lone hørslev
Foto: Henrik Sørensen

Lone Hørslev

cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Senest opdateret af Karina Søby Madsen, Bureauet, december 2018.
Top image group
lone hørslev
Foto: Henrik Sørensen
Main image
Hørslev, Lone
Foto: Thomas A. / Scanpix

Indledning

Lone “Poetisk fuldemandsgang” blev Lone Hørslevs første digtsamling kaldt i en anmeldelse, og det er i virkeligheden en god metafor for forfatterskabets tekster, der er fulde af både krop, bevægelse, forførelse, vrøvl og skarpsindige sandheder. Hørslevs forfatterskab har en særlig mundrethed over sig, og man føler ofte, at man sidder med en gammel veninde, der spiddende og ironiserende udstiller følelser, tanker og verdens gang. Sproget er præget af en særlig musikalitet Sproget er i samme ånd præget af en ligefrem mundrethed og musikalitet og en herlig leg med sproglige udtryk, som ikke mindst foldes ud i fuldt flor i digtsamlingerne og i romanen “Naturlige fjender”. Tematisk beskæftiger forfatteren sig med hverdagen og almindelighederne, og med hvad det vil sige at være et menneske, som føler, og fejler og lever fuldt og helt. 

54996039

Blå bog

Født: 29. november 1974 i Køge.

Uddannelse: BA i Dansk Litteratur fra RUC 2001, Forfatterskolen 2003.

Debut: Tak. Gyldendal, 2001.

Litterære priser: Carlsbergs ide-legat, Årets Fund, 2003. Michael Strunge-prisen, 2004. Jytte Borberg-Prisen, 2009. Danske Autorers Hæderspris, 2013. Beatriceprisen, 2014.

Seneste udgivelse: Dagene er data. Rosinante, 2018. Digte.

Inspiration: Tove Ditlevsen

Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Genre: Autofiktion

 

Hør lydklip fra 'Naturlige fjender'

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Det må være den værste frost i mands minde, siger du og hiver huen af, du siger, og tænk så på: i Japan blomstrer kirsebærtræerne nu! Vinden pisker sneen ind mod ruden, du siger at du glæder dig til at læse slutningen. På din bog, du siger, der ER nu ikke noget som ferie!”
“Fjerne galakser er kedelige”, s. 9.

Lone Hørslev blev født den 29. november 1974 i Køge, men er vokset op i Mejdal uden for Holstebro, hvor en af hendes store ungdomsinteresser var at male. Som hun siger: ”Jeg troede jeg var kunstmaler, også fordi jeg var god til det.” (Karen Syberg: “Jeg ville helst skrive hele tiden’. Dagbladet Information, 2006-10-05). Men på et tidspunkt mente hun, at det at male blev for besværligt, omstændeligt og desuden for dyrt, og derfor begyndte hun at skrive. 

Hørslev skulle dog igennem et længere uddannelsesforløb, førend hun for alvor kunne hellige sig det skrevne ord.

I 1994 afsluttede hun en matematisk studentereksamen fra Holstebro Gymnasium, og to år senere påbegyndte hun læreruddannelsen på Nørre Nissum Seminarium, hvor hun tog det første år på uddannelsen. Året efter gik turen til Aalborg, hvor hun startede på Humanistisk Informatik. Heller ikke det forekom at være det rigtige valg for Hørslev, så derfra gik turen videre til RUC, hvorfra hun blev bachelor i Dansk litteratur i 2001.

Dette år skulle vise sig at blive et godt år for Hørslev. Hun blev således både optaget på Forfatterskolen og fik antaget en digtsamling hos forlaget Gyldendal. Digtsamlingen “Tak” udkom samme år. To år senere blev hun uddannet fra Forfatterskolen og sendte i samme ombæring sin anden digtsamling på gaden, nemlig “Ærgerligt, ærgerligt”. Siden da er det blevet til endnu seks seks digtsamlinger, fire romaner og en novellesamling.

Hørslev elsker at kaste sig ud på ukendt grund, og i 2007 fødte hun sammen med sanger og sangskriver Mads Mouritz det musikalske projekt Mouritz/Hørslev, som har tre plader på samvittigheden. Endvidere går gik hun og Solveig Sandnes under aliaset Er de Sjældne, som i 2009 udsendte pladen “Lyserød lyseblå beige”, der i 2014 blev fulgt op af albummet “Olé Olé”. Lone Hørslevs seneste musiklyrik-projekt, Uhørt, er skabt i samarbejde med komponist Jesper Mechlenburg. 

Privat er Lone Hørslev er mor til et tvillingepar og i 2009 fraskilt fra pigernes far, forfatteren Martin Glaz Serup. Bruddet tematiserer hun i digtsamlingen “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”. Også digtsamlingen “La'os” handler om at finde fodfæste efter skilsmisse.

Tak

“i al fald endnu en sommer / der lige så stille og roligt siver ud / så markerne må drænes og / de kunstige ænder sættes til / at lokke de levende til sig / igen”
“Tak”, s. 13.

“Tak” er den korte titel på Lone Hørslevs debutdigtsamling fra 2001. Det er en lille sag på en halvtreds sider inddelt i fem dele. Samlingens første del tematiserer det at blive forladt.

Den indledes med en henvisning til musikeren Nikolaj Nørlund, som på pladen “Nye optagelser” fra 1997 synger: “Vil du mig mere så rids det ind i din pande. De ord der forsvinder er dem der aldrig var sande”. Hos Hørslev hedder det: “Nu hvor du har sat dig/dit fugtige tegn/i min pande/Så forlader du mig snart”. I modsætning til Nørlunds efterspørgsel af, at du’et skal ridse sin kærlighed i sin egen pande, så har du’et hos Hørslev ridset sig ind i jeg’ets pande. Og nu, hvor du’et har sat sig et fugtigt spor, kan du’et lige så godt drible videre og forlade. Digtet fortsætter: “Jeg ved det/– og vandet vil løbe mig i øjnene”. Jeg’et vil altså blive ked af det, og dog er det som om, jeg’et betragter det hele med en skuespillerens iscenesatte (eller en digters metaforiske) distance.

