klaus høeck
Foto: KH Foto / Gyldendal

Klaus Høeck

ph.d. Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Opdateret af Søren Langager Høgh, Bureauet, marts 2019, og af redaktionen, juni 2022.
Top image group
klaus høeck
Foto: KH Foto / Gyldendal

Indledning

Klaus Høeck er en mastodont i dansk lyrik. Bogstaveligt talt. Forfatterskabet tæller over 30 udgivelser, der alle i en eller anden forstand er voluminøse digtkataloger. De bedste af værkerne møder læseren med en generøs stof- og formmæssig fylde, der blomstrer frem på trods af (eller, som man belæres om undervejs, netop i kraft af) de sindrige styringssystemer, værkerne er tilrettelagt efter.

Sidder man med Høecks bog ”Legacy (2015) i hænderne, vil tvivlen uundgåeligt ringe på: Er det telefonbogtykke objekt en bog eller snarere en håndvægt? Man lammes og skræmmes i udgangspunktet over massivet Høeck, der tilsyneladende troner på en bjergtinde af filosofia og flid. Gør man forsøget på at læse, venter der imidlertid gedigen humor, ordinær jordbundethed, total fremmedhedserfaring og sød læseridentifikation. I juni 2022 modtog han Prins Henrik Prisen på 300.000 kr. – det er første gang, prisen uddeles.

 

38627902

Blå bog

Født: 27. november 1938, Rigshospitalet København.

Uddannelse: Student 1957, studier i medicin og filosofi ved Københavns Universitet.

Debut: Yggdrasil. Nuancer, 1966.

Litteraturpriser: Gyldendals Boglegat (1980). Beatrice-Prisen (1987). Søren Gyldendal Prisen (1989). Emil Aarestrup Medaillen (1989). Johannes Ewald Legatet (1999). Kritikerprisen (2008). Prins Henrik Prisen, 2022.

Seneste udgivelse: Password. Gyldendal, 2021. Digte.

Inspiration: Bob Dylan, Fidel Castro, den østrigske matematiker Kurt Gödel, Gud, Fyn. 

Periode: Dansk modernisme og Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

Genre: Lyrik

 

Klaus HøeckLyrikporten, 2015.   

Artikel type
voksne

Baggrund

dette digt er dansk
det fniser når ord
som ’lidenskab’ eller ’ånd’
kommer på tale
’av for satan’ si
ger det fordi det lige
har været til tandlægen
det er skrevet af
undertegnede
digter og bliver aldrig
oversat til in
doeuropæisk
“1001 digt”, s. 188.

En stor del af Klaus Høecks forfatterskab er ganske eksplicit helliget forfatterens biografi. Det er som en indledende pointe værd at hæfte sig ved, at nedenstående fakta ikke kun er hentet ind fra sekundærlitteratur om forfatterskabet, men i lige så høj grad er hentet ud af forfatterskabets tekstblok.

Klaus Høeck (f. 1938) voksede op under besættelsen hos sine bedsteforældre, hvor moderen også boede, mens faderen angiveligt opholdt sig i Tyskland. Som nittenårig blev Høeck student, hvorefter han blandt forskelligt forefaldende arbejde var skibsdreng på sin stedfars skib. Høeck studerede medicin, jura og filosofi omkring 1970, og i et interview fortæller Høeck, at han skrev på en Raymond Carver-efterligning – altså en kriminalroman – i årene op til debuten i 1966. Men som Høeck fastslår: ”Kuglestøderen skal heller ikke springe højdespring” (Carsten Andersen: ”Jeg snyder, når det passer mig”. Politiken, 2008-11-04).

Erhvervet som kompromisløs dansksproget lyriker er brødløst, hvorfor Høeck bl.a. forsørgede sig ved Kunstfondens treårige legat, Gyldendals boglegat, postudbringning og bistandshjælp, indtil han i 1985 som 47-årig fik tildelt Kunstfondens livsvarige ydelse.

Honoreringen faldt sammen med udgivelsen af forfatterskabets første kæmpebog, hovedværket ”Hjem” (1984). Bogen er dedikeret til Margit Jean, Høecks kæreste som begik selvmord i 1982, mens flere afsnit i bogen er dedikeret til Gudrun Foged, som Høeck var gift med 1966-1971. I 1986 flyttede Høeck sammen med sin nuværende kone Anne Marie Mai (i dag litteraturprofessor ved Syddansk Universitet) fra Ryesgade centralt på Nørrebro i København til Ulstrup Vænge i Røsnæs nord for Kalundborg. Litteraten og poeten flyttede i 1989 videre over Storebælt til Veflinge nordvest for Odense. Dette tidligere landarbejderhus med tilhørende markareal og rosenhave omtaler Høeck pastoralt som ”Heartland” i det sene forfatterskab.

