ursula andkjær olsen
Foto: Henriette Bachmann

Ursula Andkjær Olsen

cand.mag., ph.d. Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information. 2013. Senest opdateret i 2017.
Top image group
ursula andkjær olsen
Foto: Henriette Bachmann
Main image
Andkjær Olsen, Ursula
Foto: Søren Jensen/POLFOTO

Indledning

Ursula Andkjær Olsen skabte store dønninger med sin debut ”Lulus sange og taler” (2000), som fastsatte det sprudlende polyfone trademark, vi lettere misvisende stadigvæk forbinder digteren med. Med ”Ægteskabet mellem vejen og udvejen” (2005) slog digteren igennem til et bredere publikum, mens hun i sit senere værk bl.a. har samarbejdet med billedkunstnere om bøgernes visuelle udtryk og tilføjet hårdere, mere kantede og mørkere registre til sit samlede udtryk. Kulminationen er ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012), der med udgangspunkt i kvindekroppen handler om moderskab og ufrivillig abort.

 

47588464

Blå bog

Født: Den 28. november 1970 i København.

Uddannelse: Elev på Forfatterskolen, 1997-1999. Cand. mag. i musikvidenskab og filosofi, 2002.

Debut: Lulus sange og taler. Gyldendal, 2000.

Litteraturpriser: Dan Turèll prisen, 2006. Montanas Litteraturpris, 2013. Kritikerprisen, 2015. Statens Kunstfonds hædersydelse, 2017.

Seneste udgivelse: Mit smykkeskrin. Gyldendal, 2020. Digte.

Inspiration: Sproget.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genre: Hybrid

 

 

Ursula Andkjær Olsen om sin kæphest

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“En skål for kontinuiteten i det vaklende. Eller. Sagt på en anden måde. Man kan gå over grænsen. Eller man kan gå i ring. Eller bare. Mennesket er det, der vokser ind i himlen, hvorfra det så falder ned. Lidt senere. Desværre.”
“Ægteskabet mellem vejen og udvejen”, s. 37.

Ursula Andkjær Olsen blev født ind i et hjem med klaver på Amager i 1970. Her boede og voksede hun op sammen med moderen og faderen og sin lillesøster Julie (illustrator i og på “Have og helvede”, 2010).

Mens mange digtere fortæller deres livshistorie som én lang kærlighedsaffære med ordene, er Andkjær Olsens vej til sproget mere snørklet. Fra ganske tidligt var det musikken, der var hendes foretrukne kunst- og udtryksform. Hun hadede at skrive stil i skolen, for sproget var kun et dagligdags værktøj: “Som lille var jeg mistroisk over for sprogets evne til at kunne fungere til ret meget andet end at sige ’ræk mig lige mælken’. Jeg var ikke god til at bruge det til at sige, hvordan jeg havde det. Eller til at lytte når andre skulle sige, hvordan de havde det. Det blev mig altid lidt pinagtigt. Det var musikken, som betød noget for mig.” (Dorthe Hygum Sørensen: “Stemmens vildreder”. Politiken, 2005-09-11).

Ursula Andkjær Olsen drømte mest om at blive pianist, mens hun legede hørespil og radioavis med søsteren. Hun gik til klaver hos Therese Koppel, startede på medicinstudiet men endte med musikvidenskab og filosofi. Ved siden af studierne fungerede hun i seks år som anmelder af klassisk musik på Berlingske Tidende.

I en alder af 25 år oplevede Ursula Andkjær pludselig, at hun havde skrevet noget, der lignede lyrik. Fra et studieophold i Berlin sendte hun al sin tekst til Forfatterskolen og blev optaget i 1997. I 2000 kom debuten i form af den skelsættende “Lulus sange og taler”.

Siden har hun været ganske produktiv med yderligere en række samlinger, heriblandt den bredt roste og vidt solgte “Ægteskabet mellem vejen og udvejen” fra 2005. Bogens voldsomme eksponering tog fart, da Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden helligede en leder til bogen på udgivelsesdagen (Tøger Seidenfaden: “En digtbog, der greb dagen”. Politiken, 2005-09-09). Udover lyrikken har Andkjær Olsen udgivet sit bearbejdede universitetsspeciale om den danske avantgardistiske komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen. I 2009 blev hun mor til sønnen Max.

I 2019 blev Ursula Andkjær Olsens udnævnt som rektor for Forfatterskolen.

Lulus sange og taler

“Vi taler kun som nålene på en pianolarulle
synger til hinanden. Schiller ville ønske, han havde lavet den.
Han ville ønske at skriften var lige så polyfon som musik.
Jeg ville ønske jeg var en salme.”
“Lulus sange og taler”, side 9.

Andkjær Olsens debut “Lulus sange og taler” udkom i 2000. Den etablerer hendes helt specielle stil og stemme – eller stemmer, for det er, hvad der er tale om. Omslaget angiver ikke bogens genre, for det er ikke digte i konventionel forstand.