I anden del er det den manglende evne til at gribe sig selv, der tematiseres. Som i det indledende digt, hvor jeg’et vågner med kaktus på tungen. Det hedder: “Tilfældige forbipasserende her/ved kirken/må samle mig op/TAK hvisker jeg så og nikker inden/jeg falder igen”.

28915128

Digtene er fulde af skæve rytmer og bevægelser frem og tilbage. Mellem kærlighed og afsavn. Mellem liv og død. Mellem by og land. Mellem drøm og vågen tilstand. Mellem barndom og voksendom. Mellem poesi og hverdag, som når “Hvert eneste snefnug som er sit eget/univers ligesom hvert eneste ord –” afløses af linjen “Kald det Kærlighed”, der trækker på en sang af Lars Lilholt.

Og titlen “Tak”? Den kan dels forstås negativt som et tak for den erfaring, kærligheden har givet jeg’et, og som gør, at det i digtene forholder sig distanceret til sit følelsesliv og sine omgivelser. Og dels kan den forstås positivt som en tak for alle de erfaringer, jeg’et har gjort sig, både de positive og de negative, som en reminder om, at det er erfaringerne, der gør mennesket klogere og livet rigere.

Ærgerligt, ærgerligt

“Om natten klipper månen stadig
langs drømmenes stiplede linjer, og jeg vågner altid
med halve historier i hovedet. For eksempel er der dén om prinserne,
der leder efter nogle prinsesser, der ligger på nogle ærter,
og sådan er det hele vejen igennem – Når man hele tiden
går gennem nye døre af velmente løfter og skipperløgne
glemmer man let, hvor man er, og
hvor det var, man skulle hen, måske”
“Ærgerligt, ærgerligt”, s. 41.

Lone Hørslevs anden digtsamling “Ærgerligt, ærgerligt” fra 2003 er opbygget af seks afsnit med tilknyttede overskrifter. Dertil kommer et indledende digt med titlen “Du må selv betale, siger de i radioen”, der fungerer som en introtekst. Her præsenteres et ‘du’ og et ‘jeg’, som tilsammen udgør et relativt nyt ‘vi’. Et vi, der ligger i sengen, og som kun lader omverdenen trænge sig på i form af tv og radio, imens de “kryber tættere ind til hinandens små historier”. Endvidere hedder det: “Vi observerer nøje hinandens vejrtrækning og lyde. Du kunne gå. Du bliver liggende.” Sidstnævnte fungerer som en refleksion over tilværelsens tilfældigheder, og i digtets slutning bliver et tilfælde for alvor afgørende, da sneen har begravet du’ets cykel, og han derfor hellere må blive.

I det hele taget tematiserer samlingen livets tilfældigheder. Som i digtet “Hvis nu”, hvor jeg’et overvejer: hvis nu alt tog sig helt anderledes ud, ville vi så være lykkelige. Ind imellem indgår kronprinsen i digtene som en påmindelse om enhver ‘rigtig’ piges prinsessedrømme. Han indgår desuden som en personificering. Ligesom jeg’et slæber forliste forhold efter sig, så bærer kronprinsen “en stribe af/forliste forhold/og en lille elefant om halsen”, som det hedder i digtet “Grønland”.

24838730

I digtet overvejer jeg’et desuden, hvad hun ville sige, hvis Billedbladet ringede til hende i stedet for til kronprinsen. På den måde slippes også den moderne drøm om at blive kendis ind i digtene.

Lone Hørslev leger sprælsk med formen i denne digtsamling. Der er både lange digte, digte fulde af huller og sprækker mellem ordene, hvor læseren kan fylde sit tomrum eller sine tanker ned i, kassedigte om skibe og en herlig lille suite over konceptet: sidste retter. Her skal særligt fremhæves versene: “Tænk på kokken på dødsgangen i Texas, USA. Han skal opfylde alle de dødsdømtes sidste grådkvalte ønsker. Du skal bare opfylde mine! Sidste ønsker. Elskede.” Som det også står klart i citatet, har Hørslev en foruroligende evne til at sætte spørgsmålstegn ved eller måske ligefrem udstille og ironisere over følelser ved at skrive ord som elskede og hjerte i kursiv eller LYKKEN med versaler. Igennem sådanne markeringer pointerer hun umuligheden af projektet kærlighed.

 

Fjerne galakser er kedelige

“Men også hjemme i Danmark, evig og altid: oprydning, madlavning, indretning, opdragelse, DATING på tv, man skulle tro at mennesket var et rumvæsen som netop var landet på jorden og nu skulle lære alt om dét at være menneske.”
“Fjerne galakser er kedelige”, s. 9.

I 2005 udkom Lone Hørslevs første roman “Fjerne galakser er kedelige”, som ironisk nok handler om rejser. Romanen er inddelt i tre dele og har det samme ferierende par i centrum for fortællingen, og med den kvindelige part, Lone, som bærende fortæller.

Første del hedder “Vinterferien” og foregår i februar 2005, hvor Lone er på skiferie i Polen med sin kæreste og deres fælles barn Rose. Der sker ikke meget på det konkrete handlingsplan, da Lone bliver skadet og må sidde hjemme i hytten og gøre sig forestillinger, blandt andet om manden og barnet på ski, som måske bliver fanget i en snestorm.