På trods af forfatterens samliv med tre forskellige kvinder, på trods af forfatterskabets udtrykte maskuline libido, på trods af, at ”ordet/ ’fisse’ skal tænkes som omkvæd/ til alle digtene” (”Heartland”, 2006), på trods af, at den aldersstegne digter bibeholder ”et low voltage sexlife” (”Palimpsest”, 2008), på trods af, at det ikke er ”anderledes/ herovre i new york/ en[d] hjemme i veflinge// mit begær er det samme/ lige fra morgenstunden” (”Honeymoon”, 1997) – på trods af alt dét er Klaus Høeck barnløs. I ”Hjem” (1984) lyder det: ”men hvad har vi for/ brudt på jorden/ eller i himlen/ siden goldheden hersker/ mellem os mellem/ vore celler som/ syv magre år/ uden æbler og roser/ uden børn”.

Ulrike Marie Meinhof

”Den niende maj nittenseksoghalvfjers.
Ribesbuskene står i flor som flammer
fra Helvedes eller Sodomas kammer.
Det er solskin i søndagens univers.”
”Ulrike Marie Meinhof”, s. 21. og 50.

I bogen om og for chefterroristen i den rabiate venstrefløjsgruppering Rote Armee Fraktion, ”Ulrike Marie Meinhof” (1977), gøres der intet nummer ud af, at hovedpersonen er en kvinde. I stedet for at betone Meinhofs paradoksale dobbeltrolle som mor/morder eller smuk kvinde/aggressiv terrorist, fremstilles hun som universel og kønsneutral ”repræsentant for revolution og med/ mennesket som det omtales i Bibelen”. I den senere del af Høecks forfatterskab er kvinden (”min elskede”) og kvindekroppen (”din røv/ og dine lange ben”) derimod hyppigt adresseret som begærsobjekt, men altså ikke her, hvor det politiske domæne holdes hævet over kønnenes kendetegn.

Digtene i ”Ulrike Marie Meinhof” fremstår i et spejlkabinet af et sonetkranssystem, hvis kuriøse organisationsprincipper er helt afgørende for værkets udtryk. Bogen består af fire sonetkranse, der alle er bygget op med udgangspunkt i én og samme mestersonet, gengivet hhv. efter første og tredje krans (s. 21, 50). Høeck bruger to styringssystemer til at transformere/generere digtene på baggrund af denne mestersonet:

A, der bestemmer retningen, hvormed begyndelseslinjerne i hver af de fire sonetkranses 14 sonetter gennemløber mestersonettens 14 linjer. Det gøres enten oppefra/ned eller nedefra/op.

B, der bestemmer forskydningen af afslutningslinjerne i hver af de fire sonetkranses 14 sonetter i forhold til de respektive begyndelseslinjers placering i mestersonetten. Forskydningen laves enten én linje i opadgående retning eller én linje i nedadgående retning.

Man skal endvidere forestille sig mestersonetten skrevet på en cylinder, så forskydningerne op og ned i versfølgen kan springe frit mellem (det man ville kalde) den afsluttende 14. og begyndende 1. linje. På den måde danner de 4x14 sonetter fire sluttede kranse – to med forlæns gennemløb og to med baglæns gennemløb, hver især krydskombineret med en afslutningslinje over eller under begyndelseslinjens placering i mestersonetten.

Systematikken omfordeler skriftens gængse struktur, som er kendetegnet ved at være lineær, og sætter verslinjerne i gentagende og modsatrettet cirkulation mellem hinanden. Noget udfoldes, første gang en linje fra mestersonetten bruges, noget andet anden gang ... Eksempelvis sættes en højlyrisk sentens som ”dødsskrigs lykkelige falset” i relation til en svale (s. 11), en popsanger (s. 12), en politibetjent (s. 29) og udpegede medlemmer af RAF (s. 30, 41, etc.).

Mens bogens gennemgående opstilling af Gode terrorister vs. Ondt kapitalistisk samfund er utvetydig, fordeler systematikken rundhåndet verslinjer ud til begge sider af værditilskrivningen. Systemet modarbejder så at sige indholdets forhippelse på modsætning. Formen virker udvidende, mens indholdet virker indsnævrende, og er vi ikke tilbøjelige til at mene, at det omvendte er reglen?

