Lone Hørslev

Lone Hørslev blev født den 29. november 1974 i Køge, men er vokset op i Mejdal uden for Holstebro, hvor en af hendes store ungdomsinteresser var at male. Som hun siger: ”Jeg troede jeg var kunstmaler, også fordi jeg var god til det.” (Karen Syberg: ’Jeg ville helst skrive hele tiden’. Dagbladet Information, 2006-10-05). Men på et tidspunkt mente hun, at det at male blev for besværligt, omstændeligt og desuden for dyrt, og derfor begyndte hun at skrive.

Efter gymnasiet startede Hørslev på læreruddannelsen på Nørre Nissum Seminarium, hvor hun tog det første år på uddannelsen. Året efter gik turen til Aalborg, hvor hun startede på Humanistisk Informatik. Herfra gik turen videre til RUC, hvorfra hun blev bachelor i Dansk litteratur i 2001.

Samme år fik hun sit gennembrud som forfatter. Hun blev således både optaget på Forfatterskolen og fik antaget en digtsamling hos forlaget Gyldendal, og digtsamlingen “Tak” udkom samme år. To år senere blev hun uddannet fra Forfatterskolen og sendte i samme ombæring sin anden digtsamling på gaden, nemlig “Ærgerligt, ærgerligt”. Siden da er det blevet til endnu fire digtsamlinger, seks romaner og en novellesamling.

Der er meget musik, klang og rytme i Hørslevs forfatterskab, og det giver derfor god mening, at hun også begår sig på den musikalske scene. I 2007 fødte hun sammen med sanger og sangskriver Mads Mouritz det musikalske projekt Mouritz/Hørslev, og hun har ligeledes haft et band med nu afdøde Solveig Sandnes under aliaset Er de Sjældne. Lone Hørslevs seneste musiklyrik-projekt, Uhørt, er skabt i samarbejde med komponist Jesper Mechlenburg.

Privat er Lone Hørslev mor til et tvillingepar og i 2009 fraskilt fra pigernes far, forfatteren Martin Glaz Serup. Bruddet tematiserer hun i digtsamlingen “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”. Også digtsamlingen “La'os” handler om at finde fodfæste efter skilsmisse.

“Tak” er den korte titel på Lone Hørslevs debutdigtsamling fra 2001. Det er en lille sag på en halvtreds sider inddelt i fem dele. Samlingens første del tematiserer det at blive forladt.

Den indledes med en henvisning til musikeren Nikolaj Nørlund, som på pladen “Nye optagelser” fra 1997 synger: “Vil du mig mere så rids det ind i din pande. De ord der forsvinder er dem der aldrig var sande”. Hos Hørslev hedder det: “Nu hvor du har sat dig/dit fugtige tegn/i min pande/Så forlader du mig snart”. I modsætning til Nørlunds efterspørgsel af, at du’et skal ridse sin kærlighed i sin egen pande, så har du’et hos Hørslev ridset sig ind i jeg’ets pande. Og nu, hvor du’et har sat sig et fugtigt spor, er der en implicit forventning om at blive forladt. Digtet fortsætter: “Jeg ved det/– og vandet vil løbe mig i øjnene”. Jeg’et vil altså blive ked af det, og dog er det som om, jeg’et betragter det hele med en skuespillerens iscenesatte (eller en digters metaforiske) distance. Hengivelse og distance er nært vævet sammen i første del, men under overfladen udtrykkes en implicit længsel efter nærhed og forbundethed. 

I anden del er det jeg'ets selvopretholdelse og afhængighed af andre, der tematiseres. Som i det indledende digt, hvor jeg’et vågner med kaktus på tungen. Det hedder: “Tilfældige forbipasserende her/ved kirken/må samle mig op/TAK hvisker jeg så og nikker inden/jeg falder igen”.

28915128

Digtene er fulde af skæve rytmer og bevægelser frem og tilbage. Mellem kærlighed og afsavn. Mellem liv og død. Mellem by og land. Mellem drøm og vågen tilstand. Mellem barndom og voksendom. Mellem poesi og hverdag, som når “Hvert eneste snefnug som er sit eget/univers ligesom hvert eneste ord –” afløses af linjen “Kald det Kærlighed”, der trækker på en sang af Lars Lilholt.