Titlens femme fatale, Lulu, er blot én af de mange stemmer, der væves ind i hinanden i bogens univers af sange og taler. Det sammenhængende digtersubjekt bor ikke længere i teksten, den bebos foruden Lulu af den filosofisk docerende Ursula Ursprung, den forføreriske Salomé, Anna Kronisma, der er lidt gammeldags (anakronisme) og maniske Pandora. Den polyfone (flerstemmige) komposition virker som moderne kompositionsmusik, og den griber modigt til et væld af ordgenrer; her er aforismer, vrøvlerim, foredrag og syllogismer, og som om det ikke var nok er sproget både dansk, tysk og fransk. Stemmerne er langt fra distinkte, men de markerer tematiske vinkler til bogens hovednerve: En undersøgelse af kærlighedens former.

23083256

Teksten eller teksterne udforsker sprogets mulighed for at nærme sig det, der ikke kan præciseres; hengivelsen og tilliden i kærligheden, der aldrig kan omfattes af vished. Også kulturhistorien inddrages som samtalepartner i et fandenivoldsk ridt gennem et væld af referencer til forfattere som Proust og Gertrude Stein, filosoffen Wittgenstein og avantgardistiske musikere som Alban Berg og John Cage. De intertekstuelle referencer tårner sig op og er med til at understøtte den metalitterære sprogrefleksion.

“Fra sprogets nulpunkter stiger kunsten”, står der et sted, og det er i den konstatering, bogen finder sin pointe. “Lulus sange og taler” er i høj grad et æstetisk eksperiment, hvis vilje strækker sig mod at etablere en skrift, der er lige så polyfon og rummelig som musikken. Det kan lyde højstemt, men det er udførelsen ikke; bogen er både let og tung, substantiel og snakkende. Selv siger Ursula Andkjær Olsen: “Det at man skriver og tænker seriøst, behøver ikke at betyde at man skal være melankolsk og selvhøjtidelig. Det kan sagtens kombineres med 'den udødeligt muntre gestus' som Hesse kalder det. Et overskuddets modspil til verdens tragedier”. (Marie Tetzlaff: “Lulu, Pandora, Salomé og de andre”. Politiken, 2000-09-09).

Atlas over huller i verden

“Det er i hvert fald altid
sikrest at skylle
de andre ud
med badevandet
i en fart.”
“Atlas over huller i verden”, side 112-113.

Andkjær Olsens anden digtsamling placerer sig stilistisk i forlængelse af forgængeren, men tematisk markerer den en væsentlig udvikling i forfatterskabet. “Atlas over huller i verden” udkom i 2003, og her vender hun sig ud mod virkeligheden og samfundet allerede fra første linies konstatering: “Der er stemmer i verden”. Det er stadig sprogets mekanik, der interesserer, men polyfonien er her blevet til en navnløs kakofoni af kritisk samfundsrefleksion i vildt energisk og øjenåbnende digterisk form. Bogen inkorporerer et digthæfte fra 2002 med titlen “Syndfloder” i let redigeret form.

25187806

Andkjær Olsen kortlægger hullerne i verden ud fra idéen om, at samfundet og virkeligheden bor i sproget, og at de magter og meninger, vi etablerer, er sproglige konstruktioner snarere end selvindlysende sandheder. Hullerne opstår, når hun vender udråb og slogans på hovedet og tager idiomatiske vendinger som ’at sejle sin egen sø’ bogstaveligt. Fra hullerne kravler kunsten så op med kritisk swung; hun udstiller den skematiske tænkning, der opstår, når verden filtreres i sproget, hun fremviser vores fremmedhed for os selv og hinanden og forbrugssamfundets døs. Hun sampler talemåder med politiske toneklange og selvhjælpsfraser: “Har du fået en sten i skoen? Slå fjenden hårdt i hovedet, eller bedre, spark fjenden hårdt i røven. Luk øjnene og mærk efter, om den er røget ud i kampens hede. Ellers gentag proceduren.” (side 74).

Som læser kommer man igennem lidt af en vridemaskine, og virkningen er skiftevis urovækkende og stærkt satirisk – og effektiv. Som forgængeren handler denne bog om sproget, men den gør det på virkelighedens præmisser. Andkjær Olsen anskuer sproget som noget, der både kan bruges til at flyde ovenpå virkeligheden i beskrivelser, men også kan være et værktøj til at dykke ned under overfladen – og så er vi tilbage ved musikken: “Ind imellem bliver man måske træt af at forklare verdens begivenheder, fordi man alligevel ikke får det hele med. Der er så mange andre sandheder, hvad synes hun, og hvad synes han. (…) Når man så for en tid har opgivet at flyde ovenpå, så opdager man, at man godt kan tage sproget med ned under vandet, at det også kan bruges til at sige noget om noget uforståeligt og “uudsigeligt” (…) Lidt på samme måde, som når musik ikke betyder noget bestemt, men så afgjort får os til at tænke noget alligevel” . (Jakob Hansen: “Sproget regner ned i hjernen”, interview på www.jakob-hansen.dk).

