klaus høeck
Foto: KH Foto / Gyldendal

Klaus Høeck

Artikel type
voksne
ph.d. Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Opdateret 2016.
Top image group
klaus høeck
Foto: KH Foto / Gyldendal

Indledning

Klaus Høeck er en mastodont i dansk lyrik. Bogstaveligt talt. Forfatterskabet tæller over 30 udgivelser, der alle i en eller anden forstand er voluminøse digtkataloger. De bedste af værkerne møder læseren med en generøs stof- og formmæssig fylde, der blomstrer frem på trods af (eller, som man belæres om undervejs, netop i kraft af) de sindrige styringssystemer, værkerne er tilrettelagt efter.

Sidder man med Høecks seneste bog ”Legacy” (2015) i hænderne, vil tvivlen uundgåeligt ringe på: Er bogen med sine 600 sider, over 1000 digte og en tyngde på den anden side af et kilo nu også er en bog eller snarere en håndvægt? Man lammes og skræmmes i udgangspunktet over massivet Høeck, der tilsyneladende troner på en bjergtinde af filosofia og flid. Gør man forsøget på at læse, venter der imidlertid gedigen humor, ordinær jordbundethed, total fremmedhedserfaring og sød læseridentifikation.

51897080

Blå bog

Født: 27. november 1938, Rigshospitalet København.

Uddannelse: Student 1957, studier i medicin og filosofi ved Københavns Universitet.

Debut: Yggdrasil. Nuancer, 1966.

Litteraturpriser: Gyldendals Boglegat (1980). Beatrice-Prisen (1987). Søren Gyldendal Prisen (1989). Emil Aarestrup Medaillen (1989). Johannes Ewald Legatet (1999). Kritikerprisen (2008).

Seneste udgivelse: Legacy. Gyldendal, 2015. Digte.

Inspiration: Bob Dylan, Fidel Castro, den østrigske matematiker Kurt Gödel, Gud, Fyn. 

Periode: Dansk modernisme og Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

Genre: Lyrik

Baggrund

dette digt er dansk
det fniser når ord
som ’lidenskab’ eller ’ånd’
kommer på tale
’av for satan’ si
ger det fordi det lige
har været til tandlægen
det er skrevet af
undertegnede
digter og bliver aldrig
oversat til in
doeuropæisk
“1001 digt”, s. 188.

En stor del af Klaus Høecks forfatterskab er ganske eksplicit helliget forfatterens biografi. Der er således ikke en dyb voldgrav mellem personen Klaus Høeck af kød, knogler og blod og de bøger, han har skrevet. Eller mere præcist: Voldgraven er brolagt hele vejen rundt. T.S. Eliots ellers indflydelsesrige idé om, at litteratur bør skrives og tænkes som en ”impersonel” størrelse og som et ”objektivt korrelat”, glimrer således ved sit fravær i Høecks forfatterskab. Det er som en indledende pointe værd at hæfte sig ved, at nedenstående fakta ikke kun er hentet ind fra interviews og fra Frederik Stjernfelts monografi, men i lige så høj grad er hentet ud af forfatterskabets tekstblok.

Klaus Høeck voksede op under besættelsen hos sine bedsteforældre, hvor moderen også boede, mens faderen angiveligt opholdt sig i nazismens Tyskland. Som nittenårig blev Høeck student, hvorefter han blandt forskelligt forefaldende arbejde var skibsdreng på sin stedfars skib. Høeck studerede medicin, jura og filosofi omkring 1970, og i et interview fortæller Høeck, at han skrev på en Raymond Carver-efterligning – altså en kriminalroman – i årene op til debuten i 1966. Men som Høeck fastslår: ”Kuglestøderen skal heller ikke springe højdespring” (Carsten Andersen: ”Jeg snyder, når det passer mig”. Politiken, 2008-11-04).

Erhvervet som kompromisløs dansksproget lyriker er aldeles brødløst, hvorfor Høeck bl.a. forsørgede sig ved Kunstfondens treårige legat, Gyldendals boglegat, postudbringning og bistandshjælp, indtil han i 1985 som 47-årig fik tildelt Kunstfondens livsvarige ydelse.

Honoreringen faldt sammen med udgivelsen af forfatterskabets første kæmpebog, hovedværket ”Hjem” (1984). Bogen er dedikeret til Margit Jean, Høecks kæreste som begik selvmord i 1982, mens flere afsnit i bogen er dedikeret til Gudrun Foged, som Høeck var gift med 1966-1971. I 1986 flyttede Høeck sammen med sin anden kone Anne Marie Mai (i dag litteraturprofessor ved Syddansk Universitet) fra Ryesgade centralt på Nørrebro i København til Ulstrup Vænge i Røsnæs nord for Kalundborg. Litteraten og poeten flyttede i 1989 videre over Storebælt til Veflinge nordvest for Odense. Dette tidligere landarbejderhus med tilhørende markareal og rosenhave omtaler Høeck pastoralt som ”Heartland” i det sene forfatterskab.