Og titlen “Tak”? Den kan dels forstås negativt som et tak for den erfaring, jeg'et har fået i mødet med kærligheden, som får jeg'et til at forholde sig distanceret til sit følelsesliv og sine omgivelser. Og dels kan den forstås positivt som en tak for alle de erfaringer, jeg’et har gjort sig, både de positive og de negative, som en reminder om, at det er erfaringerne, der gør mennesket klogere og livet rigere.

Lone Hørslevs anden digtsamling “Ærgerligt, ærgerligt” fra 2003 er opbygget af seks afsnit med tilknyttede overskrifter. Dertil kommer et indledende digt med titlen “Du må selv betale, siger de i radioen”, der fungerer som en introtekst. Her præsenteres et ‘du’ og et ‘jeg’, som tilsammen udgør et relativt nyt ‘vi’. Et vi, der ligger i sengen, og som kun lader omverdenen trænge sig på i form af tv og radio, imens de “kryber tættere ind til hinandens små historier”. Endvidere hedder det: “Vi observerer nøje hinandens vejrtrækning og lyde. Du kunne gå. Du bliver liggende.” Sidstnævnte fungerer som en refleksion over tilværelsens tilfældigheder.

Livets tilfældigheder er samlingens centrale tema og kædes ikke mindst sammen med kærligheden. Som i digtet “Hvis nu”, hvor jeg’et overvejer: ”hvis nu alt tog sig helt anderledes ud, ville vi så være lykkelige”. Ind imellem indgår kronprinsen i digtene som en påmindelse om enhver ‘rigtig’ piges prinsessedrømme. Han indgår desuden som en personificering. Ligesom jeg’et slæber forliste forhold efter sig, bærer kronprinsen “en stribe af/ forliste forhold/ og en lille elefant om halsen”, som det hedder i digtet “Grønland”.

24838730

I digtet overvejer jeg’et desuden, hvad hun ville sige, hvis Billedbladet ringede til hende i stedet for til kronprinsen. På den måde slippes også drømmen om at blive kendis ind i digtene.

Lone Hørslev leger sprælsk med formen i denne digtsamling. Der er både lange digte, digte fulde af huller og sprækker mellem ordene, hvor læseren kan fylde sit tomrum eller sine tanker ned i, kassedigte om skibe og en lille suite over konceptet: sidste retter. Her skal særligt fremhæves versene: “Tænk på kokken på dødsgangen i Texas, USA. Han skal opfylde alle de dødsdømtes sidste grådkvalte ønsker. Du skal bare opfylde mine! Sidste ønsker. Elskede.” Som det også står klart i citatet, har Hørslev en foruroligende evne til at sætte spørgsmålstegn ved eller måske ligefrem udstille og ironisere over følelser ved at skrive ord som elskede og hjerte i kursiv eller LYKKEN med versaler. Igennem sådanne markeringer peger hun på, hvor vanskeligt det kan være at få sine drømme og forventninger til livet og ikke mindst kærligheden til at blive til virkelighed.

I Lone Hørslevs tredje digtsamling og fjerde udgivelse “Lige mig” fra 2007 er stemningen foruroligende, hvilket er manifesteret allerede på bogens cover. På bagsiden er et fotografi af to terner, hvoraf den ene ligger i græsset (måske er det hunnen, som ruger), og den anden står nærved med en død frø hængende slapt fra sit næb. På forsiden bærer en hånd, med afskallet rød neglelak på neglene, en fjerkræsaks, som er klar til at klippe i både titlen og forfatterens navn.

Digtsamlingen er inddelt i seks dele, og dertil kommer introdigtet “Nåh, lille vovse”, der sætter temaerne i spil: det handler om hunden, menneskets bedste ven. For eksempel kan hunden trøste den trøstesløse igennem personificering. Men ligesom mennesker, der elsker hinanden og kan gøre skade på hinanden, kan forholdet mellem menneske og hund også være destruktivt. I digtsamlingen serveres en virkelig historie om en mand, der kørte af sted i sin bil med hunden bundet bagefter, så den fik slidt poterne af. Og om en hund, der bed sin ejers ansigt af.