Ægteskabet mellem vejen og udvejen

“Ordforklaring: Dybskøn
Dybskøn er et ord, der ikke findes. Dybskøn er et ord, der ikke findes, og derfor gør det netop verden. Så dybskøn. Det, der ikke findes, er nødvendigt for fuldkommenhedens skyld. Det, der ikke findes, er nødvendigt for, at det, der findes, fremstår så meget desto skønnere.”
“Ægteskabet mellem vejen og udvejen”, s. 84.

“Jeg har slugt for mange svaner og for få/søm. Det giver viften i maven alle de/vinger og ingenting at sømme/fødderne fast med.“ Sådan lyder det i “Ægteskabet mellem vejen og udvejen” fra 2005. Bogen er en uhørt tyk digtbog, 232 sider lang. Den kværner derudaf med færdselsregler, udråb, reklameslogans, dybdepsykologiske foredrag, ordforklaringer, oneliners fra politikere og citater fra den danske sangskat og mediestrømmen.

Digtsamlingen handler om alt mellem himmel og jord – og igen også meget om sproget. Den struktureres af et netværk af hovedveje, biveje, udveje og vildveje, og gennemskæres af omskrevne reklameindslag, der satirisk afslører forbrugerhysteriets seneste højder og eksistentielle dybder: “NYHED!/Ubegrænset bundløshed til alle!/3 måneder gratis og uden engagement du vil/falde i. Med det samme.// (Frit fald eller pengene tilbage)!” (side 41).

26523494

“Ægteskabet mellem vejen og udvejen” er en stærkt politisk bog, herligt befriet for frelsthed. Tonen er skarpere end tidligere; krigen i Irak kritiseres eksplicit gennem dekonstruktion af den retorik, der omgiver den, og her får Ursula Andkjær også ram på en række fremtrædende politikere. Det samme gælder forbrugerismens selvtilstrækkelige ansvarsløshed, der gør nye køkkener til en menneskeret – helt ufrelst er digteren heller ikke.

Tematisk drager bogen en central pointe; nemlig at virkeligheden har flere sider og fremtræder paradoksal. Denne bog bebos primært af én stemme, der så til gengæld diskuterer lystigt med sig selv og med resten af kunst- og filosofihistorien. Inden for det enkelte udsagn viser dobbelttydigheden sig i forkærligheden for det grammatisk umotiverede punktum og for ordet ’eller’, der hakker vejen op i biveje og rundkørsler. Samlingen former sig således som en række af selvkorrektioner uden endemål.

Ursula Andkjær Olsen vægrer sig ved at ophæve modsætninger i store metafysiske begreber, men både kærligheden og fantasien – blandt andet i neologismen ’dybskøn’ – står stærkt som korrektioner til virkelighedsreferencen, der er i trafikalt kaos.

“Ægteskabet mellem vejen og udvejen” er en monstrøst klog bog, og den skal læses langsommeligt, ellers misser man orienteringen i farten.

Skønheden hænger på træerne

“Skønheden er at
stå selv mens man
prøver at
danne sig et
overblik over
svanesangen.
“Skønheden hænger på træerne”, side 127.

“Skønheden hænger på træerne” fra 2006 markerer et skifte i Ursula Andkjærs forfatterskab. De tidligere samlingers stemme- og stilmæssige spredehagl er nu samlet i én strøm, der omslynger hele bogens søgende og næsten sørgmodige univers med lugt af efterår og eftertanke.

Bogen falder i fire regulære dele og ’et dråbeformet vedhæng’ til sidst. Billedsproget vokser ud af naturen og årstiderne – her er skærmblomster og nedfaldsæbler, tåge og is på pytten – og alle dele bæres oppe af et ekspliciteret lyrisk Jeg, som reflekterer over livets, skønhedens og kærlighedens betingelser.

I første del er dette Jeg et snerrende monster, der vrænger af et forstyrrende ’Jer’ og af sin egen utilstrækkelighed. Men siden bliver Jeg’et blødt og vådt i sin søgen efter afklaring af den kærlighed, der udfoldes over for et ’du’, og i eftersøgningen af skønheden, som hænger på træerne og falder som blade fra digterens mund.

26428718

Ursula Andkjær slår stadig smut med sproget og når nye højder af overrumplende præcision. Den politiske nerve er igen tydelig i bogen, blandt andet i en kritik af den uafvendelighedsretorik, der afslører en politisk ledelse uden handlekraft. Men med et sideblik til det øvrige forfatterskab er det nærliggende at læse “Skønheden hænger på træerne” som en refleksion over de forrige bøger; ’sidste års pensum’, som der står et sted. De nye digte beskriver det, som det tidligere forfatterskab indbyggede diskussioner ’performer’. Igen er det virkelighedens, sprogets og skønhedens paradokser, det handler om, men uenigheden bringes ikke til sammenstød, her står blot erkendelsen af sammensathed: “Klarheden er et meteorologisk fænomen som ikke har noget at gøre med entydighed.” (side 127). Læst fra den vinkel synes Andkjær Olsen at stræbe efter overblik over svanesangen, som hun selv skriver.

