peter laugesen
Foto: Simon Knudsen

Peter Laugesen

Artikel type
voksne
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
peter laugesen
Foto: Simon Knudsen
Main image
Laugesen, Peter
Foto: Martin Dam Kristensen / Scanpix

Indledning

Med mere end 50 digtsamlinger bag sig fylder Peter Laugesen i helt fysisk forstand meget i dansk litteratur. Siden debuten i 1967 og frem til den seneste digtsamling ”Da sagde hans hund havde lopper” (2010) har han i en fortløbende tekststrøm udforsket sproget og dets muligheder for at gengive oplevelsen af verden, som den ser ud fra Brabrand, hvor Laugesen bor. Det vil øve vold mod det mangeartede forfatterskab at reducere det under overskriften totalskrift. I stedet må det karakteriseres som ekstremt rummeligt, da det favner både minimale og maksimale digte og rummer såvel beskrivelser af endnu en gåtur med hunden og samtaler med kunsthistoriens koryfæer. Det er en inkluderende og til tider anarkistisk poetik, kragen fra Brabrand fører sig, og man kan med fordel høre Laugesen selv læse op live eller på nogle af de cd’er, han udgivet med musik og lyrik. Der er musik i den mand.

 

52966930

Blå bog

Født: 5. marts 1942 i København.

Uddannelse: Student Aarhus Katedralskole 1961, uddannet typograf.

Debut: Landskab. Borgen, 1967.

Litteraturpriser: Morten Nielsens Mindelegat 1983. Beatrice Prisen 1985. Emil Aarestrup Medaillen 1990. Det Danske Akademis Store Pris 1992. Martin Andersen Nexø Prisen 1998. Victor B. Andersens Hæderslegat 2002. Kritikerprisen 2003 (”Forstad til alt”).

Seneste udgivelse: Tohuvabohu. Asger Schnacks Forlag, 2017. Digte.

Inspiration: Dylan Thomas, Arthur Rimbaud, Shakespare.

Periode: 1970'ernes nyrealistiske prosa og bekendelsespoesi

Genre: Lyrik

 

Se filmen Peter Laugesen - fire stemmerFilmcentralen

Se filmen Nattegn - en film om Peter LaugesenFilmcentralen

Baggrund

”skrift er
at producere et
sted
hvor tingene bevæger
sig mellem
det højeste & det laveste
ikke bare statiske yderpunkter”
”Den flyvende hollænder”, s. 96.

Peter Laugesen er født i København, opvokset i Odder uden for Århus og blev i 1961 student fra Aarhus Katedralskole. Efter gymnasiet blaffede han rundt i Europa og var i et par år med i den internationale kunstnergruppe Situationistisk Internationale. I portrætsamtalen ”Inspirationen er en mumlende idiot” fortæller Laugesen om forfatterskabets første skridt: ”Det begyndte vel for alvor i gymnasiet, da jeg var 16-17 år. Jeg begyndte ret hurtigt at skrive noget, der var anderledes, og de første seks-syv år var det umuligt at få noget trykt. På det tidspunkt skulle det ligne den danske modernisme, Rifbjerg, Sonne, men jeg var mere amerikansk inspireret, beatnik-litteraturen, Ginsberg, Kerouac, jazzmusik, Elvis Presley, som vi var vokset op med.” (Peter Øvig Knudsen: ”Inspirationen er en mumlende idiot”, 1996.)

Som 22-årig flyttede Laugesen i 1964 ind på et klubværelse på Bagsværdvej 65 i Lyngby, og på den anden side af gangen boede digteren Dan Turéll. Langsomt fandt de to unge mænd ud af, at de havde interessen for sprog og litteratur til fælles. Laugesen fortæller om det fortsatte venskab med Turéll: ”Dan er den eneste person, med hvem jeg nogensinde har kunnet diskutere i dybden, hvad jeg opfatter som de væsentlige ting i litteratur. Og i virkeligheden er dialogen aldrig holdt op. På en måde taler jeg stadig med ham.” (En aristokratisk tilbagetrukket og højttænkende forfattertype. Information, 2002-07-22).

Mødet med Turéll har haft afgørende indflydelse på Laugesen som forfatter, og udover deres indbyrdes korrespondance udgav de i 1973 samarbejdsprojektet ”Dobbeltskrift”. Mens Laugesen og Turéll boede i Lyngby debuterede de begge i tidsskrifter og antologier, men drømmen om at udgive bøger blev mødt med modstand: ”Vi havde ikke nogen strategier, fordi vi regnede med, at man sådan set bare skulle skrive det, man syntes, man skulle skrive, og så sende det ind til nogle forlag og tidsskrifter, og så skulle det hele nok gå af sig selv. Det gjorde det bare ikke. De danske forlag og tidsskrifter var generelt ret negative. Så vi fik begge trykt nogle af vores første ting i Sverige i Ord och Bild. Og eftersom modstanden herhjemme åbenbart var så stor, fandt vi ud af, at vi lige så godt kunne lave vores egen beskedne modoffentlighed og selv udgive tingene. Dét var jo også en amerikansk model. Det praktiserede vi så i en fem-seks år eller sådan noget, hvor det hele var på et ganske primitivt plan. Dan udsendte duplikerede eller håndskrevne bøger, oplagene var små, og de blev gennemgående foræret væk. Dog blev nogle af dem anmeldt, og det banede vejen for, at vi langsomt blev sluset ind i forlagsverdenen.” (En aristokratisk tilbagetrukket og højttænkende forfattertype. Information, 2002-07-22).