26734088

Helt centrale temaer i værket er ensomhed, længsel og (uforløst) begær. Som det hedder i følgende vers fra digtet “Jeg er begyndt at tale med mig selv”: “nu/ er jeg foldet helt ind i ensomhed, ligesom/ et par/ strømper som nogen har lagt sammen”. Ved at lade ‘et par’ danne et vers, markerer digterjeg’et savnet af at danne par. Eller i digtet “Nej, jeg bliver aldrig undertøjsmodel”, hvor det hedder: “hvad angår kærlighed/ er jeg kynisk, alligevel/ bliver jeg ved at flyve ind i mit besværlige begær/ som et forvirret insekt der igen og igen/ kaster sig/ mod et vindue i et brændende hus.”

I samlingen går jeg’ets drøm om et hus, der brænder, for øvrigt igen som en foruroligende påmindelse om jeg’ets krop, der står i længslernes og begærets lyse lue. Desuden går fortællingen om DØDSLÆGEN, børnelægen Elisabeth Wæver, der slog sin elsker og dennes kone ihjel, igen i digtsamlingen som en påmindelse om, at kærlighed kan gøre vanvittig.

Som i de øvrige digtsamlinger er sproget energisk og hverdagsligt, men fyldt af små spændstige sprogperler, og med stor udsigelseskraft tematiseres det menneskelige begær, og hvad der kan ske, når det forbliver uforløst.

Romanen “Naturlige fjender” fra 2008 er Lone Hørslevs femte udgivelse. Den foregår i provinsbyen Vejby i Jylland og følger hovedsageligt tre spor.

Ét fortæller om den afdøde fordrukne mand Anker. Et andet følger den 36-årige Lars, som lige er flyttet til byen, hvor han arbejder på den lokale kro. Han bliver dog hurtigt fyret, fordi han under en flirt med den lokale dyrlæge Inger-Mai kommer til at drikke sig fuld. Det tredje spor i romanen følger dyrlægen Inger-Mai, som lever sammen med Stig og deres datter Bella.

27366147

Romanen bevæger sig mellem indre og ydre synsvinkler og dagbogs- og brevsekvenser fra L til Anker. Der er tale om en alvidende fortæller, som helt ubemærket glider mellem de forskellige personers perspektiver, og som benytter sig af tankecitater i første person fra karaktererne. Derigennem kommer karaktererne ligefrem til at tale i munden på – eller igennem munden på – den overordnede fortællerstemme.

Især går romanen under huden på Lars og Inger-Mai ved at give indblik i deres indre som ydre dialoger. Resultatet er en troværdig gengivelse af et lokalsamfund, hvor alle drømmer om kærlighed og forløsning, men hvor ingen kan finde den.

Inger-Mai tror, hun vil blive lykkelig med sin mand, hvis bare de køber Ankers hus. Hun bliver betaget af Lars, og de bygger en delvis drøm op omkring hinanden, som hun dog ikke tør forfølge. Lars’ tidligere kæreste Mona vil gerne være sammen med Lars igen, men han kan end ikke overskue at tænke på hende. Han tænker i stedet på Inger-Mai og lidt på Anker, og hvordan han mon levede. Hvorfor blev den mand nødt til at drikke sig ihjel?

Ud over kærlighed er angst et påtrængende tema. Inger-Mai er angst for, at hun har fået brystkræft, den lokale politimands søn er i krig i Irak, og hver morgen vågner politimandens kone op med en skrækindjagende følelse i kroppen af, at sønnen er død. Og derudover er der selvfølgelig angsten for at blive opdaget – for at nogen skal kunne se de lumre drømme og de forfærdelige tanker hver enkelt forsøger at skjule. I det hele taget lever og ulmer frustrationerne konstant under overfladen hos alle karaktererne og aftegner sig som blå plamager på kvindernes (Inger-Mais og politimandens kones) ansigter eller som seriøse drukture.

Lone Hørslevs fjerde digtsamling og sjette udgivelse, “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” fra 2009, er opdelt i tre dele, hvor den første går under titlen “Tak for besøget”. Den består af 12 unavngivne digte, som tematiserer afsked og sorg.