Anden del hedder “Juleferien” og foregår juleaften 2004, hvor Lone og Rose er på juleferie hos Lones mor og nye kæreste, mens Lones kæreste holder jul hos sin mor, der lige har haft en hjerneblødning. Grundtonen for juleferien bliver afsavn og afstande.

Tredje historie hedder “Sommerferien” og foregår i maj 1999. Lone og kæresten er i Afrika, hvor de besøger fætter Bjarne.

51961153

I alle tre dele er Lone midlertidig bundet til et sted. I første del på grund af overrevne ledbånd, i anden del er hun lænket til morens hjem, og i tredje del afkræver en påtrængende graviditet, at hun holder sig i sengen. Men selv om kroppen er bundet, er den indre stemme, som beretter, fabulerende vilter. Teksten minder om en alenlang pludren a la Per Højholts ”Gittes monologer”.

Det er en slags postmoderne stream of consciousness, som ikke handler om at bevæge sig mellem personernes tankeuniverser, men ind i det enkelte menneskes diffuse og foranderlige tanker og selv. På et tidspunkt tænker Lone over mennesket, der skifter ham, og som i løbet af syv år skifter alle sine celler fra top til tå. Denne tanke kommer til at fremstå som et skarpt billede på, hvorfor vi mennesker kan føle os så fremmede for os selv og hinanden: vi bevæger os hele tiden væk fra udgangspunktet.

Romanen tematiserer desuden livets tilfældigheder. Det er således først, da romanen slutter, at det står klart, at vi som læsere aldrig finder ud af, om Rose og kæresten forsvinder i snestormen i Polen.

Lige mig

“Min hud er en container af / erindring og kød, dine kys / sidder stadig i min sult. Jeg ved ikke hvad det betyder / når jeg drømmer / at tombolamanden kalder mig LUDER”
“Lige mig”, s. 18.

I Lone Hørslevs tredje digtsamling og fjerde udgivelse “Lige mig” fra 2007 er stemningen foruroligende, hvilket er manifesteret allerede på bogens cover. manifesteret på bogens cover. På bagsiden er et fotografi af to terner, hvoraf den ene ligger i græsset (måske er det hunnen, som ruger), og den anden står nærved med en død frø hængende slapt fra sit næb. På forsiden bærer en hånd, med afskallet rød neglelak på neglene, en fjerkræsaks, som lige er klar til at klippe i både titlen og forfatterens navn.

Digtsamlingen er inddelt i seks dele, og dertil kommer introdigtet “Nåh, lille vovse”, der sætter temaerne i spil: det handler om hunden, menneskets bedste ven, og hvad menneske og hund kan gøre ved hinanden. For eksempel kan hunden trøste den trøstesløse igennem personificering. Senere i digtsamlingen er der historien om manden, der kørte af sted i sin bil med hunden bundet bagefter, så den fik slidt poterne af. Og den om hunden, der bed sin ejers ansigt af.

26734088

Men tilbage til introdigtet, så er et andet tema ensomhed og længsel. Ligesom i følgende vers fra digtet “Jeg er begyndt at tale med mig selv”, hvor det hedder: “nu/er jeg foldet helt ind i ensomhed, ligesom/et par/strømper som nogen har lagt sammen”. Ved at lade ‘et par’ danne et vers, markerer digterjeg’et savnet af at danne par. Eller i digtet “Nej, jeg bliver aldrig undertøjsmodel”, hvor det hedder: “hvad angår kærlighed/er jeg kynisk, alligevel/bliver jeg ved at flyve ind i mit besværlige begær/som et forvirret insekt der igen og igen/kaster sig/mod et vindue i et brændende hus.”

I samlingen går jeg’ets drøm om et hus, der brænder, for øvrigt igen som en foruroligende påmindelse om jeg’ets krop, der står i længslernes og begærets lyse lue. Desuden går fortællingen om DØDSLÆGEN, børnelægen Elisabeth Wæver, der slog sin elsker og dennes kone ihjel, igen i digtsamlingen som en påmindelse om, at kærlighed kan gøre vanvittig.

Som i de øvrige digtsamlinger er sproget energisk og hverdagsligt, men fyldt af små spændstige sprogperler, og med en stor udsigelseskraft tematiseres det menneskelige begær, og hvad der kan ske, når det forbliver uforløst.

Naturlige fjender

“Og hun [Inger-Mai] kommer til at tænke på dengang Karin kom og fortalte hende at hendes far var omkommet ved en arbejdsulykke, da var hun begyndt at grine. Jamen, det var da frygteligt, ha ha. Hvor kynisk har man lov at være. Hun er ikke BLID, hun er kynisk, hårdhjertet og gid man kunne slette visse ting, visse grin.”
“Naturlige fjender”, s. 76.

Romanen “Naturlige fjender” fra 2008 foregår i provinsbyen Vejby i Jylland og følger hovedsageligt tre spor.

Ét fortæller om den afdøde fordrukne mand Anker. Et andet følger den 36-årige Lars, som lige er flyttet til byen, hvor han arbejder på den lokale kro. Han bliver dog hurtigt fyret, fordi han under en flirt med den lokale dyrlæge Inger-Mai kommer til at drikke sig fuld. Det tredje spor i romanen følger dyrlægen Inger-Mai, som lever sammen med Stig og deres datter Bella.

27366147

Romanen bevæger sig mellem indre og ydre synsvinkler og dagbogs- og brevsekvenser fra L til Anker. Der er tale om en alvidende fortæller, som helt ubemærket glider mellem de forskellige personers perspektiver, og som benytter sig af tankecitater i første person fra karaktererne. Derigennem kommer karaktererne ligefrem til at tale i munden på – eller igennem munden på – den overordnede fortællerstemme.