På trods af forfatterens samliv med tre forskellige kvinder, på trods af forfatterskabets udtrykte maskuline libido, på trods af, at ”ordet/ ’fisse’ skal tænkes som omkvæd/ til alle digtene” (”Heartland”, 2006), på trods af, at den aldersstegne digter bibeholder ”et low voltage sexlife” (”Palimpsest”, 2008), på trods af, at det ikke er ”anderledes/ herovre i new york/ en[d] hjemme i veflinge// mit begær er det samme/ lige fra morgenstunden” (”Honeymoon”, 1997) – på trods af alt dét er Klaus Høeck barnløs. Dette uvelkomne faktum er et centralt tema i forfatterskabet, f.eks. i ”Hjem” (1984): ”men hvad har vi for/ brudt på jorden/ eller i himlen/ siden goldheden hersker/ mellem os mellem/ vore celler som/ syv magre år/ uden æbler og roser/ uden børn”.

Ulrike Marie Meinhof

”Den niende maj nittenseksoghalvfjers.
Ribesbuskene står i flor som flammer
fra Helvedes eller Sodomas kammer.
Det er solskin i søndagens univers.”
”Ulrike Marie Meinhof”, s. 21. og 50.

I bogen om og for chefterroristen i den rabiate venstrefløjsgruppering Rote Armee Fraktion, ”Ulrike Marie Meinhof” (1977), gøres der intet nummer ud af, at hovedpersonen er en kvinde. I stedet for at betone Meinhofs paradoksale dobbeltrolle som mor/morder eller smuk kvinde/aggressiv terrorist, fremstilles hun som universel og kønsneutral ”repræsentant for revolution og med/ mennesket som det omtales i Bibelen”. I den senere del af Høecks forfatterskab er kvinden (”min elskede”) og kvindekroppen (”din røv/ og dine lange ben”) derimod hyppigt adresseret som begærsobjekt, men altså ikke her, hvor det politiske domæne holdes hævet over kønnenes kendetegn.

Digtene i ”Ulrike Marie Meinhof” fremstår i et spejlkabinet af et sonetkranssystem, hvis kuriøse organisationsprincipper er helt afgørende for værkets udtryk. Bogen består af fire sonetkranse, der alle er bygget op med udgangspunkt i én og samme mestersonet, gengivet hhv. efter første og tredje krans (s. 21, 50). Høeck bruger to styringssystemer til at transformere/generere digtene på baggrund af denne mestersonet:

A, der bestemmer retningen, hvormed begyndelseslinjerne i hver af de fire sonetkranses 14 sonetter gennemløber mestersonettens 14 linjer. Det gøres enten oppefra/ned eller nedefra/op.

B, der bestemmer forskydningen af afslutningslinjerne i hver af de fire sonetkranses 14 sonetter i forhold til de respektive begyndelseslinjers placering i mestersonetten. Forskydningen laves enten én linje i opadgående retning eller én linje i nedadgående retning.

Man skal endvidere forestille sig mestersonetten skrevet på en cylinder, så forskydningerne op og ned i versfølgen kan springe frit mellem (det man ville kalde) den afsluttende 14. og begyndende 1. linje. På den måde danner de 4x14 sonetter fire sluttede kranse – to med forlæns gennemløb og to med baglæns gennemløb, hver især krydskombineret med en afslutningslinje over eller under begyndelseslinjens placering i mestersonetten.

Systematikken omfordeler skriftens gængse struktur, som er kendetegnet ved at være lineær, og sætter verslinjerne i gentagende og modsatrettet cirkulation mellem hinanden. Noget udfoldes, første gang en linje fra mestersonetten bruges, noget andet anden gang ... Eksempelvis sættes en højlyrisk sentens som ”dødsskrigs lykkelige falset” i relation til en svale (s. 11), en popsanger (s. 12), en politibetjent (s. 29) og udpegede medlemmer af RAF (s. 30, 41, etc.).

Mens bogens gennemgående opstilling af Gode terrorister vs. Ondt kapitalistisk samfund er utvetydig, fordeler systematikken rundhåndet verslinjer ud til begge sider af værditilskrivningen. Systemet modarbejder så at sige indholdets forhippelse på modsætning. Formen virker udvidende, mens indholdet virker indsnævrende, og er vi ikke tilbøjelige til at mene, at det omvendte er reglen?

Når man i 2011 læser Høecks utilslørede forherligelse af RAF’s voldskultur i 1970’erne, må man nødvendigvis forfærdes. Igennem smukke naturbilleder paralleliseres Ulrike Meinhof flere steder med Jesus, mens ofrene for selvtægten, hvad enten det er ordensmagten eller gidslerne, verfes til side med et skuldertræk. Med henvisning til Meinhofs kollega Thomas Weissbecker, der blev skudt af politiet under en anholdelse i 1972, lyder det: ”din død er større end Tai-bjer/ get, medens betjentens er mindre end et// svanedun, når han engang dør”.

I sin monografi om Klaus Høeck, ”Admiral, bitumen, Zodiak”, skriver Frederik Stjernfelt, at selvom Høecks politiske bøger ”ikke er fri for naive politiske fraser og rummer decideret ubehagelige passager, så fremstår de som et røntgenbillede af en generations politiske fascination”. Man får fuldt view over netop dét forhold i den afsluttende sonet, hvor forfatterens spejling i sit stof når sin konsekvens: Han opgiver privatadresse og telefonnummer sammen med en opfordring til at ”forsamles i Ulrike/ Marie Meinhofs navn for at udpønse/ en hævn, der går videre end disse vers”.