Ursula andkjær olsen
Foto: Henriette Bachmann

Ursula Andkjær Olsen

Artikel type
voksne
cand.mag., ph.d. Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information. 2013. Opdateret i 2015.
Top image group
Ursula andkjær olsen
Foto: Henriette Bachmann
Main image
Andkjær Olsen, Ursula
Foto: Søren Jensen/POLFOTO

Indledning

Ursula Andkjær Olsen drønede ind i danskernes litterære bevidsthed med digtsamlingen “Ægteskabet mellem vejen og udvejen” fra 2005. Med formidabelt ordgøgl og musisk sans for sprogets magt og muligheder trækker hendes unikke stemme lyrikken ud i dagslyset og verden og politikken ind i lyrikken. Erkendelsesmæssige svingninger og krystalklare paradokser følges ad i hendes tekster – det er store bedrifter, der er på spil.

 

53435750

Blå bog

Født: Den 28. november 1970 i København.

Uddannelse: Elev på Forfatterskolen, 1997-1999. Cand. mag. i musikvidenskab og filosofi, 2002.

Debut: Lulus sange og taler. Gyldendal, 2000.

Litteraturpriser: Dan Turèll prisen, 2006. Montanas Litteraturpris, 2013. Kritikerprisen, 2015. Statens Kunstfonds hædersydelse, 2017.

Seneste udgivelse: Krisehæfterne : Pandora Blue Box, Atlantis-syndromet. Gyldendal, 2017. Roman.

Inspiration: Sproget.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genre: Hybrid

 

 

 

 

Baggrund

“En skål for kontinuiteten i det vaklende. Eller. Sagt på en anden måde. Man kan gå over grænsen. Eller man kan gå i ring. Eller bare. Mennesket er det, der vokser ind i himlen, hvorfra det så falder ned. Lidt senere. Desværre.”
“Ægteskabet mellem vejen og udvejen”, s. 37.

Ursula Andkjær Olsen blev født ind i et hjem med klaver på Amager i 1970. Her boede og voksede hun op sammen med moderen og faderen og sin lillesøster Julie (illustrator i og på “Have og helvede”, 2010).

Mens mange digtere fortæller deres livshistorie som én lang kærlighedsaffære med ordene, er Andkjær Olsens vej til sproget mere snørklet. Fra ganske tidligt var det musikken, der var hendes foretrukne kunst- og udtryksform. Hun hadede at skrive stil i skolen, for sproget var kun et dagligdags værktøj: “Som lille var jeg mistroisk over for sprogets evne til at kunne fungere til ret meget andet end at sige ’ræk mig lige mælken’. Jeg var ikke god til at bruge det til at sige, hvordan jeg havde det. Eller til at lytte når andre skulle sige, hvordan de havde det. Det blev mig altid lidt pinagtigt. Det var musikken, som betød noget for mig.” (Dorthe Hygum Sørensen: “Stemmens vildreder”. Politiken, 2005-09-11).

Ursula Andkjær Olsen drømte mest om at blive pianist, mens hun legede hørespil og radioavis med søsteren. Hun gik til klaver hos Therese Koppel, startede på medicinstudiet men endte med musikvidenskab og filosofi. Ved siden af studierne fungerede hun i seks år som anmelder af klassisk musik på Berlingske Tidende.

I en alder af 25 år oplevede Ursula Andkjær pludselig, at hun havde skrevet noget, der lignede lyrik. Fra et studieophold i Berlin sendte hun al sin tekst til Forfatterskolen og blev optaget i 1997. I 2000 kom debuten i form af den skelsættende “Lulus sange og taler”.

Siden har hun været ganske produktiv med yderligere en række samlinger, heriblandt den bredt roste og vidt solgte “Ægteskabet mellem vejen og udvejen” fra 2005. Bogens voldsomme eksponering tog fart, da Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden helligede en leder til bogen på udgivelsesdagen (Tøger Seidenfaden: “En digtbog, der greb dagen”. Politiken, 2005-09-09). Udover lyrikken har Andkjær Olsen udgivet sit bearbejdede universitetsspeciale om den danske avantgardistiske komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen. I 2009 blev hun mor til sønnen Max.

Lulus sange og taler

“Vi taler kun som nålene på en pianolarulle
synger til hinanden. Schiller ville ønske, han havde lavet den.
Han ville ønske at skriften var lige så polyfon som musik.
Jeg ville ønske jeg var en salme.”
“Lulus sange og taler”, side 9.

Andkjær Olsens debut “Lulus sange og taler” udkom i 2000. Den etablerer hendes helt specielle stil og stemme – eller stemmer, for det er, hvad der er tale om. Omslaget angiver ikke bogens genre, for det er ikke digte i konventionel forstand.

Titlens femme fatale, Lulu, er blot én af de mange stemmer, der væves ind i hinanden i bogens univers af sange og taler. Det sammenhængende digtersubjekt bor ikke længere i teksten, den bebos foruden Lulu af den filosofisk docerende Ursula Ursprung, den forføreriske Salomé, Anna Kronisma, der er lidt gammeldags (anakronisme) og maniske Pandora. Den polyfone (flerstemmige) komposition virker som moderne kompositionsmusik, og den griber modigt til et væld af ordgenrer; her er aforismer, vrøvlerim, foredrag og syllogismer, og som om det ikke var nok er sproget både dansk, tysk og fransk. Stemmerne er langt fra distinkte, men de markerer tematiske vinkler til bogens hovednerve: En undersøgelse af kærlighedens former.

23083256

Teksten eller teksterne udforsker sprogets mulighed for at nærme sig det, der ikke kan præciseres; hengivelsen og tilliden i kærligheden, der aldrig kan omfattes af vished. Også kulturhistorien inddrages som samtalepartner i et fandenivoldsk ridt gennem et væld af referencer til forfattere som Proust og Gertrude Stein, filosoffen Wittgenstein og avantgardistiske musikere som Alban Berg og John Cage. De intertekstuelle referencer tårner sig op og er med til at understøtte den metalitterære sprogrefleksion.

“Fra sprogets nulpunkter stiger kunsten”, står der et sted, og det er i den konstatering, bogen finder sin pointe. “Lulus sange og taler” er i høj grad et æstetisk eksperiment, hvis vilje strækker sig mod at etablere en skrift, der er lige så polyfon og rummelig som musikken. Det kan lyde højstemt, men det er udførelsen ikke; bogen er både let og tung, substantiel og snakkende. Selv siger Ursula Andkjær Olsen: “Det at man skriver og tænker seriøst, behøver ikke at betyde at man skal være melankolsk og selvhøjtidelig. Det kan sagtens kombineres med 'den udødeligt muntre gestus' som Hesse kalder det. Et overskuddets modspil til verdens tragedier”. (Marie Tetzlaff: “Lulu, Pandora, Salomé og de andre”. Politiken, 2000-09-09).