“Skønheden hænger på træerne” virker mere moden og mindre modig, hvilket flere anmeldere har bemærket som et tab. Men det er en smuk bog, og fornyelsen er velkommen med sine præcise træstammeformede digte og enkeltstående ord som faldne efterårsblade. Og så må bogen roses for en formidabel sammenhæng mellem den digteriske tone og Anne Marie Plougs grafiske tilrettelæggelse – det sort-hvide træ på omslaget og de enkelte abstrakte billedindskud mellem samlingens dele.

Havet er en scene

“Our instructor this/ goo-natured guy taught us that// nerve agents are undetectable that blister/ agents smell of// garlic// And that choking agent will remind you of// freshly cut grass. Right before it/ ruptures your lungs and/ drowns you// in your own fluids”
“Havet er en scene”, s. 99.

I ”Havet er en scene” (2008) støder man på simultane henvendelsesniveauer og forskellige spor og genrer. Sporene er mangfoldige som aldrig før og det system, som det hele er organiseret efter, dækker over myriader af krydsreferencer mellem de mulige læseretninger, der ikke holder sig til den gængse fra side 1 og fremefter mod højre.

Eksempelvis lægges der i tre hovedafsnit op til, at højresider og venstresider læses for hver for sig. Man læser først 30 højresider og derefter 30 venstresider, eller gør man? Bogen er endvidere en symmetrisk tredelt værkkomposition med krydsreferencer frem og tilbage (selvfølgelig med et lille appendix til slut, der ødelægger symmetrien). Endelig er der et blåt tekstspor nederst på siderne, som kan læses separat.

27409709

Bundlinjesporet kryber som en enkelt linje på tværs af bogen (rundt om flapper, front og inderside) og adresserer i et diffust ”De”, der gør sådan og sådan. Der er tale om en overordnet helikoptervinkel på (mennesker i) verden, og distancen til det beskrevne modsvares i den øvrige teksts 1.-persons direkte tale. Visse steder er denne tale privat, inderlig og direkte intim i sin jeg/du-relation.

“Havet er en scene” består egentlig af en hel række forskellige bøger, der bl.a. laver X-faktor-satire (“Audition til det konfliktfrie liv”), besynger kærligheden og intimiteten (”Elverskud”) og gengiver amerikanske Irak-soldaters blogging fra kampzonen (“Father of All and King. Of All”). Krigens realitet i form af udsagn fra de virkelige mennesker, der deltager i den, er smækket op i læserens ansigt, og det eksemplificeres med al tydelighed, at lyrikken i Andkjær Olsens optik ikke er forbeholdt særligt passende motiver, f.eks. de smukke.

Spredt ud i hele bogen finder man en insisterende indoptagelse og stillingtagen til, ikke blot krigen, men tidsåndens – ja, undskyld – dårlige ånde. Om biobrændsel lyder det i frasens form: “Den enes brød er den andens gas”. Om privatforbrugets tendens til at erstatte religion lyder det: “Udsalg har også altid været min foretrukne højtid”.

Have og helvede

“alting har muligvis navne men/ jeg kunne finde på nye til det hele hvis/ jeg ville for/ jeg er alene oppe”
“Have og helvede”, side 43.

Have og helvede” (2010) har en troldsk titel. Der er tale om et ordpar, men ’helvede’ modsvares ikke af modsætningen ’himmel’. Helvede modvares slet ikke men sidestilles derimod med ’en have’ (eller ’at have’, eller ’hav’ i flertal..?); med helvedes allierede eller nabo? Svaret gives ikke, og sådan er det hos Andkjær Olsen. Hun brækker sproglige automatgange op og foreslår nye og andre måder (end f.eks. binære) at sige tingene på. Udvidende reformuleringer er bedre end fokuserede floskler.

“Have og Helvede” er en grafisk digtbog – eller en artist’s book om man vil. Bogen har igen ordinær typografi, men er udfoldet i farver og illustrationer af digterens søster Julie Andkjær Olsen, som er krediteret på titelbladet. Bogen består af tre tekst- og grafikspor, der krydser og refererer til hinanden. Denne særlige måde at skrive fra flere steder og niveauer inden for samme bog vil man genkende fra Andkjær Olsens øvrige forfatterskab.

28265832

Sporet “Slangens bog” med de broderede og synligt sammenhængende kædesting taler med en autoritativ stemme og gengiver en skæv udgave af Bibelens skabelsesberetning og menneskehedens udvikling. Fortælleren omtales bl.a. som “Slangen” og “Statsmonsteret” og er en form for overlægger for DET HELE. Og for at det ikke skal være nok, så taler denne principielle 3.-persons-stemme yderligere i slange-læspende direkte tale, markeret med rød tråd.

Slangens tale går igen i sporet “Navnløs”, hvis trusselsbrevsopsætning i ord, bogstaver og fotos klippet ud fra andre tekster, anviser overskriftens ukendte afsender. Det forhindrer imidlertid ikke den navnløse i at true og anråbe slangen: “FORTÆL MIG NU!” Sporet indgyder en aggressiv og brovtende lyst ved virkelighedens flimrende kaos og har ingen problemer i at være der og deltage.