Især går romanen under huden på Lars og Inger-Mai ved at give indblik i deres indre som ydre dialoger. Resultatet er en troværdig gengivelse af et lokalsamfund, hvor alle drømmer om kærlighed og forløsning, men hvor ingen kan finde den.

Inger-Mai tror, hun vil blive lykkelig med sin mand, hvis bare de køber Ankers hus. Hun bliver betaget af Lars, og de bygger en delvis drøm op omkring hinanden, som hun dog ikke tør forfølge. Lars’ tidligere kæreste Mona vil gerne være sammen med Lars igen, men han kan end ikke overskue at tænke på hende. Han tænker i stedet på Inger-Mai og lidt på Anker, og hvordan han mon levede. Hvorfor blev den mand nødt til at drikke sig ihjel?

Ud over kærlighed er angst et påtrængende tema. Inger-Mai er angst for, at hun har fået brystkræft, den lokale politimands søn er i krig i Irak, og hver morgen vågner politimandens kone op med en skrækindjagende følelse i kroppen af at han er død. Og derudover er der selvfølgelig angsten for at blive opdaget – for at nogen skal kunne se de lumre drømme og de forfærdelige tanker hver enkelt forsøger at skjule. I det hele taget lever og ulmer frustrationerne konstant under overfladen hos alle karaktererne og aftegner sig som blå plamager på kvindernes (Inger-Mais og politimandens kones) ansigter eller som seriøse drukture.

Jeg ved ikke om den slags tanker er normale

“har du tænkt på døden for nylig, har
du nogensinde overvejet MORD. Jeg har. Jeg må
indrømme at jeg
har gjort mig visse forestillinger i hvert fald
om hvordan det ville være
at hugge en køkkenkniv
ind i en vis mands øje”
“Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”, side 22.

Digtsamlingen “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” fra 2009 er opdelt i tre dele, hvor den første går under titlen “Tak for besøget”. Den består af 12 unavngivne digte, som handler om afsked og sorg, og hvor der er adskillige sammenligninger med dyr i spil. I det indledende digt sammenlignes kærligheden med en muldvarp. Først hedder det: “Der var engang hvor jeg sang (“Oldenborre flyv, flyv”)/for en muldvarp og så blev han forliebt”. Allerede her præsenteres kærligheden som et umuligt projekt, for oldenborren kan selvsagt ikke flyve, og forliebt benyttes ifølge Den danske ordbog (ordnet.dk) om en “flygtig, naragtig eller blind forelskelse” – en naragtighed der forstærkes af den forvrængning, der ligger i, at ordet er kursiveret i digtet. Senere i digtet “kommer TIDEN/med sine ublide metoder, og forelskelsens gange bliver/trange”. Kærligheden får sværere vilkår, og digtet slutter med en decideret aflivning af forholdet: “Meget stærk giftgas/er netop blevet/lagt ud.”

Tredje og sidste del bærer titlen “Giftige blomster og bær” og består af ét digt med samme titel. Her lignes naturens dødelige planter, der på overfladen kan tage sig så uskyldige og kønne ud, med menneskenes evne til at dræbe hinanden – “hurtigt – eller over TID ved konstant at bide/ad hinanden, grr” (s. 43). Digtet er fuldt af rim og remser såsom “for at lave et renere, enklere CUT mellem dig og mig og vi to, der nu sejler i hver vores sko”, og det slutter med en reference til eventyret om prinsen og Rapunsel. Ved at sætte digtet ind i en ungpigeramme peger digteren på tidens dyrkelse af romantisk kærlighed helt fra barns ben – og kontrasten til virkeligheden.

Samtidig fremskrives digterjeg’et som en ung pige med uskyldige drømme og sårede følelser, hvilket understreger hele projektet som selviscenesættelse. Dette tydeliggøres yderligere af de mange referencer til hjemmesider, aviser med mere, hvormed Hørslev indskriver sine digte i den moderne medievirkelighed.

Digtsamlingen bærer i øvrigt undertitlen “Skilsmissedigte”, og dermed er scenen sat for bekendelsesdigte, der trækker på traditionen fra 1970’ernes knækprosa og bekendelseslitteratur. Referencen bliver understøttet af indledningscitatet af Tove Ditlevsen og af den gennemgående, bekendende kvindelige jeg-fortæller. 

Sorg og camping

“Marianne har ventet i årevis. På hvad? På nogen. På noget. Og ikke som én der altid har kørt Volvo drømmer om en Audi, nej, et kort sekund troede hun at Laurits kunne køre hende nye steder hen. … Men Laurits havde ikke givet hende noget som helst, eller rettere, den brik han havde givet hende, passede ingen steder.”
“Sorg og camping”, s. 201.

I løbet af en enkelt dag bringes læseren af “Sorg og camping” fra 2011 ind i hovedet på fem personer i Ringkøbing i midt-80’erne. Købmandsparret Marianne og Jørgen lever på overfladen et pænt og godt liv som en velfungerende familie med to børn og en velsmurt købmandsbutik. Under overfladen lever de to dog separate liv, hvor Jørgen ikke fortæller sin kone om bekymringen for butikkens økonomi, og hvor Marianne aldrig fortæller om sine drømme om andet og især mere. Drømme som har givet sig udslag i en kort affære med en af Jørgens venner, og som desuden i vid udstrækning symboliseres ved Gunnhildur, der ifølge Marianne er fri og sig selv. Faktisk giver Mariannes beskrivelse af Gunnhildur ligefrem mindelser om en forelskelse, især når hun lader tankerne passere en sommervarm campingferie i Blåvandshuk.

Færingen Gunnhildur og hendes mand Thomas, der er Jørgens fordrukne bror med en forfatterdrøm, der skylles stadig længere væk, er også centrale figurer. I begyndelsen af romanen er Gunnhildur forsvundet, og efterhånden afsløres det, at hun er stukket af, fordi Thomas vil skilles.