Et gennemgående træk i samlingen er, at dyr benyttes som symbol på kærlighed. I det indledende digt hedder det: “Der var engang hvor jeg sang (“Oldenborre flyv, flyv”)/ for en muldvarp og så blev han forliebt”. Allerede her præsenteres kærligheden som et umuligt projekt, for oldenborren kan selvsagt ikke flyve, og forliebt benyttes ifølge Den danske ordbog (ordnet.dk) om en “flygtig, naragtig eller blind forelskelse” – en naragtighed der forstærkes af den forvrængning, der ligger i, at ordet er kursiveret i digtet.

27637868

Senere i digtet “kommer TIDEN/ med sine ublide metoder, og forelskelsens gange bliver/ trange”. Kærligheden får sværere vilkår, og digtet slutter med en decideret aflivning af forholdet: “Meget stærk giftgas/er netop blevet/lagt ud.”

Tredje og sidste del bærer titlen “Giftige blomster og bær” og består af ét digt. Her lignes naturens dødelige planter, der på overfladen kan tage sig så uskyldige og kønne ud, med menneskenes evne til at tage livet af hinanden (ikke konkret, men metaforisk) – “hurtigt – eller over TID ved konstant at bide/ad hinanden, grr” (s. 43). Digtet er fuldt af rim og remser såsom “for at lave et renere, enklere CUT mellem dig og mig og vi to, der nu sejler i hver vores sko”, og det slutter med en reference til eventyret om prinsen og Rapunsel. Ved at sætte digtet ind i en ungpigeramme peger digteren på dyrkelsen af den romantiske kærlighed helt fra barns ben – og kontrasten til virkeligheden.

I forlængelse af eventyrtemaet iscenesættes digterjeg’et i samlingen som en ung pige med uskyldige drømme og sårede følelser.

Digtsamlingen bærer undertitlen “Skilsmissedigte”, og dermed er scenen sat for bekendelsesdigte, der trækker på traditionen fra 1970’ernes knækprosa og bekendelseslitteratur. Referencen bliver understøttet af et indledningscitat af Tove Ditlevsen og af den gennemgående, bekendende kvindelige jeg-fortæller. 

Lone Hørslevs femte digtsamling og ottende værk “La'os” fra 2012 er et samarbejde mellem Hørslev og illustrator Rikke Bakman.

De første tre digte indledes med La'os. Første digt hedder “La’os alle smile”. Her sammenligner digterjeg'et sig med en hjemløs: “et liv, en afgrund der/ på en måde også kunne være vores.” Dette “kunne” adskiller dog digteren fra den hjemløse, og alligevel vender hun flere gange i digtsamlingens løb tilbage til netop hjemløshed. I det første digt repræsenterer den hjemløse håbløshed, mens hun (og hendes to børn) står for håbet.

29539286

Disse kontraster – denne livets balancegang mellem håbet på den ene side og håbløsheden på den anden er netop et af digtsamlingens centrale temaer. Det kontrastfyldte understreges af Rikke Bakmans sort-hvide stregtegninger, hvor en gennemgående kvindelig figur gengives i triste, hverdagslige situationer.

Ligeledes tematiseres det nære i form af kærlighed, savn, skilsmisse og hverdagshandlinger, og dette nære står både i kontrast til og forbindes med den store verden. Eksempelvis i digtet “Hold nu kæft med de skalaer”: “De økonomiske strukturer og/ kærlighedens strukturer, vi gennemspiller også/ vores egen fallit”, hedder det, hvorved den økonomiske krise bliver sat i relation til kærlighedens krise.

I det hele taget er der meget krise i digtene: personlige kriser, kærlighedskriser, klimakrise og finanskrise. Digteren jonglerer elegant imellem dem, så de bliver en naturlig forlængelse af hinanden, og alligevel kan hun ikke lade være med at kommentere: “Jeg kan se, det er stemplet i Laos./ La'os./ Ja, undskyld mig, jeg ved det er latterligt at tolke/ på det. Læse sammenhænge ind/ hvor der slet ingen/ sammenhænge findes” (s. 43). Kommentaren peger både på Hørslevs digteriske virkemiddel, hvor hun lader sig inspirere af ordenes lyd, samt af indholdet, hvor de private kriser bliver læst i sammenhæng med verdenskriserne.