Det har til gengæld stemmen i sporet “Havefornemmelser”, der er sat i sirlig sprittusch-pige-håndskrift. Den sarte stemme tvivler på formålet med at sige og tilføje noget i en have, hvor alt allerede er ordnet, navngivet og smukt afstemt. I løbet af det døgn, sporet gennemspiller, overkommer stemmen imidlertid sin tvivl, og kan hen mod aften konkludere, at verden endnu har navnløse områder, hvor der er rum for ord: “derfor er det/ usminkede så sfinxisk/ ligesom ting uden navn”.

Det 3. årtusindes hjerte

”Så skal vi skilles ad, før vi kan mødes, vi hænger/ sammen, så skilles vi./ For at møde// Jeg er alt, du er, jeg er varme, beskyttelse, mad.”
”Det 3. årtusindes hjerte”, s. 95.

I Ursula Andkjær Olsens ottende digtbog, ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012), bliver graviditet og moderskab adresseret på en helt ny måde. Det gælder både i forhold til Andkjær Olsens forfatterskab, hvor ”kvinde” mestendels har været en seksuel og ikke forplantningsorienteret binding, og det gælder i det hele taget i forhold til gengivelse af graviditet i litteratur, hvor man har været henvist til bleg realisme fra 1970’erne. ”Det er mit nye kropssprog”, hedder det et sted i ”Det 3. årtusindes hjerte”, og bogen fremviser forplantning eller reproduktion i en bred vifte af betydningsniveauer fra det helt konkrete (Kvinde kend din krop) til det helt abstrakte (matriarkalsk kosmologi for det nye årtusinde). Her fremstår amning og kapitalismekritik som forbundne, ja ligefrem som komplementære størrelser. Man vil genkende de insisterende genforhandlinger af grundlæggende modsætningspar fra Andkjær Olsens forrige bøger: Sætninger og dikotomier ”gnubber sig” op af hinanden og fremstår pludselig i nye overraskende sammenhænge. Forbindelser og relationer gentages med små variationer og fødes på ny ind i andre sammenhænge.

29584494

”Det 3. årtusindes hjerte” består af afrundede tekster/digte, og ingen af disse overskrider en bogside. Således fremstår bogen mere visuelt ordnet og kompositorisk mere afrundet end tidligere i Andkjær Olsens forfatterskab. Bogens afsnitsinddelinger beskriver (ikke glasklart men heller ikke fuldstændigt utydeligt) en graviditets progression fra ”abort” til ”venterum” og ”smerte” over det at dele ”min krop” i ”to kroppe” til ”amningens struktur”, herunder ”bryster” og frem mod en udmunding i på én gang afstandtagende og indoptagende beskrivelse af finanskrisens samfundslogik. Bogens kvindekønnede ”jeg” forbindes i sidstnævnte niveau igen og igen med liberale vækstidealer og bankterminologi. Den reproducerende kvindekrop bliver til ”Moder marked”: ”Står jeg ikke her som et/ risikovilligt kar”.

Akkurat som forplantningsmotivet – det at videregive livet – er Andkjær Olsens skrift en stærkt hvirvlende strøm, der forbinder tilfældighederne og splintrer nødvendigheden. Graviditet er i ”Det 3. årtusindes hjerte” et grundprincip og et fælles anliggende.

 

Udgående fartøj

”der er noget galt med min hud/ [...] den har ikke udført sit arbejde/ hvem kan tage sådan en hud alvorligt / den er et latterligt organ som burde udskiftes, med f.eks. guld”
”Udgående fartøj”, s. 71.

Halvdelen af coverillustrationen på Ursula Andkjær Olsens digtbog ”Udgående fartøj” (2015) er kulsort. Den anden halvdel er grå i sort. Således er tonen slået an til et dystert og ja, sort værk. På sin helt egen og utilgængelige måde handler det om kynisme, hårdhed, uforsonlighed.

Bogen er komponeret i seks afsnit, hvis små, rudimentære digte fungerer både som kortfattet selvstændige og udfoldet sammenhængende tekster. Tilsvarende er der en udvikling mellem de enkelte afsnit, og bogen kommer således til at gennemspille et romanagtigt hele med en hjemme-ude-hjem-struktur. Bogen bevæger sig fra en position karakteriseret af opbrud og jeg-fikseret vrede til en ny, spag forhåbning om noget fællesmenneskeligt og noget, der er endnu større: naturen. Et sært makkerpar af teknologi og forvrænget kristendom er øjensynligt forhåbningens livline.

51747720

Andkjær Olsens forfatterskab er fyldigt. Den styrtblødende, fræsende, jonglerende stil, der er blevet Andkjær Olsens trademark, er i 2015 entydigt erstattet af en enstrenget hård, kontant og repeterende stil. Festen er slut, og en tømmermandsramt dagen derpå er realitet. Men man kender stadigvæk Andkjær Olsen som den stædige (og respektløse) sprogprofessor, der som ingen anden kan gennemlyse sprogets materiale. Bibelsk/kirkeliturgisk intertekst kommer og går i ”Udgående fartøj”, f.eks. her, hvor præsten pludselig bliver upassende aggressiv i en ukvemsed: ”JEG SKAL LØFTE MIT ÅSYN PÅ JER OG GIVE JER FUCK” (s. 59).