28683707

Den sidste centrale karakter er den unge kvinde Jannie, der arbejder i købmandsbutikken, og som drømmer om den gifte mand Laurits, der har lovet hende guld og grønne skove, men som nu har trukket sit tilbud for at redde sin familie.

I det hele taget er livet og ikke mindst samlivet temmelig sørgeligt i “Sorg og camping”. Især de to kvindelige figurer, Marianne og Jannie, udfoldes i al deres længsel efter noget ubestemt andet, som de prøver at gøre konkret. Og sjovt nok har de begge prøvet at knytte længslen sammen med Laurits, men uden held. Tværtimod er tomrummet nærmere blevet større efter Laurits som en manifestering af, at tomrummet er indeni.

Den eneste karakter, som reelt virker levende, og som ikke lever en zombieagtig tilværelse uden kontakt til sig selv og sine nærmeste, er Gunnhildur. Ganske vist smider Thomas hende ud med den begrundelse, at hun kun tænker på sig selv, men umiddelbart kan han godt trænge til at få holdt et spejl op. Gunnhildur er nu mere nuanceret, end han giver udtryk for. Eksempelvis har hun tidligere foræret Marianne en digtsamling, der rørte hende til tårer, og Marianne beskriver flere gange, at hun “føler sig set” af Gunnhildur. Sluttelig tegner der sig da også konturerne af et nyt og bedre liv for Gunnhildur, mens en fødselsdagsfest hos Marianne og Jørgen ender i totalt kaos, da en gal kat får revne skind og også river i Jørgens og Laurits’ skind.

 

La'os

“Der er fire år fra/ konfirmation og til kørekort, fra/ den ene præsident til den næste. Det er/ afstanden mellem/ en lille dum pind og et fuldvoksent/ juletræ, hey, hvad betyder egentlig 'nogen tid'?/ Når du siger det du siger/ og hjertet holder op med at slå,/ så er to sekunder tæt på en evighed.”
“La'os”, s. 17.

Lone Hørslevs digtsamling “La'os” fra 2012 er et samarbejde mellem Hørslev og illustrator Rikke Bakman, som understøtter Hørslevs digte med fine, humoristiske stregtegninger.

De første tre digte indledes med La'os – ikke alle bede, men for eksempel “alle smile” i et digt om en hjemløs, der bliver påkrævet et smil for en mønt. Digterjeg'et sammenligner sig med denne hjemløse: “et liv, en afgrund der/på en måde også kunne være vores.” Dette “kunne” adskiller dog digteren fra den hjemløse, og alligevel vender hun flere gange i digtsamlingens løb tilbage til netop hjemløshed. Her repræsenterer han håbløsheden, mens hun (og hendes to børn) står for håbet. Disse kontraster – denne livets balancegang mellem håbet på den ene side og håbløsheden på den anden er netop et af digtsamlingens centrale temaer.

Ligeledes tematiseres det nære i form af kærlighed, savn, skilsmisse og hverdagshandlinger, og dette nære står både i kontrast til og forbindes med den store verden. Eksempelvis i digtet “Hold nu kæft med de skalaer”: “De økonomiske strukturer og/kærlighedens strukturer, vi gennemspiller også/vores egen fallit”, hedder det, hvorved den økonomiske krise sættes i relation til kærlighedens ditto.

29539286

I det hele taget er der meget krise i digtene: personlige kriser, kærlighedskriser, klimakrise og finanskrise. Digteren jonglerer elegant imellem dem, så de bliver en naturlig forlængelse af hinanden, og alligevel kan hun ikke lade være med at kommentere: “Jeg kan se, det er stemplet i Laos./ La'os./ Ja, undskyld mig, jeg ved det er latterligt at tolke/ på det. Læse sammenhænge ind/ hvor der slet ingen/ sammenhænge findes” (s. 43). Kommentaren peger både på Hørslevs digteriske virkemiddel, hvor hun lader sig inspirere af ordenes lyd, og af indholdet, hvor de private kriser bliver læst i sammenhæng med verdenskriserne.

Digtsamlingen er endvidere fuld af referencer til populærkulturen, som for eksempel i digtet “Alligevel siger hun hvor tarveligt”. Her hedder det: “og hvad angår os to (ja hvad med os to?)/så si'r jeg bare snip snap snude, så er den historie/heller aldrig/nogensinde ude, Det er jo DET.”

 

 

 

Dyrets år

”Når hun tænker på Blanquefort, blandes en særlig mikstur af lidelse og sødme i hendes indre. En spænding der vokser. En spænding der kilder og kribler. Det vrider sig i hende som ål i et kar, nej, det er nærmere som sværme af fugle der letter i flok.”
”Dyrets år”, s. 16.

Lone Hørslevs roman “Dyrets år” fra 2014 foregår hovedsageligt i vintermånederne i 1666, hvor den 23-årige Marie bor med sin mand – den uægte kongesøn Ulrik Frederik Gyldenløve – på Akershus i Christiania (det nuværende Oslo). Men Marie har meget andet end sin mand i tankerne. Sværmerisk, som hun er, bliver hun forført af slottets ritmester, og da denne affære brydes, er det svogeren, der løfter op i Maries gevandter.

“Dyrets år” er både en historisk roman og en litterær fantasi – ja nærmest en erotisk fantasi – over Marie Grubbes liv. Som Hørslev selv pointerer i et af romanens mere faktuelle afsnit, ved man ikke meget om denne historiske kvindeskikkelse, og hun er således åben for fortolkning.

