Peter Laugesen

Peter Laugesen er født i København og opvokset i Aarhus, hvor han blev student fra Aarhus Katedralskole i 1961. I 1964 flyttede han til København, hvor han boede nogle år, inden han flyttede tilbage til Aarhus, hvor han har boet de seneste mange år.

Som 22-årig flyttede Peter Laugesen i 1964 ind på et klubværelse på Bagsværdvej 65 i Lyngby, og på den anden side af gangen boede digteren Dan Turéll. Langsomt fandt de to unge mænd ud af, at de havde mere til fælles end at bo på klubværelse. Laugesen fortæller om mødet og det fortsatte venskab med Turéll: ”Dan er den eneste person, med hvem jeg nogensinde har kunnet diskutere i dybden, hvad jeg opfatter som de væsentlige ting i litteratur. Og i virkeligheden er dialogen aldrig holdt op. På en måde taler jeg stadig med ham.” (En aristokratisk tilbagetrukket og højttænkende forfattertype. Information, 2002-07-22). Mødet med Turéll har haft afgørende indflydelse på Laugesen som forfatter, og udover deres indbyrdes korrespondance udgav de i 1973 samarbejdsprojektet ”Dobbeltskrift”. Mens Laugesen og Turéll boede i Lyngby debuterede de begge i tidsskrifter og antologier, men drømmen om at udgive bøger blev mødt med modstand. Laugesen fortæller om de første år som forfatter: ”Vi havde ikke nogen strategier, fordi vi regnede med, at man sådan set bare skulle skrive det, man syntes, man skulle skrive, og så sende det ind til nogle forlag og tidsskrifter, og så skulle det hele nok gå af sig selv. Det gjorde det bare ikke. De danske forlag og tidsskrifter var generelt ret negative. Så vi fik begge trykt nogle af vores første ting i Sverige i Ord och Bild. Og eftersom modstanden herhjemme åbenbart var så stor, fandt vi ud af, at vi lige så godt kunne lave vores egen beskedne modoffentlighed og selv udgive tingene. Dét var jo også en amerikansk model. Det praktiserede vi så i en fem-seks år eller sådan noget, hvor det hele var på et ganske primitivt plan. Dan udsendte duplikerede eller håndskrevne bøger, oplagene var små, og de blev gennemgående foræret væk. Dog blev nogle af dem anmeldt, og det banede vejen for, at vi langsomt blev sluset ind i forlagsverdenen.” (En aristokratisk tilbagetrukket og højttænkende forfattertype. Information, 2002-07-22).

I slutningen af tresserne kom Laugesen i en sen alder i lære på det trykkeri, hvor hans far var kontoransat, og blev udlært typograf. Han havde inden da været journalistelev forskellige steder, men fandt det for kedeligt og holdt op hver gang. I 1983 kom han på Finansloven og har siden ernæret sig som forfatter.

Laugesen har været medlem af Det Danske Akademi siden 1997. Han har med udgangspunkt i sine digte udgivet cd’er sammen med Singvogel, Mindspray, Christian Vuust og optræder ofte sammen med dem. Udover sit eget forfattervirke skriver han medie- og samfundskommentarer i Dagbladet Information, arbejder med dramatik og oversætter udenlandsk litteratur. Bl.a. har han i over tyve år arbejdet med en endnu ufærdig oversættelse af James Joyces ”Finnegans Wake”, og i 2004 udkom hans oversættelse af Gertrude Steins ”Tender Buttons” med den danske titel ”Ømme dupper”.

Privat har han døtrene Gerd og Sidse og er gift med Inga From Rasmussen og bosat i Brabrand, hvilket man kan forvisse sig om ved læsningen af de fleste af hans bøger.

Den genreløse ”Anarkotika” fra 1975 er en 142 sider lang tekststrøm, der uden stop ”Væver løs om det samme stadigvæk hele tiden”, som der står på side 8. I en formeksperimenterende automatskrift skriver et digterjeg ved navn Peter Laugesen løs om store og små emner med særligt fokus på personlige erfaringer med at sanse, elske, beruse og bedøve sig samt kunstneriske og æstetiske overvejelser om skrift, filosofi og samfundssystemer. Teksten refererer uafladeligt til sig selv og sin tilblivelsesproces med termer som ”Hulter til bulter anarkistisk poesi” (s. 14), ”totalt en bog om hvad det er at elske, det vil sige / det er en bog om / hvad / der / er.” (s. 39), ”DET ER POESI OG MANIFEST” (s. 40) og ”en kærlighedssituationistisk historie” (s. 119). Adjunkt Anne Borup kalder det en ”prosa-poetisk dagbog”. (Litteratursiden.dk, 2004).

I sin anarkistiske metode kommer digteren rundt om de mangfoldige emner, der strømmer igennem hans skrivemaskine, og samlingen er trods sit flagrende og universelle tilblivelsesgrundlag forankret i tid og rum som i øvrigt Laugesens digtsamlinger er det. Der er konkrete henvisninger til begivenheder i medierne, på stadion i Århus og Wilhelm Freddie på Århus Kunstmuseum. Alt sammen bunder i denne automatiske strøm, der med digteren som medium manifesterer sig på papir. Digteren nævner sig selv som en praktiker, der ved lidt teknisk snilde kan trykke tasterne på skrivemaskinen ned, så teksten kan få form.

Udover det skrifttematiske anslag, driften fra det personlige begær og de typografiske eksperimenter er der en stærk antikapitalistisk strøm gennem bogen, der bliver en art socialistisk manifest. Digteren gør sig overvejelser om det at være arbejdsløs, men stadig arbejde (med kunst) og om forholdet mellem kunst, arbejde og penge i et samfundsmæssigt perspektiv. ”danmarks arbejdsløse trænger til en snaps og en fed.” (s. 54) lyder det fra den poetiske anarkist.

I traditionen efter 50’ernes amerikanske beatdigtere er ”Anarkotika” en bog med lige så meget fokus på metode som på indhold. Her er skriften, dens tilblivelse og det uredigerede udtryk det væsentlige. Digterjeget sidder ved sin skrivemaskine uden at vide, hvad han skriver, men det, at han skriver, er godt. Skriften udspringer af kroppen, da ”det at skulle standse hele tiden og skrive den ned i virkeligheden er en afbrydelse af det totale digt som er alle ting”. (s. 126).