Billedsproget er ligeledes centralt. ”her er ingen billeder/ ingenting ligner andet end sig selv, alt er lukket” (s. 33) lyder det i en karakteristisk og karakteriserende formulering. Det uforsonlige og hårde udtryk lader rigtig nok ikke plads til sprogets sammenlignende potentialer, men i asken fra et udbrændt billedsprog opstår lynsnart et nyt. Når tekstens udtryk eksempelvis gøres totalt abstrakt i en gentagende tilbagevenden til en ”unedbrydelig kugle”, der netop ikke ligner noget, men kun er noget, ja så kommer det alligevel til at ligne. Kuglen, der er et emblem på diktummet ”alt er lukket”, er således installeret som et mærkværdigt goldt sammensurium af den materielle verdens utilgængelighed, fosteret i den gravides mave, selvets inderste kerne, dette selvs kyniske sindbillede og (uhyggeligt nok) en kugle i betydningen ”patron”, som skydes af sted mod en nedrig omverden, der ikke har fortjent bedre.

vi rus salve

”krop/ ikke som noget der er biologisk bestemt/ krop/ som ALT der har brug for beskyttelse/ krop/ som alt der kan ydmyges”

”vi rus salve”, upagineret

Som en ond søster til den grafiske bog ”Have og helvede” (2010) er den sært betitlede ”vi rus salve” (2016) et visuelt bogværk, hvis sorte sider og sort-lilla teksttryk udspyr uhygge og kulde. Ursula Andkjær Olsen har samarbejdet med den visuelle kunstner Stense Andrea Lind-Valdan og skabt en utilnærmelig og dyster serie af 50 tekst-billeder.

Ifølge Ursula Andkjær Olsens website er værket blevet til i en udveksling mellem Stense Andrea Lind-Valdans ”aftryk af sig selv” og Ursula Andkjær Olsens skrift. Med tydelig brug af fotokopimaskinens gnidrede retro-gengivelse samt mulighed for forstørrelse og formindskelse er de enkelte opslag sendt frem og tilbage mellem de to kunstnere i en, som det hedder på ursulaandkjaerolsen.dk, ”digital og fysisk korrespondance, der gradvist tilførtes flere og flere lag bestående af tegning, håndskrift og digital redigering”.

52239567

Af den gennemgribende mørke baggrund titter forvrængede aftryk af kropsdele (mund, læber, hårtotter, knæ, pande mv.) frem. Udtrykket, der skjuler mere end det viser, minder både om Rorschach-test og horrorfilm. Skriften er derpå skrabet, ridset, skrevet, tværet, overstreget, printet, forstørret, trykt, tastet ind i disse mørklilla lag, hvor redigeringer er bibeholdt som synlige rester, folder, streger og pixeleringer.

Ligesom aftrykkene er skriften kun delvist afkodelig, og det bliver skriftens materielle fremtræden – det enkelte ords taktile og differentierede aftryk – der kommer i fokus på bekostning af skriftens semantiske indhold. Sidstnævnte er ædt op af mørket. ”vi rus salve” er mere en udstilling end en bog, en ”bogstilling”, kunne vi måske kalde det?

En tolkning kunne være, at det samlede værk fremarbejder en dobbeltrettet bevægelse, der med aftrykket som mediator trækker den materielle krop ind i skriftens abstrakte rum, mens skriften tilsvarende trækkes fra sit abstrakte, rene rum ind i kroppens snavsede, fysiske rum. Den mellemtilstand vi står tilbage med er udenfor kategori og derfor scary!

Og den sære titel: Tager man de første tre bogstaver i Ursula Andkjær Olsens navn og bytter om på dem, har vi R-U-S. Tager man initialerne i Stense Andrea Lind-Valdan og sætter et ”e” på har vi S-A-L-V-E. Og foran har vi så fællespronomet VI. Altså, måske: Du og jeg, Ursula og Stense.

Krisehæfterne

”De rynkede kartofler, ingen er taknemmelige for dem, de er ikke i orden, al den materialitet som bare ikke er i orden, som de synes ikke er i orden, materialer som ikke er af god kvalitet, jeg tænker ikke på det alt for hvide pølsebrød, de overforarbejdede, overproducerede ting, det er de triste, kedelige, uflotte råvarer jeg taler om, ingen vil have dem, de er usle, de forfører ikke nogen, de er bare. Så bliver de smidt ud.”

”Krisehæfterne”, s. 188.

Ifølge oldgræsk mytologi blev Pandora sendt ned til menneskene som en gave fra guderne. Hendes indbydende gaveæske var imidlertid fyldt med strid og ulykker, som strømmede ud, da låget blev løftet. I Ursula Andkjær Olsens ”Krisehæfterne - Pandora Blue Box, Atlantis-syndromet” (2017) fungerer myten som en synlig men abstrakt model for et forlist og voldeligt parforhold (det nære), en løbsk økonomi (det sociale), et endnu mere løbsk klima (naturen), en fremtid, hvor menneske og robot flyder sammen (maskinerne).