I slutningen af tresserne kom Laugesen i en sen alder i lære på det trykkeri, hvor hans far var kontoransat, og blev udlært typograf. Han havde inden da været journalistelev forskellige steder, men fandt det for kedeligt og holdt op hver gang. I 1983 kom han på Finansloven og har siden ernæret sig som forfatter.

Siden debuten med ”Landskab” i 1967 er stort set alle Peter Laugesens bøger udkommet på Borgens Forlag. Laugesen har været medlem af Det Danske Akademi siden 1997. Han har udgivet cd’er sammen med Singvogel, Mindspray og Christian Vuust og optræder ofte sammen med dem. Udover sit forfattervirke skriver han medie- og samfundskommentarer i Dagbladet Information, arbejder med dramatik og oversætter udenlandsk litteratur. Bl.a. har han i over tyve år arbejdet med en endnu ufærdig oversættelse af James Joyces ”Finnegans Wake”, og i 2004 udkom hans oversættelse af Gertrude Steins ”Tender Buttons” med den danske titel ”Ømme dupper”.

Privat er han gift med Inga From Rasmussen og bosat i Brabrand, hvilket man kan forvisse sig om ved læsningen af de fleste af hans bøger. At favorittobakken til piben er af mærket gul Capstan kan man også læse sig til. Den typografuddannede digter skriver alle sine tekster på skrivemaskine.

Anarkotika

”Kære ven, hvad skal jeg sige, der er jo ikke noget at sige, alle ting siger sig selv, alting siger sig selv, det er automatisk, men det siger alligevel ikke, hvad det er, at sige det sådan med de ord. Hvordan kan jeg finde nogen ord, der siger det som det er, med venstre pegefinger hvilkende over Ee hele tiden, højre dansende rundt på langt flere tangenter. / Kære ven, på mange måder vil vi altid være langt fra hinanden.”
”Anarkotika”, s. 63.

Den genreløse ”Anarkotika” fra 1975 er en 142 sider lang tekststrøm, der uden stop ”Væver løs om det samme stadigvæk hele tiden”, som der står på side 8. I en formeksperimenterende automatskrift skriver et digterjeg ved navn Peter Laugesen løs om store og små emner med særligt fokus på personlige erfaringer med at sanse, elske, beruse og bedøve sig samt kunstneriske og æstetiske overvejelser om skrift, filosofi og samfundssystemer. Teksten refererer uafladeligt til sig selv og sin tilblivelsesproces med termer som ”Hulter til bulter anarkistisk poesi” (s. 14), ”totalt en bog om hvad det er at elske, det vil sige / det er en bog om / hvad / der / er.” (s. 39), ”DET ER POESI OG MANIFEST” ( s. 40) og ”en kærlighedssituationistisk historie” (s. 119). Adjunkt Anne Borup kalder det en ”prosa-poetisk dagbog”. (Litteratursiden.dk, 2004).

I sin anarkistiske metode kommer digteren rundt om de mangfoldige emner, der strømmer igennem hans skrivemaskine, og samlingen er trods sit flagrende og universelle tilblivelsesgrundlag forankret i tid og rum som i øvrigt Laugesens digtsamlinger er det. Der er konkrete henvisninger til begivenheder i medierne, på stadion i Århus og Wilhelm Freddie på Århus Kunstmuseum. Alt sammen bunder i denne automatiske strøm, der med digteren som medium manifesterer sig på papir. Digteren nævner sig selv som en praktiker, der ved lidt teknisk snilde kan trykke tasterne på skrivemaskinen ned, så teksten kan få form.

Udover det skrifttematiske anslag, driften fra det personlige begær og de typografiske eksperimenter er der en stærk antikapitalistisk strøm gennem bogen, der bliver en art socialistisk manifest. Digteren gør sig overvejelser om det at være arbejdsløs, men stadig arbejde (med kunst) og om forholdet mellem kunst, arbejde og penge i et samfundsmæssigt perspektiv. ”danmarks arbejdsløse trænger til en snaps og en fed.” (s. 54) lyder det fra den poetiske anarkist.

I traditionen efter 50’ernes amerikanske beatdigtere er ”Anarkotika” en bog med lige så meget fokus på metode som på indhold. Her er skriften, dens tilblivelse og det uredigerede udtryk det væsentlige. Digterjeget sidder ved sin skrivemaskine uden at vide, hvad han skriver, men det, at han skriver, er godt. Skriften udspringer af kroppen, da ”det at skulle standse hele tiden og skrive den ned i virkeligheden er en afbrydelse af det totale digt som er alle ting”. (s. 126).