Digtsamlingen er fuld af referencer til populærkulturen, som for eksempel i digtet “Alligevel siger hun hvor tarveligt”. Her hedder det: “og hvad angår os to (ja hvad med os to?)/ så si'r jeg bare snip snap snude, så er den historie/ heller aldrig/ nogensinde ude, Det er jo DET.”

Lone Hørslevs niende værk, romanen “Dyrets år” fra 2014, foregår hovedsageligt i vintermånederne i 1666, hvor den 23-årige Marie bor med sin mand – den uægte kongesøn Ulrik Frederik Gyldenløve – på Akershus i Christiania (det nuværende Oslo). Men Marie har meget andet end sin mand i tankerne. Sværmerisk, som hun er, bliver hun forført af slottets ritmester, og da denne affære brydes, er det svogeren, der løfter op i Maries gevandter.

51316703

“Dyrets år” er både en historisk roman og en litterær fantasi – ja nærmest en erotisk fantasi – over Marie Grubbes liv. I værket indgår en række faktuelle afsnit, og her pointerer Hørslev blandt andet, at man ikke ved meget om denne historiske kvindeskikkelse, og at hun således er åben for fortolkning.

Lone Hørslevs Marie er en kvinde fuld af begær og længsel efter den altopslugende kærlighed, og hun giver sig lidenskabeligt hen. Kærlighed og lidenskab er et centralt tema i romanen, som løbende kontrasteres af den allestedsnærværende død. Eksempelvis har Marie Grubbes mor endt sit liv i barselssengen, og i en helt central scene (s. 222) går død og begær hånd i hånd, da to kvinder (hekse) bliver brændt på bålet for kætteri, alt imens Marie stikker sin hånd i svogerens bukser.

Både det kvindelige begær og hekseri blev i Grubbes samtid betragtet som samfundstrusler, og derfor blev det straffet hårdt. I romanen bliver det menneskelige begær ofte symboliseret ved dyr. Allerede titlen refererer til Johannes-åbenbaringen i Bibelen, hvor 666 omtales som dyrets tal, ligesom det ofte bliver benyttet som et symbol på satan.

Referencen til djævlen henviser til, at samtiden har ment, at Grubbe var i djævlens vold. Måske antyder Hørslev med forsidebilledet, der gengiver hende selv i et korset, der kunne stamme fra Grubbes tid, at synet på kvinders begær ikke har ændret sig meget.

Med “Dyrets år” går Hørslev i store litteraturhistoriske fodspor, da både J.P. Jacobsen, Ludvig Holberg, St. St. Blicher og H.C. Andersen har skrevet om Marie Grubbe. Endvidere har Ulla Ryum og Juliane Preisler arbejdet med Grubbe-figuren. Samtidig følger Hørslev en tendens i samtidig dansk litteratur, hvor flere unge kvindelige forfattere har en meget eksplicit sanselighed i centrum – bl.a. Josefine Klougart og Kristina Stoltz.

Lone Hørslev begår sig legende og let i både poesi, noveller og romaner. Hendes sproglige musikalitet giver en intensitet og et medrivende flow i værkerne og har også givet sig udslag i flere musikalske projekter med blandt andet Mads Mouritz og Solveig Sandnes. Ikke mindst i hendes tidlige forfatterskab gør hun stort brug af mundtlighed ved for eksempel at bruge ’Og’ efter punktummer. Hun benytter flittigt indskudte sætninger, gentagelser, kursiveringer, VERSALER samt (sære og sjove påhit i parentes). Legen med sproget er et særkende ved både Hørslevs poesi og prosa, for eksempel i sætninger som “bogorm, ormædt, ædedolk” og “evnesvag, svagpisser og pisseurimelig” fra digtsamlingen “Lige mig”.

Hørslev lader ofte sine digte forlænge ind i hinanden ved at lade det sidste ord eller den sidste sætning i et digt blive det første i det næste. Herved peger hun dels på, hvordan inspiration opstår, og dels på hvordan alt opstår i forlængelse af noget andet – ligesom Lone Hørslevs eget forfatterskab bygger på andre forfatterskaber.

