “Mælk”, i 2002 kom “Planer for sommeren” og i 2006 udgav han sin første roman, “Borgerligt tusmørke”. Senere er romanerne ”Verden og Varvara” (2009), ”Panamericana” (2012) og ”Pendlerne” fra 2014 udkommet.

Efter ni år som forlagsredaktør på Gyldendal med speciale i oversat skønlitteratur sagde Simon Fruelund jobbet op for at hellige sig skriveriet fuldt ud. Simon Fruelund bor i dag i Gentofte med sin kone Camilla og deres datter.

Mælk

“Han satte sig ind i bilen. Han så op mod huset. I vinduet på første sal kunne han skimte kikkerten, der stod under vinduet. Han kunne ikke se Erik, men han vidste, at han var der. Så startede han bilen”.
“Mellemværende”, s. 54.

Simon Fruelunds debut, “Mælk” fra 1997, består af 14 stramt komprimerede øjebliksbilleder – alle med korte navne som “Flod”, “Hår” eller “Røntgen”. Novellerne kredser om gennemgående motiver som store flader af vand, fisk og låste døre, og der optræder kun meget få personer ad gangen. Imellem disse motiver og personer udspiller sig utroskab, fremmedhed og svigt, men også lykke og tryghed. Og bag det hele lurer døden, og efter døden savnet.

I novellen “Flod” skal to unge turister køres en tur ud til Vadehavet af novellens fortæller i hans traktor. Parret går alene ud i horisonten, mens fortælleren venter i traktoren, og man tror, at de i deres uskyldige uvidenhed vil blive overrasket af tidevandet. Men sådan går det ikke. De dukker op i sidste sekund, og det viser sig, at døden allerede har været der og har taget en ung fastboende windsurfer – sønnen til den kromand, som lejer et værelse ud til det unge par: “Jeg kunne ikke finde ro, da jeg kom hjem. Jeg tænkte på det unge par og på kromandens søn, og så kom jeg til at tænke på Inger. Regnen hamrede på bliktaget, og lidt efter kunne jeg høre helikopteren. De tror, de har al den tid, der er i verden, tænkte jeg” (s. 13).

21653497

Der er noget forsagt over hverdagsmenneskene i “Mælk”. De kender ikke hinanden og vil helst ignorere problemerne. De har et mellemværende, men har svært ved at få det forløst. Som i historien “Hvad er der?”, hvor Thomas og hans kone kun har Tv-skærmen tilbage at være fælles om: “Kastanien føltes så uventet blød og glat mod mine fingre; den mindede mig om noget, jeg havde følte engang, når jeg så på min kone. På et tidspunkt må hun have mærket min desperation, for hun sagde: - Hvad er der Thomas? Så kiggede jeg over mod skærmen” (s. 23). Thomas føler sig for gammel til at bryde ud. Men måske burde han, insinuerer novellen gennem historien om hans søn, som har fundet en anden og forladt sin kæreste.

Utroskab går igen i flere af novellerne, som noget, personerne ikke kan forholde sig åbent til: “Det er jo sådan et evigt konfliktforhold. Det kan let blive banalt, men det er også noget, som er meget livsnært, vedkommende, noget som alle kender til. Det gør det interessant at skrive om, det giver uro i fortællingen” (Marianne Juhl: “At skrive er at se”. Interview i Jyllands-Posten, 1997-04-29).

Novellerne forholder sig til den konkrete virkelighed og er præget af en høj grad af sproglig bevidsthed. Fruelund har søgt at undgå det symbolske, da han mener det står i vejen for en såkaldt nu-effekt. Alligevel står tingene og dirrer af betydning, fordi novellerne er så åbne. Der er noget, som stikker og stritter imod, noget, som man ikke helt har forstået, og som gør, at man husker historierne og tænker på dem bagefter. Som eksempelvis i “Mellemværende”. Hvad er det for noget med læreren, Erik? Hvorfor forlader han Tobias ved søen, for at stå og kigge på ham med en kikkert?