Pandora er genganger fra ”Lulus sange og taler” (2000), men som noget skelsættende nyt i forfatterskabet er ”Krisehæfterne” genrekategoriseret som ”roman”, med henvisning til et utydeligt optegnet plot, nemlig kærlighedsforliset mellem Pandora og Romeo. ”Krisehæfterne” består af 12 ”hæfter” – ti rasende og to dulmende og knap så rasende. Dette samlede massiv nøjes ikke med at beskrive krisen. Det ER krise – en ekspansiv krisetilstand på skrift. Pandora-jeget raser og hader, håner og græder i en massakreret sætningsbygning, der bare fortsætter og fortsætter. ”Jeg spiller videre når Titanic går ned” siger Pandora, og vil ikke reddes men ”træde ind i depressionen og blive der”.

53435750

”Krisehæfternes” tekstmængde skaber en fornemmelse af forstoppet læsning. Der er tale om ”Et sprog som transporterer affekter snarere end betydninger”, og her er mere brus end information, mere aggression end fremdrift. Det er uudholdeligt, nuvel, men midt i sølet ligger små fintslebne diamanter, hvor Ursula Andkjær Olsen pludselig ræsonnerer præcist og knivskarpt i gedigen samtidsanalyse. Det slappe/snakkende sprog, hvis centrale glose er ”fuck”, får selskab af et stramt/effektivt sprog, der i sammenhængen fremstår desto mere lynende.

Ursula Andkjær Olsen blæser her til realpolitisk frontalangreb på bl.a. ”det sociale”, ”de økonomisk liberale” og ”varekapitalisme”. Til eksempel fremsætter Pandora et sted et ironiseret ønske om bare ”at falde i søvn mæt af konsekvenser” (s. 260). Med karakteristisk præcist og kantet metaforbrug benyttes spædbarnet, der falder i tryg søvn efter amning, som et diabolsk billede på det at indvilge i liberal ideologi, hvor ”markedet bestemmer”, og tingene ikke kan være anderledes, end de nu engang er. Disse ”konsekvenser” skaber en umiddelbar tryghed, en mæthedstilstand over for en samtid, der (forstår man) befinder sig i frit fald.

Genrer og tematikker

Først og fremmest er Ursala Andkjær Olsens forfatterskab kendetegnet ved den dialog med den verden hun selv, hendes bøger og hendes læsere er omgivet af. Andkjær Olsens tekst indoptager samfundet og dets sprog (i flertal) og kaster det tilbage i en bearbejdet og ofte overraskende original form. Denne spejling viser nye veje, nye muligheder at sige det på.

Således er forfatterskabet deltagende; det er tanket op med citater, begreber og floskler fra politikernes, mediernes, traditionens og tidsåndens kalejdoskop, og netop det kalejdoskopiske islæt bliver ikke forfladiget eller negligeret, men får lov at stå tilbage i egen ret. Læseren får i Andkjær Olsens forfatterskab en korrelerende samfundsstemme, en stemme der er sprogets og kunstens opråb i en verden af spindoktorer, journalister, politikere og kommentatorer. “Jeg må tage det kursus/ i affrasering”, hedder det et sted, og det er præcist, hvad læseren gør, når hun læser Andkjær Olsen.

Hans Jørgen Nielsen fandt i 1967 en ny tids formsprog ved at spørge: “What’s happening baby?” (i en banebrydende artikel af samme navn). Andkjær Olsen forfatterskab er måske svaret, hvis man gentog spørgsmålet i dag?

Beslægtede forfatterskaber

Først og fremmest er Andkjær Olsens løse, uformelle og regelomgængelige poesiopfattelse beslægtet med Peter Laugesens forfatterskab. Laugesens forståelse af poesien som en politisk modstemme til magtens (kapitalismens, politikernes, militærets osv.) går igen hos Andkjær Olsen – og det endda i den politiske orienterings vekselvirkning med de fintslebne og smukke sprogdiademer, æstetikken for dens egen skyld. Det er ligeledes oplagt at pege på Klaus Høecks voluminøse og ambitiøse bøger, hvis flerstemmighed og synkrone tekstapparat, som læseren opfordres til at dryplæse og spankulere rundt i, går igen i en mindre systematiseret grad hos Ankjær Olsen.

Endelig kunne man foreslå Andkjær Olsens adressering af seksualitet udenfor reklamens eller pornoens sexistiske sprogbrug som et kønspolitisk statement, der trækker tråde tilbage til Suzanne Brøgger og frem til Mette Moestrup. Andkjær Olsen gør dog ikke på samme måde som de to nævnte et særligt nummer ud af det. Repræsentation af (kvindelig) seksualitet er blot én blandt flere politiske potentialer i værket.