Selviscenesættelse er en anden side af Hørslevs værk. Stærkest kommer den til udtryk i digtsamlingen “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”, hvor Hørslev tager afsæt i sin egen skilsmisse. Selv når hun skriver om den historiske person Marie Grubbe, sætter hun sig selv i scene. På romanens forside er hun således afbilledet iført en korsetteret kjole, der kunne have siddet på hendes hovedperson. På den måde peger hun på sin egen identifikation med Grubbe, og måske antyder hun samtidig, at synet på det kvindelige begær ikke har ændret sig stort siden Grubbes tid. Eftersom billedet er skåret, så toppen af hovedet mangler, antyder hun samtidig romankarakterens hovedløse begær. Eller også henviser hun til, at vi ikke kan vide, hvad der er foregået i romankarakterens hoved.

Begær er et helt centralt tema i forfatterskabet. Både det erotiske begær og begæret – eller længslen – efter en anden og bedre tilværelse, og ofte er de to vævet ind i hinanden. Samtlige af Hørslevs karakterer bokser med det forkætrede begær. De kaster sig ud i kærligheden, slår sig, trækker følehornene til sig igen og kaster sig alligevel hovedkulds ud i nye eventyr som en slags erkendelse af, at det er, hvad livet handler om: at være en del af fællesskaber, og især det lille eksklusive fællesskab, som et kærlighedsforhold udgør.

Til Litteratursiden fortæller Lone Hørslev, at hendes inspirationskilder især har været inden for nyere dansk lyrik. Hun nævner Naja Marie Aidt, Kirsten Hammann, Pia Juul, Katrine Marie Guldager og Peter Laugesen. Af prosaister nævner hun Peer Hultberg, Jens Gielstrup og Kirsten Thorup. Andetsteds siger hun: ”Jeg er også bevidst om, at jeg står på skuldrene af mange forfattere før mig, især Per Højholt og Tove Ditlevsen. Jeg forestiller mig, at jeg har et ben på skulderen af dem hver. [ ...] Per Højholt er ‘hjernen’, men samtidig er hans arbejde med skriften meget kropsligt, båret af åndedræt og bevægelse. Tove Ditlevsen indeholder meget krop, hjerte, smerte, kvie og kval, men også meget coolness. Jeg kan godt lide, den måde hun bruger det private stof på, den måde hun arbejder med selviscenesættelse.” (Malene Wichmann: Sammenstød og ærlighed. Dagbladet Information, 2007-05-21).

Lone Hørslev har uvægerligt grumheden til fælles med Naja Marie Aidt, om end den er mere underspillet hos Hørslev. Hun har interessen for det stedbundne, som eksempelvis i “Naturlige fjender”, til fælles med Helle Helles “Rødby-Puttgarden”. Den empatiske udforskning af skæve eksistenser har hun til fælles med forfattere som Bent Vinn Nielsen og Hans Otto Jørgensen og også med Jens Blendstrup, som hun desuden deler sin humoristiske tilgang med. Dog kammer Hørslev aldrig over i det groteske i samme grad som Blendstrup.

De skæve eksistenser og det smertelige har hun desuden tilfælles med Tove Ditlevsen, ligesom hun i digtsamlingen om sin egen skilsmisse deler en selvudlevering og overskridelse af de private sfærer med Ditlevsen. I ”Svømmende, rygende, grædende” er alkoholmisbrug, ensomhed og skam helt centrale temaer, og her ligger hun også i direkte forlængelse af Ditlevsens forfatterskab.

Hørslev har sin sproglige vilterhed og polyfoniske stemmeføring til fælles med Per Højholt, Kirsten Hammann og Pia Juul. Retorisk-stilistisk minder hun om Pia Juul og også om Ursula Andkjær Olsen. Sidstnævntes sproglige lege er ligeledes at finde hos Hørslev. Desuden er der tydelige referencer til Virginia Woolfs brug af stream of consciousness hos Lone Hørslev. Især i “Naturlige fjender”, men også i de øvrige værker. I de øvrige værker knytter bevidsthedsstrømmen sig dog alene til en karakter.