Når man i 2011 læser Høecks utilslørede forherligelse af RAF’s voldskultur i 1970’erne, må man nødvendigvis forfærdes. Igennem smukke naturbilleder paralleliseres Ulrike Meinhof flere steder med Jesus, mens ofrene for selvtægten, hvad enten det er ordensmagten eller gidslerne, verfes til side med et skuldertræk. Med henvisning til Meinhofs kollega Thomas Weissbecker, der blev skudt af politiet under en anholdelse i 1972, lyder det: ”din død er større end Tai-bjer/ get, medens betjentens er mindre end et// svanedun, når han engang dør”.

I sin monografi om Klaus Høeck, ”Admiral, bitumen, Zodiak”, skriver Frederik Stjernfelt, at selvom Høecks politiske bøger ”ikke er fri for naive politiske fraser og rummer decideret ubehagelige passager, så fremstår de som et røntgenbillede af en generations politiske fascination”. Man får fuldt view over netop dét forhold i den afsluttende sonet, hvor forfatterens spejling i sit stof når sin konsekvens: Han opgiver privatadresse og telefonnummer sammen med en opfordring til at ”forsamles i Ulrike/ Marie Meinhofs navn for at udpønse/ en hævn, der går videre end disse vers”.

Canzone

Klaus Høeck har skrevet adskillige sonetter (rimede digte på 14 linjer) f.eks. i ”Pentagram” fra 1976 og adskillige sonetkranse, som nu ”Canzone” (1981), hvori en dobbelt én af slagsen (først forlæns, så baglæns) indgår. 

Det klareste eksempel på brugen af sonetkransen i nyere dansk litteraturhistorie er Inger Christensens ”Sommerfugledalen” (1991), men mens Christensen bruger sonetskemaets regelrette organisationsstruktur som et kunstens gyldne snit i virkeligheden, bruger Høeck sonetten anderledes ufortrødent og håndværkeragtigt. Høeck udnytter ligesom i ”Ulrike Marie Meinhof” krans-konstruktionen til at afmontere det enkelte digts og det enkelte vers’ autonomi. Høeck bryder bl.a. linjerne abrupt midt i ord og lader ordrester blive stående ufærdige tilbage i digtene. Sliddet med at mingelere stavelserne og systemerne på plads er således ikke bortredigeret men tværtimod fremstillet som en ekspliciteret del af den endelige tekst.

24815587

Undertitlen ”Digte fra Nørrebro” henviser til ”Canzone”s fremhævede lokalisering på det, der for 30 år siden vitterligt var Københavns stenbro. Man får et socialrealistisk og historisk men også muntert og afvæbnende indblik i, hvordan den omfattende sanering af bydelen i slut-halvfjerdserne tog sig ud for en typisk beboer med daglig gang på socialkontoret, alkoholmisbrug og ideologikritisk kampgejst – slet og ret i ”kendsgerninger her på Nørrebro”. 

Som så mange andre steder i Høecks oeuvre bruges digtningen i et realpolitisk ærinde, dog begynder man her at ane en mindre skråsikkerhed, der kommer til at kendetegne det sene forfatterskab. I ”Canzone” vil Høeck ikke desto mindre fremvise de sidegader, velfærdssamfundet ikke vil se på: ”Kom ud til Nørrebro, kom herud og se”, som læseropfordringen lyder. Man kan sige noget tilsvarende om ordresterne, som digteren insisterer på at medtage i poesien: ”Det mest konkrete i mine/ digte: affaldet, omkostningerne/ vil man ikke kendes ved, forstår man ikke, præcis som i samfundet” (s. 134).

Citat

”I Ravnsborggade ligger bistandskonto

ret gult som et vinteræble. Jeg har min

army-cap på og føler mig i fin

form i dag, nybarberet og helt ro

 

lig i øjeblikket. Der er ingen problemer.

Efter en ti minutters samtale

om Hölderlin, Novalis og Rilke

med socialrådgiveren bevilger

 

han rutinemæssigt det sædvanlige

beløb plus otte hundrede kroner

til en ny seng. Det er en glimrende

 

institution, vedstår jeg åbent. Men

Gud ved hvordan det egentlig går ham, der

ikke kender tyske digtere?”

 

”Canzone”, s. 126.