51316703

Lone Hørslevs Marie er en kvinde fuld af begær og længsel efter den altopslugende kærlighed, og hun giver sig lidenskabeligt hen – blot ikke til sin mand. Kærlighed og lidenskab er et centralt tema i romanen, som løbende kontrasteres af den allestedsnærværende død. Eksempelvis har Marie Grubbes mor endt sit liv i barselssengen, og i en helt central scene (s. 222) går død og begær hånd i hånd, da to kvinder bliver brændt på bålet for kætteri, alt imens Marie stikker sin hånd i svogerens bukser.

Romanen er fuld af referencer til dyr – ikke mindst som symboler på menneskeligt begær. Titlen i sig selv refererer til, at 666 omtales som dyrets tal i Johannes-åbenbaringen, ligesom det ofte bliver benyttet som et symbol på satan. Om det er satan, der har fat i Marie eller ej, tager romanen ikke stilling til, men med referencerne til djævlen bliver det understreget, at dette formentlig har været samtidens dom. Kvindeligt begær blev jo – i lighed med hekseri – betragtet som noget, der potentielt kunne true civilisationen, hvorfor der blev slået hårdt ned på det.

Med “Dyrets år” går Hørslev i store litteraturhistoriske fodspor, da både J.P. Jacobsen, Ludvig Holberg, St. St. Blicher og H.C. Andersen har skrevet om Marie Grubbe. Endvidere har Ulla Ryum og Juliane Preisler arbejdet med Grubbe-figuren. Samtidig følger Hørslev en tendens i samtidig dansk litteratur, hvor flere unge kvindelige forfattere har en meget eksplicit sanselighed i centrum – bl.a. Josefine Klougart og Kristina Stoltz.

En ordentlig mundfuld

”Vinteren var allerede trængt ind i mit kød som en rå erkendelse, og måske var det kulden som havde skærpet mine sanser; det her med at vågne op, helt forfrossen og tankerne skarpe som istapper som havde givet mig et klarsyn jeg måske hellere ville have været foruden. Jeg forstod at du ikke ville have mig og heller aldrig ville komme til det”.

”Saltsprederne” i ”En ordentlig mundfuld” s. 171.

Lone Hørslev har med novellesamlingen "En ordentlig mundfuld" (2017) kastet sig over en ny genre. Bogen består af 20 noveller med titler som "Fugleklatten", "Rullepølse" og "Sorte huller" og foregår i en genkendelig samtidsvirkelighed, kombineret med metaforer og humor. Figurerne er almindelige mennesker midt i bl.a. en mislykket familieferie, en ulykkelig forelskelse og en sexfest med deltagere i latex og læder – en dresscode, som får den pågældende novelles hovedperson til at føle sig som en stor rullepølse.

De fleste af figurerne er udsatte, sårbare mennesker, og det er ikke håbet eller en forandring til det bedre, der præger historierne – tværtimod. For den ulykkeligt forelskede mand, der tager til Island for at se nordlys, bliver oplevelsen af naturfænomenet et spejl af hans egen fortvivlelse: ”Det eneste jeg kan få øje på oppe i det gigantiske mørke hen over mit hoved, er min egen dansende og flimrende fortabthed.” (s. 121).

53009506

I ”Paradis” bliver den boblende følelse af forår, glæde og forventning, som hovedpersonen oplever, mens hun går nøgen rundt i en sommerhushave, brat afbrudt af en mand i jagttøj, som pludselig dukker op og kommer alt for tæt på hende. Og i den novelle, hvor det ender mest fatalt, er det foruroligende med helt fra starten: ”Jeg havde længe kunnet mærke ulykken i mine knogler. Jeg kunne mærke det som en stadig stærkere følelse af uro.” (s. 99).     

Hørslev skildrer i en omsorgsfuld og humoristisk tone nogle af livets svære følelser. Et af de tematiske omdrejningspunkter er den ufrihed, der også kan være del af drømmen: ”Smerten der findes alle vegne, den korte afstand mellem ordene længsel og fængsel.” (s. 36). Og netop længslen er ifølge Hørslev kendetegnende for mange af novellesamlingens figurer: ”Der er på én gang noget meget tragisk og smukt over at drømme og længes. En drøm kan jo være en fantastisk drivkraft, for det er jo ofte drømme, der flytter os, men det kan jo også være en flugt at ville flytte sig, og den flugt kan bunde i en destruktiv utilfredshed med det, man har”. (Daniel Øhrstrøm: Lone Hørslev: Drømmen om det perfekte kan ødelægge glæden ved det liv, man har. Kristeligt Dagblad 2017-03-30).   

Dagene er data

”jeg ved ikke hvad og HVORFOR
det egentlig er
at alt der er småt, skal pumpes op til noget stort, og HVORFOR
alt der er stort
hele tiden skal tales ned
Mennesker har altid slået de store dyr ihjel.
Mennesker har altid villet være de største og
farligste dyr
på savannen.
Og det blev vi.”

”Alt er data”, s. 26.

Lone Hørslevs sjette digtsamling Dagene er data” fra 2018 er inddelt i fire afsnit, og digtene understøttes af en række sirlige og pænt surrealistiske tegninger af billedkunstner Julie Nord.

Det primære tema er data og betydningen af vores onlineliv. Alle associationer i digtene peger hen imod vores digitale liv: Grøn henviser ikke kun til håb, men også til den lille grønne ”du er på”-prik i Messenger i digtet ”Farven grøn”. Ifølge Hørslev er onlinelivet krøbet ind i vores hjerne som associationer og som måder at tænke og lagre erfaringer. I digtsamlingen er alt således data: kyssene, digtene, generne, ekskæresterne, arkiverne, nummerpladerne og tarmbakterierne. Hørslevs opremsninger af ting, der er data, fungerer samtidig som en understregning af, at alt er online – alt dokumenteres. Onlinelivet spænder ben for vores nærvær, hvilket blandt andet pointeres med sætninger som ”Der sker jo ikke en skid/ hold nu op med at tjekke hele tiden.” (s. 89) og ”Jamen så læg dog den telefon!/ Skyl den ud i toilettet/ jeg taler jo til dig/ så fat det dog!” (s. 32).