Bibliografi

Digte

Andkjær Olsen, Ursula:
Lulus sange og taler. 2000. Digte.
Andkjær Olsen, Ursula:
Syndfloder. 2002. Digte.
Andkjær Olsen, Ursula:
Atlas over huller i verden. 2003. Digte.
Andkjær Olsen, Ursula:
Ægteskabet mellem vejen og udvejen. 2005. Digte.
Andkjær Olsen, Ursula:
Skønheden hænger på træerne. 2006. Digte.
Andkjær Olsen, Ursula:
Havet er en scene. 2008. Digte.
Andkjær Olsen, Ursula:
Have og helvede. 2010. Digte.
Andkjær Olsen, Ursula:
Samlet : poesi 2000-2010. Gyldendal, 2011. Digte.
Andkjær Olsen, Ursula:
Det 3. årtusindes hjerte. Gyldendal, 2012.
Andkjær Olsen, Ursula:
Udgående fartøj. Gyldendal, 2015.
Andkjær Olsen, Ursula:
Vi rus salve : digt. Gyldendal, 2016.
Andkjær Olsen, Ursula: Mit smykkeskrin. Gyldendal, 2020.

Andre tekster af Ursula Andkjær Olsen

Andkjær Olsen, Ursula:
Morfar fortæller. 1984. Novelle. I: “Historiebogen børnenes julebog: Fortællinger af forskellige forfattere”. Grønvald-Fynbo.
Andkjær Olsen, Ursula:
Nô-spil for en afdød udødelig. 1999. Drama/digt. I: “Farvel og goddag”. Basilisk.
Andkjær Olsen, Ursula:
Træ: version 1. 1999. Novelle. I: “Kortprosa 1999”. Arena, Lindhardt og Ringhof.
Andkjær Olsen, Ursula:
6 amerikanere af lave. 2001. Amerikanske digte i dansk oversættelse. Arena. Sammen med Lars Bukdahl (red.):
Andkjær Olsen, Ursula:
Ny musik efter 1945. 2001. Faglitteratur/musikvidenskab. Sammen med Palle Andkjær Olsen.
Andkjær Olsen, Ursula:
Hver med sit næb: Pelle Gudmundsen-Holmgreens musikalske verden.. 2004 Essay/musikvidenskab.

Dramatik

Andkjær Olsen, Ursula:
Miki Alone. 2002. Musik af Peter Bruun.
Andkjær Olsen, Ursula:
Kunsten at vælge – den rette melodi. 2006. Musik af Peter Bruun.
Andkjær Olsen, Ursula:
Den bedste af alle verdener. Forlaget Korridor, 2014.

Musikudgivelser

Andkjær Olsen, Ursula:
Lykken. 2005. Sangtekst. CD: At drømme med Andersen. Produktion: Nikolaj Nørlund.

Romaner

Andkjær Olsen, Ursula: Krisehæfterne : Pandora Blue Box, Atlantis-syndromet. Gyldendal, 2017. Roman.

Om Ursula Andkjær Olsen

Artikler og links

Læs anmeldelser og tekstuddrag af Ursula Andkjær Olsen.
Kulturmagasinets hjemmeside med anmeldelser og links til diverse oplysninger om Ursula Andkjær Olsen.
“Mod en etisk realisme”.
DR2:
Ind i bogen. Udsendelsesrække med deltagelse af Ursula Andkjær Olsen 2001.
Skyum-Nielsen, Erik:
“Dansk Litteraturhistorie 1978-2003”. Systime, 2004.
Bukdahl, Lars:
“Generationsmaskinen”. Borgen, 2004.
Mose, Susan:
“At dykke med sproget – Ursula Andkjær Olsen”. I: Danske Forfatterskaber 1985-2005. Systime, 2005. Sammen med Peter Nyord og Ole Ravn.
Bukdahl, Lars:
“Modpludderets proces”. Weekendavisen, 2005-09-09.
Zangenberg, Mikkel Bruun:
“Sval dig i mine skygger! Drik min dugfriskhed!” Politiken, 2005-09-09.
Jannerup Andersen, Michael:
“Man har pligt til at drømme”. Interview i Berlingske Tidende, 2005-12-24.
Skyum-Nielsen, Erik:
“Hvad er skønhed?”. Dagbladet Information, 2006-09-20.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Ursula Andkjær Olsen

Links

Læs anmeldelser og tekstuddrag af Ursula Andkjær Olsen.
Her er interviews og anmeldelser af Ursula Andkjær Olsens værker.
Kulturmagasinets hjemmeside med anmeldelser og links til diverse oplysninger om Ursula Andkjær Olsen.
Kulturmagasinets hjemmeside med anmeldelser og links til diverse oplysninger om Ursula Andkjær Olsen.

Kilder citeret i portrættet

Tetzlaff, Marie:
“Lulu, Pandora, Salomé og de andre”. Politiken, 2000-09-09.
Seidenfaden, Tøger:
“En digtbog, der greb dagen”. Politiken, 2005-09-09.
Hygum Sørensen, Dorthe:
“Stemmens vildreder”. Interview i Politiken, 2005-09-11.