Hjem

Med sine 1.734 digte er ”Hjem” fra 1984 Høecks første og største kæmpebog. Ambitionen er slet og ret at beskrive alt, og alt betyder i denne sammenhæng Danmark set igennem en eskatologisk såvel som genfødende kæmpecyklus. I en streng og hyperdetaljeret klassificeringsorden gennemgås alt fra undergrundens lerlag, ”Sæt mikroskopet over/ et stykke mo-ler (SiO2) fra Fur/ eller fra Limfjorden”, over broer ,”vælger du den gamle eller ny/ lillebæltsbro er et spørgsmål om tysk/ stål fra krupp eller den danske cement fra portland”, og dyreliv, ”Kære rødspætte/ nu er du fanget/ dér ligger du på fiskehandlernes/ diske af rustfrit/ stål”, til graffiti, ”’Søsterskab’ og ’Død over/ politiet’ malet på tværs/ over den gule mur til Assistens”.

22307576

Bestanddelene, der tilsammen fremstiller Danmark, er ordnet i to spor, i det Høeck i bogens appendiks noget fremmedgjort men alligevel rammende kalder ”tekstmassivet”. Ét spor kaldet ’Natur’ løber/transformeres på den øverste tredjedel af siderne og skal læses forlæns fra venstre mod højre, mens et andet spor kaldet ’Kultur’ løber/transformeres på den nederste tredjedel af siderne og skal læses baglæns fra højre mod venstre. De to spor passer sammen i en cirkulær struktur, idet et sammenfald mellem naturens og kulturens byggeklodser (atomer og bogstaver) er det, der henholdsvis startes op fra og sluttes af med. 

Et tredje spor kaldet ’Ånd’ løber på sidernes midterste tredjedel. Det er todelt og løber/transformeres fra bogens midtersektion og ud, hhv. baglæns fra side 298 til side 8 og forlæns fra side 313 til 603. Herudover genbruger det enkelte ’Ånd’-digt dele af ordmaterialet i naturdigtet lige ovenover og kulturdigtet lige nedenunder, hvorved vi får en vertikal orientering i de tre spors ellers horisontale forløb. Høeck bruger selv en bygningsanalogi og taler om en ”sammentømret struktur”, der er fikseret i disse diagonale vinkler. 

Det tredje spor er bygget på en kristen sprogkode med reminiscenser fra bl.a. Fadervor og Bibelen. Ligeledes er religiøst klingende neologismer (altså sproglige nydannelser) som ’faderske’, ’mørkel’, ’sortning’, ’endeligelsen’ gådefulde gengangere sporet igennem. Den religiøse briefing i Høecks værk viser sig særlig tydeligt i ”Hjem”, som gennem store sekvenser er henvendt til et ’du’. Det henviser eksplicit til Høecks afdøde kæreste Margit Jean, men mindst lige så eksplicit til det principielle ’du’, Gud.

 

Citat

”Tændingen fungerer

perfekt. Hvilken lykke.

Den knalder ikke.

Husene der flyver

forbi som lange

striber i et maleri.

Nu ned i tredie gear.

Byen. Gennem Ringsteds

forstæder. Op i fjerde

gear. God benzin

tilførsel. Du er ved

at erobre riget Danmark”

 

”Hjem”, s. 349.

 

In nomine

”mine fætre og
kusiner har ik
ke grønt blod i årerne
som de castili
anske adelsslæg
ter eller blåt blod som en
romanoff de har ganske
almindeligt rødt
blod i venerne
som larsen og jensen som
johnsenerne rødt
som mit eget blod”
”In nomine”, s. 368.

I sit skrigorange omslag indvarsler ”In nomine” (2001) Høecks sene forfatterskab, hvor titlerne ”Hsieh”, ”Heartland” og ”Palimpsest” hver især viderefører og videreudvikler forgængerens ”gennemsnitlige prototype”, der baserer sig på lingvisten Viggo Brøndals strukturelle sprogforståelse.

Kort fortalt inddeler Brøndal sproget i fire grundkategorier, som i kombination kan beskrive sprogets forskellige ordklasser og frem for alt (det er vigtigt i tilfældet Høeck) gøre sproget kvantificerbart. I serien af sene digtbøger observerer Høeck hhv. den gennemsnitlige fordeling af Brøndals fire kategorier i én bog (dvs. antal ord, der optræder som en bestemt grundkategori divideret med antal digte) og producerer digte i næste bog med disse gennemsnitsværdier som sigtepunkt.

På den måde hænger digtene og bøgerne sammen – de er bygget på samme dna eller ud fra samme ”informationskode”, som det hedder om en tilsvarende konstruktion i ”1001 Digt” (1995).