I nogle af digtene drager Hørslev paralleller til fortiden. For eksempel i ”Du og jeg i stenalderen”, der kontrasterer samtidens skrøbelige relationer til fortidens ditto. Dengang kunne man eje hinanden, mens det lyder Ingen vil ejes, alle vil beundres/  i dag/ fortæller vi hinanden at vi er lige./ Vi fortæller hinanden/ at ingenting er kommet for at blive.” Ingen relationer er altså varige, men jagten på likes er konstant.

54996039

”Du og jeg i middelalderen” har en eksplicit henvisning til digtsamlingens tvetydige titel med ordene: ”Hvor DATA var Guds ord og/ Guds ord var data”. Data er således både de digitale data (som i øvrigt også kan være fake news) og ”det givne” – givet som livet, som ordet, og som en Guds gave. Klimaforandringer og finanskrise bliver også tematiseret, ligesom dyret i os selv er et centralt emne.

De alvorstunge temaer føles særdeles vedkommende, da digtene har et meget eksplicit jeg, der henvender sig opfordrende og udfordrende til et både implicit og eksplicit du, som nogle gange er kæresten, andre gange veninden, og andre gange igen læseren. Men på trods af de alvorlige emner er stilen og sproget let og indimellem decideret flirtende og derfor aldrig docerende. I stedet ægger Hørslev med sin underspillede humor til undren over tingenes og værens tilstand.

Genrer og tematikker

Lone Hørslev har en usædvanlig føling med sproget. Hun gør stort brug af mundtlighed, som eksempelvis giver sig udslag i, at hun ofte bruger Og efter et punktum. Hun benytter flittigt indskudte sætninger, gentagelser, kursiveringer, VERSALER samt (sære og sjove påhit i parentes). Det er alt sammen medvirkende til at give en medrivende energi og en musikalitet i værkerne. Legen med sproget er et vigtigt særkende ved både Hørslevs poesi og prosa, for eksempel i sætninger som “bogorm, ormædt, ædedolk” og “evnesvag, svagpisser og pisseurimelig” fra digtsamlingen “Lige mig”. Musikaliteten giver sig endvidere udslag i de konkrete musikalske samarbejder, Hørslev har med blandt andet Mads Mouritz og den nu afdøde Solveig Sandnes.

Hun benytter endvidere en masse koblinger mellem forskellige hverdagslige bekendte tankespor og mellem det nære og verden omkring jeget. Som i “La'os”, hvor det i digtet “Kærestesorg kan ikke klippes af” hedder: “Pigen klipper sit hår, solen hærger./ Ja og ja og jeg sidder på sengen og mit blik/ har sendt sig selv ud i verden og ind til/ pigen overfor, måske er hun ulykkelig og/ klipper sit hår af i sorg!/ Børneorm kan dræbes med en pille./ Kærestesorg/ kan ikke klippes af./ Jeg ved godt jeg trænger mig på./ Vi forsøger vel alle at befri os fra/ uønsket bagage.”

Desuden ynder Hørslev at lade sine digte forlænge sig ind i hinanden ved at lade det sidste ord eller den sidste sætning i et digt blive det første i det næste. Herved peger hun dels på, hvordan inspiration opstår, og dels på hvordan alt opstår i forlængelse af noget andet – ligesom Lone Hørslevs eget forfatterskab bygger på andre forfatterskaber.

Selviscenesættelse er en anden side af Hørslevs leg – både med sin egen identitet og med læserens. Stærkest kommer denne selviscenesættelse til udtryk i digtsamlingen “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”, hvor Hørslev sætter sin egen skilsmisse i scene. Selv når hun skriver om den historiske personlighed Marie Grubbe, sætter hun sig selv i scene. På romanens forside er hun således afbilledet iført en korsetteret kjole, der kunne have siddet på hendes hovedperson. På den måde peger hun på sin egen identifikation med Grubbe, og eftersom billedet er skåret, så toppen af hovedet mangler, antyder hun samtidig romankarakterens hovedløse begær. Eller også henviser hun til, at vi ikke kan vide, hvad der er foregået i romankarakterens hoved.

Tematisk beskæftiger forfatteren sig med spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske. Hvordan kan man leve med sig selv og med en anden? Hvordan er det, vi lever med hinanden i dagens Danmark, hvilke drømme fylder mennesker, og er det ikke det nemmeste bare at undertrykke sine drømme og sit begær? I digtene tematiseres disse spørgsmål igennem en jeg-figur, der kaster sig ud i kærligheden, slår sig, trækker følehornene til sig igen og alligevel må kaste sig hovedkulds ud i nye eventyr som en slags erkendelse af, at det er, hvad livet handler om: at være en del af fællesskaber, og især det lille eksklusive fællesskab, som et kærlighedsforhold udgør.

Samtidig tematiserer Hørslev i flere af digtene og i romanen “Fjerne galakser er kedelige”, hvordan det er tilfældigheder, der afgør livets udfald. Det er eksempelvis tilfældigt, om vi bliver hos hinanden eller lader være – om en snestorm for eksempel pludselig trækker os i døden. I “Naturlige fjender” er det igen lykken, der er på dagsordenen, og samtidig hvad der sker med mennesker, som ikke tager ansvar for deres liv, men som lader tiden flyde igennem dem uden, at de træffer valg. I stedet læner de sig tilbage og ‘håber på det bedste’.