23451085

Stafetstrukturen har sit udspring i forfatterens fulde navn: Klaus Høeck Johnsen. Første digt i ”In nomine” (s. 5) gentager denne grundlæggende sprogenhed 17 gange, mens sidste digt (s. 385) udelukkende gør brug af navnets 17 bogstaver. Antallet af de forskellige variabler i dette grundlæggende digt (det sidste) er prototype for samtlige digte i ”In nomine”, som igen er prototype for samtlige digte i ”Hsieh”, som igen er … Indimellem støder man her og der på blanke sider, for som det hedder i appendikset: ”Til sidst (efter ca. et års forløb) fjernede jeg et antal digte efter forgodtbefindende. Således at frihed og nødvendighed mødes i en lykkelig eening.”

Den latinske titel ”In nomine” henviser til en hel del. Her synes den leksikalske betydning (i navnet eller i nogens navn – ofte i religiøs kontekst: I Guds, Helligåndens, Jesu navn) væsentlig. Værket cirkler om forfatterens navn, der ikke blot er systematikkens egocentriske arnested men så at sige det første sprog, som digteren indgik eller deltog i produktionen af. Af bogens otte tæt sammenfiltrede spor handler fire i en bekendende og afklædende tone netop om bæreren af navnet Klaus Høeck Johnsen: om eget livsforløb, egen familie og egne karaktertræk: ”jeg bekender at jeg har myrdet/ sommerfugle en masse med en// badmintonketcher (flest med bag/ hånden)”.

Hsieh, Heartland, Palimpsest

”le diner – forret: et ganske almindeligt
stykke hvedebrød – hovedret: fynsk
æggekage med kartoffelskiver bacon
fra frilandsgris purløg tomater
og cocktailpølser – vinmenu: solar
de palomares rødvin fra
superbrugsen – dessert: ingen”
”Heartland”, s. 133.

De tre bøger i Høecks sene forfatterskab ”Hsieh” (2004), ”Heartland” (2006) og ”Palimpsest” (2008) er som de fleste af forfatterskabets bøger skrevet på baggrund af en prototype. Det særlige ved netop disse tre værker er i denne sammenhæng, at de bruger hinanden som prototype. Grundteksten udsprang i ”In nomine”, og den står videreført og transformeret gennem de tre værker:

”Hsieh” er struktureret med grafisk forlæg i den oldkinesiske spådomsbog ”I ching” og dens 64 anvisningsmønstre til fordeling af linjer, såkaldte hexagrammer, hvor Hsieh er navnet på hexagram nummer 40. Et stramt 6-linjesystem kombineret med møntkasts udfald er afgørende parametre i forlæg såvel som Høecks genskrivning. Sidstnævnte rummer bl.a. den helt nære dagligdag samt en abstraktionsfremkaldende gennemgang af grundstofferne i det periodiske system. Forskellige former for sådan udtrykt nivellering af det strengt subjektive og det strengt objektive er et væsenstræk ved hele forfatterskabet.

26398045

”Heartland” består af 100 bogsider, som på den ene side udfolder tid og på den anden fremstiller et specifikt sted. Bogstaveligt talt: Front-/højresiderne beskriver i et tilsyneladende jovialt toneleje og i en sirligt ensartet grafisk opsætning et døgns fortløbende og banale begivenheder (morgenmad, løbetur, toiletbesøg, aftensmad, søvn). Bag-/venstresiderne viser sig omvendt i konsekvent forskelligartet grafisk opsætning og vedholder at beskrive et magnolietræ, som det tager sig ud under årstidernes billedfremmanende skiften.

”Palimpsest” er tre bøger. I sin første afdeling beskriver, fortolker, omvender, personliggør bogen samtlige (med enkelte undtagelser) opslag i den alfabetisk ordnede kunstantologi ”20th century art book”. I anden afdeling tematiseres en række jazzstandarder, alle angiveligt indspillet af den amerikanske bebopsaxofonist Dexter Gordon, og endelig gives i tredje del en række oder til alt muligt mellem himmel og jord med forlæg i den chilenske poet Pablo Nerudas såkaldte ”elementære oder”.

Udvidelsen i emne, tid og geografi er ekspansiv. Læseren føres fra oldtidens Kina til nutidens Fyn, fra tolkning af kubistisk kunst til taktil sansning af magnolietræets farver, fra bebop til bomuldstrusser. Man sidder tilbage med en vag og uhåndterlig fornemmelse af nær sammenhæng på trods af uoverkommelig afstand eller, som det hedder i ”Heartland”, af ”forstandens vrøvleri”.

Legacy

”nej nej nej – ikke/ flere hjemmelavede/ småkager til jul// ikke flere jø/ dekager/ der smager af/ potaske mere// end af kanel – ik/ ke flere brunkager med/ biSMAG af hjorte// taksalt - jeg siger/ det som det er - jeg fore/ trækker karen volf”
"Legacy”, s. 229.

Der hviler en stemning af afslutningsfest over Klaus Høecks seneste (og måske sidste) digtbog ”Legacy” (2015). Tag blot titlen (engelsk for ’arv’), som udpeger bogens tilbageskuende blik på digterens lange liv og voluminøse værk. Arven er det, der er tilbage, når døden nærmer sig, og det hele er slut.

Digtene i ”Legacy” bibeholder og viderefører sine umiskendelige Høeck-træk i en resolut stram form, men der er sket en forskydning. Frederik Stjernfelt hæfter sig i sin Høeck-monografi (2008) ved ”den konstante spejling af hverdagsverden i abstrakte verdener fra videnskab over filosofi til teologi”, og det er netop denne konstant, som ikke længere er konstant. Hverdagsverdenen har overmandet abstrakte verdener, og tilbage står kun et rent ydre, stavelsestællende og tilsyneladende hult hylster af ord med slappe, platte, banale, bevidst ligegyldige, ublu private, grimme referencer. ”der er ligesom/ kommet noget klovn over/ mig”, noteres det selvbevidst. Dette hylster fører Høeck demonstrativt (men også tappert) igennem over overvældende og helt vanvittige 586 sider. Presse den sidste saft ud? Svanesang? Poesiens fallit? Poesiens realitetsfornægtende triumf?

51897080

”Legacy” består af tre dele, hver med sit kompositoriske princip og tilhørende SoMe-titel: ”Facebook” (kronologisk), ”Instagram” (fragmentarisk), ”LinkedIn” (stykvis serielt). Man får hurtigt den tanke, at de populære internetsteders kombination af fikseret sniksnak, uhæmmet selvrefleksion og informationsoverflod jo minder om, nej er Høecks poetik. Måske er det her, poesien forsvinder hen? Måske skal der en gammel, vrissen digterkugle med forstørret prostata til for at italesætte, hvad der er på færde, når vi alle er kunstnere på Instagram eller autobiografiske digtere på Facebook?

Hvor ”Palimpsest” (2008) var optaget af det passerede 20. århundredes kanoniserede kunst, er ”Legacy” optaget af dét, der måske er det 21. århundredes kunstformat: selfies, private familiefotos, tilfældige snapshots. En række private familiefotos er optrykt i tofarvede gouache-tryk (kapitlet Instagram), og således er billederne ganske bogstaveligt ”rykket ud/ af digtene”. Denne lyriske terminaltilstand af groft nedsættende vulgærsprog og banaliteter kunne vi med et citat fra bogen godt kalde ”en uknep/ pelig flæskerøv.”

MY HEART

”mine digtes dna / (deres inderste kOde) / er næsten blotlAgt // det har taget Mig / halvtreds år og jeg veD ik / ke hvor manGe dig // te at nå det blue / print at befri dem for al /le mulige an // dre sproglige in / put / og strukturer ende / lig at nå sig selv”


”MY HEART”, s. 419.

Klaus Høeck fyldte 80 år i november 2018, men han skriver som en teenager. Hans tekst er både rutineret og aldeles uimponeret, og det udmønter sig i kølig elegance blandet med brandvarm udskejelse.

Kort tid før den runde fødselsdag udkom ”MY HEART” (2018) med undertitlen Poems galore’ (dvs. digte i massevis). Hermed anslås en væsentlig æstetisk parameter: Volumen.

Der er over 600 digte i ”MY HEART” - alle sirlige firedobbelte haikuopsatsatser, der bringer hver sin afsluttede sekvens, ofte i anekdotisk form. Når man læser disse korte, pointesøgende og tit pjattede digte i umanerligt lange serier, så oplever man en vedholdende, ophobet fylde eksekveret i små korte glimt. Vi har på den ene side ”hai/ kuets sømpistol”, som det hedder, og på den anden side ”en refleks af/ evigheden selv”.

Digtene er ordnet i en tilsyneladende tilfældig rækkefølge. Man læser hele tiden noget nyt, skifter retning, men de nye retninger er så mange, at dét i sig selv bliver den sammenhængende retning. Her befinder man sig lunt og godt som Høeck-læser midt i det, der ret beset er myldrende, djævelsk kaos.