Når Lone Hørslev skal fortælle om sine temaer, siger hun, at hun er optaget af elementer som dyr, parcelhuskulisser og eventyrverdenen, og hun pointerer, at hun interesserer sig for menneskets smertepunkter på en humoristisk måde. ”Jeg prøver at nå en ærlighed med mine digte, at fortælle om det at være menneske. Det, der får mig i gang, er typisk noget, jeg ikke forstår. Spørgsmål, der hænger i mig, som jeg gerne vil give en form. Her bruger jeg en genkendelig ramme i form af mit eget hverdagsunivers. Og måske ligger det mere lige for for en kvinde at skrive ud fra sin egen hverdagsramme med sure sokker og vasketøj.” (Malene Wichmann: Sammenstød og ærlighed. Dagbladet Information, 2007-05-21).

Beslægtede forfatterskaber

Til Litteratursiden fortæller Lone Hørslev, at hendes inspirationskilder især har været inden for nyere dansk lyrik. Hun nævner Naja Marie Aidt, Kirsten Hammann, Pia Juul, Katrine Marie Guldager og Peter Laugesen. Af prosaister nævner hun Peer Hultberg, Jens Gielstrup og Kirsten Thorup. Andetsteds siger hun: “Jeg er også bevidst om, at jeg står på skuldrene af mange forfattere før mig, især Per Højholt og Tove Ditlevsen. Jeg forestiller mig, at jeg har et ben på skulderen af dem hver. [...] Per Højholt er ‘hjernen’, men samtidig er hans arbejde med skriften meget kropsligt, båret af åndedræt og bevægelse. Tove Ditlevsen indeholder meget krop, hjerte, smerte, kvie og kval, men også meget coolness. Jeg kan godt lide, den måde hun bruger det private stof på, den måde hun arbejder med selviscenesættelse.” (Malene Wichmann: “Sammenstød og ærlighed”, Dagbladet Information, 2007-05-21).

Lone Hørslev har uvægerligt grumheden til fælles med Naja Marie Aidt, om end den er mere underspillet hos Hørslev. Hun har interessen for det stedbundne, som eksempelvis i “Naturlige fjender” og “Sorg og camping” til fælles med Helle Helles “Rødby-Puttgarden”. Den empatiske udforskning af skæve eksistenser har hun til fælles med Bent Vinn Nielsen og Hans Otto Jørgensen, og også med Jens Blendstrup, som hun desuden deler en humoristisk groteskhed med. Det skal dog indrømmes, at Hørslev aldrig kammer over i det groteske i samme grad som Blendstrup. De skæve eksistenser og det smertelige har hun desuden tilfælles med Tove Ditlevsen, ligesom hun i sin seneste digtsamling om sin egen skilsmisse deler en selvudlevering og overskridelse af de private sfærer med Ditlevsen. Hun har sin sproglige vilterhed og polyfoniske stemmeføring til fælles med Kirsten Hammann og Pia Juul. Retorisk-stilistisk minder hun om Pia Juul og også om Ursula Andkjær Olsen. Sidstnævntes sproglige lege er ligeledes at finde hos Hørslev. Desuden er der tydelige referencer til Virginia Woolfs brug af stream of consciousness hos Lone Hørslev. Især i “Naturlige fjender”, men også i de andre værker. I de øvrige værker knytter bevidsthedsstrømmen sig dog alene til en karakter.

Bibliografi

Digte

Hørslev, Lone:
Tak. Gyldendal, 2001.
Hørslev, Lone:
Ærgerligt, ærgerligt. Gyldendal, 2003.
Hørslev, Lone:
Lige mig. 2007. Gyldendal.
Hørslev, Lone:
Jeg ved ikke om den slags tanker er normale. Skilsmissedigte. Forlaget Hjørring, 2009.
Hørslev, Lone:
La'os. C&K Forlag, 2012
Hørslev, Lone: Dagene er data. Rosinante, 2018.

Romaner

Hørslev, Lone:
Fjerne galakser er kedelige. Gyldendal, 2005.
Hørslev, Lone:
Naturlige fjender. Athene, 2008.
Hørslev, Lone:
Sorg og camping. C&K, 2011.
Hørslev, Lone:
Dyrets år : En roman om Marie Grubbe. C&K Forlag, 2014.

Noveller

Hørslev, Lone: En ordentlig mundfuld. Rosinante, 2017.

Om forfatterskabet

Sange

Her kan findes et par af parrets numre samt en oversigt over kommende arrangementer.

Artikler og interviews

Læserne spørger: Lone Hørslev. Information, 2011-04-16.
Her kan man eksempelvis finde en forklaring på ordet forliebt.
Her findes et par af deres numre og oversigt over arrangementer.
Munk Rösing, Lilian: Vi giver en ordentlig røvfuld røde roser til Lone Hørslevs noveller. Politiken 2017-04-07.
Skyum-Nielsen, Erik: Desperate fandenivoldske Lone Hørslev. Dagbladet Information 2017-04-08.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lone Hørslev

Kilder citeret i portrættet

Kilder citeret i portrættet

Syberg, Karen: ‘Jeg ville helst skrive hele tiden’. Dagbladet Information, 2006-10-05.
Wichmann, Malene: Sammenstød og ærlighed. Dagbladet Information, 2007-05-21.
Andersen, Carsten: Jeg kan ikke holde på hemmeligheder. Politiken, 2008-08-30.
Sørensen, Dorte Hygum: Jeg har brug for at gøre noget, jeg ikke er sikker på. Politiken, 2013-02-12.
Kristeligt Dagblad 2017-03-30.

Øvrige skribenter

Afsnittet ”En ordentlig mundfuld” er skrevet af cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, 2017.