54959761

Poesiens måske mest belastede rekvisit – titlens mit hjerte’ – fremvises snarere som en fyldt IKEA-lagerhal end en ædel diamant på Rosenborg. Det er det romantiske hjerte, men i en nedslidt version efter samlebåndets logik, hvor algoritmernes big data” er sat i stedet for det klassiske ”jeg”.

Igennem digtene er den engelske ukvemsglose fuck” gennemgående, og man støder ikke sjældent på ord som lort”, og forpulede”, mens tilsyneladende ubetydelige begivenheder som barbering, at telefonen ringer eller at digteren handler ind i Brugsen får uforholdsmæssig stor opmærksomhed. Det platte register og de banale begivenheder får taletid hos Høeck, og der er ingen ånd uden lOrt”, som det lyder mod bogens slutning.

Høeck skriver med en punkattitude, som er taget til i styrke gennem hans seneste bøger. Det er svært at afgøre, om denne udtalte norm- og hierarkiløse fremfærd er en konsekvens af den store volumen eller omvendt? Opskriften lyder ikke desto mindre, i Høecks krystalklare enkelhed: diGte som gjaldt det/ ingenting når det// gælder alt”.

Genrer og tematikker

Høecks forfatterskab er én lang påpegning af, at skriften altid kommer et sted fra, og forfatterskabet lader sig dermed ikke forstå med en afrundet, fuldendt og afgrænset værkkategori som ideal. Høecks værk lader sig omvendt fint forstå, hvis man accepterer dets udflydende, muterende, repeterende og tilnærmelsesvis uafgrænsede karakter. I et interview siger Høeck: ”Man behøver jo heller ikke kigge på alle træerne i en skov for at få fornemmelsen af, at man er i en skov. Og på samme måde vil jeg gerne have, man læser mine værker. Som gik man en tur i skoven.” (Rasmus Bo Sørensen: ”Jeg er kommet til det sted, hvor jeg hele tiden har været”. Information, 2008-07-20). 

De enkelte digte i Høecks forfatterskab (i skrivende stund 2019 er der omkring 15.000) skal principielt set aflæses som ét sammenhængende udtryk. Dette fundamentale karaktertræk har sin lige i den vide vifte af emner, forfatterskabet indlemmer. Høecks digte afsætter ikke afmålte enheder af æstetisk koncentration, men afspejler og eftergør der imod virkelighedens mylder: ”poesien er til/ for virkelighedens/ skyld og dén nødven// dighed der knytter/ ord og liv sammen i dig/ tets tornekrone” (”In nomine”, s.138). 

Derfor vil man finde digte om Heinz Ketchup, Grateful Dead, Rumraketter men også om Livets smerte, Døden som eksistensvilkår, Poesiens iboende filosofi. ”Hjem” er med sin totalgennemlysning af Danmarks geografi, zoologi, samfundsstruktur etc. et klart eksempel på Høecks totalfokus, mens kritiker Lars Bukdahl giver et slående billede på forholdet i en konstrasterende sammenligning mellem Høeck og Klaus Rifbjerg i dansklærerøjemed: ”en hel featureuge til In nomine vs. 45 minutter til ”Nultime”” (Talen ved overrækkelsen af Kritikerprisen den 5. marts 2009). 

Et genkommende træk ved forfatterskabet er endvidere opfattelsen og brugen af bogsiden som en slags tavle inddelt i tekstfelter. Disse felter korresponderer indbyrdes, ligesom siderne korresponderer indbyrdes, ligesom bøgerne korresponderer indbyrdes. Læsningen af disse bogsidetavler er en glimtvis udfoldning af et system, der ellers ligger sammenfoldet og skjult på og mellem bøgernes sider. 

I det sene værk begynder systemerne at fremstå delvist obstrueret, f.eks. ved at tilfældige digte er fjernet eller ved tilfældig sammenblanding af retninger og spor. I stedet for en pædagogisk nummerering eller overskrifttildeling, som man ser i ”Hjem”, er markeringer af retninger, afsnit, forløb og forlæg fjernet. Dette understreger et generelt karaktertræk ved Høecks bøger, nemlig at den lineære læseretning fra start til slut langt fra er den eneste oplagte mulighed.

Beslægtede forfatterskaber

Måske er Klaus Høeck, skriver Frederik Stjernfelt i sin monografi, ”et seriøst bud på en verdensrekordholder?”. Stjernfelt henviser til digterens produktivitet, men udpeger samtidig Høecks særstatus; der er ingen som ham. Selvfølgelig finder man åndsfæller i dansk litteratur, men Inger Christensen er systemdigter uden samme kunstneriske radikalitet som Høeck, og Peter Laugesen er realpolitisk, overproduktiv og hverdagsbeskrivende digter uden samme illusionsløse systemfascination som Høeck. 

I yngre digtergenerationer synes ekvilibristiske systematikere som legende Rasmus Nikolajsen og utilnærmelige Morten Søkilde at være oplagte værkførerlærlinge ved Høecks poesibænk, mens Ursula Andkjær Olsens fyldige digtkompositioner ejer samme massive helhedstankegang, som gør sig gældende i Høecks bedste bøger. Hos Andkjær Olsen finder man også et tværgående tekstbånd, der løber selvstændigt under resten af bogens tekst nederst på samtlige sider.

Bibliografi

Digte af Klaus Høeck

Høeck, Klaus:
Yggdrasil. Nuancer, 1966.
Høeck, Klaus:
Rejse I-V. Grevas, 1971-73. [Yggdrasil indgår som en del af Rejse].
Høeck, Klaus:
Transformations. Gyldendal, 1974.
Høeck, Klaus:
Pentagram. Gyldendal, 1976.
Høeck, Klaus:
Projekt Perseus. Gyldendal, 1977.
Høeck, Klaus:
Ulrike Marie Meinhof. Gyldendal, 1977.
Høeck, Klaus:
Topia. Gyldendal, 1978.
Høeck, Klaus:
Skygger. Swing, 1978.
Høeck, Klaus:
Dylan forever. Swing, 1979.
Høeck, Klaus:
Winterreise. Gyldendal, 1979.
Høeck, Klaus:
Sorte sonetter. Gyldendal, 1981.
Høeck, Klaus:
Canzone. Gyldendal, 1981.
Høeck, Klaus:
Metamorphoses. Gyldendal, 1983.
Høeck, Klaus:
International Klein Bleu. Gyldendal, 1984.
Høeck, Klaus:
Marienbad. Brøndum, 1984.
Høeck, Klaus:
Blackberry winter. Gyldendal, 1987.
Høeck, Klaus:
Lukas O’Kech. Brøndum, 1987. Digtroman.
Høeck, Klaus:
Udvalgte digte. Gyldendal, 1988.
Høeck, Klaus:
Heptameron. Gyldendal, 1989.
Høeck, Klaus:
Salme. Brøndum, 1991.
Høeck, Klaus:
Eventyr. Gyldendal, 1992.
Høeck, Klaus:
1001 digt. Gyldendal, 1995.
Høeck, Klaus:
Honeymoon. Gyldendal, 1997.
Høeck, Klaus:
The woods. [Forlag ukendt], 1998.
Høeck, Klaus:
http//: kurdistan.life.nu, 1999, [findes arkiveret på Det Kongelige Biblioteks server]. Digte.
Høeck, Klaus:
In nomine. Gyldendal, 2001.
Høeck, Klaus:
Hsieh. Gyldendal, 2004.
Høeck, Klaus:
Heartland. Gyldendal, 2006.
Høeck, Klaus:
Palimpsest. Gyldendal, 2008.
Høeck, Klaus:
Live. Gyldendal, 2012. Digte.
Høeck, Klaus:
Legacy. Gyldendal, 2015.
Høeck, Klaus: My heart : poems galore. Gyldendal, 2018.
Høeck, Klaus: Password. Gyldendal, 2021.

Om forfatterskabet

billeder af de fleste af forfatterskabets bøger samt links med henblik på lån via bibliotek.dk.
fra Københavns Kommunes Biblioteker. Noteringen af samtlige digttitler i en 10 skærmbilleder lang ordmonolit giver et godt indtryk af værkets volumen.
Opslaget ”Klaus Høeck” i Mortensen, Klaus P.: Litteraturens stemmer. Gads Forlag, 2003.
Kybernetik og romantik : om Klaus Høecks forfatterskab. Spring, 2021. Redigeret af Peter Stein Larsen, Michael Kallesøe Schmidt og Frederik Stjernfelt.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Klaus Høeck

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Nexø, Tue Andersen:
”Livet er i mellemrummene”. Information, 2004-10-28.
Stjernfelt, Frederik:
”Admiral, bitumen, Zodiak”. Gyldendal, 2008.
Sørensen, Rasmus Bo:
”Jeg er kommet til det sted, hvor jeg hele tiden har været”. Information, 2008-07-20.
Andersen, Carsten:
”Interview med Klaus Høeck: Jeg snyder, når det passer mig”. Politiken, 2008-11-04.
Tale ved overrækkelsen af Kritikerprisen, 2009-03-05.